(583) Kapitlet er bygget op over Luk 24,33-48; Joh 20,19-29.
Da de to disciple når tilbage til Jerusalem, går de ind ad østporten, som ved festlige lejligheder står åben om natten. Husene er mørke og stille, men vandrerne finder vej gennem de snævre gader ved månens lys. De begiver sig hen til salen ovenpå, hvor Jesus tilbragte timerne den sidste aften før sin død. Her vidste de, at de kunne finde brødrene. Skønt det er så sent, ved de, at disciplene ikke vil sove, før de har fået vished for, hvad der er blevet af deres Herres legeme. De finder døren ind til værelset forsvarligt stænget. De banker på for at blive lukket ind, men der kommer intet svar. Alt er stille. Så nævner de, hvem de er. Slåen bliver forsigtigt skudt fra døren, de går ind, og en anden træder uset ind sammen med dem. Så bliver døren atter stænget for at holde eventuelle spioner ude. ret
(583) Jesus viser sig for disciplene
De nyankomne mødes med overrasket begejstring. De andre bryder ud i tak og lovprisning og siger: „Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.“ De to nyankomne, som endnu er forpustede efter at have skyndt sig til byen, fortæller så den vidunderlige beretning om, hvordan Jesus har vist sig for dem. De er netop blevet færdige med at fortælle, og nogle siger, at de ikke kan tro på det, fordi det lyder for godt til at være sandt, da en anden skikkelse med ét står foran dem. Alles øjne er rettet mod denne fremmede. Ingen har banket på for at komme ind. Ingen fodtrin har været at høre. Disciplene er forskrækkede og undrer sig over, hvad dette betyder. Så hører de en stemme, som kun kan være deres Herres stemme. Klart og tydeligt lyder det fra hans læber: „Fred være med jer!“ ret
(583) „De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: ‘Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder — det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.’ Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder.“ ret
(583) De så hans hænder og fødder, der var vansirede af de grusomme nagler. De genkendte hans stemme, der ikke lignede nogen anden, de ellers havde hørt. „Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: ‘Har I noget at spise her.’ De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.“ „Disciplene blev glade, da de så Herren.“ Tro og glæde trådte i stedet for vantro, og med følelser, som ingen ord kunne udtrykke, anerkendte de ham som deres opstandne Frelser. ret
(584) Ved Jesu fødsel forkyndte engelen: „Fred til mennesker med Guds velbehag!“ Og nu, første gang Frelseren viste sig for disciplene efter sin opstandelse, henvendte han sig til dem med de velsignede ord: „Fred være med jer!“ Jesus er altid parat til at tale fred til sjæle, der er tynget af tvivl og frygt. Han venter på, at vi skal åbne os for ham og sige: Bliv hos os! Han siger: „Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.“ ret
(584) Jesu opstandelse var et billede på den sidste opstandelse for alle, der hviler i ham. Den opstandne Frelsers ansigt, hans måde at være på, hans tale, var alt sammen velkendt for hans disciple. Ligesom Jesus opstod fra de døde, skal alle, der hviler i ham, atter opstå. Vi vil kunne kende vore venner, på samme måde som disciplene kendte Jesus. De har måske været vanskabte, syge eller vansirede i det dødelige liv, men de opstår fuldkommen sunde og velskabte; alligevel vil deres særpræg være helt bevaret i deres herliggjorte legemer. Da skal vi kende hverandre, ligesom vi selv er kendt fuldt ud. (Se 1 Kor 13,12) I det ansigt, der stråler af det samme lys, som udgår fra Jesu ansigt, skal vi genkende trækkene hos dem, vi elsker. ret
(584) Disciplenes missionsopgave
Da Jesus mødtes med sine disciple, mindede han dem om, hvad han havde sagt til dem før sin død; at alt måtte opfyldes, hvad der var skrevet om ham i Mose lov, hos profeterne og i salmerne. „Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: ‘Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.’“ ret
(584) Disciplene begyndte at forstå, hvad deres arbejde bestod i samt omfanget heraf. De skulle forkynde verden de vidunderlige sandheder, som Kristus havde betroet dem. Begivenhederne vedrørende hans liv, hans død og opstandelse, profetierne, der pegede i retning af disse begivenheder, Guds lovs ukrænkelighed, frelsesplanens hemmeligheder, Jesu magt til at forlade synder — alle disse ting var de vidner om, og de skulle gøre dem kendt for verden. De skulle forkynde fredens evangelium og frelse ved omvendelse og Frelserens magt. ret
(584) „Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ‘Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.’“ Helligånden var ikke endnu helt og fuldt manifesteret, for Kristus var endnu ikke blevet herliggjort. Den mere udbredte tildeling af Ånden fandt ikke sted før efter Kristi himmelfart. Før de havde modtaget denne, kunne disciplene ikke efterkomme befalingen om at prædike evangeliet for verden. Men lige nu blev Ånden tildelt dem med et særligt formål. Før disciplene kunne opfylde deres pligter over for menigheden, indgød Kristus dem sin ånd. Han forpligtede dem til et særdeles helligt hverv, og han ønskede at indprente dem den kendsgerning, at uden Helligånden kunne denne gerning ikke fuldføres. ret
(585) Helligånden er åndedrættet i sjælens åndelige liv. Tildeling af Ånden er tildeling af livet i Kristus. Den fylder modtageren med Kristi egenskaber. Det er således kun dem, der er blevet undervist om Gud, som er i besiddelse af Åndens virke i deres indre, og i hvem Kristi liv manifesterer sig, der skal stå som repræsentanter, som kan tjene til gavn for menigheden. ret
(585) „Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt,“ sagde Kristus, „nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.“ Her giver Kristus ikke frihed til noget menneske til at fælde dom over andre. Dette forbød han i bjergprædikenen. Det tilkommer alene Gud. Men menigheden som organiseret instans pålægger han et ansvar for de individuelle medlemmer. Over for dem, der falder i synd, har menigheden en forpligtelse til at advare, belære og om muligt hjælpe. „Overbevis, irettesæt, forman,“ siger Herren, „tålmodigt og med stadig undervisning!.“ De, som begår fejl, skal behandles pænt. Enhver, som er i fare, skal advares om det. Lad ikke nogen få lov til at bedrage sig selv. Nævn synden ved dens rette navn. Fortæl, hvad Gud har sagt med hensyn til at lyve, at bryde sabbatten, at stjæle, at dyrke afguder og enhver anden form for synd. „De, der giver sig af med den slags, skal ikke arve Guds rige.“ Hvis de holder fast ved synden, skal den samme dom, som du har meddelt dem ud fra Guds ord, fældes over dem i Himmelen. Ved at vælge synden nægter de at vedkende sig Kristus. Menigheden skal vise, at den ikke bifalder deres gerninger — ellers vil den selv vanære sin Herre. Den må sige det samme om synden som Gud. Den skal forholde sig til den, som Guds foreskriver, og dens handlemåde vil blive godkendt i Himmelen. Den, som ringeagter menighedens myndighed, ringeagter Kristi egen myndighed. ret
(585) Men der er også en lysere side af denne sag. „Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt.“ Lad denne tanke være den første. I bestræbelserne med de vildfarende må alles øjne være rettet mod Kristus. Hyrderne må vogte hjorden på Herrens græsgange med omhu og kærlighed. Tal med den vildfarende om tilgivelse fra vor barmhjertige Frelser. Tilskynd synderen til at omvende sig og tro på Ham, som kan tilgive. Fortæl ham i overensstemmelse med Guds ord, at „hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.“ Alle, som angrer, kan være sikre på følgende: „Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb!“ ret
(586) Menigheden skal modtage en synders omvendelse med taknemmelighed. Den angrende skal føres fra vantroens mørke ind i lyset fra troen og retfærdigheden. Anbring hans hånd i Jesu kærlige hånd. En sådan syndsforladelse vil blive godkendt i Himmelen. ret
(586) Kun i så henseende har menigheden magt til at give syndsforladelse til en synder. Tilgivelse af synder kan kun opnås ved Kristi fortjeneste. Til intet menneske og ingen menneskestyret instans er der givet magt til at befri mennesket for skyld. Kristus pålagde sine disciple at prædike syndernes forladelse i hans navn blandt alle folkeslag; men de fik ikke selv magt til at fjerne nogen synd. Det er kun muligt i Jesu navn, for „der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.“ ret
(586) Tvivleren Thomas
Da Jesus første gang mødtes med disciplene i salen ovenpå, var Thomas ikke sammen med dem. Han havde hørt de andres beretninger og fået rigeligt bevis for, at Jesus var opstået; men han var opfyldt af mørke tanker og vantro. Da han hørte disciplene fortælle om den opstandne Frelseres vidunderlige åbenbaringer, gjorde det ham kun endnu mere fortvivlet. Hvis Jesus virkelig var opstået fra de døde, kunne der ikke mere være noget håb om et jordisk rige i bogstavelig forstand. Det sårede hans forfængelighed at tænke på, at hans Mester havde åbenbaret sig for alle disciplene med undtagelse af ham. Det var hans faste beslutning ikke at ville tro, og i en hel uge rugede han over sin egen elendighed, som forekom endnu større sammenlignet med hans brødres håb og tro. ret
(586) I denne periode erklærede han gentagne gange: „Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.“ Han ville ikke se med sine brødres øjne eller have en tro, der var afhængig af deres vidnesbyrd. Han elskede sin Herre inderligt, men han havde tilladt skinsyge og vantro at overtage sind og hjerte. ret
(586) En del af disciplene gjorde nu den velkendte sal ovenpå til deres midlertidige hjem, og om aftenen var alle med undtagelse af Thomas forsamlet dér. En aften besluttede Thomas sig til at mødes med de andre. På trods af sin vantro havde han et svagt håb om, at de gode nyheder var sande. Mens disciplene indtog deres aftenmåltid, talte de sammen om de beviser, som Kristus havde givet dem i profetierne. „Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: ‘Fred være med jer!’“ ret
(586) Derefter henvendte han sig til Thomas og sagde: „Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.“ Disse ord viste, at han kendte Thomas’ tanker og ord. Den tvivlende discipel vidste, at ingen af hans meddisciple havde set Jesus i en uge. De kunne ikke have fortalt Mesteren om hans vantro. Han genkendte ham, der stod foran ham, som sin Herre. Han ønskede sig ingen yderligere beviser. Hans hjerte bankede af glæde, og han kastede sig ned for Jesu fødder, mens han udbrød: „Min Herre og min Gud!“ ret
(587) Jesus tog imod hans indrømmelse, men bebrejdede ham mildt hans vantro. „Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.“ Thomas’ tro ville have glædet Kristus mere, hvis han havde været villig til at tro sine brødres vidnesbyrd. Hvis verden nu ville følge Thomas’ eksempel, ville ingen blive frelst; for alle, der tager imod Kristus, må gøre det på grund af andres vidnesbyrd. ret
(587) Mange af dem, der tvivler, undskylder sig med, at hvis de havde fået det vidnesbyrd, som Thomas fik af sine venner, ville de tro. De gør sig ikke klart, at de ikke blot har fået dette vidnesbyrd, men langt mere end det. Mange, der som Thomas venter, til enhver årsag til tvivl er fjernet, vil aldrig få deres ønske opfyldt. De bliver efterhånden bekræftet i deres vantro. De, som lærer sig selv kun at se de mørke sider og brokker sig og beklager sig, ved ikke selv, hvad de gør. De sår tvivlens sæd, og de vil komme til at høste tvivlens frugt. Når den tid kommer, hvor tro og tillid er mest påkrævet, vil mange således opdage, at de mangler kraft til at håbe og tro. ret
(587) Jesu handlemåde over for Thomas var en lære for disciplene. Hans eksempel viser os, hvordan vi bør handle over for dem, hvis tro er svag, og som hæger om deres tvivl. Jesus overvældede ikke Thomas med bebrejdelser og indlod sig heller ikke i diskussion med ham. Han åbenbarede sig for den tvivlende. Thomas havde været særdeles ufornuftig ved at diktere betingelserne for sin tro, men Jesus nedbrød alle skranker ved sin gavmilde kærlighed og hensyntagen. Vantro overvindes sjældent ved meningsudvekslinger. Den er mest anlagt som selvforsvar og vil finde på nye støttepunkter og påskud. Men lad Jesus i al sin kærlighed og barmhjertighed blive åbenbaret som den korsfæstede Frelser, så vil der fra mange ellers uvillige læber høres den samme bekendelse som Thomas: „Min Herre og min Gud!“ ret