(588) Kapitlet er bygget op over Joh 21,1-22.
Jesus havde aftalt at mødes med sine disciple i Galilæa, og kort efter at påskeugen var afsluttet, begav disciplene sig derhen. Hvis de havde været fraværende fra Jerusalem under højtiden, ville det være blevet udlagt som oprørskhed og kætteri. Derfor blev de, indtil den var forbi; men straks herefter drog de glade hjemad for at mødes med Frelseren, som han havde sagt. ret
(588) På kendte steder
Syv af disciplene fulgtes ad. De var klædt i fiskernes beskedne dragt. De var fattige på jordisk gods, men rige på viden om og efterlevelse af sandheden, hvilket ud fra et himmelsk synspunkt gav dem den højeste rang som lærere. De havde ikke været elever i profeternes skoler men var i tre år blevet undervist af den største lærer, som verden nogensinde har kendt. Gennem hans belæring havde de udviklet sig til kloge og kultiverede udsendinge, ved hvem mennesker kunne ledes til at kende sandheden. ret
(588) Meget af den tid, hvor Kristus udførte sin gerning, var blevet tilbragt ved Galilæasøen. Da disciplene var samlet et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret, fandt de sig omgivet af minder om Jesus og hans gerninger. På denne sø havde Jesus gået på bølgerne for at redde dem, da de fyldt med rædsel var ved at gå under i det voldsomme uvejr. Her havde stormen lagt sig på hans befaling. Inden for synsvidde var bredden, hvor mere end titusinde mennesker var blevet bespist med nogle få små brød og fisk. Ikke langt derfra lå Kapernaum, hvor de mange mirakler var sket. Mens disciplene betragtede alt dette, var deres sind opfyldt af deres Frelsers ord og gerninger. ret
(588) Det var en dejlig aften, og Peter, der stadig holdt meget af både og fiskeri, foreslog at tage ud på søen og kaste deres garn ud. Dette forslag var alle med på. De trængte både til mad og klæder, og det kunne udbyttet af en nats heldigt fiskeri forsyne dem med. Derfor tog de ud i deres båd, men de fangede intet. Hele natten sled de i det, men uden held. I de lange, slidsomme timer talte de om deres Herre og genkaldte sig de vidunderlige begivenheder, de havde været vidne til under hans gerning ved søen. De var tvivlrådige med hensyn til deres fremtidsudsigter og blev bedrøvede ved tanken herom. ret
(589) Sammen igen
Hele tiden havde en ensom tilskuer på strandbredden fulgt dem med øjnene, uden at de kunne se ham. Endelig gryede morgenen. Båden befandt sig kun et lille stykke fra kysten, og disciplene så en fremmed på bredden, der tiltalte dem med spørgsmålet: „‘Børn, har I noget at spise?’ ‘Nej,’ svarede de. Han sagde til dem: ‘Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.’ De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der.“ ret
(589) Johannes genkendte den fremmede og sagde til Peter: „Det er Herren.“ Peter blev så opstemt og så glad, at han i sin iver hoppede i vandet, og snart stod han ved sin Mesters side. De andre disciple kom ind med båden med fiskene i nettet efter sig. „Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød.“ ret
(589) De var alt for forbavsede til at spørge, hvor ilden og maden kom fra. „Jesus sagde til dem: »Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget.“ Peter styrtede hen til garnet, som han havde sluppet, for at hjælpe sine brødre med at trække det op på bredden. Da det var gjort, og alt var forberedt, bad Jesus disciplene komme og spise. Han brød brødet og delte det mellem dem, og han blev genkendt og anerkendt af alle syv. Miraklet, hvor de fem tusinde blev bespist på bjergskråningen, dukkede nu frem i deres erindring; men de var grebet af en forunderlig ærefrygt og stirrede i tavshed på den opstandne Frelser. ret
(589) De genkaldte sig levende begivenheden ved søen, hvor Jesus havde bedt dem følge sig. De huskede, hvordan de på hans befaling var taget ud på søen og havde kastet deres garn ud, og at fangsten havde været så overvældende stor, at den fyldte garnene til bristepunktet. Derefter havde Jesus kaldet dem til at forlade deres fiskerbåde og havde lovet at gøre dem til menneskefiskere. Det var for at få dem til at huske denne oplevelse og uddybe indtrykket af den, at han igen udførte miraklet. Hans handling var en fornyelse af det hverv, han havde pålagt sine disciple. Den viste dem, at deres Mesters død ikke havde mindsket deres forpligtelse til at udrette det arbejde, han havde udpeget dem til. Skønt de skulle berøves det personlige fællesskab med ham og indtægterne ved deres tidligere beskæftigelse, ville den opstandne Frelser stadig drage omsorg for dem. Mens de udførte Hans arbejde, ville Han sørge for deres fornødenheder. Jesus havde også et formål med at bede dem kaste garnet ud på den højre side af båden. På den side stod han på bredden. Det var troens side. Hvis de arbejdede i fællesskab med ham, så hans guddomskraft forenede sig med deres menneskelige bestræbelser, ville deres gerning lykkes for dem. ret
(589) Kristus havde også noget andet at lære dem, specielt med henblik på Peter. Peters fornægtelse af sin Herre havde været en skammelig modsætning til hans tidligere erklæringer om troskab. Han havde vanæret Kristus og havde pådraget sig sine medbrødres mistillid. De troede, at han ikke ville få lov til at indtage sin tidligere plads iblandt dem, og han følte selv, at han havde forspildt den tillid, der var vist ham. Før han blev kaldet til atter at genoptage sin gerning som apostel, måtte han over for dem alle give beviser på sin anger. Uden dette ville hans synd, skønt han havde angret den, måske være kommet til at ødelægge hans indflydelse som Kristi tjener. Frelseren gav ham mulighed for at genvinde sine brødres tillid og, så vidt muligt, fjerne den plet, han havde sat på evangeliet. ret
(590) Heri er der en lære for alle, der følger Kristus. Evangeliet kan ikke gå på kompromis med det onde. Det kan ikke undskylde synden. Hemmelige synder skal bekendes hemmeligt over for Gud, men når det gælder åbenlyse synder, er det nødvendigt med en åben bekendelse af dem. Bebrejdelsen for en discipels synd rammer Kristus. Den lader Satan triumfere og får usikre mennesker til at snuble. For at fjerne denne bebrejdelse skal disciplen give bevis for sin anger, så vidt det overhovedet er ham muligt. ret
(590) Jesus og Peter
Mens Kristus og disciplene spiste sammen ved søens bred, sagde Frelseren til Peter: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere, end de andre?“ Hermed mentes hans medbrødre. Peter havde engang erklæret: „Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.“ Men nu var han mere realistisk i sin bedømmelse af sig selv. „Ja, Herre,“ sagde han, „du ved, at jeg har dig kær.“ Der lød ingen lidenskabelig erklæring om, at hans kærlighed var større end hans brødres. Intet udtryk for sin egen opfattelse af sin hengivenhed. Han bad Ham, som kender alle tanker, om selv at dømme om hans oprigtighed, og Jesus befalede ham: „Vogt mine lam!“ ret
(590) Igen stillede Jesus Peter på prøve ved at gentage sine tidligere ord: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?“ Denne gang spurgte han ikke Peter, om han elskede ham højere, end hans brødre gjorde. Det andet svar lignede det første og var uden nogen overdreven sikkerhed: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.“ Jesus sagde til ham: „Vær hyrde for mine får!“ Endnu engang stillede Frelseren spørgsmålet for at prøve ham: „Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?“ Peter blev bedrøvet. Han troede, at Jesus tvivlede på hans kærlighed. Han vidste, at hans Herre havde grund til at have mistillid til ham, og med blødende hjerte svarede han: „Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.“ Atter sagde Jesus til ham: „Vogt mine får!“ ret
(590) Tre gange havde Peter åbenlyst fornægtet sin Herre, og tre gange lod Jesus ham gentage sin forsikring om kærlighed og troskab ved at kræve svar på netop dette spørgsmål, der ramte hans dårlige samvittighed utroligt hårdt. Over for den samlede discipelskare gav Jesus udtryk for, hvor dyb Peters anger var og viste dem, hvor helt igennem ydmyg den engang så stortalende discipel var blevet. ret
(590) Peter var af naturen dristig og impulsiv, og Satan havde benyttet sig af disse karaktertræk til at bringe ham til fald. Lige før Peters fald havde Jesus sagt til ham: „Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.“ Nu var tiden kommet, og den forvandling, der var sket med Peter, var tydelig. Herrens direkte og prøvende spørgsmål havde ikke fremkaldt et eneste ubeskedent eller selvtilfreds svar, og på grund af sin ydmygelse og anger var Peter bedre forberedt end nogensinde før til at virke som hyrde for hjorden. ret
(591) Det første hverv, Kristus betroede Peter, da han genindsatte ham i tjenesten, var at sørge for lammene. Dette var en opgave, som Peter kun havde ringe erfaring med. Den ville kræve stor omhu og nænsomhed, megen tålmodighed og udholdenhed. Den kaldte ham til at tjene dem, der var nye i troen, til at undervise de uvidende, til at lukke Skrifterne op for dem og til at oplære dem til at være nyttige i Kristi tjeneste. Hidtil havde Peter ikke været i stand til at gøre dette eller til blot at forstå vigtigheden heraf. Men det var denne opgave, Jesus nu pålagde ham. Gennem sine egne erfaringer med lidelse og anger var han blevet klar til den. ret
(591) Før sit fald talte Peter altid impulsivt og ud fra øjeblikkelige tilskyndelser. Han var altid parat til at rette på andre og sige sin egen mening, før han havde en klar forståelse af sig selv eller af, hvad han burde sige. Men den omvendte Peter var meget anderledes. Han havde beholdt sin tidligere glød, men Kristi nåde regulerede hans iver. Han var ikke mere opfarende, opfyldt af selvtillid og selvglad, men rolig, behersket og åben for ny lærdom. Nu kunne han ikke blot vogte lammene, men også fårene i Kristi hjord. ret
(591) Både Peter og hans medbrødre lærte noget af Frelserens handlemåde over for Peter. Den lærte dem at møde en overtræder med tålmodighed, medfølelse og tilgivende kærlighed. Skønt Peter havde fornægtet sin Herre, svækkedes Jesu kærlighed til ham aldrig. En sådan kærlighed skulle underhyrden føle for de får og lam, der var overgivet til hans omsorg. Når Peter huskede på sin egen svaghed og fejltagelse, skulle han behandle sin flok lige så nænsomt, som Kristus havde behandlet ham. ret
(591) Det var et betydningsfuldt spørgsmål Kristus stillede Peter. Han nævnte kun én betingelse for at være discipel og for at kunne tjene. „Elsker du mig?“ sagde han. Dette er den væsentlige kvalifikation. Skønt Peter måske var i besiddelse af mange andre, kunne han uden Kristi kærlighed alligevel ikke være en trofast hyrde for Herrens hjord. Viden, godgørenhed, veltalenhed, taknemmelighed og tjenstiver er alt sammen en hjælp i arbejdet for det gode; men uden Kristi kærlighed i hjertet, vil en kristen prædikants tjeneste ikke lykkes. ret
(591) Jesus gik alene sammen med Peter, for der var noget, som han ønskede at meddele ham alene. Før sin død havde Jesus sagt til ham: „Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.“ Hertil havde Peter svaret: „Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig.“ Da han sagde dette, vidste han kun lidt om, hvilke højder og dybder Kristus ville føre ham til. Peter havde svigtet, da han blev sat på prøve, men han skulle igen få mulighed for at bevise sin kærlighed til Kristus. For at få styrke til denne endelige prøve på sin tro, åbenbarede Frelseren hans fremtid for ham. Han fortalte ham, at når han havde levet et liv i nyttig tjeneste, og når alderen satte sine spor på hans kræfter, så skulle han i sandhed følge sin Herre. Jesus sagde: „‘Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.’ Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.“ ret
(592) „Følg mig!“
Således bekendtgjorde Jesus for Peter, hvordan han skulle dø. Han forudsagde endog, at hans hænder ville blive strakt ud på et kors. Igen sagde han til sin discipel: „Følg mig!“ Peter tabte ikke modet over forudsigelsen. Han var villig til at lide en hvilken som helst død for sin Herres skyld. ret
(592) Hidtil havde Peter kendt Kristus som kødeligt menneske, som mange kender ham nu; men han skulle ikke mere være begrænset på denne måde. Han kendte ham ikke mere, som han havde kendt ham i sit samvær med ham som menneske. Han havde elsket ham som et menneske, som en lærer sendt fra Himmelen. Nu elskede han ham som Gud. Han havde nu indset, at Kristus var alt for ham. Nu var han klar til at tage del i sin Herres opofrende gerning. Da han til sidst førtes til korset, blev han efter sin egen anmodning korsfæstet med hovedet nedad. Han syntes, at det var for stor en ære at lide på samme måde, som hans Herre havde gjort. ret
(592) For Peter var ordene: „Følg mig!“ fulde af belæring. Denne lære gjaldt ikke alene hans død, men hvert eneste skridt i hans liv. Hidtil havde Peter været tilbøjelig til at handle uafhængigt. Han havde prøvet på at lægge planer for Guds arbejde i stedet for at vente og følge Guds plan. Men han kunne intet vinde ved at styrte af sted foran Herren. Jesus siger til ham: „Følg mig!“ Lad være med at løbe foran mig. Så skal du ikke møde Satans hærskarer alene. Lad mig gå foran dig, så vil du ikke blive overvundet af fjenden. ret
(592) Mens Peter vandrede ved siden af Jesus, så han, at Johannes fulgte efter dem. Han blev grebet af ønsket om også at vide besked om hans fremtid, og han spørger Jesus: „‘Herre, hvad så med ham?’ Jesus sagde til Peter: ‘Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!’“ Peter skulle have tænkt på, at hans Herre ville åbenbare ham alt, hvad der var bedst for ham at vide. Det er ethvert menneskes pligt at følge Kristus uden unødig bekymring om den gerning, der er betroet andre. Da Jesus sagde om Johannes: „Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer,“ gav han ikke en forsikring om, at denne discipel skulle leve indtil Herrens genkomst. Han gjorde blot gældende, at den øverste myndighed tilkom ham, og, at hvis det var hans vilje, at det skulle være sådan, så vedkom det på ingen måde Peters gerning. Både Peters og Johannes’ fremtid lå i deres Herres hånd. At følge ham i lydighed var den pligt, der krævedes af hver af dem. ret
(593) Der er mange, der ligner Peter! De er interesserede i andres anliggender og ivrige efter at vide, hvad der er andres pligt, mens de er i fare for at forsømme deres egen. Det er vores opgave at følge Kristi eksempel. Vi vil komme til at se fejl og karakterbrist hos andre. Mennesker har mange slags svagheder. Men i Kristus finder vi fuldkommenhed. Ved at følge hans eksempel vil vi blive forvandlede. ret
(593) Johannes levede, til han var meget gammel. Han oplevede Jerusalems ødelæggelse og det prægtige tempels undergang, et symbol på verdens undergang. Johannes fulgte sin Herre til det allersidste. Hovedpunktet i hans vidnesbyrd til menigheden var: „Mine kære, lad os elske hinanden.“ „Den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.“ ret
(593) Peter havde fået sit hverv som apostel tilbage, men den ære og autoritet, han modtog af Kristus, havde ikke givet ham myndighed over hans medbrødre. Dette anskueliggjorde Kristus, da han som svar på Peters spørgsmål: „Hvad så med ham?“ svarede: „Hvad angår det så dig? Følg du mig!!“ Peter fik ikke værdigheden som menighedens overhoved. Den begunstigelse, som Kristus havde givet ham ved at tilgive ham hans frafald og ved at betro ham at vogte hjorden, og Peters egen trofasthed med hensyn til at følge Kristus, gjorde, at han vandt sine brødres tillid. Han havde stor indflydelse i menigheden; men den lærdom, som Kristus havde bibragt ham ved Galilæasøen, førte Peter med sig gennem hele sit liv. Da han ved Helligånden skrev til menighederne, sagde han: ret
(593) „Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.“ ret