(553) Kristus opgav ikke ånden, før han havde fuldført den gerning, som han var kommet for at udføre, og med sit sidste åndedrag råbte han: „Det er fuldbragt!“ Han havde vundet slaget. Hans højre hånd og hans hellige arm havde skaffet ham sejren. Som sejrherre plantede han sit banner på de evige høje. Var der mon ikke glæde blandt englene? Hele Himmelen jublede over Frelserens sejr. Satan var overvundet, og han vidste, at han havde mistet sit rige. ret
(553) Kampen mellem ondt og godt
For englene og de syndfri verdener havde råbet: „Det er fuldbragt“ en dybere betydning. Det var både for dem og for os, at det store frelsesværk var blevet gennemført. De deler frugten af Kristi sejr med os. ret
(553) Først ved Kristi død blev Satans sande væsen helt afsløret for englene og de syndfri verdener. Den frafaldne havde dækket sig under blændværk, så selv hellige skabninger ikke havde forstået hans principper. De havde ikke kunnet gennemskue karakteren af hans oprør. ret
(553) Det var en skabning af vidunderlig styrke og herlighed, som havde sat sig op imod Gud. Herren siger om Lucifer: „Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.“ ret
(553) Lucifer havde været den skærmende kerub. Han havde haft sin plads i lyset af Guds nærhed. Han havde været den højeste af alle skabte væsener og havde været den første til at åbenbare Guds formål for universet. Efter at han havde syndet, blev hans bedrageriske magt endnu mere vildledende, ligesom det blev endnu mere vanskeligt at afsløre hans karakter på grund af den ophøjede stilling, han havde indtaget hos Faderen. ret
(553) Gud kunne have tilintetgjort Satan og hans medskyldige lige så let, som man kaster en sten til jorden; men han gjorde det ikke. Oprøret skulle ikke overvindes ved magt. Tvangsforanstaltninger findes kun under Satans herredømme. Herrens principper er ikke af en sådan art. Hans autoritet hviler på godhed, barmhjertighed og kærlighed, og forkyndelsen af disse principper er midlet, der skal bruges. Guds herredømme er åndeligt, og sandhed og kærlighed skal være drivkraften. ret
(554) Det var Guds formål, at alt skulle være baseret på evig tryghed, og i det himmelske råd blev det besluttet, at der måtte gives Satan tid til at udvikle de principper, der var grundlaget for hans regeringsform. Han havde hævdet, at de var bedre end Guds principper. Der blev indrømmet tid til gennemførelsen af Satans principper, så de kunne bedømmes af det himmelske univers. ret
(554) Satan førte mennesker ud i synd, og frelsesplanen blev sat i gang. I fire tusinde år arbejdede Kristus for menneskers højnelse og Satan for deres ødelæggelse og nedværdigelse. Og alt blev overværet af det himmelske univers. ret
(554) Da Jesus kom til verden, rettede Satans magt sig mod ham. Fra det tidspunkt, hvor han fremstod som et lille barn i Betlehem, arbejdede tronraneren på at tilintetgøre ham. På enhver mulig måde forsøgte han at hindre Jesus i at udvikle sig i en fuldkommen barndom, en syndfri manddom, en hellig gerning til et fejlfrit offer. Men han led nederlag. Han kunne ikke få Jesus til at synde. Han kunne ikke gøre ham modløs eller jage ham bort fra den gerning, han var kommet til verden for at udrette. Fra ørkenen til Golgata blev han plaget af Satans stormende vrede, men jo mere nådeløst han blev plaget, desto fastere klyngede Guds Søn sig til sin Fars hånd og hastede videre ad den blodige vej. Alle Satans bestræbelser for at underkue og besejre ham fik kun hans pletfri karakter til at fremstå endnu stærkere. ret
(554) Hele Himmelen og de syndfri verdener havde været vidne til striden. Med spændt opmærksomhed fulgte de afslutningen. De så Frelseren gå ind i Getsemane have, de så hans sjæl knuget under rædselen for det dybe mørke. De hørte hans bitre råb: „Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.“ Da han blev berøvet sin Fars nærvær, så de ham knuget af så bitter en sorg, at den overgik smerten ved den sidste store kamp med døden. Den blodige sved trængte sig frem af hans porer og faldt som dråber til jorden. Tre gange lød den indtrængende bøn om befrielse fra hans læber. Himmelen kunne ikke længere udholde synet heraf, og en budbringer blev sendt med trøst til Guds Søn. ret
(554) Himmelen så Satans vanvittige gerninger og hans magt over menneskehjerter. Den hørte fornægtelsen under eder og forbandelser fra en af hans mest elskede disciple. Så, hvordan sonofferet på forræderisk vis blev overgivet til den mordlystne hob og med hån og vold slæbt fra den ene domstol til den anden. To gange krævet til regnskab af præsterne, to gange af rådet, to gange af Pilatus og én gang af Herodes. Den hørte hans bødler spotte ham på grund af hans ringe herkomst. Så ham blive spottet, pisket, dømt og ført bort for at blive korsfæstet; bære korsets tunge byrde, mens Jerusalems døtre jamrede og pøbelen hånede ham. ret
(554) Der var sorg og forfærdelse i Himmelen, da Kristus hang på korset, mens blodet flød fra hans sårede tindinger, og blodig sved brød frem på hans pande. ret
(555) Dråbe for dråbe faldt blodet fra hans hænder og fødder ned på klippen, hvor der var boret et hul til korsets fod. Sårene fra naglerne gabte ved tyngden fra hans legeme. Hans anstrengte åndedræt blev hastigt og tungt, og han stønnede under byrden af verdens synd. Himmelen fyldtes med undren, da Kristus midt i sin forfærdelige smerte opsendte denne bøn: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.“ Og alligevel stod der mennesker, skabt i Guds billede, som enedes om at tilintetgøre Guds enbårne Søns liv. Hvilket syn for det himmelske univers. ret
(555) Mørkets riger og magter var forsamlet omkring korset og kastede vantroens djævelske skygge over menneskehjerterne. Da Herren skabte disse væsener til at stå foran sin trone, var de smukke og ærefulde. Deres skønhed og renhed var i harmoni med deres ophøjede kald. De var beriget med Guds visdom og iført himmelsk pragt. De var Jehovas tjenere. Men hvem kunne i de faldne engle genkende de strålende serafer, der engang havde gjort tjeneste i Himmelen? ret
(555) Satans hjælpere allierede sig med onde mennesker for at få folket til at tro, at Kristus var den største af alle syndere og gøre ham til genstand for afsky og foragt. De, som hånede Kristus, da han hang på korset, var fyldt af den samme ånd som den første store oprører. Han fyldte dem med nedrige og afskyelige ord og gav inspiration til deres forhånelser. Men med alt dette opnåede han ingenting. ret
(555) Hvis der blot var blevet fundet én synd hos Kristus, hvis han blot i et enkelt tilfælde havde givet efter for Satan for at undgå den rædselsfulde tortur, ville Guds og menneskers fjende have sejret. Kristus bøjede hovedet og døde, men han fastholdt sin tro og sin lydighed mod Gud. „Og jeg hørte en høj røst i himlen sige: Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds og herredømmet hans salvedes, for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud.“ ret
(555) Satan så, at hans bedrag var afsløret. Hans væsen var nu blevet åbenbaret for de syndfri engle og hele det himmelske univers. Han havde afsløret sig selv som morder. Ved at udgyde Guds Søns blod havde han afskåret sig selv fra enhver form for sympati fra de himmelske magter. Herefter var hans virkefelt indskrænket. Uanset hvilken holdning han måtte indtage, kunne han ikke længere forvente, at han over for englene, når de kom fra de himmelske boliger, kunne beskylde Kristi brødre for at være iført mørkets klæder og for at være besudlet af synd. Den sidste forbindelse af sympati mellem Satan og den himmelske verden var nu brudt. ret
(555) Menneskets rolle i striden
Alligevel blev Satan ikke tilintetgjort dengang. Selv englene forstod dengang ikke alt, hvad der var involveret i den store strid. Principperne, der stod på spil, skulle blive helt og fuldt åbenbaret, og for menneskets skyld måtte Satans eksistens fortsætte. Mennesker såvel som engle skulle være i stand til at se forskellen mellem lysets fyrste og mørkets fyrste. De skulle selv vælge, hvem de ville tjene. ret
(556) Ved stridens begyndelse havde Satan erklæret, at Guds lov ikke kunne overholdes, at retfærdighed var uforenelig med barmhjertighed, og at det var umuligt for en synder at få tilgivelse, hvis han overtrådte loven. Satan hævdede, at enhver synd burde have sin straf, og hvis Gud ville eftergive straffen for synd, ville han ikke være sandhedens og retfærdighedens Gud. Satan frydede sig, når mennesker brød Guds lov og trodsede hans vilje. Ifølge ham var det bevist, at loven ikke kunne overholdes. Mennesket kunne ikke få tilgivelse. Fordi han efter sit oprør var blevet forvist fra Himmelen, hævdede han, at menneskeslægten for evigt måtte være udelukket fra Guds begunstigelse. Han påstod, at Gud ikke kunne være retfærdig og alligevel vise synderen barmhjertighed. ret
(556) Men selv som synder var mennesket helt anderledes stillet end Satan. I Himmelen havde Lucifer syndet i lyset fra Guds herlighed. For ham var Guds kærlighed blevet åbenbaret som for ingen anden skabning. Selvom han forstod Guds væsen og kendte til hans godhed, valgte Satan at følge sin egen selviske, uafhængige vilje. Dette valg var afgørende. Gud kunne ikke gøre mere for at frelse ham. Men mennesket var blevet bedraget. Dets sind var blevet formørket ved Satans falske argumenter. Det kendte ikke højden og dybden af Guds kærlighed. Ved at lære Guds karakter at kende kunne det måske vindes for Gud igen. ret
(556) Gennem Jesus blev Guds barmhjertighed åbenbaret for mennesker; men barmhjertighed udelukker ikke retfærdighed. Loven viser os Guds karakteregenskaber, og ikke en tøddel af den kunne ændres for at imødekomme mennesket i dets faldne tilstand. Gud forandrede ikke sin lov, men ved Kristus ofrede han sig selv for menneskers frelse. „For det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv.“ ret
(556) Kampen mod Guds lov
Loven fordrer retfærdighed — et retfærdigt liv og en fuldkommen karakter, og dette kan mennesket ikke give. Det kan ikke opfylde kravene i Guds hellige lov. Men Kristus, der kom til jorden som menneske, levede et helligt liv og udviklede en fuldkommen karakter. Dette tilbyder han frit som gave til alle, der vil tage imod. Hans liv træder i stedet for menneskers liv. Således får de ved Guds overbærenhed tilgivelse for fortidens synder. Og foruden dette bliver mennesket ved Kristus helt gennemtrængt af Guds egenskaber. Han opbygger den menneskelige karakter, så den ligner den guddommelige karakter, en prægtig struktur af åndelig styrke og skønhed. Således opfyldes lovens retfærdighed i den troende ved Kristus. Gud ville „vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus“ . ret
(557) Guds kærlighed er ikke blevet udtrykt mindre i hans retfærdighed end i hans nåde. Retfærdighed er grundlaget for hans trone og frugten af hans kærlighed. Det har været Satans hensigt at skille nåden ud fra sandheden og retfærdigheden. Han forsøgte at bevise, at retfærdigheden i Guds lov er en fjende af freden. Men Kristus viser os, at de i Guds plan er knyttet uløseligt sammen. Den ene kan ikke være til uden den anden. „Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.“ ret
(557) Ved sit liv og sin død beviste Kristus, at Guds retfærdighed ikke tilintetgjorde hans barmhjertighed, men at synden kunne blive tilgivet, og at loven er retfærdig og kan adlydes til fuldkommenhed. Satans anklager var modbevist. Gud havde givet mennesket et umiskendeligt bevis på sin kærlighed. ret
(557) Nu blev der fremført et andet bedrag. Satan erklærede, at nåden tilintetgjorde retfærdigheden, og at Kristi død ophævede Faderens lov. Havde det været muligt at ændre eller ophæve loven, behøvede Kristus ikke at dø. Men at ophæve loven ville være at udødeliggøre overtrædelse og placere verden under Satans kontrol. Det var, fordi loven var uforanderlig, fordi mennesket kun kunne frelses gennem lydighed mod dens befalinger, at Jesus blev naglet til korset. Men det selv samme middel, hvormed Kristus stadfæstede loven, blev af Satan fremstillet som dens tilintetgørelse. Her kommer den sidste konflikt i den store strid mellem Kristus og Satan. ret
(557) Satan fremfører nu, at loven, som blev meddelt med Guds egen stemme, er fejlbehæftet, og at enkeltheder i den er blevet tilsidesat. Dette er det sidste store bedrag, som han vil prøve at pådutte verden. Han behøver ikke at angribe hele loven. Hvis han kan få mennesker til at se bort fra et enkelt bud, har han opnået, hvad han ville. „Den, som ellers overholder hele loven men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.“ Ved at indvillige i at overtræde et bud kommer mennesker under Satans herredømme. Han vil forsøge at kontrollere verden ved at erstatte Guds lov med menneskers love. Dette er forudsagt i profetierne. Her erklæres der om den store, frafaldne magt, som er repræsentant for Satan: „Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige. Han tragter efter at ændre tider og lov, og de skal gives i hans magt.“ ret
(557) Mennesker vil helt sikkert oprette deres egne love for at modarbejde Guds love. De vil søge at tvinge andres samvittighed, og i deres iver for at indføre disse love vil de underkue deres medmennesker. ret
(557) Bekæmpelsen af Guds lov, som blev påbegyndt i Himmelen, vil blive fortsat indtil tidernes ende. Ethvert menneske vil blive prøvet. Lydighed eller ulydighed er spørgsmålet, som hvert eneste menneske skal tage stilling til. Alle vil blive bedt om at vælge mellem Guds lov og menneskers love. Det er her, skillelinjen skal trækkes. Der vil kun blive to grupper. Enhver karakter vil udvikle sig fuldt ud, og alle vil komme til at vælge side og vise, om de har valgt loyalitet eller oprør. ret
(558) Når striden har ende
Derefter vil enden komme. Gud vil hævde sin lov og udfri sit folk. Satan og alle, der har fulgt ham i oprør, vil blive fjernet. Synden og synderne vil gå til grunde, både rod og gren (Se Mal 4,1). — Satan er roden, og hans tilhængere er grenene. Ordene om de ondes fyrste vil gå i opfyldelse: „Fordi du har gjort dit hjerte til et gudehjerte, … forstødte jeg dig fra gudebjerget, fra de funklende sten, jeg ødelagde dig, du beskyttende kerub … du er blevet en rædsel, du er borte for evig.“ Det er „ude med den uretfærdige, ser du efter, hvor han boede, er han der ikke mere“ . „De skal … blive, som havde de aldrig været til.“ ret
(558) Dette er ikke en vilkårlig magthandling fra Guds side. De, som forkaster hans nåde, høster, hvad de har sået. Gud er livets kilde, og hvis et menneske vælger at tjene synden, skiller det sig fra Gud og afskærer sig således fra livet. De er „fremmede for livet i Gud“ . Kristus siger: „Alle, der hader mig, elsker døden.“ Gud lader dem leve en tid, for at de kan udvikle deres karakter og åbenbare deres principper. Herefter modtager de følgerne af deres eget valg. Ved et liv i oprørskhed bringer Satan og de, der følger ham, sig selv i så stærk modstrid med Gud, at hans blotte nærværelse vil være en fortærende ild for dem. Herligheden fra ham, som er kærlighed, vil tilintetgøre dem. ret
(558) I begyndelsen af den store strid forstod englene ikke dette. Hvis Satan og hans hærskarer dengang havde fået lov til at høste det fulde resultat af deres synd, ville de være gået til grunde; men det ville ikke have været klart for himmelske skabninger, at dette var det uundgåelige resultat af synd. Tvivlen om Guds godhed ville være blevet tilbage i deres sind som en ond sæd, der ville have båret sin dødelige frugt i form af synd og smerte. ret
(558) Men sådan skal det ikke gå, når den store strid er til ende. Til den tid, når frelsesplanen er fuldført, vil Guds karakter være åbenbaret for alle skabte intelligensvæsener. Hans lovs forskrifter vil fremstå som fuldkomne og uforanderlige. Så har synden afsløret sit sande væsen og Satan sine egenskaber. Så vil udslettelsen af synden lade Guds kærlighed stå ved magt og genoprette hans herlighed over for et univers af skabninger, der fryder sig over at gøre hans vilje, og som bevarer hans lov i deres hjerter. ret
(558) Så englene havde grund til at fryde sig, da de betragtede Frelserens kors; for skønt de ikke forstod alt, så vidste de, at tilintetgørelsen af synden og Satan var sikret for evigt, at der nu var vished om menneskeslægtens frelse, og at der for evigt var tryghed i universet. Kristus forstod selv fuldt ud resultatet af offeret, der blev bragt på Golgata. Alt dette så han frem til, da han på korset udbrød: „Det er fuldbragt.“ ret