(139) Dette kapitel er baseret på Lukas 11,1-13.
Kristus har hele tiden fået det fra Faderen som Han vil bibringe os med. ”Det ord, I hører,” sagde han ”er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.” Joh. 14,24. “Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.” Matthæus 20,28. Han levede ikke for Sig Selv, men for andre, han levede og tænkte og bad. Under de timer der tilbringes med Gud, kom Han frem morgen for morgen, for at give himlens lys til mennesker. Han modtager daglig en ny Helligåndens dåb. Herren vækkede Ham fra hans slummer på den nye dags første timer, og Hans sjæl og Hans læber blev salvet med nåde, så Han kan bring videre til andre. Han fik ordene på ny fra de himmelske sale, ord som Han kunne have sagt i på rette tid til trætte og fortrykte. ”Gud Herren har givet mig” sagde Han, ”disciples tunge, så jeg med mine ord kan hjælpe den trætte. Hver morgen vækker han mit øre, og jeg hører som en discipel.” Esajas 50,4. ret
(140) Kristi bønner og Hans måde at have forbindelse med Gud på, gjorde stort indtryk på Hans disciple. En dag hvor de havde været væk fra deres Herre en kort stund, fandt de at Han var optaget i bøn. Han lod til at ikke være opmærksom på deres tilstedeværelse, og Han fortsatte med at bede højt. Disciplenes hjerter blev dybt berørt. Da han ophørte med at bede, udbrød de: ”Herre, lær os at bede.” ret
(140) Som svar gentog Kristus Herrens bøn, som Han havde givet den i bjergprædiknen. Så illustrerede Han den lektie Han ønskede at undervise dem med, i en lignelse. ret
(140) “Hvis en af jer”, sagde han, ”har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derinde fra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget. Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.” ret
(140) Her præsenter Kristus de bønner uden videre, som Han giver igen. Han må få brødet, ellers kan han ikke dække den trætte og forsinkede vejfarnes behov. Han vil ikke lade sig bebyrde på grund af sin næste, han vil ikke afstå hans anmodning; hans ven må lettes; og hans påtrængenhed belønnes til sidst, hans behov dækkes. ret
(140) På same måde skal disciplene opsøge velsignelserne fra Gud. Da Kristus gav skaren mad og prædikenen om brød fra himlen, åbnede Han vejen for at de kan arbejde som Hans repræsentanter. De skulle give livets brød til folk. Han som gav dem deres arbejde, så ofte at deres tro ville prøves. De ville ofte blive kastet ud i uventede situationer, og ville indrømme deres utilstrækkelighed som mennesker. Sjæle som hungrede efter livets brød ville komme til dem, og de føler at de selv lider nød og er hjælpeløse. De må modtage åndelig næring, ellers vil de ikke have noget at give af. Men de skal ikke sende en eneste sjæl bort sulten. Kristus peger dem derhen hvor forrådet kommer fra. Den mand hvis ven kom for at blive underholdt af, endog ved midnattens ubelejlige tidspunkt, sendte ham ikke bort. Han havde ikke noget at sætte foran ham, men han tog til én som havde mad og pressede på med sin anmodning, indtil den næstes behov var dækket. Og vil Gud da ikke, som sendte Sine tjenere for at giv sultne mad, dække deres behov til Hans eget værk? ret
(141) Men den selviske nabo i lignelsen viser ikke Guds karakter. Den lektie der drages, er ikke som sammenligning, men som modsætning. En selvisk mand vil give en indtrængende anmodning, for at befri sig fra nogen der forstyrrer ham i hans hvile. Men Gud glæder sig over at give. Han er fuld af medfølelse, og Han længes efter at indfri deres anmodninger, som kommer til Ham i tro. Han giver os så vi kan tjene andre og dermed blive ligesom Han selv er. ret
(141) Kristus erklærer: “Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.” ret
(141) Frelseren fortsætter: “Hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” ret
(141) For at kunne styrke vor tillid til Gud, lærer Kristus os at tiltale Ham ved et nyt navn, et navn der flettes sammen menneskehjertets kæreste forbindelser. Han giver os ret til at kalde den almægtige Gud for vor Fader. Dette navn, som siges til Ham og af Ham, er et tegn på vor kærlighed og tillid mod Ham, og et panttegn på Hans agtelse for os og forhold til os. Når det siges som anmodning om Hans velvillighed eller velsignelse, er det liflig musik for Hans ører. Skulle vi tro at det er formastelighed at kalde Ham ved dette navn, har Han gentaget det igen og igen. Han ønsker at vi skal blive fortrolig med denne benævnelse. ret
(142) Gud betragter os som Sine børn. Han har forløst os ud af den ubekymrede verden og har valgt os at blive medlemmer af den kongelige familie, sønner og døtre af den himmelske konge. Han indbyder os til at stole på Ham med en dybere og stærkere tillid end et barn, har til sin jordiske far. Forældre elsker deres børn, men Guds kærlighed er større, bredere dybere, end menneskers kærlighed overhovedet kan blive. Den kan ikke måles. Hvis jordiske forældre ved hvordan de skal give deres børn gode gaver, hvor meget mere skal vor Fader i himlen så ikke give Helligånden til dem som beder Ham? ret
(142) Kristi lektier om bøn bør overvejes nøje. Der er en guddommelig oprigtighed i bøn, og Hans illustration føre de principper for øje, som alle må forstå. Han viser at det er den sande bøn, Han lærer det er nødvendigt at være udholdende når vi giver vore anmodninger til Gud, og forvisser os om Hans villighed til at høre og besvare bønner. ret
(142) Vore bønner skal ikke være en selvisk anmodning, blot for at hjælpe sig selv. Vi skal bede for at vi kan give. Principperne i Kristi liv må være principperne for vore liv. ”For jeres skyld,” sagde Han, da han talte til disciplene, ”helliger jeg mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.” Joh. 17,19. Den samme helligelse, den samme selvopofrelse, den samme underkastelse under Guds Ords krav, som blev manifesteret ved Kristus, må kunne ses på Hans tjenere. Vor mission for verden er ikke at tjene eller behage os selv, vi skal ære Gud ved at samarbejde med Ham for at frelse syndere. Vi skal bede om velsignelserne fra Gud, så vi kan bringe det videre til andre. Evnen til at modtage bevares kun ved at give. Vi kan ikke fortsætte med at modtage himmelske skatte uden at give til dem, omkring os. ret
(143) I lignelsen blev ham, der spurgte, afvist igen og igen, men han slap ikke sit mål. Således virker det ikke altid til at vore bønner besvares umiddelbart; men Kristus lærer at vi ikke skal ophøre med at bede. Børn skal ikke gøre nogen forandring hos Gud, den skal bringe os i harmoni med Gud. Når vi sender anmodninger til Ham, kan vi se at det er nødvendigt at vi ransager vore hjerter og angrer vore synder. Derfor tager Han os gennem prøvelser og trængsler, Han fører os gennem ydmygelsen, så vi kan se, hvordan Helligåndens virke gennem os, forhindres. ret
(143) Der er betingelser for Guds løfters opfyldelse, og bøn kan aldrig gå i stedet for pligten. ”Hvis I elsker Mig,” siger Kristus, ”så hold Mine bud.” ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min Fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.” Joh. 14,15. 21. De, som bringer deres anmodninger frem for Gud, påberåber sig Hans løfter, skønt de ikke går ind på betingelserne, de forhåner Jehova. De bringer Kristi navn som deres autoritet for opfyldelsen af løftet, men de gør ikke de ting som viser en tro på og kærlighed for Kristus. ret
(143) Mange mister muligheden for at få Faderens accept. Vi må nøje undersøge den betroede bedrift, som det er at nærme sig Gud. Er vi ulydige, og giver vi Herren en pengeseddel, har vi ikke opfyldt betingelserne, skønt den kunne være gangbar for os. Vi frembringer Gud Hans løfter, og beder Ham opfylde dem, skønt han derved vil vanære sit eget navn. ret
(144) Løftet lyder “Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.” Joh. 15,7. Og Johannes erklærer: “Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: ”Jeg kender ham,” men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham, er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.” 1 Joh. 2,3-5. ret
(144) Et af Kristi sidste bud til Sine disciple var “Elsk hverandre, ligesom jeg har elsket jer.” Joh. 13,34. Adlyder vi ikke dette bud, eller hensvælger vi os i skarpskårne, ukristelige karaktertræk? Hvis vi på nogen måde har skadet eller såret andre, er det vor pligt at bekende vore fejl og søge forlig. Det er en væsentlig forberedelse at vi kommer frem for Gud i tro, og beder om Hans velsignelse. ret
(144) Der er andre ting, som de der søger Herren i bøn, forsømmer for ofte. Har du været ærlig over for Gud? Herren erklærer ved profeten Malakias: ”Siden jeres fædres dage er I veget fra mine love; I holdt dem ikke. Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer, siger Hærskarers Herre. I spørger: ”Hvordan skal vi vende om?” Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: ”Hvordan bedrager vi dig?” Med tiende og afgifter.” Malakias 3,7.8. ret
(144) Gud som giver alle velsignelser, kræver en vis del af alt det vi har. Dette er Hans underhold til at støtte forkyndelsen af evangeliet. Og når dette gives tilbage til Gud, skal vi vise at vi påskønner Hans gaver. Men holder vi det tilbage fra Ham, som er Hans eget, hvordan kan vi så gøre krav på Hans velsignelse? Hvis vi er upålidelige forvaltere af jordiske ting, hvordan kan vi da forvente at Han betror os himmelske ting? Her kan det være at der her er en skjult ubesvaret bøn. ret
(144) Men i sin store nåde er Herren parat til at tilgive, og han siger: ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer. . . . . Jeg skræmmer æderne, så de ikke ødelægger jordens afgrøde for jer, og vinstokken ikke slår fejl på marken, . . . . Da skal alle folkene prise jer lykkelige, fordi I har et dejligt land, siger Hærskarers Herre. Malakias 3,10-12. ret
(145) Sådan er det med alle Guds betingelser. Alle udlovede gaver er på betingelse af lydighed. Gud har en himmel fuld af velsignelser til dem der vil samarbejde med Ham. Alle som adlyder Ham kan, i tillid, forlange opfyldelsen af Hans løfter. ret
(145) Men vi må vise en fast og ufravigelig tillid til Gud. Han tøver ofte med at svare for at prøve vor tro eller teste ægtheden i vort ønske. Har vi bedt i overensstemmelse med Hans ord, bør vi kunne tro Hans løfte og presse på, med vore begæringer, så målbevidst at det ikke kan nægtes. ret
(145) Gud siger ikke: Bed een gang og du skal modtage. Han beder os om at spørge. Udholdende bøn giver den bedene en mere alvorlig stilling, og giver ham større ønske om at modtage de ting han beder om. Kristus sagde til Marta ved Lazarus’ grav: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Joh. 11,40. ret
(145) Men mange har ikke en levende tro. Det er derfor de ikke ser mere af Guds kraft. De er blevet svage på grund af deres vantro. De tror mere på deres eget arbejde, end på Guds arbejde for dem. De passer mere på sig selv. De planlægger og udtænker, men beder kun lidt, og har i virkeligheden kun lidt tillid til Gud. De tror at de har tro, men det er kun øjeblikkets impulser. Når de ikke erkender deres eget behov, eller Guds vilje til at give, vedholder de ikke ligeså deres bønner for Herren. ret
(146) Vore bønner skal være ligeså alvorlige og vedvarende som en trængende vens anmodning, som beder om husly om natten. Jo mere alvorligt og vedholdende vi beder, jo tættere vil vor åndelige forening være med Kristus. Vi vil få flere velsignelser fordi vi får større tro. ret
(146) For vor del skal vi bede og tro. Våg i bøn. Våg, og samarbejde med Gud der hører bøn. Hav i sinde at ”vi er Guds medarbejdere”. 1. Kor. 3,9. Tale og handle i overensstemmelse med vore bønner. Det vil gøre en helt anden forskel for jer, om trængslerne skal bevise om jeres tro er ægte, eller vise om jeres bønner blot er formelle. ret
(146) Når problemerne rejser sig, og vanskelighederne står over for jer, så find ikke hjælp hos menneskeheden. Sæt al lid til Gud. Fortæller vi vore vanskeligheder til andre, gør det os blot svage, og giver ikke dem styrke. Det giver dem blot åndelige skavanker, som de ikke kan afhjælpe. Vi prøver at styrke fejlende, begrænsede mennesker, skønt vi kunne få styrke fra den ufejlbarlige og almægtige Gud. ret
(146) Du behøver ikke at tage til verdens ende for visdom, for Gud er nær. Det er ikke de evner du har nu, eller som du vil kunne få, som får det til at lykkes for dig. Det er det som Herren kan gøre for dig. Vi behøver langt mindre tillid til det mennesker kan gøre, og langt mere tillid til det Gud kan gøre for enhver troende sjæl. Han længes efter at du kan forvente store ting fra Ham. Han vil så gerne lade dig forstå de timelige såvel som de åndelige ting. Han kan gøre forstanden skarp. Han giver taktfølelse og gør dygtig. Læg dine talenter i arbejdet, bed Gud om visdom, og det vil gives dig. ret
(146) Tag Kristi ord som din sikkerhed. Har Han aldrig indbudt dig at komme til Sig? Tal aldrig på en håbløs og mismodig måde. Gør du dette vil du miste meget. Når du ser det som sker og beklager dig, når vanskeligheder og nød kommer, bevidner du en sygelig og svag tro. Tal og handle som om din tro er usynlig. Herren er rig på ressourcer; han ejer verden. Ret blikket mod himlen i tro. Se på Ham som har lys, kraft og virkeevne. ret
(147) I en ægte tro er der en opdrift, standhaftighed, målrettethed som hverken tid eller slid kan svække. “Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder. Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.” Esajas 40,30. 31. ret
(147) Der er mange som længes efter at hjælpe andre, men de føler at de ikke har åndelig styrke eller lys, at give af. Lad dem bringe deres bønner for nådens trone. Bed om Helligånden. Gud står bag hvert løfte Han har givet. Sig med Bibelen i dine hænder: Jeg har gjort som du har agt. Jeg bringer Dit løfte: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” ret
(147) Vi skal ikke blot bede i Kristi navn, men ved Helligåndens inspiration. Dette forklarer hvad det vil sige, når der siges at ”Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Romerne 8,26. Disse bønner glæder Gud sig til at besvare. Vi fremhvisker en bøn i Kristi navn med alvor og intensitet, hvor der ligger et intens løfte fra Gud, at Han er ved at besvare vor bøn: ”At gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår.” Efeserne 3,20. ret
(147) Kristus har sagt: “Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.” Markus 11,24. “Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen.” Joh. 14,13. Og den elskede Johannes taler meget enkelt forvissende, under Helligåndens inspiration: ”Hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.” 1 Joh. 5,14. 15. Fremskynd da din anmodning for Faderen i Jesu navn. Gud vil ære dette navn. ret
(148) Regnbuen omkring tronen er en forvisning om at Gud er sand, at Han ikke er foranderlig, ej heller i sin skygge. Vi har syndet imod Ham, og fortjener ikke Hans gunst; alligevel har Han Selv lagt den mest forunderlige bøn i vore læber: ”Forkast, foragt ikke din herligheds trone for dit navns skyld; husk din pagt med os, bryd den ikke!” Jeremias 14,21. Når vi kommer til ham og bekender vor uværdighed og synd, har Han lovet Sig Selv at høre vort råb. Hans trones ære beror på opfyldelsen af Hans ord til os. ret
(148) Ligesom Aaron, der symboliserede Kristus, bærer vor Frelser hele Sit folks navne i Sit hjerte i den Hellige afdeling. Vor store Ypperstepræst husker alle de ord som Han har opmuntret os med. Han er altid opmærksom på Sin pagt. ret
(148) Alle som søger efter Ham skal finde. Alle som banker på, vil få åbnet døren op for sig. Undskyldningen skal ikke lyde: Forstyr mig ikke; døren er lukket; jeg ønsker ikke at åbne den. Der vil aldrig blive sagt, at jeg ikke kan hjælpe dig. Det vil lykkes for dem som beder om brød ved midnatstide, til at mætte sultne sjæle med. ret
(148) I lignelsen vil ham der beder om brød til den fremmede, ”give ham, hvad han har brug for.” Og i hvilket mål vil Gud give os det, som vi måtte bibringe andre med? ”Som gave tilmålt af Kristus” Ef 4,7 Engle våger med intens interesse for at se hvordan man behandler sine medmennesker. Når nogen udviser Kristuslignende forståelse, for den fejlende, presser de til hans side og ihukomme ord der siges som livets brød for sjælen. ”Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus.” Fil 4,19 Jeres vidnesbyrd vil han, i sin oprigtighed og virkelighed, gøre til en mægtig kraft til det kommende liv. Herrens ord, vil være i din mund som sandhed og retfærdighed. ret
(149) Den personlige møje for andre, må gå forud med megen bøn i det skjulte; for det kræver stor visdom at forstå videnskab om sjælevinding. Før du kommunikerer med mennesker, må du kommunikere med Kristus. Bered dig til at tjene mennesker, og opnå dette ved den himmelske nådestrone. ret
(149) Lad dit hjerte bryde ud i den længsel det har for den levende Gud. Kristi liv har vist hvad menneskene kan gøre for at få del i guddommelig natur. Alt hvad Kristus har fået fra Gud, må vi også have. Bed da og modtag. Gør krav, med Jakobs udholdne tro, med Elias ubøjelige vedholdenhed, på det som Gud har udlovet. ret
(149) Lad Guds herlige begreber tage dit sind i eje. Lad dit liv knyttes, med skjulte kæder, til Jesu liv. Han som har befalet at lade lys skinne ud i mørke, er villig til at skinne ind i dit hjerte, at give kundskabslyset fra Guds herlighed i Jesu Kristi ansigt. Helligånden vil tage Guds sager og vise dem til dig, bibringe dem som en levende kraft i det lydige hjerte. Kristus vil dig lede til den almægtiges tærskel. Måtte du beskue herligheden bag sløret, og åbenbare Hans tilstrækkelighed, som altid lever for at gøre mellemkomst for os. ret