(506) Kapitlet er bygget op over Matt 26,57-75; 27,1; Mark 14,53-72; 15,1; Luk 22,54-71; Joh 18,13-27.
De skyndede på Jesus, over bækken Kedron, forbi haver og olivenlunde og gennem den sovende bys stille gader. Det var efter midnat, og råbene fra den hujende pøbel, der fulgte efter ham, lød skingrende i den stille luft. Frelseren var bundet og strengt bevogtet, og det var ham en pine at bevæge sig. Men i største hast skyndte hans fangevogtere sig at føre ham til den tidligere ypperstepræst Annas’ palads. ret
(506) Forhørt af Annas
Annas var overhovedet for den tjenestegørende præsteslægt, og af ærbødighed for hans alder anerkendte folket ham som ypperstepræst. Man søgte hans råd og adlød det, som om det var Guds ord. Han skulle være den første, der så Jesus som fange i præsternes magt. Han skulle være til stede ved forhøret af fangen, af frygt for at det ikke skulle lykkes den mindre erfarne Kajfas at sikre det ønskede resultat af deres bestræbelser. Der måtte gøres brug af hans list, snedighed og underfundighed ved denne lejlighed; for under alle omstændigheder måtte man være sikker på Kristi domfældelse. ret
(506) Kristus skulle formelt forhøres af Sanhedrin, men af Annas blev han underkastet et indledende forhør. Under det romerske herredømme kunne Sanhedrin ikke fælde nogen dødsdom. De kunne kun forhøre fangen og afsige dommen, der derefter måtte stadfæstes af den romerske øvrighed. Derfor var det nødvendigt at fremskaffe en anklage mod Kristus, der af romerne ville blive betragtet som kriminel. Der måtte også findes en beskyldning, som i jødernes øjne ville være domfældende. Ikke så få af præsterne og rådsherrerne havde ladet sig overbevise af Kristi lære, og kun frygten for at blive udelukket fra synagogen afholdt dem fra at bekende sig til ham. Præsterne huskede udmærket Nikodemus’ spørgsmål: „Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?“ Dette spørgsmål havde dengang bragt splittelse i rådet, og det havde forpurret deres planer. Josef af Arimatæa og Nikodemus ville ikke blive indkaldt nu, men der var andre, der måske ville driste sig til at tale til fordel for retfærdigheden. Dette forhør måtte ledes sådan, at det forenede medlemmerne af Sanhedrin mod Kristus. Der var to beskyldninger, som præsterne ønskede at fastholde. Hvis man kunne bevise, at Jesus var en gudsbespotter, ville han blive dømt af jøderne. Hvis han blev kendt skyldig i tilskyndelse til oprør, ville det sikre, at han blev dømt af romerne. Annas forsøgte først at få dokumenteret den anden anklage. Han udspurgte Jesus om hans disciple og hans lære i håb om, at fangen ville sige noget, der kunne give ham et grundlag at arbejde med. Det var hans hensigt at lokke en udtalelse ud af ham, der kunne bevise, at han forsøgte at danne et hemmeligt forbund med det formål at oprette et nyt rige. Derefter kunne præsterne udlevere ham til romerne som fredsforstyrrer og oprørsstifter. ret
(507) Kristus vidste alt om præstens hensigter og benægtede, at der mellem ham og hans disciple fandtes nogen hemmelig overenskomst, eller at han samledes med dem i det skjulte for at dække over sine planer. Han havde ingen hemmeligheder vedrørende sine formål eller sin lære. „Jeg har talt til verden i fuld offentlighed,“ svarede han, „jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.“ ret
(507) Frelseren viste modsætningen mellem sin egen arbejdsmetode og sine anklageres fremgangsmåde. I måneder havde de jaget ham og forsøgt at lokke ham i en fælde og stille ham for et hemmeligt råd, hvor de ved falsk vidneforklaring kunne opnå, hvad der var umuligt ved hæderlige midler. Nu var de ved at fuldbyrde deres hensigter. Pågribelsen ved nattetide af en pøbelhob, spotten og mishandlingerne, før han var dømt eller blot anklaget, var deres arbejdsmetode, men ikke hans. Deres handlemåde var et brud på loven. Efter deres egne love skulle ethvert menneske behandles som uskyldigt, indtil dets skyld var bevist. Efter deres egne love stod præsterne som skyldige til straf. ret
(507) Så vendte Jesus sig til den spørgende og sagde: „Hvorfor spørger du mig?“ Havde præsterne og rådsherrerne ikke sendt spioner ud for at overvåge hans bevægelser og for at indberette hvert ord, han havde sagt? Havde disse ikke været til stede, hver gang folket havde været samlet, og bragt præsterne underretning om alt, hvad han havde sagt eller gjort? „Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem,“ sagde Jesus, „de ved jo, hvad jeg har sagt.“ ret
(507) Annas blev bragt til tavshed ved beslutsomheden i svaret. Af frygt for at Kristus skulle sige noget om hans egen fremgangsmåde, som han ville foretrække at bevare skjult for andre, sagde han ikke mere til ham denne gang. En af hans tjenere, der blev vred over at se Annas bragt til tavshed, slog Jesus i ansigtet og sagde: „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?“ ret
(507) Kristus svarede roligt: „Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?“ Han sagde ingen skarpe eller gengældende ord. Hans rolige svar kom fra et syndfrit hjerte, der var tålmodigt og mildt, og som ikke ville lade sig provokere. ret
(507) Kristus led meget under mishandlingerne og fornærmelserne. Han måtte tage imod enhver form for nedværdigende behandling fra de mennesker, som han havde skabt, og for hvem han var ved at bringe et uendeligt stort offer. Og han led i forhold til sit eget fuldkommen hellige sind og sit had til synden. Hans retssag, der blev forestået af mennesker, der opførte sig som djævle, var ham et konstant offer. At være omgivet af mennesker, der var under Satans herredømme, var oprørende for ham, samtidig med at han vidste, at han ved sin guddommelige magt lynhurtigt kunne kaste sine grusomme plageånder til jorden. Dette gjorde prøvelsen endnu vanskeligere for ham. ret
(508) Jøderne ventede på en Messias, der åbenbarede sig ved ydre herlighed. De forventede, at han ved sin overvældende viljestyrke lynhurtigt skulle ændre menneskers tankegang og tvinge dem til at anerkende hans overhøjhed. De troede, at han på denne måde skulle sikre sig sin egen ophøjelse og tilfredsstille deres ærgerrige håb. Når Kristus blev behandlet med ringeagt, følte han sig derfor stærkt fristet til at åbenbare sin guddommelige natur. Med et ord eller et blik kunne han tvinge sine forfølgere til at erkende, at han var Herren over konger og herskere, præster og tempel. Men det var hans vanskelige opgave at holde sig til den plads, han havde valgt, som ét med menneskeheden. ret
(508) Himmelens engle var vidne til enhver handling, der blev begået mod deres elskede Herre. De længtes efter at befri Kristus. Når englene handler efter Guds vilje, er de almægtige. Ved én lejlighed dræbte de efter Kristi befaling i løbet af en eneste nat 185.000 mand af den assyriske hær. Med største lethed kunne englene have bevist deres vrede over den skændige rettergang mod Kristus ved at tilintetgøre Guds modstandere! Men de fik ikke befaling til at gøre dette. Han, som kunne have dømt sine fjender til døden, bar over med deres grusomhed. Hans kærlighed til sin Far og det løfte, han fra verdens grundlæggelse havde givet om at bære syndens byrde, fik ham til uden beklagelse at udholde den rå behandling fra dem, han var kommet for at frelse. Det var en del af hans opgave i sin menneskeskikkelse at bære al den mishandling og hån, som mennesker kunne dynge på ham. Menneskeslægtens eneste håb bestod i, at Kristus underkastede sig al den lidelse, som mennesker kunne påføre ham. ret
(508) Kristus havde ikke sagt noget, der kunne bruges af hans anklagere. Alligevel var han bundet som tegn på, at han var dømt. Der skulle imidlertid udvises en form for retfærdighed. Det var nødvendigt, at der blev foretaget en slags lovligt forhør. Det gjaldt for øvrigheden om at fremskynde dette. De vidste, hvor højt folket værdsatte Jesus, og de var bange for, at der ville blive gjort et forsøg på at redde ham, hvis fængslingen rygtedes viden om. Og hvis forhøret og henrettelsen ikke blev gennemført med det samme, ville der blive en uges forsinkelse på grund af påsken. Dette kunne få deres planer til at strande. Sikringen af Jesu domfældelse var for dem i høj grad afhængig af den larmende pøbel, hvoraf mange hørte til Jerusalems værste pak. En uges forsinkelse ville få ophidselsen til at lægge sig, og det ville være sandsynligt, at der kom en reaktion. Den bedre del af folket ville rejse sig til fordel for Kristus; mange ville komme frem med vidnesbyrd til forsvar for ham og gøre opmærksom på alle de mirakler, han havde udført. Dette ville vække folkets vrede mod Sanhedrin. Man ville fordømme deres fremgangsmåde, og Jesus ville blive befriet for atter at komme til at modtage folkets hyldest. Derfor besluttede præsterne og rådsherrerne, at før deres planer blev kendt, skulle Jesus være overgivet i romernes hænder. ret
(509) For ypperstepræsten Kajfas
Men allerførst måtte man finde på en anklage. Endnu havde de ikke fundet nogen. Annas gav befaling til, at Jesus skulle føres til Kajfas, som hørte til saddukæerne, af hvilke nogle var Jesu værste fjender. Trods manglende karakterstyrke var Kajfas selv fuldt ud så hård, hjerteløs og samvittighedsløs som Annas. Han ville intet lade uforsøgt for at tilintetgøre Jesus. Det var nu tidlig morgen og meget mørkt. Ved lyset fra fakler og lygter fortsatte den bevæbnede skare med deres fange til ypperstepræstens palads. Mens rådets medlemmer samledes, udspurgte Annas og Kajfas igen Jesus, men uden resultat. ret
(509) Da rådet var samlet i domssalen, indtog Kajfas sin plads som den øverste embedsmand. På begge sider af ham stod dommerne og de, som havde særlig interesse i forhøret. De romerske soldater stod vagt på platformen neden for tronen. Ved tronens fod stod Jesus. Alles øjne var rettet mod ham. Der herskede en voldsom ophidselse. Af alle tilstedeværende var kun Jesus rolig og fattet. Det var, som om luften omkring ham var hellig. ret
(509) Kajfas havde betragtet Jesus som sin rival. Folkets iver efter at høre Frelseren tale og deres tilsyneladende villighed til at tage imod hans lære havde vakt ypperstepræstens skinsyge. Men da Kajfas nu betragtede fangen, blev han grebet af beundring over hans ædle og værdige optræden. Han følte sig pludselig overbevist om, at denne mand var beslægtet med Gud. I næste øjeblik viste han hånligt tanken fra sig. Straks efter bad han hovmodigt og spottende Jesus udføre et af sine mirakler for dem. Men det var, som om Frelseren slet ikke hørte, hvad han sagde. Folket sammenlignede Annas’ og Kajfas’ ophidsede og ondskabsfulde væremåde med Jesu rolige, majestætiske holdning. Selv i denne forhærdede skare rejste spørgsmålet sig: Skal dette menneske med sin guddommelige fremtræden virkelig dømmes som en forbryder? ret
(509) Kajfas fornemmede den stemning, der var ved at indfinde sig, og fremskyndede forhøret. Der herskede stor forvirring blandt Jesu fjender. Det var deres faste beslutning at sikre sig, at han blev dømt, men de vidste ikke, hvordan det skulle lade sig gøre. Rådets medlemmer var delt mellem farisæerne og saddukæerne. Der var bittert fjendskab og strid imellem dem. Visse omdiskuterede punkter turde de ikke komme ind på af frygt for at komme i skænderi. ret
(510) Jesus kunne med ganske få ord have vakt deres fordomme mod hinanden og på denne måde have vendt deres vrede bort fra ham selv. Kajfas vidste dette, og han ønskede at undgå stridsspørgsmål. Der var rigeligt af vidner til at bevise, at Kristus havde fordømt præsterne og de skriftkloge, at han havde kaldt dem hyklere og mordere; men det var ikke hensigtsmæssigt at bringe dette vidneudsagn frem. Saddukæerne havde under deres hårde stridigheder med farisæerne brugt lignende udtryk over for dem, og den slags vidnesbyrd ville ikke have nogen vægt over for romerne, der selv følte afsky for farisæernes hykleri. Der var talrige beviser for, at Jesus havde vist ligegyldighed for jødernes overleveringer og udvist mangel på ærbødighed for mange af deres forordninger; men med hensyn til overleveringerne stod farisæerne og saddukæerne skarpt over for hinanden. Og heller ikke dette vidnesbyrd ville have nogen vægt over for romerne. Kristi fjender vovede ikke at anklage ham for at bryde sabbatten for at undgå, at en eventuel undersøgelse skulle afsløre, hvad det var han havde gjort. Hvis hans mirakler med helbredelse kom frem, ville præsternes forehavende lide nederlag. ret
(510) Falske vidner havde modtaget bestikkelse for at beskylde Jesus for at opflamme til oprør og forsøge at oprette en separat regering. Men deres vidnesbyrd viste sig at være svage og selvmodsigende. Ved en nærmere afhøring modsagde de sig selv. ret
(510) På et tidligt tidspunkt havde Kristus sagt: „Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.“ Ved hjælp af profetisk billedsprog havde han således forudsagt sin egen død og opstandelse. „Men det tempel, han talte om, var hans legeme.“ Disse ord havde jøderne forstået bogstaveligt, som om de refererede til Jerusalems tempel. I alt, hvad Kristus havde sagt, kunne præsterne ikke finde noget at bruge imod ham med undtagelse af dette. Ved at fordreje disse ord håbede de at opnå en fordel. Romerne havde været medvirkende til at opbygge og udsmykke templet, og de var meget stolte af det. Enhver ringeagt, der blev udvist imod det, ville med sikkerhed vække deres vrede. Her kunne romere og jøder, farisæere og saddukæere mødes, for de værdsatte alle templet højt. Der blev fundet to vidner, hvis udsagn på dette punkt ikke var så modstridende, som de andres havde været. Den ene, der var blevet bestukket til at anklage Jesus, erklærede: „Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.“ Sådan blev Kristi ord fordrejet. Hvis de var blevet gengivet nøjagtigt, som han havde sagt dem, ville de ikke have bevirket hans domfældelse, selv ikke af Sanhedrin. Hvis Jesus havde været et ganske almindeligt menneske, sådan som jøderne hævdede, ville hans erklæring kun have været udtryk for et tåbeligt, pralende sindelag, men den kunne ikke være blevet udlagt som gudsbespottelse. Selv om hans ord blev fordrejet af de falske vidner, rummede de ikke noget, som af romerne ville blive regnet for en forbrydelse, der skulle straffes med døden. ret
(510) Jesus lyttede tålmodigt til de modstridende vidnesbyrd. Han sagde ikke et ord til sit forsvar. Til sidst blev hans anklagere forvirrede og rasende. Man kom ingen vegne med forhøret. Det så ud til, at deres planer skulle slå fejl. Kajfas var ude af sig selv. En eneste udvej var tilbage; Kristus måtte tvinges til at dømme sig selv. Ypperstepræsten rejste sig fra dommersædet med ansigtet fordrejet af raseri, og hans stemme og optræden viste tydeligt, at hvis det havde været muligt for ham, ville han have slået fangen ned, der stod foran ham. „Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?“ ret
(511) Jesus forholdt sig roligt. „Han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund.“ ret
(511) „Er du Kristus, Guds Søn?“
Til sidst hævede Kajfas sin højre hånd mod himmelen og henvendte sig til Jesus med en form for edsaflæggelse: „Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?“ ret
(511) Efter en sådan henvendelse kunne Kristus ikke mere forholde sig tavs. Der var en tid til at tie og en tid til at tale. Han havde ikke talt, før han blev direkte spurgt. Han vidste, at det ville blive den visse død for ham at svare; men dette spørgsmål blev stillet af folkets højeste, anerkendte myndighed og i den Allerhøjestes navn. Kristus ville ikke undlade at vise respekt for loven. Desuden blev hans eget forhold til Faderen draget i tvivl. Han måtte tydeligt erklære, hvem han var, og hvorfor han var kommet. Jesus havde sagt til sine disciple: „Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.“ Nu gentog han den lære ved sit eget eksempel. ret
(511) Alle lyttede anspændt, og alles blikke var rettet mod ham, da han svarede: „Du sagde det selv.“ Det var, som om et himmelsk lys strålede fra hans blege ansigt, da han tilføjede: „Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.“ ret
(511) Et øjeblik strålede Kristi guddommelige væsen gennem hans menneskelige skikkelse. Ypperstepræsten veg forfærdet tilbage for Frelserens gennemtrængende blik. Dette blik syntes at læse hans skjulte tanker og at brænde sig ind i hans hjerte. Aldrig senere i sit liv kunne han glemme dette ransagende blik fra Guds forfulgte Søn. ret
(511) Kristus havde skildret modsætningen til det, der nu fandt sted. Han, livets og herlighedens Herre, skulle sidde ved Guds højre hånd. Han skulle dýmme verden, og ingen ville kunne gøre indsigelse mod hans afgørelse. Så ville enhver hemmelighed komme frem for Gud, og enhver ville blive dømt ester sine gerninger. ret
(511) Kristi ord forfærdede ypperstepræsten. Tanken om, at der ville komme en opstandelse af de døde, hvor alle skulle stilles for Guds domstol, for at blive belønnet eller dømt i overensstemmelse med deres gerninger, var en skrækkelig tanke for Kajfas. Han brød sig ikke om at tro, at han engang i fremtiden skulle dømmes efter sine gerninger. Han så pludselig begivenhederne i forbindelse med den endelige dom for sig som et panorama. Et øjeblik så han det frygtelige syn af gravene, der gav deres døde tilbage sammen med de hemmeligheder, han havde håbet skulle være skjult for evigt. Et øjeblik følte han det, som om han stod for den evige dommer, hvis øjne, der ser alt, læste hans tanker og bragte hemmeligheder for dagens lys, som han troede var skjult sammen med de døde. ret
(512) Synet forsvandt atter for ypperstepræstens blik. Kristi ord ramte ham, saddukæeren, på det ømmeste sted. Kajfas havde forkastet læren om opstandelsen, dommen og et evigt liv. Nu blev han grebet af et djævelsk raseri. Skulle denne mand, der stod som fange foran ham, gøre angreb på hans mest værdsatte teorier? Han sønderrev sin kappe, for at folk kunne se hans foregivne rædsel, og krævede, at fangen uden yderligere bevismateriale skulle dømmes for gudsbespottelse. „Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?“ Og de fordømte ham alle sammen. ret
(512) Det var en blanding af overbevisning og affekt, der fik Kajfas til at handle, som han gjorde. Han var rasende på sig selv over at have troet på Kristi ord, og i stedet for at overgive sig til sin stærke fornemmelse af sandheden og bekende, at Jesus var Messias, sønderrev han sin embedsdragt i kategorisk modstand. Denne handling var overordentlig betydningsfuld. Kajfas forstod kun lidt af, hvad den betød. Ved denne handling, der skulle gøre indtryk på dommerne og skabe sikkerhed for at få Kristus dømt, havde ypperstepræsten dømt sig selv. Efter Guds lov var han forkastet som præst. Han havde afsagt dødsdommen over sig selv. ret
(512) En ypperstepræst måtte ikke sønderrive sine klæder. Efter levitternes lov var dette forbudt under dødsstraf. Under ingen omstændigheder og ikke ved nogen lejlighed måtte præsten sønderrive sin kappe. Det var skik blandt jøderne at sønderrive klæderne, når en af deres venner døde, men præsterne måtte ikke følge denne skik. Der var ved Kristus givet udtrykkelig befaling herom til Moses. (3 Mos 10,6) ret
(512) Alt, hvad præsterne klædte sig i, skulle være helt og fejlfrit. Disse smukke embedsdragter symboliserede egenskaberne hos det store forbillede, Jesus Kristus. Intet andet end fuldkommenhed, i klædedragt, i væremåde, i ord og i ånd, kunne accepteres af Gud. Han er hellig, og hans herlighed og fuldkommenhed skulle den jordiske tjeneste være et eksempel på. Det dødelige menneske kunne sønderrive sit eget hjerte ved at udvise anger og ydmyghed, og dette ville Gud se. Men præstedragten måtte ikke flænges, for det ville skade fremstillingen af det himmelske. Den ypperstepræst, der vovede at vise sig i sit hellige embede og forrette tjeneste i helligdommen med en sønderrevet klædning, blev betragtet som en person, der havde skilt sig fra Gud. ret
(513) Ved at sønderrive sin kappe afskar han sig selv fra at være et forbillede. Gud accepterede ham ikke mere som en tjenestegørende præst. Den handlemåde, som Kajfas her lagde for dagen, afslørede menneskelige lidenskaber og menneskelig ufuldkommenhed. ret
(513) Ved at sønderrive sine klæder satte Kajfas Guds lov ud af kraft for at følge menneskers overleveringer. En menneskeskabt lov tillod, at en præst i tilfælde af gudsbespottelse måtte sønderrive sine klæder i rædsel over synden, og dog være uden skyld. Sådan blev Guds lov sat ud af kraft ved menneskers love. ret
(513) Hver eneste af ypperstepræstens handlinger blev iagttaget af folket med største interesse, og for virkningens skyld ville Kajfas stille sin fromhed til skue. Men ved denne handling, der var beregnet på at være en anklage mod Kristus, hånede han den, om hvem Gud havde sagt: „Mit navn er i ham.“ ret
(513) Han begik selv gudsbespottelse. Mens han selv stod under Guds dom, afsagde han dommen over Kristus som gudsbespotter. ret
(513) Da Kajfas sønderrev sin kappe, var hans handling af stor betydning for den stilling, jødefolket som folk herefter ville indtage over for Gud. Det folk, som engang var Guds udvalgte, skilte sig fra ham og var hurtigt ved at blive et folk, som Gud ikke ville kendes ved. Da Kristus på korset råbte: „Det er fuldbragt,“ og templets forhæng flængedes i to stykker, erklærede den hellige iagttager, at det jødiske folk havde forkastet Ham, som var det store forbillede for alle deres symboler, virkeligheden i alle deres skyggebilleder. Israel havde skilt sig fra Gud. Da ville der for Kajfas have været grund til at sønderrive den præstedragt, som betegnede, at han gjorde krav på at være stedfortræder for den store ypperstepræst; for nu havde den ikke mere nogen betydning for ham eller folket. Da ville han virkelig have haft grund til at sønderrive sin kappe i rædsel for sig selv og sit folk. ret
(513) Sanhedrin havde dømt Jesus til døden, men det var i modstrid med den jødiske lov at forhøre en fange om natten. En lovmæssig dom kunne kun afsiges ved dagens lys og i overværelse af det fuldtallige råd. På trods af dette blev Frelseren nu behandlet som en dødsdømt forbryder og overgivet til at blive mishandlet af de laveste og ondeste mennesker. Ypperstepræstens palads var placeret rundt om en åben gård, hvor soldaterne og mængden havde samlet sig. Jesus blev ført til vagtstuen gennem denne gård, og fra alle sider blev han mødt med spot, fordi han hævdede at være Guds Søn. Hans egne ord, at „sidde ved den Almægtiges højre hånd“ og at „komme på himlens skyer,“ blev hånligt gentaget. Mens han i vagtstuen afventede sin lovmæssige domfældelse, var han uden beskyttelse. Den uvidende pøbel havde set, med hvilken grusomhed han var blevet behandlet foran rådet, og ud fra dette tillod de sig at tilkendegive alle de djævelske tilbøjeligheder i deres natur. Kristi ædle optræden og guddommelige holdning drev dem til raseri. Hans sagtmodighed, hans uskyldighed og hans majestætiske tålmodighed fyldte dem med et djævelsk had. Barmhjertighed og retfærdighed blev der set stort på. Aldrig var en forbryder blevet behandlet så umenneskeligt, som Guds Søn blev det. ret
(514) Peter fornægter Jesus
Men en større smerte var ved at knuse Jesus. Det slag, som forvoldte den største smerte, kunne ingen fjendehånd have tildelt ham. Mens Kristus blev underkastet den parodi på et forhør af Kajfas, var han blevet fornægtet af en af sine egne disciple. ret
(514) Efter at have forladt deres Mester i haven havde to af disciplene dristet sig til på afstand at følge den pøbel, som bevogtede Jesus. Disse to disciple var Peter og Johannes. Præsterne genkendte Johannes som en af Jesu velkendte disciple og gav ham lov at komme ind i salen, i håb om at han, når han så deres førers ydmygelse, hånligt ville afvise tanken om, at han skulle være Guds Søn. Johannes lagde et godt ord ind for Peter og skaffede også ham adgang. Der var blevet tændt et bål i gården; for det var nattens koldeste tid lige før daggry. En flok mennesker samledes omkring ilden, og Peter tog dristigt plads blandt dem. Han nærede intet ønske om at genkendes som Jesu discipel. Ved bare at blande sig med mængden håbede han at blive antaget for at være en af dem, der havde ført Jesus til domssalen. ret
(514) Men da skæret fra ilden oplyste Peter ansigt, så den kvinde, som holdt vagt ved døren, undersøgende på ham. Hun havde lagt mærke til, at han var kommet ind sammen med Johannes. Hun lagde også mærke til hans nedtrykte ansigtsudtryk og mente, at han måske var en af Jesu disciple. Hun var en af tjenerne i Kajfas’ hus og var nysgerrig efter at vide det. Hun sagde til Peter: ret
(514) „Er du ikke også en af den mands disciple?“ Peter blev forfærdet og forvirret. Alles øjne rettedes øjeblikkeligt imod ham. Han lod, som om han ikke forstod hende; men hun blev ved og sagde til de omkringstående, at denne mand havde været sammen med Jesus. Peter følte sig tvunget til at svare og sagde vredt: „Jeg kender ham ikke, kvinde!“ Dette var den første fornægtelse, og straks efter galede hanen. Ak Peter, så hurtig til at skamme dig over din Mester! så hurtig til at fornægte din Herre! ret
(514) Da disciplen Johannes var kommet ind i domssalen, gjorde han ikke nogen forsøg på at skjule, at han var en af Jesu disciple. Han blandede sig ikke med den rå mængde, der hånede hans Mester. Ingen udspurgte ham, fordi han ikke spillede nogen falsk rolle og således udsatte sig for mistanke. Han fandt sig en afsides krog, hvor han ikke vakte opmærksomhed, men så nær Jesus som det var ham muligt. Herfra kunne han se og høre alt, hvad der fandt sted ved hans Herres domfældelse. ret
(514) Peter havde ikke regnet med at blive genkendt. Med en påtaget ligegyldig mine havde han anbragt sig i fjendens lejr, og han blev et let bytte for fristelserne. Hvis han var blevet kaldet til at kæmpe for sin Mester, ville han have været en modig soldat. Men da man pegede fingre ad ham med foragt, viste han sig at være en kujon. Mange, der ikke viger tilbage for aktiv kamp for deres Herre, drives til at fornægte deres tro, hvis de bliver latterliggjort. Ved at være sammen med dem, som de burde undgå, udsætter de sig for fristelser. De giver fjenden lejlighed til at friste dem, og de kommer til at sige og gøre ting, som de under andre omstændigheder aldrig ville have gjort sig skyldig i. De kristne mennesker, som i vore dage dækker over deres tro af frygt for repressalier, fornægter Kristus nøjagtigt, som Peter gjorde det i ypperstepræstens gård. ret
(515) Peter foregav at være uinteresseret i sin Herres domfældelse, men hans hjerte krympede sig i sorg, når han hørte de grusomme provokationer og så, hvilke mishandlinger han blev udsat for. Men han var også overrasket og vred over, at Jesus ville ydmyge sig selv og sine venner ved at finde sig i en sådan behandling. For at skjule sine sande følelser forsøgte han at deltage i Jesu forfølgeres grovkornede spøgefuldheder. Men hans opførsel var unaturlig. Han handlede løgnagtigt, og når han prøvede på at være ligeglad, kunne han ikke tilbageholde harmfulde udbrud over de mishandlinger, hans Mester måtte tåle. ret
(515) Han tiltrak sig opmærksomhed for anden gang, og igen blev han beskyldt for at være Jesu discipel. Nu erklærede han med en ed: „Jeg kender ikke det menneske!“ Alligevel blev der givet ham endnu en mulighed. Der var gået en time, da en af ypperstepræstens tjenere, som var en nær slægtning af den mand, hvis øre Peter havde hugget af, spurgte ham: „Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?“ „Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.“ Peter blev rasende ved at høre dette. Jesu disciple var kendt for deres rene sprog, og for at narre de spørgende og for at sandsynliggøre sin foregivne rolle fornægtede Peter nu sin Herre under banden og sværgen. Atter galede hanen. Nu hørte Peter det, og han mindedes Jesu ord: „Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.“ ret
(515) Netop som de nedværdigende eder havde forladt Peters læber, og hanens galen endnu lød i hans ører, vendte Frelseren sig om trods dommernes truende miner og så direkte på sin stakkels discipel. Samtidig så Peter på sin Herre. I Jesu ansigt læste han dyb medlidenhed og sorg, men der var ingen vrede. ret
(515) Synet af det blege, lidende ansigt med de skælvende læber, der udtrykte medfølelse og tilgivelse, stak ham i hjertet. Hans samvittighed vågnede. Han huskede. Peter huskede nu det løfte, som han havde aflagt for ganske få timer siden om, at han ville følge sin Herre i både fængsel og død. Han huskede sin sorg, da Frelseren i salen ovenpå havde sagt til ham, at han tre gange den samme nat ville fornægte sin Herre. Peter havde netop erklæret, at han ikke kendte Jesus, men nu indså han med bitter sorg, hvor godt hans Herre kendte ham, og at han havde set den falskhed i ham, som han ikke selv kendte. ret
(515) En bølge af minder skyllede ind over ham. Frelserens kærlige barmhjertighed, hans godhed og langmodighed, hans mildhed og tålmodighed over for sine disciple — han huskede det alt sammen. Han genkaldte sig advarslen: ret
(516) „Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.“ Han tænkte med gru på sin egen utaknemmelighed, sin falskhed, sin mened. Endnu engang så han hen på sin Herre og så en ugudelig hånd løftet for at slå ham i ansigtet. Ude af stand til at udholde dette syn rejste han sig og styrtede sønderknust ud fra domssalen. ret
(516) Han skyndte sig af sted i ensomhed og mørke — han vidste ikke og brød sig ikke om at vide hvorhen. Til sidst fandt han sig selv i Getsemane. Begivenheden få timer tidligere stod lyslevende for ham. Hans Herres lidende ansigt, plettet af blod og sved og fortrukket af smerte, viste sig for ham. Med de største samvittighedskvaler huskede han, at Jesus havde grædt og lidt alene i bøn, mens de, som skulle have været sammen med ham i denne prøvelse, lå og sov. Han huskede den højtidelige opfordring: „Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.“9 Han genoplevede, hvad der var foregået i domssalen. Det pinte ham usigeligt at vide, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens ydmygelse og sorg. På det samme sted, hvor Jesus havde udøst sin sjæl i den største smerte til sin Far, kastede Peter sig næsegrus ned og ønskede, at han måtte dø. ret
(516) Ved at sove, da Jesus bad ham våge og bede, havde Peter banet vejen for sin store synd. Alle disciplene havde lidt et stort tab ved at sove i denne skæbnesvangre time. Kristus kendte den ildprøve, de skulle igennem. Han vidste, hvordan Satan ville arbejde for at lamme deres sanser, så de ikke var klar til prøvelsen. Derfor gav han dem denne advarsel. Hvis disse timer i haven var blevet tilbragt med at våge og bede, ville Peter ikke have været overladt til at stole på sin egen svage styrke. Så ville han ikke have fornægtet sin Herre. Hvis disciplene havde set Kristus i hans sjæleangst, ville de have været forberedt på at se hans lidelser på korset. De ville til en vis grad have forstået hans overvældende smerte. De ville have været i stand til at huske hans ord, der forudsagde hans lidelser, hans død og hans opstandelse. Midt i den mørkeste time ville nogle stråler af håb have lyst op i mørket og have støttet dem i deres tro. ret
(516) Anklaget og dømt
Så snart det blev dag, samledes Sanhedrin atter, og Jesus blev på ny ført ind i retssalen. Han havde erklæret sig selv for at være Guds Søn, og de havde udlagt hans ord som en anklage imod ham. Men de kunne ikke dømme ham på dette grundlag, for mange af dem havde ikke været til stede ved indkaldelsen om natten og havde ikke hørt, hvad han sagde. Og de vidste, at den romerske domstol ikke ville finde noget i hans ord, der fortjente dødsstraf. Men hvis de kunne få ham til at gentage alt, kunne de måske nå deres mål. De kunne fordreje hans hævdelse af at være Messias til et oprørsk, politisk krav. ret
(517) „Er du Kristus,“ sagde de, „så sig os det!“ Men Kristus blev ved med at tie. De fortsatte med at bestorme ham med spørgsmål. Til sidst svarede han bedrøvet: „Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det, og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare.“ Men for at de ikke skulle have nogen undskyldning, tilføjede han denne alvorlige advarsel: „Herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.“ ret
(517) „Du er altså Guds søn,“ spurgte de som med én stemme. Han sagde til dem: „I siger selv, at jeg er det.“ Så råbte de: „Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.“ ret
(517) Ifølge de jødiske myndigheders tredje domfældelse skulle Jesus så dø. Alt, hvad der efter deres mening manglede nu, var, at romerne stadfæstede denne dom, og at han blev overgivet i deres hænder. ret
(517) Nu fulgte den tredje scene med mishandling og spot, langt værre end den han havde måttet tåle fra den uvidende hob. Den foregik i præsternes og rådsherrernes tilstedeværelse og med deres billigelse. Enhver følelse af sympati eller medmenneskelighed var forsvundet fra deres hjerter. Hvis deres argumenter var for svage til at bringe ham til at tie, havde de andre våben af den slags, som til alle tider har været brugt for at bringe kættere til tavshed lidelse, vold og død. ret
(517) Da dødsdommen over Jesus var afsagt af dommerne, blev folket grebet af et djævelsk raseri. Brølet af deres stemmer lød som vilde dyr. Mængden stormede hen imod Jesus og råbte: Han er skyldig, dræb ham! Havde det ikke været for de romerske soldater, ville Jesus ikke være blevet naglet til korset på Golgata. Han ville være blevet sønderrevet for øjnene af sine dommere, hvis ikke de romerske myndigheder havde lagt sig imellem og med våbenmagt havde begrænset mængdens voldshandlinger. ret
(517) Hedenske mænd var vrede over den brutale behandling af et menneske, mod hvem intet var bevist. De romerske officerer erklærede, at jøderne ved at fælde dom over Jesus krænkede den romerske magt, og at det endog stred imod den jødiske lov at dømme et menneske til døden på grundlag af hans eget vidnesbyrd. Denne indblanding medførte en kortvarig standsning af deres handlinger; men de jødiske ledende mænd var ude over enhver form for medfølelse eller skam. ret
(517) Præster og rådsherrer glemte deres embedes værdighed og overøste Guds Søn med ukvemsord. De hånede ham på grund af hans herkomst. De erklærede, at hans dristighed ved at erklære sig for at være Messias gjorde ham fortjent til den mest vanærende død. De mest samvittighedsløse mænd gav sig til at mishandle Frelseren på den mest infame måde. Et gammelt klædningsstykke blev kastet over hovedet på ham, og hans forfølgere slog ham i ansigtet og sagde: „Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?“ Da kla:det atter blev fjernet, var der en usling, som spyttede ham i ansigtet. ret
(518) Guds engle registrerede omhyggeligt hvert eneste kra:nkende blik, ord og handling mod deres elskede fører. En dag vil de nedrige mennesker, der ha nede ham og spyttede på hans rolige, blege ansigt, komme til at se det i dets herlighed, hvor det straler klarere end solen. ret