Kristi illustrerende lektier kapitel 21fra side260

tilbage

“Der er lagt en dyb kløft”

(260)  Dette kapitel er baseret på Lukas 16,19-31.
I lignelsen om den rige mand og Lazarus, viser Kristus at mennesker i dette liv afgører deres evige skæbne. Under prøvetiden gives Guds nåde til enhver sjæl. Men hvis mennesker forspilder deres anledninger for at behage sig selv, afskærer de sig selv fra evigt liv. De tilstås ikke en senere prøvetid. Ved deres valg har de lagt en uovervindelig afgrund mellem dem og deres Gud. ret

(260)  Denne lignelse trækker en modsætning mellem den rige som ikke har gjort sig afhængig af Gud, og den fattige som har gjort Gud til deres afhængighed. Kristus viser at den tid kommer hvor de to klassers standpunkter vil omstødes. De som er fattige på denne verdens gode, men som stoler på Gud og er tålmodigt udholdende, vil en dag ophøjes over dem som nu har de højeste stillinger verden kan give, men som ikke har overgivet deres liv til Gud. ret

(260)  “Der var en rig mand,” sagde Kristus, ”som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord.” ret

(261)  Den rige mand tilhørte ikke den uretfærdige dommers klasse, som åbenlyst erklærede sit mishag mod Gud og mennesker. Han hævdede at være Abrahams søn. Han behandlede ikke tiggeren voldsomt eller forlangte at han skulle gå bort, fordi han så ubehagelig ud for ham. Hvis menneskehedens fattige og væmmelige størrelser kunne trøstes ved at se ham, når han kom ind ad hans porte, ville den rige mand gerne blive tilbage. Men han var selv ligeglad med sine lidende broders behov. ret

(261)  Så var der ingen hospitaler hvor der kan sørges for de syge. De lidende og trængende blev opmærksomme på dem, som Herren havde betroet velstand, så de kunne få hjælp og forståelse. Sådan er det med tiggeren og den rige mand. Lazarus havde meget brug for hjælp; for han havde ingen venner, hjem, penge eller mad. Alligevel fik han lov at forblive i den tilstand dag efter dag, medens velhavende adelsmænd havde alt hvad de behøvede. Han som havde så overvældende muligheder for at hjælpe sine medskabninger med deres lidelser, levede for sig selv, som mange gør i dag. ret

(261)  I dag er der mange tæt op ad os, som sulter, er nøgne og hjemløse. Undlader vi, at give af vore midler til disse trængende og lidende mennesker, lægger vi en skyldsbyrde på os, som vi en dag er bange for at stå sammen med. Al havesyge fordømmes som afgudsdyrkelse. Det er en forhånelse i Guds øjne at give efter for det selviske på enhver mulig måde. ret

(261)  Gud havde gjort den rige mand til forvalter af Sine midler, og det var hans pligt at følge op på sager som denne tigger havde. Befalingen gives: ”Skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” (5.Mos 6,5); og “du skal elske din næste som dig selv” (3.Mos 19,18). Den rige mand var en jøde, og han kendte til Guds bud. Men han glemte at han stod til ansvar for anvendelse af de midler de midler og evner han var blevet betroet. Herrens velsignelser påhvilede ham i overflod, men han brugte dem selvisk, til at ære sig selv, og ikke hans Skaber. I forhold til hans overflod, var han nødt til at bruge sine gaver til at opløfte menneskeheden. Dette var Herrens befaling, men den rige mand mente ikke han var forpligtet over for Gud. Han lånte penge ud, og tog renter for det han lånte; men gav ingen renter af det som Gud havde lånt ham. Han havde kundskaber og talenter, men udnyttede dem ikke. Uden at tænke over sit ansvar over for Gud, brugte han alle sine kræfter på fornøjelser. Alt som han var omgivet af, hans mange fornøjelser, hans venners ros og smiger, tjente til hans selviske nydelser. Han var så optaget af sine venners selskab at han mistede sin ansvarsfornemmelse for at samarbejde med Gud i Hans nådesforkyndelse. Han fik mulighed for at forstå Guds ord, og praktisere dets lære; men det fornøjelseselskende selskab han valgte optog hans tid at han glemte evighedens Gud. ret

(262)  Så kom der et tidspunkt hvor der skete en ændring I de to mænds tilstand. Den fattige mand led dag for dag, men han holdt tålmodigt og stille ud. I den tid døde han og blev begravet. Der var ingen til at sørge over ham; men ved hans tålmodighed under lidelserne, var han vidne for Kristus, han havde klaret sin trosprøve, og ved hans død blev det vist ham, at englene bar ham til Abrahams skød. ret

(262)  Lazarus repræsenterer den fattige lidende, der tror på Kristus. Når basunen lyder og alle i gravene hører Kristi røst og kommer frem, vil de modtage deres løn; for deres tro på Gud var ikke kun teori, men en virkelighed. ret

(263)   “Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! - råbte han, - forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.” ret

(263)  I denne lignelse mødte Kristus folket hvor de var. Mange af de der lyttede til Kristi ord, fremholdt læren om en bevidsthedstilstand mellem døden og opstandelsen. Frelseren kendte deres tanker, og Han formede Sin lignelse for at indregne vigtige sandheder, ind igennem disse forudfattede meninger. Han fremholdt et spejl for sine tilhørere hvori de kan se sig selv i deres sande forhold til Gud. Han brugte de almindelige opfattelser til at bringe den tanke Han ønskede at fremhæve for alle – at intet menneske værdsættes efter sine besiddelser; for alt hvad der tilhører ham er kun lånt af Herren. Misbrug af disse gaver vil underlægge ham det fattigste og mest forpinte menneske, som elsker Gud og stoler på Ham. ret

(263)  Kristus ønsker at Hans tilhørere skal forstå at det er umuligt for menneskene at sikre sig sjælens frelse efter døden. ”Barn,” her fremstilles Abraham som ham der svarer, ”husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde, det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.” Derved viste Kristus det håbløse i at vente på en anden prøvetid. Dette liv er det eneste tidspunkt hvor mennesket kan berede sig for evigheden. ret

(263)  Den rige mand havde ikke opgivet tanken om at han var et Abrahams barn, og i sin fortvivlelse fremstilles han som ham der beder ham om hjælp. ”Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig.” Han bad ikke til Gud, men til Abraham. Derved viste han at han satte Abraham over Gud, og at han stolede på sit forhold til Abraham for frelse. Røveren på korset sendte sin bøn til Kristus. ”Husk mig, når du kommer i dit rige,” sagde han. (Lukas 23,42.) Og svaret kom straks: Sandelig siger jeg dig i dag (da han hang på korset under ydmygelser og lidelser), du skal være med Mig i Paradiset. Men den rige mand bad til Abraham, og hans bøn blev ikke tilstået. Kristus skal ophøjes til at være “fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.” Apg 5,31. “Der er ikke frelse i nogen anden.” Apg 4,12. ret

(264)  Den rige mand tilbragte sit liv i selvbehag, og han så for sent, at han havde ikke forberedt sig for evigheden. Han erkendte sin tåbelighed, og tænkte på sine brødre, som ville fortsætte sådan som han gjorde, at leve efter eget behag. Så stillede han spørgsmålet: ”Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham [Lazarus] til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.” ”Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom én står op fra de døde.” ret

(264)  Da den rige mand anmodede om flere beviser til sine brødre, fik han klart at vide, at skulle han få dette bevis, vil de ikke blive overbevist. Hans anmodning kritiserede Gud. Det var som om den rige mand havde sagt: Havde du advaret mig mere grundigt, ville jeg ikke være her. Her vises Abraham til at svare på dette spørgsmål og siger: Dine brødre er blevet advaret tilstrækkeligt. De har fået lys, men de ville ikke se; sandheden er blevet fremstillet for dem, men de ville ikke lytte. ret

(265)  “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom én står op fra de døde.” Disse ord viste sig som sande for det jødiske folks historie. Kristi sidste og afgørende mirakel var oprejsningen af Lazarus i Betaina, efter at han var død i fire dage. Jøderne fik dette forunderlige bevis for Frelserens guddommelighed, men de forkastede det. Lazarus stod op fra de døde og frembar sit vidnesbyrd for dem, men de forhærdede deres hjerter imod alle beviser, og søgte endog at tage hans liv. (Johannes ev 12,9-11.) ret

(265)  Loven og profeterne er Guds udpegede agenter for menneskenes frelse. Kristus sagde: Lad dem lægge mærke til disse beviser. Hvis de ikke lytter til Guds røst i Hans ord, vil det ikke bemærke at der rejser sit et vidnes vidnesbyrd sig fra døde. ret

(265)  De som lægger mærke til Moses og profeterne, vil ikke forlange større lys end det Gud har givet; men hvis menneskene forkaster lyset, og ikke påskønner de anledninger de har fået tilstået, vil det ikke lykkes, hvis nogen fra de døde skulle komme til dem, med et budskab. De vil ej heller blive overbevist af dette budskab; for de som forkaster loven og profeterne forhærder deres hjerter så de vil forkaste al lys. ret

(265)  Samtalen mellem Abraham og den tidligere så rige mand var symbolsk. Lektien der samler op om dette, er at enhver har lys nok til at udføre de pligter han er pålagt. Menneskets ansvar står i forhold til hans anledninger og privilegier. Gud giver enhver lys og nåde nok til at gøre det arbejde Han har givet ham at gøre. Hvis mennesker ikke gør det som et lille lys viser, som er hans pligt, - så vil større lys blot afsløre upålidelighed, og forsømmelighed mod de velsignelser han har fået. ”Den, der er tro i det små, er også tro i det store. De, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store.” Lukas 16,10. De som nægter at blive oplyst af Moses og profeterne og beder om at få udført et forunderligt mirakel, vil ikke blive overbevist om han så fik dette. ret

(266)  Lignelsen om den rige mand og Lazarus viser hvordan de to klasser, som disse mænd respræsenterer, bliver anset i den usynlige verden. Der er ingen synd i at være rig, hvis rigdommene ikke opnås uretmæssigt. En rig man kan ikke fordømmes for at have rigdomme, men dommen hviler på ham hvis midlerne han har fået betroet, bruges på selviskhed. Han kunne langt bedre lægge sine penge ved Guds trone, og bruge dem til at gøre godt. Døden kan ikke gøre nogen fattig som bruger sit liv på at søge efter evige rigdomme. Men det menneske som samler rigdomme til sig selv, kan ikke tage noget af dette med til himlen. Han har vist sig som en upålidelig forvalter. I løbet af hans liv har han gjort gode ting, men han glemte sin forpligtelse over for Gud. Han sikrede sig ikke den himmelske skat. ret

(266)  Den rige mand, som fik så mange muligheder, fremstilles for os som én der burde opelske sine gaver, så at hans gerninger kan føre til noget stort på den anden side, har fået åndelige fremskridt ud af det. Formålet var genløsning, ikke kun at udslette synd, men at give de åndelige gaver tilbage til mennesker, der var gået tabt på grund syndes forklejnende kraft. Penge kan ikke føres videre til det næste liv, de behøves ikke der; men de gode gerninger der gøres for at vinde sjæle til Kristus, føres med til de himmelske sale. Men dem der selvisk brugte Herrens gaver på sig selv, forlod deres trængende medskabninger uden at hjælpe og gjorde intet for at fremme Guds værk i verden, de vanærer deres Skaber. Røveri mod Gud står skrevet over for deres navne i himlens bøger. ret

(267)  Den rige mand havde alle de penge han kunne skaffe sig, men han besad ikke de rigdomme, som ville give det rette regnskab hos Gud. Han levede som om alt han havde var hans eget. Han forsømte Guds kald og de lidende fattiges krav. Men til sidst kommer et kald som han ikke kan sætte til side. Med en kraft som han ikke kan betvivle eller modsætte sig, pålægges han at forlade de præmisser som han ikke længere forvalter. Den tidligere rige mand reduceres til håbløs armod. Kristi retfærdighedsklædning, vævet på himlens vævestol, kan aldrig dække ham. Han som engang bar rige purpur, de fineste linnedklæder, reduceres til nøgenhed. Hans prøvetid er til ende. Han førte intet til verden, og han kan ikke få noget ud af den. ret

(267)  Kristus opløftede forhænget og viste dette billede for præster og herskere, skriftkloge og farisæere. Se på dette, du er rig på denne verdens gods og er ikke rig over for Gud. Vil du ikke betragte dette sceneri? Det som værdsættes så højt blandt menneskene, er afsky i Guds øjne. Kristus spørger: “For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?” Markus 8,36. 37. ret

(267)  Gælder det jødiske folk
Da Kristus gav lignelsen om den rige mand og Lazarus, var der mange iblandt jøderne som var i den rige mands ynkværdige situation, der brugte af Herrens goder, til at tilfredsstille sig selv, og forbereder sig selv på at høre dommen: ”Du er vejet på vægten, og fundet for let.” Daniel 5,27. Den rige mand fik alle gode timelige og åndelige kår, men han nægtede at samarbejde med Gud, i anvendelsen af brugen gode velsignelser. Sådan var det med jødiske folk. Herren havde gjort jøderne til den hellige sandheds forvaltere. Han udpegede dem til at være Hans nådes forvaltere. Han havde givet dem alle åndelige og timelige muligheder, og han kaldte dem til at viderebringe disse velsignelser. De fik særlige instrukser om hvordan de skulle behandle deres brødre der var faldet i fordærv, fremmede inden for deres porte, og de fattigere iblandt dem. De skulle ikke prøve at få alt, til deres fordel, men huske på dem der har behov, og dele med dem. Og Gud lovede at velsigne dem efter deres kærligheds- og barmhjertighedsgerninger. Men ligesom den rige mand, rækker de ingen hjælpende hånd frem for at lette den lidende menneskeheds timelige eller åndelige fornødenheder. Fuld af stolthed, betragter de sig selv som Guds udvalgte og foretrukne folk; alligevel tjente eller tilbad de ikke Gud. De slog sig til ro at de faktisk var Abrahams børn. ”Vi er Abrahams sæd,” sagde de stolt. (Johannes 8,33.) Da kriserne kom, blev det åbenbaret at de havde skilt sig fra Gud, og sat deres lid til Abraham, som om han var Gud. ret

(268)  Kristus længes efter at lade lyset skinne ind i det jødiske folks formørkede sind. Han sagde til dem: ”Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger. Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke.” Johannes 8,39. 40. ret

(268)  Kristus så ingen dyd i afstamningen. Han lærte at åndelig forbindelse overgår al naturlig forbindelse. Jøderne hævdede at stamme fra Abraham, men undlod at gøre Abrahams gerninger, de beviste at de ikke var hans sande børn. Kun de, som selv beviser at være i åndelig harmoni med Abraham, og adlyde Guds røst, genkendes som sande efterkommere. Selvom tiggeren tilhørte det, som menneskene anså af den ringere slags, genkendte Kristus ham som én, Abraham ville tage som sin nærmeste ven. ret

(269)  Selvom den rige mand var omgivet af livets luksus, var han meget uvidende om at han satte Abraham der hvor Gud burde have været. Hvis han havde påskønnet sine ophøjede privilegier og ladet Guds Ånd forme sit sind og hjerte, ville han i det hele taget have haft en position. Således er det med det folk han repræsenterede. Hvis de havde reageret på det guddommelige kald, ville deres fremtid have været helt anderledes. De ville have udvist sand åndelig skarpsindighed. De fik midler, som Gud ville have formeret, gjort tilstrækkeligt for at velsigne og oplyse hele verden med. Men de havde skilt sig så langt fra Herrens orden, at hele deres liv var forvansket. De brugte ikke deres gaver som Guds forvaltere, i overensstemmelse med sandhed og retfærdighed. De havde ikke regnet med evigheden, og resultatet af deres upålidelighed var hele folkets ruin. ret

(269)  Kristus vidste at jøderne ville huske Hans advarsel ved Jerusalems ødelæggelse. Og sådan blev det. Da ulykken kom over Jerusalem, da sultedøden og lidelser af enhver slags kom over folket, huskede de på disse ord af Kristus, og forstod lignelsen. De havde bragt lidelserne over sig selv, ved at ikke lade deres Gudsgivne lys skinne frem over verden. ret

(269)  I de sidste dage
Ved det afsluttende sceneri af denne Jords historie, skildres i slutningen af den rige mands historie. Den rige mand hævede at være Abrahams søn, men han blev skilt fra Abraham af en utilgængelig afgrund – en forkert udviklet karakter. Abraham tjente Gud, fulgte Hans ord i tro og lydighed. Men den rige mand havde ikke Gud og den lidende menneskeheds behov i tankerne. Den store afgrund der blev dannet mellem ham og Abraham, var ulydighedens afgrund. I dag er der mange der følger samme kurs. Selvom de er menighedsmedlemmer, er de ikke omvendte. De kan tage del i menighedens gudstjeneste, de kan synge salmen, ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.” (Salme 42,2); men de bevidner falskneri. De er ikke mere retfærdige i Guds øjne, end den største synder. Den sjæl der længes efter spænding efter verdslige fornøjelser, med tanker der elsker skuespil fuldt ud, kan ikke tjene Gud. Ligesom den rige mand i lignelsen, sådanne vil disse ikke føre krig imod kødets lyster. Han længes efter at føje appetitten. Han vælger syndens atmosfære. Han rives pludseligt væk af døden, og han går ned i graven med sin karakter, af det livslange samarbejde med sataniske agenter. I graven har han ikke magt til at vælge noget, om det er godt eller ondt; for den dag et menneske dør, går hans tanker til. (Salme 146,4; Prædikeren 9,5. 6.) ret

(270)  Når Guds røst vækker den døde, vil han stå op af graven med den samme appetit og de samme lidenskaber, med den samme smag og afsmag, som han værnede om, da han levede. Gud udfører intet mirakel for at genskabe et menneske, som ikke vil genskabes, skønt han har fået alle anledninger og forsynet med alle evner. Medens han levede glædede han sig ikke ved Gud, fandt ej heller behag i Hans tjeneste. Hans karakter er ikke i harmoni med Gud, og han vil ikke blive lykkelig med den himmelske familie. ret

(270)  I dag er der en klasse i vor verden som er selvretfærdige. De er ikke grådige, de er ikke drankere, de er ikke hedninger; men de ønsker at leve for sig selv, ikke for Gud. Han er ikke i deres tanker; derfor klassificeres de med ikke-troende. Var det muligt for dem at gå ind ad Guds stads porte, ville de ikke have ret til livets træ, for lægges Guds bud frem for dem, med alle deres bindende krav, så siger de: Nej. De har ikke tjent Gud her; derfor vil de ikke tjene Ham herefter. De kunne ikke leve med Hans tilstedeværelse, og de vil føle at alle andre steder foretrækkes fremfor himlen. ret

(271)  At erfare Kristus, betyder at tage imod Hans nåde, som er Hans karakter. Men de som ikke påskønner og udnytter de dyrebare anledninger og den hellige indflydelse de får tilstået på jorden, egner sig ikke til at tage del i himlens rene hellighed. Deres karakter er ikke formet efter den guddommelige lignelse. På grund af deres egen forsømmelighed har de formet en afgrund som intet kan slå bro over. Der dannes en stor afgrund mellem dem og retfærdigheden. ret

næste kapitel