(594) Kapitlet er bygget op over Matt 28,16-20.
Kun et skridt fra den himmelske trone overgav Kristus hvervet til sine disciple. „Mig er givet al magt i himlen og på jorden,“ sagde han. „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.“ „Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.“ Adskillige gange blev disse ord gentaget, for at disciplene skulle fatte, hvor betydningsfulde de var. På alle jordens beboere, høje og lave, rige og fattige, skulle Himmelens lys skinne stærkt og klart. Disciplene skulle arbejde sammen med deres Frelser for at frelse menneskene. ret
(594) Hvervet var blevet overgivet til de tolv, da Kristus mødte dem i salen ovenpå; men nu skulle det gives til mange flere. Ved mødet på et bjerg i Galilæa var alle de troende til stede, som man kunne kalde sammen. Før sin død havde Kristus selv fastsat tiden og stedet for dette møde. Englen ved graven mindede disciplene om hans løfte om at møde dem i Galilæa. Løftet blev gentaget for de troende, der var samlet i Jerusalem i påskeugen, og ved deres hjælp nåede det ud til mange ensomme, der sørgede over deres Herres død. Med den største forventning så alle frem til dette møde. For ikke at vække de skinsyge jøders mistanke begav de sig ad forskellige veje og fra alle retninger til mødestedet. Med forundring kom de og talte alvorligt sammen om de nyheder, der havde nået dem om Kristus. ret
(594) Møde på bjergskråningen
Til den aftalte tid var mere end femhundrede troende forsamlet i små grupper på bjergskråningen, ivrige efter at høre alt, hvad de kunne få at vide af dem, der havde set Kristus efter hans opstandelse. Disciplene gik fra gruppe til gruppe og fortalte alt, hvad de havde set og hørt om Jesus, mens de forklarede det ud fra Skrifterne, lige som han havde gjort det for dem. Thomas fortalte igen beretningen om sin vantro og om, hvordan hans tvivl var blevet fejet bort. Pludselig stod Jesus iblandt dem. Ingen kunne sige, hvorfra eller hvordan han kom. Mange af dem, der var til stede, havde aldrig før set ham; men de så mærkerne efter korsfæstelsen på hans hænder og fødder. Hans ansigtsudtryk var som Guds eget ansigt, og da de så ham, tilbad de ham. ret
(595) Men nogle tvivlede. Sådan vil det altid være. Nogle finder det svært at kunne tro, og de stiller sig på de tvivlendes side. Disse mennesker går glip af meget på grund af deres manglende tro. ret
(595) Dette var det eneste møde, Jesus havde med mange af de troende efter sin opstandelse. Han kom og talte til dem og sagde: „Mig er givet al magt i himlen og på jorden.“ Disciplene havde tilbedt ham, før han talte, men hans ord, fra læber der havde været lukket i døden, betog dem med en forunderlig magt. Nu var han den opstandne Frelser! Mange af dem havde set ham udøve sin magt til at helbrede de syge og styre djævelske kræfter. De troede, at han havde magt til at oprette sit rige i Jerusalem, magt til at kvæle al modstand og magt over naturens kræfter. Han havde dæmpet det oprørte vand. Han havde vandret på de skumklædte bølger. Han havde vækket de døde til live igen. Nu erklærede han, at „al magt“ var givet til ham. Hans ord førte tilhørernes tanker op over jordiske og timelige ting til de himmelske og evige. De blev opløftet til den højeste opfattelse af hans værdighed og herlighed. ret
(595) Til alle folkeslag
Kristi ord på bjergskråningen var forkyndelsen af, at hans offer for menneskeslægten var fuldt og helt. Betingelserne for forsoningen var blevet opfyldt. Hans gerning på denne jord var fuldført. Han var på vej til Guds trone for at blive æret af engle og himmelske magter. Han var begyndt på sin gerning som talsmand. Med grænseløs autoritet gav han sine disciple hvervet: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ ret
(595) Den hellige sandhed var blevet betroet det jødiske folk; men farisæismen havde gjort dem til de mest afvisende, de mest fanatiske af alle mennesker. Alt, hvad der havde med præsterne og rådsherrerne at gøre — deres klædedragt, deres skikke, ceremonier og traditioner — gjorde dem uegnede til at være verdens lys. De betragtede sig selv, det jødiske folk, som verden. Men Kristus pålagde sine disciple at forkynde en tro og en gudsdyrkelse, der ikke skelnede mellem mennesker eller landegrænser, en tro, der ville blive antaget af alle mennesker, nationer og samfundsklasser. ret
(595) Før Kristus forlod sine disciple, forklarede han helt tydeligt karakteren af sit rige. Han fik dem til at huske, hvad han tidligere havde fortalt dem herom. Han sagde, at det ikke var hans hensigt at oprette et jordisk, men et åndeligt rige i denne verden. Han skulle ikke herske som en jordisk konge på Davids trone. Ud fra Skrifterne viste han dem igen, at alt, hvad han havde gennemgået, var blevet bestemt i Himmelen ved rådslagning mellem Faderen og ham selv. Alt var blevet forudsagt af mænd, der var inspireret af Helligånden. Han sagde: I kan se, at alt, hvad jeg har forudsagt jer om min forkastelse som Messias, er gået i opfyldelse. Alt, hvad jeg har sagt vedrørende den ydmygelse, jeg måtte udholde, og den død, jeg måtte dø, er blevet bekræftet. Jeg opstod igen på den tredje dag. Hvis I studerer Skrifterne mere grundigt, vil I se, at alle enkeltheder i profetierne, som angår mig, blevet opfyldt. ret
(596) Fra Jerusalem og til hele verden
Kristus betroede sine disciple at udføre den gerning, som han havde overladt dem, og de skulle begynde i Jerusalem. Jerusalem havde været stedet for hans utrolige nedværdigelse for menneskehedens skyld. Der havde han lidt og var blevet vraget og dømt. Judæas land var hans fødested. I sin menneskeskikkelse havde han der gået sammen med mennesker, og kun få havde opdaget, hvor tæt Himmelen kom på jorden, da Jesus var iblandt dem. Det var i Jerusalem, disciplenes arbejde skulle begynde. ret
(596) I betragtning af alt, hvad Kristus måtte lide der, og det utaknemmelige arbejde, han havde udført, kunne disciplene nok have bedt om et mere lovende område; men det gjorde de ikke. Den jordbund, hvor han havde sået sandhedens sæd, skulle opdyrkes af disciplene, og sæden ville spire frem og yde en rig høst. I deres arbejde ville disciplene komme til at møde forfølgelse på grund af jødernes skinsyge og had; men dette havde deres Mester udholdt, og de måtte ikke flygte fra det. De første tilbud om nåde skulle gives til Frelserens mordere. ret
(596) Og der var i Jerusalem mange, der hemmeligt havde troet på Jesus, og mange, der var blevet vildledt af præsterne og rådsherrerne. Også for dem skulle evangeliet forkyndes. De skulle opfordres til at angre. Den vidunderlige sandhed, at syndernes forladelse kun kunne opnås ved Kristus, skulle gøres helt klart. Mens hele Jerusalem var i oprør efter de sidste ugers utrolige begivenheder, ville forkyndelsen af evangeliet gøre det dybeste indtryk. ret
(596) Men arbejdet skulle ikke standse her. Det skulle udstrækkes til jordens fjerneste egne. Kristus sagde til sine disciple: I har været vidne til mit liv i selvopofrelse for verdens skyld. I har været vidne til al min møje for Israel. Skønt de ikke ville komme til mig, så de kunne få livet; skønt præsterne og rådsherrerne har gjort mod mig, hvad de havde lyst til, skønt de har vraget mig, som det var forudsagt i Skrifterne, så skal de alligevel få endnu en mulighed for at tage imod Guds Søn. I har set, at jeg gerne tager imod alle dem, der kommer til mig og bekender deres synder. Den, der kommer til mig, vil jeg på ingen måde afvise. Alle, som vil, kan blive forsonet med Gud og få evigt liv. Til jer, mine disciple, betror jeg nådens budskab. Det skal først bringes til Israel og derefter til alle folkeslag, tungemål og folk. Det skal gives til jøder og til hedninger. Alle de, som tror, skal samles til én menighed. ret
(597) Den Hellige Ånd
Ved at få Helligåndens gave skulle disciplene modtage en vidunderlig kraft. Deres vidnesbyrd skulle bekræftes ved tegn og undere. Der ville ske mirakler, ikke blot ved apostlene, men også ved dem, der tog imod deres budskab. Jesus sagde: „I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.“ ret
(597) Dengang blev der ofte begået giftmord. Samvittighedsløse mennesker tøvede ikke med på denne måde at skaffe sig af med dem, der stod i vejen for deres ærgerrighed. Jesus vidste, at hans disciples liv ville komme i fare på denne måde. Mange ville mene, at de gjorde Gud en tjeneste ved at dræbe hans vidner. Derfor lovede han dem beskyttelse mod denne fare. ret
(597) Disciplene skulle få den samme magt, som Jesus havde, til at helbrede „al sygdom og lidelse blandt folket.“ Ved i hans navn at helbrede legemets sygdomme skulle de vidne om hans magt til at helbrede sjælen. (Se Matt 9,6) Og nu blev der lovet dem en ny gave. Disciplene skulle prædike blandt andre folkeslag, og de ville modtage evne til at tale andre tungemål. Apostlene og deres medarbejdere var ulærde mænd, men ved Helligåndens udgydelse på pinsedagen blev deres tale ren, enkel og præcis, både i ord og tonefald, hvad enten de talte deres eget eller et fremmed sprog. ret
(597) En hellig oplæring
Således overgav Kristus sine disciple deres hverv. Han sørgede på alle måder for, at de kunne udøve det, og påtog sig selv ansvaret for, at det skulle lykkes. Så længe de adlød ham og arbejdede i forbindelse med ham, kunne intet mislykkes. Gå ud til alle folkeslag, befalede han dem. Gå ud til de fjerneste dele af den beboede klode, og vid, at jeg vil være der. I skal arbejde i tro og tillid, for I vil aldrig komme til at opleve, at jeg svigter jer. ret
(597) Det hverv, Frelseren pålagde disciplene, omfattede alle de troende. Det omfatter alle, der tror på Kristus, til tidernes ende. Det er en skæbnesvanger misforståelse, at arbejdet med at frelse mennesker alene afhænger af den ordinerede prædikant. Enhver, der tager imod livet i Kristus, er indviet til at arbejde for sine medmenneskers frelse. Til dette arbejde blev menigheden etableret, og alle, der påtager sig dens hellige løfter, er dermed forpligtet til at arbejde for Kristus. ret
(597) „Ånden og bruden siger: ‘Kom!’ Og den, der hører, skal sige: ‘Kom!’“ Enhver, som hører, skal gentage denne opfordring. Uanset hvad et menneskes kald i livet måtte være, burde dets største interesse være at vinde mennesker for Kristus. Hvis man ikke er i stand til at tale til store forsamlinger, kan man arbejde for enkeltpersoner. Til dem kan man videregive den belæring, man selv har modtaget fra Herren. Tjeneste for Herren består ikke kun i at prædike. De, som tager sig af syge og nødlidende og taler trøstende ord til de forsagte og dem, hvis tro er svag, tjener også Herren. Overalt tynges mennesker af skyldfølelse. Det er ikke lidelser, slid eller fattigdom, der fornedrer mennesker. Det er skyld og forseelser. Dette bringer hvileløshed og utilfredshed. Kristus vil, at hans tjenere skal hjælpe dem, der er plaget af synd. ret
(598) Disciplene skulle begynde deres arbejde der, hvor de var. Det vanskeligste og mindst lovende arbejdsområde måtte ikke forbigås. På samme måde skal alle, der vil tjene Kristus, begynde, hvor de er. Inden for den nærmeste familie kan der være nogle, der længes efter medfølelse og mangler livets brød. Der er måske børn, der skal lære om Kristus. Der er hedninger lige uden for vor dør. Vi skal begynde med det, der ligger nærmest, og udstrække vore bestræbelser efterhånden, som Gud viser vej. Ofte kan bestræbelserne være begrænset af omstændighederne, men hvis de bliver udført samvittighedsfuldt og tilskyndet af troen, vil virkningen være vidtrækkende. Kristi gerning her på jorden kunne forekomme begrænset til et snævert område, men et meget stort antal mennesker fra alle lande hørte hans budskab. Gud benytter ofte de enkleste midler til at nå de største resultater. Det er hans plan, at hver eneste del af hans arbejde skal være afhængig af en anden del, som hjul, der griber ind i hinanden og fungerer i harmoni. Et arbejde udført af den mest ydmyge tjener, kan give genklang i evigheden. ret
(598) Men befalingen: „Gå ud i al verden,“1 må ikke tabes af syne. Vi er kaldet til at rette blikket mod „de egne, der ligger længere borte.“ Kristus nedbryder skel, hindrende nationale fordomme, og lærer os at elske alle mennesker. Han løfter mennesker ud over den snævre ramme af egenkærlighed. Han udsletter alle landegrænser og klasseskel. Han gør ikke forskel på naboer og fremmede, på venner eller fjender. Han lærer os at betragte ethvert menneske, der har brug for os, som en bror og verden som vort arbejdsområde. ret
(598) Da Frelseren sagde: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,“ sagde han også: „Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.“ Løftet er lige så vidtrækkende som hvervet. Alle disse gaver tildeles ikke hver eneste troende. Det er Ånden, „som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave.“ Men Åndens gaver loves til enhver troende efter behov i arbejdet for Gud. Løftet er i dag lige så stærkt og troværdigt som i apostlenes dage. „Disse tegn skal følge dem, der tror.“ Dette er Guds børns privilegium, og de bør gribe efter alt, hvad der er muligt at få til bekræftelse af troen. ret
(598) Helbrede de syge
„De skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.“ Denne verden er som et stort sygehus, men Kristus kom for at helbrede de syge og forkynde frihed for Satans fanger. Han var selv sundhed og styrke. Han gav af sit liv til fysisk og psykisk syge. Han afviste ingen, der kom for at modtage hans helbredende kraft. Han vidste, at mange, som bønfaldt ham om hjælp, selv var skyld i deres sygdom, men alligevel nægtede han ikke at helbrede dem. Og når Kristi kraft virkede i disse stakkels mennesker, blev de overbevist om deres synd, og mange blev helbredt for såvel deres åndelige som for deres legemlige svagheder. Evangeliet har stadig den samme kraft, og hvorfor skulle vi i dag ikke kunne opleve de samme resultater? ret
(599) Kristus føler smerten fra alle, der lider. Når onde ånder slider i et menneskelegeme, føler Kristus forbandelsen. Når feberen er ved at brænde livskraften bort, føler han dødskampen. Og han er lige så villig til at helbrede de syge nu, som dengang han i menneskeskikkelse var på jorden. Han prøver at udøve sin helbredende kraft gennem sine tjenere, som repræsenterer ham. ret
(599) Disciplene kunne lære af Frelserens måde at helbrede på. En gang salvede han en blind mands øjne med dynd og sagde til ham: „‘Gå hen og vask dig i Siloadammen!’ … Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.“ Helbredelsen kunne kun ske ved guddommelig kraft, men alligevel benyttede Kristus sig af naturens enkle hjælpemidler. Skønt han ikke billigede anvendelse af medikamenter, brugte han dog enkle og naturlige lægemidler. ret
(599) Til mange af de syge, der kom for at blive helbredt, sagde Kristus: „Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.“ Således lærte han dem, at mange sygdomme er følgen af at overtræde Guds love, både fysisk og åndeligt. Hvis mennesker levede i overensstemmelse med Skaberens vilje, ville der ikke være så megen elendighed til i denne verden. ret
(599) Kristus havde været lærer og vejleder i det gamle Israel, og han lærte dem, at sundhed er lønnen for at adlyde Guds love. Den guddommelige læge, der helbredte de syge i Palæstina, havde talt til sit folk fra skystøtten og fortalt dem, hvad de skulle gøre, og hvad Gud ville gøre for dem. „Hvis du er lydig mod Herren din Gud,“ sagde han, „og gør, hvad der er ret i hans øjne, lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig.“ ret
(599) Kristus gav Israel udtrykkelige anvisninger med hensyn til deres levevis, og han forsikrede dem: „Herren vil tage enhver sygdom bort fra dig.“ Når de opfyldte betingelserne, blev løftet bekræftet for dem. „Ingen i hans stammer snublede.“ ret
(599) Dette kan vi også lære af. Der er betingelser, som alle må rette sig efter, hvis de vil bevare deres sundhed, og som alle burde kende. Vi skal samarbejde med Gud for at genoprette og bevare sundheden i legeme og sjæl. ret
(599) Vi bør også lære andre, hvordan de kan genoprette og bevare deres sundhed. De lægemidler, som Gud har forsynet os med i naturen, bør først og fremmest anvendes, og det er vor opgave at føre sygdomsramte mennesker til Kristus for at få lindring ved hjælp af troen. Vi skal lære dem at tro på ham. Vi skal holde fast ved hans løfter og bede ham om at åbenbare sin magt. Kernen i evangeliet er genskabelse, og Frelseren vil, at vi skal få alle sygdomsramte og modløse til at gribe hans kraft. ret
(600) Kærlighedens styrke var i alle de helbredelser, Kristus udvirkede, og blot ved selv at tage del i denne kærlighed kan vi bruges som redskaber i hans arbejde. Hvis vi forsømmer at holde os forbundet med Kristus, kan vi ikke viderebringe nogen livgivende kraft til vore medmennesker. Der var steder, hvor selv Frelseren ikke kunne gøre ret meget på grund af menneskers vantro. Også nu kan vantro skille menigheden fra dens guddommelige hjælper. Den har for svagt et begreb om evighedens realiteter til skuffelse for Gud, der således bliver berøvet sin ære ret
(600) „Jeg er med jer“
Menigheden har fået løfte om Kristi nærvær, når den udfører hans gerning. „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,“ sagde han. „Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ En af de første betingelser for at modtage hans kraft er at tage hans åg på sig. Menighedens liv er afhængigt af, hvor pligtopfyldende det af Kristus pålagte hverv udføres. At forsømme dette hverv er helt sikkert at åbne døren for svaghed og forfald. Hvor der ikke sker et aktivt arbejde for andre, forsvinder kærligheden, og troen bliver svag. ret
(600) Det er Kristi intention, at hans tjenere skal oplære menigheden i at arbejde for evangeliet. De skal lære mennesker at søge efter og frelse de fortabte. Men er det så, hvad de beskæftiger sig med? Hvor mange bruger kræfter på at tænde en gnist af liv i en hensygnende menighed? Hvor mange menigheder bliver ikke plejet som syge lam af dem, der burde være ude at lede ester det mistede får! Og hele tiden går millioner og atter millioner af mennesker fortabt uden Kristus. ret
(600) Guddommelig kærlighed har ladet sig bevæge til ufattelige dybder for menneskers skyld, og engle undrer sig over kun at finde en overfladisk taknemmelighed hos dem, der modtager så stor en kærlighed; at de i så ringe grad påskønner den. Der er forargelse i Himmelen over den ligegyldighed, der udvises over for menneskers frelse. Hvis vi ønsker at vide, hvordan Kristus ser på det, må vi forestille os, hvordan en far eller mor ville føle det, hvis de fik at vide, at deres barn, som var faret vild i kulden og sneen, af forbipasserende var blevet overladt til at omkomme, selvom de kunne have reddet det. Ville de ikke blive forfærdeligt bedrøvede og frygteligt vrede? Ville de ikke anklage disse mordere med en vrede, der var lige så stor som deres kærlighed til barnet? Hvert eneste menneskes lidelser er Guds børns lidelser, og de, som ikke rækker en hjælpende hånd til de medskabninger, som er i fare, vækker hans retfærdige vrede. Dette er Lammets vrede. Til dem, der gør krav på fællesskab med Kristus, men som har været ligeglade med deres medmenneskers nød, vil han på dommens dag sige: „Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!“ ret
(601) Kristus i centrum
Da Kristus overgav sine disciple hvervet, beskrev han ikke kun deres opgave, men gav dem deres budskab. Han sagde: „Idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ Disciplene skulle lære andre det samme, som Kristus havde lært dem. Det, som han havde forkyndt, ikke blot personligt, men også gennem alle profeterne og lærerne i Det Gamle Testamente, er indbefattet heri. Menneskers lære er udelukket. Der er ingen plads til overleveringer, menneskers teorier og konklusioner eller for kirkelig lovgivning. Ingen love, der er givet af gejstlige myndigheder, er inkluderet i missionsbefalingen. Kristi tjenere skulle ikke lære andre noget af alt dette. „Loven og profeterne“ sammen med beretningen om hans egne ord og gerninger er den skat, der blev betroet disciplene at give til verden. Kristi navn er deres nøgleord, deres udmærkelsestegn, deres enhedsmærke, bemyndigelsen til deres handlemåde og årsagen til, at deres gerning lykkes. Intet, som ikke bærer hans overskrift, vil blive anerkendt i hans rige. ret
(601) Evangeliet skal ikke forkyndes som en livløs teori, men som en levende kraft, der kan forvandle livet. Gud ønsker, at de, der tager imod hans nåde, skal være vidner om dens magt. Han tager gerne selv mod dem, hvis livsførelse har været mest uantagelig for ham. Når de omvender sig, tildeler han dem sin guddommelige ånd, giver dem de mest betroede stillinger og sender dem ud blandt de vantro for at forkynde hans grænseløse barmhjertighed. Han ønsker, at hans tjenere skal vidne om, at mennesker ved hans nåde kan komme til at udvikle en karakter, der ligner Kristi, og kan glæde sig ved visheden om hans store kærlighed. Vi skal vidne om, at han ikke slår sig til tåls, før menneskeheden er blevet vundet tilbage og genindsat i sine hellige rettigheder som hans sønner og døtre. ret
(601) I Kristus findes hyrdens omsorg, forældrenes kærlighed og den medfølende Frelsers uendelige nåde. Han tilbyder sine velsignelser på den mest tillokkende måde. Det er ham ikke nok kun at fortælle om disse velsignelser. Han præsenterer dem på den mest attraktive måde for at vække ønsket om at besidde dem. På samme måde skal hans tjenere tilbyde rigdommen ved den ubeskrivelige gaves herlighed. Kristi forunderlige kærlighed vil gøre indtryk og overvinde der, hvor blot en gentagelse af læresætninger intet kunne udrette. „Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud.“ „Stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud! … Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.“ Fortæl mennesker om ham, som er „ypperst blandt titusinder“ , og vis hvordan „alt ved ham er dejligt“ . Ord alene kan ikke udtrykke dette. Det må genspejles i karakteren og åbenbares i livet. Billedet af Kristus skal genspejles i hver eneste discipel. Gud har forud bestemt enhver „til at formes efter sin søns billede“ . I ethvert menneske bør Kristi langmodige kærlighed, hans sagtmodighed, barmhjertighed og sandhed tilkendegives for verden. ret
(602) De første disciple gik ud for at prædike ordet. De åbenbarede Kristus i deres liv, og Herren arbejdede sammen med dem „og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med“ . Disse disciple forberedte sig til deres gerning. Før pinsedagen mødtes de med hinanden og ryddede al uenighed af vejen. De havde ét sind. De troede på Kristi løfte om, at de ville få velsignelsen, og de bad i tro. De bad ikke blot om en velsignelse for sig selv. De var tyngede af ansvaret for menneskers frelse. Evangeliet skulle bringes ud til jordens fjerneste grænser, og de gjorde krav på den tildeling af kraft, som Kristus havde lovet. Det var derefter, Helligånden blev udgydt, og tusinder blev omvendt på én dag. ret
(602) Sådan kan det også blive nu. I stedet for menneskers teorier, skal Guds ord prædikes. De kristne skal få bragt deres stridigheder ud af verden og overgive sig til Gud for at frelse de fortabte. Hvis de i tro beder om velsignelsen, vil den komme. Åndens udgydelse på apostlenes tid var tidligregnen, („efterårsregn“) og følgerne deraf var herlige. Men sildigregnen („forårsregn“) vil blive endnu mere rigelig. ret
(602) Alle, der vier sig til Gud, vil uophørligt modtage ny fysisk og åndelig kraft. Himmelens uudtømmelige forsyninger står til deres rådighed. Kristus indgiver dem sin egen ånd og liv fra sit eget liv. Helligånden sætter al kraft ind for at virke på hjerte og sind. Guds nåde øger og mangfoldiggør deres evner, og hjælper dem således i arbejdet for at frelse mennesker. Ved at arbejde sammen med Kristus er de fuldkomne i ham, og trods deres menneskelige svaghed bliver de i stand til at gøre den Almægtiges gerninger. ret
(602) Frelseren længes efter at åbenbare sin nåde og præge hele verden med sin karakter. Verden er hans erhvervede ejendom, og han ønsker at gøre menneskene frie, rene og hellige. Selvom Satan arbejder på at hindre ham heri, kan der dog ved det blod, der er udgydt for verden, vindes sejre som vil herliggøre Gud og Lammet. Kristus er ikke tilfreds, før sejren er fuldkommen, og han opnår at „se det, hvormed han skal mættes“ efter sin lidelse. Alle jordens folk skal høre evangeliet om hans nåde. Ikke alle vil tage imod hans nåde; men „mine efterkommere skal tjene ham. Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter.“ „Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk,“ og „landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund,“ „så de frygter Herrens navn i vest, hans herlighed i øst.“ ret
(602) „Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: ‘Din Gud er konge.’ ... Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner. For Herren trøster sit folk ... Herren har blotter sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse.“ ret