Kristi illustrerende lektier kapitel 19fra side243

tilbage

Målet af tilgivelse

(243)  Dette kapitel er baseret på Mattæus 18,21-35.
Peter var kommet til Kristus med spørgsmålet: ”Hvor ofte skal min broder synde imod mig, og jeg tilgiver ham? Indtil syv gange?” Rabbinerne begrænsede denne tilgivelse til tre ganges overtrædelser. Peter troede at Kristus lærte at det gik til syv gange, antallet for fuldkommenhed. Men Kristus lærer at vi aldrig skal blive trætte af at tilgive. Ikke ”indtil syv gange,” sagde han, ”men indtil halvfjerdsindstyve gange.” ret

(243)  Så kendte han det sande grundlag som der tilgives på, og faren ved at gemme på en utilgivende ånd. I lignelsen fortalte Ham hvordan en konge behandlede sine embedsmænd, som administrerede hans regering. Nogle af disse embedsmænd havde modtaget store summer penge, der tilhørte staten. Idet kongen undersøgte deres administration af denne betroelse, kom der en mand frem for ham, som skyldte sin herre den store sum af ti tusinde talenter. Han havde intet at betale, og efter den skik, beordrede kongen ham til at sælge alt hvad han havde, så der kunne betales. Men den rystede mænd faldt for hans fødder og tryglede ham og sagde: ”Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det altsammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. ret

(244)  “Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte." ret

(244)  Denne lignelse giver de nødvendige detaljer for at vise hele billedet, men har intet sidestykke i sin åndelige betydning. Opmærksomheden bør ikke ledes hen på dem. Visse store sandheder illustreres, og det er her vi bør lægge vore tanker. ret

(244)  Denne konges eftergivelse viser en guddommelig tilgivelse for al synd. Kristus repræsenteres ved kongen, som af medfølelse eftergav sin tjeners gæld. Mennesket var under den brudte lovs dom. Han kunne ikke redde sig selv, og af den grund kom Kristus til denne verden, iklædt Sin guddommelighed med menneskelighed, og gav Sit liv, den retfærdige for den uretfærdige. Han gav Sig selv for vore synder, og enhver sjæl som Han giver den blod-indkøbte tilgivelse til. ”Hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.” Salme 130,7. ret

(245)  Her er begrundelsen til at vi skal vise medlidenhed med vore med-syndende mennesker. “Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” 1 Joh. 4,11. “I har fået det for intet,” siger Kristus, “giv det for intet.” Mattæus 10,8. ret

(245)  I lignelsen hvor skylderen beder om udsættelse, med løftet, “Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det altsammen,” blev dommen omstødt. Hele gælden blev annulleret. Og han fik hurtig mulighed for at følge den mesters eksempel, som havde eftergivet ham. Han gik og mødte en medtjener som skyldte ham en mindre sum. Han var blevet eftergivet ti tusinde talenter; skyldneren skyldte ham et hundrede småører. Men han som blev så nådigt behandlet, behandlede sin kollegaer på en helt anden måde. Han skyldner appellerede på samme måde som Han selv havde gjort mod kongen, men uden samme resultat. Han som fornylig var blevet tilgivet var ikke så ømhjertet og medlidende. Den barmhjertighed der var blevet vist ham udviste han ikke på den måde han behandlede sin medtjenere på. Han tog sig ikke af anmodningen om tålmodighed. Den lille sum han skyldte ham, var alt hvad den utaknemmelige tjener ville bryde sig om. Han krævede alt hvad han mente var hans, og udvirkede en lignende dom, som det var blevet tilbagekaldt ham i nåde. ret

(245)  Hvor mange viser i dag det samme sindelag. Når skylderen går i forbøn for sin Herre for nåde, Havde han ikke en oprigtig fornemmelse for storheden i hans gæld?! Han indrømmede ikke sin hjælpeløshed. Han håbede på at befri sig selv. ”Hav tilmodighed med mig,” sagde han, ”og jeg vil betale dig alt.” Således er der mange der håber ved deres egne gerninger at fortjene Guds gunst. De erkender ikke deres hjælpeløshed. De accepterer ikke Guds nåde som en fri gave, men prøver at opbygge sig i selvretfærdighed. Deres egne hjerter er ikke sønderbrudt, og ydmyget på grund af synd, og de udviser manglende tilgivelse mod andre. Deres egne synder imod Gud, sammenlignet med deres broders synder imod dem, er som ti tusinde talenter mod ethundrede småører – næsten en million mod én, alligevel drister de sig til at være utilgivelige. ret

(247)  I lignelsen stævnede herren den nådesløse skyldner, ”og sagde: Du onde tjener, al den gæld efter gav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte.” ”Sådan” sagde Jesus ”vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.” Han som nægtede at tilgive, bortlægger derved sit eget håb om tilgivelse. ret

(247)  Men læren i denne lignelse må ikke misbruges. Guds tilgivelse mod os, formindsker på ingen måde vor pligt til at adlyde Ham. Således formindskes tilgivelsens ånd mod vore medmenesker ikke kravet om retsmæssig pligt. I den bøn Kristus lærte Sine disciple sagde Han: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Mattæus 6,12. Derved mener Han ikke at vi ikke må kræve vor ret fra vore skyldnere, for at få tilgivelse for vore synder. Hvis de ikke kan betale, selvom det er resultatet af uklog ledelse, kan de ikke kastes i fængsel, undertrykkes, eller endog behandles overilet; men lignelsen lærer os ikke at blive dovne og eftergivne. Guds ord erklærer at hvis et menneske ikke vil arbejde, skal han heller ikke spise. (2 Thessaloniker 3,10.) Herren forlanger ikke at det hårdt arbejdende menneske skal støtte andre i dovenskab. For mange er der en spildtid, manglende bestræbelser, som fører til fattigdom og mangel. Hvis dem der hensvælger sig i disse fejl ikke retter dem, vil alt der kan gøres for deres skyld være som at lægge rigdomme i en sæk med huller. Alligevel er der en uundgåelig fattigdom, og vi skal vise ømhed og medfølelse mod de uheldigt stillede. Vi bør behandle andre ligesom vi behandler os selv, som vi ville behandles under lignende omstændigheder. ret

(248)  Helligånden formaner os gennem Apostlen Paulus: “Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også; på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus.” Filipperne 2,1-5. ret

(248)  Men der skal ikke tages let på synd. Herren befaler os at ikke tillade ondt hos vor bror. Han siger: “Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette.” Lukas 17,3. Synd skal kaldes ved sit rette navn, og skal lægges klart frem for ham der gør forkert. ret

(248)  I sin formaning til Timotius, skriver Paulus, ved Helligånden, og siger, “Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!” 2 Timotius 4,2. Og til Titus skriver han: “Der er mange genstridige, frasemagere og bedragere,.... derfor skal du gå skarpt i rette med dem, så de kan blive sunde i troen.” Titus 1,10-13. ret

(248)  “Hvis din broder forsynder sig imod dig,” siger Kristus, ”så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.” Mattæus 18,15-17. ret

(248)  Vor Herre lærer at vanskelige sager mellem kristne skal afgøres inden for menigheden. De bør ikke åbnes op for dem som ikke frygter Gud. Hvis en Kristen forurettes af sin bror, så lad ham ikke appellere til ikke-troende ved en domstol. Lad ham følge den instruks Kristus har givet. I stedet for at prøve at hævne sig selv, så lad ham prøve at frelse sin bror. Gud vil vogte deres interesser, som elsker og frygter Ham, og vi må overgive vor sag i tillid til Ham, som dømmer retfærdigt. ret

(249)  Når fejl begås igen og igen, og den fejlende bekender sin fejl, bliver den sårede for ofte træt, og han mener han har tilgivet nok. Men Frelseren siger tydeligt hvordan vi skal behandle den fejlende: ”Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham.” Lukas 17,3. Hold ham ikke borte, som uværdig til din tillid. “Se til, at du ikke selv bliver fristet!” Galaterne 6,1. ret

(249)  Hvis dine brødre fejler, så skal du tilgive dem. Når de kommer til dig med bekendelser, skal du ikke sige: Jeg tror ikke at de er ydmyge nok. Jeg tror ikke de at de bekender sig. Hvilken ret har du til at dømme dem, som om du kunne læse hjertet. Guds ord siger: ”Hvis han angrer, så tilgiv ham. Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham.” Lukas 17,3. 4. Og ikke kun syv gange, men halvfjerds gange – lige så ofte som Gud tilgiver jer. ret

(250)  Vi skylder os selv alt, for Guds frie nåde. Nåde i den pagt som vi skal antage. Nåde hos den Frelser der udvirkede vor genløsning, vor genoprejsning, og vor ophøjelse som arvinger med Kristus. Lad denne nåde blive åbenbaret for andre. ret

(250)  Giv ikke den fejlende mulighed for at miste modet. Lad ikke den farisæiske hårdhed komme ind og såre din bror. Ingen forbitrede smil må komme ind i sind eller hjerte. Ingen tone af foragt må kunne vise sig i din røst. Hvis du siger dine egne ord, hvis du har en ligegyldig indstilling, eller er mistænksom eller viser mistillid, vil det vise sig som fordærv for en sjæl. Han behøver en bror med den ældre brors sympatiske hjerte berøre hans menneskelige hjerte. Lad ham mærke det faste greb fra en medfølende hånd, og høre hviske: Lad os bede. Gud vil give jer begge en rig erfaring. Bøn forener os med hinanden og med Gud. Bøn bringer Jesus til vor side, og giver den vansmægtende og fortvivlede sjæl ny styrke til at overvinde verden, kødet og djævelen. Bøn vender Satans angreb bort. ret

(250)  Når man vender sig bort fra menneskers ufuldkommenheder, for at beskue Jesus, finder en guddommelig forvandling sted i karakteren. Kristi Ånd arbejder på at hjertet tilpasser sig til Hans billede. Da må det være din bestræbelse at opløfte Jesus. Lad sindet øjne rettes mod ”Guds lam der bærer alverdens synd bort.” Joh. 1,29. Og når I går ind i dette arbejde, så husk “at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder.” Jak. 5,20. ret

(251)  “Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Mattæus 6,15. Intet kan retfærdiggøre en utilgivende ånd. Han som ikke er nødig mod andre, viser at han selv ikke har del i Guds tilgivende nåde. Med Guds tilgivelse drages den fejlendes hjerte tæt til det store uendelige kærlighedshjerte. Den guddommelige medfølelses tidevandsbølge flyder ind i synderens sjæl, og fra ham til andres sjæle. Den mildhed og barmhjertighed som Kristus har åbenbaret med Sit eget dyrebare liv, vil kunne ses i dem som vil få del i Hans nåde. Men “den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til.” Romerne 8,9. Han støder sig bort fra Gud, egner sig kun en evig adskillelse fra Ham. ret

(251)  Det er rigtigt at han straks har fået tilgivelse; men hans ubarmhjertighed viser at han nu forkaster Guds tilgivende kærlighed. Han adskiller sig selv fra Gud, og er i samme tilstand som før han blev tilgivet. Han har fornægtet sin anger, og hans synder er hen over dette, som om han ikke angrede. ret

(251)  Men lignelsens store lektie ligger i modsætningen mellem Guds medlidenhed og menneskets hårdhjertethed; ved det at Guds tilgivende barmhjertighed måles med vor egen. ”Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?” ret

(251)  Vi tilgives ikke fordi vi tilgiver, men idet vi tilgiver. Grundlaget for al tilgivelse findes i Guds ufortjente kærlighed, men ved vor optræden mod andre, viser vi om vi har gjort den kærlighed til vor egen. Derfor siger Kristus: ”For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.” Mattæus 7,2. ret

næste kapitel