(463) Kapitlet er bygget op over Matt 25,31-4 „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone.
g alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene.“ Således skildrede Kristus på Oliebjerget for sine disciple, hvordan det ville foregå på dagen for den store dom, og han fremlagde afgørelsen som værende afhængig af et eneste punkt. Når folkeslagene er samlet foran ham, vil der kun være to slags mennesker, og deres evige skæbne afgøres efter, hvad de har gjort eller undladt at gøre for ham i skikkelse af de fattige og lidende. ret
(463) „Kom“
På denne dag forklarer Kristus ikke mennesker, hvor meget han har gjort for dem ved at give sit liv for deres frelse. Han fremlægger det trofaste arbejde, som de har gjort for ham. Til dem, han har stillet ved sin højre side, vil han sige: „Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, Jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.“ Men de, som Kristus roser, ved ikke, at de har været med til at tjene ham. Han svarer på deres forvirrede spørgsmål: „Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.“ ret
(463) Jesus havde sagt til sine disciple, at de ville blive hadet af alle mennesker, at de ville blive forfulgt og plaget. Mange ville blive fordrevet fra deres hjem og bragt ud i fattigdom. Mange ville lide nød på grund af sygdom og savn. Mange ville blive kastet i fængsel. Alle, der forlod venner eller hjem for hans skyld, lovede han hundredefold igen i dette liv. Han sørgede for en særlig velsignelse til alle, der ville tjene deres brødre. I alle, der lider på grund af mit navn, skal i genkende mig, sagde Jesus. Som I ville tjene mig, sådan skal I tjene dem. Dette er beviset på, at I er mine disciple. ret
(463) Alle, der er blevet født ind i den himmelske familie, er på en særlig måde vor Herres brødre. Kristi kærlighed knytter medlemmerne af hans familie sammen, og hvor som helst denne kærlighed er til stede, åbenbarer det guddommelige slægtskab sig. „Enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.“ ret
(464) De, som Kristus roser ved dommen, har måske kun vidst lidt om teologi, men de har hyldet hans principper. Ved Helligåndens medvirken er de blevet til velsignelse for deres omgivelser. Selv blandt hedningerne findes der mennesker, som har værnet om godhedens ånd. Før livets ord var nået til deres ører, havde de vist velvilje mod missionærerne og endog hjulpet dem med fare for deres eget liv. Der er hedninger, der dyrker Gud i uvidenhed, og til hvem lyset aldrig blev bragt ved menneskers medvirken; alligevel skal de ikke gå fortabt. Skønt uvidende om Guds skrevne lov, har de hørt hans stemme tale til sig i naturen og har gjort, hvad loven krævede. Deres handlinger vidner om, at Helligånden har rørt ved deres hjerter, og Gud kendes ved dem som sine børn. ret
(464) Hvor overraskede og glade vil de ydmyge blandt folkeslagene og hedningerne ikke blive, når de hører Frelseren sige: „Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.“ Vor kærlige Frelser vil glæde sig, når hans efterfølgere overraskede og glade løfter blikket ved hans anerkendende ord. ret
(464) Men Kristi kærlighed er ikke begrænset til nogen samfundsklasse. Han identificerer sig med hvert eneste barn af menneskeheden. For at vi kunne blive medlemmer af den himmelske familie, blev han medlem af den jordiske familie. Han er Menneskesønnen og således bror til enhver af Adams sønner og døtre. Hans disciple må ikke isolere sig fra den verden rundt omkring dem, som er ved at fortabes. De er en del af menneskehedens store netværk, og Himmelen betragter dem som brødre til såvel syndere som troende. Kristi kærlighed omfatter både de faldne, de vildfarende og de syndige, og enhver godhed, der udvises for at løfte et faldent menneske, enhver barmhjertighedsgerning anerkendes, som var den gjort mod Ham. ret
(464) Himmelens engle bliver sendt ud for at tjene dem, der skal arve frelsen. Vi ved ikke nu, hvem det er. Det er endnu ikke åbenbaret, hvem der vil sejre og få del i de helliges arv i lyset; men Himmelens engle tager ud overalt på jorden og søger at trøste dem, der sørger, at beskytte dem, der er i fare, og at vinde menneskers hjerter for Kristus. Ingen bliver forsømt eller forbigået. Gud prioriterer ikke bestemte personer, men har lige stor omsorg for alle de mennesker, han har skabt. ret
(464) Når du åbner din dør for nødlidende og syge venner af Kristus, tager du imod usynlige engle. Du indbyder himmelske væsener til at være dine gæster. De bringer en hellig atmosfære af glæde og fred. De kommer med rosende ord, og i Himmelen høres det samme. Hver eneste barmhjertighedsgerning giver genlyd dér. Fra sin trone regner Faderen de uselviske arbejdere blandt sine mest dyrebare skatte. ret
(465) „Gå bort fra mig“
De, som befandt sig på Kristi venstre side, som havde undladt at hjælpe ham i skikkelse af de fattige og lidende, var ikke selv klar over deres skyld. Satan havde forblindet dem. Det var ikke gået op for dem, hvad de skyldte deres brødre. De havde været optaget af sig selv og ikke bekymret sig om andres nød. ret
(465) Gud har givet de rige velstand, for at de skal hjælpe og trøste dem, der lider nød; men alt for ofte er de ligeglade med andres nød. De føler sig hævet over deres fattige brødre. De sætter sig ikke i den fattiges sted. De forstår ikke de fattiges fristelser og kampe, og barmhjertigheden dør ud i deres hjerter. I kostbare boliger og pragtfulde kirker lukker de rige sig ude fra de fattige. De midler, som Gud har givet dem til velsignelse for de trængende, bliver brugt til at forkæle deres stolthed og egoisme. De fattige bliver hele tiden berøvet den viden, de burde have, om Guds kærlige barmhjertighed; for han har sørget rigeligt for, at de trygt skulle kunne have til livets fornødenheder. De er tvunget til at føle den fattigdom, der begrænser livet, og ofte fristes de til at blive misundelige, skinsyge og fyldt af onde mistanker. De, som ikke selv har måttet udholde trykket af savn og nød, behandler alt for ofte de fattige med ringeagt og lader dem mærke, at man betragter dem som mindreværdige. ret
(465) Men Kristus ser det alt sammen, og han siger: Det var mig, som var sulten og tørstig. Det var mig, der var fremmed. Det var mig, der var syg. Det var mig, der var i fængsel. Mens I gjorde jer til gode ved jeres overdådigt dækkede bord, var jeg ved at dø af sult i den elendige rønne eller i den ensomme gade. Mens I nød livet i jeres bekvemme hjem, havde jeg ikke et sted, hvor jeg kunne lægge mit hoved til hvile. Mens I fyldte jeres klædeskab med kostbare dragter, led jeg nød. Mens I vedblev med at more jer, sygnede jeg hen i et fængsel. ret
(465) Når I modstræbende uddelte en smule brød til de fattige, der var ved at dø af sult, og når I gav dem disse tynde klæder til at skærme dem mod den bidende frost, huskede I så på, at det var til herlighedens Herre, at I gav dem? Hver eneste dag i jeres liv var jeg jer nær i skikkelse af disse stakler, men I opsøgte mig ikke. I ville ikke have noget fællesskab med mig. Jeg kender jer ikke! ret
(465) I Jesu fodspor
Mange føler, at det ville være et stort privilegium at besøge de steder, hvor Kristus har levet på jorden, at gå hvor hans fod har trådt, at se ud over søen ved hvis bred han elskede at undervise og bakkerne og dalene, som hans blik så tit hvilede på. Men vi behøver ikke at rejse til Nazaret, til Kapernaum eller til Betania for at kunne vandre i Jesu fodspor. Dem kan vi finde ved sygesengen, i fattige hytter, i storbyernes overbefolkede gyder og alle vegne, hvor der findes mennesker, som trænger til hjælp og trøst. Ved at gøre som Jesus gjorde, da han var her på jorden, kan vi gå i hans fodspor. ret
(466) Alle kan finde noget at gøre. „De fattige har I jo altid hos jer,“ sagde Jesus, og ingen behøver at føle, at der ikke er noget sted, hvor de kan arbejde for ham. Millioner og atter millioner af mennesker, der er nær ved at gå til grunde i uvidenhed og synd, har aldrig så meget som hørt om Kristi kærlighed til dem. Hvis vi var i deres sted, hvad ville vi så ønske, at de skulle gøre for os? Alt dette er vi, så vidt det er os muligt, højtideligt forpligtet til at gøre for dem. Kristi leveregel, ved hvilken vi alle ved dommen enten skal bestå eller falde igennem, er denne: „Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.“ ret
(466) Frelseren har givet sit dyrebare liv for at etablere en menighed, der er i stand til at tage sig af bedrøvede, svage sjæle. En del af de troende er måske fattige, uoplyste og ukendte; alligevel kan de ved Kristi hjælp udrette noget i deres hjem, i nabolaget, i menigheden, endog „i de egne, der ligger længere borte“ , hvis resultater vil række til evigheden. ret
(466) På grund af, at dette arbejde forsømmes, når så mange unge disciple aldrig ud over børnelærdommen i deres erfaringer som kristne. Det lys, der var begyndt at skinne i deres egne hjerter, dengang Jesus talte til dem og sagde: ret
(466) „Dine synder er dig tilgivet,“ kunne de have holdt liv i ved at hjælpe dem, der er i nød. Den rastløse energi, der så ofte er en kilde til fare for unge mennesker, kunne ledes i de rigtige kanaler og strømme ud som floder af velsignelse. Deres eget jeg ville blive glemt i oprigtigt arbejde for at gøre godt imod andre. ret
(466) De, som hjælper andre, vil selv blive hjulpet af den Store Hyrde. De vil selv komme til at drikke af livets vand og få slukket deres tørst. De vil ikke mere længes efter spændende fornøjelser eller efter en forandring i deres tilværelse. Det største mål for deres interesse vil være, hvordan de skal frelse dem, der er ved at fortabes. Socialt samvær vil være en fordel. Frelserens kærlighed vil knytte os sammen til en enhed. ret
(466) Når vi gør os klart, at vi er Guds medarbejdere, vil hans løfter ikke blive omtalt med ligegyldighed. De vil brænde i vore hjerter og fænge på vore læber. Da Moses blev kaldet til at tjene et uvidende, udisciplineret og oprørsk folk, gav Gud ham dette løfte: „Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo.“ Og han sagde: „Jeg vil være med dig.“ Dette løfte gælder alle, der arbejder i Kristi sted for hans plagede og lidende menneskebørn. ret
(466) Kærlighed til mennesker er den jordiske tilkendegivelse af kærlighed til Gud. Det var for at indpode os denne kærlighed, for at gøre os til børn af den samme familie, at Ærens Konge blev ét med os. Og når hans afskedsord Ger i opfyldelse: „I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.“ Når vi elsker verden, sådan som han elskede den, så har han nået sit mål med os. Så er vi tilpasset Himmelen; for vi ejer Himmelen i vore hjerter. ret
(466) „Red dem, der føres til døden, og dem, der vakler til retterstedet, skån dem dog! Du siger: ‘Vi kender jo ikke den mand’; men mon ikke han, der prøver hjerterne, har indsigt? Han, der vogter på dit liv, ved besked og gengælder mennesket efter dets gerninger.“ På dommens store dag skal de, som ikke har arbejdet for Kristus, men har ladet stå til og kun tænkt på sig selv og taget hensyn til sig selv, af hele verdens dommer blive placeret sammen med dem, som gjorde det onde. De vil blive fordømt på samme måde. ret
(467) Hvert eneste menneske har fået en opgave betroet. Til enhver vil den Store Hyrde rette dette spørgsmål: „Hvor er nu hjorden, jeg betroede dig, de prægtige får?“ ret