Kristi illustrerende lektier kapitel 22fra side272

tilbage

Sige det, men gøre det

(272)  Dette kapitel er baseret på Mattæus 21,23-32.
”En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: ”Den første.” ret

(272)  I bjergprædikenen sagde Kristus: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til Mig, skal komme ind i himmeriget, men kun den, der gør Min himmelske faders vilje.” Mattæus 7,21. Prøven for oprigtighed er ikke i ord, men i gerninger. Kristus siger ikke til nogen: Hvad siger I mere end andre? Men, ”hvad særligt gør I så?” Mattæus 5,47. Den fulde betydning af hans ord: “Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.” Johannes 13,17. Ord har ikke værdi, medmindre de følges op af tilsvarende gerninger. Dette er lektien i lignelsen om de to sønner. ret

(272)  Denne lignelse blev sagt ved Kristi sidste besøg i Jerusalem, før Hans død. Han havde drevet køberne og sælgerne ud af templet. Hans røst havde talt til deres hjerter med Guds kraft. Forbavset og rystet, adlød de Hans befaling, uden undskyldning eller modstand. ret

(273)  Da deres rædsel var stilnet af, fandt præsterne og de ældste, da de var vendt tilbage til templet, at Kristus helbredte de syge og dødende. De hørte glædesrøster og lovsange. I selve templet vejede de børn med palmegrene, som var blevet raske igen, og de sang hosiannasange til Davids Søn. Småbørns røst pludrede pris til den mægtige Helbreder. Alligevel var alt dette ikke nok for præsterne og de ældste til at overvinde deres fordom og jalousi. ret

(273)  Den næste dag, da Kristus lærte i templet, kom ypperstepræsterne og de ældste af folket til Ham og sagde: ”Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til det?” ret

(273)  Præsterne og de ældste fik et umiskendeligt bevis på Kristi kraft. Da han rensede templet, så de Himlens myndighed lyne fra Hans ansigt. De kunne ikke modstå den kraft som Han talte med. Med Hans forunderlige helbredelsesgerninger besvarede Han atter deres spørgsmål. Han havde bevist Sin autoritet, som ikke kunne bestrides. Men det var ikke det bevis som var ønsket. Præsterne og ældste var ivrige efter at Jesus skulle proklamere Sig selv som Messias, så de kunne misbruge Hans ord og oprøre folket imod Ham. De ønskede at ødelægge Hans indflydelse og lægge Ham i døden. ret

(273)  Jesus vidste at hvis de ikke kunne genkende Gud i Ham eller se beviserne for Hans guddommelige karakter i Ham, ville de ikke tro Hans eget vidnesbyrd, at Han var Kristus. I hans svar undgår Han det spørgsmål de håber at få igennem, og vender fordømmelsen mod dem selv. ”Jeg vil også spørge jer om en ting, og hvis I svarer Mig, så vil jeg også sige jer, med hvilken ret jeg gør dette. Johannes' dåb, hvor var den fra? Fra himlen eller fra mennesker?” ret

(274)  Præsterne og rådsherrene blev forvirrede. “De drøftede det med hinanden: Hvis vi siger: Fra himlen! vil Han spørge os: Hvorfor troede I ham da ikke? Men hvis vi siger: Fra mennesker! må vi frygte for skaren, for alle mener, at Johannes er en profet. Og de svarede Jesus: ’Vi ved det ikke.’ Da sagde Han til dem: ’Så siger Jeg her heller ikke jer, med hvilken ret Jeg gør dette.” ret

(274)  “Vi ved det ikke.” Dette svar var falsk. Men præsterne så den position de var i, og sagde imod for at dække over sig selv. Johannes Døber frembar vidner over for Ham, hvis autoritet de nu betvivlede. De pegede på ham og sagde: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd bort.” Johannes 1,29. Han havde døbt Ham, og efter dåben, da Kristus bad, åbnede himlene sig, og Guds Ånd kom som en due og hvilede over Ham, medens en røst fra himlen, kunne høres sige: ”Dette er Min Søn den elskede, i hvem jeg har velbehag.” Mattæus 3,17. ret

(274)  Da præsterne og lederne huskede hvordan Johannes gentog profetierne om Messias, huskede hvordan Jesus blev døbt, turde de ikke sige at Johannes dåb var fra himlen. Hvis de anerkende Johannes som en profet, sådan som de troede han var, hvordan kunne de så fornægte hans vidnesbyrd om at Jesus fra Nazaret var Guds Søn? Og de kunne ikke sige at Johannes Døber fra menneskene, på grund af folket, som troede Johannes var en profet. Så de sagde: ”Det kan vi ikke sige dig.” ret

(274)  Så gav Kristus lignelsen om faderen og de to sønner. Da faderen gik til den første søn og sagde: ”Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag”. Da svarede sønnen med det samme: ”Nej, jeg vil ikke!” Han nægtede at adlyde, og hengav sig til onde veje og kammerater. Men derefter angrede han, og adlød kaldet. ret

(275)  Faderen gik til den anden søn, med samme befaling: ”Gå ud og arbejd i vingården i dag.” Denne søn svarede: ”Ja, herre!” men gik ikke ud. ret

(275)  I denne lignelse repræsenter faderen Gud, vingården er menigheden. De sønner repræsenterer to klasser mennesker. Sønnen, der nægtede at adlyde befalingen, siger: ”Nej, jeg vil ikke!” repræsenterer dem der lever i åbenlys overtrædelse, som ikke bekender fromhed, som åbenlyst nægter at kommer under betvingelsens og lydighedens åg, som Guds lov pålægger. Men mange af disse angrer senere og adlyder Guds kald. Da evangeliet kom til dem i Johannes Døbers budskab, ”Omvend jer, for himmeriget er nær,” de angrede, og bekendte deres synder. (Mattæus 3,2) ret

(276)  Ved sønnen som sagde “Ja, herre!,” og ikke gik ud, blev farisæernes karakter åbenbaret. Ligesom denne søn, var de jødiske ledere forhærdede og selvtilstrækkelige. Det jødiske folks religiøse liv, var blevet et påskud. Da loven blev proklameret på Sinajs bjerg ved Guds røst, havde hele folket forpligtet sig til at adlyde. De sagde, “Ja, herre!,” men de gik ikke ud. Da Kristus kom i person for at sætte lovens principper frem for dem, forkastede de Ham. Kristus havde givet de jødiske ledere, for Sin tid, masser af beviser på Hans autoritet og guddommelige kraft, men selvom de blev overbevist, ville de ikke acceptere beviset. Kristus viste dem at de fortsatte med at ikke tro, fordi de ikke havde den ånd der leder til lydighed. Han erklærede for dem: ”I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. . . . . forgæves dyrker de Mig, for det, de lærer, er menneskebud.” Mattæus 15,6. 9. ret

(276)  I gruppen over for Kristus, stod der skriftkloge og farisærere, præster og ledere, og efter at have givet lignelsen om de to sønner, henvendte Kristus sig til Sine tilhørere og spurgte: “Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” Idet de glemte sig selv, svarede farisæerne: “Den første.” Dette sagde de, uden at indrømme at de afsagde dom over sig selv. Så fald dommen over Kristi læber: “Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.” ret

(277)  Johannes Døber kom og forkyndte sandheden, og syndere blev overbeviste og omvendte ved hans forkyndelse. De som ville komme i himmeriget før dem, disse modstod den alvorlige advarsel mod selvretfærdighed. Tolderne og skøgerne var uvidne, men disse lærte mænd kendte sandhedens vej. De nægtede at vandre på den sti, som fører til Guds paradis. Den sandhed som burde have smagt af liv for dem, blev til en smag af død. Åbenlyse syndere, som væmmes ved sig selv, havde fået dåb af Johannes hænder; men disse lærere var hyklere. Deres egne hårdnakkede hjerter, var til hinder for at modtage sandheden. De modsatte sig Guds Ånds overbevisning. De nægtede lydighed mod Guds bud. ret

(277)  Kristus sagde til dem: I kan ikke komme ind i himmeriget; men Han viste at det som forhindrede dem i at komme ind, var deres egen frembringelse. Døren var stadig åben for disse jødiske ledere; indbydelsen blev stadig rakt frem. Kristus længes efter at se dem blive overbevist og omvendt. ret

(278)  Israels præster og ældste tilbragte deres liv med religiøse ceremonier, som de betragtede som for hellig til at komme i forbindelse med verdslige forretning. Derfor blev det formodet at deres liv var helt religiøse. Men de udførte deres ceremonier så andre mennesker kunne se dem, så verden kunne anse dem som fromme og gudfrygtige. Selvom de bekender at adlyde sandheden, nægter de at være lydige mod Gud. De var ikke den sandhedens gørere, som de bekendte at være. ret

(278)  Kristus erklærede at Johannes Døber var en af de største af profeterne, og han viste Sine tilhørere at de fik beviser nok for at Johannes var budbringer fra Gud. Forkynderens ord i ørknen var kraftfulde. Han frembar sit budskab uforfærdet, dadlede præsternes og ledernes synder, og indskærpede himmerigets gerninger over for dem. Han upegede deres syndige ligegyldighed mod deres Faders autoritet over for dem, ved at afvise det arbejde de havde fået tildelt. Han gik ikke på kompromis med synd, og mange blev vendt fra deres uretfærdighed. ret

(278)  Var de jødiske lederes bekendelse ægte ville de have taget imod Johannes vidnesbyrd og accepteret Jesus som Messias. Men de vidste ikke frugterne af anger og retfærdighed. Dem som de foragtede, pressede sig ind i Guds rige før dem. ret

(278)  I lignelsen blev den søn der sagde, “Ja herre” fremstillet som trofast og lydig; men det viste sig at hans virkelige bekendelse ikke var reel. Han nærede ikke den sande kærlighed til sin far. Således pralede farisæerne af deres egen hellighed, men når det kom til stykket, blev de fundet for lette. Da det var i deres interesse at gøre sådan, gjorde de krav på at loven var meget streng; men når de selv forlangte lydighed, argumenterede de Guds forskrifters styrke bort ved listige fordrejelser. Om den erklærede Kristus: ”I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger.” Mattæus 23,3. De har ingen sand kærlighed til Gud eller mennesker. Gud kaldte dem til at være medarbejdere, sammen med Ham og velsigne verden; men skønt de bekender at tage imod kaldet, nægter de lydighed i handlingen. De stoler på sig selv, og bilder sig selv ind at de er gode; men er stik imod Guds bud. De nægtede at gøre de gerninger som Gud har givet dem, og på grund af deres overtrædelse var Herren var ved at skille Sig af med dette ulydige folk. ret

(279)  Selvretfærdighed er ikke sand retfærdighed, og de som klynger sig til den, vil overlades til at tage konsekvenserne af dette fatale bedrag. I dag er der mange der hævder at adlyde Guds bud, men de har ikke Guds kærlighed i deres hjerter til at flyde ud til andre. Kristus kalder dem til at forene sig med Ham i Hans arbejde, for at redde verden, men de er selvtilfredse ved at sige: ”Ja Herre.” Så går de ikke. De samarbejder ikke med dem, der gør Guds tjeneste. De er ledige. Ligesom den upålidelige søn, giver de falske løfter til Gud. Når de påtager sig selv menighedens højtidelige forpligtelse, har de lovet sig selv at tage imod og adlyde Guds ord, og give sig selv til Guds tjeneste, men det gør de ikke. Efter bekendelse hævder de at være Guds sønner, men i liv og karakter fornægter de dette forhold. De overgiver ikke viljen til Gud. De lever i en løgn. ret

(279)  De vil vise at de opfylder lydighedens løfte, mens dette ikke indebærer noget offer; men når der afkræves selvfornægtelse og selvopofrelse, når de ser korset blive hævet op, så trækker de sig. Således udmattes pligtfølelsen, og den bevidste overtrædelse af Guds bud bliver vane. De hører Guds ord med øret, men den åndelige bevidsthed er borte. Hjertet er forhærdet, og samvittigheden tørret ud. ret

(279)  Tro ikke at fordi I ikke udviser direkte fjendskab mod Kristus at I så gør Hans tjeneste. Derved bedrager vi os selv. Ved at holde det tilbage som Gud har givet os, at vi burde bruges i Hans tjeneste, om det så er tid, midler eller nogle af hans betroede gaver, så arbejder vi faktisk imod Ham. ret

(280)  Satan bruger bekendende kristnes uinteresserede og sovende ligegyldighed til at styrke sine kræfter og vinde sjæle til hans side. Mange, som tror at selvom de ikke gør noget virkeligt arbejde for Kristus, er de dog på Hans side, og sætter dog fjenden på forudindtaget grund og har fordel. Udlader de at være ihærdige for Mesteren, efterlader pligterne ugjort og ord der ikke er sagt, har de ladet Satan vinde kontrol over sjæle, som kunne være vundet for Kristus. ret

(280)  Vi kan aldrig frelses i dovenskab og passivitet. Der er ikke noget som en sand omvendt person, der lever et hjælpeløst og unyttigt liv. Det er ikke muligt for os at drive ind i himlen. Her kan ingen dovenkrop komme ind. Hvis vi ikke kæmper for at få adgang til himmeriget. Hvis vi ikke søger alvorligt for at forstå hvad dette vil indbefatte, egner vi os ikke til at få del i den. De som nægter at samarbejde med Gud på jorden vil ikke samarbejde med Ham i himlen. Det vil ikke være sikkert at tage dem med til himlen. ret

(280)  Der er ikke mere håb for toldere og syndere end for dem, som kender Guds ord men nægter at adlyde det. Han som ser sig selv som en synder uden noget påskud for sin synd, som ved at han fordærver sjæl, legeme og ånd for Gud, bliver urolig for at han adskilles fra himmeriget for evigt. Han der erkender sin sygelige tilstand, han søger helbredelse hos den store Læge, som har sagt: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.” Joh. 6,37. Disse sjæle kan Herren bruge som medarbejdere i Hans vingård. ret

(280)  Den søn, der for en tid nægtede at være sin faders befaling lydig, fordømte Kristus ikke; og blev heller ikke rost. Den klasse som gør som den første søn, og nægter lydighed, fortjener ingen anerkendelse for at tage dette standpunkt. Deres oprigtighed betragtes ikke som en død. Helliget ved sandhed og hellighed, vil det gøre mennesker til frimodige for Kristus; men bruges som det bliver af synderen, er det en forhånelse og trodsighed, og nærmer sig blasfemi. Det at et menneske ikke er hykler, gør ham ikke til en mindre virkelig synder. Når Helligåndens appeller kommer til hjertet, er det vor eneste sikkerhed at reagere på dem uden tøven. Når kaldet lyder: ”Gå ud i min vingård i dag,” så afvis ikke indbydelsen. ”Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde.” Hebræerne 4,7. Det er usikker grund at forhale lydigheden. Måske får du aldrig indbydelsen igen. ret

(281)  Og lad ingen bilde sig ind at de synder der gemmes på for en tid, at de let kan opgives her og der. Sådan er det ikke. Enhver synd, der gemmes på, svækker karakteren og styrker levevanen; og fysisk, mental og moralsk fordærv er resultatet. Nok kan du angre den fejl du har gjort, og sat dine fødder på de rette stier; men din tankegang og din fortrolighed med det onde, vil gøre det vanskeligt for dig at skelne mellem rigtigt og forkert. Medens der dannes forkerte vaner, vil Satan få overhånd igen og igen. ret

(281)  I med befalingen, “Gå ud og arbejd i Min vingård i dag,” kommer oprigtighedsprøven til enhver sjæl. Vil der være gerninger såvel som ord? Vil nogen bruge al den kundskab de har, og arbejde trofast og uselvisk for Vingårdsejeren? ret

(281)  Apostelen Peter instruerer os for den plan vi må arbejde efter. ”Nåde og fred være med jer,” siger han, ”i stadig rigere mål i erkendelsen af Gud og Jesus, vor Herre! Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. ret

(282)   ”Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed. 2 Peter 1,2-7. ret

(282)  Hvis du opdyrker en pålidelighed i din sjæls vingård, gør Gud dig til medarbejder sammen med Ham. Og du vil få et arbejde at udrette, ikke kun for dig selv, men for andre. Når menigheden fremstilles som vingården, lærer Kristus ikke at vi skal begrænse vor forståelse og arbejde til vore egne. Herrens vingård skal udvides. Han ønsker at den skal udbredes til alle dele af jorden. Idet vi tager imod belæring og nåde fra Gud, bør vi bibringe andre en kundskab om hvordan vi plejer de dyrebare planter. Derved kan vi udbrede Herrens vingård. Gud våger efter beviser for vor tro, kærlighed og tålmodighed. Han ser efter om vi bruger alle åndelige fordele, for at blive dygtige medarbejdere i Hans vingård på jorden, så vi kan gå ind i Guds Paradis, det Edenhjem som Adam og Eva blev udelukket fra på grund af overtrædelse. ret

(282)  Gud står med Sit folk som en fader, og Han har en faders krav på vor pålidelige tjeneste. Tænk over Kristi liv. Stå ved menneskehedens hoved, tjen Hans Fader, Han er et eksempel på hvad enhver søn bør og må være. Den lydighed som Kristus viste mod Gud, forlanges der af mennesker i dag. Han tjente sin Fader med kærlighed, med villighed og frihed. ”Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud,” erklærede han; ”din lov er i mit indre.” Sal. 40,8. Kristus regnede det ikke for noget stort offer, intet for hårdt slid, at udføre det arbejde som Han kom for at udrette. I en alder af tolv år sagde han: ” Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Lukas 2,49. Han hørte kaldet, og havde taget arbejdet op. “Min mad” sagde han, ”er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” Johannes 4,34. ret

(283)  Således skal vi tjene Gud. Han tjener kun dem som efterlever den højeste standard for lydighed. Alle som vil være Guds sønner og døtre, må bevise sig som medarbejdere sammen med Gud og Kristus og himmelske engle. Dette er enhver sjæls prøve. Af dem som nøje tjener Ham siger Herren: ”De skal være min ejendom; jeg vil skåne dem, som en far skåner den søn, der tjener ham.” Malakias 3,17. ret

(283)  Guds store mål med at udvirke Sit forsyn, er at prøve mennesker, og give dem mulighed for at udvikle karakter. Således prøver Han, om de er lydige eller ulydige mod Hans bud. Gode gerninger køber ikke Guds kærlighed, men de åbenbarer at vi besidder den kærlighed. Hvis vi overgiver viljen til Gud, skal vi ikke arbejde for at fortjene Guds kærlighed. Hans kærlighed vil modtages i sjælen som en gratis gave, og vi skal glæde os over at adlyde Hans bud af kærlighed til ham. ret

(283)  Der er kun to klasser i verden i dag, og kun to klasser vil genkendes ved dommen – de som overtræder Guds lov og de som adlyder den. Kristus giver den prøve, hvorved vor loyalitet eller illoyalitet bevises. ”Elsker I mig,” siger Han, ”så hold mine bud . . . . . . Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham. . . . . . . Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.” ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.” Johannes 14,15-24; 15,10. ret

næste kapitel