(525) Kapitlet er bygget op over Matt 27,2. 11-31; Mark 15,1-20; Luk 23,1-25; Joh 18,28-40; 19,1-16.
I den romerske landshøvding Pilatus’ retssal står Kristus bundet som en fange. Han er omgivet af en vagt af soldater, og salen fyldes hurtigt af tilskuere. Lige uden for indgangsdøren står Sanhedrins medlemmer, præsterne, rådsherrerne, de ældste og pøbelen. ret
(525) Efter at Sanhedrin, det jødiske råd, havde dømt Jesus, var de kommet til Pilatus for at få dommen stadfæstet og fuldbyrdet. Men disse jødiske embedsmænd ville ikke gå ind i den romerske retssal. Ifølge deres ceremonilov ville de herved blive besmittet og således forhindret i at deltage i påskehøjtiden. I deres blindhed kunne de ikke se, at et morderisk had havde besmittet deres sind. De kunne ikke se, at Kristus var det virkelige påskelam, og at den store højtid havde mistet sin betydning, fordi de havde forkastet ham. ret
(525) Da Frelseren blev ført ind i retssalen, var det ikke venlige blikke Pilatus sendte ham. Den romerske landshøvding var i hast blevet tilkaldt fra sit sovekammer, og han besluttede at blive færdig med sit arbejde så hurtigt som muligt. Han var parat til at behandle fangen med myndig strenghed. Idet han anlagde sit strengeste udtryk, vendte han sig om for at se, hvilken slags menneske det var, han skulle forhøre, siden han var blevet tilkaldt fra sin hvile på så tidligt et tidspunkt. Han vidste, at det måtte være en eller anden, som de jødiske myndigheder var ivrige efter at få forhørt og straffet i største hast. ret
(525) Præsterne kræver dom uden rettergang
Pilatus betragtede de mænd, der havde Jesus i deres varetægt, og derpå så han undersøgende på Jesus. Han havde haft at gøre med alle slags forbrydere; men aldrig før var han blevet stillet over for en mand, der i den grad var kendetegnet af godhed og ædelhed. I hans ansigtsudtryk så han intet tegn på skyld, intet udtryk for frygt, ingen frækhed og ingen trods. Han så et menneske med en rolig og værdig holdning, hvis ansigt ikke bar præg af forbrydelser, men af Himmelen. ret
(525) Synet af Kristus gjorde et godt indtryk på Pilatus og talte til hans bedre jeg. Han havde hørt om Jesus og hans gerninger. Hans hustru havde fortalt ham om nogle af de vidundere, der var sket ved den galilæiske profet, der helbredte de syge og opvækkede de døde. Dette havde Pilatus i tankere sammen med rygter, han havde hørt fra forskellige sider. Han besluttede at spørge jøderne, hvad det var, de anklagede fangen for. ret
(526) Hvem er denne mand, og hvorfor har I bragt ham herhen, spurgte han. Hvad er det, I beskylder ham for? Dette bragte jøderne ud af fatning. De vidste, at de ikke kunne underbygge deres anklager mod Kristus og ønskede ikke noget offentligt forhør. De svarede, at han var en bedrager, der blev kaldt Jesus fra Nazaret. ret
(526) Atter spurgte Pilatus: „Hvilken anklage fremfører I mod denne mand?“ Præsterne besvarede ikke hans spørgsmål, men med ord, som viste deres ophidselse, sagde de: „Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig.“ Når de, som udgør Sanhedrin, det vil sige folkets ypperste mænd, kommer til dig med et menneske, som de anser for at fortjene døden, behøver man så at forlange en anklage imod ham? De håbede at gøre indtryk på Pilatus og at give ham en fornemmelse af, hvor betydningsfulde de var, og således få ham til at gå ind på deres forlangende uden at skulle igennem alt for mange indledende undersøgelser. De var ivrige efter at få deres dom stadfæstet; for de vidste, at folket, som havde været vidne til Kristi vidunderlige gerninger, ville kunne fortælle en historie, der var vidt forskellig fra de opdigtede beretninger, som de nu selv fortalte. ret
(526) Præsterne mente, at de uden besvær kunne få gennemført deres planer ved hjælp af den svage og vankelmodige Pilatus. Han havde tidligere underskrevet dødsdomme i en fart og dødsdømt mænd, som de vidste ikke fortjente døden. Efter hans opfattelse havde en fanges liv kun ringe betydning. Om han var skyldig eller uskyldig var ret ligegyldigt. Præsterne håbede på, at Pilatus nu ville afsige dødsdommen over Jesus uden at give ham lejlighed til at blive hørt. Dette bad de ham om som en begunstigelse i anledning af deres store nationale festdag. ret
(526) Men der var noget ved fangen, der holdt Pilatus tilbage. Han vovede ikke at gøre det. Han var klar over præsternes hensigter. Han huskede, hvordan Jesus kort forinden havde opvækket Lazarus, en mand, der havde været død i fire dage, og han besluttede, at han, før han underskrev dødsdommen, ville have at vide, hvad han blev anklaget for, og om det kunne bevises. ret
(526) Hvorfor bringer I fangen til mig, hvis jeres egen dom er fyldestgørende, sagde han. „Så tag I ham og døm ham efter jeres lov.“ Således presset sagde præsterne, at de allerede havde fældet dom over ham, men at de måtte have Pilatus’ dom for at gøre deres egen retsgyldig. Hvordan lyder jeres dom? spurgte Pilatus. En dødsdom, svarede de, men vi har ikke lov til at henrette nogen. De bad Pilatus om at stole på deres ord med hensyn til Kristi forbrydelse og stadfæste deres dom. De skulle nok selv tage ansvaret og følgerne. ret
(526) Pilatus var ikke nogen retfærdig eller samvittighedsfuld dommer; men skønt han var svag i moralsk henseende, afslog han at opfylde denne bøn. Han ville ikke dømme Jesus, før der var en anklage imod ham. ret
(527) Falske anklager
Præsterne var i et dilemma. De var klar over, at de helt måtte skjule deres hykleri. Det måtte på ingen måde se ud, som om at Kristus var blevet fængslet af religiøse årsager. Hvis dette blev anført som anklagen, ville deres sagsanlæg ikke have nogen værdi over for Pilatus. De måtte få det til at se ud, som om Jesus arbejdede imod den borgerlige lov. Så kunne han straffes som politisk forbryder. Der opstod konstant tumulter og oprør mod det romerske styre blandt jøderne. Romerne havde optrådt meget hårdhændet mod disse oprørsforsøg, og de var hele tiden på vagt for at undertrykke alt, hvad der kunne føre til et nyt udbrud. ret
(527) Kun få dage forinden havde farisæerne forsøgt at lokke Kristus i en fælde med spørgsmålet: „Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej?“ Men Kristus havde afsløret deres hykleri. De romere, der var til stede, havde set, hvordan det var slået fuldstændig fejl for de sammensvorne og deres skuffelse over hans svar: „Så giv kejseren, hvad kejserens er.“ ret
(527) Nu ville præsterne prøve at få det til at se ud, som om Kristus ved denne lejlighed havde sagt det, som de håbede, han ville sige. I deres nød kaldte de falske vidner til hjælp, og de gav sig til „at anklage ham og sagde: ‘Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.’“ Det var tre anklager, som alle savnede begrundelse. Præsterne vidste det godt, men de var villige til at begå mened, hvis de derved kunne opnå, hvad de ville. ret
(527) I forhør hos Pilatus
Pilatus gennemskuede deres hensigter. Han troede ikke på, at fangen havde konspireret mod regeringen. Hans sagtmodige og beskedne optræden passede overhovedet ikke til anklagen. Pilatus var overbevist om, at der var tale om en sammensværgelse for at tilintetgøre en uskyldig mand, der stod de jødiske stormænd i vejen. Han vendte sig mod Jesus og spurgte ham: „Er du jødernes konge?“ Frelseren svarede: „Du siger det selv.“ Og mens han talte, lyste hans ansigt op, som om en solstråle skinnede på det. ret
(527) Da de hørte hans svar, kaldte Kajfas og hans ledsagere Pilatus til vidne på, at Jesus havde tilstået den forbrydelse, han var anklaget for. Med høje råb forlangte præster, skriftkloge og rådsherrer ham dømt til døden. Råbene blev gentaget af mængden, og larmen var øredøvende. Pilatus blev forvirret. Da han så, at Jesus ikke gjorde mine til at svare sine anklagere, sagde Pilatus til ham: „Siger du ikke noget? Hør hvor de anklager dig!« Men Jesus svarede ikke mere.“ ret
(527) Stående bag Pilatus og synlig for alle i retten hørte Kristus skældsordene; men han svarede ikke et ord på alle de falske beskyldninger imod sig. Hele hans fremtræden tilkendegav, at han var sig sin uskyld bevidst. Han stod uberørt af de bølger af raseri, der slog sammen om ham. Det var, som om de tunge brådsøer af vrede, der tårnede sig højere og højere op som bølgerne i det larmende hav, slog sammen over ham uden at røre ham. Han stod tavs, men hans tavshed sagde alt. Den var som et lys, der skinnede ud fra hans indre. ret
(528) Gud taler til Pilatus
Pilatus var forbavset over hans væremåde. Er denne mand ligeglad med, hvad der sker, fordi han ikke ønsker at redde sit liv, spurgte han sig selv. Mens han betragtede Jesus, der uden at tage til genmæle fandt sig i spot og hån, følte han, at denne mand ikke kunne være så uretfærdig og uhæderlig, som de højrøstede præster var. I håb om at få ham til at sige sandheden førte Pilatus Jesus til side og spurgte ham atter: „Er du jødernes konge?“ ret
(528) Jesus besvarede ikke spørgsmålet direkte. Han vidste, at Helligånden bearbejdede Pilatus, og han gav ham en mulighed for at erkende sin overbevisning. „Siger du det af dig selv,“ spurgte han, „eller er det noget, andre har sagt dig om mig?“ Det vil sige, var det præsternes beskyldninger eller ønsket om at modtage lyset fra Kristus, der havde udløst Pilatus’ spørgsmål? Pilatus forstod, hvad Jesus mente; men stoltheden rejste sig i hans sind. Han ville ikke indrømme, hvilken overbevisning der trængte sig frem i ham. „Er jeg måske jøde?“ sagde han. „Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?“ ret
(528) Den gyldne mulighed var forsvundet for Pilatus. Alligevel undlod Jesus ikke at oplyse ham yderligere. Mens han ikke direkte besvarede Pilatus’ spørgsmål, beskrev han tydeligt sin egen mission. Han lod Pilatus forstå, at han ikke søgte nogen jordisk trone. ret
(528) „Mit rige er ikke af denne verden,“ sagde han. „Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ Da sagde Pilatus til ham: „Så er du altså konge?“ Jesus svarede: „Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.“ ret
(528) Kristus stadfæstede, at hans ord i sig selv var nøglen til at løse mysteriet for dem, der var forberedt til at tage imod det. Det havde en overbevisende kraft, og dette var hemmeligheden ved udbredelsen af hans sandhedsrige. Han ville gerne have Pilatus til at forstå, at kun ved at tage imod og tilegne sig sandheden kunne hans fordærvede natur blive genoprettet. ret
(528) Pilatus ønskede at kende sandheden. Hans tanker var forvirrede. Han tog ivrigt mod Frelserens ord, og han blev grebet af en stærk længsel efter at vide, hvad sandheden virkeligt var, og hvordan han kunne tilegne sig den. ret
(528) „Hvad er sandhed?“ spurgte han. Men han afventede ikke svaret. Larmen udenfor kaldte ham atter tilbage til den øjeblikkelige situation; for præsterne forlangte højrøstet, at han skulle handle hurtigt. Han gik ud til jøderne og erklærede med eftertryk: „Jeg finder ham ikke skyldig.“ ret
(529) Disse ord fra en hedensk dommer var en bidende irettesættelse af forræderiet og falskheden hos Israels øvrighed, der anklagede Frelseren. Da præsterne og de ældste hørte dette fra Pilatus, kendte deres skuffelse og raseri ingen grænser. De havde længe planlagt og afventet denne lejlighed. Da de øjnede udsigten til, at Jesus blev frigivet, syntes de at være parat til at sønderrive ham. De anklagede med høj røst Pilatus og truede ham med den romerske regerings misbilligelse. De beskyldte ham for at afslå at dømme Jesus, som de hævdede havde sat sig op mod kejseren. ret
(529) Nu lød der vrede stemmer, der erklærede, at Jesu oprørske indflydelse var velkendt over hele landet. Præsterne sagde: „Han ophidser folket med sin lære over hele Juda; han begyndte i Galila og er kommet helt hertil.“ ret
(529) Pilatus havde på dette tidspunkt ikke tænkt sig at dømme Jesus. Han vidste, at jøderne havde anklaget ham af had og fordom. Han vidste, hvad der var hans pligt. Retfærdigheden krævede, at Kristus blev løsladt omgående. Men Pilatus var bange for folkets fjendskab. Hvis han afslog at overgive Jesus til dem, ville der blive uroligheder, og dette frygtede han for. Da han hørte, at Kristus var fra Galilæa, besluttede han at sende ham til Herodes, som var regent i denne provins, og som nu opholdt sig i Jerusalem. Pilatus tænkte, at han ved denne fremgangsmåde kunne lægge ansvaret over på Herodes. Han tænkte også, at dette var en god anledning til at bilægge en gammel strid mellem ham selv og Herodes. Og det viste sig også at slå til. De to øvrighedspersoner blev venner på grund af sagen mod Frelseren. ret
(529) Føres til Herodes
Pilatus overgav atter Jesus til soldaterne, og omgivet af hån og fornærmelser fra mængden blev han i hast ført til Herodes’ palads. „Herodes blev meget glad for at se Jesus.“ Han havde aldrig tidligere truffet Frelseren, men „han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.“ Denne Herodes var ham, hvis hænder var plettet af blodet fra Johannes Døber. Da Herodes første gang hørte om Jesus, blev han forskrækket og sagde: „Den Johannes, jeg har halshugget, han er stået op!“ „Derfor virker disse kræfter i ham.“ Alligevel ville Herodes gerne se Jesus. Nu var der lejlighed til at frelse denne profets liv, og kongen håbede for altid at slippe af med mindet om det blodige hoved, der var blevet bragt ham på et fad. Han ønskede også at få sin nysgerrighed tilfredsstillet og mente, at hvis Kristus blev stillet over for muligheden for frifindelse, så ville han gøre alt, hvad man bad ham om. ret
(529) En stor forsamling af præsterne og de ældste havde ledsaget Kristus til Herodes, og da Frelseren blev ført ind, fremførte disse værdige herrer ophidset og i munden på hinanden deres beskyldninger imod ham. Men Herodes tog ikke meget hensyn til deres anklager. Han befalede stilhed, fordi han ville have lejlighed til at udspørge Kristus. Han befalede, at lænkerne skulle tages af Kristus, og anklagede herved samtidig hans fjender for at have behandlet ham grusomt. Han betragtede medfølende verdens Frelsers stille og afklarede ansigt og så kun visdom og renhed deri. Han var lige som Pilatus overbevist om, at Kristus var blevet anklaget på grund af ondskab og skinsyge. ret
(530) Jesus er tavs under forhøret
Herodes stillede Kristus et væld af spørgsmål, men hele vejen igennem opretholdt Frelseren en dyb tavshed. På kongens befaling blev syge og vanføre kaldt ind, og Kristus fik befaling om at bevise sine påstande ved at udføre et mirakel. Man siger, at du kan helbrede de syge, sagde Herodes. Jeg har lyst til at se, om din store berømmelse svarer til dit rygte. Jesus svarede ham ikke, og Herodes fortsatte med at presse ham: Hvis du kan gøre mirakler for andre, så gør dem nu for din egen skyld, og du skal ikke have gjort det forgæves. Atter befalede han: Vis os et tegn på, at du har den magt, som rygtet siger, du har! Men det var, som om Kristus hverken hørte eller så. Guds Søn havde påtaget sig menneskelig natur. Han måtte handle, som et menneske måtte gøre det under de samme omstændigheder. Derfor ville han ikke udføre et mirakel for at redde sig selv fra den smerte og ydmygelse, som et menneske måtte udholde i samme situation. ret
(530) Herodes lovede, at hvis Kristus ville udføre et mirakel i hans tilstedeværelse, ville han blive frigivet. Kristi anklagere havde med deres egne øjne set de mægtige gerninger, der var udført ved hans magt. De havde hørt ham befale graven at give den døde tilbage. De havde set den døde komme frem adlydende hans stemme. De blev overvældet af frygt for, at han nu virkelig ville udføre et mirakel. Af alle ting frygtede de mest en demonstration af hans magt. En sådan tilkendegivelse ville være et dødsstød for deres planer og ville måske komme til at koste dem livet. Igen fremhævede præsterne og rådsherrerne i deres store ængstelse beskyldningerne imod ham. Idet de hævede deres stemmer, erklærede de, at han var en forræder, en gudsbespotter. Han udfører sine mirakler ved den magt, han har fået af Beelzebul, de onde ånders fyrste. Herefter blev der et forfærdeligt virvar i salen, hvor nogle råbte et og andre noget andet. ret
(530) Herodes’ samvittighed var nu langt mindre følsom, end da han havde skælvet af frygt over Herodias’ krav om Johannes Døbers hoved. I nogen tid havde han følt stærkt samvittighedsnag over sin frygtelige udåd. Men hans opfattelse af moral var blevet mere og mere fornedret på grund af hans lastefulde liv. Nu var han blevet så forhærdet, at han endog pralede af den straf, han havde udsat Johannes for, fordi han vovede at irettesætte ham. Og nu truede han Jesus ved gentagne gange at erklære, at han havde magt til at give ham friheden eller til at dømme ham. Men intet tegn fra Jesus vidnede om, at han havde hørt et ord. ret
(531) Herodes blev irriteret over hans tavshed. Den syntes at indikere absolut ligegyldighed over for hans autoritet. For den forfængelige og hovmodige konge havde åbenlys dadel været mindre krænkende end således at blive ignoreret. Igen truede han vredt Jesus, der stadig forblev uberørt og tavs. ret
(531) Kristi mission i denne verden var ikke at tilfredsstille tom nysgerrighed. Han kom for at helbrede de sønderknuste. Kunne han have sagt et ord for at hele skaderne hos mennesker, der var syge som følge af synd, havde han ikke forholdt sig tavs. Men han havde ikke ét ord tilovers for dem, der blot ønskede at træde på sandheden med deres ugudelige fødder. ret
(531) Kristus kunne have fået Herodes til at blive ramt af frygt og bæven ved at forelægge ham, hvor ugudeligt han levede, og hvor frygtelig en dom der ventede ham. Men Kristi tavshed var den hårdeste irettesættelse, han kunne give. Herodes havde forkastet den sandhed, der var blevet forkyndt ham af den største af alle profeter, og han skulle ikke have noget andet budskab. Ikke et ord værdigede Himmelens Majestæt ham. Hans øre, som altid havde været åbent for menneskers smerte, ville ikke høre på Herodes’ befalinger. Hans øjne, der altid havde hvilet på den angrende synder med medfølende, tilgivende kærlighed, havde ikke et blik tilovers for den hovmodige konge, der ikke følte, at han trængte til en Frelser. ret
(531) Udsat for trusler og vold
Herodes’ ansigt blev mørkt af vrede. Idet han vendte sig mod mængden, anklagede han vredt Jesus for at være en bedrager. Derefter sagde han til Kristus: Hvis du ikke vil give os beviser for dine påstande, så vil jeg udlevere dig til soldaterne og folket. Måske vil det lykkes for dem at få dig til at tale. Hvis du er en bedrager, så er døden for deres hånd ikke andet, end hvad du fortjener; hvis du er Guds Søn, så frels dig selv ved at udføre et mirakel. ret
(531) Ikke så snart havde han udtalt disse ord, før alle styrtede hen imod Kristus. Som vilde dyr kastede mængden sig over deres bytte. Jesus blev slæbt hid og did, og Herodes deltog sammen med pøbelen i ydmygelsen af Guds Søn. Hvis ikke de romerske soldater havde lagt sig imellem, ville Frelseren være blevet sønderrevet. ret
(531) „Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe.“ De romerske soldater deltog i denne mishandling. Alt, hvad disse onde, fordærvede soldater godt hjulpet af Herodes og de jødiske myndigheder kunne finde på, overdængede de Frelseren med. Alligevel svigtede hans guddommelige tålmodighed ikke. ret
(531) Kristi forfølgere havde forsøgt at sammenholde hans karakter med deres egen. De havde forestillet sig, at han var lige så moralsk anløben som de selv. Men bag øjeblikkets begivenheder trængte en vision sig på om noget, som de engang ville komme til at se i al sin herlighed. Der var nogle, der skælvede i Kristi tilstedeværelse. Mens den rå folkeskare hånende bøjede sig for ham, var der nogle af dem, der nærmede sig i den samme hensigt, som vendte om igen, ængstelige og tavse. Herodes følte sig skyldig. De sidste stråler af barmhjertigt lys prøvede at nå det sind, som var så forhærdet af synd. Han følte, at Kristus ikke var noget almindeligt menneske, for det guddommelige havde i glimt vist sig gennem det menneskelige. Netop i det øjeblik, hvor Kristus var omringet af spottere, ægteskabsbrydere og mordere, følte Herodes, at han så en Gud på sin trone. ret
(532) Tilbage til Pilatus
Så forhærdet Herodes end var, vovede han dog ikke at stadfæste Kristi dom. Han ønskede at frigøre sig for dette frygtelige ansvar, og han sendte Jesus tilbage til den romerske domstol. ret
(532) Pilatus blev skuffet og meget misfornøjet. Da jøderne vendte tilbage med deres fange, spurgte han dem utålmodigt, hvad de ville have, at han skulle gøre. Han mindede dem om, at han allerede havde forhørt Jesus og ikke fundet nogen skyld hos ham. Han sagde til dem, at de var kommet med beskyldninger mod ham, men at de ikke havde været i stand til at bevise en eneste af anklagerne. Han havde sendt Jesus til Herodes, fjerdingsfyrsten fra Galilæa, som var af deres eget folk, men heller ikke han havde fundet Jesus skyldig i noget, der fortjente døden. „Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse,“ sagde Pilatus. ret
(532) Her viste Pilatus’ svaghed sig. Han havde erklæret, at Jesus var uskyldig, men alligevel var han villig til at lade ham piske for at tilfredsstille hans anklagere. Han ville tilsidesætte retfærdighed og principper for at indgå kompromis med hoben. Dette gjorde hans stilling svagere. Mængden benyttede sig af hans ubeslutsomhed og krævede så meget desto stærkere fangen dødsdømt. Hvis Pilatus fra første færd havde stået fast og nægtet at dømme et menneske, som han fandt uskyldigt, ville han have brudt den skæbnesvangre kæde af begivenheder, der skulle komme til at lænke ham i anger og skyld, så længe han levede. Hvis han havde holdt sig til sin opfattelse af retfærdighed, ville jøderne ikke have dristet sig til at diktere ham noget. Kristus ville være blevet dræbt, men skylden herfor ville ikke have hvilet på Pilatus. Men skridt for skridt havde Pilatus øvet vold mod sin samvittighed. Han havde undslået sig for at dømme retfærdigt og upartisk, og nu var han næsten hjælpeløs i hænderne på præsterne og rådsherrerne. Hans vaklen og ubeslutsomhed viste sig at blive hans ruin. ret
(532) „Hold dig fra denne retfærdige mand“
Selv nu blev det ikke overladt Pilatus at handle i blinde. Et budskab fra Gud advarede ham mod den handling, han var i færd med at udføre. Som svar på Kristi bøn havde en engel fra Himmelen været hos Pilatus’ hustru, og i en drøm havde hun set Frelseren og havde talt med ham. Pilatus’ hustru var ikke jøde, men da hun havde set Jesus i sin drøm, nærede hun ingen tvivl om hans karakter eller mission. Hun vidste, at han var den guddommelige Konge. Hun så ham ved forhøret i retssalen. Hun så, at hans hænder var bundet stramt som hænderne på en forbryder. Hun så Herodes og hans soldater gøre deres rædselsfulde arbejde. Hun hørte præsterne og rådsherrerne anklage ham i deres vanvittige skinsyge og ondskab. Hun hørte ordene: „Vi har en lov, og efter den lov skal han dø.“ Hun så Pilatus lade Jesus piske efter først at have erklæret: „Jeg finder ham ikke skyldig.“ Hun hørte dommen blive afsagt af Pilatus, og så ham overgive Kristus til sine bødler. Hun så korset rejst på Golgata. Hun så jorden indhyllet i mørke og hørte det forunderlige råb: „Det er fuldbragt.“ Og endnu et syn mødte hendes blik! Hun så Kristus siddende på den store hvide sky, mens jorden vaklede i himmelrummet, og hans mordere flygtede bort ved mødet med hans herlighed. Med et skrig af rædsel vågnede hun op og skrev straks nogle advarende ord til Pilatus. ret
(533) Mens Pilatus tøvede, og overvejede hvad han skulle gøre, banede et sendebud sig vej gennem mængden og rakte ham brevet fra hans hustru. Det lød således: ret
(533) „Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham.“ ret
(533) Pilatus blegnede. Han var forvirret over sine egne modstridende følelser. Men mens han tøvede med at handle, ophidsede præsterne og rådsherrerne folkestemningen endnu mere. Pilatus var tvunget til at handle. Nu kom han i tanker om en skik, der måske kunne sikre Kristi frigivelse. Det var skik ved denne højtid at frigive en fange efter folkets eget valg. Denne skik var af hedensk oprindelse. Der fandtes ikke skygge af retfærdighed i den, men den blev meget påskønnet af jøderne. De romerske myndigheder havde på dette tidspunkt en fange i deres varetægt ved navn Barabbas, som var dømt til døden. Denne mand havde hævdet at være Messias. Han hævdede at have myndighed til at oprette en ny tingenes orden for at bringe verden på fode igen. I satanisk selvbedrag hævdede han også, at alt, hvad han kunne opnå ved tyveri og røveri, tilhørte ham. Han havde udrettet store ting ved djævelske kræfters medvirken, han havde vundet tilhængere blandt folket og havde ophidset til oprør mod det romerske styre. Under dække af religiøs begejstring var han en forhærdet og samvittighedsløs skurk, der var opsat på oprør og grusomhed. Ved at give folket valget mellem dette menneske og den skyldfri Frelser troede Pilatus, at han ville kunne vække deres retfærdighedsfølelse. Han håbede at vinde deres sympati for Jesus trods modstand fra præsterne og rådsherrerne. Derfor vendte han sig til mængden og sagde meget alvorligt: „Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?“ ret
(533) Svaret fra mængden lød som vilde dyrs brølen: „Løslad os Barabbas!“ Højere og højere lød råbet: Barabbas! Barabbas! Pilatus mente, at folket ikke havde forstået spørgsmålet, og han spurgte atter: „Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?“ Men de skreg atter: „Bort med ham! Løslad os Barabbas!“ „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?“ spurgte Pilatus. Atter brølede det sydende menneskehav som djævle. Der var også djævle i menneskeskikkelse blandt mængden, og hvad kunne forventes andet end svaret: „Han skal korsfæstes!“ ret
(534) Pilatus var presset. Han havde ikke troet, at det skulle komme så vidt. Han veg tilbage for at udlevere en uskyldig mand til den mest vanærende og grusomme død, der kunne overgå nogen. Da larmen fra de mange stemmer var stilnet af, henvendte han sig til folket og sagde: „Hvad ondt har han da gjort?“ Men nu var sagen gået så vidt, at der ikke mere kunne argumenteres. Det var ikke beviser for Kristi uskyld, de ville have, men hans domfældelse. ret
(534) Hånet og ydmyget
Pilatus bestræbte sig stadig på at redde ham. „For tredje gang spurgte han dem: ‘Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.’“ Men blot at nævne hans frigivelse fik folkets raseri til at gå helt grassat. „Korsfæst ham, korsfæst ham!“ råbte de. Raseriet, som Pilatus’ ubeslutsomhed havde fremkaldet, voksede til uanede højder. ret
(534) De tog Jesus, som var dækket med sår og en besvimelse nær af udmattelse, og piskede ham i mængdens påsyn. „Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken. Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham. Og de gav sig til at hilse ham: ‘Hil dig, jødekonge!’ De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham.“ Af og til var der en hånd, som i ondskab greb den kæp, de havde givet ham i hånden, og bankede kronen ned over hans pande, så tornene trængte ind i hans tindinger og blodet dryppede ned over hans ansigt og skæg. ret
(534) Undres, I himle! Og forundres, du jord! Betragt undertrykkeren og den undertrykte. En rasende menneskemængde omringer verdens Frelser. Spot og hån blander sig med rå og blasfemiske eder. Hans ringe herkomst og fattige liv bliver kommenteret af den afstumpede skare. Hans hævdelse af at være Guds Søn bliver latterliggjort, og den tarvelige spøg og fornærmende spot lyder fra mund til mund. ret
(534) Satan var leder af den grusomme pøbels mishandling af Frelseren. Det var hans hensigt om muligt at provokere ham til at gøre gengæld eller at drive ham til at udføre et mirakel for at befri sig selv og således ødelægge frelsesplanen. En eneste plet på hans liv som menneske, eller blot ét svigt under den frygtelige prøve, og Guds Lam ville have været et ufuldkomment offer, og menneskets frelse ville være slået fejl. Men han, som kunne have befalet de himmelske hærskarer at hjælpe sig, han, som kunne have fået pøbelen til at flygte i rædsel ved blot i et glimt at åbenbare sin guddommelige majestæt, overgav sig med fuldkommen ro til den mest afskyelige nedværdigelse og ugerning. ret
(535) Kristi fjender havde forlangt et mirakel som bevis på hans guddommelighed. De fik et bevis, som var langt større end noget, de havde søgt. Mens hans plageånders grusomhed nedværdigede dem til noget, der lignede Satan, langt under menneskeligt niveau, så ophøjede Jesu sagtmodighed og tålmodighed ham langt højere end menneskeheden og beviste hans guddommelige slægtskab. Hans nedværdigelse var pantet på hans ophøjelse. De smertefulde bloddråber, der flød ned over hans ansigt og skæg fra hans sårede tindinger, var pantet på, at han skulle salves med „glædens olie“ som vor ypperstepræst. ret
(535) Satans raseri var frygteligt, da han så, at al den mishandling, som var overgået Frelseren, ikke havde fremtvunget den mindste klage fra ham. Selv om han havde påtaget sig menneskets natur, blev han holdt oppe af en guddommelig styrke og afveg på ingen måde fra sin Faders vilje. ret
(535) Da Pilatus overgav Jesus til at blive pisket og hånet, var det for at vække folkemængdens medlidenhed. Han håbede, de ville finde, at denne straf var tilstrækkelig. Han troede, at selv præsternes had nu måtte være tilfredsstillet. Men med skarp opfattelsesevne indså jøderne svagheden ved således at straffe en mand, der var blevet erklæret uskyldig. De vidste, at Pilatus forsøgte at redde fangens liv, og de var fast besluttet på, at Jesus ikke skulle frigives. Det er for at behage og tilfredsstille os, at Pilatus har ladet ham piske, tænkte de, og hvis vi presser sagen frem til en afgørelse, får vi sikkert vor vilje! ret
(535) Jesus eller Barabbas
Nu sendte Pilatus bud efter Barabbas, for at han kunne blive ført ind i retssalen. Derefter præsenterede han de to fanger ved siden af hinanden, og idet han pegede på Frelseren, sagde han højtideligt og indtrængende: „Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.“ „Se, her er manden!“ ret
(535) Der stod Guds Søn iført hånens dragt og med tornekronen på hovedet. Da han var nøgen til bæltestedet, så man på hans ryg de lange, grusomme striber efter slagene, hvorfra blodet flød. Hans ansigt var blodplettet og mærket af udmattelse og smerte; men aldrig havde det fremtrådt mere smukt end nu. Frelserens ansigt fremviste ingen ændring over for hans fjender. Hvert træk gav udtryk for blidhed og resignation og den inderligste medfølelse med hans grusomme fjender. Der var ingen fej svaghed i hans fremtræden, men langmodighedens styrke og værdighed. Fangen ved hans side var en slående kontrast. Hvert træk i Barabbas’ ansigt udtrykte, hvilken forhærdet forbryder han var. Kontrasten talte til enhver, der så den. Nogle af tilskuerne græd. Da de så på Jesus, fyldtes deres hjerter af sympati. Selv præsterne og de ældste var overbeviste om, at han var den, han hævdede at være. ret
(536) De romerske soldater, der omgav Kristus, var ikke alle lige forhærdede. Nogle af dem så ham alvorligt ind i ansigtet for at finde et eneste vidnesbyrd om, at han var en forbryder eller et farligt menneske. Fra tid til anden vendte de sig om og tilkastede Barabbas et foragteligt blik. Det krævede ikke megen indsigt at gennemskue ham. Så vendte de sig igen mod den anklagede. De betragtede det guddommelige offer med en følelse af dyb medlidenhed. Kristi tavse selvhengivelse indprentede denne begivenhed i deres sind, for aldrig at blive udslettet, før de enten anerkendte ham som Kristus, eller de ved at forkaste ham beseglede deres egen skæbne. ret
(536) Pilatus var opfyldt af undren over Frelserens store tålmodighed uden nogen klage. Han nærede ingen tvivl om, at synet af denne mand i modsætning til Barabbas ville vække jødernes sympati. Men han forstod ikke præsternes fanatiske had til ham, der som verdens lys havde afsløret deres mørke og vildfarelse. De havde ophidset mængden til et vanvittigt raseri, og atter lød der fra præsterne, rådsherrerne og folket dette frygtelige råb: „Korsfæst ham, korsfæst ham!“ Til sidst mistede Pilatus helt tålmodigheden med deres urimelige grusomhed og udbrød i sin fortvivlelse: „Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.“ ret
(536) Skønt grusomhed ikke var noget nyt for den romerske landshøvding, følte han medlidenhed med denne lidende fange, der, skønt han var blevet dømt og pisket, trods blødende pande og flænget ryg, stadig havde en optræden som en konge på sin trone. Men præsterne erklærede: „Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.“ ret
(536) Pilatus blev forfærdet. Han havde ingen korrekt forestilling om Kristus og hans kald; men han havde en uklar tro på Gud og på væsener, der stod over menneskene. En tanke, der engang havde strejfet ham, stod nu mere klart for ham. Han spurgte sig selv, om det mon ikke var et guddommeligt væsen, der stod foran ham, iført en purpurkappe til hån og kronet med torne. ret
(536) Atter gik han ind i domssalen og sagde til Jesus: „Hvor er du fra?“ Men Jesus svarede ham ikke. Frelseren havde talt frit ud til Pilatus og havde forklaret ham om sin egen mission som et vidne om sandheden. Pilatus havde ringeagtet lyset. Han havde misbrugt sin høje stilling som dommer ved at afvige fra sine principper og sin myndighed til fordel for pøbelens krav. Nu havde Jesus ikke mere at sige ham. Irriteret over hans tavshed sagde Pilatus hovmodigt: ret
(536) „Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?“ ret
(536) Jesus svarede: „Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.“ ret
(536) Således undskyldte den barmhjertige Frelser, midt i sin uendelige lidelse og sorg, så vidt muligt den romerske landshøvdings handling, da han obervav ham til korsfæstelse. Hvilken scene at skildre og give videre til eftertiden! Hvilket lys kaster det ikke over ham, som er hele verdens dommer! ret
(537) Jesus sagde: „Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd,“ og hermed mente Kristus Kajfas, der som ypperstepræst stod som repræsentant for det jødiske folk. Ypperstepræsterne kendte de retningslinjer, som de romerske myndigheder fulgte. De havde fået lys gennem profetierne, der vidnede om Kristus, og gennem hans egen lære og hans mirakler. De jødiske dommere havde fået umiskendelige beviser på, at han, som de nu dømte til døden, var guddommelig, og engang skulle de dømmes efter det lys, de havde fået. ret
(537) Den største skyld og det tungeste ansvar hvilede på dem, der beklædte de højeste stillinger i landet, og som forvaltede de hellige hverv, som de usselt forrådte. Pilatus, Herodes og de romerske soldater var forholdsvis uvidende om Jesus. De troede, at de behagede præsterne og rådsherrerne ved at mishandle ham. De havde ikke fået det lys, som det jødiske folk havde modtaget så rigeligt af. Hvis soldaterne havde fået dette lys, ville de ikke have behandlet Kristus så grusomt, som de gjorde. ret
(537) „Kongen“ eller kejseren
Igen foreslog Pilatus at frigive Frelseren. „Men jøderne råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven.“ Således foregav disse hyklere at være nidkære over for kejserens myndighed. Blandt alle modstandere af det romerske styre var jøderne de mest hårdnakkede. Når de kunne gøre det uden risiko for sig selv, var de i høj grad tyranniske med at fremtvinge deres egne nationale og religiøse krav; men når de ønskede at fremme et grusomt formål, lovpriste de kejserens magt. For at fuldbyrde Kristi tilintetgørelse var de villige til at foregive loyalitet over for det styre, som de hadede. ret
(537) „Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren,“ forsatte de. Dette var at ramme Pilatus på et ømt sted. Han var under mistanke fra den romerske regering, og han vidste, at en sådan indberetning ville blive hans endeligt. Han vidste, at hvis jødernes planer blev modarbejdet, ville deres raseri vende sig mod ham. De ville ikke lade noget uforsøgt for at opnå hævn. Foran sig havde han et eksempel på deres ihærdighed, når de stræbte en efter livet, som de hadede, og som de hadede uden grund! ret
(537) Så indtog Pilatus sin plads på dommersædet og præsenterede igen Jesus for folket, idet han sagde: „Her er jeres konge!“ Atter lød det rasende råb: ret
(537) „Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!“ Med en stemme, der kunne høres vidt omkring, spurgte Pilatus. „Skal jeg korsfæste jeres konge?“ Men fra vanhellige, ugudelige læber lød disse ord: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ ret
(537) Ved således at vælge en hedensk hersker havde det jødiske folk trukket sig tilbage fra Guds herredømme. De havde forkastet Gud som deres konge. Fra nu af havde de ingen Frelser. De havde ingen anden konge end kejseren. Så langt ud havde præsterne og lærerne ført folket! For dette og for de forfærdelige følger heraf var de ansvarlige. En nations synd og undergang skyldtes de religiøse ledere. ret
(538) „Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarernes påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ‘Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.’“ Ængsteligt og skamfuldt så Pilatus på Frelseren. I dette mægtige hav af opadvendte ansigter var hans det eneste, som var fredfyldt. Det var, som om der skinnede et blødt lys omkring hans hoved. Pilatus sagde ved sig selv: Han er en Gud! Han vendte sig til mængden og erklærede: Jeg er uskyldig i hans blod. Tag I ham og korsfæst ham. Men mærk jer dette, I præster og rådsherrer, jeg erklærer ham for at være uskyldig! Gid han, som han hævder er hans Fader, må dømme jer og ikke mig for, hvad der sker i dag. Derefter sagde han til Jesus: Tilgiv mig denne gerning. Jeg kan ikke frelse dig. Og da han endnu engang havde ladet Jesus piske, overgav han ham til at blive korsfæstet. ret
(538) Pilatus ville helst løslade Jesus; men han indså, at han ikke kunne gøre det og samtidig beholde sin egen stilling og ære. Frem for at miste sin jordiske magt valgte han at ofre et uskyldigt menneskes liv. Hvor mange ofrer ikke principperne for at undgå tab eller lidelse. Samvittighed og pligt peger den ene vej, og personlige interesser peger den anden vej. Strømmen bruser stærkt i den forkerte retning, og den, som går på akkord med det onde, rives med ned i syndens dybe mørke. ret
(538) Pilatus gav efter for pøbelens krav. Hellere end at risikere at miste sin position overgav han Jesus til korsfæstelse. Men trods alle hans forsigtighedsregler skete det, som han frygtede mest. Han blev berøvet sine æreshverv og blev afsat fra sit høje embede, og kort tid efter korsfæstelsen tog han sit eget liv, plaget af samvittighedsnag og såret stolthed. På samme måde vil alle, der går på akkord med synden, kun få sorg og ødelæggelse ud af det. „En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.“ ret
(538) „Lad hans blod komme over os og vore børn!“
Da Pilatus erklærede sig uskyldig i Kristi blod, svarede Kajfas trodsigt: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“ Disse frygtelige ord blev gentaget af præsterne og rådsherrerne, og mængden stemte i med en umenneskelig larm. Hele skaren svarede og sagde: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“ ret
(538) Israels folk havde truffet deres valg. De havde peget på Jesus og sagt: „Ikke ham, men Barabbas.“ Barabbas, røveren og morderen, stod som repræsentant for Satan. Kristus var Guds stedfortræder. Kristus var blevet forkastet; Barabbas var blevet valgt. Og de skulle få Barabbas! Ved at træffe dette valg tog de imod ham, som fra begyndelsen havde været en løgner og morder. Satan var deres fører. Som et folk ville de nu handle efter hans diktat. De ville gøre hans gerninger. De måtte tåle hans herredømme. Dette folk, som valgte Barabbas i stedet for Kristus, ville komme til at føle Barabbas’ grusomhed til tidernes ende. ret
(539) Mens jøderne så på det slagne Guds Lam, havde de råbt: „Lad hans blod komme over os og vore børn!“ Dette frygtelige råb steg op til Guds trone. Den dom, som de afsagde over sig selv, blev optegnet i Himmelen. Den bøn blev hørt. Guds Søns blod kom over deres børn og deres børnebørn som en evig forbandelse. ret
(539) Den blev på en forfærdelig måde virkeliggjort ved Jerusalems ødelæggelse. Den er blevet åbenbaret på en forfærdelig måde gennem betingelserne for det jødiske folk i nittenhundrede år. En gren var blevet skåret af vintræet, en død gren uden frugt, der skulle samles op og brændes. Fra land til land over hele verden, fra århundrede til århundrede, er de døde, døde i overtrædelse og synd! ret
(539) Frygteligt vil denne bøn blive opfyldt på dommens dag. Når Kristus kommer til jorden igen. Ikke som en fange, der er omringet af pøbelen, skal mennesker se ham. De vil se ham som Himmelens Konge. Kristus vil komme i sin egen herlighed, i sin Faders herlighed og i de hellige engles herlighed. Ti tusinde gange ti tusinde, og tusinder og atter tusinder af engle, Guds smukke og sejrrige sønner, der er i besiddelse af en ubegribelig skønhed og herlighed, vil ledsage ham. Så skal han sidde på sin herligheds trone, og alle folkeslag skal samles foran ham. Så skal ethvert øje se ham, og også de mennesker, som gennemborede ham. I stedet for en tornekrone skal han bære herlighedens krone, en krone inden i en anden. I stedet for den gamle purpurkongekappe skal han være klædt i skinnende hvide klæder, „meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem“ . Og på sin kappe og sin lænd har han et navn skrevet: „Kongernes Konge og Herrernes Herre“ . De, som hånede og slog ham, skal også være til stede dér. Præsterne og rådsherrerne skal atter se, hvad der skete i domssalen. Alle enkeltheder skal vise sig for dem som skrevet med bogstaver af ild. Så skal de, der sagde: „Lad hans blod komme over os og vore børn,“ få svaret på deres bøn. Så skal hele verden komme til at vide besked og forstå. Så vil de fatte, hvem og hvad det er, som de, stakkels, svage, dødelige væsener, har ført krig imod. I frygtelig kval og rædsel vil de råbe til bjergene og klipperne: „Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede. For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da bestå?“ ret