(468) Kapitlet er bygget op over Luk 22,7-18. 24; Joh 13,1-17.
I et hus i Jerusalem sad Kristus til bords med sine disciple i et værelse ovenpå. De var forsamlet for at fejre påskefesten. Frelseren ønskede at fejre denne påske alene sammen med de tolv. Han vidste, at tiden var inde. Han var selv det sande påskelam, og på dagen, hvor påskemåltidet blev spist, skulle han selv ofres. Han skulle snart tømme vredens bæger. Han skulle snart modtage den sidste dåb — af lidelse. Men endnu havde han nogle få stille timer tilbage, og disse skulle bruges til gavn for hans elskede disciple. ret
(468) Hele Kristi liv havde været uselvisk tjeneste for andre. „Ikke … for at lade sig tjene, men for selv at tjene,“ havde været læren af alle hans gerninger. Men hans disciple havde endnu ikke taget ved lære af den. Ved dette sidste påskemåltid gentog Jesus sin belæring med et eksempel, som for altid indprentede den i deres sind og hjerte. ret
(468) Samtalerne mellem Jesus og hans disciple var sædvanligvis præget af stille glæde, og var højt værdsat af dem alle. Påskemåltiderne havde været noget ganske særligt; men ved denne lejlighed var Jesus bekymret. Han var tung om hjertet, og der hvilede en skygge over hans ansigtsudtryk. Da han mødtes med disciplene i værelset ovenpå, lagde de mærke til, at der var noget, som tyngede hans sind, og skønt de ikke kendte grunden, tog de del i hans sorg. ret
(468) Sammen for sidste gang
Da de var samlet omkring bordet, sagde han med dybt bedrøvet stemme: „‘Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.’ Så tog han et bæger, takkede og sagde: ‘Tag det og del det mellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt før Guds rige kommer.’“ ret
(468) Kristus vidste, at for ham var tiden inde til at forlade denne verden og gå til sin Far. Han befandt sig nu i korsets skygge, og hans hjerte var forpint af smerte. Han vidste, at han ville blive forladt i den time, hvor han blev forrådt. Han vidste, at han ville blive henrettet på den mest ydmygende måde, som kun forbrydere blev udsat for. Han kendte utaknemmeligheden og grusomheden hos dem, som han var kommet for at frelse. Han vidste, hvor stort det offer var, som han måtte bringe, og for hvor mange det ville være forgæves. Når han vidste alt, hvad der ventede ham, kunne han ganske naturligt være blevet overvældet ved tanken om sin egen ydmygelse og lidelse. Men han så på de tolv, der havde været sammen med ham som hans egne, og som, når hans skam, sorg og mishandling var forbi, ville blive ladt alene til at kæmpe i verden. Når han tænkte på, hvad han selv skulle lide, var det altid i relation til sine disciple. Det var ikke sig selv, han tænkte på. Hans omsorg for dem var det, han først tænkte på. ret
(469) Denne sidste aften sammen med disciplene havde Jesus meget at sige til dem. Hvis de havde været forberedt til at modtage, hvad han længtes efter at delagtiggøre dem i, ville de være blevet skånet for sønderknusende sjælekval, for skuffelse og vantro. Men Jesus så, at de ikke kunne bære det, som han havde at sige dem. Da han så på deres ansigter, standsede de advarende og trøstende ord på hans læber. Nogle øjeblikke forløb i tavshed. Jesus så ud til at vente på noget. Disciplene følte sig ilde tilpas. Deltagelsen og ømheden, som var blevet vakt ved synet af Kristi sorg, syntes at være forsvundet. Hans ord, der fulde af sorg pegede på hans egen lidelse, havde kun gjort ringe indtryk. De blikke, de tilkastede hinanden, vidnede om skinsyge og stridighed. ret
(469) Strid om førstepladsen
„De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.“ Denne strid, der blev ført i Kristi nærværelse, både bedrøvede og sårede ham. Disciplene klamrede sig til deres yndlingstanke, at Kristus skulle hævde sin magt og tage sæde på Davids trone. Og hver især af dem stræbte inderst inde efter den øverste plads i Riget. De havde vurderet sig selv og hinanden, og i stedet for at betragte deres brødre som mere værdige havde de placeret sig selv øverst. Jakobs og Johannes’ anmodning om at måtte sidde på højre og venstre side af Kristi trone havde vakt de andres forargelse. At de to brødre skulle driste sig til at bede om de øverste stillinger, ophidsede i den grad de ti, at en splittelse truede. De følte, at de blev fejlbedømt, at deres trofasthed og evner ikke blev påskønnet. Judas var den, der dømte Jakob og Johannes hårdest. ret
(469) Da disciplene kom ind i lokalet, hvor de skulle spise, var deres hjerter fulde af bitre følelser. Judas skyndte sig hen til Kristi venstre side; Johannes var til højre. Hvis der var nogen højeste plads, så havde Judas besluttet at ville have den, og den plads måtte være ved siden af Kristus. Og Judas var en forræder! ret
(469) Der var også opstået et andet stridsspørgsmål. Ved et festmåltid var det sædvane, at en tjener vaskede gæsternes fødder, og der var ved denne lejlighed truffet forberedelser til denne tjeneste. Kanden, fadet og håndklædet var der, parat til fodvaskningen; men der var ingen tjener til stede, og det var disciplens pligt at udføre den. Men hver af disciplene gav efter for sin sårede stolthed og besluttede ikke at ville optræde som tjener. Alle udviste de en stivsindet ligegyldighed og syntes ganske uvidende om, at der var noget, de burde gøre. Ved deres tavshed nægtede de at ydmyge sig. ret
(470) Jesus vasker disciplenes fødder
Hvordan skulle Kristus føre disse stakkels venner hen, hvor Satan ikke kunne vinde nogen afgørende sejr over dem? Hvordan kunne han vise dem, at det ikke gjorde dem til disciple blot at bekende sig som disciple, eller at dette ikke sikrede dem en plads i hans rige? Hvordan kunne han vise dem, at det er kærlig tjeneste og sand ydmyghed, der udgør ægte storhed? Hvordan skulle han vække kærligheden til live i deres hjerter og gøre dem i stand til at forstå det, som han længtes efter at sige dem? ret
(470) Disciplene foretog ikke noget skridt i retning af at ville tjene hinanden. Jesus ventede en tid for at se, hvad de ville gøre. Så rejste han sig, den guddommelige lærer. Han lagde sin kappe fra sig for bedre at kunne røre sig, tog et håndklæde og bandt det om sig. Disciplene så på med forbavselse og interesse og afventede i tavshed, hvad der skulle ske. „Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.“ Denne handling åbnede disciplenes øjne. De fyldtes af bitter skam og ydmygelse. De forstod den uudtalte irettesættelse og kom til at se sig selv i et helt nyt lys. ret
(470) Sådan gav Kristus udtryk for sin kærlighed til sine disciple. Deres egoistiske sind fyldte ham med sorg, men han indlod sig ikke i nogen meningsudveksling med dem om deres problem. I stedet gav han dem et eksempel, som de aldrig ville glemme. Hans kærlighed til dem lod sig ikke så let rokke eller udslukke. Han vidste, at Faderen havde givet alt i hans hænder, og at han kom fra Gud og vendte tilbage til Gud. Han var sig sin guddommelighed fuldt bevidst; men han havde lagt det kongelige fra sig og påtaget sig en tjeners skikkelse. En af de sidste handlinger i hans liv på jorden var at iføre sig en tjeners dragt og gøre en tjeners arbejde. ret
(470) Før påskehøjtiden havde Judas for anden gang mødt præsterne og de skriftkloge og lavet aftale om at udlevere Jesus til dem. Til trods herfor blandede han sig igen med disciplene, som om han var helt uskyldig og interesserede sig for arbejdet med at forberede festmåltidet. Disciplene kendte ikke noget til Judas’ hensigter. Kun Jesus kunne læse hans hemmelighed. Men alligevel afslørede han ham ikke. Jesus ønskede at vinde ham for sig. Han følte en lige så stor byrde for ham som for Jerusalem, dengang han græd over den fortabte by. Hans hjerte råbte: Hvordan kan jeg ofre dig? Judas mærkede denne kærligheds magt. Da Frelserens hænder vaskede hans smudsige fødder og tørrede dem med klædet, var Judas nær ved at give efter og bekende sin synd. Men han kunne ikke få sig selv til at ydmyge sig. Han forhærdede sit hjerte mod angeren, og de gamle tilskyndelser, der for et øjeblik var skubbet til side, fik atter herredømmet over ham. Nu blev Judas krænket over, at Kristus vaskede disciplenes fødder. Hvis Jesus kunne ydmyge sig i den grad, kunne han ikke være Israels konge, tænkte han. Alt håb om verdslig ære i et jordisk rige var slukket. Det passede Judas udmærket, at der ikke var noget at vinde ved at følge Kristus. Efter at have set ham nedværdige sig — sådan opfattede han det blev han bestyrket i sin hensigt om at fornægte ham og indrømme, at han havde ladet sig føre bag lyset. Han var besat af en dæmon, og han besluttede at fuldføre det arbejde, han havde påtaget sig, ved at forråde sin Herre. ret
(471) Judas havde i sit valg af plads ved bordet forsøgt at placere sig selv forrest, og Jesus gik som tjener først til ham. Johannes, som Judas havde næret så stor bitterhed mod, måtte vente til sidst. Men Johannes opfattede det ikke som en irettesættelse eller tilsidesættelse. Mens disciplene så, hvad Kristus foretog sig, blev de dybt bevægede. Da turen kom til Peter, udbrød han undrende: ret
(471) „Herre, vasker du mine fødder?“ Hans hjerte var ved at briste, fordi Kristus nedværdigede sig på denne måde. Han blev skamfuld ved tanken om, at det ikke var en af disciplene, der udførte dette arbejde. „Hvad jeg gør, fatter du ikke nu,“ sagde Kristus, „men senere skal du forstå det.“ Peter kunne ikke udholde at se sin Herre, som han troede var Guds Søn, gøre en tjeners arbejde. Hele hans sjæl gjorde oprør mod denne ydmygelse. Han forstod ikke, at det var af denne grund, at Kristus var kommet til verden. Med stor vægt udbrød han: „Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.“ ret
(471) Kristus sagde højtideligt til Peter: „Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.“ Denne tjeneste, som Peter nægtede at tage imod, var et forbillede på en mere ophøjet renselse. Kristus var kommet for at fjerne sporene af synd fra hjertet. Ved at nægte at lade Kristus vaske sine fødder nægtede Peter at tage imod den højere form for renselse, der var indbefattet i den ringere. I virkeligheden afviste han sin Herre. Der er for Mesteren intet ydmygende i, at vi tillader ham at arbejde for vor renselse. Sand ydmyghed er at modtage alt, hvad der sker til gavn for os, med et taknemmeligt sind og oprigtigt at tjene Kristus. ret
(471) Ved ordene: „Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig,“ gav Peter afkald på sin stolthed og egensindighed. Han kunne ikke udholde tanken om at skulle skilles fra Kristus. Det ville have været døden for ham. „Så ikke kun fødderne,“ sagde han, „men også hænderne og hovedet.“ Jesus svarede ham: „Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.“ ret
(471) Disse ord betyder mere end legemlig renhed. Kristus taler stadig om den højere form for renselse, som den lavere form er et eksempel på. Den, der kom fra badet, var ren, men de sandalklædte fødder blev snart støvede og trængte atter til at vaskes. På denne måde var Peter og hans medbrødre blevet vasket i den store kilde, som er åbnet mod synd og urenhed. Kristus regnede dem for at være sine egne; men fristelsen havde forledt dem, og de trængte stadig til hans rensende nåde. Da Jesus bandt et klæde om sig for at vaske støvet af deres fødder, var det hans ønske netop ved denne handling at vaske uenigheden, skinsygen og hovmodet bort fra deres hjerter. Dette var af langt større betydning end at vaske deres støvede fødder. Med det sind, som de dengang havde, var ingen af dem rede til fællesskab med Kristus. Før de havde fået et ydmygt og kærligt sind, var de ikke klar til at deltage i påskemåltidet eller til at tage del i den mindetjeneste, som Kristus snart skulle indstifte. Deres hjerter skulle renses. Stolthed og egoisme skaber splid og had, men alt dette vaskede Jesus bort ved at vaske deres fødder. Der skete en forandring af følelserne. Idet Jesus så på dem, kunne han sige: „I er rene.“ Nu var de et fællesskab med kærlighed til hinanden. De var blevet ydmyge og villige til at lære. Med undtagelse af Judas var de hver især rede til at indrømme en anden den øverste plads. Nu kunne de ydmygt og taknemmeligt tage imod Kristi ord. ret
(472) Som Peter og hans medbrødre er også vi blevet renset ved Kristi blod; men ved kontakt med ondskaben sker det ofte, at vi tilsmudses igen. Kun ved at komme til Kristus kan vi blive rene igen. Peter veg tilbage for at lade sin Herres og Mesters hænder røre ved sine smudsige fødder; men hvor ofte kommer vi ikke til Kristus med vore syndige, urene gerninger. Vort onde sind, vor forfængelighed og stolthed må gøre ham utroligt ondt! Alligevel må vi komme til ham med alle vore svagheder og urenheder. Kun han kan rense os igen. Vi kan ikke have forbindelse med ham, hvis ikke vi er renset ved hans kraft. ret
(472) Jesus sagde til disciplene: „I er rene; dog ikke alle.“ Han havde vasket Judas’ fødder, men kunne ikke nå ind til ham. Hans sind var ikke blevet renset. Judas havde ikke overgivet sig til Kristus. ret
(472) Eksempel på ydmyghed
Efter at Jesus havde vasket disciplenes fødder og havde taget sin kappe på og atter sat sig ned, sagde han til dem: „Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham.“ ret
(472) Kristus ville have sine disciple til at forstå, at skønt han havde vasket deres fødder, gik det på ingen måde ud over hans værdighed. „I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.“ Og fordi han var så uendeligt højt hævet over dem, blev tjenesten ved ham fuld af nåde og umådeligt betydningsfuld. Ingen var så ophøjet som Kristus, og alligevel nedlod han sig til at udføre den ringeste tjeneste. For at hans folk ikke skulle lade sig vildlede af deres medfødte egenkærlighed, som styrkes ved kun at tænke på sig selv, gav Kristus personligt et eksempel på ydmyghed. Han ville ikke overlade dette vigtige emne til mennesker. Han betragtede det som så betydningsfuldt, at han, der var lig med Gud, selv agerede tjener over for sine disciple. Han, for hvem hvert knæ skal bøje sig, og som det for Himmelens engle er en ære at tjene, bøjede sig ned for at vaske fødderne på dem, som kaldte ham Herre, alt imens de kappedes om at få de højeste pladser. Han vaskede sin forræders fødder. ret
(473) Gennem sit liv og sin lære har Kristus givet et fuldkomment eksempel på den uselviske tjeneste, der udspringer fra Gud. Gud lever ikke kun for sin egen skyld. Ved at skabe verden og ved at opretholde alle ting tjener han hele tiden andre. „Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.“ Dette ideal for al tjeneste har Gud givet videre til sin Søn. Jesus blev givet os, for at stå i spidsen for hele menneskeheden, og for gennem sit eksempel at lære den, hvad det vil sige at tjene. Hele hans liv var underlagt tjenestens lov. Han tjente mennesker på alle områder. Han levede således under Guds lov og viste os ved sit eksempel, hvordan vi skal adlyde den. ret
(473) Gentagne gange havde Jesus forsøgt at indføre dette princip blandt disciplene. Da Jakob og Johannes kom med deres anmodning om en høj status, havde han sagt: „Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener.“ ret
(473) I mit rige findes der ingen principper om fortrinsret eller suverænitet. Den eneste storhed er storheden ved ydmyghed. Den eneste udmærkelse findes i at vie sig til at tjene andre. ret
(473) Da han nu havde vasket disciplenes fødder, sagde han: „Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.“ Med disse ord pålagde Jesus dem ikke bare at udøve gæstfrihed. De betød mere end blot at vaske rejsestøvet af gæsternes fødder. Kristus indstiftede her en religiøs tjeneste. Gennem Jesu handling blev denne ydmygende ceremoni gjort til et indviet ritual. Den skulle overholdes af disciplene, for at de altid kunne huske på hans lære om at tjene andre i ydmyghed. ret
(473) Dette ritual er af Kristus bestemt som forberedelse til den hellige nadvertjeneste. Så længe vi har stolthed, uoverensstemmelser og strid om at være den største, kan vi ikke have fællesskab med Kristus. Vi er ikke klar til gennem nadveren at modtage hans legeme og blod. Det var derfor Kristus fremhævede mindet om sin ydmyge tjeneste som det, der først skulle højtideligholdes. ret
(473) De kristne, som deltager i dette ritual, bør huske på, hvad Jesus sagde: „Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.“ Mennesket er tilbøjeligt til at sætte sig selv højere end sin bror, til kun at arbejde for sit eget bedste, til at søge de bedste pladser; og ofte resulterer det i ond og forbitret mistro. Dette ritual forud for Herrens nadver skal rydde disse misforståelser til side, føre mennesket bort fra egoisme og selvophøjethed for i oprigtig ydmyghed at tjene andre. ret
(474) Helligånden er til stede ved en sådan lejlighed for at lede til selvransagelse, for at overbevise om synd og om den velsignede sikkerhed for syndsforladelse. Kristus vil også være der med hele sin nåde for at påvirke den egoistiske tankegang. Helligånden styrker dem, der følger Herrens eksempel. Når vi husker på Frelserens ydmygelse for vor skyld, griber den ene tanke den anden. En kæde af minder dukker frem, minder om Guds store godhed og om jordiske venners venlighed og kærlighed. Men også glemte velsignelser, misbrugte velgerninger og tilsidesatte venligheder. Rødder af bitterhed, der har fortrængt kærlighedens dyrebare plante. Karakterbrist, pligtforsømmelse, utaknemmelighed mod Gud og kulde over for vore brødre dukker op i erindringen. Synden ses i det samme lys, som Gud ser den. Vore tanker er ikke selvtilfredse men strengt selvfordømmende og ydmyge. Sindet får kraft til at nedbryde enhver skranke, der har været årsag til fjendskab. Onde tanker og ond tale forsvinder. Synder bekendes og tilgives. Kristi nåde fylder os, og Hans kærlighed forener hjerterne i en velsignet enhed. ret
(474) Når man således har forstået den dybere mening med denne forberedende tjeneste, vækkes ønsket om et højere åndeligt liv. Gud vil gennem sin ånd imødekomme dette ønske. Sindet vil blive højnet. Vi kan deltage i den hellige nadver med bevidstheden om, at vore synder er tilgivet. Lyset fra Kristi retfærdighed vil oplyse vort indre. Vi ser „Guds Lam, som bærer verdens synd“ . ret
(474) For dem, der er modtagelige for denne tjenestes ånd, kan den aldrig blive en almindelig ceremoni. Dens lære vil til enhver tid være: „Tjen hinanden i kærlighed.“5 Ved at vaske sine disciples fødder beviste Kristus, at han ville udføre en hvilken som helst tjeneste, hvor ringe den end måtte være, som kunne gøre dem til medarvinger til Himmelens evige skatte sammen med ham. Ved at udføre den samme rituelle tjeneste forpligter hans disciple sig til i lighed med ham at tjene deres brødre. Hver gang dette ritual bliver udført på den rigtige måde, bringes Guds børn i et helligt slægtskab for at hjælpe og velsigne hinanden og deres medmennesker. Deres arbejdsområde er lige så stor, som deres Mesters var. Verden er fuld af mennesker, der trænger til vor hjælp. De fattige, de hjælpeløse, de uvidende er overalt. De, som har været i samfund med Kristus i salen ovenpå, vil gå ud for at tjene, som han gjorde det. ret
(474) Jesus, som alle tjente, kom for at tjene alle. Og fordi han tjente alle, vil han atter blive tjent og æret af alle. Og de, som ønsker at få del i hans guddommelige egenskaber og med ham dele glæden over at se mennesker blive frelst, må følge hans eksempel med uselvisk tjeneste. ret
(475) Alt dette var indbefattet i Jesu ord: „Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.“ Dette var hensigten med den tjene ste, han indstiftede. Og han siger: „N:h I ved det“ hvis I forstar hensigten med hans here til jer „er I salige, hvis I gør det.“ ret