(150) Dette kapitel er baseret på Lukas 18,9-14.
”Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre,” fortalte Kristus lignelsen om Farisæeren og tolderen. Farisæeren gik op til bedetemplet, ikke fordi han følte at han var en synder der behøvede tilgivelse, men fordi han selv mente at han var retfærdig, og håbede på at få ros. Han betragter sin tilbedelse som en fortjenstgerning som vil anbefale ham for Gud. Samtidig vil folk anse ham for at være meget from. Han håber på at vinde gunst hos både Gud og mennesker. Hans tilbedelse kommer af egenkærlighed. ret
(150) Og han er fuld af selvros. Han ser den, han går i den, han beder med den. Drager bort fra andre som om der siges: ”Bliv, hvor du er, rør mig ikke, for jeg gør dig hellig!” (Esajas 65,5), han står og beder “for sig selv.” Fuldstændig tilfreds med sig selv, tror han at Gud og mennesker ser ham med den samme selvtilfredhed. ret
(150) “Gud, jeg takker dig,” siger han, ”fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.” Han dømmer sin karakter men ikke ved Guds hellige karakter, men med andre menneskers karakter. Hans tanker vendes bort fra Gud til menneskene. Dette er hemmeligheden bag hans selvtilfredshed. ret
(151) Han giver sig til at remse sine gode gerninger op: “Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.” Farisæernes religion berører ikke sjælen. Han søger ikke en Gudslignende karakter, et hjerte fyldt med kærlighed og barmhjertighed. Han er tilfreds med en religion som kun gør noget ved det ydre liv. Hans retfærdighed er hans egen – frugten af hans gerninger – og bedømmes af menneskers standard. ret
(151) Enhver der stoler på at han selv er retfærdig, vil foragte andre. Sådan som farisæeren vurderer sig selv over for andre mennesker, sådan vurderer han andre ved sig selv. Hans retfærdighed bedømmes ved deres, og jo værre de er, des mere modsat retfærdigheden ser han ud. Hans selvretfærdighed fører til anklager. Han fordømmer ”andre mennesker” som overtrædere af Guds lov. Således gør han Satans ånd tydelig, brødrenes anklager. Med denne ånd er det umuligt for ham at indgå i samfund med Gud. Han går ned til sit hus, blottet for guddommelig velsignelse. ret
(151) Tolderen var gået ind i templet sammen med andre bedende, men han trak sig hurtig bort fra dem, som uværdig til at bede sammen med dem. Han stod afsides, og han ”ikke engang løfter sit blik mod himlen, men slog sig for brystet”, i bitter pinsel og selvfornedrelse. Han følte at han havde forbrudt sig mod Gud, så han var syndig og uren. Han kunne endog ikke forvente deres medynk, som stod omkring ham, for de så foragteligt på ham. De vidste at han ikke fortjente en anbefaling for Gud, han råbte i egen fortvivlelse: ”Gud vær mig synder nådig.” Han sammenlignede ikke sig selv med andre. Overvældet af skyldfølelse, stod som alene over for Guds tilstedeværelse. Hans eneste ønske var tilgivelse og fred, hans eneste bøn var Guds barmhjertighed. Han blev velsignet. ”Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden.” ret
(152) Farisæeren og tolderen repræsenterer to klasser, hvor de som kommer for at tilbede Gud, bliver delt. Disses første to repræsentanter findes i de to første børn, som blev født ind i verden. Kain anså sig selv for retfærdig, og han kom kun til Gud med et takkeoffer. Han gjorde ingen syndsbekendelse, og indrømmede intet behov for nåde. Men Abel kom med det blod, der pegede hen til Guds Lam. Han kom som en synder, vedkendte sig som fortabt; hans eneste håb var Guds ufortjente kærlighed. Herren fik respekt for hans offer, men Kain og hans offer havde han ikke respekt for. Den allerførste betingelse for accept hos Gud er at man ser behovet for at erkende vor armod og synd. “Salige er de fattige i ånden; for himmeriget er deres.” Matthæus 5,3. ret
(152) Beretningen om Farisæeren og tolderen har en lektie til alle klasser i apostlen Peters historie. Først mente disciplen Peter at han selv var stærk. Ligesom Farisæeren, var han efter egen vurdering ”ikke som andre mænd er”. Da Kristus på Hans forrådelsesaften advarede Sine disciple forud: ”I vil alle svigte på grund af mig”, svarede Peter selvsikkert: ”Om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke.” Mark 14,27. 29. Peter kendte ikke sin egen fare. Selv-sikkerheden vildførte ham. Han mente at han selv kunne modstå fristelse; men om nogle få timer kom prøven, og fornægtede sin Herre med eder for forbandelse. ret
(152) Da hanens gal mindede ham om Kristi ord, blev han overrasket og chokeret over at netop vendt sig mod sin Mester, og han så på ham. I det øjeblik at Kristus så på Peter, og under det bedrøvede udseende, iblandet med kærlighed og medfølelse, forstod Peter sig selv. Han gik ud og græd bitterligt. Dette udseende af Kristus sønderbrød hans hjerte. Peter kom til vendepunktet, og han fortrød sin synd bitterligt. Han var som tolderen i sin brøde og anger, og ligesom tolderen fik han udvist barmhjertighed. Kristi udseende forvissede ham hans tilgivelse. ret
(154) Nu var hans selvsikkerhed væk. Den gamle hovne påståelighed kom aldrig igen. ret
(154) Efter Kristi opstandelse blev Peter prøvet tre gange. ”Simon, Johannes' søn,” sagde Han, ”du elsker mig mere end de andre?” Nu ophøjede Peter ikke sig selv over sine brødre. Han appellerede til Ham som kunne læse hans hjerte. ”Herre,” sagde han ”du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Joh. 21,15. 17. ret
(154) Så fik han sin opgave. Et bredere og vanskeligere arbejde, end han hidtil havde fået tilstået. Kristus bad ham give fårene og lammende føde. Når de sjæles forvaltning blev betroet ham, som Frelseren havde givet sit liv for, gav Kristus Peter det stærkeste bevis på tilliden til hans genoprejsning. Den tidligere så rastløse , pralende og selvsikre discipel var nu betvunget og angrede. Fra nu af fulgte han sin Herre i selvfornægtelse og selvopofrelse. Han fik del i Kristi lidelser; og når Kristus skal sidde på sin Herlighedstrone, vil Peter få del i Hans herlighed. ret
(154) Det onde som fører til Peters fald fra samfundet med Gud, viser tusindvis’ fordærv i dag. Der er intet mere krænkende for Gud, eller farligt for menneskesjælen, end stolthed og selvtilstrækkelighed. Af alle synder er det den mest håbløse, den mest uoprettelige. ret
(155) Peters fald var ikke øjeblikkeligt, men gradvis. Selvsikkerhed førte ham til at tro at han kunne frelses, og der blev taget skridt efter skridt på den nedadgående sti, indtil han kunne fornægte sin Mester. Vi kan aldrig med sikkerhed sætte lid til selvet eller mærke på denne side af himlen, at vi er sikrede imod fristelse. De som tager imod Frelseren, uanset hvor oprigtig deres omvendelse er, bør aldrig lære, at de kan sige eller føle at de er frelste. Dette er vildledende. Enhver bør lære at værne om håbet og troen; men også når vi giver os selv til Kristus og ved at Han accepterer os, er vi ikke uden for fristelsernes rækkevidde. Guds ord erklærer: ”Mange skal blive lutret, renset og prøvet.” Daniel 12,10. Kun han som klarer prøvelsen vil modtage livets krone. (Jakob. 1,12.) ret
(155) De som accepterer Kristus, og siger rent ud ”Jeg er frelst”, er i fare for at sætte lid til sig selv. De mister deres egen svaghed, og deres stadige behov for guddommelig styrke, af syne. De er ikke forberedt på Satans bedrag, og mange vil, ligesom Peter, falde under fristelse ned i syndens allerdybeste. Vi formanes: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.” 1 Korinter 10,12. Vor eneste sikkerhed er en stadig mistillid til selvet, og afhængighed til Kristus. ret
(155) Det var nødvendigt at Peter lærer af sine egne karaktermangler, og hans behov for Kristi nåde og kraft. Herren kunne ikke frelse ham fra hans trængsel, men Han kunne have reddet ham fra nederlag. Var Peter villig til at modtage Kristi advarsel, ville han have våget i bøn. Han ville have vandret i frygt og bæven for at han ikke snubler over fødderne. Og han ville have modtaget guddommelig hjælp, så at Satan ikke kunne vinde sejren. ret
(155) Det var ved selvtilstrækkelighed at Peter faldt; og det var gennem anger og ydmygelse at han atter kunne komme på benene. I denne tekst om hans erfaring, finder enhver angrende synder en opmuntring. Selvom Peter havde syndet så frygteligt, var han ikke blevet svigtet. Kristi ord blev skrevet på hans sjæl: ”Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.” Lukas 22,32. I hans bitre samvittighedsnag, gav denne bøn, og erindringen om Kristi kærlighed og medynkende blik, ham håb. Efter Sin opstandelse huskede Kristus Peter, og gav englen budskabet til kvinden: ”Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham.” Markus 16,7. Den syndstilgivende Frelser tog imod Peters anger. ret
(156) Og den samme medfølelse som nåede ud for at redde Peter, strækkes ud til enhver sjæl der falder for fristelse. Det er Satans særlige påfund at lede mennesker i synd, og derefter efterlade dem hjælpeløse og skælvende, bange for at søge tilgivelse. Men hvorfor skal vi frygte, når Gud har sagt: ”De søger min beskyttelse og slutter fred med mig, ja, slutter fred med mig.” Esajas 27,5. Der er gjort alt for vore svagheders skyld, vi får al opmuntring til at komme til Kristus. ret
(156) Kristus opgav Sit brudte legeme for at købe Guds ar tilbage, og give mennesket en ny rettergang. ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” Hebræerne 7,25. Ved Sit pletfrie liv, Sin lydighed, Hans død på Golgatas kors, gik Kristus i forbøn for den faldne slægt. Og nu udråber vor Frelses Hærfører, ikke blot som ansøger, men som Sejrherre, Sin sejr. Hans offer var fuldstændig, og som vor mellemmand udfører Han Sit selvbestaltede arbejde, fremholder røgelsen med Sin egne pletfrie fortjenester, og bønner, bekendelser og Hans folks taksigelser. Fyldt med denne vellugt af Hans retfærdighed, opsender dette en liflig vellugt til Gud. Offeret antages til fulde, og tilgivelsen dækker alle overtrædelser. ret
(157) Kristus har Selv lovet at være vor stedfortræder og sikkerhed, og Han forsømmer ingen. Han som ikke kan se mennesker udsættes for evig fordærv uden at udgyde Sin sjæl i døden for deres skyld, vil se medynkende og medlidende på enhver sjæl der erkender at han ikke kan frelse sig selv. ret
(157) Han vil ikke kunne se den skælvende forbønsmand, uden at rejse ham op. Han som gennem Sin egen forsoning gav menneskene en uendelig fond af moralsk kraft, vil ikke undlade at bruge denne kraft for vor skyld. Måtte vi lægge vore synder og sorger for Hans fødder; for Han elsker os. Hele hans udseende og alle hans ord indbyder til tillid til Ham. Han vil tilpasse og forme vor karakter efter Hans egen vilje. ret
(157) Der er ingen kraft i hele den sataniske styrke der kan overvinde nogen sjæl, som i enkel tillid kaster sig selv over til Kristus. ”Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.” Esajas 40,29. ret
(158) “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” Herren siger, “Men erkend din skyld, at du har brudt med Herren din Gud.” “Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder.” 1 Joh. 1,9; Jeremias 3,13; Ezekiel 36,25. ret
(158) Men vi må kende os selv, en kundskab der vil føre til anger, før vi kan få tilgivelse og fred. Farisæeren blev ikke overbevist om synd. Helligånden kunne arbejde med ham. Hans sjæl blev indhyllet i en selvretfærdighedens rustning, som Guds pile, med modhager og målrettet af engle hænder, ikke kunne trænge igennem. Det er kun han som kender sig selv som en synder som Kristus kan frelse. Han kom ”for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed.” Lukas 4,18. Men “De raske har ikke brug for læge.” Lukas 5,31. Vi må kende vor virkelige tilstand, ellers vil vi ikke føle vort behov for Kristi hjælp. Vi må forstå vor fare, ellers skal vi ikke flygte i tilflugt. Vi må mærke smerterne fra vore sår, ellers vil vi ikke ønske helbredelse. ret
(158) Herren siger, “Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se.” Åbenbaringen 3,17. 18. Guldet som er prøvet i ild, er tro der virker ved kærlighed. Kun dette kan bringe os i harmoni med Gud. Vi kan være aktive, vi kan udrette meget arbejde; men uden kærlighed, en sådan kærlighed som bor i Kristi hjerte, uden denne vil vi aldrig kunne regnes til himlens familie. ret
(159) Ingen kan forstå deres fejltagelser af sig selv. ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” Jeremias 17,9. Læberne kan udtrykke en sjælsfattigdom som hjertet ikke anerkender. Når vi taler til Gud i åndsarmod, kan hjertet fyldes af fantasi over sin egen overmådelige ydmyghed og ophøjede retfærdighed. På kun én måde kan man opnå sandt kendskab til selvet. Vi må beskue Kristus. Det er uvidenhed om Ham, som opløfter mennesker i deres egen selvretfærdighed. Når vi betragter Hans renhed og udmærkelse, ser vi vor egen svaghed, armod og mangler sådan som den virkelig er. Vi skal se os selv om fortabte og håbløse, døde i selvretfærdighedens klædninger, ligesom alle andre syndere. Vi vil se at hvis nogen siden skal frelses, vil det ikke være gennem vor egen godhed, men gennem Guds uendelige nåde. ret
(159) Tolderens bøn blev hørt, fordi den viste en afhængighed ved at gribe fat på Almagten. For tolderen var selvet kun til skam. Sådan måtte det kunne ses hos alle som søger Gud. I tro – en tro som opgiver al tillid til selvet – skal han der beder, gribe fat i den almægtige kraft. ret
(159) Ingen ydre ceremonier kan gå i stedet for den enkle tro og fuldstændige opgivelse af selvet. Men ingen kan tømme sig selv for selvet. Vi kan kun tillade at Kristus udretter arbejdet. Da vil sjælens sprog blive: Herre, tag mit hjerte; for jeg kan ikke give det. Det er Din ejendom. Hold det rent, for det kan jeg ikke gøre for dig. Frels mig på trods af mig selv og mit svage ukristne selv. Dan mig, form mig, oprejs mig i en ren og hellig atmosfære, hvor den rige strøm af Din kærlighed kan flyde igennem min sjæl. ret
(159) Det er ikke kun ved begyndelsen af Kristenlivet at denne fralæggelse af selvet sker. Hvert eneste skridt op mod himlen skal fornyes. Alle vore gode gerninger beror på en kraft uden fra os selv. Derfor er der brug for at hele tiden, række ud af hjertet efter Gud, en stadig, alvorlig hjertebrydende syndsbekendelse og ydmygelse af sjælen over for Ham. Kun når selvet hele tiden, fralæges og en afhængighed af Kristus kan vi vandre sikkert. ret
(160) Jo nærmere vi kommer til Jesus des klarere ser vi Hans rene karakter; jo klarere vil vi kunne se syndens overmådelige syndighed og des mindre føler vi os selv ophøjet. De som himlen anerkender som hellige, er dem der sidst promoverer deres egen godhed. Apostlen Peter blev en trofast Kristi tjener, og han blev stærkt æret med guddommeligt lys og kraft, fik han en aktiv part med at opbygge Kristi kirke; men Peter glemte ikke sin ydmygende frygtelige erfaring; hans synd blev tilgivet; dog vidste han godt, at da han faldt på grund af svag karakter, kunne kun Kristi nåde være til nytte. I sig selv fandt han intet som var til ære. ret
(160) Ingen af apostlene eller profeterne har nogen sinde hævdet at være uden synd. Mennesker som har levet nær Gud, mennesker som vil ofre livet selv, frem for at begå en bevidst forkert handling, mennesker som Gud har æret med guddommeligt lys og kraft, har bekendt deres egne syndig natur. De har ingen tillid til det kødelige, har ikke påberåbt deres egen retfærdighed, men har stolet helt på Kristi retfærdighed. Sådan er det med alle der beskuer Kristus. ret
(160) Vor anger vil blive dybere for hvert skridt fremad i den kristne erfaring. Til dem som Herren har tilgivet, for dem som Han anerkender som Sit folk, til disse siger Han: ”Så vil I huske jeres onde færd og jeres slette gerninger og væmmes ved jeres synder og jeres afskyelige handlinger.” Ezekiel 36,31. Han siger også: “Jeg opretter min pagt med dig. Så skal du forstå, at jeg er Herren. Når jeg tilgiver dig, skal du huske alt, hvad du har gjort, så du skammer dig på grund af din skændsel og ikke mere åbner munden, siger Gud Herren.” Ezekiel 16,62. 63. Så vil vore læber ikke åbnes i selvforherligelse. Vi skal vide at det er tilstrækkeligt i Kristus alene. Vi skal gøre apostles bekendelse. ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.” Romerne 7,18. “Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.” Galaterne 6,14. ret
(161) I overensstemmelse med denne erfaring lyder befalingen: “Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Filipperne. 2,12.13. Gud har ikke bedt dig frygte at Han ikke vil opfylde Sin løfter, at Hans tålmodighed vil trættes, ellers ophører hans medlidenhed. Vær hellere bange for at du ikke bliver underlagt Kristi vilje, så dine nedarvede eller oparbejdede karaktertræk ikke skal kontrollere dit liv. ”Det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Vær bange for at selvet ikke lægger sig mellem dig og den store Mesterarbjder. Vær bange for at egenviljen ikke skal ødelægge det høje fortsæt, som Gud ønsker at udrette gennem dig. Vær bange for at stole på egen styrke, bange for at trække dine hænder væk fra Kristi hånd, og prøve at vandre på livets stivej uden Hans varige tilstedeværelse. ret
(161) Vi må undgå alt som vil opmuntre til stolthed og selvtilstrækkelighed; derfor bør vi passe på med at give eller modtage smiger eller ros. Det er Satans arbejde at smigre. Han udøver smiger såvel som anklager og fordømmelse. Derved prøver han at ruinere sjælen. De som roser mennesker, bruger Satan som sine agenter. Lad Kristi medarbejdere rette alle rosende ord bort fra sig selv. Lad selvet komme ud af syne. Kristus alene skal ophøjes. ”Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod,” lad alle øjne rettes til ham, og lovprisning stiger op fra alle hjerter. (Åbenbaringen 1,5.) ret
(162) Det liv som værner om Herrens frygt, vil ikke være et sørgeligt og tungsindigt liv. Det er Kristi fravær, som gjorde ansigterne bedrøvede, og livet til en pilgrims sukke. De som er fyldt med selvagtelse og egenkærlighed mærker ikke behovet for en levende og personlig union med Kristus. Det hjerte som ikke er faldet på Klippen, er ubrudt og stolt. Mennesker mangler en ophøjet religion. De ønsker at vandre på en sti, der er bred nok til deres egne egenskaber. Deres egenkærlighed, deres ønske om popularitet og hang til ros, lukker Frelseren ud af deres hjerter, og uden Ham er det tungt og trist. Men med Kristus boende i sjælen, udspringer glæden. For alle som tager imod Ham, er Guds ords grundtone glæde. ret
(162) “For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, og oplive det knuste hjerte.” Esajas 57,15. ret
(162) Det var da Moses blev skjult i klippekløften at han så Guds herlighed. Det er når vi gemmer os i den spaltede klippe at Kristus vil dække os med Sin egen gennemborede hånd, og vi vil høre hvad Herren siger til Sine tjenere. Gud vil åbenbare sig for os, som for Moses, som ”er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd.” 2.Mos. 34,6. 7. ret
(162) Genløsningsarbejdet har konsekvenser som det er vanskeligt for mennesker at begribe. ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte.” 1 Korinter 2,9. Idet synderen drages af Kristi kraft, og nærmer sig det opløftede kors, falder udmattet ned foran det, sker der en ny skabelse. Han får et nyt hjerte. Han bliver en ny skabning i Kristus Jesus. Helligheden finder at der ikke er mere at gøre krav på. Gud Selv ”gør den retfærdig, som tror på Jesus.” Rom 3,26. “Og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.” Rom. 8,30. Så stor som syndens skam og degeneration, vil æren og ophøjelsen gennem den genløsende kærlighed være endog større. Mennesker, der kæmper for at tilpasse sig det guddommelige billede, er der tildelt et udlæg fra det himmelske forrådskammer, en overmådelig kraft, som endog vil sætte dem højere end engle, der aldrig har været faldet. ret
(163) “Dette siger Herren, Israels Hellige, som løskøber det, til ham, der er ringeagtet og afskyet af folk,, ... Konger skal se det og rejse sig, stormænd skal kaste sig ned for Herren, som er trofast, for Israels Hellige, som udvælger dig.” Esajas 49,7. ret
(163) “For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” ret