(33) Dette kapitel er baseret på Mattæus 13,1-9; Mattæus 13,18-23; Markus 4,1-20; Lukas 8,4-15.
Udsåning og frøene
Med lignelsen om sædemanden, illustrer Kristus Himmerigets ting, og den store Husbonds arbejde for Sit folk. Ligesom en sædemand på marken, kom Han for at sprede sandhedens himmelske korn. Og Hans lignelse lærer, at selv de mest dyrebare sandhedsfrø, om Hans nåde, blev udsået. Lignelsen om sædemanden værdsættes ikke som den burde, på grund af sin enkle lære. Når de naturlige frø lægges i jorden, ønsker Kristus at lede vore tanker til evangeliets frø, en udsåning der resulterer i at mennesker kommer tilbage og bliver loyale mod Gud. Han som gav lignelsen om de små frø, er himlens regent, og de samme love som behersker jordisk udsåning, behersker sandhedsfrøenes udsåning. ret
(33) Ved Gallilæas sø havde en gruppe samlet sig for at se og høre Jesus – en ivrig og forventningsfuld skare. De syge var der, lå på deres måtter, og ventede på at føre deres sag frem for Ham. Det var Kristi Gudsgivne ret at helbrede en syndig slægts veer, og Han irettesatte nu sygdom, og spredte liv, sundhed og fred omkring sig. ret
(34) Idet skaren stadig blev større, pressede folk sig tæt om Kristus, indtil der ikke var mere plads til dem. Da trådte han ud i de fiskerbåde, imedens de ventede på at tage Ham over søen, sagde han noget til menneskene i deres både, og påbød Sine disciple at lægge lidt fra land; medens talte han til folkeskaren på kysten. ret
(34) Op til søen lå de smukke Genesaret-sletter, og bagved var bakkerne, og på bakkesiden og sletten havde både så- og høstfolk travlt, den ene kastede frø og den anden høstede den første afgrøde. Da Kristus så på dette, sagde Han — ret
(34) “Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt op på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold.” ret
(34) Folk forstod ikke Kristi mission på Hans tid. Den måde han kom på, var ikke efter deres forventninger. Herren Jesus var grundlag for hele den jødiske husholdning. Dens imponerende tjenester for guddommeligt udvalgte. De skulle lære folk at den Fastsatte person ville komme til dem på det tidspunkt ceremonierne pegede hen til. Men jøderne havde ophøjede former og ceremonier og havde mistet deres formål af syne. Menneskers traditioner, leveregler og forordninger skjulte disse lektier for dem, som Gud ville bringe. Disse leveregler og traditioner blev en forhindring for at de kunne forstå og praktisere sand religion. Og når Virkeligheden kom, i form af Kristus, genkendte de ikke at han var deres symbols opfyldelse, virkeligheden til alle deres skyggebilleder. De forkastede forbilledet, og klyngede sig til deres symboler og unødige ceremonier. Guds Søn var kommet, men de fortsatte med at bede om et tegn. Budskabet, ”Omvend jer; for himmeriget er nær,” besvarede de med krav om et mirakel. Mattæus 3,2. Kristi evangelium var en anstødssten for dem, fordi de krævede tegn i stedet for en Frelser. De forventede at Messias viser Sit forlangende ved mægtige sejre, der opretter Sit rige på ruinerne af jordiske riger. Disse forventninger besvarede Kristus med lignelsen om sædemanden. Guds krige skulle ikke sejre ved væbnede hære, ikke ved voldelige interventioner, med ved at indplante et nyt princip i menneskenes hjerter. ret
(35) “Ham der sår den gode sæd, er Menneskesønnen.” Mattæus 13,37. Kristus var kommet, ikke som en konge, men som en såmand; ikke for at besejre kongeriger, men for at sprede frø; ikke for at pege Sine efterfølgere til jordiske sejre og national storhed, men for at indsamle en høst efter tålmodigt slid, ved tab og skuffelser. ret
(35) Farisæerne fornemmede betydningen af Kristi lignelse, men for dem var det en uvelkommen lærdom. De lod til at ikke forstå det. For skaren var den nye lære et endnu større mysterium, hvis ord havde bevæget deres hjerter så besynderligt og skuffet deres ærgerrighed så bittert. Disciplene selv havde ikke forstået lignelsen, - men de fik interesse. De kom bagefter til Jesus og bad om en forklaring. ret
(35) Det var dette ønske Kristus ønskede at vække, så han kan uddybe sin undervisning endnu mere. Han forklarede lignelsen for dem, ligesom Han ville gøre Sine ord tydelige for alle som søger Ham af oprigtigt hjerte. De som studerer Guds ord med åbne hjerter for Helligåndens oplysning, vil ikke forblive i mørke med hensyn til ordenes betydning. ”Den, der vil gøre hans vilje,” sagde Kristus, ”skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.” Alle som kommer til Kristus for at få en klarere sandhedsforståelse vil få dette. Han foldede himmeriget hemmeligheder ud for dem, og disse hemmeligheder vil de menneskehjerter forstå, som længes efter at kende sandheden. Et himmelsk lys vil skinne ind i sjælstemplet, og vil åbenbares for andre, som en klart skinnende lampe på en mørk sti. ret
(36) “Såmanden gik ud for at så”. I Østen var det hele så usikkert, at der var stor fare for vold. Således boede folk mest i byer med mure omkring, og husbondene gik dagligt ud for at arbejde udenfor murene. Således gik Kristus, den himmelske Såmand, ud for at så. Han forlod Sit sikre og fredelige hjem, forlod den herlighed han havde sammen med Faderen før verden var til, forlod sin rang på universets trone. Han gik frem som en lidelsernes og fristelsernes mand; gik ud i ensomhed, for at udså livets frø i rajgræs, og vande med Sit blod, for en fortabt verdens skyld. ret
(36) På samme måde må Hans tjenere gå ud for at så. Da Abraham blev kaldt til at udså sandhedens frø, blev han pålagt: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.” 1. Mos.12,1. ”Og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen.” Hebr 11,8 Således kom budskabet fra Gud til Paulus, medens han bad i Jerusalems tempel: ”Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte.” Apg. 22,21. Så de der kaldes til at forene sig med Kristus, må forlade alt for kunne følge Ham. Gamle forbindelser må brydes op, livets planer på opgives, jordiske håb opgives. Frøene må tilsås under slid og tårer, i ensomhed, og gennem ofre. ret
(37) “Sædemanden sår ordet.” Kristus kom for at tilså verden med sandhed. Lige siden menneskenes fald, har Satan udsået vildfarelsens frø. Det var ved en løgn at han først fik kontrol over mennesker, og derved arbejder han stadig på at vælte Guds rige på jorden og få mennesker under hans magt. En såmand fra en højere verden, Kristus, kom for at udså sandhedens frø. Han som havde stået i Guds rådudvalg, som havde boet i det inderste af den evige helligdom, kunne føre mennesker til sandhedens rene grundprincipper. Lige siden menneskets fald, har Kristus været sandhedens Åbenbaring for verden. Ved Ham bibringes de ufordærvelige frø, ”Guds levende og blivende ord,” til menneskene. 1. Pet.1,23. I det første løfte der blev talt til vor faldne slægt i Edens have, udsår Kristus evangeliets sæd. Men lignelsen om sædemanden gælder særlig Hans personlige forkyndertjeneste blandt menneskene, og det arbejde som Han har oprettet. ret
(38) Guds ord er sæden. Hver frø har et spirende princip i sig selv. I dette ligger plantens liv indhyllet. Således er der liv i Guds ord. Kristus siger: ”De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv.” Joh. 6,63. ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv.” Joh.5,24. Der er kraft i alle befalinger og i alle løfter i Guds ord, Guds rigtige liv, hvorved buddet opfyldes og løftet erkendes. Han som tager imod ordet i tro, modtager Guds liv og karakter. ret
(38) Alle frø frembringer frugter efter sin slags. Sås sæden under de rigtige betingelser, vil den udvikle sit eget liv i planten. Modtag det ufordærvelige ords sæd i sjælen ved tro, og den vil frembringe en karakter og et liv efter karakterens lighed og Guds liv. ret
(38) Israels lærere udsåede ikke Guds ords sæd. Kristi arbejde som sandhedslærer stod i markant modsætning til rabbinernes for Hans tid. De dvælede ved traditioner, ved menneskers teorier og spekulationer. Ofte sættes det, som mennesker har lært og skrevet om ordet, i stedet for ordet selv. Deres lære har ingen kraft til at opildne sjælen. Temaet om Kristi undervisning og forkyndelse var Guds ord. Han mødte spørgsmål med et tydeligt, ”der står skrevet.” ”Hvad siger skrifterne?” ”Hvordan læser du?” Ved hver anledning, hvor enten ven eller fjende vækkede interesse, udsåede han ordets frø. Han som er Vejen, Sandheden og Livet, er Selv det levende Ord, der peger os til Skrifterne og siger: ”De vidner om Mig.” og ”begynder med Moses og alle profeter,” Han åbnede ”de ting i Skrifterne om Sig selv.” Joh. 5,39; Luk. 24,27. ret
(39) Kristi tjenere skal gøre det samme arbejde. I vore dage, såvel som i gamle dage sættes Guds ords livsvigtige sandheder til side, frem for menneskers teori og spekulation. Mange bekendende evangelieforkyndere accepterer ikke hele Bibelen som det inspirerede ord. En klog mand forkaster et standpunkt; andre spørgsmål deler andre. De sætter deres dømmekraft over Ordet; og Skriften som de underviser i, hviler på deres egen myndighed. Skriftens guddommelige autoritet ødelægges. Således udsås hedenskabets frø vidt og bredt; for folk bliver forvirrede, og ved ikke hvad de skal tro. Der er mange trosretninger som tankesindet ikke har ret til at nære. I Kristi dage lagde rabbinerne en betvingende og hemmelighedsfuld overbygning på mange dele af Skriften. Fordi Guds ords rene lære fordømte deres metoder, prøvede de at udslette skriftens kraft. Det samme sker i dag. Guds ord bliver vist mystisk og dunkelt, for at undskylde overtrædelsen af Hans lov. Kristus irettesatte denne praksis for Sin tid. Han underviste i at alle skulle forstå Guds ord. Han pegede på Skriften som en ubetvivlelig autoritet, og vi bør gøre det samme. Bibelen skal præsenteres som den almægtige Guds ord, som afslutningen på al stridighed og være fundament for al tro. ret
(40) Bibelen er blevet berøvet sin kraft, og resultaterne ses ved en fornedrelse af harmonien i det åndelige liv. Mange af prædikenerne fra talerstolene i dag, har ikke den guddommelige manifestation, som vækker samvittigheden og tilfører sjælen liv. Tilhørerne kan ikke sige: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« (Luk.24,32) Der er mange som råber efter den levende Gud, længes efter guddommelig tilstedeværelse. Filosofiske teorier eller litterære afhandlinger kan ikke tilfredsstille hjerte, uanset hvor gode de er. Menneskers påstande og påhit har ikke værdi. Lad Gud ord tale til folk. Lad de som kun har hørt traditioner og menneskers teorier og skikke, høre Hans røst, som kan forny sjælen til evigt liv ved sit ord. ret
(40) Kristi yndlingsemne var den faderlige ømhed og Guds overmådelige nåde; Han dvælede meget ved helligheden i Hans karakter og Hans lov; Han gav Sig Selv til folket som Vejen, Sandheden og Livet. Lad dette være temaerne for Kristi forkyndertjenere. Bring sandheden som den er i Jesus. Gør lovens og evangeliets forlangende tydelige. Fortæl folk om Kristi selvfornægtende og -opofrende liv; om Hans ydmygelse og død; om Hans opstandelse og himmelfart; om Hans mellemkomst for dem i Guds sale; om Hans løfter, at ”jeg kommer igen og tager jer til mig.” Joh. 14,3. ret
(40) I stedet for at diskutere fejlagtige teorier, eller prøve at bekæmpe evangeliets modstandere, så følg Kristi eksempel. Lad friske sandheder fra Guds forrådshus glimte ind i livet. ”Prædik ordet.” ”Så ved alle vande.” ”Vær rede i tide og utide.” ”Han som får Mit ord, lad ham tale Mit ord nøje. Hvad er avner hvad er hvede? siger Herren.” ”Ethvert Guds ord er rent. . . . Føj ikke noget til Hans ord, så han ikke skal irettesætte dig, og gribes som løgner.” 2 Timotius 4,2; Esajas 32,20; Jeremias 23,28; Ordsp. 30,5. 6. ret
(41) “Sædemanden udsår ordet.” Her fremkommer det store princip, som burde ligge under for al uddannelsesarbejde. ”Sæden er Guds ord.” Men i mange af vor tids skoler lægges Guds ord til side. Andre emner optager tankerne. Studiet af hedenske forfattere tager en stor del af uddannelsessystemet. Skeptiske læresætninger væves ind i skolebøgerne. Videnskabelig granskning bliver vildledende, fordi dens opdagelser fortolkes forkert og fordrejes. Gud ord sammenlignes med videnskabens tvivlsomme lære, og det gøres usikkert og utroværdigt. Således sås tvivlens frø i de unge sind, og springer frem i fristelsens stund. Når troen på Guds ord går tabt, har sjælen ingen vejleder, ingen sikker grund. De unge drages ud på stier, der fører bort fra Gud og fra evigt liv. ret
(41) Dette kan således i høj grad tilskrives den udbredte syndighed, der er i verden i dag. Når Guds ord lægges til side, vil dens kraft til at modstå det naturlige hjertes onde tendenser, blive afvist. Mennesker sår i kødet og vil høste fordærv i kødet. ret
(41) Og her er der også en høj grad af mental svaghed og unytte. Når tankesindet vender sig fra Guds ord for at få næring fra uinspirerede menneskers skrifter, forkrøbles sindet og forsimples. Tankerne kommer ikke i kontakt med dybe og brede principper om evig sandhed. Forståelsen tilpasses til at fatte ting, som den er fortrolig med, - og herved svækkes helligelsen til begrænsede ting, kraften indskrænkes, og bliver efter en tid ud af stand til at ekspandere. ret
(41) Alt dette er falsk uddannelse. Det er enhver lærers arbejde at fæstne de unges tanker på det inspirerede ords store sandheder. Dette er den væsentligste uddannelse for dette liv og for det kommende. ret
(42) Og det må ikke være tanken at det skal forhindre studium i videnskab, eller føre til lavere uddannelsesstandard. Guds kundskab er ligeså høj som himlen og bred som universet. Der er intet så forædlende og livgivende som et studium i de store emner, der angår vort evige liv. Lad de unge gribe ud efter disse Gudsgivne sandheder, og deres tanker vil udvide sig og blive stærke til arbejdet. Det vil føre enhver studerende, som er en ordets gørere, til bredere tænkning, og sikre ham et væld af kundskab som er uforgængelig. ret
(42) Den uddannelse der fås ved skriftransagelse, er en erfaringsmæssig kendskab til frelsesplanen. En sådan uddannelse vil genoprette Guds billede i sjælen. Den vil styrke og befæste sindet imod fristelse, og udruste eleven til at blive medarbejder sammen med Kristus, i hans nådesmission for verden. Det vil gøre ham til medlem af den himmelske familie; og bereder ham til at dele de helliges arv i lys. ret
(43) Men den hellige sandhedslærer kan kun give det, som han selv er ved af erfaring. ”Såmanden udsåede sine frø.” Kristus underviste sandheden fordi Han var sandheden. Hans egen tanke, Hans karakter, Hans livserfaring var lagt ind i Hans undervisning. Sådan er det med Hans tjenere: de som vil undervise i ordet skal gøre ordet til deres eget, ved personlig erfaring. De må vide hvad det vil sige at få gjort Kristus til deres visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning. Når Guds ord overbringes til andre, skal det ikke være en formodning eller et måske for dem. De skal erklære sammen med apostlen Peter: ”For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu Majestæt. 2.Pet.1,16. Enhver Kristi forkyndertjener og enhver lærer bør kunne sige sammen med den elskede Johannes: ”Livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os ? 1.Joh.1,2 ret
(43) Jorden – på vejkanten
Det som lignelsen om sædemanden mest omhandler, er det som kommer af at frøene vokser i jorden. Med denne lignelse siger Kristus i virkeligheden til Sine tilhører: Det er ikke sikkert for jer at stå og kritisere Mit arbejde, eller hengive sig i skuffelser, fordi det ikke passer jeres idéer. Det vigtigste spørgsmål for jer er: Hvordan behandler du Mit budskab? Din evige skæbne beror på, om du antager det eller forkaster det?! ret
(44) Når man forklarer, at det faldt i vejkanten, sagde Han: ”Når nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det, så kommer den onde og river det bort, der er sået i hans hjerte; han er sæden, som blev sået på vejen.” ret
(44) Frøene der udsås i vejkanten repræsenter Guds ord som falder i den uopmærksomme tilhørers hjerte. Ligesom en hårdt nedtrampet sti, trådt til af menneskers og dyrs fødder, er det hjertet som bliver en hovedvej for verdslig trafik, dets fornøjelser og synder, optaget af selviske mål og eftergivenhed for synd, sjæle der ”forhærdes ved syndens bedrag”. Hebr 3,13 De åndelige evner lammes. Mennesker hører ordet, men forstår det ikke. De ser ikke at dette gælder dem selv. De erkender ikke deres behov eller deres fare. De opfatter ikke Kristi kærlighed, og de forbigår Hans nådesbudskab som noget som ikke angår dem. ret
(44) Ligesom fuglene der står parate til at tage frøene op fra vejkanten, ligeså står Satan parat til at tage alle guddommelige sandhedsfrø fra sjælen. Satan og hans engle er i forsamlinger hvor evangeliet forkyndes. Når himlens engle vover at indprente hjerter med Guds ord, er fjenden på vagt for at sætte ordet ud af kraft. Med en alvor der kun kan lignes med hans ondsind, prøver han at forpurre Guds Ånds værk. Når Kristus drager sjælen med Sin kærlighed, prøver Satan at bortlede hans opmærksomhed, som bevæger ham til at opsøge Frelseren. Han holder tankerne hen i verdslige planer. Han opildner til kritik, eller indgyder til tvivl og vantro. Talerens ordvalg eller hans optræden vil ikke behage tilhørerne, og de dvæler ved disse mangler. Således gør den sandhed, som de mangler, og som Gud har sendt dem i nåde, at de ikke får et varigt indtryk. ret
(45) Satan har mange hjælpere. Mange som bekender at være Kristne, hjælper fristeren til at opsnappe sandhedens frø bort fra andres hjerter. Mange som lytter til forkyndelsen af Guds ord, gør det til genstand for kritik derhjemme. De sidder og dømmer prædikenen, ligesom de ville gøre med en foredragsholder eller en politisk taler. Det budskab som de burde betragte som Herrens ord, behandles med spøgefulde eller sarkastiske kommentarer. Prædikantens karakter, motiver og handlinger og måde han behandler andre menighedsmedlemmer på, diskuteres frit. Der fældes hårde domme, nedsættende snak og omtale gentages, og dette lytter uomvendte mennesker til. Disse ting siger forældres ofte i deres egne børns påhør. Derved ødelægges respekten for Gud budbringere, og ærbødighed for deres budskab. Og mange lærer at se let på Guds ord i sig selv. ret
(46) Således opdrages mange unge til at blive hedninge, i hjem med kristendomsbekendere. Og forældrene spørger hvorfor deres børn er så lidt interesseret i evangeliet, og så hurtige til at betvivle bibelsandheden. De undrer sig over at det er så vanskeligt at nå dem, ved moralsk og religiøs påvirkning. De ser ikke at deres eget eksempel har forhærdet deres børns hjerter. Den gode sæd finder ikke nogen plads til at slå rod, og Satan tager dem bort. ret
(46) På klippegrund
”Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra.” ret
(46) Den frø der udsås på klippegrunden får ikke dyb jord. Planten spirer hurtig op, men rødderne kan ikke få fat i klippen, og få næring til sin vækst, og den vil hurtig gå til. Mange som bekender sig til en religion er hørere på stengrund. Ligesom klippen ligger under jordlaget, ligger det naturlige hjertes selviskhed under deres gode ønskers og tragtens grobrund. Kærlighed til selvet er ikke holdt nede. De har ikke set syndens overmådelige syndighed, og hjertet er ikke blevet ydmyget under dens skyldfornemmelse. Denne klasse er ikke let at overbevise, og kan ikke omvende sig klart, men de har blot en overfladisk religion. ret
(46) Det er ikke fordi mennesker straks tager imod ordet, ej heller fordi de glæder sig i dette, at de falder bort. Ligeså snart at Mattæus hørte Frelserens kald, rejste han sig straks op, forlod det hele og fulgte Ham. Ligeså snart at det guddommelige ord kommer til vore hjerter, ønsker Gud at vi skal tage imod det; og det er rigtigt at tage imod dette i glæde. ”Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig.” Luk.15,7. Og den sjæl der glæder sig, tror på Kristus. Men det siges om dem i lignelsen at de straks tog imod ordet, tog ikke alle ting i betragtning. De overvejede ikke hvad Guds ord kræver af dem. De står ikke ansigt til ansigt med alle deres daglige vaner, og giver sig helt til deres kontrol. ret
(47) Planten slår dybe rødder ned i jorden, og nærer plante med liv uden at kunne ses. Sådan er et med den kristne; det er ved sjælens usynlige union med Kristus, gennem tro, at det åndelige liv får næring. Men dem der lytter på stengrund, stoler på selvet i stedet for på Kristus. De stoler på deres gode gerninger og gode impulser, og er stærke i deres egen retfærdighed. De er ikke stærke i Herren, og i Hans magts styrke. En sådan ”har ikke rod i sig”; for han er ikke forbundet med Kristus. ret
(47) Den varme sommer som styrker og modner den robuste afgrøde, udsletter det som ikke har dybe rødder. Sådan er det med ham ”der ikke har rod i sig, han holder kun ud en tid,” men ”når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra.” Mange tager mere imod evangeliet som en flugtvej fra lidelse, end udfrielse fra synd. De glæder sig en stund, for de tror at religion vil befri dem fra vanskeligheder og prøvelser. Når livet bevæger sig glat for dem, kan de se ud som pålidelige kristne. Men de udmattes under den hårde fristelsesprøve. De kan ikke bære skam for Kristi skyld. Når Guds ord udpeger en synd der gemmes på, eller det kræver selvfornægtelse eller opofrelse, så tager de anstød. Det vil koste dem for megen møje at ændre deres liv radikalt. De ser de ulemper og prøvelser de får nu, og glemmer de evige realiteter. Ligesom disciplene der forlod Jesus, er de ved at sige: ”Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” Joh. 6,60. ret
(48) Der er rigtig mange som hævder at tjene Gud, men som ikke kender ham af erfaring. Deres ønske om at gøre hans vilje, begrunder sig i deres egne tilbøjeligheder, ikke på Helligåndens dybe overbevisning. Deres optræden er ikke i harmoni med Guds lov. De bekender at antage Kristus som deres Frelser, men de tror ikke at Han vil give dem kraft til at overvinde deres synder. De har ikke et personligt forhold til en levende Frelser, og deres karakter åbenbarer både nedarvede og opelskede mangler. ret
(48) Det er een ting at gå med på Helligåndens virke generelt, - men noget andet at acceptere Hans virke som et irettesættende kald til anger. Mange mærker et køligt forhold til Gud, en erkendelse af deres trældom til selvet og synd; de må anstrenge sig for en fornyelse; men de korsfæster ikke selvet. De giver ikke sig selv helt over i Kristi hænder, eftersøger guddommelig kraft til at gøre Hans vilje. De vil ikke lade sig forme efter den guddommelige lignelse. De erkender deres ufuldkommenheder i almindelighed, men de opgiver ikke deres særlig konkrete synder. Den gamle selviske natur får styrke ved enhver forkert handling. ret
(48) Det eneste håb for disse sjæle er at de selv erkender sandheden i Kristi ord til Nikodemus: ”I må fødes på ny.” ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Joh. 3,7. 3 ret
(48) Sand hellighed er helheden i Guds tjeneste. Dette er betingelsen for et sandt kristent liv. Kristus beder om en uforbeholden helligelse, en udelt tjeneste. Han afkræver hjerte, sind, sjæl og styrke. Der må ikke tages vare på selvet. Han som lever for sig selv, er ikke en kristen. ret
(49) Kærligheden må være princippet for handling. Kærlighed er det underliggende princip for Guds regering i himlen og på jorden, og det må være grundlag for kristnes karakter. Kun dette kan gøre ham standhaftig og forblive standhaftig. Dette alene vil sætte ham i stand til at modstå prøvelser og fristelse. ret
(49) Og kærligheden vil åbenbares i ofret. Genløsningensplanen blev lagt i et offer – et så bredt, dybt og højt offer, at det ikke kan måles. Kristus gav alt for os, og de som tager imod Kristus vil være parate til at ofre alt for deres Genløsers skyld. Tanken om Hans ære og herlighed vil komme frem for alt andet. ret
(49) Hvis vi elsker Jesus, vil vi holde af at leve for ham, og frembringe takofre til ham, at arbejde for Ham. Netop arbejdet vil blive let. Vi tragter efter smerte, slid og opofrelser for hans skyld. Vi vil føle med Hans længsel for at frelse mennesker. Vi vil mærke den samme ømme længsel efter sjæle som Han har mærket. ret
(50) Dette er Kristi religion. Alt mindre end dette er bedrageri. Blot en teoretisk sandhed eller bekendelse som discipel, vil ikke frelse sjæle. Vi tilhører ikke Kristus medmindre vi er Hans fuldt ud. Det er ved et halvhjertet kristent liv at mennesker får et svagt mål og en et skiftende ønske. Arbejder man på at både tjene selvet og Kristus, bliver stengrunden hårdere, og han vil ikke klar, det når prøvelserne kommer over ham. ret
(50) Blandt torne
”Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.” ret
(50) Evangeliets sæd falder ofte blandt torne og skadelig ukrudt; og hvis der ikke sker en moralsk forvandling i menneskehjertet, hvis de gamle vaner og praksis og det tidligere syndige liv, ikke lægges bagud, hvis Satans egenskaber ikke uddrives fra sjælen, vil hvedeafgrøden blive kvalt. Tornene vil komme op til afgrøden, og vil dræbe hveden. ret
(50) Nåden kan kun trives i det hjerte, som hele tiden beredes for sandhedens dyrebare sæd. Syndens torne vil vokse op i al jord; de behøver ingen pasning; men nåden må passes og plejes nøje. Tidsler og torne vil altid spire op, og renselsesarbejdet må hele tiden forbedres. Hvis hjertet ikke holdes under Guds kontrol, hvis Helligånden ikke arbejder uophørligt med at forfine og forædle karakteren, vil gamle levevaner åbenbare sig selv i livet. Mennesker kan bekende, at de tror evangeliet, men er de ikke helliggjort ved evangeliet, vil deres bekendelse ikke være til gavn. Vinder de ikke sejr over synd, vinder synden sejr over dem. De tidsler som er blevet skåret fra, men ikke rykket op med rode, vokser hurtigt, indtil sjælen er overstrøet af dem. ret
(51) Kristus udpenslede de ting der er farlige for sjælen. Der står i Markus hvordan Han nævner denne verdens bekymringer, rigdommens blændværk, og andre tings lyster. Lukas udpensler dette livs bekymringer, rigdomme og fornøjelser. Det er det som kvæler ordet, væksten af åndelig sæd. Sjælen ophører med at trække næring fra Kristus og åndelighed dør ud af hjertet. ret
(51) “Denne verdens bekymringer.” Ingen mennesker går fri for fristelsen til verdslige bekymringer. Mod fattigdom, slid og anden nød og frygt for mangel medfører forviklinger og byrder. Den rige bliver bange for tab og en mængde ængstelige bekymringer. Mange af Kristi efterfølgere glemmer den lektie Han har påbudt os at lære fra markens blomster. De har ikke tillid til Hans stadige omsorg. Kristus kan ikke bære deres byrder, fordi de ikke kaster dem over på ham. Således skiller livets bekymringer, som burde drive dem til Frelseren for hjælp og trøst, sig i stedet fra Ham. ret
(51) Mange, som kunne være frugtbare i Guds tjeneste, bliver opsat på at skaffe sig rigdomme. De bruger alle deres kræfter på forretningsvirksomheder, og de føler de er nødt til at forsømme alt af åndelig natur. Således skiller de sig selv bort fra Gud. Vi er i skrifterne pålagt at ikke være ”Tøvende i vor iver.” Rom 12,11. Vi skal arbejde så vi kan hjælpe ham der mangler. Kristne må arbejde, de må gå i gang med forretninger, og de kan gøre dette uden at begå synd. Men mange bliver så optaget af forretninger at de ikke får tid til bøn, ikke tid til at studere Bibelen, ikke tid til at søge og tjene Gud. Til tider forlader sjælens længsel helligheden og himlen; men der er ikke tid til at vende sig fra verdens larm til Guds Ånds majestæt og autoritative ytringer. Evighedens ting sættes i anden række, verdens ting højest. Det er umuligt for ordets sæd at bære frugt; for sjælens liv overgives til ernære verdslige torne. ret
(52) Og mange som arbejder med helt andre mål, falder for lignende fejl. De arbejder for andres bedste; deres pligter er presserende, de har mange ansvar, og deres arbejde lader de fortrænge helligelsen. Samfund med Gud gennem bøn og studium af Hans ord forsømmes. De glemmer at Kristus har sagt: ”Uden mig kan I intet gøre.” Joh. 15,5. De vandrer bort fra Kristus, deres liv fyldes ikke af Hans nåde, og selvets karaktertræk åbenbares. Deres tjenestearbejde ødelægges af ønske om herredømme, og de hårde og ukærlige træk fra et ikke underdanigt hjerte. Her er en af de største hemmeligheder i det kristne arbejde. Det er derfor resultaterne ofte bliver så dårlige. ret
(52) “Rigdommens blændværk.” Kærligheden til rigdomme er en forblindende og bedragerisk magt. De som har verdslige rigdomme glemmer for ofte at det er Gud som har givet dem magt til at få velstand. De siger: ”Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom." 5. Mos. 8,17. I stedet for at være Gud taknemmelig, leder deres rigdomme til at ophøje selvet. De mister deres afhængighedsfornemmelse til Gud, og deres forpligtelse over for deres medmennesker. I stedet for at betragte velstand som bruge til Guds ære og opløfte menneskeheden, sådan ser de på det som middel til at tjene sig selv. I stedet for at udvikle Guds egenskaber hos mennesket, bruges rigdommene til at udvikle Satans egenskaber i mennesket. Ordets frø kvæles af torne. ret
(53) “Og dette livs nydelser.” Fornøjelser der kun er for at stille sig selv er farlige. Al føjelighed som bliver til vane, svækker de fysiske kræfter, som omtåger sindet, eller sløver det åndelige klarsyn, er ”kødets lyster, som fører krig mod sjælen.” 1 Peter 2,11. ret
(53) “Lyst til alt muligt.” Dette er ikke nødvendigvis syndigt i sig selv, men noget om sættes først i stedet for Guds rige. Hvad der end tiltrækker tankerne fra Gud, hvad der end drager kærligheden bort fra Kristus, er fjendskab mod sjælen.
(53) Så længe tankesindet er ungt og livskraftigt og meget modtageligt, er det meget fristende at tjene sig selv. Hvis verdslige planer virker, er man tilbøjelige til at fortsætte i den linje, som dræber samvittigheden, og forvansker den rette vurdering af hvad der er virkelig karakterudmærkelse. Når omstændighederne danner denne uvikling, vil væksten kunne ses i en retning som Guds ord forbyder. ret
(53) I denne dannende periode som børnene har i deres liv, er forældrenes ansvar meget stor. Det burde være deres studium at omgive de unge med den rette indflydelse, indflydelse som giver dem det rette syn på livet og det sande succes. I stedet for dette, gør mange forældre det til deres første mål at deres børn får verdslig fremgang. Alle deres kammerater vælges efter dette mål. Mange forældre danner deres hjem i en stor by, og introducerer deres børn for et moderigtigt samfund. De omgiver dem med en indflydelse, som opmuntrer til verdslighed og stolthed. I denne atmosfære formindskes sind og sjæl. Livets høje og ædle mål mistes af syne. Privilegiet at være Guds sønner, arvinger til evighed, byttes ud med verdslig vinding. ret
(54) Mange forældre prøver at fremme deres børns lykke ved at stille deres hang til fornøjelser. De lader dem engagere i sport, og deltage i fornøjelsesselskaber, og giver dem penge de frit kan bruge til vise sig frem og tilfredsstille sig. Jo større ønsker for fornøjelser bliver indfriet, des stærkere bliver ønskerne. Disse unges interesse optages mere og mere af fornøjelser, indtil de ser på det som det store livsmål. De danner vane for dovenskab og at føje sig selv, så at det bliver næsten umuligt for dem at blive standhaftige kristne. ret
(54) Endog menigheden, som burde være sandhedens grundpille, ansporer til egenkærlig trang til fornøjelser. Når penge rejses til religiøse formål, hvad tyer mange menigheder sig så til? Til basarer, suppeuddeling, godgørenhedsarrangementer og endog til lotterier, og sådanne påfund! Ofte vanhelliges Gudstilbedelsen ved at den viger pladsen for fest og drikkegilder; købe, sælge og tage til ægte. Respekt for Guds hus og ærbødighed for hans tilbedelse formindskes i de unges sind. De selvbeherskelsens barrierer svækkes. Der appelleres til selviskhed, appetit og kærlighed til opvisning, og dette får mere kraft, eftersom det får frit løb. ret
(54) Jagten efter fornøjelser og underholdning centrer sig om byerne. Mange forældre som vælger et byhjem til deres børn, tror at de giver dem større muligheder, vil blive skuffet, og fortryder deres frygtelige fejltagelse for sent. Byerne i dag bliver hurtigt som Sodoma og Gommora. De mange festdage opmuntrer til lediggang. Spændende sportsaktiviteter – gå i teater, til hestevæddeløb, spil, brændevinsdrikning, og drikkelag – stimulerer al lyst til intens aktivitet. De unge fejes med af populære strømme. De som lærer at elske fornøjelser for sin egen skyld, åbner floddøren for fristelser. De hengiver sig til social munterhed og tankeløs latter, og deres omgang med fornøjelseselskere har en berusende virkning på sindet. De forledes til den ene udskejelsesform efter den anden, indtil de både mister ønsket og muligheden for et nyttigt liv. Deres religiøse higen isnes; deres åndelige liv formørkes. Alle sjælens ædlere evner, alt som forbinder mennesker til den åndelige verden, bliver fornedret. ret
(55) Det er rigtigt at nogle kan se deres tåbelighed og angre. Måtte Gud tilgive dem. Men de har såret deres egne sjæle, og sat sig selv i en livslang fare. Den skarpsindigheds kraft, som altid bør være skarp og følsom til at skelne mellem rigtigt og forkert, ødelægges i stor målestok. De er ikke hurtige til at kunne se Helligåndens ledende stemme, eller skelne Satan påfund. De falder for ofte i farens stund for fristelse, og ledes bort fra Gud. Afslutning af deres fornøjelseselskende liv er fordærv i denne verden og i den kommende verden. ret
(55) Bekymringer, rigdomme fornøjelser – alt bruger Satan i sit spil med menneskesjælen. Advarslen lyder: ” Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.” 1.Joh.2,15.16 Han som læser menneskehjerterne ligesom en åben bog siger: ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer.” Luk. 21,34. Og apostelen Paulus skriver ved Helligånden: “Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den, er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” 1.Tim.6,9.10. ret
(56) Tilberedelse af såjord
I lignelsen om sædemanden, viser Kristus forskellige resultater af såningen, på grund af jorden. I alle situationer er sædemanden og sæden den samme. Når han således lærer at hvis Guds ord ikke udretter sit arbejde i vore hjerter og liv, må årsagen finde hos os selv. Men resultatet er ikke ude af vor kontrol. Ganske vidst kan vi ikke ændre os selv; men det er i vor magt at vælge, og det påhviler os at afgøre hvad vi vil blive. De der lytter som vejkanten, stengrunden og tornene behøver ikke forblive sådan. Guds Ånd forsøger altid at bryde den forblindende fortryllelse som holder mennesker hen i verdslige ting, og vil vække ønske om en uforgængelig skat. Det er når Ånden modsættes at mennesker bliver uopmærksomme på eller forsømmelige over for Guds ord. De står selv til ansvar for hjertets hårdhed, som forhindrer den gode sæd i at slå rod, og til ansvar for den onde vækst, der bremser dets udvikling. ret
(56) Hjertets have må opdyrkes. Jorden må brydes op ved dyb syndsanger. Giftig, sataniske planter må rives op med rode. Den jord, der tidligere blev overbegroet af torne, kan kun forbedres ved flittigt arbejde. Således kan det naturlige hjertes onde tendenser kun overvindes ved alvorligt arbejde i Jesu navn og styrke. Herren påbyder os ved Sin profet: ”I skal bryde ny jord og ikke så blandt tjørne.” ”I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab.” Jer. 4,3; Hos. 10,12. Dette arbejde ønsker han at udrette for os, og Han beder os om at samarbejde med Ham. ret
(57) Sædemanden har et arbejde at gøre med at berede hjerter til at modtage evangeliet. Der gives for mange prædikener i ordets forkyndergerning, og udrettes for lidt virkelig hjerte-til-hjerte-arbejde. Der er behov for personligt arbejde for sjæle der går tabt. Med en Kristus-lignende sympati bør vi komme tæt til de enkelte mennesker, og prøve at vække deres interesse for det evige livs store ting. Deres hjerter bliver ligeså hårde som den sammenkørte hovedvej, og det nytter tilsyneladende ikke noget at vise Frelseren for dem; men så længe logikken ikke rører på sig, og argumenterne ikke har kraft til at overbevise, kan Kristi kærlighed, der åbenbares ved personligt forkynderarbejde, blødgøre stenhjertet, så sandhedens frø kan få rod. ret
(57) Således har regnen noget at gøre med at frøene ikke kvæles af torn eller går til fordi jordlaget er tyndt. Ved kristenlivets begyndelse, bør enhver troende lære dette livs fundamentale principper. Han burde lære at han ikke kun frelses ved Kristi offer, men at han skal gøre Kristi liv til sit liv og Kristi karakter til sin karakter. Alle må lære at de skal bære byrder og fornægte den naturlige tilbøjelighed. Lad dem lære velsignelsen ved at arbejde for Kristus, følge Ham i selvfornægtelse, udholde hårdhed som gode soldater. Lad dem lære at stole på Hans kærlighed og kaste deres bekymringer på ham. Lad dem smage glæden ved at vinde sjæle for Ham. I kærlighed og interesse for de fortabte, vil de tabe selvet af syne. Verdens fornøjelser vil miste deres tiltrækningskraft og dets byrder der gør modløs. Sandhedens plovskær vil gøre sit arbejde. Den vil bryde den sammentrådte jordbund op. Den vil ikke blot afskære tornenes toppe, men vil rykke dem op med rode. ret
(58) I god jord
Såmanden vil ikke altid møde skuffelser. Af de frø der faldt i god jord sagde frelseren: ”Ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold.” ”Dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.” ret
(58) De der “bevarer det i et smukt og godt hjerte” som lignelsen taler om, er ikke et hjerte uden synd; for evangeliet skal forkyndes for fortabte. Kristus sagde: “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” Mark 2,17. Han som giver efter for Helligåndens overbevisning har et ærligt hjerte. Han bekender sin skyld, og føler sit behov for Guds barmhjertighed og kærlighed. Han har et oprigtigt ønske om at kende sandheden, så han kan adlyde den. Det gode hjerte er et troende hjerte, nogen der tror på Guds ord. Uden tro er det umuligt at modtage ordet. “Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.” Hebr. 11,6. ret
(59) “Dette er ham, der straks tager imod ordet med glæde.” Farisæerne på Kristi tid lukkede deres øjne så de ikke kunne se, og deres ører at de ikke kunne høre; derfor kunne sandheden ikke nå deres hjerter. De skulle lide straf for deres bevidste uvidenhed og selvbestaltede blindhed. Men Kristus lærte Sine disciple at de skulle åbne deres sind for belæring, og være parate til at tro. Han erklærede en velsignelse over dem, fordi de så og hørte det med øjnene og ørerne at man troede. ret
(59) Disse gode velfunderede tilhørere ”tog ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord.” 1 Tessaloniker 2,13. Kun han som modtager skrifterne som Guds røst, taler til ham som en sand lærer. Han skælver over ordet; for det er en virkelighed for ham! Han åbner forstående op og hans hjerte tager imod det. Disse tilhørere var Kornelius og hans venner, som sagde til apostlen Peter: ”Nu står vi så alle her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har pålagt dig.” Apg. 10,33. ret
(59) En kundskab til sandheden beror ikke så megen på forstandsmæssig styrke, som på rene hensigter, den enkle tros alvor og afhængighed. Guds engle drager nær dem, som søger efter Guddommelig vejledning, af ydmygt hjerte. Helligånden gives for at åbne sandhedens rigdomme for dem. ret
(59) De velfunderede tilhører, har hørt ordet, og bevarer det. Satan og alle hans onde agenter er ikke i stand til at drive det bort. ret
(59) Det er ikke nok at blot høre eller læse ordet. Han, som ønsker at få gavn af Skrifterne, må meditere over den sandhed, som er blevet præsenteret for ham. Han må lære sandhedsordets betydning ved alvorlig opmærksomhed og bønnelig eftertænksomhed, og drikke dybt af de hellige oraklers ånd. ret
(60) Gud påbyder os at fylde sindet med store, rene tanker. Han ønsker at vi skal meditere over Hans kærlighed og barmhjertighed, at studere Hans forunderlige værk i den store genløsningsplan. Så vil vort sandhedsbegreb blive klarere og endnu klarere. Vort ønske om hjerterenhed og om klare tanker blive højere og helligere. Den sjæl der dvæler i en ren atmosfære af rene tanker, vil forvandles ved samfund med Gud, i studiet af Skrifterne. ret
(60) “Og bærer frugt.” De som har hørt ordet, og bevarer det, vil frembringe frugter i lydighed. Guds ord, der modtages i sjælen, vil manifestere sig i Guds gerninger. Dets resultater vil som en Kristuslignende karakter og liv. Kristus sagde om sig selv: ” ”Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.” Sal 40,9. ”Jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.” Joh. 5,30. Og skriften siger: “Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også sig selv at leve sådan, som Han levede.” 1 Joh. 2,6. ret
(60) Guds ord kommer ofte i kollision med menneskers kætteri og opdyrkede karaktertræk og deres levevaner. Men det velfunderede menneske der hører, modtager ordet, accepterer alle betingelser og krav. Hans levevaner, skikke og praksis underlægges Guds ord. Med hans syn på begrænsede, fejlende menneskers bud, bliver de ubetydelige ved siden af den almægtige Guds ord. Han søger det evige liv af hele hjertet, og udelt øjemed, og han vil adlyde sandheden om det så koster tab, forfølgelse eller endog død. ret
(60) Og han frembringer frugt “med tålmodighed.” Ingen som tager imod Guds ord er fritaget for vanskeligheder og prøvelser; men når vanskelighederne kommer, bliver den sande kristne ikke hvileløs, mistroisk eller mismodig. Selvom vi ikke kan se det visselige resultat af forholdene, eller gennemskue hensigten med Guds forsyn, skal vi ikke bortlægge vor tillid. Når vi husker på Herrens nådegaver, bør vi lægge vore bekymringer på Ham, og afvente tålmodigt Hans frelse. ret
(61) Det åndelige liv styrkes ved konflikter. Gode trængsler vil udvikle en karakterstandhaftighed og dyrebare nådegaver. Troens, sagtmodighedens og kærlighedens fuldkomne frugter vil ofte bedst måles i stormfulde og mørke skyer. ret
(61) “Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn.” Jakob 5,7. Således skal den kristne vente tålmodigt på virkeliggørelsen af Guds ord i hans liv. Når vi beder for Åndens nådegaver, arbejder Gud ofte på at besvare vore bønner, ved at placere os i forhold der udvikler disse frugter; men vi forstår ikke Hans hensigter, hans underværker og bliver modløse. Alligevel kan ingen udvikle disse nådegaver uden ved at være i vækst og bære frugt. Vort arbejde er at tage imod Guds ord og holde fast i det, give os selv helt til dets kontrol, og målene vi har vil blive nået. ret
(61) “Den, der elsker mig,” sagde Kristus, ”vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Joh. 14,23. Et stærkere net vil være over os, med et fuldkomment sindelag; for vi har en levende forbindelse med den uudtømmelige kraft. Vi vil i vort guddommelige liv komme i et fanget forhold til Jesus Kristus. Vi skal ikke længere leve et almindeligt selvisk liv, men Kristus vil leve i os. Hans karakter vil genproduceres i vor natur. Således skal vi frembringe Helligåndens frugter – ”noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” ret