(604) Kapitlet er bygget op over Luk 24,50-53; ApG 1,9-12.
Tiden var kommet, hvor Kristus skulle stige op til sin Fars trone. Som guddommelig sejrherre var han på vej hjem med sejrstrofæerne til de himmelske boliger. Før sin død havde han sagt til sin Far: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ Efter sin opstandelse var han blevet på jorden en tid, for at hans disciple kunne lære ham at kende i hans opstandne og herliggjorte skikkelse. Nu var han klar til at tage afsked. Han havde bekræftet den kendsgerning, at han var den levende Frelser. Disciplene behøvede ikke længere at forbinde ham med graven. De kunne tænke på ham som den, der var herliggjort over for det himmelske univers. ret
(604) På Oliebjerget
Til stedet for sin himmelfart valgte Jesus den plet, der så ofte var blevet helliget ved hans tilstedeværelse, mens han opholdt sig blandt mennesker. Ikke Zions bjerg, stedet hvor Davids by lå, ikke Morija bjerg, hvor templet lå, skulle nyde denne ære. Dér var Kristus blevet hånet og forkastet. Dér var nådens strømme, skønt de hele tiden vendte tilbage som en stærkere bølge af kærlighed, blevet kastet tilbage af hjerter, der var hårde som sten. Derfra var Kristus, træt og tung om hjertet, gået ud for at finde hvile på Oliebjerget. Da den hellige Shekinah forlod det første tempel, havde den stået på det østlige bjerg, som om den nødig ville svigte den udvalgte by. Sådan stod Kristus på Oliebjerget og så længselsfuldt ud over Jerusalem. Bjergets småskove og kløfter var blevet helliget ved hans bønner og tårer. De stejle skrænter havde genlydt af menneskemængdens triumferende råb, da den udråbte ham til konge. Ved dets skråninger havde han fundet et hjem hos Lazarus i Betania. I Getsemane have ved bjergets fod havde han helt alene bedt og lidt sjælekval. Fra dette bjerg ville han stige op til Himmelen. På dets tinde vil hans fødder hvile, når han kommer igen. Ikke som en smerternes mand, men som en glorværdig og sejrende konge vil han stå på Oliebjerget, mens hebraiske halleluja’er blander sig med hedningernes hosianna, og de genløstes stemmer skal som en vældig hærskare juble: Kron Ham, som er Herre over alle! ret
(604) Nu begav Jesus sig sammen med de elleve disciple mod bjerget. Da de gik gennem Jerusalems port, så mange undrende på den lille flok, som blev ført af en, som rådsherrerne få uger tidligere havde fået dømt og korsfæstet. Disciplene vidste ikke, at dette skulle blive sidste gang, de var sammen med deres Mester. Jesus brugte tiden til at tale med dem og gentog sin tidligere belæring. Da de nærmede sig Getsemane, standsede han, for at de skulle genkalde sig, hvad han havde lært dem den nat, hvor han pintes af sjælekval. Atter betragtede han vintræet, som han dengang havde brugt til at anskueliggøre menighedens forening med ham selv og hans Fader. Endnu engang gentog han de sandheder, som han dengang havde åbenbaret. Rundt omkring ham var der minder om hans ugengældte kærlighed. Selv disciplene, som stod hans hjerte så nær, havde i ydmygelsens time bebrejdet ham og svigtet ham. ret
(605) Kristus havde opholdt sig i verden i treogtredive år. Han havde udholdt dens foragt, fornærmelse og hån. Han var blevet forkastet og korsfæstet. Nu, hvor han skal stige op til sin herligheds trone, kunne man forestille sig, at han ved tanken om utaknemmeligheden fra dem, han var kommet for at frelse, ville trække sin sympati og kærlighed tilbage fra dem. At hans følelser ville rette sig mod det rige, der værdsætter ham, og hvor syndfri engle kun venter på at udføre hans vilje. Men hans løfte til dem, han elsker, og som han nu efterlader på jorden, lyder: „Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ ret
(605) Jesus bliver taget til Himmelen
Da de nåede til Oliebjerget, førte Jesus dem tværs over bjergets top, indtil de var i nærheden af Betania. Her standsede han, og disciplene samlede sig omkring ham. Det var, som om hans ansigt lyste, da han kærligt så på dem. Han bebrejdede dem ikke deres fejl. Ord fulde af kærlighed var det sidste, de hørte fra deres Herres mund. Med hænderne udstrakt til velsignelse og som om han ville forsikre dem om sin beskyttende omsorg, steg han langsomt opad og bort fra dem, trukket mod Himmelen af en kraft, der var stærkere end nogen jordisk tiltrækning. Da han steg opad, så disciplene, fulde af ærefrygt, med anspændt blik efter det sidste glimt af deres Herre, der steg til Himmelen. En lysende sky skjulte ham for deres øjne, og ordene genlød ned til dem, da englenes vogn af skyer tog imod ham: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ Og samtidig tonede den skønneste og gladeste musik fra englenes kor ned til dem. ret
(605) Mens disciplene stadig stirrede opad, var der stemmer, der talte til dem med en klang som den dejligste musik. De vendte sig om og så, at to engle i menneskeskikkelse talte til dem og sagde: „Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.“ ret
(605) Disse engle hørte til den flok, som havde ventet i en strålende sky for at ledsage Jesus til hans himmelske hjem. Som de mest ophøjede af hele engleskaren var det disse to, der var kommet til graven ved Kristi opstandelse, og de havde fulgt ham gennem hele hans liv på jorden. Med stor længsel havde hele Himmelen ventet på afslutningen af hans ophold i en verden, der var vansiret af syndens forbandelse. Nu var tiden kommet, hvor det himmelske univers skulle modtage sin konge. De to engle længtes helt sikkert efter at slutte sig til den skare, der bød Jesus velkommen, men af medfølelse og kærlighed til dem, han havde forladt, ventede de for at bringe dem trøst. „Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen.“ ret
(606) Kristus var steget op til Himmelen i menneskeskikkelse. Disciplene havde set skyen tage imod ham. Den samme Jesus, som havde vandret, talt og bedt sammen med dem; som havde brudt brødet sammen med dem; som havde været hos dem i deres både på søen, og som endnu den samme dag havde taget turen med dem op til toppen af Oliebjerget — denne samme Jesus havde nu forladt dem for at dele tronen med sin Far. Og englene havde forsikret dem, at han, som de havde set stige op til Himmelen, ville komme igen på samme måde, som han var steget op. „Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham.“ „For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.“ „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone.“ ret
(606) Således skal Herrens eget løfte til disciplene opfyldes: „Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.“ Disciplene havde al mulig grund til at glæde sig ved håbet om deres Herres genkomst. ret
(606) Tilbage til Jerusalem
Da disciplene vendte tilbage til Jerusalem, betragtede folk dem med forundring. Man havde tænkt sig, at de efter Kristi domfældelse og korsfæstelse ville have virket nedslåede og skamfulde. Deres fjender ventede at se dem give udtryk for sorg og nederlag. I stedet var der kun glæde og sejrsfølelse at se. Deres ansigter strålede af en lykke, der ikke var af jordisk oprindelse. De sørgede ikke over skuffede forhåbninger, men var fulde af lovprisning og tak til Gud. Med fryd fortalte de om Kristi vidunderlige opstandelse og hans optagelse til Himmelen, og mange troede på deres vidnesbyrd. ret
(606) Disciplene frygtede ikke mere for fremtiden. De vidste, at Jesus var i Himmelen, og at han stadig holdt af dem. De vidste, at de havde en ven ved Guds trone, og de var ivrige efter at fremføre deres bønner til Faderen i Jesu navn. I højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn, idet de gentog forsikringen: „Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.“ Ved troen rakte de deres hænder ud for at modtage mere og mere, med denne stærke begrundelse: „Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.“ Og pinsen bragte dem glædens fylde ved Helligåndens nærværelse, nøjagtigt som Kristus havde lovet. ret
(607) Ærens konge drager ind
Hele Himmelen ventede på at byde Frelseren velkommen i de himmelske boliger. Mens han steg op, viste han vej, og de mange fanger, der var blevet befriet ved hans opstandelse, fulgte efter ham. De himmelske hærskarer deltog under jubelråb og lovprisninger i dette glade følge. ret
(607) Da de er ved at nærme sig Guds stad, lyder et råb fra de ledsagende engle: ret
(607) „Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.“ Og med fryd svarer de ventende vagtposter: „Hvem er ærens konge?“ Dette siger de ikke, fordi de ikke ved, hvem han er, men fordi de glæder sig til at høre det jublende svar: „Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig. Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.“ Atter lyder råbet: „Hvem er han, ærens konge?“ for englene bliver aldrig trætte af at høre hans navn blive lovprist. De ledsagende ejhle giver svaret: „Hærskarers Herre, han er ærens konge!“ ret
(607) Så bliver portene til Guds by åbnet helt, og engleskaren haster ind gennem portene under brusende, begejstret musik. ret
(607) Dér står tronen, omgivet af forjættelsens regnbue. Dér er keruberne og seraferne. Anførerne for de himmelske hærskarer, Guds sønner, repræsentanterne for de syndfri verdener, er forsamlede her. Det himmelske råd, over for hvilket Lucifer havde anklaget Gud og hans Søn, repræsentanterne for de syndfri verdener, over hvilke Satan havde tænkt sig at oprette sit herredømme — alle er der for at byde Frelseren velkommen. De længes efter at lovprise deres konge og fejre hans triumf. ret
(607) Men han vinker dem tilbage. Ikke endnu. Han kan endnu ikke modtage ærens krone og kongekåben. Han træder frem for sin Far. Han viser ham sit sårede hoved, sin gennemstukne side og de gennemborede fødder. Han løfter sine hænder, der er mærket af naglerne. Han peger på tegnene på sin sejr. Han præsenterer svingningsneget for Gud: De, der opstod sammen med ham som repræsentanter for den store skare, der skal stige op af graven ved hans genkomst. Han nærmer sig Faderen, hos hvem der er glæde over én synder, der omvender sig, og som fryder sig over hver enkelt. Før verdens grundvold blev lagt, havde Faderen og Sønnen sluttet en pagt for at frelse menneskeslægten, hvis den skulle lade sig overvinde af Satan. De havde indgået en højtidelig overenskomst om, at Kristus skulle stå som sikkerhed for menneskeheden. Nu havde Kristus opfyldt dette løfte. Da han på korset udbrød: „Det er fuldbragt!“ talte han til sin Far. Pagten var fuldt ud klevet gennemført. Nu erklærer han: Far, det er fuldbragt. Jeg har handlet efter din vilje, min Gud. Jeg har fuldført frelsesværket. Hvis din retfærdighed er sket fyldest, så vil jeg, „at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig.“ ret
(608) Nu lyder Guds stemme, som forkynder, at retfærdigheden er sket fyldest. Satan er besejret. Kristi arbejdende og kæmpende venner på jorden bliver modtaget i hans „elskede søn“ . I overværelse af de himmelske engle og repræsentanterne for de syndfri verdener bliver de erklæret retfærdiggjorte. Der, hvor han er, skal også hans menighed være. „Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.“ Faderen tager Sønnen i sine arme, og der bliver sagt: „Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.“ ret
(608) Med uudsigelig glæde anerkender herskere og magter og myndigheder Livets Fyrstes suverænitet. Engleskaren kaster sig ned foran ham, mens det glade råb toner gennem de himmelske boliger: „Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.“ ret
(608) Sejrsjubel blander sig med tonerne fra englenes harper, indtil det er, som om Himmelen strømmer over af glæde og lovprisning. Kærligheden har vundet sejr. Det fortabte er genfundet. Himmelen genlyder af stemmer, der højtideligt forkynder: „Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder.“ ret
(608) Fra denne himmelske glædesfest lyder der et ekko tilbage til os på jorden af Kristi egne vidunderlige ord: „Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“1 Den himmelske familie og den jordiske familie er ét. For vor skyld steg Herren op til Himmelen, og for vor skyld lever han. „Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.“ ret