(185) Dette kapitel er baseret på Lukas 15.1-10.
Idet ”Toldere og syndere” samlede sig omkring Kristus, udtrykte rabbinerne deres mishag. ”Den mand tager imod syndere” sagde de, ”og spiser sammen med dem.” ret
(185) Med denne anklage antydede de at Kristus kunne lide at omgås syndige og onde, og var ikke klar over deres ondskab. Rabbinerne var skuffede over Jesus. Hvordan kunne der være nogen, der påberåbte sig så ophøjet en karakter, ikke blandede sig med rabbinerne, og fulgte deres undervisningsmetoder? Hvorfor gik han så uhøjtidelig rundt, og arbejdede blandt alle klasser? Hvis Han var en sand profet, sagde de, så ville han harmonere med dem, og ville behandle toldere og syndere med den ligegyldighed som de fortjente. Det gjorde disse samfundsvogtere vrede, at Han var hos dem, som de hele tiden var i kamp med, og hvis rene liv alligevel imponerede og fordømte dem, ville omgås de sociale udskud med en så åbenlys sympati. De anerkendte ikke Hans metoder. De betragtede sig selv som uddannede, fine og vældig religiøse; men Kristi eksempel afslørede deres selviskhed. ret
(186) Det opildnede dem også at de der blot viste foragt for rabbinerne, og som aldrig blev set i synagogerne kunne flokkes omkring Jesus og lytte i dyb opmærksomhed til Hans ord. De skriftkloge og farisæerne mærkede kun fordømmelse under denne rene tilstedeværelse; hvordan kunne det så være at toldere og syndere blev draget til Jesus? ret
(186) De vidste ikke at forklaringen lå i de ord de havde sagt som en hånlig anklage: “Den mand tager imod syndere” Sjæle som kom til Jesus, mærkede ved Hans tilstedeværelse, at der også var en udvej fra syndes hule for dem. Farisæerne havde kun hån og foragt for dem; men Kristus hilste dem som Guds børn, endog udstødt fra Faderens hus, men ikke glemt af Faderens hjerte. Og på grund af deres elendighed og syndighed blev de blot mere genstand for Hans medfølelse. Jo længere de havde strejfet bort fra Ham, des alvorligere længsel og større opofrelse for deres redning. ret
(186) Alt dette kunne Israels lærere have vidst, ved at ransage de hellige skriftruller som de var stolte af at bevare og udlægge. Havde David ikke skrevet – David, som var faldet i dødelig dynd – ”Flakker jeg om som et vildfarent får, led da efter din tjener.” Salme 119,176. Havde Mika ikke åbenbaret Guds kærlighed for synderen og siger: ”Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed.”? Mika 7,18. ret
(186) Det mistede får
Kristus mindede ikke den gang Sine tilhørere på Skriftens ord. Han appellerede til de vidner de havde erfaret. Den udstrakte højslette øst for Jordan gav overmådelige græsgange for hjortene, og mange mistede får strejfede hen over kløfterne og over de bevoksede bakker, for at blive fundet af og ført tilbage til fårehyrdens varetægt. I selskabet omkring Jesus var der hyrder, og også mænd som havde investeret penge i hjorte og hyrder, og alle satte pris på Hans illustration: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” ret
(187) Disse sjæle som du foragter, sagde Jesus, er Guds ejendom. De er Hans ved skabelsen og ved genløsningen, og de har værdi i Hans øjne. Ligesom hyrderne elsker sine får, og kan ikke slappe af hvis et af dem går tabt, ligeså elsker Gud enhver udskudt sjæl i uendelig høj grad. Mennesker kan fornægte Hans kærligheds påberåbelse, de kan strejfe væk fra Ham, de kan vælge en anden mester; alligevel er de Guds, og han længes efter at genvinde Sine egne. ”Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans far er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag.” Ezekiel 34,12. ret
(187) I lignelsen hvor hyrden går ud for at opsøge et får – den allermindste som kan regnes med. Så hvis der kun var én fortabt sjæl, ville Kristus have døet for denne. ret
(187) Fåret som forvildede sig ud af folden, er de mest hjælpeløse af alle skabninger. Fåret må opsøges af hyrden, for det kan ikke finde vejen tilbage. Sådan er det med den sjæl der strejfer bort fra Gud; han er ligeså hjælpeløs som det tabte får, og var denne guddommelighed ikke kommet ham til undsætning, vil han aldrig kunne finde vej til Gud. ret
(187) Hyrden som opdager at eet af hans får mangler, ser ikke ligegyldig på hjorten som er i sikkerhed og siger: ”Jeg har nioghalvfems og det vil koste mig for meget besvær at gå ud for at opsøge det som mangler. Lad ham komme tilbage, og jeg vil åbne døren til fårefolden, og lade ham komme ind.” Nej, ligeså snart at fået løber ud, bliver hyrden ked af det og bekymret. Han tæller hjorden igen og igen. Han sover ikke før dette ene mistede får er fundet. Han forlader de nioghalvfems i folden, og går ud for at opsøge det strejfende får. Jo mørkere og mere stormfuld natten er, jo farligere vejen er, des større iver har hyrden og er mere seriøs i sin søgning. Han gør alt for at finde det ene mistede får. ret
(188) Hvilken lettelse er det ikke for ham at høre dets første spæde råb i det fjerne. Når han følger lyden, kravler han stejlt op, og tager til kanten af afgrunden, med risiko for hans eget liv. Således søger han, medens råbet bliver svagere, siger det ham at hans får er ved at dø. Til sidst belønnes hans anstrengelser; det tabte er fundet. Han skælder ikke ud på det, fordi det har kostet ham så mange problemer. Han driver det ikke med pisken. Han prøver ikke en gang at føre det hjem. I sin glæde tager han den skælvende skabning på sine skuldre; hvis det er forslået og såret, og klynger det ind i sine arme, presser det tæt til hans bryst, så hans eget hjertes varme kan give det liv. I taknemmelighed for, at hans søgning ikke var forgæves, tager han det tilbage til folden. ret
(188) Tak Gud, Han har ikke givet vor fantasi noget billede om en sørgmodig hyrde der vender tilbage uden fåret. Lignelsen taler ikke om svigt men om at det lykkes at redde og glæden derved. Her er den guddommelige garanti for at ikke et eneste vildfaren får fra Guds hjort bliver overset, ikke en eneste efterlades uden at komme til undsætning. Enhver som vil lade sig løskøbe, vil Kristus redde fra fordærvelsens hul og fra syndens tornebusk. ret
(188) Fortvivlede menneske! - fat mod, også selvom du har gjort noget ondt. Tro ikke at Gud måske vil tilgive dine overtrædelser og lade dig komme frem for Hans nærhed. Gud har gjort det første skridt. Selvom du er i oprør imod Han, gik Han ud for at opsøge dig. Med hyrdens ømme hjerte forlod han de nioghalvfems for at gå ud i ørknen at finde de fortabte. Den forslåede og sårede sjæl, der er ved at gå til, omfavner Han med sine kærlige arme, og bærer det med glæde til den sikre fold. ret
(189) Jøderne lærte at han først må angre før Guds kærlighed kan brede sig til synderen. Efter deres syn, er anger noget mennesker skal tjene sig til i himlens gunst. Og det var den tanke som fik Farisæerne til at bryde ud i forbavselse og vrede: “Den mand tager imod syndere” Efter deres tanker skulle Han ikke lade andre nærme sig, end dem som havde angret. Men i lignelsen om det fortabte får, lærer Kristus at frelsen ikke kommer når vi søger efter Gud, men når Gud søger efter os. ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje.” Romerne 3,11. 12. Vi angrer ikke for at Gud skal elske os, men Han åbenbarer Sin kærlighed for at vi måtte angre. ret
(189) Når det vildfarne får kommer hjem igen, kommer hyrdens taknemmelighed til udtryk i melodiske glædessange. Han kalder på sine venner og naboer, og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Så når den store Fårehyrde finder et vildfarent får, går himlen og jorden sammen i taksigelse og glæde. ret
(189) “Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” I farisæere, sagde Kristus, betragter jer selv som favoritter til himlen. I mener at I er sikre i jeres egen retfærdighed. Vid da, - at hvis I ikke behøver omvendelse, så er Min mission ikke til jer. Disse stakkels sjæle som mærker deres armod og syndighed, er dem som jeg er kommet for at redde. Himlens engle er interesseret i disse fortabte, som I foragter. I beklager jer og håner når en af disse sjæle, slutter sig selv til Mig; men vid at engle glæder sig, og jubelsange runger over salene deroppe. ret
(190) Rabbinerne havde et mundheld om at der er glæde i himlen når en, som havde syndet imod Gud, er udslettet; men Jesus lærte at udslettelsesværket er fremmed over for Gud. Det som hele himlen fryder sig over genoprettelsen af Guds eget billede i sjæle, som Han har gjort. ret
(190) Når nogen som har strejfet langt væk i synd, søger at vende tilbage til Gud, vil han støde på kritik og mistillid. Der er dem som betvivler om hans anger er ægte, eller vil hviske: ”Han er ikke stabil; jeg tror ikke han vil kunne klare det.” Disse personer gør ikke Guds arbejde, men Satans arbejde, som er brødrenes anklager. På grund af deres kritik håber de onde mennesker på at gør den sjæl modløs, og drive ham endnu længere fra håbet og fra Gud. Lad den angrende synder tænke over glæden i himlen over at det tabte kommer tilbage. Lad ham hvile i Guds kærlighed og under ingen omstændigheder blive modløs over Farisæernes hån og onde tanker. ret
(190) Rabbinerne forstod at Kristi lignelse gjaldt tolderne og synderne; men det har også en bredere betydning. Med det fortabte får viser Kristus ikke kun den enkelte synder, men en verden som er faldet fra og fordærvet af synd. Denne verden er kun et atom af umådelig mange herredømmer, som Gud leder, alligevel er denne lille faldne verden – det ene fortabte får – mere dyrebar i Hans øjne end de nioghalvfems var der ikke fór vild fra folden. Kristus, den elskede Befalingsmand i de himmelske sale, nedværdigede sig fra sin høje rang, lagde den herlighed til side, som Han havde med Faderen, for at redde denne ene tabte verden. Derfor forlod Han de syndfrie verdener der oppe, de nioghalvfems der elskede Ham, og han kom ned til denne jord, for at blive ”gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.” (Esajas 53,5.) Gud gav Sig selv i Sin Søn så Han kunne glæde sig få det får tilbage, som var tabt. ret
(191) “Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn.” 1 Joh. 3,1. Og Kristus siger, “Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden.” (Joh. 17,18)— “og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken.” Kolossenserne 1,24. Enhver sjæl som Kristus har frelst kaldes til at arbejde i Hans navn for at frelse det fortabte. Dette arbejde er blevet forsømt i Israel. Forsømmes det ikke i dag af dem der bekender at være Kristi efterfølgere? ret
(191) Hvor mange omstrejfende har du, kære læser, sørget for og forsøgt at føre tilbage til folden? Når du vender dig fra dem som virker ulovende og ikke tiltrækkende, erkender du så at du forsømmer de sjæle som Kristus leder efter? På den tid, hvor du vender dig fra dem, kan de have mest brug for din medlidenhed. Der er sjæle i alle bedende forsamlinger, der længes efter fred og hvile. Det kan se ud som om de lever et bekymringsløst liv, men de er ikke upåvirkelig for Helligåndens indflydelse. Mange blandt dem kan vindes for Kristus. ret
(191) Hvis det mistede får ikke føres tilbage til folden, strejfer det om, indtil det går til. Og mange sjæle går i fordærv, af mangel på en udragt hånd der kan redde. Disse fejlende mennesker kan virke hårde og ligeglade; men hvis de har fået de samme muligheder som andre fik, kunne de have afsløret langt mere sjæls-forædling, og flere nyttige talenter. Engle ynkes over disse strejfende mennesker. Engle græder når menneskers øjne og hjerter lukkes for kærlighed. ret
(192) Oh, den manglende dybe, sjælsberøende fortåelse for de fristede og fejlende! Oh, mere af Kristi ånd, og mindre - langt mindre - af selvet! ret
(192) Farisæerne forstod Kristi lignelse som en dadel til dem. I stedet for at Jesus acceptere farisæernes kritik af Hans arbejde, irettesatte Jesus deres forsømmelighed mod toldere og syndere. Dette gjorde han ikke åbenlyst, for at det ikke skal lukke deres hjerter imod Ham; men Hans illustration viste det arbejde som Gud forlangte af dem, og som de ikke havde udført. Havde de været sande hyrder, ville disse ledere i Israel have gjort hyrdens arbejde. De ville manifestere Kristi barmhjertighed og kærlighed, og ville gå sammen med Ham i Hans mission. Idet de nægtede at gøre dette, viste deres påberåbte sønlige kærlighed, at være falsk. Mange forkastede Kristi irettesættelse; alligevel blev nogle overbevist af Hans ord. Efter Kristi himmelfart, kom Helligånden over disse, og de blev forenet med Hans disciple i det arbejde, der ridses op i lignelsen om det fortabte får. ret
(192) Den tabte drakme
Efter at have givet lignelsen om det fortabte får, gav Jesus en anden, og sagde: ”Hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den?” ret
(192) I østen bestod de fattiges huse sædvanligvis kun af ét værelse, ofte uden vinduer og mørke. Værelset blev sjældent fejet, og faldt en drakme på gulvet ville den hurtig dækket af støv og snavs. Skulle den findes, måtte en lysestage oplyse, selvom det var dag, og huset måtte fejes flittigt. ret
(193) Hustruens brudeandel bestod sædvanligvis af mønter, som hun passet nøje på, som hendes mest værdsatte ejendom, for at blive givet videre til hendes egne døtre. Tabet af en af disse mønter blev betragtet som en alvorlig ulykke, og genfindelsen ville skabe stor glæde, som hurtigt blev delt med nabodamerne. ret
(193) Og når hun har fundet den,” sagde Kristus, ”kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over en synder, som omvender sig." ret
(193) Denne lignelse, fremstilles ligesom den foregående, at noget mistet, som generhverves efter nøje ransagelse, og dette med stor glæde. Men de to lignelser repræsenterer forskellige klasser. Det mistede får ved at et er fortabt. Det har forladt hyrden og flokken, og det kan ikke redde sig selv. Det fremstiller dem som indrømmer at de er adskilt fra Gud og som er i en forvirringens, i ydmygelsens vrimmel og fristes meget. Den mistede drakme repræsenter dem som går tabt i overtrædelser og synder, men ikke har nogen fornemmelse af deres tilstand. De er fremmedgjort over for Gud, men de ved det ikke. Deres sjæle er i fare, men de er ikke klar over det og bekymrer sig ikke over det. I denne lignelse lærer Kristus at endog de ligegyldige med Guds krav er genstand for Hans medynkende kærlighed. De skal opsøges så at de kan bringes tilbage til Gud. ret
(194) Fåret strejfede bort fra folden; det gik til i ørknen eller på bjergene. Drakmen forsvandt i huset. Den var nær for hånden, alligevel kunne den kun findes ved ihærdig søgning. ret
(194) Denne lignelse har en lektie til familier. I hjemmet bekymrede man sig ofte meget for dets medlemmers sjæle. Bland disse kunne der ære en der var vildfaret bort fra Gud; men hvor lidt bekymring næres der ikke i familieforholdet om en af Guds betroede gaver går til. ret
(194) Selvom mønten lå midt i støv og skrammel, er den stadig en drakme. Dets ejer søger efter den på grund af dens værdi. Sådan er det med enhver sjæl, uanset hvor meget han er faldet synd, regnes han får dyrebar i Guds øjne. Mønten bærer den regerendes magts billede og påskrift, således bar mennesket, ved sin skabelse Guds billede og påskrift; og selvom han nu er ødelagt og omtåget på grund af syndens indflydelse, forbliver sporene af denne inskription i enhver sjæl. Gud ønsker at genoprette den sjæl og genspore Sit eget billede deri, med retfærdighed og hellighed. ret
(194) Kvinden i lignelsen søger ihærdigt efter sin mistede mønt. Hun lyser op med lysestagen og fejer huset. Hun fjerner alt som kan forhindre hendes søgning. Selvom det kun er en mønt der er gået tabt, vil hun ikke standse søgningen, før mønten er fundet. Sådan er det med familien, hvis et af medlemmerne går tabt fra Gud, bruges der alle midler for at han bliver vundet igen. Lad de andre søge ihærdigt og ransage sig selv omhyggeligt. Livsførelsen må undersøges grundigt. Se om der ikke er nogle fejl, noget forkert i livsførelsen, hvorved sjælen bekræfter sin forhærdelse. ret
(195) Hvis der er et barn i familien som ikke er klar over sin syndige tilstand, bør forældrene ikke hvile. Lyset må tændes. Søg i Guds ord, og alt i hjemmet undersøges ihærdigt ved dette lys. Børn er Herrens arvinger, og vi står til ansvar for Ham, for at lede hans ejendom. ret
(195) Der er fædre og mødre som længes efter at arbejde på udenlandske missionsmarker; der er mange som er aktive i det kristne arbejde uden for hjemmet, medens deres egne børn er fremmede for Frelseren og Hans kærlighed. Arbejde med at vinde deres børn til Kristus, overlader mange forældre til prædikanten eller sabbatsskolelæren, men gør de dette forsømmer de deres eget Gudsgivne ansvar. Uddannelsen og oplæringen af deres børn til at være kristne, er den største tjeneste som forældre kan give Gud. Det er noget er kræver tålmodigt arbejde, en livslang ihærdig og udholdende indsats. Forsømmer vi denne tillid, viser vi os selv som upålidelige forvaltere. Gud vil ikke acceptere nogen undskyldning for denne forsømmelse. ret
(195) Men de som har været skyldig i forsømmelighed skal ikke fortvivle. Kvinden ledte efter sin mønt indtil hun fandt den. Så lad forældre arbejde for deres hjem i kærlighed, tro og bøn, indtil de med glæde kan komme til Gud og sige: ”Og jeg og de børn, Herren har givet mig,” Esajas 8,18. ret
(196) Dette er sandt hjemmemissionsarbejde, og det er til ligeså stor hjælp for dem, som udfører det, som for dem det gøres for. På grund af vor trofaste interesse for hjemmekredsen, udruster vi os selv til at arbejde for Herrens familie, med hvem vi er loyale mod Kristus, skal vi leve gennem evige tider. For vore brødre og søstre i Kristus skal vi vise den samme interesse som familiemedlemmerne har for hinanden. ret
(196) Og Guds plan er at alt dette skal udruste os til at arbejde for flere andre. Idet vor sympati udbredes og vor kærlighed blive større, skal vi finde et arbejde at gøre overalt. Guds store menneskehusholdning omfatter verden, og ingen af dets medlemmer skal forbigås i forsømmelighed. ret
(196) Uanset hvor vi er, er der drakmen som venter på at blive fundet. Leder vi efter den? Vi møder hver dag dem, som ikke interesserer sig for religiøse ting; vi taler med dem, vi besøger dem; viser vi interesse for deres åndelige kampe? Overbringer vi Kristus til dem, som den syndstilgivende frelser? Fortæller vi dem om den kærlighed, med vore hjerter varme af Kristi kærlighed? Gør vi ikke det, hvordan skal vi da kunne møde disse sjæle – fortabt, for altid fortabt – når vi står sammen med dem foran Guds tone? ret
(196) Hvem kan vurdere en sjæls værdi? Vil du kende dets værd, så tag til Getsemane, og våg dér med Kristus i pinslens stund, da han svedede store bloddråber ud. Se på Frelseren opløftet på korset. Her lyder det desperate råb: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har Du forladt Mig?” Markus 15,34. Se på det sårede hoved, den gennemborede side, de ødelagte fødder. Husk på at Kristus risikerede alt. Himlen selv kom i fare, på grund af vor genløsning. Husk, ved korsets fod, at Kristus ville lægge sit liv ned for blot én synder; så kan du vurdere sjælens værdi. ret
(197) Hvis du har fællesskab med Kristus, så vil du påskønne hvert menneske sådan som Han gør. Du vil føle den samme dybe kærlighed for andre, som Kristus har følt for dig. Så vil du kunne vinde, ikke gå til angreb, ikke afvise dem Han døde for. Ingen vil nogensinde kunne komme tilbage til Gud, hvis Kristus ikke har arbejdet personligt for dem; og det er ved dette personlige arbejde, at vi kan redde sjæle. Når du ser at dem der går i døden, vil du ikke hvile i stille ligegyldighed og magelighed. Og jo større synd, jo større er deres ulykke, des mere alvorlig om ømhjertet vil du anstrenge dig for deres helbredelse. Du vil se deres behov som lider, som har syndet imod Gud, og som undertrykkes af skyldsbyrde. Dit hjerte vil fortabes i sympati for dem, og du vil række en hjælpende hånd ud til dem. Du vil bringe dem til Kristus i dine troens og kærlighedens arme. Du vil våge over dem opmuntre dem, og din sympati og tillid vil gøre det vanskeligt for dem at afstå deres standhaftighed. ret
(197) Himlens engle står parate til at samarbejde i dette arbejde. Alle himlens ressourcer er under deres kommando, som søger at frelse de fortabte. Engle vil hjælpe dig med at nå de mest ligegyldige og forhærdede. Og når nogen bringes tilbage til Gud, glæder hele himlen sig; serafer og keruber slår på deres guldharper, og synger pris til Gud og Lammet for deres barmhjertighed og elskelige venlighed til menneskebørnene. ret