(44) Kapitlet er bygget op over Luk 2,41-51.
Blandt jøderne regnedes tolvårsalderen for skillelinjen mellem barndommen og ungdommen. Når en hebraisk dreng havde nået denne alder, blev han kaldt en lovens søn, men tillige en Guds søn. Han fik derefter særlige muligheder for åndelig belæring og forventedes at tage del i de hellige højtider og ceremonier. Det var i overensstemmelse med denne skik, at Jesus som dreng var på påskebesøg i Jerusalem. Ligesom alle andre fromme israelitter drog Josef og Maria hvert år op for at højtideligholde påsken; og da Jesus havde nået den alder, der krævedes, tog de ham med sig. ret
(44) Jødisk påskefejring
Der var tre årlige fester, påsken, pinsen og løvhyttefesten, hvor alle mænd i Israel havde befaling om at fremstille sig for Herren i Jerusalem. Af disse højtider var påsken den, der blev overværet af de fleste. Der kom mange til stede fra alle de lande, hvor diasporajøderne boede. Fra alle dele af Palæstina kom deltagerne i store skarer. Rejsen fra Galilæa varede flere dage, og de rejsende samledes i store flokke både for selskabets og sikkerhedens skyld. Kvinderne og de gamle mænd red på okser eller æsler ad de stejle, klippefyldte veje. De stærke mænd og de unge drog af sted til fods. Tidspunktet for påskehøjtiden svarede til slutningen af marts eller begyndelsen af april, hele landet var et blomsterflor, og fuglenes sang frydede alle. Langs hele vejen fandtes der steder, som rummede erindringer om Israels historie, og fædrene og mødrene fortalte atter deres børn om, hvor store ting Gud havde gjort for sit folk i de svundne tider. De fordrev tiden undervejs med sang og musik, og alle stemte i med denne sejrssang: „Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem … gid freden må råde over din ringmur, og tryghed i dine borge!“ ret
(44) Højtideligholdelsen af påsken begyndte samtidig med den hebraiske nations tilblivelse. Den sidste nat under jødernes trældom i Ægypten, da der tilsyneladende ikke var noget, der tydede på befrielse, befalede Gud dem at forberede sig på en øjeblikkelig udfrielse. Han havde advaret Farao om den endelige dom over ægypterne, og han påbød hebræerne samle deres familier inden for deres egne boliger. Når de havde stænket dørstolperne med det slagtede lams blod, skulle de spise lammet stegt, sammen med usyret brød og bitre urter. „Sådan skal I spise det,“ sagde han, „I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren.“ Ved midnatstid blev alle ægypternes førstefødte dræbt. Så sendte kongen dette budskab til Israel: „Skynd jer bort fra mit folk, … og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet.“ Hebræerne drog bort fra Ægypten som et frit folk. Herren havde befalet, at påsken hvert år skulle fejres. Han sagde: „Når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Ægypten sprang israelitternes huse over, da han slog ægypterne ned, men skånede vores huse.“ Således blev beretningen om denne vidunderlige udfrielse atter og atter fortalt fra slægt til slægt. ret
(45) Påsken blev efterfulgt af de usyrede brøds højtid, som varede i syv dage. På højtidens anden dag blev førstegrøden af årets høst, et neg af bygaks, fremstillet for Herren. Alle højtidens ceremonier var forbilleder på Kristi gerning. Israels udfrielse fra Ægypten var et levende eksempel på genløsningen, som påskefesten skulle bevare i erindringen. Det slagtede lam, det usyrede brød og neget med høstens førstegrøde var symboler på Frelseren. ret
(45) Jesus bliver klar over symbolikken i offersystemet
For de fleste mennesker på Kristi tid var højtideligholdelsen af denne fest sunket ned til at blive en ren formsag. Men hvad må den ikke have betydet for Guds Søn! ret
(45) Det var første gang, at barnet Jesus betragtede templet. Han så, hvordan de hvidklædte præster forrettede deres højtidelige tjeneste. Han så det blødende lam på alteret. Sammen med de andre tempelsøgende bøjede han sig i bøn, mens røgelsesskyerne steg op til Gud. Han var vidne til påskehøjtidens imponerende ritualer. Dag for dag stod deres betydning mere og mere klart for ham. Enhver handling syntes at have forbindelse med hans eget liv. Der vågnede nye impulser i hans indre. I tavshed og helt opslugt syntes han at grunde over et stort problem. Mysteriet i hans kald begyndte at gå op for Frelseren. ret
(45) Opslugt af overvejelser over disse scenerier, holdt han sig ikke ved siden af sine forældre. Han søgte at blive alene. Da påskegudstjenesterne var forbi, var han stadig i tempelgårdene, og da menigheden drog bort fra Jerusalem, blev han ladt tilbage. ret
(45) Ved dette besøg i Jerusalem havde Jesu forældre ønsket at bringe ham i forbindelse med Israels store lærere. Mens han i enhver henseende var lydig mod Guds ord, efterlevede han ikke de rabbinske skikke og ritualer. Josef og Maria håbede, at han måske kunne komme til at nære ærbødighed for de lærde skriftkloge og tage større hensyn til deres vedtægter. Men Jesus havde i templet lært af Gud selv. Det, som han havde modtaget, begyndte han straks at give videre til andre. ret
(46) På den tid var et værelse i forbindelse med templet beregnet til en hellig skole, på samme måde som profeternes skoler. Her forsamledes de øverste rabbinere sammen med deres elever, og derhen kom også barnet Jesus. Han satte sig ved disse alvorlige mænds fødder og lyttede til deres undervisning. Som den, der søger visdom, udspurgte han lærerne om profetierne og de begivenheder, der den gang var sket, og som viste hen til Messias’ komme. ret
(46) Jesus fremstillede sig som et menneske, der higede efter viden om Gud. Hans spørgsmål fremkaldte tanker om dybe sandheder, der længe havde været gemt bort, men som dog var af afgørende betydning for menneskenes frelse. Samtidig med, at det fremgik, hvor begrænset og overfladisk de lærde mænds visdom var, gav hvert spørgsmål dem en guddommelig lære og kastede nyt lys over sandheden. Rabbinerne talte om den vidunderlige ophøjelse, som Messias’ komme ville betyde for jødefolket; men Jesus gjorde dem opmærksomme på Esajas’ profeti og spurgte dem om, hvad der så var betydningen af disse skrifter, der peger hen til Guds Lams lidelse og død. ret
(46) Nu kom de lærde til ham med spørgsmål, og de var forbløffede over hans svar. Med et barns ydmyghed gentog han Skriftens ord, idet han gav dem en uddybelse af meningen, som de vise mænd aldrig havde forestillet sig. Hvis de var blevet fulgt, ville de retningslinjer for sandheden, som han udpegede, have betydet en reformation i datidens religiøse opfattelse. En dyb interesse for åndelige ting ville være blevet vakt, og mange ville have været forberedt på at modtage ham, da han begyndte på sin gerning. Rabbinerne vidste, at Jesus ikke var blevet undervist i deres skoler, men alligevel overgik hans forståelse af profetierne langt deres egen. De erkendte store muligheder i denne eftertænksomme galilæiske dreng. De ville gerne hverve ham til at være deres discipel, så han kunne blive lærer i Israel. De ønskede at overtage ansvaret for hans uddannelse, fordi de følte, at en så enestående forstand måtte bringes ind under deres vejledning. ret
(46) Jesu ord havde påvirket deres hjerter på en måde, som de aldrig før var blevet påvirket af noget menneskes ord. Gud prøvede at give lys til disse ledere i Israel, og han benyttede det eneste middel, hvorved det var muligt at nå dem. De ville i deres hovmod med foragt have afvist at indrømme, at de kunne lade sig belære af nogen. Hvis det havde set ud, som om Jesus havde villet forsøge at belære dem, ville de ikke have nedværdiget sig til at lytte til hans ord. Men de smigrede sig med, at det var dem, der belærte ham, eller at de i det mindste satte hans skriftkundskab på prøve. Jesu ungdommelige beskedenhed og venlighed afvæbnede deres fordomme. Ubevidst åbnede de deres sind for Guds ord, og Helligånden talte til deres hjerte. ret
(46) De kunne ikke undgå at se, at deres forventninger med hensyn til Messias ikke fandt støtte i profetierne; men de ville ikke slippe de teorier, der havde været smigrende for deres ærgerrighed. De ville ikke indrømme, at de havde misforstået de skrifter, som de gjorde krav på at fortolke. Fra den ene til den anden lød spørgsmålet: Hvorfra har denne unge mand sin viden, da han aldrig har lært noget? Lyset skinnede i mørket; men „mørket greb det ikke.“ ret
(47) Josef og Maria mister ham af syne
I mellemtiden var Josef og Maria dybt bekymrede og fortvivlede. Ved deres afrejse fra Jerusalem havde de tabt Jesus af syne, og de vidste ikke, at han var blevet tilbage i byen. Landet var dengang tæt befolket, og karavanerne fra Galilæa var meget store. Der herskede stor forvirring, da de forlod byen. Undervejs blev deres opmærksomhed optaget af det fornøjelige ved at rejse sammen med venner og bekendte, og de lagde ikke mærke til hans fravær, før aftenen var ved at falde på. Da de så standsede for at holde rast, savnede de deres barns hjælpende hånd. De havde ikke følt nogen ængstelse, fordi de mente, han var sammen med deres rejseselskab. Så ung som han var, havde de stolet ubetinget på ham og ventet, at han ville være parat til at hjælpe dem, når det var nødvendigt, og komme deres ønsker i forkøbet, som han altid plejede. Men nu blev de grebet af frygt. De ledte efter ham i hele rejseselskabet, men det var forgæves. De gyste ved tanken om, hvordan Herodes havde forsøgt at dræbe ham, da han var lille. Deres sind fyldtes af mørke forudanelser. De gjorde sig selv de bitreste bebrejdelser. ret
(47) De drog tilbage til Jerusalem og fortsatte deres eftersøgning. Da de næste dag blandede sig med mængden i templet, vakte en kendt stemme deres opmærksomhed. De kunne ikke tage fejl af den. Ingen anden stemme var som hans, så seriøs og alvorlig, og alligevel så klangfuld. ret
(47) Jesus forstår sit himmelske ophav
De fandt Jesus i rabbinernes skole. Trods deres glæde kunne de ikke glemme deres sorg og ængstelse. Da han atter var sammen med dem, sagde moderen med ord, som rummede en bebrejdelse: „Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.“ ret
(47) „Hvorfor ledte I efter mig?“ svarede Jesus. „Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?“ Og da de ikke lod til at forstå hans ord, pegede han opad. Der var et lys over hans ansigt, som de undrede sig over. Guddommeligheden lyste frem gennem menneskeligheden. Da de fandt ham i templet, havde de lyttet til, hvad der forgik mellem ham og rabbinerne, og de undrede sig over hans spørgsmål og svar. Hans ord satte en række af tanker i gang, som aldrig ville blive glemt. ret
(47) Og hans spørgsmål til dem rummede en lære for dem. „Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?“ Jesus havde beskæftiget sig med det arbejde, som han var kommet til verden for at udføre; men Josef og Maria havde forsømt deres. Gud havde vist dem stor ære ved at betro dem sin Søn. Hellige engle havde vejledt Josef, for at Jesu liv kunne blive bevaret. Men en hel dag igennem havde de mistet ham af syne, som de ikke et eneste øjeblik burde have glemt. Og da de blev lettet for deres ængstelse, havde de ikke bebrejdet sig selv, men havde lagt hele skylden på ham. ret
(48) Det faldt Jesu forældre naturligt at betragte ham som deres eget barn. Han var jo sammen med dem til daglig, hans tilværelse lignede i så mange tilfælde andre børns, og det var vanskeligt for dem at gøre sig klart, at han var Guds Søn. De var i fare for at glemme at påskønne den velsignelse, der var skænket dem ved at være sammen med verdens Frelser. Sorgen over at have været skilt fra ham og den milde bebrejdelse, der lå i hans ord, var tænkt som en påmindelse til dem om, hvor helligt et kald der var betroet dem. ret
(48) Ved at svare sin moder på denne måde viste Jesus for første gang, at han forstod sit forhold til Gud. Før han blev født, havde engelen sagt til Maria: ret
(48) „Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid.“ ret
(48) Maria havde grundet over disse ord i sit hjerte; men skønt hun troede, at hendes barn skulle blive Israels Messias, forstod hun ikke, hvori hans kald bestod. Nu fattede hun ikke betydningen af hans ord; men hun forstod, at han havde frasagt sig slægtskab med Josef og havde erklæret, at Gud var hans far. ret
(48) Et lys i hjemmet
Jesus ringeagtede ikke sit forhold til sine jordiske forældre. Fra Jerusalem vendte han hjem sammen med dem og hjalp dem i deres slidsomme tilværelse. Han skjulte mysteriet om sit kald i sit eget hjerte og afventede ydmygt det tidspunkt, der var udpeget for ham til at påbegynde sin gerning. I atten år, efter at han havde erkendt, at han var Guds Søn, anerkendte han de bånd, der bandt ham til hjemmet i Nazaret, og udførte sine pligter som søn, som bror, som ven og som borger. ret
(48) Da Jesu kald var blevet åbenbaret for ham i templet, undgik han samværet med mængden. Han ønskede at vende tilbage fra Jerusalem i stilhed sammen med dem, der kendte hans livs hemmelighed. Ved påskehøjtiden søgte Gud at kalde sit folk bort fra deres verdslige bekymringer og minde dem om sin underfulde gerning ved at udfri dem fra Ægypten. Han ville, at de i denne handling skulle se et løfte om udfrielse fra synden. Ligesom det slagtede lams blod beskyttede Israels folks hjem, skulle Kristi blod frelse dem. Men de kunne kun blive frelst ved Kristus, hvis de ved troen gjorde hans liv til deres eget. Den symbolske tjeneste gavnede kun, hvis den ledte menighedens tanker til Kristus som deres personlige Frelser. Gud ønskede, at de skulle ledes til under bøn at studere og meditere over Kristi mission. Men når skarerne forlod Jerusalem, optog rejseoplevelserne og det selskabelige samkvem alt for ofte hele deres opmærksomhed, og den højtidelige tjeneste, som de havde været vidne til, blev glemt. Frelseren følte sig ikke tiltrukket af tanken om at være sammen med dem. ret
(49) Da Josef og Maria skulle vende tilbage fra Jerusalem sammen med Jesus, håbede han på at kunne henlede deres tanker til profetierne om den lidende Frelser. På Golgata søgte han at lindre sin mors sorg. Nu tænkte han på hende. Maria skulle være vidne til hans sidste dødskval, og Jesus ønskede, at hun skulle forstå hans mission, så hun kunne få kraft til at holde ud, at sværdet gennemtrængte hendes sjæl. Sådan som Jesus nu havde været skilt fra hende, og hun med sorg havde søgt efter ham i tre dage, sådan skulle han atter, når han blev ofret for verdens synd, være tabt for hende i tre dage. Og når han atter steg op af graven, ville hendes sorg igen blive vendt til glæde. Men hvor meget bedre ville hun ikke kunne have udholdt smerten ved hans død, hvis hun havde forstået de skrifter, som han nu forsøgte at gøre hende opmærksom på. ret
(49) Hvis Josef og Maria havde holdt deres tanker fast ved Gud gennem meditation og bøn, ville de have erkendt, hvilken hellig forpligtelse de havde fået, og de ville ikke have sluppet Jesus af syne. Ved en enkelt dags forsømmelse mistede de ham; men det kostede dem tre dages ængstelig søgen atter at finde ham. Det er det samme for os. Ved tom tale, sladder eller ved at undlade at bede kan vi på en eneste dag miste Frelserens nærvær, og det kan koste os mange dages smertefuld søgen atter at finde ham og genvinde den fred, som vi har mistet. ret
(49) I vort samvær med hinanden skal vi passe på ikke at glemme Jesus, så vi lever vort liv uden at tænke på, at han ikke er hos os. Når vi lader os optage helt af verdslige ting, så vi ikke har nogen tanke for ham, som er midtpunktet for vort håb om evigt liv, skiller vi os selv fra Jesus og fra de himmelske engle. Disse hellige væsener kan ikke være der, hvor Frelserens nærvær ikke er ønsket, og hvor hans fravær ikke bemærkes. Dette er grunden til, at der så ofte hersker modløshed blandt dem, der kalder sig Kristi disciple. ret
(49) Mange tager del i gudstjenester og føler sig opmuntrede og trøstede ved Guds ord; men ved at forsømme meditation, årvågenhed og bøn mister de velsignelsen og opdager, at de er fattigere, end før de modtog den. Ofte har de den følelse, at Gud har været hård og streng imod dem. De kan ikke se, at skylden er deres egen. Ved at holde sig borte fra Jesus har de udelukket sig fra lyset ved hans nærvær. ret
(49) Det ville være godt for os alle hver dag at bruge en eftertænksom time med tankerne på Kristi liv. Vi kunne genkalde det punkt for punkt og lade fantasien udmale hver eneste begivenhed, især de sidste. Hvis vi så bliver lidt længere ved hans store offer for os, vil vor tillid til ham blive mere bestandig, vor kærlighed vil blive styrket, og vi vil blive dybere påvirket af hans ånd. Hvis vi ønsker til sidst at blive frelst, må vi lære lektien om anger og ydmygelse ved foden af hans kors. ret
(49) Når vi er sammen, kan vi være til velsignelse for hinanden. Hvis vi tilhører Kristus, vil vore kærligste tanker gælde ham. Vi vil elske at tale om ham; og n:h vi taler sammen om hans kærlighed, vil vi åbne os for den guddommelige påvirkning. Nar vi betragter skønheden i hans egenskaber, vil vi „forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed.“ ret