(497) Kapitlet er bygget op over Matt 26,36-56; Mark 14,32-50; Luk 22,39-53; Joh 18,1-12.
Ledsaget af sine disciple begav Frelseren sig langsomt til Getsemane have. Påskemånen skinnede fuld og rund fra en skyfri himmel. Pilgrimmenes teltby var faldet til ro, og alt var stille. ret
(497) Bøjet under hele verdens synd
Jesus havde haft en alvorlig samtale med sine disciple og havde lært dem mange ting; men da han nærmede sig Getsemane, blev han mærkeligt tavs. Han havde ofte besøgt dette sted for at meditere og bede, men aldrig med hjertet så tynget af sorg og smerte som i denne sidste nat. Så længe han havde levet på jorden, havde han vandret i lyset fra Guds nærhed. Når han kom i konflikt med mennesker, der var behersket af Satans ånd, kunne han sige: „Han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.“ Men nu så han ud til at være udelukket fra Guds lys. Nu blev han behandlet som overtræderne. Han skulle bære den faldne menneskeheds synd. Alle vore laster var lagt på Ham, som ikke selv kendte til at synde. Så rædselsfuld forekommer synden ham, så tung er den byrde af skyld, som han må bære, at han fristes til at frygte, at den for altid vil udelukke ham fra hans fars kærlighed. Idet han føler Guds frygtelige vrede over overtrædelser, udbryder han: „Min sjæl er fortvivlet til døden.“ ret
(497) Efterhånden som de nærmede sig haven, havde disciplene lagt mærke til forandringen, der skete med deres Mester. Aldrig før havde de set ham så helt igennem bedrøvet og tavs. Efterhånden som han gik videre, blev denne mærkelige sørgmodighed større. Alligevel vovede de ikke at spørge ham, hvad grunden var. Han vaklede, som om han var nær ved at falde. Da de nåede hen til haven, søgte disciplene straks efter hans sædvanlige tilflugtssted, for at deres Mester kunne hvile sig. Hvert skridt var nu en kraftanstrengelse for ham. Han stønnede højt, som om han var tynget af en frygtelig byrde. To gange måtte hans ledsagere støtte ham, da han ellers var faldet om. ret
(497) Da de kom til havens indgang, efterlod Jesus alle disciplene med undtagelse af tre og bad dem bede for sig selv og for ham. Sammen med Peter, Jakob og Johannes gik han ind i den indhegnede have. Disse tre disciple var dem, der stod Kristus nærmest. De havde set hans herlighed på Forklarelsens bjerg. De havde set Moses og Elias tale med ham. De havde hørt stemmen fra Himmelen. Og nu ønskede Kristus, at de skulle være sammen med ham denne sidste nat. De havde ofte tilbragt natten sammen med ham på dette sted. Ved disse lejligheder plejede de efter en tid med vågen og bøn at sove uforstyrret et lille stykke fra deres Mester, indtil han vækkede dem om morgenen for at gå ud og fortsætte arbejdet. Han ønskede nu, at de skulle tilbringe natten sammen med ham i bøn. Alligevel kunne han ikke udholde tanken om, at de skulle være vidne til den sjælekamp, han skulle gennemgå. „Bliv her og våg sammen med mig!“ sagde han. ret
(498) Den første kamp i bøn
Han gik et lille stykke bort fra dem — men ikke længere end at de både kunne se og høre ham — og kastede sig ned på jorden. Han følte, at synden skilte ham fra hans Far. Svælget var så stort, så mørkt og så dybt, at hans sjæl gyste over det. Han måtte ikke bruge sin guddomsmagt til at slippe for denne sjælekamp. Som menneske måtte han lide under følgerne af menneskets synd. Som menneske måtte han udholde Guds vrede over synderne. ret
(498) Kristus befandt sig nu i en situation, der var vidt forskellig fra, hvad han tidligere havde prøvet. Den kan bedst beskrives med profetens ord: „Vågn op, sværd! imod min hyrde, mod den mand, der står mig nær, siger Hærskarers Herre.“ Som stedfortræder og garant for den syndige menneskehed led Kristus under den guddommelige retfærdighed. Han så, hvad retfærdighed betyder. Hidtil var han gået i forbøn for andre; nu længtes han efter en til at gå i forbøn for sig selv. ret
(498) Fordi Kristus følte sin enhed med Faderen brudt, frygtede han, at hans menneskelige natur ikke ville være i stand til at udholde den forestående kamp med mørkets magter. Ved fristelsen i ørkenen havde menneskeslægtens skæbne stået på spil. Dengang blev Kristus sejrherre. Nu var fristeren kommet for at udkæmpe den sidste frygtelige kamp. Han havde forberedt sig på den i de tre år, hvor Kristus havde virket på jorden. Nu stod alt på spil for ham. Hvis han led nederlag her, var det ude med hans håb om herredømmet. Verdens riger ville til slut tilfalde Kristus. Han selv ville blive besejret og kastet ud. Men hvis Kristus kunne besejres, ville jorden blive Satans rige, og menneskeslægten ville for evigt komme i hans magt. Med kampens kendsgerninger for øje fyldtes Kristus med rædsel over at være adskilt fra Gud. Satan sagde til ham, at hvis han blev garant for en syndig verden, så ville adskillelsen være for evigt. Han ville blive identificeret med Satans rige og ville aldrig mere kunne blive ét med Gud. ret
(498) Og hvad blev der opnået ved dette offer? Menneskehedens skyld og utaknemmelighed forekom håbløs. Satan pressede Frelseren med kendsgerningerne: Det folk, der hævder at stå over alle andre ved både verdslige og åndelige fortrin, har forkastet dig. De er ude på at tilintetgøre dig, som er grundlaget, midtpunktet og seglet for de løfter, de fik som et særligt udvalgt folk. En af dine egne disciple, som har lyttet til dine ord, og har været en af de mest aktive inden for din menighed, vil nu forråde dig. En af dine mest nidkære disciple vil fornægte dig. Alle vil svigte dig. Kristus følte afsky ved tanken. At de, som han havde påtaget sig at frelse, som han havde elsket så højt, skulle være delagtige i Satans planer, stak ham i hjertet. Det var en grusom konflikt. Den drejede sig om hans folks skyld, om hans anklagere og hans forræder, skylden hos en verden fyldt af ondskab. Menneskers synd hvilede tungt på Kristus, og følelsen af Guds vrede over synden var ved at tage livet af ham. ret
(499) Betragt ham, mens han overvejer prisen, der skal betales for menneskers frelse. I sin smerte klamrer han sig til den kolde jord som for at hindre sig selv i at glide længere bort fra Gud. Nattens kolde dug falder på hans udstrakte skikkelse, men han ænser det ikke. Fra hans blege læber lyder det bitre råb: ret
(499) „Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.“ Men selv nu tilføjer han: „Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.“ ret
(499) Disciplene sov
Det menneskelige hjerte længes efter medfølelse, når det lider. Kristus følte denne længsel i sit inderste. Han kom til disciplene i den yderste sjæleangst og med et stort behov for at høre nogle trøstende ord fra dem, som han så ofte havde velsignet og trøstet. Han, som altid havde haft deltagende ord parat til dem, led nu overmenneskelige kvaler, og han længtes efter at vide, at de bad for ham og for sig selv. Hvor forekom syndens ondskab dog mørk! Det var en frygtelig fristelse at lade menneskeslægten bære følgerne af sin egen synd, mens han var uskyldig i Guds øjne. Hvis han blot kunne være sikker på, at hans disciple forstod og værdsatte dette, så ville det styrke ham. ret
(499) Han rejste sig med stor anstrengelse og vaklede hen til stedet, hvor han havde efterladt sine venner. Men han „finder dem sovende.“ Hvis han havde fundet dem bedende, ville det have lettet hans sind. Hvis de havde søgt tilflugt hos Gud, for at sataniske kræfter ikke skulle få magt over dem, så ville deres urokkelige tro have været ham en trøst. Men de havde ikke ænset den ofte gentagne advarsel: „Våg og bed.“ I begyndelsen havde de været meget bekymrede over at se deres ellers så rolige og værdige Herre kæmpe med en ufattelig sorg. De havde bedt, da de hørte hans lidelsesfyldte råb. Det var ikke deres hensigt at svigte deres Herre, men det var, som om de var lammet af en døsighed, som de kunne have rystet af sig, hvis de var blevet ved med at bønfalde Gud. De gjorde sig ikke klart, hvor nødvendigt det var at våge og bede inderligt for at kunne modstå fristelsen. ret
(499) Lige før Jesus begav sig hen til haven, havde han sagt til disciplene: „I nat vil I alle svigte mig.“ De havde givet ham de stærkeste forsikringer om, at de ville følge ham både i fængsel og død, og den stakkels, selvsikre Peter havde tilføjet: „Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.“ Men disciplene stolede på sig selv. De henvendte sig ikke til den magtfulde hjælper, som Jesus havde rådet dem til at gøre. Derfor sov de, da Frelseren trængte mest til deres medfølelse og bøn. Selv Peter sov. ret
(500) Også Johannes, den elskede discipel, som havde lænet sig mod Jesu bryst, var faldet i søvn. Johannes’ kærlighed til Mesteren burde have holdt ham vågen. Hans inderlige bønner burde have forenet sig med hans elskede Frelsers i hans store nød denne nat. Frelseren havde tilbragt hele nætter med at bede for sine disciple om, at deres tro ikke skulle svigte. Hvis Jesus nu havde stillet det samme spørgsmål til Jakob og Johannes, som han engang havde gjort: „Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?“ så ville de ikke have vovet at svare: „Ja, det kan vi.“ ret
(500) Disciplene vågnede ved at høre Jesu stemme, men kunne næsten ikke kende ham, fordi hans ansigt var så forandret af smerte. Jesus henvendte sig til Peter og sagde: „Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.“ Jesus havde medfølelse med disciplenes skrøbelighed. Han frygtede, at de ikke ville være i stand til at udholde den prøve, som de ville blive stillet overfor ved forræderiet af ham og hans død. Han bebrejdede dem ikke, men sagde: „Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.“ Selv i sin store sjælekval søgte han at undskylde deres skrøbelighed. Han sagde: „Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.“ ret
(500) Den anden kamp i bøn
Igen blev Guds Søn grebet af en overmenneskelig smerte, og svag og udmattet vaklede han tilbage til det sted, hvor han havde udkæmpet sin tidligere kamp. Hans smerte var endnu større end før. Da dødsangsten overvældede ham, blev „hans sved .. som bloddråber, der faldt på jorden.“ Cypresserne og palmetræerne var de tavse vidner til hans kvaler. Fra deres løvklædte grene dryppede duggen i tunge dråber ned på hans plagede skikkelse, som om naturen græd over sin Skaber, der kæmpede alene mod mørkets magter. ret
(500) Kort tid forinden havde Jesus stået som en kraftig ceder, der trodsede det uvejr af modstand, som rasede imod ham. Stivsindede viljer og hjerter, der var fyldt med ondskab og list, havde forgæves stræbt efter at forvirre og overmande ham. Han trådte frem i guddommelig majestæt som Guds Søn. Nu var han som et strå, der svajer hid og did i stormens rasen. Han havde nærmet sig fuldendelsen af sit værk som sejrherre og ved hvert skridt vundet sejr over mørkets magter. Som en, der allerede var herliggjort, havde han hævdet at være ét med Gud. Han havde sunget sine lovsange med fast stemme. Han havde talt opmuntrende og kærligt til sine disciple. Nu var timen kommet for mørkets magt. Nu hørtes hans stemme i den stille aftenluft, ikke sejrrig, men fuld af menneskelig smerte. Frelserens ord nåede de døsige disciple: „Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.“ ret
(501) Disciplenes første indskydelse var at gå hen til ham; men han havde sagt, at de skulle blive dér og vente på ham, og at de skulle våge og bede. Da Jesus kom hen til dem, fandt han dem stadig sovende. Atter havde han følt længsel efter fællesskab, efter nogle ord fra sine disciple, som kunne bringe ham lindring og bryde mørkets trolddom, der var lige ved at overmande ham. Men deres øjne var tunge, „og de vidste ikke, hvad de skulle svare ham.“ De vågnede ved, at han var hos dem. På hans ansigt så de mærker af dødsangstens blodige sved, og de blev fulde af frygt. De forstod ikke han sjælekval. „Så umenneskeligt ussel så han ud.“ ret
(501) Den tredje kamp i bøn
Jesus vendte sig bort og gik tilbage til sit tilflugtssted, hvor han kastede sig ned på jorden, overvældet af rædslen ved det store mørke. Den menneskelige side af Guds Søn skælvede over de prøvelser, han gennemgik. Nu bad han ikke for sine disciple om, at deres tro ikke måtte svigte, men for sin egen fristede, forpinte sjæl. Det forfærdelige øjeblik var kommet — det øjeblik, som skulle afgøre verdens skæbne. Menneskeslægtens skæbne lå skælvende i vægtskålen. Kristus kunne stadig nægte at drikke den kalk, der var tiltænkt syndige mennesker. Det var endnu ikke for sent. Han kunne tørre den blodige sved af sin pande og overlade mennesker til at dø i deres synd. Han kunne sige: Lad den skyldige få straffen for sin synd, og jeg vil vende tilbage til min Fader. Vil Guds Søn tømme ydmygelsens og dødsangstens bitre kalk? Vil den uskyldige udsætte sig for følgerne af syndens forbandelse for at frelse de skyldige? Skælvende lød det fra Jesu blege læber: „Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.“ ret
(501) Tre gange havde han opsendt denne bøn. Tre gange var det menneskelige i ham veget tilbage for det sidste, afgørende offer. Men nu viser menneskeslægtens historie sig for verdens Frelser. Han ser, at lovens overtrædere må gå til grunde, hvis de bliver overladt til sig selv. Han ser menneskets hjælpeløshed. Han ser syndens magt. En fortabt verdens lidelser og elendighed viser sig for ham. Han ser den skæbne, der truer den, og hans beslutning er taget. Han vil frelse mennesket, uanset hvad det måtte koste ham selv. Han tager imod sin blodige dåb, for at millioner af fortabte kan opnå evigt liv gennem ham. Han har forladt de himmelske boliger, hvor alt er renhed, lykke og herlighed, for at frelse det ene mistede får, den ene verden, der er gået fortabt på grund af synd. Og han vil ikke svigte sin opgave. Han vil blive sonofferet for en slægt, der har valgt at synde. Nu er der kun lydighed i hans bøn: „Hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.“ ret
(502) Da han havde truffet denne beslutning, faldt han udmarvet til jorden, som han delvis havde rejst sig fra. Men hans disciple var der ikke til varsomt at støtte deres afmægtige Mesters hoved og tørre hans blodige pande. Frelseren var alene med sine pinsler, og ingen af hele folket var hos ham. ret
(502) Men Gud led med sin Søn. Engle så Frelserens sjælekval. De så deres Herre omringet af djævelske kræfter, hvordan han blev overvældet af en gysende, hemmelighedsfuld rædsel. Der blev helt stille i Himmelen. Hvis dødelige mennesker havde kunnet se de himmelske hærskarers forbløffelse og sorg over at se Faderen fjerne sine stråler af lys, kærlighed og herlighed fra sin elskede Søn, havde de bedre kunnet forstå, hvor fuldstændigt uacceptabel synden er for ham. ret
(502) Da alt stod på spil
De syndfri verdener og de himmelske engle havde med intens interesse set striden nærme sig sin afslutning. Satan og hans medsammensvorne betragtede med spændt opmærksomhed den store krise i arbejdet med frelsen. Gode såvel som onde magter afventede svaret på Jesu tre bønfaldelser. Engle ville helst have lindret den guddommeliges lidelser, men dette måtte ikke ske. Guds søn havde ingen mulighed for at undslippe. I denne forfærdelige krise, hvor alt stod på spil, åbnede Himlene sig, et lys skinnede frem i krisens mørke, og den mægtige engel, som er hos Gud på den plads, Satan mistede, stod ved siden af Kristus. Englen kom ikke for at lette Kristi lidelser, men for at give ham styrke til at stå dem igennem i forvisningen om Faderens kærlighed. Han gjorde ham opmærksom på den åbne Himmel, idet han fortalte om de sjæle, der ville blive frelst som følge af hans lidelser. Han forsikrede ham om, at hans Fader var større og mægtigere end Satan, at hans død ville resultere i Satans fuldstændige nederlag, og at denne verdens riger skulle gives til den Allerhøjestes hellige. Han fortalte ham, at han ville få frugten af sit slid at se og glædes over, for han ville komme til at se store skarer af menneskeslægten frelst for evigt. ret
(502) Kristi sjælekval var ikke til ende, men hans nedtrykthed og modløshed forlod ham. Uvejret var på ingen måde stilnet af, men han, som var genstand for det, havde fået styrke til at møde det. Han vendte rolig og afklaret tilbage. Der var en himmelsk fred over hans blodplettede ansigt. Han havde båret det, som intet menneske nogensinde kunne bære, for han havde gennemgået dødens lidelser for hvert eneste menneske. ret
(502) Jesus bliver taget til fange
De sovende disciple var pludselig blevet vækket ved det lys, der omgav Frelseren. De så englen bøje sig over deres Mester, der lå udstrakt på jorden. De så ham lægge Frelserens hoved i sit skød og pege op mod Himmelen. De hørte hans stemme som den skønneste musik tale trøstende og opmuntrende ord. Disciplene huskede oplevelsen på Forklarelsens bjerg. De huskede den herlighed, der i templet havde omgivet Jesus og Guds stemme, der talte fra skyen. Nu åbenbarede den samme herlighed sig igen, og de nærede ikke mere nogen frygt for deres Mester. Han var under Guds beskyttelse. Der var blevet udsendt en mægtig engel for at beskytte ham. Igen giver disciplene i deres træthed efter for den mærkelige døsighed, der overvælder dem. Igen finder Jesus dem sovende. ret
(503) Han ser bedrøvet på dem, mens han siger: „Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder.“ ret
(503) Endnu mens han talte, hørte han fodtrinene fra dem, som ledte efter ham, og sagde: „Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.“ ret
(503) Der var intet spor at se af de lidelser, han lige havde været igennem, da Jesus trådte frem for at møde sin forræder. Han stillede sig foran sine disciple og sagde: „Hvem leder I efter?“ De svarede: „Jesus fra Nazaret.“ Jesus svarede: „Det er mig.“ Da han sagde disse ord, bevægede englen, som lige havde hjulpet Jesus, sig hen mellem ham og skaren. Et guddommeligt lys oplyste Frelserens ansigt, og en skikkelse af form som en due overskyggede ham. Den morderiske skare kunne ikke holde stand over for denne guddommelige herlighed. De vaklede tilbage. Præsterne, de ældste, soldaterne og selv Judas faldt som døde til jorden. ret
(503) Englen fjernede sig, og lyset fortonede sig. Jesus havde mulighed for at undslippe, men han blev stående, rolig og behersket. Som den herliggjorte stod han midt i denne forhærdede flok, der nu lå udstrakte og hjælpeløse for hans fødder. Disciplene så til, målløse af undren og ærefrygt. ret
(503) Men scenen skiftede hurtigt. Skaren rejste sig op. De romerske soldater, præsterne og Judas flokkedes om Jesus. De så ud til at være flove over deres svaghed og bange for, at han alligevel skulle undslippe. Igen lød spørgsmålet fra Frelseren: „Hvem leder I efter?“ De havde fået bevis for, at han, som stod foran dem, var Guds Søn, men de ville ikke lade sig overbevise. De besvarede endnu en gang spørgsmålet: „Hvem leder I efter?“ med at sige: „Jesus fra Nazaret!“ Så sagde Frelseren: „Det er mig; det har jeg jo sagt jer. Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå.“ Og han pegede på disciplene. Han vidste, hvor svag deres tro var, og han forsøgte at beskytte dem mod fristelser og prøvelser. For deres skyld var han rede til at ofre sig selv. ret
(503) Forræderen Judas glemte ikke, hvilken rolle han skulle spille. Da skaren kom ind i haven, havde han vist dem vej tæt fulgt af ypperstepræsten. Han havde givet Jesu forfølgere et tegn ved at sige: „Det er ham, som jeg kysser; grib ham!“ Nu foregiver han ikke at have noget at gøre med dem. Han går tæt hen til Jesus og rækker ham hånden som en gammel ven. Han hilser ham med et „Rabbi!“ kysser ham flere gange og lader som om han græder af medfølelse med ham i den farlige situation. ret
(503) Jesus sagde til ham: „Ven, hvorfor kommer du her?“ Hans stemme skælvede af sorg, da han tilføjede: „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?“ Disse ord burde have vækket forræderens samvittighed og rørt hans hårde hjerte; men ære, troskab og menneskelig følsomhed var nu fremmed for ham. Han stod der, dristig og trodsig uden nogen form for anger. Han havde overgivet sig til Satan, og han havde ikke styrke til at modstå ham. Jesus afviste ikke forræderens kys. ret
(504) Skaren blev atter modig, da de så Judas røre ved ham, som for et øjeblik siden var blevet herliggjort for deres øjne. Nu greb de fat i Jesus og bandt hans hænder, der altid havde gjort godt mod andre. ret
(504) Disciplene havde forestillet sig, at deres Mester ikke ville have fundet sig i at blive pågrebet; for den samme magt, der havde fået skaren til at falde om som døde, kunne have holdt dem magtesløse, indtil Jesus og hans ledsagere var undsluppet. De blev skuffede og forbitrede, da de så rebene blive taget frem for at binde hænderne på ham, som de elskede. I vrede drog Peter ubetænksomt sit sværd og prøvede at forsvare sin Mester, men han huggede blot øret af ypperstepræstens tjener. Da Jesus så, hvad der var sket, gjorde han sine hænder fri, skønt de romerske soldater holdt godt fast, og sagde: „Lad det være nok!“ Han rørte ved det sårede øre, og det blev straks lægt. Derefter sagde han til Peter: „Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?“ — en legion i hver af disciplenes sted. Disciplene tænkte: Hvorfor frelser han dog ikke sig selv og os? Han besvarede deres uudtalte tanker ved at tilføje: „Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?“ „Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?“ ret
(504) Værdigheden ved de jødiske lederes embede hindrede dem ikke i at deltage i forfølgelsen af Jesus. Pågribelsen af ham var for vigtig en sag at overlade til underordnede. De listige præster og ældste havde sluttet sig til tempelvagten og hoben, som fulgtes med Judas til Getsemane. Hvilket selskab for disse fornemme herrer at forene sig med! En pøbelhob, der var ude efter spænding, og som havde bevæbnet sig med alle slags redskaber, som var det et vildt dyr, de skulle fange! ret
(504) Kristus vendte sig mod præsterne og de ældste og så på dem med et undersøgende blik. Resten af deres liv ville de aldrig kunne glemme hans ord. De var som den Almægtiges skarpe pile. Han sagde med værdighed: „I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og i har ikke grebet mig.“ I har haft enhver mulighed for at lægge hånd på mig, men I gjorde det ikke. Natten egner sig bedre til jeres gerninger. „Men dette er jeres time, og mørket har magten.“ ret
(504) Disciplene blev rædselsslagne, da de så Jesus overgive sig til at blive grebet og bundet. Det krænkede dem, at han skulle lide denne ydmygelse for sig selv og for dem. De kunne ikke forsta hans handl=ade, og de bebrejdede ham for at have overgivet sig til skaren. I deres vrede og indignation foreslog Peter, at de skulle redde sig selv. Dette forslag blev fulgt, og „da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede.“ Men Kristus havde forudsagt denne flugt. Han havde sagt: „Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig.“ ret