(483) Kapitlet er bygget op over Joh 13,31-38; 14- Mens han så på sine disciple med guddommelig kærlighed og omsorgsfuld deltagelse, sagde Kristus: „Nu er
enneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.“ Judas havde forladt rummet ovenpå, og Kristus var alene med de elleve. Han skulle til at fortælle dem om sin forestående adskillelse fra dem, men før han gjorde dette, præciserede han det store formål med sin mission. Det var dette, som han altid holdt sig for øje. Han glædede sig over, at al hans ydmygelse og lidelse ville herliggøre Faderens navn. Det var hertil, han først og fremmest ledte disciplenes tanker. ret
(483) Derefter henvendte han sig kærligt til dem: „Mine børn,“ sagde han, „endnu en kort tid er jeg hos jer. I skal lede efter mig, og hvad jeg sagde til jøderne, siger jeg nu også til jer: Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.“ ret
(483) Disciplene kunne ikke glæde sig, da de hørte dette. De blev grebet af frygt. De trængte sig tæt sammen om Frelseren. Deres Mester og Herre, deres elskede lærer og ven, han var dem mere kær end selve livet. Hos ham havde de søgt hjælp i alle deres vanskeligheder og trøst i alle deres sorger og skuffelser. Nu skulle han til at forlade dem, en ensom skare, der var afhængig af ham. De fyldtes af mørke forudanelser. ret
(483) Men Frelserens ord til dem var fulde af håb. Han vidste, at de ville blive angrebet af fjenden, og at Satans list har størst succes hos dem, der er under pres af vanskeligheder. Derfor ledte han deres blik bort fra „det synlige“ mod „det usynlige,“ og deres tanker fra det jordiske eksil mod det himmelske hjem. ret
(483) At kende Gud gennem Kristus
„Tro på Gud, og tro på mig!“ sagde han, „I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.“ For jeres skyld kom jeg til verden. Jeg arbejder til gavn for jer. Når jeg går bort, vil jeg stadig arbejde for jer. Jeg kom til verden for at åbenbare mig for jer, for at I skulle komme til tro. Nu går jeg til Faderen for at arbejde sammen med ham til jeres bedste. Formålet med Kristi bortgang var det modsatte af, hvad disciplene frygtede. Den betød ikke en endelig adskillelse. Han gik bort for at forberede en plads til dem, så han kunne vende tilbage og tage dem til sig. Mens han byggede boliger til dem, skulle de opbygge karakterer efter det guddommelige forbillede. ret
(484) Men disciplene var stadig i vildrede. Thomas, som altid var plaget af tvivl, sagde: „Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?“ Jesus svarer ham: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.“ ret
(484) Der er ikke mange veje til Himmelen. Enhver kan ikke vælge sin egen vej. Kristus siger „Jeg er vejen, … ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ Siden evangeliet første gang blev prædiket, da det i Edens have blev sagt, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved, var Kristus blevet ophøjet til at være vejen, sandheden og livet. Han var vejen, dengang Adam levede, dengang Abel bragte Gud et offer af det slagtede lams blod som et billede på Frelserens blod. Kristus var den vej, hvorved patriarker og profeter blev frelst. Han er den eneste vej, ad hvilken vi kan få adgang til Gud. ret
(484) „Kender I mig, vil I også kende min fader,“ sagde Kristus, „og fra nu af kender I ham og har set ham.“ Men disciplene forstod det ikke endnu. „Herre, vis os Faderen,“ sagde Filip, „og det er nok for os.“ ret
(484) Forbavset over hans træge opfattelsesevne spurgte Kristus bedrøvet og forundret: „Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?“ Er det virkelig muligt, at du ikke ser Faderen i de gerninger, han gør gennem mig? Tror du ikke, at jeg kom for at vidne om Faderen? „Hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Den, der har set mig, har set Faderen.“ Kristus var ikke ophørt med at være Gud, da han blev menneske. Skønt han nedværdigede sig til menneskelighed, tilhørte guddommeligheden ham stadig. Kun Kristus kunne repræsentere Faderen for mennesker, og dette havde disciplene været så privilegerede at kunne se i mere end tre år. ret
(484) „Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.“ Deres tro kunne hvile trygt på de beviser, der var givet ved Kristi gerninger — gerninger, som intet menneske ved sin egen kraft nogensinde havde gjort eller nogensinde kunne gøre. Kristi gerninger vidnede om hans guddommelige oprindelse. Faderen var blevet åbenbaret gennem ham. ret
(484) Hvis disciplene troede på denne levende forbindelse mellem Faderen og Sønnen, ville deres tro ikke svigte, når de så Kristus lide og dø for at frelse den fortabte verden. Kristus forsøgte at lede dem bort fra det lave niveau, deres tro befandt sig på, til den erfaring de kunne få, hvis de virkelig erkendte, hvad han var — Gud i menneskeskikkelse. Han ville have dem til at indse, at deres tro måtte føre op til Gud og finde en sikker havn der. Vor medfølende Frelser forsøgte alvorligt og vedholdende at forberede sine disciple på den storm af fristelser, som snart ville vælte ind over dem. Han ville have dem skjult med sig i Gud. ret
(485) Mens Kristus talte, strålede Guds herlighed fra hans ansigt, og alle tilstedeværende blev grebet af en hellig ærefrygt, mens de opmærksomt lyttede til hans ord. I og med at de følte sig draget mod Kristus i større kærlighed, blev de også draget mod hinanden. De følte, at Himmelen var ganske nær, og at ordene, de lyttede til, var et budskab fra deres himmelske Fader. ret
(485) Grænseløse muligheder
„Sandelig, sandelig siger jeg jer,“ fortsatte Jesus, „den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør.“ Det var uendeligt magtpåliggende for Frelseren, at hans disciple skulle forstå, med hvilket formål hans guddommelighed var blevet forenet med menneskelighed. Han kom til verden for at åbenbare Guds herlighed, så mennesker kunne blive oprejst ved dens genoprettende kraft. Gud var åbenbaret i Ham, for at han skulle blive åbenbaret i dem. Jesus åbenbarede ingen evner og udøvede ingen magt, som mennesker ikke kan få ved tro på ham. Hans fuldkommenhed som menneske kan alle hans efterfølgere opnå, hvis de vil underordne sig Gud, sådan som han gjorde det. ret
(485) „Ja,“ han skal „gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen.“ Hermed mente Kristus ikke, at disciplenes gerning skulle være af en mere ophøjet karakter end hans egen, men den skulle nå længere ud. Han refererede ikke blot til mirakler men til alt, hvad der ville finde sted under Helligåndens påvirkning. ret
(485) Efter Herrens himmelfart erkendte disciplene opfyldelsen af hans løfte. Begivenhederne ved Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart var levende virkelighed for dem. De så, at profetierne var blevet opfyldt bogstaveligt. De studerede Skrifterne og anerkendte deres lære med en hidtil ukendt tro og forvisning. De vidste, at deres guddommelige lærer var alt det, han havde hævdet at være. Når de fortalte om deres oplevelser og priste Guds kærlighed, lod mange mennesker sig overbevise og kom til tro på Jesus. ret
(485) Frelserens løfte til disciplene er et løfte til hans menighed indtil tidernes ende. Det var ikke Guds hensigt, at hans vidunderlige plan om at frelse mennesker kun skulle have ubetydelige følger. Alle, der vil gå i gang med arbejdet, ikke i tillid til hvad de selv kan udrette, men til, hvad Gud kan udrette for og gennem dem, vil sikkert komme til at opleve opfyldelsen af hans løfte. „Ja,“ han skal „gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen,“ siger han. ret
(485) Indtil da var disciplene uden kendskab til Frelserens ubegrænsede hjælpemidler og magt. Han sagde til dem: „Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn.“ Han forklarede dem, at hemmeligheden ved at få deres gerning til at lykkes bestod i at bede om styrke og nåde i hans navn. Han ville være til stede og gå i forbøn for dem hos Faderen. Den ydmygt bedendes bøn fremlægger han over for Faderen som sit eget ønske til den pågældendes bedste. Enhver oprigtig bøn bliver hørt i Himmelen. Måske bliver den ikke fremført flydende, men hvis hjertet er med, vil den stige op til helligdommen, hvor Jesus gør tjeneste, og han vil forelægge den for Faderen uden et eneste ubehjælpsomt, stammende ord. ret
(486) Bøn i Jesu navn
Oprigtighedens og retskaffenhedens vej er ikke en vej uden hindringer, men i enhver vanskelighed skal vi se en opfordring til at bede. Mennesket har fået enhver evne fra Gud, og kilden hertil står åben for selv det svageste menneske. „Hvad I end beder om i mit navn,“ sagde Jesus, „det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ ret
(486) Kristus bød sine disciple at bede „i mit navn.“ I Kristi navn skal hans efterfølgere stå foran Gud. På grund af værdien af det offer, som blev bragt for dem, er de værdifulde for Gud. Fordi de har del i Kristi retfærdighed, bliver de regnet for dyrebare. For Kristi skyld tilgiver Gud dem, som har ærefrygt for ham. Han ser dem ikke som usle syndere. Han kendes ved dem på grund af ligheden med sin søn, som de tror på. ret
(486) Herren er skuffet, når hans folk vurderer sig selv for lavt. Han ønsker, at hans udvalgte arv skal værdsætte sig selv i forhold til den pris, han har betalt for dem. Gud havde brug for dem, ellers ville han ikke have udsendt sin Søn i et så kostbart ærinde for at frelse dem. Han har noget at bruge dem til, og det behager ham, når de stiller de største krav til ham, så de kan herliggøre hans navn. De kan vente store ting, hvis de stoler på hans løfter. ret
(486) Men det betyder meget at bede i Jesu navn. Det betyder, at vi skal tage imod hans karakter, åbenbare hans ånd og gøre hans gerninger. Frelserens løfte er givet os på betingelser. Han siger: „Elsker I mig, så hold mine bud.“ Han frelser mennesker, ikke i synd men fra synd; og de, som elsker ham, vil vise deres kærlighed ved lydighed. ret
(486) Al sand lydighed kommer fra hjertet. Det var hjertets arbejde, Jesus gjorde. Hvis vi samtykker, vil han identificere sig med vore tanker og hensigter, bringe vort hjerte og sind i overensstemmelse med hans vilje, så at vi, når vi adlyder ham, blot vil handle efter vor egen tilskyndelse. Vi vil finde den største glæde ved at tjene ham. Når vi kender Gud, som det er vort privilegium at kende ham, vil vi kun leve i lydighed. Hvis vi værdsætter Kristi egenskaber og lever i kontakt med Gud, vil vi afsky synden. ret
(486) Som menneske levede Kristus efter loven, og vi kan gøre det samme, hvis vi holder fast ved Den Stærkeste for at få styrke. Men vi skal ikke lægge ansvaret for vor pligt over på andre og vente på, at de skal fortælle os, hvad vi skal gøre. Vi kan ikke være afhængige af menneskers råd. Herren vil belære os om vor pligt lige så gerne, som han vil gøre det for andre. Når vi kommer til ham i tro, vil han personligt sige os sine hemmeligheder. Ofte vil vi føle vore hjerter brænde i os, når Han kommer os nær for at meddele sig til os, som han gjorde det med Enok. De, som beslutter sig til ikke på nogen måde at mishage Gud, vil, når de har fremlagt sagen for ham, nøjagtigt vide, hvilken vej de skal følge. Og de vil ikke blot modtage visdom, men også styrke. Kraft til lydighed og til tjeneste vil blive tildelt dem, sådan som Kristus har lovet det. Alt, hvad der blev givet Kristus — alt, hvad der kunne afhjælpe fortabte menneskers nød, — blev givet ham i hans egenskab af menneskeslægtens overhoved og stedfortræder. „Og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham.“ ret
(487) Kristi stedfortrædere
Før Kristus gav sig selv som offergave, forsøgte han at finde den vigtigste og mest fuldkomne gave til sine disciple, en gave, der ville bringe nådens grænseløse resurser inden for deres rækkevidde. „Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.“ ret
(487) Ånden havde også været i verden tidligere. Lige fra arbejdet med menneskers frelse begyndte, havde den virket i deres hjerter. Men så længe Kristus var på jorden, havde disciplene ikke ønsket nogen anden hjælper. Først når han blev taget fra dem, ville de føle behov for Ånden, og så ville den komme. ret
(487) Helligånden repræsenterer Kristus, men uden menneskelighedens personlighed og uafhængig heraf. Fordi Kristus var bebyrdet med menneskelighed, kunne han ikke personligt være overalt. Derfor var det i deres interesse, at han vendte tilbage til Faderen og sendte Ånden som sin efterfølger på jorden. På denne måde kunne ingen have fordel på grund af sit opholdsted eller sin personlige kontakt med Kristus. Ved Ånden ville Frelseren blive tilgængelig for alle. Han ville således være dem nærmere, end hvis han ikke var steget op til det høje. ret
(487) „Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.“ Jesus kendte sine disciples fremtid. Han så en blive ført til skafottet, en anden til korset, en til landflygtighed mellem havets ensomme klipper og andre til forfølgelse og død. Han opmuntrede dem med løftet om, at han i enhver prøvelse ville være hos dem. Dette løfte har ikke mistet noget af sin kraft. Herren ved alt om sine trofaste tjenere, der for hans skyld er kastet i fængsel eller forvist til ensomme øer. Han trøster dem med sit eget nærvær. Når den troende for sandhedens skyld står foran uretfærdige domstole, står Kristus ved hans side. Alle de beskyldninger, der rammer ham, rammer også Kristus. Den ene gang efter den anden bliver Kristus dømt i skikkelse af sine disciple. Når et menneske er lukket inde mellem fængselsmure, trøster Kristus ham med sin kærlighed. Når nogen lider døden for hans skyld, siger Kristus: „Jeg er … den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“ Det liv, der ofres for mig, skal bevares til evig herlighed. ret
(488) Til alle tider og alle vegne, i alle sorger og alle lidelser, når udsigterne er mørke, fremtiden forvirrende og vi føler os hjælpeløse og ensomme, så vil Talsmanden blive sendt som svar på troens bøn. Måske skiller omstændighederne os fra enhver jordisk ven; men ingen omstændigheder og ingen afstand kan skille os fra den himmelske Talsmand. Hvor vi end er, og hvor vi end går hen, så er han altid ved vor højre side for at hjælpe, støtte og opmuntre os. ret
(488) Hvad den Hellige Ånd gør
Disciplene kunne stadig ikke forstå den åndelige betydning af Kristi ord, og igen forklarede han, hvad han mente. Han sagde, at han ville åbenbare sig for dem gennem Ånden. „Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt.“ Så vil I ikke mere sige: Jeg forstår det ikke! Så skal I ikke mere se utydeligt som i et spejl. For I får „sammen med alle de hellige … styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse“ . ret
(488) Disciplene skulle vidne om Kristi liv og gerning. Gennem deres ord skulle han tale til alle mennesker på hele jorden. Men ved Kristi lidelse og død ville de komme til at gennemgå store prøvelser og skuffelser. For at deres ord efter disse erfaringer skulle være fejlfri, lovede Jesus dem, at Talsmanden skulle „minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer“. ret
(488) „Jeg har endnu meget at sige jer,“ fortsatte han, „men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.“ Jesus havde givet disciplene adgang til en enorm kilde af sandhed; men det var særdeles vanskeligt for dem at holde hans lære adskilt fra de skriftkloges og farisæernes overleveringer og læresætninger. De var blevet oplært til at anerkende rabbinernes lærdomme som Guds egen røst, og det påvirkede dem stadig og prægede deres følelser. Verdslige opfattelser og jordiske ting fyldte stadig meget i deres tanker. De forstod ikke Kristi riges åndelige natur, skønt han så ofte havde forklaret dem det. Der var forvirring i deres tanker. De fattede ikke værdien af de skriftord, som Kristus forkyndte. En stor del af hans lære syntes næsten spildt på dem. Jesus så, at de ikke havde fået fat på den virkelige betydning af hans ord. Medfølende lovede han dem, at Helligånden skulle få dem til at huske hans ord, og alt det, han havde undladt at sige, fordi disciplene ikke kunne fatte det, ville også blive åbenbaret for dem af Ånden. Ånden skulle styrke deres forståelse af det himmelske. „Når han kommer, sandhedens ånd,“ sagde Jesus, „skal han vejlede jer i hele sandheden.“ ret
(489) Talsmanden kaldes „sandhedens ånd“. Hans opgave er at definere og opretholde sandheden. Han er først i hjertet som sandhedens ånd og bliver således til trøstens ånd. I sandheden er der nemlig trøst og fred, mens der i løgnen ikke er nogen virkelig fred eller trøst at finde. Gennem falske teorier og traditioner får Satan magt over sindet. Ved at lede mennesker mod falske normer ødelægger han karakteren. Gennem Skriften taler Helligånden til os og indprenter os sandheden. På denne måde afslører og udrydder den fejltagelser. Ved sandhedens Ånd, der virker gennem Guds ord, underlægger Kristus sig sit udvalgte folk. ret
(489) Ved at beskrive Helligåndens virkeområde for sine disciple søgte Jesus at indgyde dem den glæde og det håb, som han selv var opfyldt af. Han frydede sig over at have sørget for rigelig hjælp til sin menighed. Helligånden var den største af alle gaver, han kunne bede sin Fader om til ophøjelse af sit folk. Ånden skulle gives som en genskabende kraft, og uden den ville Kristi offer have været forgæves. Ondskabens magt havde gennem århundreder vokset sig stærkere, og mængden af mennesker, der havde overgivet sig dertil, var forbløffende. Synden kunne kun modstås og overvindes ved den mægtige hjælp fra guddommens tredje person, der ikke ville komme med en begrænset kraft, men i guddomskraftens fylde. Det er Ånden, der gør det virkningsfuldt, der er udrettet er verdens Frelser. Ved hjælp af Ånden bliver hjertet rent, og den troende får del i den guddommelige natur. Kristus har givet Ånden som en guddommelig styrke til at overvinde alle nedarvede og udviklede onde tilbøjeligheder og til at præge menigheden med sin karakter. ret
(489) Jesus sagde om Ånden: „Han skal herliggøre mig.“ Frelseren kom for at herliggøre Faderen ved at åbenbare hans kærlighed. På samme måde skulle Ånden herliggøre Kristus ved at åbenbare hans nåde for verden. Guds eget billede skulle atter genskabes i menneskeslægten gennem fuldkommengørelsen af hans folks karakter. ret
(489) „Og når han“, sandhedens Ånd, „kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.“ Forkyndelsen af ordet vil være virkningsløst uden Helligåndens vedvarende tilstedeværelse og hjælp. Den er den eneste effektive lærer i den guddommelige sandhed. Kun når Ånden leder sandheden på vej, vil samvittigheden blive aktiv og livet forvandlet. Man kan være nok så velbevandret i Guds ord med alle dets bud og løfter, men hvis ikke Ånden leder sandheden på vej, vil ikke en eneste „falde på klippen og blive knust“. Uanset hvad man end måtte have af kvalifikationer, kan man ikke formidle lyset fra Gud uden Guds Ånds medvirken. Helligånden kom over de bedende apostle, før bøgerne i Det Nye Testamente blev skrevet, og før evangeliet var blevet prædiket en eneste gang efter Kristi himmelfart. Derefter var deres fjenders vidnesbyrd: Nu „har I fyldt Jerusalem med jeres lære.“ ret
(490) Kristus havde lovet Helligånden som gave til sin menighed, og dette løfte gælder lige så meget os som de første disciple. Men som ethvert andet løfte blev det givet på visse betingelser. Mange tror og foregiver at tro, at de er berettigede til Herrens løfter. De taler om Kristus og om Helligånden, men får alligevel intet ud af det. De overgiver ikke sig selv til Kristus og Gud. Vi kan ikke gøre brug af Helligånden. Ånden skal gøre brug af os. Gud virker gennem sin Ånd i sit folk, „at virke for hans gode vilje.“ Men mange vil ikke bøje sig for dette. De vil styre sig selv, og det er grunden til, at de ikke får den himmelske gave. Ånden er kun til dem, der i ydmyghed venter på Gud og søger hans vejledning og nåde. De skal bede og være modtagelige. Hvis man i tro beder om den lovede velsignelse, får man alt, hvad man er i stand til at modtage. ret
(490) I sin tale til disciplene kom Jesus ikke med sørgelige hentydninger til sin egen lidelse og død. Hans sidste testamentariske gave til dem var fredens gave. Han sagde „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!“ ret
(490) Før Frelseren forlod salen ovenpå, sang han en lovsang sammen med sine disciple. Hans stemme lød, ikke med klagende toner, men med påskelovsangens frydefulde klang: ret
(490) „Halleluja. Lovpris Herren, alle folkeslag! Lovsyng ham, alle folk! For hans godhed mod os er stor, Herrens troskab varer til evig tid.“ ret
(490) Mod Getsemane
Efter lovsangen gik de ud. De banede sig vej gennem mylderet i gaderne og ud gennem byens port mod Oliebjerget. De gik langsomt, hver især opslugt af egne tanker. Da de nærmede sig bjerget, sagde Jesus dybt bedrøvet: „I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.’“ Disciplene lyttede med sorg og forundring. De huskede, hvordan mange var blevet forarget og havde vendt sig fra ham i synagogen i Kapernaum, da Kristus omtalte sig selv som livets brød. Men de tolv havde ikke vist sig troløse. Dengang havde Peter som talsmand for sine brødre givet udtryk for sin troskab mod Kristus. Så havde Frelseren sagt: „Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel.“ I salen ovenpå sagde Jesus, at en af de tolv ville forråde ham, og at Peter ville fornægte ham; men nu var de alle omfattet af hans ord. ret
(491) Nu hørtes Peters stemme i voldsom protest: „Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.“ I salen ovenpå havde han erklæret: „Jeg vil sætte mit liv til for dig!“ Jesus havde advaret ham om, at han den samme nat ville fornægte sin Frelser. Nu gentager Kristus denne advarsel: „Sandelig siger jeg dig: Allerede i nat, før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.“ Men Peter forsikrede endnu stærkere: „Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.’ Det samme sagde også alle de andre.“ I deres selvtillid benægtede de den gentagne erklæring, som kom fra Ham, der ved alt. De var uforberedte til prøven. Når fristelsen overvældede dem, ville de forstå, hvor svage de var. ret
(491) Da Peter sagde, at han ville følge sin Herre i fængsel og i døden, mente han hvert eneste ord; men han kendte ikke sig selv. Der var dårlige karaktertræk gemt i ham, som omstændighederne ville vække til live. Hvis ikke han blev gjort opmærksom på faren heri, ville de føre til hans evige undergang. Frelseren så hos ham en selvoptagethed og selvsikkerhed, som skulle vise sig at være større end hans kærlighed til Kristus. Megen svaghed, megen uovervunden synd, et iltert temperament, dumdristighed over for fristelser havde Frelseren erfaret hos ham. Kristi indtrængende advarsel var en opfordring til selvransagelse. Peter trængte til at blive mindre selvsikker og til at få en stærkere tro på Kristus. Hvis han i ydmyghed havde taget mod denne advarsel, ville han have bønfaldet fårenes Hyrde om at bevare sit får. Da han på Galilæas sø var ved at gå til bunds, råbte han: „Herre, frels mig!“ Så blev Kristi hånd rakt ud for at gribe om hans. Hvis han nu på samme måde havde råbt til Jesus: Frels mig fra mig selv! Så ville han være blevet bevaret. Men Peter følte, at Jesus ikke havde tillid til ham, og det syntes han var forkert. Han følte sig forurettet og holdt endnu mere fast ved sin selvtillid. ret
(491) Jesus betragter sine disciple med medynk. Han kan ikke spare dem for prøvelsen, men han efterlader dem ikke uden trøst. Han forsikrer dem, at han skal bryde gravens lænker, og at hans kærlighed til dem ikke vil svigte. Han siger: „Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.“ ret
(491) Før de har fornægtet ham, får de forvisningen om hans tilgivelse. Efter hans død og opstandelse vidste de, at de var tilgivet, og at Kristus holdt inderligt af dem. ret
(491) Vintræet og grenene
Jesus og disciplene var på vej til Getsemane ved foden af Oliebjerget, et afsides sted, som han ofte havde besøgt til meditation og bøn. Frelseren havde forklaret sine disciple hensigten med sin mission i verden og den åndelige forbindelse med ham, som de skulle opretholde, og han illustrerer nu læren for dem. Månen skinner klart og afslører en frodig vinranke. Han henleder disciplenes opmærksomhed på den og benytter den som symbol. ret
(491) „Jeg er det sande vintræ,“ siger han. I stedet for at vælge den yndefulde palme, det stolte cedertræ eller den stærke eg vælger Jesus vinranken med dens slyngtråde til at repræsentere sig selv. Palmetræet, cederen og egetræet står alene. De kræver ingen støtte. Men vinranken snor sig om tremmeværket og klatrer på denne måde opad mod himmelen. På samme måde var Kristus i sin menneskeskikkelse afhængig af guddomsmagten. „Jeg kan intet gøre af mig selv,“ sagde han. ret
(492) „Jeg er det sande vintræ.“ Jøderne havde altid betragtet vintræet som den ædleste af alle planter og som et billede på alt, hvad der var kraftfuldt, fremragende og frugtbart. Israel var blevet beskrevet som et vintræ, Gud havde plantet i Det forjættede Land. Jøderne byggede deres håb om frelse på, at de var af Israels slægt. Men Jesus siger: Jeg er det sande vintræ! Tro ikke at I gennem slægtskab med Israel kan få del i Guds liv og blive arvinger til hans løfter. Åndeligt liv kan I kun få gennem mig. ret
(492) „Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.“ I Palæstinas bjerge havde vor himmelske Fader plantet dette dejlige vintræ, og han var selv vingårdsmanden. Mange følte sig tiltrukket af dette vintræs skønhed og erklærede, at det var af himmelsk oprindelse. Men for Israels ledere så det ud til at være et rodskud af tør jord. De tog planten, knuste den og trådte på den med deres vanhellige fødder. Det var deres hensigt at ødelægge den for altid. Men den himmelske vingårdsmand tabte aldrig sin plante af syne. Efter at menneskene troede, at de havde dræbt den, tog han den og plantede den igen på den anden side af muren. Vintræets stamme var ikke mere synlig. Den var skjult for menneskers rå angreb. Men vintræets grene hang hen over muren. De skulle repræsentere vintræet. Gennem dem kunne podekviste stadig gro fast på vintræet. De har båret frugt, som er blevet plukket af dem, der gik forbi. ret
(492) „Jeg er vintræet, I er grenene,“ sagde Kristus til sine disciple. Skønt han snart skulle tages fra dem, skulle deres åndelige forbindelse med ham være uforandret. Grenens forbindelse med træet, sagde han, er et billede på den forbindelse, I skal opretholde med mig. Kvisten bliver podet ind i det levende vintræ, og med hver fiber og hver åre vokser den fast på det. Vintræets liv bliver til grenens liv. Således modtager et menneske, der er død i overtrædelser og synder, livet igen ved at forenes med Kristus. Forbindelsen skabes ved troen på ham som en personlig Frelser. Synderen forener sin svaghed med Kristi styrke, sin tomhed med Kristi fylde, sin skrøbelighed med Kristi vedvarende magt. Derefter får han Kristi sind. Kristi menneskelighed har rørt ved vor menneskelighed, og vor menneskelighed har rørt ved det guddommelige. Således får mennesket ved Helligåndens medvirken del i den guddommelige natur. Det er blevet accepteret i den Elskede. ret
(492) Når så denne forening med Kristus er tilvejebragt, skal den vedligeholdes. Kristus sagde: „Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.“ Dette er ikke nogen tilfældig berøring, ikke en til-og-fra forbindelse. Grenen bliver en del af det levende vintræ. Tilførslen af liv, kraft og frugtbarhed fra roden til grenene er uhindret og konstant. Men adskilt fra vintræet kan grenen ikke leve. På samme måde, sagde Jesus, kan I ikke leve adskilt fra mig. Det liv, I har modtaget fra mig, kan kun bevares ved en kontinuerlig forbindelse. Uden mig kan I ikke overvinde synden eller modstå en eneste fristelse. ret
(493) „Bliv i mig, og jeg bliver i jer.“ At blive i Kristus betyder at modtage hans Ånd til enhver tid, et liv med uforbeholden overgivelse til at tjene ham. Forbindelseskanalen mellem mennesket og Gud skal altid være åben. Ligesom vinranken hele tiden får næring fra det levende vintræ, sådan skal vi ved at holde fast ved Jesus og troen på ham modtage hans egen karakters fuldkommenhed og styrke. ret
(493) Roden sender næring gennem grenen til de yderste kviste. På samme måde overfører Kristus en strøm af guddommelig kraft til enhver, der tror. Så længe sjælen er forenet med Kristus, er der ingen fare for, at den skal visne eller forfalde. ret
(493) Vintræets liv vil vise sig ved grenenes duftende frugt. „Den, der bliver i mig, og jeg i ham,“ sagde Jesus, „han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.“ Når vi lever i troen på Guds Søn, vil Åndens frugter vise sig i vort liv; ikke en eneste vil mangle. ret
(493) „Min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han.“ Skønt podningen tilsyneladende er forenet med vintræet, så er der måske ingen levende forbindelse. Så vil der ikke være vækst eller frugtbarhed. På samme måde kan der tilsyneladende være forbindelse med Kristus uden virkelig forening med ham ved troen. En religiøs bekendelse giver mennesker plads inden for menigheden, men deres karakter og handlemåde viser, om de er forenet med Kristus. Hvis de ikke bærer frugt, er de uægte grene. „Den, der ikke bliver i mig,“ sagde Jesus, „kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.“ ret
(493) „Hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.“ Af de udvalgte tolv, som havde fulgt Jesus, var den ene som en vissen gren ved at blive taget bort, og de andre skulle „beskæres“ med bitre prøvelser. Jesus forklarede alvorligt og kærligt vingårdsmandens arbejde. Beskæringen vil volde smerte, men det er Faderen, som har kniven i sin hånd. Han arbejder ikke formålsløst eller ligegyldigt. Der er grene, som slæber hen ad jorden; de skal skæres fri fra de jordiske støttepunkter, som deres slyngtråde fæster sig til. De skal vokse op mod himmelen og støtte sig til Gud. Det alt for kraftige løv, som tager livskraften fra frugten, skal skæres af. Den overflødige vækst må skæres bort for at give plads til de livgivende stråler fra Retfærdighedens Sol. Vingårdsmanden fjerner den skadelige vækst, for at frugten kan udvikle sig bedst muligt. ret
(494) Et nyt bud
„Derved herliggøres min fader,“ sagde Kristus, „at I bærer megen frugt.“ Gud vil gennem jer tilkendegive, at han er hellig, gavmild og medfølende. Alligevel forlanger Frelseren ikke, at disciplene skal arbejde hårdt for at bære frugt. Han siger til dem, at de skal blive i ham. „Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer,“ siger han, „så bed om, hvad I vil, og I skal få det.“ Det er ved ordet, at Kristus bliver i sine efterfølgere. Dette er den samme levende forbindelse, som symboliseres ved at spise hans kød og drikke hans blod. Kristi ord er ånd og liv. Når I tager imod dem, tager I imod vintræets liv. I lever „af hvert ord, der udgår af Guds mund“ . Kristi liv i jer frembringer de samme frugter som i ham. Ved at leve i Kristus, holde fast ved Kristus, lade sig støtte af Kristus, hente næring fra Kristus, bærer I frugt i lighed med Kristus. ret
(494) Ved dette sidste møde med sine disciple gav Kristus udtryk for sit store ønske om, at de skulle elske hverandre, sådan som han havde elsket dem. ret
(494) „Dette er mit bud,“ gentog han flere gange, „at I skal elske hinanden.“ Da han var blevet alene med dem i salen ovenpå, var hans første påbud: „Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden.“ For disciplene var denne befaling ny; for de havde ikke elsket hinanden, som Kristus havde elsket dem. Han så, at de måtte beherskes af nye tanker og tilskyndelser; at de måtte handle efter nye principper. Gennem hans liv og død skulle de få en ny opfattelse af, hvad kærlighed er. Befalingen om, at de skulle elske hinanden, fik en ny mening i lyset af, at han ofrede sig selv. Hele nådens værk er en uophørlig tjeneste i kærlighed, i selvfornægtende selvopofrelse. Kristi liv her på jorden tilkendegav en kærlighed fra Gud, som ikke kunne holdes tilbage. Alle, som har ladet sig fylde af hans ånd, vil elske, som han har elsket. Det princip, som Kristus levede efter, vil være drivkraften i al deres omgang med hinanden. ret
(494) Denne kærlighed er beviset på, at de er hans disciple. „Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.“ Når mennesker er knyttet til hinanden, ikke ved magt eller selviskhed, men ved kærlighed, så tilkendegiver de påvirkningen af en indflydelse, som overgår enhver jordisk indflydelse. Hvor denne enhed findes, beviser den, at Guds billede bliver gendannet i menneskene, at der er blevet indpodet et nyt livsprincip. Den viser, at der i den guddommelige natur er styrke til at modstå det ondes overnaturlige kræfter, og at Guds nåde kan betvinge den medfødte menneskelige egoisme. ret
(494) Når denne kærlighed viser sig i menigheden, vil den helt sikkert vække Satans vrede. Det var ikke nogen let vej, Kristus anviste sine disciple! „Når verden hader jer,“ sagde han, „skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.“ Evangeliet skal fremmes ved offensiv kamp på trods af modstand, farer, tab og lidelser. Men de, som udfører denne gerning, følger blot i deres Mesters fodspor. ret
(495) Han levede for at frelse
Som verdens Frelser blev Kristus konstant konfronteret med tilsyneladende nederlag. Han, som var nådens sendebud til vor verden, syntes kun at udrette lidt af det, han længtes efter at gøre for at opløfte og frelse. Sataniske kræfter modarbejdede ham konstant. Men han ville ikke tabe modet. Han siger ved Esajas’ profeti: „Forgæves har jeg anstrengt mig, på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter. Dog, min ret er hos Herren, min løn er hos min Gud. … Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke.“ Det er til Kristus, dette løfte gives: „Dette siger Herren, Israels Hellige, som løskøber det, til ham, der er ringeagtet og afskyet af folk, til herskernes tjener. … Dette siger Herren: …Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, så du kan genrejse landet og fordele de øde jordlodder. Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem!“ … „De skal hverken sulte eller tørste, hede og sol skal ikke plage dem, for han skal føre dem i sin barmhjertighed og lede dem til kildevæld.“ ret
(495) Jesus støttede sig til disse ord, og han gav ikke Satan nogen fordel. Da Kristus måtte tage det sidste ydmygende skridt, da den dybeste sorg fyldte ham, sagde han til sine disciple: „Verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre.“ „Denne verdens fyrste er dømt.“ „Nu skal denne verdens fyrste jages ud.“ Med profetisk blik fulgte Jesus de begivenheder, der ville finde sted under hans sidste store strid. Han vidste, at når han kunne sige: „Det er fuldbragt,“ ville hele Himmelen juble. Hans øre opfangede den fjerne musik og sejrsråbene i de himmelske boliger. Han vidste, at dødsklokkerne så ville ringe for Satans rige, og Kristi navn ville blive forkyndt i hele universet. ret
(495) Kristus frydede sig over, at han kunne gøre mere for sine efterfølgere, end de kunne bede om eller tænke på. Han talte med vished, fordi han vidste, at et almægtigt dekret var blevet udstedt, før verden blev skabt. Han vidste, at sandheden, bevæbnet med Helligåndens almagt, ville sejre i kampen mod det onde, og at den blodplettede fane ville vaje sejrrigt over dem, der fulgte ham. Han vidste, at hans trofaste disciples liv ville komme til at ligne hans eget, en uafbrudt række af sejre, der ikke ville blive erkendt her, men ville blive det i det fremtidige liv. ret
(495) „Sådan har jeg talt til jer,“ sagde han, „for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ Kristus svigtede ikke, han tabte heller ikke modet, og hans disciple skal udvise en tro, der er af samme udholdende art. De skal leve, som han levede, og arbejde, som han arbejdede, fordi de er afhængige af ham som forbillede. De skal være i besiddelse af mod, energi og udholdenhed. Skønt deres vej kan se ufremkommelig ud, vil de med hans hjælp komme videre. De skal ikke fortvivle over noget, men håbe på alt. Med sin kærlighed har Kristus forbundet dem med Gud. Det er hans hensigt, at de skal få del i universets største kraft til at modstå det onde, en kraft, som hverken jorden eller døden eller helvede kan besejre, en kraft, der sætter dem i stand til at sejre, som Kristus sejrede. Kristus har bestemt, at Himmelens orden, Himmelens styreform, Himmelens guddommelige harmoni skal åbenbares i hans menighed på jorden. Således bliver han herliggjort ved sit folk. Ved dem skal Hans lys uhindret skinne for verden. Kristus har givet sin menighed tilstrækkelige muligheder til, at han selv skulle kunne modtage et stort, herligt udbytte fra sit genløste, dyrekøbte ejendomsfolk. Menigheden, der har fået Kristi retfærdighed som gave, skal over for alle vidne om hans rigdom af barmhjertighed, nåde og kærlighed. Kristus betragter sit folk i deres renhed og fuldkommenhed som belønningen for sin ydmygelse og som en forøgelse af sin herlighed. ret
(496) Frelseren endte sin belæring med stærke og håbefulde ord. Så udøste han, hvad der tyngede hans sind, i bøn for sine disciple. Han så op mod Himmelen og sagde: „Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.“ ret
(496) Kristus havde fuldendt den gerning, som var blevet pålagt ham. Han havde herliggjort Gud på jorden. Han havde åbenbaret sin Fars navn. Han havde udvalgt dem, der skulle fortsætte hans arbejde blandt mennesker. Og han sagde: „Jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.“ „Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét; … jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.“ ret
(496) Idet han taler som en, der har guddommelig autoritet, overgiver Kristus således sin udvalgte menighed i sin Fars arme. Som en indviet ypperstepræst går han i forbøn for sit folk. Som en trofast hyrde samler han sin hjord i den Almægtiges skygge, i det trygge og sikre tilflugtssted. Den sidste strid med Satan venter nu på ham, og han går videre for at møde den. ret