(540) Kapitlet er bygget op over Matt 27,31-53; Mark 15,20-38; Luk 23,26-46; Joh 19,15-30.
„Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen (Golgata), korsfæstede de ham … dér.“ ret
(540) Det var „uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod“ . Adam og Eva blev forvist fra Edens have på grund af deres overtrædelse af Guds lov. Kristus, vor stedfortræder, skulle lide uden for Jerusalems byområde. Han døde uden for byporten, hvor forbrydere og mordere blev henrettet. Der ligger en dyb betydning i disse ord: „Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld.“ ret
(540) En enorm skare fulgte Jesus fra domssalen til Golgata. Meddelelsen om hans domfældelse havde spredt sig i hele Jerusalem, og mennesker af alle samfundsklasser strømmede ud til det sted, hvor han skulle korsfæstes. Præsterne og rådsherrerne var bundet af et løfte om ikke at forulempe Kristi disciple, hvis han blev udleveret til dem, så disciplene og de troende fra byen og hele omegnen sluttede sig til skaren, der fulgte Frelseren. ret
(540) Han bar sit kors
Da Jesus kom forbi indgangsporten til Pilatus’ borg, blev det kors, der var tiltænkt Barabbas, lagt på hans blødende og forslåede skuldre. To af Barabbas’ medskyldige skulle lide døden samtidig med Jesus, og også på dem blev der lagt kors. Frelserens byrde var for tung for ham i hans udmarvede tilstand. Siden påskemåltidet sammen med disciplene havde han hverken fået mad eller drikke. Han havde i Getsemane kæmpet med djævelske kræfter. Han havde båret smerten ved at blive forrådt og ved at se sine disciple svigte sig og flygte. Han var blevet ført til Annas og derefter til Kajfas og så til Pilatus. Fra Pilatus var han blevet sendt til Herodes og derfra atter til Pilatus. Fra krænkelser til nye krænkelser, fra forhånelser til forhånelser, to gange tortureret med pisk; hele natten havde der været optrin på optrin af en art, som pinte en menneskesjæl til det yderste. Kristus havde ikke svigtet. Han havde ikke sagt et ord, der ikke var til Guds ære. Under hele denne skændige farce af en retshandling havde han udvist styrke og værdighed. Men da korset blev lagt på ham, efter at han for anden gang var blevet pisket, kunne den menneskelige side af ham ikke udholde mere. Han faldt besvimet om under byrden. ret
(541) Skaren, der fulgte med Frelseren, så hans svage og vaklende skridt, men de udviste ingen medlidenhed. De hånede og spottede ham, fordi han ikke kunne bære det tunge kors. Atter blev byrden lagt på ham, og atter segnede han besvimet til jorden. Hans bødler så, at det var umuligt for ham at bære sin byrde længere. De havde vanskeligt ved at finde en, der ville bære den ydmygende byrde. Jøderne selv kunne ikke gøre det på grund af besmittelsen, der ville forhindre dem i at deltage i påskehøjtiden. Selv af menneskeskaren, der fulgte ham, var der ikke en eneste, der ville nedlade sig til at bære korset. ret
(541) På dette tidspunkt kommer Simon fra Kyrene, en fremmed ude fra landet, og møder skaren. Han hører forhånelserne og grovhederne; han hører ordene, der hånligt bliver gentaget: Gør plads for jødernes konge! Han standser forbløffet ved synet, og da han giver udtryk for sin medynk, griber de ham og lægger korset på hans skuldre. ret
(541) Simon havde hørt om Kristus. Hans sønner troede på Frelseren, men han var ikke selv en discipel. At bære korset til Golgata var en velsignelse for Simon, og siden hen var han taknemmelig for forsynets indgreb. Det førte ham til selv at vælge at tage Kristi kors på sig og altid med glæde bære dets byrde. ret
(541) „Græd ikke over mig“
Der var adskillige kvinder med i skaren, der fulgte Jesus til hans grusomme død. Deres opmærksomhed var rettet mod ham. Nogle af dem havde set ham før. Nogle havde båret deres syge og lidende til ham. Andre var selv blevet helbredt af ham. Deres oplevelser med ham bliver fortalt. De undrer sig over mængdens had over for ham, for hvem deres hjerter bløder og er nær ved at briste. Og til trods for den ophidsede skares opførsel og præsternes og rådsherrernes vrede ord giver disse kvinder udtryk for deres sympati. Da Jesus besvimer under korset, bryder de ud i klagende gråd. ret
(541) Dette var det eneste, der tiltrak sig Kristi opmærksomhed. Selvom han led stærkt under byrden af verdens synd, var han ikke uanfægtet af udtryk for sorg. Han så omsorgsfuldt og medfølende på disse kvinder. De troede ikke på ham. Han vidste, at de ikke græd over ham som den, der var udsendt af Gud, men at de lod sig røre af følelser af menneskelig medlidenhed. Han ringeagtede heller ikke deres deltagelse, men den vakte en dybere sympati for dem i hans sjæl. „Jerusalems døtre,“ sagde han, „græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!“ Midt i øjeblikkets begivenheder så Kristus frem til tiden for Jerusalems ødelæggelse. Til den frygtelige begivenhed hvor mange af dem, der nu græd over ham, skulle omkomme sammen med deres børn. ret
(541) Fra Jerusalems fald gled Jesu tanker videre til en mere omfattende dom. I ødelæggelsen af den ugudelige by så han et symbol på den endelige ødelæggelse, der skulle ramme verden. Han sagde: „Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?“ Ved det grønne træ hentydede Jesus til sig selv, den skyldfri Frelser. Gud tillod, at hans vrede over overtrædelserne ramte hans elskede Søn. Jesus skulle korsfæstes for menneskers synd. Hvilken lidelse ville så ikke den synder komme til at bære, som blev ved med at synde? Alle de forhærdede og ikke troende ville komme til at opleve en ubeskrivelig sorg og elendighed. ret
(542) I mængden, der fulgte med Frelseren til Golgata, var der mange, der havde hilst ham med glade hosiannaråb og viftende palmegrene, da han holdt sit indtog i Jerusalem. Men ikke så få af dem, der dengang havde hyldet og lovprist ham, fordi det hørte sig til at gøre det, var nu med til at råbe: „Korsfæst ham, korsfæst ham!“ Da Kristus red ind i Jerusalem, havde disciplenes forhåbninger nået deres højdepunkt. De havde holdt sig tæt ved deres Mester og følt, at det var en stor ære at være knyttet til ham. Nu under hans ydmygelse fulgte de ham på afstand. De var knuget af sorg og dybt nedbøjet af skuffede forhåbninger. Som Jesu ord dog gik i opfyldelse: „I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.’“ ret
(542) Jesus bliver korsfæstet
Ved ankomsten til stedet for henrettelsen blev fangerne bundet til torturredskaberne. De to røvere kæmpede imod, da de blev anbragt på korset; men Jesus gjorde ingen modstand. Støttet af den elskede discipel, Johannes, havde Jesu mor fulgt sin søns skridt til Golgata. Hun havde set ham segne under korsets byrde og havde længtes efter at støtte hans sårede hoved med sin hånd og bade den pande, der engang havde hvilet ved hendes bryst. Men hun blev nægtet dette privilegium. Lige som disciplene håbede hun stadig, at Jesus ville bevise sin magt og befri sig fra sine fjender. Men håbet sank igen, da hun mindedes de ord, hvormed han havde forudsagt netop de begivenheder, der nu fandt sted. Da røverne blev bundet til korset, så hun til i ulidelig spænding. Ville han, der havde givet de døde livet, finde sig i at blive korsfæstet? Ville Guds Søn finde sig i at blive henrettet på denne frygtelige måde? Skulle hun opgive sin tro på, at Jesus var Messias? Skulle hun være vidne til hans skændsel og sorg uden i det mindste at få lov til at hjælpe ham i hans lidelser? Hun så hans hænder blive strakt ud på korset, og da naglerne blev slået direkte gennem kødet, bar de sønderknuste disciple Jesu mors besvimede skikkelse bort fra det grusomme syn. ret
(542) Fra Frelseren lød der ikke en eneste klage. Hans ansigt blev ved med at være roligt og afklaret, men store sveddråber stod på hans pande. Der var ingen medfølende hånd til at tørre hans ansigt, og ingen forsikringer om deltagelse og uforanderlig troskab til at styrke hans menneskelige hjerte. Mens soldaterne udførte deres forfærdelige arbejde, bad Jesus for sine fjender: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.“ Hans tanker gled fra hans egen lidelse til hans bødlers synd og den forfærdelige gengældelse, der ville ramme dem. Ingen forbandelser blev nedkaldt over soldaterne, som behandlede ham så grusomt. Ingen hævn blev udtalt over præsterne og rådsherrerne, der hoverede over at se deres planer lykkes. Han hviskede kun en bøn om, at de måtte finde tilgivelse — „for de ved ikke, hvad de gør.“ ret
(543) Hvis de havde vidst, at Ham, som de udleverede til tortur, var kommet for at frelse den syndige slægt fra evig undergang, ville de være blevet grebet af anger og rædsel. Men deres uvidenhed bortforklarede ikke deres skyldighed; for det var deres privilegium at kende og modtage Jesus som deres Frelser. Nogle af dem ville dog komme til at indse deres synd og angre og omvende sig. Andre ville ved deres forhærdelse gøre det umuligt, at Jesu bøn for dem blev opfyldt. Men uanset dette var Guds formål ved at nå sin opfyldelse. Jesus vandt retten til at være fortaler for mennesker over for Faderen. ret
(543) Den bøn, som Kristus bad for sine fjender, omfattede hele verden. Den indbefattede hver eneste synder, der havde levet eller skulle komme til at leve lige fra verdens begyndelse til tidernes ende. Skylden for at have korsfæstet Guds Søn hviler på alle. Tilgivelsen bliver gavmildt tilbudt alle. Enhver, som ønsker det, kan få fred med Gud og arve evigt liv. ret
(543) „Jesus fra Nazaret, jødernes konge“
Så snart Jesus var blevet naglet til korset, blev det løftet op af stærke mænd og med voldsom kraft stødt ned i det sted, der var forberedt hertil. Dette forårsagede de voldsomste smerter hos Guds Søn. Pilatus havde fået lavet en indskrift på hebraisk, græsk og latin, som blev fæstnet til korset over Jesu hoved. Den lød således: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ Denne indskrift irriterede jøderne. I Pilatus’ gård havde de skreget: „Korsfæst ham! … Vi har ingen anden konge end kejseren.“ De havde erklæret, at enhver, der anerkender en anden konge, var en forræder. Pilatus skrev ud fra den opfattelse, de havde givet udtryk for. Der blev ikke nævnt nogen forbrydelse ud over, at Jesus var jødernes konge. Indskriften var faktisk en indrømmelse af jødernes lydighed over for romervældet. Den erklærede, at enhver, der måtte hævde at være Israels konge, af dem ville blive regnet for at have fortjent døden. Præsterne havde spændt buen for højt. Da de lagde planer om Kristi død, havde Kajfas erklæret, at det var formålstjenligt, at ét menneske døde for at redde folket. Nu blev deres hykleri afsløret. For at skaffe sig af med Kristus havde de været parat til at ofre endog deres selvstændighed som et folk. ret
(543) Præsterne indså, hvad de havde gjort og bad Pilatus om at ændre indskriften. De sagde: „Skriv ikke: ‘Jødernes konge’, men: ‘Han sagde: Jeg er jødernes konge’“ Men Pilatus var vred på sig selv på grund af sin tidligere svaghed, og han foragtede godt og grundigt de skinsyge og listige præster og rådsherrer. Han svarede koldt: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg.“ ret
(544) En højere magt end Pilatus eller jøderne havde foreskrevet anbringelsen af denne indskrift over Jesu hoved. Den var efter Guds forsyn bestemt til at animere til tankevirksomhed og udforskning af Skrifterne. Stedet, hvor Kristus blev korsfæstet, lå nær ved byen. Tusinder af mennesker fra alle lande var dengang i Jerusalem, og indskriften, der erklærede, at Jesus fra Nazaret var Messias, ville blive bemærket af dem. Den var en levende sandhed, skrevet med en hånd, som Gud havde ført. ret
(544) Ved Kristi lidelser på korset blev profetierne opfyldt. Århundreder før korsfæstelsen havde Frelseren forudsagt den behandling, han ville få. Han sagde: „Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning.“ Profetien om hans klæder blev opfyldt uden medvirken eller indblanding fra den korsfæstedes venner eller fjender. De soldater, der havde naglet ham til korset, havde ret til at få hans klæder. Kristus hørte mændene strides, mens de delte klæderne mellem sig. Kjortelen var vævet helt uden sammensyninger, og de sagde: „Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.“ ret
(544) I en anden profeti forkyndte Frelseren: „Deres hån har knust mit hjerte, det kan ikke læges. Jeg håbede på medfølelse, der var ingen, på nogen, der ville trøste mig, jeg fandt ingen. De gav mig malurt at spise og eddike til at slukke min tørst.“ Det var tilladt at give dem, der led døden på korset, en bedøvende drik for at dulme smerterne. Denne drik blev tilbudt Jesus, men da han havde smagt den, ville han ikke drikke den. Han ville ikke tage imod noget, der kunne omtåge hans bevidsthed. Hans tro skulle fastholdes i Gud. Dette var hans eneste styrke. At gøre sanserne omtågede ville være det samme som at give Satan en fordel. ret
(544) Ondskaben får frit løb
Jesu fjender gav deres had imod ham frit løb, mens han hang på korset. Præster, rådsherrer og skriftkloge deltog med pøbelen i at håne den døende Frelser. Ved dåben og på forklarelsens bjerg havde Guds røst forkyndt, at Kristus var Guds Søn, og igen, lige før Kristus blev forrådt, havde Faderen talt og bekræftet hans guddommelige oprindelse. Men nu var den himmelske stemme tavs. Der hørtes intet vidnesbyrd til fordel for Kristus. Alene led han under skældsord og hån fra onde mennesker. ret
(544) „Frels dig selv,“ sagde de, „hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!“ „Lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.“ I fristelsens ørken havde Satan erklæret: „Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.“ „Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned“ fra templets tinde. Og Satan var sammen med sine engle i menneskeskikkelse til stede ved korset. Dødsfjenden og hans hærskarer samarbejdede med præsterne og rådsherrerne. Folkets lærere havde ophidset den uvidende folkemængde til at afsige dom over én, som mange af dem aldrig havde set, før de blev tilskyndet til at fremkomme med vidnesbyrd imod ham. Præsterne, rådsherrerne, farisæerne og den forhærdede pøbel forenede sig i et djævelsk og vanvittigt raseri. Religiøse rådsherrer sluttede sig sammen med Satan og hans engle. De handlede efter hans befalinger. ret
(545) Den døende og lidende Jesus hørte hvert ord, som præsterne sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham.“ ret
(545) Kristus kunne være steget ned af korset; men det er, fordi han ikke ville frelse sig selv, at synderen kan håbe på Guds tilgivelse og velvilje. ret
(545) Ved at spotte Frelseren gentog de mænd, der hævdede at være profetiernes fortolkere, netop de ord, som det ved Ånden var blevet forudsagt, at de ville sige ved denne lejlighed. Men i deres blindhed kunne de ikke se, at de opfyldte profetiens ord. De, som hånligt sagde: „Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn,“ havde ikke tænkt på, at deres vidnesbyrd skulle give genlyd gennem tiderne. Men skønt disse ord blev sagt som en hån, så fik de mennesker til at undersøge Skrifterne som aldrig før. Kloge mennesker hørte, søgte, overvejede og bad. Nogle af dem fik ikke ro, før de ved at sammenligne skriftsted med skriftsted fattede betydningen af Kristi gerning. Aldrig tidligere havde der været sådan en generel viden om Jesus, som da han hang på korset. Sandhedens lys skinnede for mange af dem, der var vidne til korsfæstelsen og som hørte Kristi ord. ret
(545) Røveren på korset
Der kom et eneste glimt af trøst for Jesus, mens han led på korset. Det var den angrende røvers bøn. Begge de mænd, der blev korsfæstet sammen med Jesus, havde først spottet ham, og den ene af dem blev under sine pinsler endnu mere desperat og udfordrende. Men ikke hans medskyldige. Denne mand var ikke nogen forhærdet forbryder. Han havde været i dårligt selskab og var kommet på gale veje, men han var mindre skyldig end mange af dem, der stod ved siden af korset og hånede Frelseren. Han havde set og hørt Jesus og havde været overbevist af hans lære, men præsterne og rådsherrerne havde fået ham ledt bort fra ham. I et forsøg på at undertrykke sin overbevisning var han kommet længere og længere ud i synd, indtil han blev anholdt, stillet for retten som en forbryder og dømt til døden på korset. ret
(545) I retssalen og på vej til Golgata havde han været sammen med Jesus. Han havde hørt Pilatus erklære: „Jeg finder ham ikke skyldig.“ Han havde lagt mærke til hans guddommelige væremåde og hans medfølende tilgivelse af sine bødler. ret
(546) Fra korset ser han de mange store religiøse personligheder hånligt række tunge ad og latterliggøre Jesus. Han ser dem ryste på hovedet. Han hører de provokerende ord blive gentaget af sin medskyldige: „Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!“ Blandt de forbipasserende hører han mange forsvare Jesus. Han hører dem gentage Hans ord og fortælle om Hans gerninger. Overbevisningen om, at denne mand er Kristus, vender tilbage til ham. Han vender sig til sin medskyldige og siger: „Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom?“ De døende røvere har ikke mere at frygte af mennesker; men i den ene af dem vokser en overbevisning om, at der er en Gud at frygte og dermed en fremtid, der kan få ham til at skælve. Og nu er hans livshistorie ved at slutte, gennemsyret af synd som den er. „Og vi har fået den med rette,“ jamrer han, „vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.“ ret
(546) Nu er der ingen vaklen mere. Der er ingen tvivl og ingen bebrejdelser. Da røveren blev dømt for sin forbrydelse, var han blevet fortvivlet og havde mistet ethvert håb; men nu dukker mærkelige, gode tanker frem. Han mindes alt det, han har hørt om Jesus, hvordan han har helbredt de syge og tilgivet synder. Han har hørt beretninger fra dem, der troede på Jesus og grædende fulgte ham. Han har set og læst indskriften over Frelserens hoved. Han har hørt de forbipasserende gentage den, nogle med sørgmodigt skælvende læber og andre spøgende og hånende. Helligånden oplyser hans sind, og lidt efter lidt kædes begivenhederne sammen. I Jesus, kvæstet, forhånet og hængende på korset, ser han Guds Lam, som tager verdens synd på sig. Håb er blandet med frygt i hans stemme, da denne hjælpeløse, døende mand overgiver sig til en døende Frelser. Han udbryder: „Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.“ ret
(546) Svaret kommer lige med det samme. Stemmen er mild og blid; ordene kærlige, medfølende og kraftfulde: Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradis. ret
(546) I lange, kvalfulde timer har spot og hån lydt for Jesu ører. Mens han hænger på korset, trænger lyden af hån og forbandelser stadig op til ham. Længselsfuldt har han lyttet efter et eller andet udtryk for tro fra sine disciple, men han har kun hørt de sørgmodige ord: „Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.“ Hvor må det have glædet Frelseren at modtage dette udtryk for tro og kærlighed fra den døende røver! Mens jødernes ledere forkaster ham og selv disciplene tvivler på hans guddommelighed, kalder denne stakkels røver ved grænsen til evigheden Jesus Herre. Mange var rede til at kalde ham Herre, da han udførte mirakler, og efter at han var opstået af graven; men ingen anerkendte ham, da han hang døende på korset, undtagen den angrende røver, der blev frelst i den ellevte time. ret
(547) De omkringstående opfangede ordene, da røveren kaldte Jesus Herre. Tonen i den angrende mands stemme fangede deres opmærksomhed. De, som ved korsets fod havde skændtes om Kristi klæder og trukket lod om hans kjortel, standsede op for at lytte. De dæmpede deres vrede stemmer. Med tilbageholdt åndedræt betragtede de Kristus og ventede på svaret fra de døende læber. ret
(547) Da Kristus sagde de forjættende ord, var det, som om den mørke sky, der syntes at indhylle korset, blev gennemtrængt af et klart og levende lys. Den angrende røver modtog den fuldkomne fred i troen på Gud. Kristus blev herliggjort i sin ydmygelse. Han, som i alle andre øjne så besejret ud, var sejrherre. Han var blevet anerkendt som den, der bærer synden. Mennesker kan udøve magt over hans menneskelige legeme. De kan gennembore hans hellige tindinger med tornekronen. De kan berøve ham hans klæder og skændes om fordelingen af dem. Men de kan ikke berøve ham magten til at tilgive synder. Ved at dø bekræfter han sin egen guddommelighed og Faderens herlighed. Hans „ører er ikke for døve til at høre,“ og „hans arm er ikke for kort til at frelse“10. Det er hans kongelige ret indtil det yderste at frelse alle dem, der kommer til Gud ved ham. ret
(547) „Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.“ Kristus lovede ikke røveren, at han den samme dag skulle være sammen med ham i Paradis. Han tog ikke selv til Paradis den dag. Han sov i graven, og på opstandelsens morgen sagde han: „Jeg er endnu ikke steget op til Faderen.“ ret
(547) Men på dagen for korsfæstelsen, den dag, der så ud som nederlag og mørke, blev løftet givet: „I dag,“ mens Kristus dør på korset som en forbryder, forsikrer han den arme synder: „Du skal være med mig i Paradis.“ ret
(547) Røverne, der blev korsfæstet sammen med Jesus, var anbragt „én på hver side, med Jesus i midten.“ Dette var gjort efter præsternes og rådsherrernes anvisning. Kristi placering midt imellem røverne skulle indikere, at han var den største forbryder af de tre. Således opfyldtes Skriften: Han „blev regnet blandt lovbrydere“ . Men præsterne indså ikke den fulde betydning af deres handling. Ligesom Jesus var anbragt „i midten,“ da han blev korsfæstet sammen med røverne, sådan blev hans kors anbragt midt i en syndig verden. Og de tilgivende ord til den angrende røver tændte et lys, der vil skinne til jordens fjerneste grænser. ret
(547) Med forbavselse var englene vidne til Jesu uendelige kærlighed. Han, som led de frygteligste smerter på legeme og sjæl, tænkte kun på andre og opmuntrede den angrende røver til at tro. Under sin ydmygelse havde han som profet henvendt sig til Jerusalems døtre. Som ypperstepræst og talsmand havde han bønfaldet Faderen om at tilgive sine mordere, og som en kærlig Frelser havde han tilgivet den angrende røver hans synder. ret
(547) Jesu moder
Da Jesu blik vandrede hen over skaren omkring ham, fangede en skikkelse hans opmærksomhed. Ved korsets fod stod hans mor støttet af disciplen Johannes. Hun kunne ikke holde ud at være borte fra sin søn, og Johannes, som vidste, at der ikke var lang tid tilbage, havde igen bragt hende hen til korset. I sin dødsstund huskede Kristus på sin mor. Han så på hendes ansigt, der var knuget af sorg, og så på Johannes. Han sagde til hende: „Kvinde, dér er din søn.“ Derefter sagde han til Johannes: „Dér er din mor.“ Johannes forstod Kristi ord og tog imod tilliden. Han tog straks Maria med sig til sit hjem, og fra det øjeblik tog han sig kærligt af hende. Midt i al sin legemlige og åndelige smerte havde vor kærlige og medfølende Frelser omsorg for sin mor. Han havde ikke penge at efterlade til hendes underhold, men han havde en stor plads i Johannes’ hjerte, og Jesus overdrog sin moder til ham som en dyrebar arv. Således forsynede han hende med det, som hun allermest trængte til: den kærlige deltagelse fra et menneske, der elskede hende, fordi hun elskede Jesus. Og ved at modtage hende som en betroet skat fik Johannes en stor velsignelse. Hun var et stadigt minde om hans elskede Mester. ret
(548) Dette fuldkomne eksempel på Kristi kærlighed til sin mor står som et lysende eksempel gennem tidernes mørke. I næsten tredive år havde Jesus i sit daglige arbejde hjulpet hende med at bære hjemmets byrder, og selv nu i sin dødskamp husker han at drage omsorg for sin sørgende, ensomme mor. Den samme ånd går igen hos alle vor Herres disciple. De, som følger Kristus, vil føle det som en del af deres tro at respektere og sørge for deres forældre. ret
(548) Hvad Jesu led
Og nu var herlighedens Herre ved at dø som løsesum for menneskeslægten. Da Kristus gav sit dyrebare liv, blev han ikke holdt oppe af sejrens glæde. Alt var tyngende mørke. Det var ikke frygten for døden, der tyngede ham. Det var ikke smerten og vanæren fra korset, der forårsagede hans usigelige sjælekval. Hans lidelser skyldtes hans følsomhed over for syndens ondartethed og hans viden om, at mennesket ved at beskæftige sig med ondskaben bliver blind over for dens uhyrlighed. Kristus så, hvor stærkt et greb synden har i mennesket, og hvor få der ville være villige til at bryde med dens magt. Han vidste, at uden Guds hjælp måtte menneskeslægten gå til grunde, og han så utallige mennesker gå til grunde trods rigelig hjælp inden for rækkevidde. ret
(548) Al vor synd blev lagt på Kristus, der var stedfortræder og garant for os. Han blev regnet for en synder, for at han kunne frelse os fra lovens fordømmelse. Skylden fra alle Adams efterkommere hvilede på ham. Guds vrede over synden og den frygtelige tilkendegivelse af hans mishag på grund af synden fyldte hans Søn med forfærdelse. Hele sit liv havde Kristus forkyndt det gode budskab om Faderens barmhjertighed og tilgivende kærlighed for den faldne verden. Han havde forkyndt frelse for selv de største syndere. Men nu, hvor han bærer den frygtelige byrde af skyld, kan han ikke se Faderens tilgivende ansigt. At det guddommelige åsyn trak sig tilbage fra Frelseren i øjeblikket med den allerstørste smerte gennemborede hans hjerte med en sorg, som et menneske aldrig vil være i stand til helt at forstå. Så stor var denne smerte, at den næsten overdøvede hans legemlige lidelser. ret
(549) Satan pinte Jesus med de voldsomste fristelser. Frelseren kunne ikke se gennem gravens porte. Der var intet håb, som forkyndte ham, at han skulle stige op af graven som sejrherre, eller som fortalte ham, at hans Fader havde taget imod hans offer. Han frygtede, at synden var så anstødelig for Gud, at deres adskillelse skulle blive evig. Kristus følte den smerte, som synderen må føle, når nåden ikke mere går i forbøn for den faldne slægt. Det var fornemmelsen af synden, der ved at nedkalde Faderens vrede over ham som menneskets stedfortræder, knuste hans hjerte, og som gjorde det bæger, han måtte tømme, så bitter. ret
(549) Med undren var englene vidne til Frelserens fortvivlede sjælekval. De himmelske hærskarer tildækkede deres ansigter for ikke at se det forfærdelige syn. Naturen udtrykte deltagelse for sin krænkede og døende Skaber. Solen nægtede at se på det frygtelige syn. Dens klare stråler oplyste jorden midt på dagen, da det pludselig var, som om den var tildækket. Fuldstændigt mørke indhyllede korset som et ligklæde. „Der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time.“ Der var ingen solformørkelse eller anden naturlig årsag til dette mørke, der var så tæt som ved midnatstid uden måne eller stjerner. Det var et mirakuløst vidnesbyrd givet af Gud, for at senere slægter kunne blive styrket i troen. ret
(549) I dette tætte mørke skjulte Gud sin tilstedeværelse. Han gør mørket til sit telt og skjuler sin herlighed for menneskers øjne. Gud og hans hellige engle var ved siden af korset. Faderen var hos sin Søn. Dog åbenbarede han ikke sin nærværelse. Hvis hans herlighed havde strålet ud gennem skyen, ville enhver menneskelig tilskuer være gået til grunde. Og i denne forfærdelige time skulle Kristus ikke trøstes ved Faderens nærværelse. Han trådte vinpersen alene, og der var ingen af folket hos ham. ret
(549) I dette tætte mørke skjulte Gud sin Søns sidste menneskelige dødskamp. Alle, der havde set Kristus under hans lidelse, havde været overbevist om hans guddommelighed. Når mennesker én gang havde set dette ansigt, kunne de aldrig glemme det. Ligesom Kains ansigt udtrykte hans skyldighed som morder, sådan åbenbarede Kristi ansigt uskyld, ophøjet ro og menneskekærlighed — Guds eget billede. Men hans anklagere ville ikke ænse dette himmelske segl. Gennem lange kvalfulde timer havde den spottende mængde stirret på Kristus. Nu blev han nådigt skjult under Guds kappe. ret
(549) Gravens stilhed syntes at have sænket sig over Golgata. Skaren, der havde forsamlet sig omkring korset, blev grebet af en usigelig rædsel. Forbandelserne og forhånelserne standsede midt i en sætning. Mænd, kvinder og børn kastede sig ned på jorden. Undertiden flammede lyn frem fra skyen og åbenbarede korset og den korsfæstede Frelser. Præsterne, rådsherrerne, de skriftkloge, bødlerne og pøbelen troede alle, at gengældelsens time var komet for dem. Efter en tid hviskede nogen, at Jesus nu ville stige ned fra korset. Andre forsøgte at famle sig vej tilbage til byen, mens de slog sig for brystet og jamrede af frygt. ret
(550) Ved den niende time løftede mørket sig fra folket, men indhyllede stadig Frelseren. Det var som et symbol på den smerte og rædsel, der hvilede tungt på ham. Intet blik kunne trænge igennem det mørke, der omgav korset, og ingen kunne trænge ind i det endnu dybere mørke, der indhyllede Kristi lidende sjæl. Det var, som om de heftige lynglimt blev slynget imod ham, mens han hang på korset. Da „råbte Jesus med høj røst: ‘Elí, Elí! lemá sabaktáni?’“ „Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ Da det ydre mørke sænkede sig over Frelseren, var der mange, som udbrød: Himmelens hævn rammer ham. Guds vredes lyn slynges imod ham, fordi han gjorde krav på at være Guds Søn. Mange af dem, der troede på ham, hørte hans fortvivlede råb. Håbet svigtede dem. Hvis Gud havde forladt Jesus, hvad havde så hans disciple at stole på? ret
(550) Da mørket lettede fra Kristi sønderknuste sjæl, vågnede en følelse af fysisk lidelse, og han sagde: „Jeg tørster!“ En af de romerske soldater, der følte medlidenhed ved synet af de indtørrede læber, tog en svamp på en isopstængel, dyppede den i et kar med eddike og rakte den op til Jesus. Men præsterne gjorde nar af hans pine. Da mørket sænkede sig over jorden, var de blevet forskrækkede, men da skrækken fortog sig, vendte frygten for, at Jesus skulle undslippe fra dem, atter tilbage. Hans ord: „Elí, Elí! lemá sabaktáni?“ havde de misfortolket. Med den bitreste foragt og hån sagde de: „Han kalder på Elias.“ Den sidste mulighed for at lindre hans lidelser afviste de. De sagde: „Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.“ ret
(550) Guds skyldfri Søn hang på korset, og hans legeme var flænget af piskeslag. Hænderne, der så ofte var blevet rakt ud til velsignelse, var naglede til korset. Fødderne, så utrættelige i kærlighedens tjeneste, var naglet fast til træet. Det kongelige hoved var såret af tornekronen. De skælvende læber havde formet sig til et klageråb. Og alt, hvad han udholdt — blodet, der dryppede fra hans hoved, hans hænder, hans fødder, smerten som martrede hans legeme og den usigelige pine, der fyldte hans sjæl, fordi Faderen havde skjult sit ansigt — alt dette har et budskab til ethvert menneske: Det er for din skyld, at Guds Søn indvilliger i at bære denne byrde af synd; for din skyld sprænger han dødens porte og åbner Paradiset. Han, som stilnede stormen og gik på de skumklædte bølger; som fik onde ånder til at skælve og sygdomme til at flygte bort; som åbnede de blindes øjne og kaldte de døde til live — han giver sig selv som et offer på korset, og alt dette af kærlighed til dig. Han, som bærer synden, må udholde den guddommelige retfærdigheds vrede og bliver for din skyld selv til synd. ret
(550) I tavshed afventede tilskuerne afslutningen på denne rædselsscene. Solen skinnede igen; men korset var stadig indhyllet i mørke. Præster og rådsherrer så hen imod Jerusalem — og se, den mørke sky havde sænket sig over byen og Judæas sletter. Retfærdighedens Sol, verdens Lys, var ved at trække sine stråler bort fra den engang foretrukne by Jerusalem. De voldsomme lynglimt fra Guds vrede var rettet mod den af skæbnen ramte by. ret
(551) „Det er fuldbragt“
Pludselig løftede mørket sig fra Korset, og med klar gennemtrængende stemme, der syntes at give genlyd i al skaberværket, råbte Jesus: „Det er fuldbragt.“ ret
(551) „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ Et lys omkransede korset, og Frelserens ansigt strålede med en glans som solen. Derefter bøjede han hovedet ned mod brystet og døde. ret
(551) Midt i det forfærdelige mørke og tilsyneladende forladt af Gud havde Kristus tømt de menneskelige lidelsers bæger til sidste dråbe. I disse rædselsfulde timer havde han stolet på de vidnesbyrd om sin Fars accept, som han hidtil havde fået. Han var fortrolig med sin Fars væsen; han forstod hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed. Ved troen hvilede han i ham, som det altid havde været hans glæde at adlyde. Og da han i ydmyghed overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen af at have mistet sin Faders velbehag. Ved troen var Kristus blevet sejrherre. ret
(551) Aldrig før havde jorden været vidne til noget sådant. Skaren stod som lammet og stirrede med tilbageholdt åndedræt på Frelseren. Atter sænkede mørket sig over jorden, og der hørtes en dump buldren som stærk torden. Der kom et voldsomt jordskælv. Folk blev kastet omkring mellem hinanden, og vild forvirring og bestyrtelse fulgte. I de omkringliggende bjerge revnede klipperne og faldt buldrende ned på sletterne. Gravene åbnede sig, og de døde blev kastet ud derfra. Det var, som om alt skulle rystes i småstykker. Præster, rådsherrer, soldater, bødler og folket kastede sig ned på jorden, målløse af rædsel. ret
(551) Da Kristus råbte: „Det er fuldbragt,“ var præsterne ved at gøre tjeneste i templet. Det var ved aftenofferets tid. Lammet, der skulle repræsentere Kristus, var blevet bragt ind for at blive slagtet. Klædt i sin betydningsfulde og smukke dragt stod præsten med kniven hævet ligesom Abraham, da han skulle til at ofre sin søn. Folket så til med spændt opmærksomhed. Men jorden ryster og skælver; for Herren selv nærmer sig. Med en skærende lyd flænges det inderste forhæng i templet fra øverst til nederst af en usynlig hånd, så stedet, der engang var fyldt af Guds nærvær, nu ligger åbent for alles øjne. På dette sted havde Shekinah været. Her havde Gud åbenbaret sin herlighed over nådestolen. Ingen anden end ypperstepræsten havde nogensinde løftet det forhæng, der adskilte dette rum fra det øvrige tempel. Han gik derind én gang om året for at bringe sonofferet for folkets synder. Men dette forhæng er nu flænget i to stykker. Det allerhelligste sted i den jordiske helligdom er ikke mere helligt. ret
(552) Alt er skræk og forvirring. Præsten skal til at slagte offeret, men kniven falder ud af hans kraftesløse hånd, og lammet slipper bort. Forbilledet har mødt sit modbillede ved Guds Søns død. Det store offer er blevet bragt. Vejen er åbnet til det allerhelligste. En ny og levende vej er forberedt for alle. Den syndige, sorgfulde menneskehed behøver ikke mere at afvente ypperstepræstens komme. Fra nu af skulle Frelseren gøre tjeneste som præst og talsmand i Himlenes Himmel. Det var, som om en levende stemme havde talt til tempelgæsterne: Nu er det forbi med alle slagtofre og brændofre. Guds Søn er kommet, og han har selv sagt: „Se, jeg er kommet — i bogrullen er der skrevet om mig — for at gøre din vilje, Gud.“ „Med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.“ ret