(212) Dette kapitel er baseret på Lukas 13,1-9.
I sin lære kædede Kristus domsadvarslen sammen med nådens indbydelse. ”Thi Menneskesønnen er ikke kommen”, sagde han ”for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem”. Lukas 9,56. “For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham.” Johannes 3,17. Hans nådesmission i forhold til Guds retfærdighed og dom, illustreres ved det golde figntræ. ret
(212) Kristus havde advaret folk om Guds riges komme, og Han dadlede dem skarpt for deres uvidenhed og ligegyldighed. Tegnene på himlen, som forudsagde vejret, var de hurtige til at læse; men tidernes tegn, som pegede så klart på Hans mission, kunne de ikke skelne. ret
(213) Men mennesker er nu ligeså hurtige til at konkludere at de selv er favoritter til himlen, og at irettesættelsesbudskabet gælder andre. Tilhørerne fortalte Jesus om en begivenhed som lige havde skabt stort røre. Nogle af Pontius Pilatus forhåndsregler, Judæas guvernør, havde krænket folk. Der havde været at folkeligt oprør i Jerusalem, og Pilatus prøvede at slå dette ned ved vold. Ved en lejlighed havde hans soldater endog invaderet templets område, og nedslagtet nogle galilæiske pilgrimme fra at slagte deres ofre. Jøderne betragtede denne katastrofe som en dom på grund af den lidendes synd, og de som fortalte om denne voldsomme handling gjorde med skjult tilfredshed. Med henblik på deres egen gode skæbne, viste det sig at være meget bedre, og kom derfor i bedre gunst hos Gud, end disse galilærere blev. De forventede at høre de fordømmende ord af Jesus, over disse mænd, som de ikke betvivlede, fortjente en stor straf. ret
(213) Kristi disciple vovede ikke at sige deres tanker, før de havde hørt deres Mesters mening. Han gav dem tydelige lektier, med hensyn til at dømme andre menneskers karakter, og udmåle gengældelse efter deres begrænsede dømmekraft. De ventede på at Kristus skulle domfælle disse mænd som syndere frem for andre. De blev meget overrasket over Hans svar. ret
(213) Idet han vendte sig til skaren, sagde Frelseren: “Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” Disse oprivende ulykker kom for at få dem til at ydmyge deres hjerter, og angre deres synder. Hævnens storm samlede sig, som snart fejede over alle som ikke fandt tilflugt i Kristus. ret
(213) Medens Jesus talte med disciplene og skaren, forudså Han med profetisk blik og så Jerusalem belejret med hære. Han hørte hæres trampen marchere imod den udvalgte by, og så tusinde på tusinde gå frem til belejringsangrebet. Mange af jøderne blev, ligesom disse galilærere, slået ihjel i tempelsalene, netop da de var ved at ofre. Ulykkerne som faldt over disse enkeltpersoner, var advarsler fra Gud om et folk der var lige så skyldige. ”Hvis I ikke omvender jer,” sagde Jesus, ”skal I også gå fortabt.” For prøvelsens dag tøver for dem for en lille tid. De havde stadig tid til at kende de ting som giver dem deres fred. ret
(214) “En mand havde et figentræ,” fortsatte Han, ”som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte?” ret
(214) Kristi tilhørere kunne misforstå hvad Hans ord gjaldt. David sang om Israel, som vinen de bragte ud af Egypten. Esajas havde skrevet: ”For Hærskarers Herres vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans yndlingsplante.” Esajas 5,7. Den slægt Frelseren var kommet til, blev repræsenteret ved figentræet i Herrens vingård – som lå inden for Hans særlige omsorg og velsignelse. ret
(214) Guds hensigt med Sit folk, og de herlige muligheder de havde for sig, blev fremsat med de smukkeste ord: ”De skal kaldes retfærdighedens ege, plantet af Herren til hans herlighed.” Esajas 61,3. Den døende Jakob sagde under Åndens inspiration, om sin højest elskede søn: “Josef er et ungt frugttræ, et ungt frugttræ ved kilden, dets grene vokser op ad muren.” Og han sagde: “Din fars Gud, han hjælpe dig” den almægtige, “han velsigne dig med velsignelser fra himlen deroppe, med velsignelser fra urdybet, der hviler dernede.” ret
(214) 1. Mosebog 49,22. 25. Således havde Gud plantet Israel som en prægtig vin ved livets mure. Han havde gjort sin vingård “på en frugtbar skråning.” Han havde “gravede den, rensede den for sten og plantede den til med vinstokke.” Esajas 5,1. 2. ret
(215) “Han ventede, at den ville give vindruer, men den gav vilddruer.” Esajas 5,2. Folkene på Kristi tid fremviste fromheden mere, end jøderne gjorde i tidligere tider, men de var dog mere blottet for Guds Ånds liflige nådegaver. De dyrebare karakter-frugter som gjorde Josefs’ liv så velsmageligt og smukt, viste sig ikke i det jødiske folk. ret
(215) I sin Søn har Gud ledt efter frugter, og ikke fundet nogen. Israel var uhåndterlig fra grunden af. Dens tilblivelse var en forbandelse; for den fyldte stedet i vingården, sådan som en frugtbart træ fyldte. Det berøvede verden for de velsignelser Gud ville give. Israelitterne fremstillede Gud forkert, iblandt folkeslagen. De var ikke kun ubrugelige, men en afgjort forhindring. Deres religion var i høj grad vildførende, og udvirkede fordærv i stedet for frelse. ret
(215) I lignelsen betvivler vingårdspasseren ikke dommen over træet, hvis det forbliver frugtesløst, bør det skæres ned; men han kender og deler ejerens interesse for det golde træ. Intet kunne være ham til større glæde at se det vokse og bære frugt. Han reagerer på ejerens ønske, og siger: ”Lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.” ret
(215) Gartneren nægter ikke at pleje en så lidt lovende plante. Han står part til at vise det endnu større omsorg. Han vil gøre dets omgivelser de bedste forhold, og vil vise den ømmeste opmærksomhed. ret
(216) Ejeren og vingårdspasseren har samme interesse for figentræet. Sådan er det med Faderen og Sønnen, var ét i deres kærlighed for det udvalgte folk. Kristus sagde til Sine tilhøre at de ville få større anledninger. Alt hvad Gud kunne finde på, ville sættes i gang, så de kunne blive retfærdighedens træer, der frembringer frugt til verdens velsignelse. ret
(216) Jesus fortalte ikke i lignelsen om gartnerens arbejde. På dette punkt var Hans historie kortfattet. Dens konklusion standsede ved den slægt som hørte Hans ord. For dem var den alvorlige advarsel blevet givet. ”Hvis ikke, kan du hugge det om.” Det beroede på dem om de ugenkaldelige ord blev talte. Vredens dag er nær. Af de ulykker som allerede er faldt ned over Israel, har vingårdsejeren advaret dem allernådigst forud om udryddelsen af det ufrugtbare træ. ret
(216) Advarslen genlyder ned langs slægtsrækken til os i denne generation. Er du, oh ubekymrede hjerte, et frugtesløst træ i Herrens vingård? Skal domsordene snart siges til jer? Hvor længe har du taget imod Hans gaver? Hvor længe har Han våget og ventet på en gengældt kærlighed? Plantet i Hans vingård, under gartnerens årvågne omsorg, hvilke privilegier har I ikke?! Hvor ofte har det blide evangeliebudskab ikke gyset i dit hjerte! Du har taget Kristi navn, i det ydre er du medlem af kirken som er Hans legeme, alligevel er du ikke klar over nogen levende forbindelse med det store kærlighedshjerte. Hans livs tidevandsbølge flyder ikke gennem dig. Hans karakters liflige nådegave, ”Åndens frugter,” ses ikke i dit liv. ret
(217) Det golde vintræ får regn og solskin og gartnerens omsorg. Det trækker næring fra jorden. Men dets uproduktive grene kaster kun skygge over jorden, så at de frugt-bærende planter ikke kan blomstre i dets skygge. Således de Guds gaver, der bestrøs over dig, ikke til velsignelse for verden. Du berøver andre de privileger som kunne blive deres, men kun for dig. ret
(217) Du erkender at selvom det kun er tåget, at du er til besvær på grunden. Alligevel har Gud i sin store nåde ikke skåret dig af. Han ser ikke køligt på dig. Han vender sig ikke bort i ligegyldighed, eller overlader dig til udslettelse. Han råber medens hans er på dig, som Han har råbt i så mange hundrede år om Israel: ”Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? . . . Jeg vil ikke bruge min glødende vrede, jeg ødelægger ikke Efraim igen, for jeg er Gud, ikke menneske.” Hoseas 11,8. 9. Den medynkende Frelser siger om dig: Lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det, og giver det gødning. ret
(218) Kristus tjener Israel med utrættelig kærlighed, i den tillagte prøvetid. På korset bad han: ”Fader tilgiv dem; for de ved ikke hvad de gør.” Lukas 23,34. Efter Hans himmelfart blev evangeliet først prædiket i Jerusalem. Der blev Helligånden udgydt. Der åbenbarede den første evangeliske menighed den opstande Frelsers kraft. Der bar Stefanus’ ansigt – ”hans ansigt var som en engels ansigt.” (Apg 6,15) – bar hans vidnesbyrd og lagde sit liv ned. Alt det himlen selv kunne give, blev tilstået. ”Hvad var der mere at gøre ved min vingård,” sagde Kristus, ”som jeg ikke har gjort?” Esajas 5,4. Således formindskes Hans omsorg og arbejde for dig ikke, men bliver større. Han siger stadig, ”Jeg, Herren, passer på den, jeg vander den igen og igen; for at ingen skal skade den, passer jeg på den dag og nat.” Esajas 27,3. ret
(218) “Måske bærer det så frugt næste år.”— ret
(218) Det hjerte, der ikke reagerer på guddommelige agenter, bliver forhærdede indtil det ikke længere er modtagelig for Helligåndens indflydelse. Så bliver ordene sagt: “Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte?” ret
(218) I dag indbyder Han dig: “ Vend om, Israel, til Herren din Gud,.... Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde..... Jeg er som duggen for Israel, der skal blomstre som liljen og slå rødder som Libanons træer..... De, der bor i dets skygge, skal dyrke korn på ny. De skal blomstre som vinstokken,.... du skal finde din frugt hos mig.” Hoseas 14,1-8. ret