(219) Dette kapitel er baseret på Lukas 14,1. 12-24.
Frelseren var gæst til en farisæers fest. Han tog imod indbydelser fra den rige såvel som den fattige, og efter Hans skik, kædede Han sine billeder sammen med hans sandhedslektier. Blandt jøderne var den hellige fest forbundet med alle deres nationale højtider og religiøse glædesfester. For dem var det et symbol på det evige livs salighed. Ved den store fest, hvor de skulle sidde ned sammen med Abraham, Isak og Jakob, medens hedninge stod udenfor og så til med længselsfulde blikke, var et tema som de dvælede gladelig over. Den advarende og belærende lektie som Kristus ønskede at give, illustrerede han nu med lignelsen om det store måltid. Guds velsignelser, både for nuværende og fremtidige liv, ville jøderne selv fortie. De fornægtede Guds barmhjertighed mod hedningene. Kristus viste med lignelsen at de selv afviste barmhjertighedsindbydelsen på dette tidspunkt, - kaldet til Guds rige. Han viste at den indbydelse, som de ringeagtede, blev sendt til dem som de selv foragtede, de som de havde taget deres klæder fra, som om de var spedalske undgås. ret
(220) Ved udvælgelsen af gæster til hans fest, konsulterede farisæerne deres egne selviske interesser. Kristus sagde til ham: ”Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.” ret
(220) Kristus høstede den lærdom, han havde givet Israel gennem Moses. Ved deres hellige fester anviste Herren at ”de fremmede, de faderløse og enkerne, der bor i dine byer, komme og spise sig mætte, for at Herren din Gud kan velsigne dig i al den gerning, du udfører.” 5. Mosebog 14,29. Disse samlinger skulle være forbilledlige lektier for Israel. Når man således lærte glæden ved sand gæstfrihed, skulle folk sørge for forældreløse og fattige, året igennem. De åndelige velsignelser som Israel fik, var ikke kun til dem. Gud havde givet dem livets brød, så de kunne bryde det for verden. ret
(221) Dette arbejde var ikke blevet fuldbyrdet. Kristi ord var blevet en dadel mod deres selviskhed. For farisæerne var Hans ord blevet usmagelige. De håbede på at vende samtalen til en anden kanal, en af dem med en skinhellighed og udbrød: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” Denne mand talte med stor forvisning, som han selv var sikret en plads i riget. Hans optræden lignede deres der glædede sig over at blive frelst af Kristus, skønt de ikke går ind på betingelserne for den udlovede frelse. Hans ånd var som Balak da han bad: ”Måtte jeg dø, som retskafne dør, måtte jeg få et endeligt som de!” 4. Mos. 23,10. Farisæeren tænkte ikke på om han egnede sig himlen, men på hvad han håbede at nyde i himlen. Hans bemærkning skulle vende fest-gæsternes tanker bort fra deres praktiske pligt. Han ville føre dem fra det nuværende liv til det fjerne tidspunkt for de retfærdiges opstandelse. ret
(221) Kristus læser hyklerens hjerte, og fæstner Sine øjne på ham, og Han åbnede deres uværende privilegiers karakter og værdier op for gruppen. Han viste dem at de havde noget at kunne gøre på det tidspunkt, at dele i den fremtidige lyksalighed. ret
(221) “Der var en mand,” sagde Han ”som ville holde et stort festmåltid og indbød mange.” Da tiden for festligholdelsen kom, sendte han hære af sine tjenere ud til indbudte gæster, med det andet budskab: ”Kom, nu er alt rede!” Men det blev udvist en besynderlig ligegyldighed. ”Men de gav sig alle som en til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.” ret
(222) Ingen af undskyldningerne var reelt nødvendige. Den mand ”bliver nødt til at gå ud og se til” marken, har allerede købt den. Han skynder sig ud for at se, om det passer med hans interesser, og er optaget af hvad han har købt. Okserne var også blevet købt. At prøve dem var kun for at indfri køberens interesse. Den tredje undskyldning så slet ikke fornuftig ud. At den indbudte gæst havde giftet sig med en kone, forhindrede ham ikke at være med til festen. Hans hustru ville også være budt velkommen. Men Han havde sine egne planer for nydelse, og dette virkede mere ønskværdig for ham end den fest han var lovet at være med til. Han havde lært at finde behag i andre selskaber end hos værtsfolkene. Han bad sig ikke undskyldt, afviste det ikke på en høflig måde. ”Jeg kan ikke” er kun et dække for sandheden – ”jeg bryder mig ikke om at komme.” ret
(222) Alle undskyldninger røber et optaget tankesind. For disse indbudte gæster optog andre ting hele deres tanker. Indbydelsen som de lovede sig selv at tage imod, blev lagt til side, og den gavmilde ven blev hånet på grund af deres ligegyldighed. ret
(222) Ved det store måltid, frembringer Kristus de velsignelser, der gives ved evangeliet. Gaven er intet mindre end Kristus selv. Han er det brød der kommer ned fra himlen; og fra Ham flyder frelsens strømme. Herrens budbringere har proklameret Frelserens ankomst for jøderne; de havde udpeget Kristus som ”Guds lam, som bærer verdens synd bort.” Joh. 1,29. Ved festen har Han tilvejebragt, Gud gav dem den største gave Himlen kan give – en gave som ikke kan beregnes. Guds kærlighed har givet et kostbart festmåltid, og har tilvejebragt uberegnelige ressourcer. ”Den, der spiser af det brød,” sagde Kristus, ”skal leve til evig tid.” Joh. 6,51. ret
(223) Men for at kunne tage imod indbydelsen til evangeliets fest, må de sætte deres verdslige interesse i anden række, for at tage imod Kristus og Hans retfærdighed. Gud gav alt til mennesker, og Han beder ham sætte Hans tjeneste over alle jordiske og selviske hensyn. Han kan ikke acceptere et delt hjerte. Det hjerte som er optaget af jordisk kærlighed, kan ikke opgives til Gud. ret
(223) Lektien er til enhver tid. Vi skal følge Guds Lam hvor Han end går. Hans ledelse må vælges, Hans følgeskab værdsættes over jordiske venners følgeskab. Kristus siger: ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” Mattæus 10,37. ret
(223) Omkring familiebordet, når deres daglige brød brydes, gentog mange ordene på Kristi tid: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” Men Kristus viste hvor vanskeligt det er at finde gæster til det bord, der er dækket for en uendelig pris. De som lyttede til Hans ord, vidste at de havde ringeagtet nådens indbydelse. For dem var verdslige besiddelser, rigdomme og fornøjelser bare alt. Med et samtykke undskyldte de sig. ret
(224) Så er det nu. Undskyldningerne for at afvise indbydelse til festen, dækker alle undskyldninger for at ikke tage imod evangeliets indbydelse. Mennesker erklærer at de ikke kan udsætte deres verdslige udsigter, ved at give evangeliets krav opmærksomhed. De regner deres timelige interesser som af større værdi end de evige sager. De velsignelser de har fået fra Gud, bliver en barriere der skiller deres sjæle fra deres Skaber og Genløser. De vil ikke afbrydes i deres verdslige jagt, og de ser til nådens budbringer: ”Gå for denne gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde.” Apg 24,25. Andre fremhæver de vanskeligheder der som vil fremkomme i deres sociale forhold om de skulle adlyde Guds kald. De siger at de ikke kan tillade sig at komme i disharmoni med deres slægtninge og bekendtskaber. Derved beviser de selv at de er dem der beskrives i lignelsen. Festens vært betragter deres spinkle undskyldninger, som foragt for Hans indbydelse. ret
(224) Den mand som sagde: “Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.” repræsenterer en stor gruppe. Der er mange som lader deres hustruer eller mænd forhindre dem i bryde sig om Guds kald. Manden siger: “Jeg kan ikke adlyde pligtsfølelse, så længe min hustru er imod det. Hendes indflydelse gør det enormt hårdt for mig at gøre dette.” Hustruen hører det nådige kald: ”Kom; for alle ting er nu rede,” og hun siger. ”Jeg beder jer have mig undskyldt.” min mand afviser nådens indbydelse. Han siger at han forretninger står i vejen. Jeg må tage med min mand, og derfor kan jeg ikke komme.” Det gør indtryk på børnenes hjerter. De ønsker at komme. Men de elsker deres fædre og mødre, og eftersom disse ikke bryder sig om det evangeliske kald, tror børnene at det ikke forventes at de kommer. De siger også: ”Hav mig undskyldt.” ret
(225) Alle disse afviser Frelserens kald fordi de frygter splittelse i familiekredsen. De mener at når de ikke vil adlyde Gud, sikrer de hjemmets fred og fremgang; men det er et bedrag. De som sår i selviskhed, vil høste selviskhed. Når Kristi kærlighed forkastes forkaster de det som alene danner renhed og gør standhaftig for menneskelig kærlighed. De vil ikke kun miste himlen, men vil miste den sande nydelse, som himlen blev ofret for. ret
(225) I lignelsen erfarede giveren hvordan hans indbydelse blev behandlet, og ”husets herre blev vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind.” ret
(225) Værten vente sig fra dem, som foragtede hans gavmildhed, og indbød en klasse som ikke var fuldstændig, som ikke besad hus og lande. Han indbød de som var fattige og sultne, og som ville påskønne de gaver der blev skaffet til veje. ”Toldere og skøger” sagde Kristus ”skal gå ind i Guds rige før jer.” Mattæus 21,31. Uanset hvor elendige menneskene kan være, så mennesker håner og vender sig bort, så er de ikke for lave, for skammelige, til Guds opmærksomhed og kærlighed. Kristus længes efter at få forgæmmede, trætte og fortrykte mennesker til at komme til Sig. Han længes efter at give dem lys, glæde og fred, som ikke fås nogle andre steder. De mest trætte syndere er genstand for Hans dybe og alvorlige medynk og kærlighed. Han sender Sin Helligånd til at ynkes over dem i ømhed, og søger at drage dem nær til Sig. ret
(226) Den tjener som bragte de fattige og blinde ind, sagde til sin mester: “Det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.” Her peger Kristus på evangeliets arbejde uden for jødernes enemærker, verdens steder på hovedveje og biveje. ret
(226) I lydighed mod denne befaling erklærede Paulus og Barnabas til jøderne: “Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne. For således har Herren befalet os det: Jeg har gjort dig til lys for folkene, for at du skal være til frelse til jordens ende. Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro.” Apg 13,46-48. ret
(226) Evangeliets budskab, som Kristi disciple forkyndte, var bebudelsen om Hans første komme til verden. Det frembar gode frelsesnyheder gennem tro på Ham. Det pegede frem til Hans genkomst i herlighed, for at forløse Sit folk, og sætte håbet frem for mennesker, ved tro og lydighed, at dele de helliges arv i lys. Dette budskab gives til mennesker i dag, og på det tidspunkt kobles det til annonceringen for Kristi andet komme, som er nær. De tegn som Han Selv gav til Hans komme er blevet opfyldt, og lærer vi Guds ord kan vi vide at Herren står for døren. ret
(227) I åbenbaringens bog forudsiger Johannes evangeliebudskabets proklamation lige før Kristi genkomst. Han beskuer en flyvende engel ”midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: »Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans domstime kommet.” Åbenbaringen 14,6. 7. ret
(227) I profetien følges dette op med denne advarsel om dom, sammen med tilknytte budskaber at Menneskesønnen kommer i himlens skyer. Proklameringen af dommen er en bekendtgørelse om at Kristi genkomst er nær. Og denne proklamation kaldes for det evige evangelium. Således vises forkyndelsen af Kristi genkomst, at den er nært forestående. Den viser at dette er en væsentlig del af evangeliebudskabet. ret
(228) Bibelen erklærer at menneskene i de sidste dage vil blive optaget af verdslige sysler, fornøjelser og skaffe penge. De vil være blinde over for evige realiteter. Kristus siger: “Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort, sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.” Mattæus 24,37-39. ret
(228) Sådan er det i dag. Mennesker iler af sted for vinding og tilfredsstille sig selv, som om der ikke var nogen Gud, ingen himmel, og intet herefter. På Noas tid blev advarselen om syndfloden sendt for at vække folk af deres ondskab og kalde dem til anger. Således kommer budskabet om Kristi snarlige komme for at vække mennesker fra at være optaget af verdslige ting. Det var meningen at vække dem til en fornemmelse af den evige virkelighed, så de tager sig af indbydelsen til Herrens bord. ret
(228) Evangeliets indbydelse gives til hele verden – ”for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk.” Åbenbaringen 14,6. Det sidste advarsels- og nådesbudskab skal oplyse jorden med dets herlighed. Det skal nå alle klasser af mennesker, rige og fattige, høje og lave. “Gå ud på vejene og langs gærderne,” siger Kristus, “og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.” ret
(228) Verden går til af mangel på evangeliet. Der er en hungersnød på Guds ord. Der er få som forkynder ordet uden det er blandet med menneskers traditioner. Selvom menneskene har Bibelen i deres hænder, får de ikke de velsignelser som Gud har sat frem for dem. Herren kalder på Sine tjenere, at frembære Hans budskab til folk. Det evige livs ord må gives til dem, som går til i deres synder. ret
(229) Med befalingen at gå ud på hovedveje og gærderne, fremlægger Kristus alle de menneskers arbejde, som han kalder til at tjene i Hans navn. Hele verden er arbejdsmark for Kristi forkyndertjenere. Hele menneskefamilien er indbefattet deres menighedsforsamling. Herren ønsker at Hans nådesord skal hjemføres i enhver sjæl. ret
(229) Dette må udrettes i høj grad ved personligt arbejde. Dette var Kristi metode. Hans arbejde bestod mest af personlige samtaler. Han viste nøje hensyn til enemands samtalen. Ved denne ene sjæl blev budskabet ofte udbredt til tusindvis. ret
(229) Vi skal ikke vente på at sjælene kommer til os; vi må opsøge dem hvor de er. Når ordet er blevet forkyndt fra talerstolen, er arbejdet først begyndt. Der er skarer som aldrig vil kunne nås ved evangeliet, hvis det ikke føres ud til dem. ret
(229) Først blev indbydelsen til festen givet til det jødiske folk, det folk som var blevet kaldet til at stå som lærere og ledere blandt menneskene, folk som havde profetiske skriftruller i hænder, der forudsagde Kristi komme, og som var blevet betroet den symbolske tjeneste, er bebudede hans mission. Havde præsterne og folk givet agt på kaldet, ville de have gået sammen med Kristi budbringere, at bringe evangeliets indbydelse til verden. Sandheden blev sendt til dem, så de må få del i den. Skønt de afviste kaldet, blev de sendt til den fattige, lemlæstede, halte og blinde. Toldere og syndere tog imod indbydelsen. Da evangeliets kald blev sendt til hedninge, er der den samme arbejdsplan. Budskabet skal først gives ”på hovedvejene” – til mænd som har en aktiv del i verdens arbejde, til folkets lærere og ledere. ret
(230) Lad Herrens budbringere have dette på sinde. Det bør komme som ord til hjortens hyrder, guddommeligt udpegede lærere, som der gives agt på. De som er på den højere sociale rangstige, skal opsøge med øm nænsomhed og broderlig hensyn. Mænd i forretningslivet, i høje betroede stillinger, med store opfindsomme evner og videnskabelig indsigt, mænd med geni, evangeliets lærere, som er blevet kaldt de særlige sandheder for denne tid – disse bør være de første til at høre kaldet. Indbydelsen må gives til dem. ret
(230) Der er et arbejde at gøre for velhavende. De må vækkes op til deres ansvar, som dem der er betroet himlens gaver. De må mindes om at de skal aflægge regnskab til Ham, som skal dømme levende og døde. Den velhavende mand behøver dit arbejde i Guds kærlighed og frygt. For ofte har han tillid til sine rigdomme, og mærker ikke sin fare. Hans sinds øjne må tiltrækkes ting af varig værdi. Han skal genkende sand godheds autoritet, som siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Matthæus 11,28-30. ret
(230) De som står højt i verden med uddannelse, velstand eller profession, får sjældent personlige henvendelser om sjælens interesser. Mange kristne medarbejdere tøver med at nærme sig disse klasser. Men sådan må det ikke være. Hvis et menneske drukner, vil vi ikke stå at se på ham gå til, selvom han er jurist, handelsmand eller dommer. Hvis vi så personer løbe ud over skrænten, vil vi så ikke støve med at få dem tilbage, uanset deres position eller kald. Vi må heller ej tøve med at advare mennesker om sjælens fare. ret
(231) Ingen bør forsømmes på grund af deres tilsyneladende engagement i verdslige ting. Mange i høje sociale positioner er sorgbetyngede, syge på grund af tomhed. De længes efter en fred, som de ikke har. I samfundets højeste rækker er der dem der hungrer og tørster efter frelse. Mange vil få hjælp, hvis Herrens medarbejdere skal nærme dem personlig, med en venlig optræden, et hjerte der er ømt ved Kristi kærlighed. ret
(231) Evangeliebudskabet fremgang beror ikke på lærte taler, velformulerede vidnesbyrd, eller dybe argumenter. Det beror på det enkle budskab og at sjæle som hungrer efter livets brød tager imod det. Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” – det er sjælens ønske. ret
(232) Tusindvis kan nås på den mest enkle og ydmyge måde. De mest intellektuelle, de som verden anser for de mest begavede mænd og kvinder, får ofte ny næring ved hans enkle ord, der elsker Gud, og som kan tale ligeså naturligt om den kærlighed, som verdslige taler om ting der interesserer dem dybest. ret
(232) De ord der ofte forberedes og studeres har kun lille indflydelse. Men Guds søns eller datters sande og ærlige udtryk, der siges naturlig enkelt, har kraft til at vriste hjerternes døre op, som længe har været lukket imod Kristus og Hans kærlighed. ret
(232) Lad medarbejderen for Kristus huske på at han ikke skal arbejde i egen kraft. Lad ham gribe fat i Guds trone i tro på Hans kraft til at frelse. Lad han brydes med Gud i bøn, og så arbejde med alle de evner som Gud har givet ham. Helligånden gives som hans virkekraft. Tjenende engle vil være ved hans side, for at indprente hjerterne. ret
(232) Hvis lederne og lærerne i Jerusalem havde fået den sandhed Kristus kom med, hvilket missionscenter ville deres by så være! Frafaldne Israel ville være blevet omvendt. En umådelig hær ville samles for Herren. Og hvor hurtig ville de have ført evangeliet ud til alle dele af verden. Så hvis indflydelsesrige og ressursestærke mænd kunne vindes for Kristus, så ville der kunne udrettes et stort arbejde gennem dem, for at opløfte de faldne, samle de forstødte ind, og sprede frelsens nyheder vidt og bredt. Den hurtige indbydelse må gives, og gæsterne samles til Herrens bord. ret
(232) Men vi skal ikke kun tænke på store og begavede mænd, der forsømmer de fattigere klasser. Kristus instruerer Sine budbringere til, at også gå ud på hovedvejene og gærdende, til jordens fattige og lavere. I de større byers baggårde og stræder, på landets ensomme sideveje, er der familier og enkeltpersoner – må lede efter fremmede i et fremmet land – som er uden kirkerelationer, og som, i deres ensomhed, vil føle at Gud har glemt dem. De forstår ikke hvad de må gøre for at blive frelst. Mange er sunket i synd. Mange er fortvivlede. De er presset af lidelse, mangel, vantro og fortvivlelse. Sygdom af enhver slags piner dem, både i legeme og i sjæl. De længes efter at finde trøst for deres trængsler, og Satan frister dem til at søge det i lyster og fornøjelser, som leder dem i fordærv og død. Han giver dem Sodomas æbler, som vil blive til aske på deres læber. De bruger deres penge på det som ikke er brød, og deres arbejde på det som ikke mætter. ret
(233) Hos disse lidende mennesker ser vi dem som Kristus kom for at frelse. Hans indbydelse til dem er: ”Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, . . . . Hør dog på mig, så skal I spise godt og svælge i fede retter. Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve!” Esajas 55,1-3. ret
(233) Gud har givet en særlig befaling om, at vi skal respektere den fremmede, den udskudte og de fattige sjæle, som har en svag moralsk styrke. Mange som virker helt ligeglade med religiøse sager, har en hjertelig længsel efter hvile og fred. Selvom de er sunket ned i syndens allerdybeste dybder, er der mulighed for at frelse dem. ret
(233) Kristi tjenere skal følge Hans eksempel. Da Han gik fra sted til sted, trøstede han den lidende og helbredte den syge. Da lagde han de store sandheder, om Hans rige, frem for dem. Dette er Hans efterfølgeres arbejde. Idet du lindrer legemets lidelser, vil du finde veje til at tjene sjæles ønsker. Du kan pege hen til den opløftede Frelser, og fortælle om den store Læges kærlighed, som alene har kraft til at genoprette. ret
(234) Fortæl de stakkels fortvivlede mennesker, som er faret på vildspor, at de ikke skal fortvivle. Selvom de har fejlet, og ikke har opbygget en rigtig karakter, glæder Gud sig til at genoprette dem, endog med hans frelses glæde. Han fryder sig over at tage det tilsyneladende håbløse materiale, som Satan har arbejdet igennem, og gøre dem til genstand for Hans nåde. Han glæder sig over at befri dem fra den vrede der er faldet over den ulydige. Fortæl dem at der er helbredelse, renselse for enhver sjæl. Der er en plads til dem ved Herrens bord. Han venter på at byde dem velkommen. ret
(234) De som går ud på sidevejene og gærdende, vil finde andre af helt anden karakter, som behøver deres tjeneste. Der er dem som lever op til alt det lys de har, og tjener Gud efter det bedste de ved hvordan. Men de indrømmer at der er et stort arbejde at gøre for sig selv og for dem omkring dem. De længes efter større kundskab om Gud, men de er blot begyndt at se glimtet af et større lys. De beder med tårer om Gud vil sende dem de velsignelser så at de, i tro, kan se langt ud. Der findes mange af disse sjæle midt i de store byers ondskab. Mange af dem er under meget ydmyge forhold, og er derfor ubemærket af verden. Der er mange som prædikanter og menigheder ikke kender til. Men de er Herrens vidner på ydmyge og ynkelige steder. De kan have fået lidt lys og få muligheder for kristen oplæring, men midt i nøgenhed, sult og kulde prøver de at tjene andre. Lad Guds nådes mangfoldige forvaltere opsøge disse sjæle, besøge deres hjem, og tjene deres behov gennem Helligåndens kraft. Studere Bibelen med den og bede sammen med dem i den enkelthed som Helligånden indgyder. Kristus vil give Sine forvaltere et budskab som vil være som himlens brød for sjælen. Den dyrebare velsignelse vil føres fra hjerte til hjerte, fra familie til familie. ret
(235) Befalingen der gives i lignelsen, “nød den til at komme”, fejlfortolkes ofte. Den betragtes som en lære om, at vi skal tvinge folk til at tage imod evangeliet. Men det betoner mere indbydelsens presserende karakter, og de kraftige bevæggrunde kommer frem. Evangeliet bruger aldrig magt for at føre mennesker til Kristus. Dets budskab er “kom, alle I, der tørster, kom og få vand!” Esajas 55,1. “Ånden og bruden siger: »Kom!« . . . . Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.” Åbenbaringen 22,17. Guds kærligheds- og nådes-kraft betvinger os til at komme. ret
(235) Frelseren siger: “Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” Åbenbaringen 3,20. Han stødes ikke bort af hån eller vendes bort af trusler, men opsøger hele tiden de fortabte, og siger: ”Skulle jeg opgive dig?” Hosea 11,8. Selvom Hans kærlighed drives tilbage af et hårdnakket hjerte, giver han den indstændige bøn igen, med stor styrke: “Se jeg står ved døren og banker.” Hans kærligheds vindende kraft tvinger sjæle til at komme ind. Og til Kristus siger de: ”Din hjælp giver mig styrke.” Salme 18,36. ret
(235) Kristus vil vise Sine budbringere den samme inderlige kærlighed som Han Selv har, ved at opsøge den fortabte sjæl. Vi skal ikke blot sige, ”Kom!” Der er dem, som hører kaldet, men deres ører er for sløve til at se dets betydning. Deres øjne er for blinde til at se noget godt i vente for dem. Mange erkender deres store fornedrelse. De siger: Jeg egner mig ikke til at få hjælp, lad mig være. Men medarbejderne må ikke holde sig væk. Grib fast i de modløse og hjælpeløse med øm og medynkende kærlighed. Giv dem jeres mod, jeres, og jeres styrke. Nød dem i venlighed til at komme. ”Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden.” Judas 22. 23. ret
(236) Hvis Guds tjenere vil vandre med Ham I tro, vil Han give deres budskab kraft. De vil kunne frembringe Hans kærlighed og den fare der er i at afvise Guds nåde, så mennesker vil nødes til acceptere evangeliet. Kristus vil udføre forunderlige mirakler, hvis mennesker vil gøre deres Gudsgivne del. I dag kan der udvirkes en stor forvandling i menneskenes hjerter, som der aldrig er blevet gjort for generationer siden. John Bunyan blev forløst fra bespottelse og svig, John Newton fra slavehandel, for at proklamere en opløftet Frelser. I dag kan en Bunyan og en Newton også forløses blandt menneskene. Ved menneskeagenters samarbejde med det guddommelige, vil mange stakkels udstødte sjæle blive vendt tilbage, og vil for hans del, søge at genoprette Guds billede i menneskene. Der er dem som har sparsomme muligheder, som har vandret på vildfarelsens veje fordi de ikke kender nogen bedre vej, til hvem lysets stråler vil komme. Ligesom Kristi ord kom til Zakæus: ”I dag vil jeg være gæst i dit hus” (Luk 19,5), vil ordet også komme til dem; og dem som man troede var forhærdede syndere, vil få ømme hjerter som hos et barn, fordi Kristus har lagt mærke til dem. Mange vil komme fra den tæstteste vildfarelse og synd, og vil tage sæde hos andre, som fik muligheder og rettigheder, men har ikke påskønnet dem. De vil regnes som Guds udvalgte og dyrebare; og når Kristus skal komme ind i Hans rige, vil de stå næst til Hans trone. ret
(236) Men “se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler.” Hebræerne 12,25. Jesus sagde, “Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” De havde afvist indbydelsen, og ingen af dem blev indbudt igen. Når Kristus forkastes, forhærdede jøderne deres hjerter, og gav sig selv til Satans magt, så at det var umuligt for at tage imod Hans nåde. Sådan er det nu. Hvis Guds kærlighed ikke påskønnes, og bliver ikke et varigt princip der blødgører og underlægger sjælen, så er vi helt fortabt. Herren kan ikke manifestere Sin kærlighed mere end den Han har givet. Hvis Jesu kærlighed ikke underlægger hjertet, er der ingen midler som vi kan nås ved. ret
(237) Hver gang vi nægter at lytte til nådesbudskabet, styrker du dig selv i vantro. Hver gang du ikke åbner dit hjertes dør for Kristus, bliver du mere og mere uvillig til at lytte til Hans røst, som taler. Du formindsker din chance for at reagere på det sidste nådekald. Lad det ikke blive skrevet på dig, som på det gamle Israel: ”Efraim er bundet til gudebilleder, lad ham være!” Hoseas 4,17. Lad ikke Kristus græde over dig, ligesom han græd over Jerusalem, og sagde: ”Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv.” Lukas 13,34. 35. ret
(237) Vi lever i en tid hvor det sidste nådesbudskab, den sidste indbydelse, genlyder ud til menneskebørnene. Befalingen: ”Gå ud på vejene og gærderne,” når sin endelige opfyldelse. Enhver sjæl får Kristi indbydelse: Budbringerne siger: ”Kom, for alle ting er rede.” Himmelske engle arbejder stadig sammen med menneske-agenter. Helligånden giver alle bevæggrunde for at nøde dig til at komme. Kristus venter på at nogle tegn, som varsler boldene fjernet og åbner dit hjertes dør, for at Han kan komme ind. Engle venter på at frembære nyheder til himlen, at endnu en tabt synder er blevet fundet. Himlens hær venter, parat til at slå på deres harper og synge en glædessang for at endnu en sjæl har taget imod indbydelsen til evangeliets fest. ret