Kristi illustrerende lektier kapitel 14fra side164

tilbage

“Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret?”

(164)  Dette kapitel er baseret på Lukas 18,1-8.
Kristus talte om perioden lige før Sin genkomst, og om de farer som Hans efterfølgere måtte gennemgå. Med særlig henblik på denne tid, fortalte han lignelsen “at de altid skulle bede og ikke blive trætte.” ret

(164)  “I en by var der en dommer,” sagde han, ”som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.” ret

(164)  Dommeren, som skildres her, havde ingen retsfornemmelse, ej heller medynk for lidende. Enken som pressede sin sag på ham, blev afslået flere gange. Hun kom igen og igen til ham, kun for at behandles med foragt, og drevet fra dommersædet. Dommeren vidste at hendes sag var rigtig, og han kunne have hjulpet hende med det samme, men han ville ikke. Han ønskede at fremvise sin hovne magt, og det glædede ham at lede hende forgæves spørge og anmode indtrængende. Men hun ville ikke svigte, ej heller miste modet. På trods af hans ligegyldighed og hårdhjertethed, pressede hun på med sin anmodning, indtil dommeren gik med til at tage hendes sag op. ”Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker,” sagde han ”vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær.” For at redde sit ry, og ikke vise sin partiskhed frem, en ensidig dom, skaffede han den påholdne kvinde ret. ret

(165)  “Og Herren sagde: "Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.” Her drager Kristus en skarp modsætning mellem den uretfærdige dommer og Gud. Dommeren gav efter for enkens forespørgsel, kun på grund af sig selv, så han kunne blive fri for hendes påtrængenhed. Han følte ingen medynk eller medlidenhed for hende; hendes problem havde ingen betydning for ham. Hvor anderledes er Guds optræden mod dem der søger Ham. De trængendes og forpintes appeller betragtede Han med højeste medlidenhed. ret

(165)  Kvinden som bønfaldt dommeren om ret, havde mistet sin mand i døden. Fattig og venneløs, hun havde ingen midler til at genoprette sin ruinerede skæbne. Således har mennesket mistet sin forbindelse med Gud, på grund af synd. I sig selv har mennesket ingen midler til at frelse. Men i Kristus kommer vi nær Faderen. Guds udvalgte er dyrebare i Hans hjerte. De er dem, som Han har kaldet ud af mørke til Hans forunderlige lys, og at fremvise Hans pris, for at skinne som lys midt i verdens mørke. Den uretfærdige dommer havde ingen særlig interesse for enken, som plagede ham for udfrielse; alligevel hørte han hendes bøn, for at befri sig fra hendes ynkelige appeller, og befriede hende fra hendes fjende. Men Gud elsker Sine børn med uendelig kærlighed. For Ham er det største på jorden Hans menighed. ret

(166)  “Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod. Han fandt det i ørkenlandet, i den tomme, hylende ødemark; han kredsede om det, holdt øje med det, passede på det som sin øjesten.” 5.Mos. 32,9. 10. “For dette siger Hærskarers Herre - til herlighed har han sendt mig - til de folk, der plyndrede jer: "Den, der rører jer, rører ved mit øjeæble.” Zakarias 2,12. ret

(166)  Enkens bøn, “Skaf mig oprejsning”—“skaf mig ret” —“for mine modstandere,” viser Guds børns bøn. Satan er deres store modstander. Han er ”brødrenes anklager,” som anklager dem for Gud dag og nat. (Åbenbaringen 12,10.) Han arbejder hele tiden på at fremstille forkert og anklage, at bedrage og ødelægge Guds folk. Og det er for at befri for Satans og hans agenters magt, at Kristus i denne lignelse underviser Sine disciple i at bede. ret

(166)  I Zakarias’ profeti kommer Satans anklagerarbejde frem for øjesyn, og Kristi arbejde med at moddrive Hans folks fjende. Profeten siger: “Så lod han mig se ypperstepræsten Josva, som stod foran Herrens engel, mens Satan stod på hans højre side for at anklage ham. Herren sagde til Satan: "Herren irettesætter dig, Satan; Herren, som har udvalgt Jerusalem, irettesætter dig. Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden." Josva stod foran englen med snavsede klæder på.” Zakarias 3,1-3. ret

(166)  Her fremstilles Guds folk som en forbryder ved retten. Josva prøver, som ypperstepræst, at få en velsignelse til sit folk, som er i stor nød. Medens han går i forbøn for Gud, står Satan ved hans højre hånd, som hans fjende. Han er Guds børns anklager, og får deres sager til at se ligeså desperate ud som det er muligt. Han præsenterer Herren for deres onde gerninger og deres mangler. Han viser deres fejl og mangler, håber på at de vil vise en sådan karakter i Kristi øjne, så Han vil ikke vil hjælpe dem i deres store behov. Som Guds folks repræsentant står Josva under dom, iklædt snavsede klæder. Klar over sit folks synder, betynges han af modløshed. Satan presser en skyldfølelse på hans sjæl, som får ham til at føle det næsten håbløst. Alligevel står han her som forbønsmand, med Satan stillet op imod sig. ret

(167)  Satans værk som anklager begyndte i himlen. Dette har været hans arbejde på jorden lige siden menneskets fald, og det vil i særlig forstand være hans arbejde når vi nærmer os afslutningen af denne verdens historie. Når han ser at hans tid er kort, vil han arbejde med større alvor på at bedrage og ødelægge. Han bliver vred når han ser et folk på jorden, der har respekt for Jehovas lov, også når de er svage og syndige. Han er opsat på at de ikke skal adlyde Gud. Han glæder sig over deres uværdighed, og hans påfund forberedes til alle sjæle, at alle må omsnæres og adskilles fra Gud. Han prøver at anklage og fordømme Gud og anklage alle som kæmper for at gennemføre Hans mål i denne verden, med barmhjertighed og kærlighed, i medfølelse og tilgivelse. ret

(168)  Alle manifestationer på Guds kraft til Hans folk, vækker Satans fjendskab. Hver gang at Gud arbejder for deres skyld, arbejder Satan med sine engle med fornyet livskraft på at omsnære deres fordærv. Han er skinsyg på alle der gør Kristus til deres styrke. Hans mål er at anspore til ondt, og når det lykkes ham, bliver alle de fristede til skamme. Han peger på deres snavsede klæder, deres manglende karakter. Han fremviser deres svaghed og tåbelighed, deres indsmigrende synder, deres ulighed med Kristus, som har vanæret deres Genløser. Alt dette fremfører han som et argument, der viser hans ret til at udvirke hans vilje for deres udslettelse. Han drister sig til at forskrække dem med tanken at de er i en håbløs situation, at en plet på deres tilsmudsning aldrig kan vaskes bort. Han håber at udslette deres tro, så de vil give helt efter for hans fristelser, og vende dem fra deres alliance til Gud. ret

(168)  Herrens folk kan ikke selv besvare Satans anklager. Når de ser på sig selv, er de ved at fortvivle. Men de appellerer til den guddommelige Advokat. De beder om Genløserens fortjenester. Gud kan ”vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” Romerne 3,26. Herrens børn råber i tillid til Ham, for at fortie Satans anklager, og tilintetgøre hans bedrag. ”Behandle mine fjender retsmæssigt,” beder de; og med korsets mægtige argument, fortier Kristus den frække anklager. ret

(169)  “Herren sagde til Satan: "Herren irettesætter dig, Satan; Herren, som har udvalgt Jerusalem, irettesætter dig. Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden.” Når Satan prøver at dække Guds folk med mørke, og fordærve dem, lægger Kristus sig imellem. Selvom de har syndet, har Kristus taget skylden for deres synder på Sin egen sjæl. Han har grebet slægten ud som et brændemærke af ilden. Ved Sin menneskenatur har han kædet sig sammen med mennesker, hvor Han, ved sin guddommelige natur er blevet ét med den almægtige Gud. Hjælpen kommer inden for fortabte sjæles rækkevidde. Modstanderen sættes i rette. ret

(169)  “Josva stod foran englen med snavsede klæder på. Da sagde englen til dem, der stod foran ham: ”Tag de snavsede klæder af ham.” Til Josva sagde han: ”Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på.” Så sagde han: "Sæt en ren turban på hans hoved." De satte en ren turban på hans hoved og gav ham andre klæder på.” Da gav englen Josva et højtideligt løfte, med Hærskares Herres myndighed, så skal du også dømme Mit hus, og skal også holde mine sale, og skal du styre mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig adgang til at færdes blandt dem, der står her.” – endog blandt engle der er omgivet af Guds trone. (Zakarias 3,3-7.) ret

(169)  På trods af Guds folks mangler, vender Kristus sig ikke bort fra de undersåtter, som han har ansvar for. Han har kraft til at ændre deres klædning. Han fjerner de snavsede klæder, Han lægger sin egen retfærdighedskåbe på dem der angrer, og tror, og skriver "tilgivet" over for deres navne i himlens optegnelser. Han bekender dem som Sine over for det himmelske univers. Satan, deres fjende, viser sig at være en anklager og bedrager. Gud vil gøre sine egne udvalgte ret. ret

(170)  Bønnen, “Gør mig ret for min modpart,” gælder ikke kun mod Satan, men mod de agenter som han tilskynder til at fordreje, til at friste og til at udslette Guds folk. De som har besluttet sig for adlyde Guds bud vil forstå af erfaring, at de får fjender der kontrolleres af en kraft nedefra. Sådanne fjender plager Kristus for hvert kridt, som intet menneske kan vide hvor vedvarende og påholdende det er. Ligesom deres Mester, følges Kristi disciple op af stadige fristelser. ret

(170)  Skrifterne beskriver verdens tilstand lige før Kristi genkomst. Apostlen Jakob afbilleder den begærlighed og undertrykkelse som vil være fremherskede. Han siger: “Og nu I, som er rige! . . . I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! I har dømt og dræbt den retfærdige, mod jer er han værgeløs.” Jak. 5,1-6. Dette er et billede af hvordan det eksisterer i dag. Ved alle undertrykkelsens og afpresningens bedrag, samler mennesker sig kolossale formuer, medens den nødlidende menneskeheds råb, når op til Gud. ret

(170)  “Retten er trængt tilbage, og retfærdigheden holder sig langt borte; for sandhed snubler på torvet, og ærlighed kan ikke komme frem. Sådan bliver der mangel på sandhed, og den, der holder sig fra ondt, bliver udplyndret.” Esajas 59,14. 15. Dette blev opfyldt i Kristi liv på jorden. Han var loyal mod Guds bud, lagde menneskers traditioner og krav til side, som blev ophøjet over Guds lov, og de som er oprigtige mod Guds bud, lider skam og forfølgelse. Kristus blev, på grund af Hans loyalitet mod Gud, anklaget som sabbatsbryder og bespotter. Det blev erklæret at han besad en djævel, og blev betegnet som Belzebul. På samme måde blev Hans efterfølgere anklaget og fremvist i forkert lys. Således håber Satan at kunne lede dem til synd og vanære Gud. ret

(171)  Dommerens karakter i lignelsen, som ikke frygtede Gud eller anså sig for mennesker, fremviste Kristus for at vise den slags dom som eksekveret, og dette ville hurtigt vise sig under hans rettergang. Han ønsker at Hans folk til enhver tid, vil indse hvor lidt afhængige de kan være af jordiske herskere eller domsmænd på ulykkens dag. Guds udvalgte folk har ofte stået fem for mennesker i officielle positioner, som ikke gør Guds Ord til deres vejleder og rådgiver, men som følger deres egen uhellige og udisciplinerede impulser. ret

(171)  Med lignelsen om den uretfærdige dommer, har Kristus vist hvad vi bør gøre. ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat?” Kristus, vort eksempel, gjorde intet for at forsvare eller befri sig selv. Han overdrog Sin sag til Gud. Således skal hans efterfølgere ikke anklage eller fordømme, eller ty til magt, for at befri sig selv. ret

(171)  Når der rejser sig tilsyneladende uforklarlige prøvelser, bør vi ikke lade vor fred spolere. Uanset hvor uretfærdig vi måtte blive behandlet, så lad ikke lidenskaberne rejse sig. Giver vi efter for hævngerrighed så vil det skade os. Vi ødelægger vor egn tillid til Gud, og vi sårer Helligånden. Et vidne står ved vor side, en himmelsk budbringer, som vil opløfte en standard for os imod fjenden. Han vil lukke os ind til Retfærdighedens Sols klare stråler. Satan kan ikke trænge igennem dette. Han kan ikke komme forbi det hellige lys’s beskyttelse. ret

(172)  Når verden vokser i ondskab, skal ingen af os bilde os ind at vi ikke får vanskeligheder. Men det er netop disse vanskeligheder som fører os til lydhør for den Allerhøjeste. Vi må søge råd hos Ham som har en almægtig visdom. ret

(172)  Herren siger: “Råb til Mig på nødens dag.” Salme 50,15. Han indbyder os til at bringe Ham vore problemer og vore behov for guddommelig hjælp. Han påbyder os at bede hele tiden. Ligeså snart vanskelighederne kommer, skal vi sende Ham vore oprigtigste og alvorligste bønner. Ved vore påtrængende bønner beviser vi vor stærke tillid til Gud. En fornemmelse af vore behov, får os til at bede alvorligt, og vor himmelske Fader bevæges af vore anmodninger. ret

(172)  De som lider skam eller forfølgelse på grund af deres tro fristes ofte til at tro at Gud har svigtet dem. I menneskenes øjne er de i mindretal. Det ser helt ud som om, at deres fjender sejrer over dem. Men lad dem ikke overtræde deres samvittighed. Han som har lidt for deres skyld, og har båret deres sorger og pinsler, han har ikke svigtet dem. ret

(172)  Guds børn efterlades ikke ensomme og forsvarsløse. Bøn bevæger den Almægtiges arm. Bøn har “besejret riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild,” – vi skal vide hvad det betyder, når vi hører martyrernes rapporter, som døde for deres tro – ”slog fjendtlige hære på flugt.” Hebræerne 11,33. 34. ret

(173)  Hvis vi overgiver vore liv til Hans tjeneste, kan vi aldrig komme i en position, som Gud ikke har bragt til veje. Uanset vor situation, har vi en Vejleder direkte på vor vej; uanset vore problemer, har vi en sikker Rådgiver; hvilke sorger, smertelige tab eller ensomhed vi måtte have, har vi en forstående Ven. Hvis vi i vor uvidenhed træder forkert, forlader Kristus os ikke. Hans røst er klar og tydelig, og hører Ham sige: ”Jeg er Vejen, Sandheden og Livet.” Joh. 14,6. ”Han redder den fattige, der råber om hjælp, og den nødstedte, som ingen hjælper.” Salme 72,12. ret

(173)  Herren erklærer at Han vil æres af dem som drager nær til Ham, som trofast gør Hans tjeneste. ”Hvis vilje er fast. Du bevarer freden, for de stoler på dig.” Esajas 26,3. Den Almægtiges arm rækkes ud for at føre os fremad og endnu længere frem. Gå frem, siger Herren; Jeg vil sende dig hjælp. Det er til mit navns ære at du beder, og du skal modtage. Jeg vil æres for dem, som leder efter dine fejl. De skal se Mine ord sejre herligt. ”Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.” Mattæus 21,22. ret

(174)  Lad alle som er plagede eller misbruges, råbe til Gud. Vend bort fra dem hvis hjerter er af stål, og bekendtgør din anmodning for din Skaber. Der er aldrig nogen der kommer med brødebetynget hjerte, som stødes bort. Ingen oprigtig bøn går tabt. I det himmelske kors salmer, hører Gud de svageste menneskers råb. Vi udgyder vore hjertes ønske i vore kamre, vi udånder en bøn idet vi vandrer på vejen, og vore ord når universets Monarkens trone. Nogle menneskers ører kan nok ikke høre, men de kan ikke dø bort i tavshed, de kan ej heller gå tabt på grund af de forretninger der pågår. Intet kan drage sjælens ønske. Det hæver sig over gadens larm, over skarens forvirring, til de himmelske sale. Det er Gud som vi taler til, og vore bønner høres. ret

(174)  Dig der føler dig mest uværdig: frygt ikke at overdrage din sag til Gud. Da Han gav Sig selv i Kristus for verdens synd, påtog Han sig alle menneskesjæles sager. ”Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav Ham hen for os alle, vil Han så ikke skænke os alt ved Ham?” Romerne 8,32. Vil Han ikke opfylde det nådige ord som vi har fået til opmuntring og styrke? ret

(174)  Der er ikke mere noget Kristus ønsker, end at genløse Sin arv fra Satans herredømme. Men før vi befris af Satans magt i det ydre, må vi befris af hans magt i det indre. Herren tillader prøvelser, så at vi kan renses fra jordiskhed, fra selviskhed, fra hårde og ukristelige karaktertræk. Han lader pinslernes dybe vande gå over vore sjæle for at vi kan kende Ham og Jesus Kristus som Han har sendt, for at vi kan længes efter renselse fra besmittelse, og måtte komme renere, helligere og lykkeligere ud af prøvelsen. Vi går ofte ind i prøvelsens ildovn med vore sjæle, der er blevet formørke af selviskhed; men hvis vi er tålmodige under den afgørende prøve, kommer vi ud med en genspejling af guddommelig karakter. Når hans mål med lidelserne er udrettet, ”lader Han din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag.” Salme 37,6 ret

(175)  Der er ingen fare for at Herren vil ignorere Sit folks bønner. Faren ligger i, at de vil miste modet under fristelse og prøvelse, og er ikke udholdne i bøn. ret

(175)  Frelseren viste guddommelig medfølelse med den syrisk-fønikiske kvinde. Han blev rørt af hjertet da Han så hendes sorg. Han længes efter at give hende direkte forvisning om at hendes bøn blev hørt; men han ønskede at lære Sine disciple en lektie, og virkede for en tid til at ikke hørere hendes smertelige hjerteråb. Da hendes tro blev tydelig, sagde han nogle prisværdige ord og sendte hende bort med den dyrebare velsignelse hun havde bedt om. Disciplene glemte aldrig denne lektie, og den blev skrevet ned for at vise resultatet af udholdende bøn. ret

(175)  Det var Kristus Selv som lagde ihærdigheden i denne moders hjerte, som ikke kunne holdes tilbage. Det var Kristus som gav den anråbende enke mod til og beslutsomhed over for dommeren. Det var Kristus der for flere hundrede år siden havde indgydt Jakob med samme udholdende tro, i den skjulte kamp ved Jabbok. Og den tillid som Han Selv havde indpodet, undlod han ikke at belønne. ret

(176)  Han som bor i den himmelske helligdom, dømmer retfærdigt. Hans behag er mere for Sit folk, der kæmper med fristelser i en syndig verden, end for englehære som er omgivet rundt om Hans trone. ret

(176)  Denne plet af verden viser hele det himmelske univers den største interesse, for Kristus har betalt en uendelig pris for de sjæle der boer dér. Verdens Genløser har bundet jorden til himlen med intelligensens bånd, for Herrens genløste er her. Himmelske væsener besøger stadig Jorden ligesom de dage hvor de vandrede og talte med Abraham og med Moses. Blandt vore store byers travle aktivitet, blandt skarer der trænger sig gennem hovedstrøg og fylder markederne, hvor folk handler fra morgen til aften, som om forretninger, sport og fornøjelser var alt i livet, - men hvor der få der tænker over den usynlige virkelighed – endog her har himlen sine vagtfolk og sine hellige. Der er usynlige agenter der lægger mærke til alle menneskernes ord og handlinger. I alle forretnings- eller fornøjelsesselskaber i alle bønsfællesskaber, er der flere lyttere end kan ses med det naturlige øje. Nogle gange trækker de himmelske intelligensvæsener forhænget til side, som skjuler den usynlige verden, så vore tanker kan drages bort fra livets jag og travlhed, for at overveje at der er usynlige vidner til alt hvad vi gør og siger. ret

(176)  Vi behøver at forstå englebesøgendes mission bedre end vi gør. Det var godt at tænke over, at vi har himmelske væseners samarbejde og omsorg i alt hvad vi gør. Usynlige hære med lys og kraft følger med de ensomme, som tror og afkræver Guds løfter. Keruber, serafer og engle som overgår i styrke – titusinde gange titusinde og tusinde af tusinde – står ved Hans højre hånd, ”alle tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen.” Hebræerne 1,14. ret

(177)  Disse englebudbringere holder et nøje referat over menneskebørnenes ord og handlinger. Alle grusomme handlinger og uret mod Guds folk, alt de har ladet gå gennem onde gerningers magt, står registreret i himlen.

----------
ret

(177)   “Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.” ret

(177)   “Kast altså ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet. For nu varer det kun en ganske kort tid, så kommer han, som skal komme, og han udebliver ikke.” Hebræerne 10,35-37. “Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.” Jakob 5,7. 8. ret

(177)  Guds langmodighed er forunderlig. Tiden lader retten vente medens barmhjertigheden går i forbøn for synderen. Men “retfærdighed og ret er hans trones grundvold.” Salme 97,2. “Herren er sen til vrede, men” Han er ”stor i kraft og lader ingen ustraffet. Gennem storm og uvejr går hans vej, skyerne er støvet under hans fødder.” Nahum 1,3. ret

(177)  Efter at have overtrådt Guds lov, er verden blevet fræk. På grund af Hans lange overbærenhed, har mennesker trådt oven på hans autoritet. Det har styrket hinanden med undertrykkelse og grusomheder mod Hans arvinger og siger: ”Og de siger: ”Hvordan skulle Gud få det at vide? Mon den Højeste har indsigt?” Salme 73,11. Men der er en linje bagved som de ikke kan komme forbi. Tiden er nær hvor de har nået den foreskrevne grænse. Allerede nu har de næsten overtrådt den langmodige Guds grænser, Hans nådes og barmhjertigheds grænser. Herren vil lægge sig imellem, for at forsvare Sin egen ære, og udfri Sit folk, og holde uretfærdighedens opsvulmen nede. ret

(178)  I Noas dage, ignorerede mennesker Guds lov, indtil næsten al Skaberens ihukommelse var gået bort fra Jorden. Deres syndighed nåede så højt så at Herren førte en vandflod over jorden, og fejede dets onde beboere væk. ret

(178)  Herren havde bekendtgjort Hans arbejdsmetode i tiderne. Når der kommer en krise, har han åbenbaret Sig Selv, og har lagt sig imellem, for at forhindre Satans planers gennemførelse. Han har ofte ladet tingene gå i krise for folkeslag, for familier og for enkeltpersoner, så Hans indgreb bliver markant. Så har Han gjort det tydeligt at der er en Gud i Israel som vil fastholde Hans lov og forsvare Hans folk. ret

(178)  I denne tid med fremherskende syndighed, ved vi at den sidste store krise er nær. Når trodsigheden af Guds love er næsten universel, når Hans folk undertrykkes og pines af deres medmennesker, vil Herren lægge sig imellem. ret

(178)  Tiden er nær hvor Han vil sige: “Mit folk, gå ind i dine kamre, luk dørene bag dig; skjul dig en kort tid, til vreden er drevet over. For nu går Herren ud af sin bolig for at straffe jordens beboere for deres synd. Jorden må afsløre sin blodskyld, for den kan ikke længere skjule de dræbte.” Esajas 26,20. 21. Mennesker som hæder at være kristne kan nu bedrage og fortrykke de fattige; de kan berøve enken og faderløse; de kan føje sig i deres sataniske had, fordi de ikke kan kontrollere Guds folks samvittighed; men alt dette vil Gud bringe frem for dem i dommen. De ”skal få dom uden nåde” at de ”ikke viste nåde.” (Jakob 2,13) Der vil ikke gå lang tid før de vil stå for hele jordens dommer, og aflægge regnskab for den smerte de har påført Hans arvingers kroppe og sjæle. Nu kan de hensvælge sig i falske anklager, de kan håne dem som Gud har udpeget til at gøre Hans arbejde, de kan sætte Hans troende i fængsel, lænkes til en gruppe, til forbandelse til død; men de må svare for hver pinselskval, hver tåre der udgydes. Gud vil lønne dem dobbelt for deres synder. Om Babylon, symbolet på den frafaldne kirke, siger Han til Sine domsforkyndere: ”For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder. Lad hende få, hvad hun har ladet andre få, giv dobbelt igen for, hvad hun har gjort, og skænk dobbelt op for hende i det bæger, hun skænkede.” Åbenbaringen 18,5. 6. ret

(179)  Menneskers veråb stiger op til Gud fra Indien, fra Afrika, fra Kina, fra havets øer, fra nedtrådte millioner af såkaldte kristne lande. Dette råb vil ikke længere stå ubesvaret. Gud vil rense jorden for sit moralfordærv, ikke ved et hav af vand, som i Noas dage, men ved et hav af ild som menneskers planer ikke kan udslukke. ret

(179)  “Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der er indskrevet i bogen.” Daniel 12,1. ret

(179)  Fra loftsværelserne, fra småhytter, fra fangehuller, fra skafotter, fra bjerge og ørkener, fra jordens huler og havets sprækker, vil Kristus samle Sine børn til Sig Selv. På jorden er de blevet fattige, forpinte og tortureret. Missioner er gået i graven belastet af sygdomme, fordi de nægtede at give efter for Satans bedrageriske krav. Guds børn er kendt skyldig i de hårdeste forbrydelser fra menneskers domstole. Men den dag er nær, hvor ”Gud selv dømmer.” (Salme 50,6) Da skal jordens skæbne afgøres. ”Han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden.” Esajas 25,8. Hvide klæder skal gives til enhver af dem. (Åbenbaringen 6,11.) Og “de skal kaldes Det Hellige Folk, Herrens Løskøbte.” Esajas 62,12. ret

(180)  Uanset hvilke kors de kaldes til at bære, uanset det tab de har lidt, uanset den forfølgelse de har været udsat for, endog miste deres timelig liv, belønnes Guds børn til fulde. “De skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande.” Åbenbaringen 22,4. ret

næste kapitel