(519) Beretningen om Judas tegner et billede af den sørgelige afslutning på et liv, der kunne have været til Guds ære. Hvis Judas var død før sin sidste rejse til Jerusalem, ville han være blevet betragtet som et menneske, der var værdig til at have sin plads blandt de tolv, og som én, der ville blive dybt savnet. Den afsky, som har fulgt ham gennem århundrederne, ville ikke have eksisteret, hvis man ikke havde fået kendskab til de karaktertræk, der åbenbarede sig ved afslutningen af hans tilværelse. Men det var med et bestemt formål, at hans karakter blev afsløret for verden. Det skulle være en advarsel for alle, der ligesom han ville forråde hellig tillid. ret
(519) Under Jesu indflydelse
Kort tid før påskehøjtiden havde Judas fornyet sin aftale med præsterne om at udlevere Jesus til dem. Derefter blev det arrangeret, at Frelseren skulle pågribes et af de steder, han benyttede til bøn og eftertanke. Siden gæstebudet i Simons hus havde Judas haft mulighed for at overveje den gerning, som han havde forpligtet sig til at udføre, men han havde ikke ændret sine planer. For tredive sølvmønter — prisen for en slave — solgte han herlighedens Herre til vanære og død. ret
(519) Judas nærede af naturen en stor kærlighed til penge; men han havde ikke altid været så ond, at han kunne gøre noget som dette. Han havde dyrket pengebegæret, indtil det blev drivkraften i hans liv. Kærligheden til penge var stærkere end hans kærlighed til Kristus. Ved at blive slave af en enkelt last overgav han sig selv til Satan for at blive drevet til det yderste i synd. ret
(519) Judas havde sluttet sig til disciplene, dengang store skarer fulgte Kristus. Frelserens lære betog dem, når de henrykt lyttede til hans ord i synagogen, ved søens bred eller på bjerget. Judas så de syge, de lamme og de blinde flokkes om Jesus fra byerne og landsbyerne. Han så de døende blive lagt ved hans fødder. Han var vidne til Frelserens mirakler med at helbrede syge, uddrive djævle og opvække døde. Han anerkendte Kristi lære som noget, der stod højt over alt, hvad han hidtil havde hørt. Han elskede den store lærer og ville gerne være sammen med ham. Han følte trang til en forvandling af sin karakter og sit liv, og han håbede på at komme til at opleve dette ved at slutte sig til Jesus. Frelseren afviste ikke Judas. Han gav ham plads blandt de tolv. Han betroede ham en evangelists gerning. Han tildelte ham kraft til at helbrede de syge og uddrive onde ånder. Men Judas nåede ikke det punkt, hvor han helt overgav sig til Kristus. Han opgav ikke sin verdslige ærgerrighed og sin pengebegærlighed. Skønt han tog imod stillingen som Kristi tjener, lod han ikke det guddommelige forme sig. Han mente, at han kunne beholde sin egen dømmekraft og sine meninger, og han nærede en tilbøjelighed til at kritisere og anklage andre. ret
(520) Offer for tvivl
Judas var højt agtet af disciplene og havde stor indflydelse på dem. Han havde selv høje meninger om sin egen dygtighed og betragtede sine medbrødre som værende langt under ham i dømmekraft og duelighed. Han mente, at de ikke så deres egne muligheder eller udnyttede omstændighederne. Menigheden ville aldrig klare sig, når den havde så kortsynede mænd til ledere. Peter var impulsiv; han plejede at handle uovervejet. Johannes, som gemte på de sandheder, der lød fra Kristi læber, blev af Judas anset for at være en dårlig økonom. Matthæus, hvis uddannelse havde lært ham at være omhyggelig med alt, var meget nøjeregnende med hensyn til ærlighed; han overvejede altid Kristi ord nøje og fordybede sig sådan i dem, at han efter Judas’ mening ikke kunne betros vigtig, vidtrækkende virksomhed. Således opsummerede Judas alle disciplene og smigrede sig selv med, at menigheden uden hans evner som økonomisk leder ofte ville komme i forlegenhed og vanskeligheder. Judas betragtede sig selv som den eneste kompetente, der ikke kunne overgås af nogen. Efter sin egen bedømmelse var han en ære for sagen, og sådan førte han sig også frem. ret
(520) Judas var blind for sine egne karaktersvagheder, og Kristus anbragte ham, hvor han ville have mulighed for at se og rette dem. Som kasserer var det ham, der skulle sørge for flokkens fornødenheder og at lindre de fattiges nød. Da Jesus ved påskemåltidet sagde til ham: „Hvad du gør, gør det snart.“ troede disciplene, at han havde befalet ham at købe, hvad der var nødvendigt til højtiden, eller at give noget til de fattige. Ved at tjene andre kunne Judas have udviklet et uselvisk sind. Men selv om han dagligt lyttede til Kristi lære og var vidne til hans uselviske liv, henfaldt Judas til sine begærlige tilbøjeligheder. De små summer, han fik i hænderne, var ham en vedvarende fristelse. Ofte, når han gjorde Kristus en lille tjeneste eller brugte noget af sin tid til religiøse formål, tog han sig betalt af disse sparsomme midler. I hans egne øjne var det rigtigt, hvad han gjorde, men i Guds øjne var han en tyv. ret
(520) Kristi ofte gentagne forkyndelse af, at hans rige ikke var af denne verden, krænkede Judas. Han havde udstukket en kurs, som han forventede, at Kristus ville følge. Han havde planlagt, at Johannes Døber skulle befries fra fængslet. Men se, Johannes blev ladt i stikken og halshugget! ret
(521) Og Jesus trak sig tilbage til et sted ude på landet sammen med sine disciple i stedet for at hævde sin kongelige ret. Judas ønskede en mere aggressiv krigsførelse. Han tænkte, at hvis Jesus ikke altid forhindrede disciplene i at udføre deres egne planer, så ville arbejdet lykkes bedre. Han lagde mærke til de jødiske lederes voksende fjendtlighed og så, at deres udfordring forblev upåagtet, da de krævede et tegn fra Himmelen af Kristus. Hans hjerte var åbent for vantroen, og fjenden forsynede ham med tvivlende og oprørske tanker. Hvorfor opholdt Jesus sig så meget ved det, som var nedslående? Hvorfor forudsagde han prøvelser og forfølgelse for sig selv og sine disciple? Det var udsigten til at få en høj stilling i det nye rige, der havde fået Judas til at gå ind for Kristi sag. Skulle hans håb blive skuffet? Judas var ikke helt sikker på, at Jesus var Guds søn og forsøgte at finde en eller anden forklaring på hans mirakler. ret
(521) På trods af Frelserens egen lære blev Judas ved med at holde fast ved tanken om, at Kristus skulle herske som konge i Jerusalem. Da de fem tusinde var blevet bespist, forsøgte han at fremme den. Judas hjalp med til at uddele maden til den sultne skare. Han havde lejlighed til at se de velgerninger, som det stod i hans magt at tildele andre. Han følte den tilfredsstillelse, der altid følger med at være i Guds tjeneste. Han hjalp med at føre de syge og lidende fra menneskemængden til Kristus. Han så den befrielse og glæde, der fyldte dem, som blev hjulpet af Kristus. Han havde mulighed for at forstå Kristi fremgangsmåde; men han var blændet af sine egne egoistiske ønsker. Judas var den første til at udnytte begejstringen efter miraklet med bespisningen. Det var ham, der kom med forslaget om at tage Kristus med magt og kåre ham til konge. Hans forhåbninger var store, og hans skuffelse var bitter. ret
(521) Judas bryder ud
Kristi tale i synagogen om livets brød blev vendepunktet i Judas’ tilværelse. Han hørte ordene: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ Han indså, at det var åndelige frem for verdslige goder, Kristus tilbød. Han betragtede sig selv som fremsynet og mente at kunne se, at Jesus ikke ønskede sig nogen hæder, og at han ikke havde nogle høje stillinger at tilbyde sine disciple. Han bestemte sig til ikke at knytte sig så fast til Kristus, at han ikke kunne trække sig tilbage. Han ville være på vagt, og han var på vagt. ret
(521) Fra det tidspunkt gav han udtryk for en tvivl, som forvirrede disciplene. Han skabte splid og dårlig stemning blandt dem og gentog de skriftkloges og farisæernes argumenter mod Kristi ord. Alle de små og store besværligheder og ærgrelser, vanskelighederne og de tilsyneladende hindringer for evangeliets fremgang blev af Judas udlagt som beviser mod dets sandfærdighed. Han plejede at citere steder fra Skriften, som ikke havde nogen forbindelse med de sandheder, Kristus forkyndte. Disse skriftsteder, der var revet ud af deres sammenhæng, forvirrede disciplene og forøgede den modløshed, der konstant nagede dem. Men Judas gjorde det på en måde, så han fremstod som værende samvittighedsfuld. Og mens disciplene søgte efter beviser til bekræftelse af den store lærers ord, plejede Judas umærkeligt at føre dem ind på et andet spor. På en from og tilsyneladende klog måde udlagde han således tingene, men i et helt andet lys, end Jesus havde gjort, idet han tillagde dem en betydning som Jesus ikke havde tilsigtet. Hans forslag vakte hele tiden ærgerrighed efter verdslige fordele, og på denne måde ledte de disciplenes sind bort fra de vigtige spørgsmål, som de burde have overvejet. Uenigheden om, hvem af dem der skulle være den største, blev i almindelighed fremkaldt af Judas. ret
(522) Da Jesus forkyndte den rige unge rådsherre betingelserne for at blive hans discipel, var Judas misfornøjet. Han mente, at der var begået et fejlgreb. Hvis sådanne mennesker som denne rådsherre ville slutte sig til de troende, ville det hjælpe med til at støtte Kristi sag. Judas mente, at hvis man blot ville lytte til hans råd, kunne han foreslå meget til gavn for den lille menighed. Hans principper og metoder ville nok afvige noget fra Jesu, men i den henseende mente han, at han var klogere end Kristus. ret
(522) I alt, hvad Kristus sagde til sine disciple, var der noget, som Judas inderst inde var uenig i. Gennem hans påvirkning voksede utilfredsheden hurtigt og umærkeligt. Disciplene kunne ikke se den egentlige årsag hertil; men Jesus så, at Satan havde fået tag i Judas og således banede sig vej til at påvirke de andre disciple. Et år før forræderiet sagde Kristus således: „Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?“ ret
(522) Alligevel gjorde Judas hverken åbenlys modstand eller syntes at betvivle Frelserens ord. Han gav ikke åbent udtryk for utilfredshed før ved gæstebudet i Simons hus. Da Maria salvede Frelserens fødder, afslørede Judas sin pengegriske indstilling. Da Jesus irettesatte ham, blev han overvældet af vrede. Såret forfængelighed og ønsket om hævn nedbrød alle skranker, og pengebegærligheden, som han så længe havde haft, fik magten over ham. Enhver, der bliver ved med at manipulere med synd, vil erfare noget tilsvarende. De elementer af moralsk fordærv, der ikke bliver modarbejdet og besejret, giver efter for Satans fristelser, og sindet bliver fanget af ham. ret
(522) Forræderen
Men Judas var endnu ikke fuldstændig forhærdet. Selv efter at han to gange havde forpligtet sig til at forråde Frelseren, var der mulighed for at angre. Ved påskemåltidet beviste Jesus sin guddommelighed ved at afsløre forræderens hensigter. Han inkluderede kærligt Judas i sin tjenergerning over for disciplene. Men denne sidste appel i kærlighed forblev upåagtet. Derefter var Judas’ sag afgjort, og de fødder, som Jesus havde vasket, gik bort for at udrette forræderens gerning. ret
(523) Judas ræsonnerede, at hvis det var bestemt, at Jesus skulle korsfæstes, så ville det komme til at ske i alle tilfælde. Hans egen medvirken ved at forråde Frelseren ville ikke komme til at ændre noget. Hvis Jesus ikke skulle dø, ville det blot tvinge ham til at befri sig selv. I alle tilfælde ville Judas opnå noget ved sit forræderi. Han regnede med, at han havde gjort en god forretning ved at forråde sin Herre. ret
(523) Judas troede imidlertid ikke, at Kristus ville lade sig tage til fange. Hans hensigt med at forråde ham var at give ham en lærestreg. Det var hans mening at medvirke til, at Frelseren efterfølgende ville tage sig i agt og behandle ham med passende respekt. Men Judas vidste ikke, at han udleverede Frelseren til døden. Hvor ofte var det ikke sket, når Kristus fortalte i lignelser, at de skriftkloge og farisæerne havde ladet sig rive med af hans rammende billedsprog. Hvor ofte havde de ikke afsagt dommen over sig selv! Når sandheden var gået op for dem, var de mange gange blevet rasende og havde taget sten op for at kaste dem efter ham; men gang på gang var han sluppet fra dem. Siden han havde undgået så mange fælder, mente Judas ikke, at Jesus ville tillade, at man greb ham. ret
(523) Judas besluttede at lade det komme an på en prøve. Hvis Jesus virkelig var Messias, ville folket, som han havde gjort så meget for, flokkes om ham og udråbe ham til konge. Dette ville for altid berolige mange sind, som nu var usikre. Judas ville få æren for at have placeret kongen på Davids trone, og denne handling ville sikre ham den øverste plads ved Kristi side i det nye rige. ret
(523) Den falske discipel medvirkede til at forråde Jesus. Da han i haven sagde til flokkens ledere: „Det er ham, som jeg kysser; grib ham,“ troede han fuldt og fast på, at Kristus ville slippe fra dem. Hvis de så bebrejdede ham noget, kunne han sige: Sagde jeg ikke, at I skulle gribe ham? ret
(523) En tragisk afslutning
Judas så, hvordan de greb og bandt Jesus, efter at han havde angivet ham. Med forbløffelse så han, at frelseren fandt sig i at blive ført bort. Ængsteligt fulgte han efter ham fra haven til forhøret hos de jødiske rådsherrer. Ved hver bevægelse ventede han at se Jesus overraske sine fjender ved at vise sig for dem som Guds Søn og tilintetgøre al deres list og magt. Men efterhånden som timerne gik, og Jesus fandt sig i al den mishandling, han blev udsat for, blev forræderen grebet af en forfærdelig frygt for, at han havde solgt sin Herre til døden. ret
(523) Da forhøret nærmede sig sin afslutning, kunne Judas ikke mere holde ud at blive plaget af sin dårlige samvittighed. Pludselig lød der en hæs stemme gennem salen, som sendte en bølge af rædsel gennem alle de tilstedeværende: Han er uskyldig Kajfas; skån ham! ret
(523) Nu så man Judas’ høje skikkelse bane sig vej gennem den forskrækkede mængde. Hans ansigt var blegt og hærget, og sveden perlede i store dråber på hans pande. Han styrtede hen til dommersædet og kastede de tredive sølvmønter ned foran ypperstepræsten, der havde været prisen for at forråde hans Herre. Han greb ivrigt fat i Kajfas’ kjortel og bønfaldt ham om at frigive Jesus, idet han erklærede, at han ikke havde gjort noget, der fortjente døden. Kajfas rystede ham vredt af sig, men blev forvirret og vidste ikke, hvad han skulle sige. Præsternes forræderi var blevet afsløret. Det var øjensynligt, at de havde bestukket disciplen til at forråde sin Mester. ret
(524) „Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod,“ råbte Judas atter. Men ypperstepræsten, som nu havde genvundet fatningen, svarede foragteligt: „Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.“ Præsterne havde været villige nok til at benytte Judas som deres redskab; men de foragtede hans lumpenhed. Da han kom til dem med sin tilståelse, hånede de ham. ret
(524) Nu kastede Judas sig for Jesu fødder, og idet han anerkendte ham som Guds Søn, bønfaldt han ham om at befri sig selv. Frelseren bebrejdede ikke sin forræder. Han vidste, at Judas ikke virkeligt angrede. Hans tilståelse var af en forfærdelig følelse af fordømmelse med udsigt til dom blevet presset ud af hans skyldige sind; men han følte ikke nogen dyb og ægte sorg, fordi han havde forrådt og fornægtet Guds skyldfri Søn. Alligevel fordømte Jesus ham ikke. Han betragtede Judas med medlidenhed og sagde: Dertil er jeg kommet til verden. ret
(524) Der lød en undrende mumlen fra forsamlingen. Det var med forbavselse, at de så Jesu overbærenhed mod den, der havde forrådt ham. Atter blev de grebet af en overbevisning om, at denne mand var mere end et dødeligt menneske. Men hvis han var Guds Søn — sådan spurgte de sig selv — hvorfor gjorde han sig så ikke fri for sine bånd og triumferede over sine anklagere? ret
(524) Judas indså, at hans bønfaldelse var forgæves, og han styrtede ud af salen, mens han råbte: Det er for sent! Det er for sent! Han følte, at han ikke kunne leve videre for at se Jesus blive korsfæstet, og i sin fortvivlelse gik han ud og hængte sig. ret
(524) Senere den samme dag, på vejen fra Pilatus’ borg til Golgata, blev der et ophold i de hånende tilråb fra den ondskabsfulde skare, der førte Jesus til stedet for korsfæstelsen. Da de passerede et lidt afsides sted, så de Judas’ lig ved foden af et udgået træ. Det var et særdeles ubehageligt syn. Hans vægt havde sprængt rebet, som han havde brugt til at hænge sig med i træet. Ved faldet var hans legeme blevet frygteligt lemlæstet, og nu var hundene i færd med at æde det. Hans jordiske rester blev straks begravet, så man ikke kunne se dem; men der lød mindre spot blandt mængden, og mange blege ansigter afslørede de tanker, der skjulte sig bag dem. Gengældelsen syntes allerede at hjemsøge dem, der var skyldige i Jesu blod. ret