(38) Kapitlet er bygget op over Luk 2,39-40.
Jesus tilbragte sin barndom og ungdom i en lille landsby i bjergene. Der var ikke et sted på jorden, som ikke ville have været beæret ved hans tilstedeværelse. Det ville have været et privilegium for kongernes paladser at modtage ham som gæst. Men han gik uden om de riges huse, kongernes gårde og de berømte lærestole for at bo i det ubemærkede og ringeagtede Nazaret. ret
(38) Forunderlig i sin betydning er den korte beretning om hans barndom: „Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt af visdom; og Guds nåde var over ham.“ Under sollyset fra Faderens åsyn „gik Jesus frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.“ Hans sind var livligt og klartseende, med en tankefuldhed og visdom, der var langt forud for hans alder. Hans karakter var smuk og harmonisk. Åndens og legemets kræfter udviklede sig gradvis i overensstemmelse med barndommens love. ret
(38) Som barn udviste Jesus et ualmindeligt smukt sindelag. Hans villige hænder var altid rede til at tjene andre. Han udviste en tålmodighed, som intet kunne rokke, og en sandfærdighed, som aldrig gik på akkord med redeligheden. Skønt klippefast i sine principper fremstod han som et billede på uselvisk høflighed. ret
(38) Opdraget og undervist efter bibelsk princip
Med stor alvor fulgte Jesu mor udviklingen af hans evner, og hun så fuldkommenhedens præg i hans karakter. Med fryd søgte hun at opmuntre dette opvakte, modtagelige sind. Ved Helligåndens hjælp fik hun visdom til at samarbejde med de himmelske kræfter om udviklingen af dette barn, der alene kunne gøre krav på Gud som sin Fader. ret
(38) Fra de tidligste tider havde de trofaste i Israel draget stor omsorg for undervisning af ungdommen. Herren havde påbudt, at børnene, lige fra de var ganske små, skulle belæres om hans godhed og hans storhed, ganske særligt som den åbenbarede sig i hans lov og viste sig gennem Israels historie. Sang og bøn og Skriftens lærdomme skulle tilpasses efter den begyndende forståelse. Fædre og mødre skulle lære deres børn, at Guds lov er et udtryk for hans karakter, og at de, når de tog imod lovens principper i deres hjerte, fik Guds billede præget i deres sind og sjæl. Meget af denne undervisning foregik mundtligt; men de unge lærte også at læse de hebraiske skrifter. De gammeltestamentlige skrifters pergamentruller kunne de uhindret studere. ret
(39) På Kristi tid blev den by eller større stad, som ikke sørgede for de unges åndelige belæring, betragtet som værende under Guds forbandelse. Men alligevel var undervisningen blevet til en formsag. Traditioner havde i vid udstrækning erstattet Skrifterne. Den sande belæring ville have ledet ungdommen til at „søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og finde ham.“ ret
(39) Men de jødiske lærere helligede sig ceremonielle anliggender. Elevernes sind blev overfyldt med værdiløst stof, som ikke kunne anerkendes i de himmelske domstoles højere skole. Den erfaring, der opnås ved personligt at tage imod Guds ord, havde ingen plads i dette undervisningssystem. Opslugt af de ydre, daglige forpligtelser, fik de studerende ingen stille timer at tilbringe med Gud. De hørte ikke hans stemme tale til deres hjerte. Under deres søgen efter kundskab vendte de sig bort fra visdommens kilde. De store, væsentlige ting i tjenesten for Gud blev tilsidesat. Lovens principper blev fordunklede. Det, der blev betragtet som højere uddannelse, var den største hindring for en virkelig udvikling. Under rabbinernes oplæring blev de unges evner hindret i at komme til udfoldelse. Deres sind blev indskrænket og snæversynet. ret
(39) Med Bibelen og naturen som lærebøger
Barnet Jesus fik ikke sin undervisning i synagogens skoler. Hans moder var hans første menneskelige lærer. Fra hendes mund og fra profeternes skrifter lærte han om, hvad der hørte Himmelen til. De samme ord, som han selv havde talt til Moses for Israel, lærte han nu på sin moders knæ. Da han gik fra barndom til ungdom, søgte han ikke til rabbinernes skoler. Han behøvede ikke den undervisning, man kunne få fra sådanne kilder; for Gud selv var hans læremester. ret
(39) Det spørgsmål, der blev stillet under Frelserens virksomhed: „Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?“ er ikke en tilkendegivelse af, at Jesus ikke var blevet undervist, men blot, at han ikke var blevet oplært af rabbinerne. Da han havde erhvervet sig sin viden på samme måde, som vi kan gøre det, viser hans indgående kendskab til Skrifterne, med hvilken flid han havde viet sin ungdom til studiet af Guds ord. Og udbredt for sit blik havde han det store bibliotek, der består af Guds skaberværk. Han, som havde skabt alle ting, lærte af det, som hans egen hånd havde skrevet på jorden, i havet og på himmelen. Borte fra verdens ugudelige livsførelse samlede han et forråd af videnskabeligt kendskab til naturen. Han studerede såvel planternes og dyrenes liv som menneskelivet. Fra sin tidligste barndom var han optaget af én eneste ting: Han levede for at velsigne andre. Hertil fandt han hjælpemidler i naturen; nye tanker om veje og midler kom til ham, mens han studerede planternes og dyrenes liv. Bestandigt søgte han at udlede billeder fra det, han så, for at bruge det i forkyndelsen af Guds levende ord. De lignelser, gennem hvilke han i sin gerning elskede at lære andre om sandheden, viser, hvordan hans sind var åbent over for naturens påvirkning, og hvordan han havde samlet åndelige lærdomme fra sit daglige livs omgivelser. ret
(40) Således blev betydningen af Guds ord og gerninger åbenbaret for Jesus, mens han søgte at forstå sammenhængen i alt. Himmelske væsener var hans hjælpere, og han hengav sig til hellige tanker og fortrolig kontakt med Himmelen. Fra forstandens første opvågnen voksede han bestandig i åndelig nåde og kendskab til sandheden. ret
(40) Ethvert barn kan erhverve sin viden på samme måde, som Jesus gjorde det. Når vi forsøger at lære vor himmelske Fader at kende gennem hans ord, vil engle komme os nær, vore tanker vil få kraft, og vor karakter vil blive højnet og forædlet. Vi vil komme til at ligne vor Frelser mere. Og når vi betragter det store og skønne i naturen, vil vores kærlighed gælde Gud. Når ånden føler ærefrygt, bliver mennesket styrket ved at komme i kontakt med den Almægtige gennem hans skaberværk. Fællesskab med Gud gennem bøn udvikler de mentale og moralske egenskaber, og de åndelige evner styrkes, når vi vænner os til at tænke på åndelige ting. ret
(40) Jesu liv blev levet i harmoni med Gud. Så længe han var barn, tænkte og talte han som et barn; men intet spor af synd skæmmede Guds billede i ham. Dog blev han ikke fritaget for fristelser. Nazarets indbyggere var almindeligt kendt for deres ondskab. Hvor dårligt et rygte de havde, viste sig gennem Natanaels spørgsmål: „Kan noget godt komme fra Nazaret?“ ret
(40) Jesus var kommet til at bo et sted, hvor hans karakter ville blive sat på prøve. Det var nødvendigt for ham bestandigt at være på vagt for at bevare sin renhed. Han blev udsat for alle de konflikter, som vi skal møde, for at han kunne blive et forbillede for os både i barndommen, ungdommen og manddommen. ret
(40) Satan var utrættelig i sine bestræbelser for at overvinde barnet fra Nazaret. Fra sin tidligste barndom var Jesus blevet beskyttet af himmelske engle, men alligevel var hans liv en eneste lang kamp mod mørkets magter. Det var en krænkelse og en årsag til forvirring for mørkets fyrste, at der på jorden skulle findes et liv, der var fri for det ondes besmittelse. Han lod intet uforsøgt for at fange Jesus i sine snarer. Ingen af menneskenes børn vil nogensinde blive kaldet til at leve et helligt liv under en så hård kamp mod fristelser, som Frelseren blev det. ret
(40) Jesu forældre var fattige mennesker, som var afhængige af deres daglige arbejde. Fattigdom, selvfornægtelse og savn var velkendte for ham. Disse erfaringer var et beskyttelsesmiddel for ham. I hans virksomme tilværelse var der ingen ledige øjeblikke, der kunne give anledning til fristelser. Ingen formålsløse timer banede vejen for fordærveligt selskab. Så vidt det var muligt, lukkede han døren i for fristeren. Hverken vinding eller fornøjelser, bifald eller tvang kunne formå ham til at indvillige i en forkert handling. Han var klog nok til at gennemskue det onde og stærk nok til at modstå det. ret
(41) Kristus var det eneste syndfri menneske, der nogensinde har levet på jorden. Og dog boede han i næsten tredive år blandt Nazarets onde indbyggere. Denne kendsgerning er en bebrejdelse mod dem, der mener, at de er afhængige af sted, lykke eller velstand for at kunne leve et udadleligt liv. Fristelser, fattigdom og modgang er netop den disciplin, der skal til for at udvikle renhed og fasthed. ret
(41) Jesus værdsatte praktisk arbejde
Jesus boede i et arbejderhjem, og trofast og med glæde tog han del i hjemmets byrder. Han havde været Himmelens hersker, og engle havde frydet sig over at opfylde hans befalinger; nu var han en villig tjener og en kærlig og lydig søn. Han lærte et håndværk, og arbejdede i tømrerværkstedet sammen med Josef. I almindeligt arbejdstøj gik han i den lille bys gader til og fra sit beskedne arbejde. Han benyttede ikke sin guddomsmagt til at mindske sine byrder eller lette sit arbejde. ret
(41) Mens Jesus arbejdede som barn og ung mand, udvikledes hans sind og legeme. Han brugte ikke sine legemlige kræfter hæmningsløst, men på en sådan måde, at han holdt dem sunde og kunne udrette det bedste arbejde i enhver henseende. Han ville ikke gøre noget mangelfuldt, heller ikke, når det angik behandlingen af værktøj. Hans perfekte arbejde afspejlede hans fuldkomne karakter. Ved sit eget eksempel lærte han os, at vi skal være flittige og udføre vort arbejde omhyggeligt og grundigt. Ungdomstidens oplæring af unge mennesker træner dem til at bære deres del af livets byrder, giver fysiske kræfter og virker udviklende på alle evner. Ethvert menneske bør have noget at gøre, som både kan være til gavn for den pågældende selv og til nytte for andre. Gud indstiftede arbejdet som en velsignelse, og kun den, der arbejder samvittighedsfuldt, finder livets sande værdi og glæde. Guds velbehag hviler med kærlig omhu over børn og unge, der med glæde påtager sig deres del af pligterne i hjemmet, og deler forældrenes byrder med dem. Sådanne børn bliver nyttige medlemmer af samfundet, når de forlader hjemmet. ret
(41) Under hele sit liv på jorden var Jesus en samvittighedsfuld og ihærdig arbejder. Han forventede meget; og gav sig derfor i kast med meget. Efter at han var begyndt på sin gerning, sagde han: „De gerninger, som han, der har sendt mig, vil have gjort, må vi gøre, så længe det er dag. Der kommer en nat, da ingen kan arbejde.“ Jesus veg ikke tilbage for omsorg og ansvar, sådan som mange gør, der foregiver at følge ham. De er måske i besiddelse af mange værdifulde og elskværdige egenskaber, men de er slappe og til næsten ingen nytte, når de møder vanskeligheder eller skal overvinde hindringer. Den handlekraft og energi, den fasthed og styrke i karakteren, som åbenbarede sig i Kristus, skal vi prøve at leve op til ved at følge hans eksempel. Og således gælder den nåde, som han modtog, også for os. ret
(42) Så længe Jesus levede blandt menneskene, delte han skæbne med de fattige. Han kendte af erfaring deres bekymringer og vanskeligheder, og han kunne trøste og opmuntre alle ydmyge arbejdere. De, som har den sande opfattelse af hans livs lære, vil aldrig føle, at der skal trækkes et skel mellem klasserne, at de rige skal æres frem for de fattige. ret
(42) Han spredte glæde og opmuntring
Jesus bragte positiv indstilling og situationsfornemmelse med sig i sit arbejde. Det kræver megen tålmodighed og åndelighed at bruge Bibelens principper i hjemmet og på sin arbejdsplads, at tåle presset af verdslige beskæftigelser og alligevel bevare blikket rettet mod Gud. Det var her, Kristus hjalp. Han var aldrig så opfyldt af denne verdens bekymringer, at han ikke havde tid eller tanke for det himmelske. Tit gav han udtryk for glæden i sit hjerte ved at synge salmer og åndelige sange. De, som boede i Nazaret, hørte ham ofte lovprise og takke Gud. Han følte fællesskabet med Himmelen gennem sin sang, og når hans kammerater klagede over træthed på grund af arbejdet, opmuntrede han dem med søde melodier. Hans lovprisning syntes at bortjage de onde engle og ligesom røgelse fylde rummet med vellugt. ret
(42) Jesus var en kilde til lægedom og barmhjertighed for verden, og i alle årene i det afsondrede Nazaret strømmede der deltagelse og kærlighed til andre ud fra hans liv. De gamle og de sørgende, de som var tyngede af synd, og børnene, der legede med uskyldig glæde, lundens små skabninger og de tålmodige lastdyr — alle følte sig gladere, når han var til stede. Han, hvis ord havde magt til at opretholde verdener, bøjede sig gerne ned for at hjælpe en såret fugl. Intet var for ringe til hans opmærksomhed; der fandtes intet, som han ikke ønskede at være behjælpelig med. ret
(42) Mens Jesus således voksede åndeligt og legemligt, blev han stadig mere elsket af Gud og mennesker. Han gjorde sig afholdt af alle ved at vise, at han selv var i stand til at nære medfølelse med alle. Den atmosfære af håb og mod, som omgav ham, gjorde ham til en velsignelse for ethvert hjem. Og mange gange blev han i synagogen på sabbatsdagen opfordret til at læse teksten fra en af profeterne, og hans tilhørere blev begejstrede, når der faldt nyt lys over de velkendte ord fra den hellige tekst. ret
(42) Men Jesus undgik at stille sig til skue. I alle de år, hvor han boede i Nazaret, gav han ingen eksempler på sin mirakuløse kraft. Han søgte ingen høj stilling og antog ikke nogen titel. Hans stille og enkle tilværelse, og selve det, at Skriften tier med hensyn til den første del af hans liv, rummer en betydningsfuld lære for os. Jo mere roligt og enkelt et barns liv er, og jo mere i harmoni med naturen, desto bedre betingelser har det for at få legemlig og mental kraft og åndelig styrke. ret
(43) Jesus er vort forbillede. Der er mange, der med interesse beskæftiger sig med den tid, hvor han virkede offentligt, mens de forbigår den første del af hans liv. Men det er i sit hjem, at han er forbilledet for børn og unge. Han gik ind til fattigdom, for at han kunne lære andre, hvor nær man kan være Gud selv under ringe kår. Han levede for at glæde, ære og herliggøre sin Fader gennem de dagligdags begivenheder. Hans gerning begyndte med at helliggøre en almindelig håndværkers arbejde, der skulle skaffe det daglige brød. Han tjente Gud i lige så høj grad, når han arbejdede i tømrerværkstedet, som når han gjorde undergerninger for de store skarer. Og enhver, der følger Kristi eksempel på troskab og lydighed i hans fattige hjem, kan forvente, at disse ord bliver sagt om ham af Faderen ved Helligånden: „Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.“ ret