Kristi illustrerende lektier kapitel 20fra side252

tilbage

Vinding som er tab

(252)  Dette kapitel er baseret på Lukas 12,13-21.
Kristus var lærer, og havde som sædvanlig andre end Sine disciple samlet sig omkring Sig. Han havde talt til disciplene om de scenerier som snart ville udspille sig. De skulle udbrede de sandheder Han havde betroet dem, og de ville komme i konflikt med denne verdens herskere. De ville stævnes for retssalene for hans skyld, for myndigheder og konger. Han forsikrede dem en visdom, som ingen kunne modsige. Hans egne ord, som bevægede store skarer, og forvirrede Hans listige fjender, bevidnede den iboende Ånds kraft, som Han havde udlovet Sine efterfølgere. ret

(252)  Men der var mange som kun ønskede himlens nåde ved at tjene deres selviske formål. De genkendte Kristi forunderlige kraft med at fremlægge sandheden i et klart lys. De hørte løftet til Hans efterfølgere om visdom til at tale for magthavere og myndigheder. Vil Han ikke låne Sin kraft til deres verdslige gavn? ret

(253)  “En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.” Gud havde givet anvisninger gennem Moses, om at overføre ejendomme. Den ældste søn modtog dobbelt del af Faderens ejendom (5. Mos 21,17), medens de yngre brødre skulle dele ligeligt. Derfor mente man at hans bror bedragede ham for hans arv. Hans egne bestræbelser for at få det, som han mente var hans - var ikke nok, men hvis Kristus vil lægge sig imellem, vil det visselig få en afslutning. Han har hørt Kristi indtrængende appeller, og Hans alvorlige domme over skriftkloge og Farisæere. Hvis så bydende ord kune siges til denne bror, ville han ikke turde nægte den forurettede hans del. ret

(253)  Midt i den højtidelige belæring som Kristus gav, afslørede denne mand sit selviske temperament. Han kunne påskønne den evne fra Herren, som kunne arbejde for hans egne verdslige anliggender blev bedre; men åndelige sandheder havde ikke grebet fat i hans sind og hjerte. At få arven, var han helt optaget af. Jesus, herlighedens konge, som var rig, blev alligevel fattig for vor skyld, åbnede den guddommelige kærligheds rigdomme for ham. Helligånden gik i forbøn for ham, at blive arving til den ”ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer”. 1 Peter 1,4. De havde set beviset på Kristi kraft. Nu blev der mulighed for at tale om den store Lærer, og udtrykke det ypperligste ønske i hans hjerte. Men ligesom manden med møgriven i Bunyans lignelse, blev hans øjne rettet mod jorden. Han så ikke kronen på hans hoved. Ligesom Simon Magus, værdsatte han Guds gave som et middel til verdslig vinding ret

(253)  Frelserens mission på jorden gik hurtig mod en afslutning. Der var kun nogle få måneder tilbage, til at Han kan fuldføre hvad Han var kommet for at gøre, at oprette Sin nådes rige. Dog kunne menneskers ærgerrighed have vendt Ham fra Sit arbejde med at kæmpe for et stykke land. Men Jesus skulle ikke skilles fra Sin mission. Hans svar var: ”Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer.” ret

(254)  Jesus kunne have fortalt denne mand hvad der var det rigtige. Han kendte det rigtige i dette tilfælde, men brødrene skændtes fordi begge var begærlige. Kristus sagde i virkeligheden: Det er ikke Mit arbejde at afgøre stridigheder af den slags. Han kom hertil med et andet formål: at forkynde evangeliet, og således vække mennesker til en fornemmelse af den evige virkelighed. ret

(254)  Den måde Kristus behandlede sagen på er en lektie til alle der tjener i Hans navn. Da Han sendte de tolv ud, sagde Han: ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.” Mattæus 10,7. 8. De skulle ikke afgøre folks timelige problemer. Deres problemer var at overtale mennesker til forlig med Gud. Hermed bruger de deres kræfter på at velsigne menneskeheden. Det eneste hjælpemiddel for menneskenes synder og sorger er Kristus. Alene Hans nådes evangelium, kan udbedre onderne i det elendige samfund. Den riges uret mod den fattige, de fattiges had mod den rige, har begge deres rødder i selviskhed, og dette kan kun udryddes ved at underlægge sig Kristus. Han alene giver det nye kærlighedshjerte, for syndes selviske hjerte. Lad Kristi tjenere forkynde evangeliet med den Ånd, der sendes ned fra himlen, og arbejde som han gjorde for menneskenes gavn. Lad da disse resultater vise sig i menneskehedens velsignelse og højnelse, som slet ikke kan udrettes ved menneskelig kraft. ret

(254)  Vor Herre ramte ved roden af det som betyngede denne spørger, og siger også ved alle andre stridigheder: “Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” ret

(255)   “Og han fortalte dem en lignelse: ”Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og der vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Sådan, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.” ret

(256)  Med lignelsen om den tåbelige rige mand, viste Kristus de menneskers tåbelighed, som gør verden til deres alt. Denne mand har fået alt fra Gud. Solen har fået lov at skinne på hans land; for dets stråler falder på retfærdige og uretfærdige. Himlens regnskyl falder ned på onde og på gode. Herren lader planterne gro, og markerne giver god afgrøde. Den rige mand blev forvirret over hvad han skulle gøre med sit udbytte. Laderne var fulde og flød over, og han havde ikke plads til at lægge sin høsts overflod. Han tænkte ikke på Gud, fra hvem alle hans nådegaver var kommet. Han erkendte ikke at Gud havde gjort ham til forvalter af Sine goder, så han kan hjælpe den trængende. Han fik en salig anledning til at dele almisser ud for Gud, men han tænkte kun på at tjene hans eget behag. ret

(256)  Den rige mand blev gjort opmærksom på den fattige, forældreløse, enken, den lidende og forpintes situation; der var mange steder hvor hans gode ting kunne gives til. Han kunne let have hjulpet sig selv med en del af hans overflod, og mange hjem kunne få indfriet nogle behov, mange som var sultne kunne have fået mad, mange nøgne blive klædt, mange hjerter gjort glade, mange bønner for brød og klæder kunne besvares, en melodi af lovprisning ville have steget op til himlen. Herren havde hørt den trængendes bøn, og af Hans godhed havde han redt til for den fattige. (Salme 68,10) En overdådig indfrielse af manges mangler kunne havde gjort velsignelserne, der er givet den rige mand. Men han lukkede sit hjerte for den trængendes råb, og sagde til sine tjenere: ”Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og der vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!” ret

(257)  Denne mands mål var ikke højere end de dyr, som går til. Han levede som om der ikke var nogen Gud, ingen himmel, intet fremtidigt liv, som om alt han havde, var hans eget, og han ikke skyldte Gud eller mennesker noget. Salmisten beskrev denne rigdom, da han skrev: ”Tåberne siger ved sig selv: Gud er ikke til!” Salme 14,1. ret

(258)  Denne mand har levet og planlagt for selvet. Han ser at der er sørget overmådigt for fremtiden; der er intet til ham nu, end at samle og nyde frugterne af hans arbejde. Han betragter sig selv som bedre stillet frem for andre mennesker, og tilskriver sig selv hans kloge ledelse. Han æres af sine andre mænd i byen, som med god dømmekraft og en fremgangsrig borger. For ”man priser dig, fordi det går dig godt.” Salme 49,19. ret

(258)  Men “for denne verdens visdom er dårskab for Gud.” 1 Korinter 3,19. Når den rige mand ser frem til år i nydelse, lægger Herren helt anderledes planer. Budskabet kommer til den upålidelige forvalter: “Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig.” Her er et krav om penge som ikke kan indfris. Den velstand han har samlet sig kan ikke købe benådelse. På et øjeblik er det, som han har slidt sig til gennem hele livet, blevet værdiløst for ham. “Hvem skal så have alt det, du har samlet?” Hans store marker og velfyldte lader, går ud af hans kontrol. “Han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den.” Salme 39,7. ret

(258)  Den eneste ting som var af værdi for ham nu, havde han ikke sikret sig. Ved at leve for selvet, forkastede han den guddommelige kærlighed som flød ud i barmhjertighed mod sine medmennesker. Derved forkastede han livet. For Gud er kærlighed, og kærlighed er liv. Denne mand har valgt det jordiske frem for det åndelige, og med det jordiske må han gå bort. “Mennesker, der har rigdom, er uden forstand, de ligner dyrene, der går til grunde.” Salme 49,20. ret

(258)  “Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.” Billedet passer til enhver tid. Planlægger du kun for det selviske gode, kan du samle dig rigdomme, og du kan bygge store og høje boliger, ligesom de gamle Babylons bygmestre gjorde; men du kan ikke bygge så høj en mur eller så stærk en port så at dommens budbringere lukkes ude. Kongen Belshazzar “festede i sit palads,” og lovpriste “guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten.” Men Den usynliges hånd skrev domsordene på hans mure, og fjendtlige hæres trin kunne høres ved hans palads porte. “Samme nat blev kaldæerkongen Belshassar dræbt,” og en fremmed monark satte sig på tronen. (Daniel 5,30.) ret

(259)  At leve for selvet er fortabelse. Ærgerrighed, ønske om at hjælpe egen sag, afskærer sjælen fra livet. Det er Satans ånd at drages til selvet. Det er Kristi ånd at give, ofre selvet for andres gode. “Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans Søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet.” 1 Joh. 5,11. 12. ret

(259)  Derfor siger Han: “Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” ret

næste kapitel