(307) Dette kapitel er baseret på Mattæus 22,1-14.
Lignelsen om bryllupsklædningen åbner en lektie for os af højeste betydning. Ved brylluppet vises foreningen mellem det menneskelige og guddommelige; bryllupsklædningen repræsenter den karakter som alle må have, som skal regnes som egnede gæster til brylluppet. ret
(307) I denne lignelse, ligesom ved det store måltid, illustreres evangeliets indbydelse, det forkastes af jødiske folk, og nådeskaldet til hedningene. Men fra deres side som afviser indbydelsen, åbner denne lignelse øjnene op for en dybere forhånelse og mere skæbnessvanger straf. Kaldet til festen er kongens indbydelse. Den kommer fra én som har fået overdraget magt til at befale. Det giver stor ære. Alligevel påskønnes æren ikke. Kongens myndighed foragtes. Når husholderens indbydelse blev betragtet ligegyldigt, mødes kongen med hån og mord. De behandlede tjenerne med foragt, behandler dem foragteligt og slår dem ihjel. ret
(307) Når husholderen ser at hans indbydelse ringeagtes, erklærer at ingen af de mænd som var indbudt bør smage hans måltid. Men for de som havde trodset kongen, blev der dekreteret mere end udelukket fra ham og hans bord. ”Kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.” ret
(308) I begge lignelser blev der arrangeret en fest med gæster, men anden gang viser at alle skal forberede sig som deltager i festen. De som ikke forbereder sig bliver stødt ud. ”Da kongen kom ind for at hilse på sine gæster,” og ”han fik dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” ret
(308) Indbydelsen til festen formidlede Kristi disciple. Vor Herre har udsendt de tolv, og derefter halvfjerds, proklamerede at Guds rige var nær, og kaldte mennesker til at angre og tro evangeliet. Men man tog sig ikke noget af kaldet. De som var indbudt til festen kom ikke. De halvfjerds blev senere udsendt til at sige: ”Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!” Dette var det budskab det jødiske folk fik efter Kristi korsfæstelse, men det folk der hævede at være Guds særlige folk forkastede det evangelium de havde fået i Helligåndens kraft. Mange gjorde dette på den mest hånlige måde. Andre var så forbitrede af frelsens offer, tilgivelsens offer for at afvise herlighedens Herre, så de angreb budskabets bærere. Der blev ”en stor forfølgelse.” Apg. 8,1. Mange, både mænd og kvinder, blev kastet i fængsel, og nogle af Herrens budbringere, som Stefanus og Jakob, blev lagt i døden. ret
(308) Således beseglede det jødiske folk deres forkastelse af Guds barmhjertighed. Resultatet blev forudsagt af Kristus i lignelsen. ”Kongen . . . sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.” Dommen blev afsagt over jøderne ved Jerusalems ødelæggelse og spredningen af folket. ret
(309) Den tredje indbydelse til festen er der hvor evangeliet gives til hedningene. Kongen sagde: “Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.” ret
(309) Kongens tjener som gik ud på hovedvejene ”samlede alle, som de fandt, både onde og gode.” Det var en blandet gruppe. Nogle af dem viste ikke egentlig virkelig agtelse for festens giver end de havde for dem der afviste kaldet. Den første indbudte klasse, kunne ikke afse noget, mente de, for at ofre noget verdsligt, for at kunne deltage i kongens festmåltid. Og blandt dem som tog imod indbydelsen, var der nogle som kun mente det ville gavne dem selv. De kom for at dele festens goder, men havde intet ønske om at ære kongen. ret
(309) Da kongen kom for at se til gæsterne, blev alles virkelige karakter afsløret. For der var fremstillet en bryllupsklædning til alle gæsterne. Denne klædning var en gave fra kongen. Ved at bære den, viste gæsterne deres respekt for festens giver. Men en mand var iklædt sine almindelige borgerlige klæder. Han nægtede at gøre den beredelse kongen have pålagt. Klædningen der var gjort ham for en stor pris, foragtede han at bære. Derved forhånede hans sin herre. Til kongens krav, ”hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” kunne han ikke svare noget. Han havde dømt sig selv. Da sagde kongen: ”Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor.” ret
(310) Kongens undersøgelse af gæsterne ved festen, viser et domsarbejde. Gæsterne ved evangeliets fest er dem, der bekender at tjene Gud, de hvis navne står skrevet i livets bog. Men ikke alle der bekender at være kristne, er sande disciple. Før den endelige løn gives, må det afgøres hvem der egner sig til at dele de retfærdiges arv. Denne afgørelse må træffes før Kristi genkomst i himlens skyer; for når Han kommer, har Han Sin løn med sig, ”for at gengælde enhver, som hans gerning er.” Åbenbaringen 22,12. Før Hans komme, så vil ethvert menneskes arbejde blive afgjort, og for enhver af Kristi efterfølgere vil lønnen blive tilmålt efter hans gerninger ret
(310) Det er medens menesker stadig bor på jorden at den undersøgende dom finder sted i himlens sale. Alle de bekendende efterfølgeres liv vil blive efterset af Gud. Alle skal undersøges efter det der står i himlens bøger, efter hans gerninger vil enhvers skæbne blive afgjort. ret
(310) Med bryllupsklædningen i lignelsen fremvises den rene og pletfrie karakter som Kristi sande efterfølgere vil besidde. Enhver menighed er det givet ”hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder” ”uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.” Åbenbaringen 19,8; Effeserne 5,27. De fine linnedklæder, siger Bibelen, “er de helliges retfærdighed.” Åbenbaringen 19,8. Det er Kristi retfærdighed, Hans egen pletfrie karakter, som gennem tro tildeles alle som tager imod Ham som deres personlige Frelser. ret
(310) Den hvide uskyldighedsklædning bar vore første forældre da Gud satte dem i hellige Eden. De levede i fuldkommen harmoni med Guds vilje. Al deres hengivenhedsstyrke blev givet til deres himmelske Fader. Et smukt og blødt lys, Guds lys, omgav det hellige par. Denne lysets klædning var et symbol på deres åndelige klædninger af himmelsk uskyldighed. Var de forblevet sande mod Gud, ville dette lys, altid fortsætte med at omgive dem. Men da synden kom ind, blev deres forbindelse med Gud skilt, og det lys som havde omgivet dem var væk. Nøgne og skamfulde, prøvede de at give de himmelske klæders plads, en sammensyning af figenblade, for at dække. ret
(311) Det er hvad Guds loves overtrædere har gjort lige siden den dag Adam og Eva blev ulydige. De syede fignblade sammen for at dække over en nøgenhed, der var kommet af overtrædelse. De havde båret deres egne opfundne klæder, ved deres egne gerninger havde de prøvet at dække over deres synder, og gøre sig selv antagelige for Gud. ret
(311) Men dette skal de aldrig gøre. Mennesker kan ikke opfinde noget der går i stedet for deres tabte uskyldighedsklæder. Ingen fignblade-klædning, ingen verdslige borger-klædning, kan de bære som sidder hos Kristus og engle ved Lammets bryllupsfest. ret
(311) Kun det dække som Kristus selv har skaffet kan få os til at være fremme i Guds nærhed. Dette dække, Hans regn retfærdighedskåbe, vil Kristus lægge på enhver angrende og troende sjæl. ”Så råder jeg dig til”, siger han, ”hos mig at købe . . . . hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses.” Åbenbaringen 3,18. ret
(311) Denne klædning som er vævet på himlens vævestol, har ikke en menneskeopfundet tråd i sig. Kristus har i Sin menneskelig udvirket en fuldkommen karakter, og denne karakter giver Han videre til os. ”Al vor retfærdighed blev som snavset tøj.” Esajas 64,5. Alt hvad vi kan gøre i os selv er besmittet af synd. Men Guds søn “blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham.” Synd defineres som ”lovbrud”. 1 Johannes 3,5. 4. Men Kristus var lydig mod alle lovens krav. Han sagde til sig selv: ”Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.” Salme 40,9. Da Jesus var på jorden, sagde Han til Sine disciple: “Jeg har holdt min Faders bud.” Johannes 15,10. Ved Hans fuldkomne lydighed har Han gjort det muligt for alle mennesker at adlyde Guds bud. Når vi underlægger os Kristus, forenes hjertet med Hans hjerte, og viljen underlægges Hans vilje, sindet bliver ét med Hans sind, tankerne kommer i fangenskab med Ham, vi lever Hans liv. Det er hvad det vil sige at iklædes Hans retfærdighedsklæder. Når da Herren ser på os, ser ikke fignbladklædningen, ikke syndens nøgenhed og deformitet, men Hans egen retfærdighedsklædning, som er fuldkommen lydighed mod Jehovas lov. ret
(312) Gæsterne ved bryllupet blev inspiceret af kongen. Kun de blev accepteret, som adlød hans krav og tog bryllupsklædningen på. Sådan er det med gæsterne ved evangeliets fest. Alle må undergå den store Konges nøje undersøgelse, og der tages kun imod dem som har taget Kristi retfærdighedsklædning på. ret
(312) Retfærdighed er at gøre det rigtige, og det er ved deres gerninger at alle vil dømmes. Vor karakter åbenbares ved hvad vi gør. Gerninger viser om troen er ægte. ret
(312) Det er ikke nok for os at tro at Jesus ikke er en bedrager, og at Bibelens religion ikke er en listig udtænkt fabel. Vi må tro at Jesu navn er det eneste navn under himlen, hvorved vi kan frelses, og alligevel kan vi ikke ved tro gøre Ham til vor personlige Frelser. Det er ikke nok at tro sandhedens teori. Det er ikke nok at bekende en tro på Kristus og få vore navne registreret i vore menighedsprotokoller. ”Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os.” ”Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud.” 1 Joh. 3,24; 1 Joh. 2,3. Det er ægte bevis på omvendelse. Hvad vi bekender, tæller det ikke noget medmindre Kristus åbenbares i retfærdighedens gerninger. ret
(314) Sandheden skal plantes i hjertet. Den skal kontrollere tankesindet og regulere følelserne. Hele karakteren må prøves med guddommelige udsagn. Enhver tøddel og prik af Guds ord må føres ind i dagliglivet. ret
(314) Han som får del i guddommelig natur vil være i harmoni med Guds store retfærdighedsstandard, Hans hellige lov. Dette er den regel som Gud måler menneskenes handlinger efter. Dette vil være karakterprøven ved dommen. ret
(314) Der er mange som hævder at loven blev ophævet ved Kristi død; men heri modsiger de Kristi egne ord: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. . . . . . Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.” Mattæus 5,17. 18. Det var for at forsone menneskets lovovertrædelse at Kristus lagde Sit liv ned. Kunne loven ændres eller sættes til side, så behøvede Kristus ikke at dø. Ved Hans liv på jorden ærede Han Guds lov. Ved Hans død stadfæstede Han den. Han gav Sit liv som et offer, ikke for at ødelægge Guds lov, ikke for at skabe en lavere standard, så at retfærdigheden kan fastholdes, så loven vises som uforanderlig, så den kan stå fast for altid. ret
(314) Satan hævdede at det var umuligt for mennesker at adlyde Guds bud; og i vor egen styrke er det sandt at vi ikke kan adlyde dem. Men Kristus kom i menneskeskikkelse, og ved Hans fuldkomne lydighed beviste Han at det menneskelige og guddommelige i kombination kan adlyde alle Guds forskrifter. ret
(314) “Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.” Joh.1,12. Denne kraft er ikke i det menneskelige redskab. Det er Guds kraft. Når en sjæl tager imod Kristus, modtager han kraft og liv til at leve for Kristus. ret
(315) Gud forlanger fuldkommenhed af Sine børn. Hans lov er en afskrift at Hans egen karakter, og det er standard for al karakter. Denne uendelige standard får alle vist, så der ikke er misforståelser om Guds folks natur, som Gud vil sammensætte Sit rige af. Kristi liv på jorden var et fuldkomment udtryk af Guds lov, og når de der hævder at være Guds børn ligner Kristus i karakter, vil de være lydige mod Guds bud. Så kan Herren stole på dem, at være det antal som skal udgøre himlens familie. Iklædt Kristi retfærdigheds herlige klædedragt, har de en plads ved Kongens festmåltid. De har ret til at slutte sig til skaren vasket med blod. ret
(315) Den mand som kom til festen uden bryllupsklædning viser manges tilstand i vor verden i dag. De bekender at være Kristne, og gør krav på evangeliets velsignelser og privilegier; alligevel føler de ikke noget behov for en karakterforvandling. De har aldrig mærket sand anger for synd. De indser ikke deres behov for Kristus eller udviser tro på Ham. De har ikke overvundet deres nedarvede eller opdyrkede tendenser for at gøre det forkerte. Alligvel tror de at de er gode nok i sig selv, og de hviler på deres egne fortjenester i stedet for at stole på Kristus. Som ordets hørere, kommer de til festmåltidet, men de har ikke taget Kristi retfærdighedsklædning på. ret
(315) Mange som kalder sig selv for Kristne er blot dødelige mennesker. De har afvist den gave, som er den eneste der gør at de kan ære Kristus, og vise Ham frem for verden. Helligåndens arbejde er et besynderligt arbejde for dem. De er ikke ordets gørere. De himmelske principper som adskiller dem som er ét med Kristus, fra dem som er ét med verden, er næsten ikke til at kunne se. Kristi bekendende efterfølgere er ikke længere et adskilt og særligt folk. Skillelinjen er utydeligt. Folk underlægger sig selv under verden, dets praksis, dets skikke, dets selviskhed. Kirken er gået over til verden, ved at overtræde loven, skønt verden burde være gået over til kirken, som lydighed mod loven. Kirken omvendes dagligt til verden. ret
(316) Alle disse forventer at blive frelst ved Kristi død, skønt de nægter at leve Hans selvopofrende liv. De priser frit nådegavers rigdomme til skyerne, og prøver at dække over sig selv med et udseende af retfærdighed, håber at skjule deres karaktermangler; men deres arbejde vil ikke nytte noget på Guds dag. ret
(316) Kristi retfærdighed vil ikke dække over en gemt synd. Et menneske kan være lovbryder i hjertet; hvis han alligevel ikke begår nogen ydre overtrædelser, kan verden betragte ham som meget retskaffen. Men Guds lov ser i hjertets hemmeligheder. Alle handlinger dømmes efter de motiver hjertet anspores af. Kun det som er i samklang med Guds lovs principper vil kunne stå i dommen. ret
(316) Gud er kærlighed. Han har vist at kærlighed er en gave fra Kristus. Når ”Han der gav Sin enbårne Søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men få evigt liv,” holdt Han intet tilbage fra Sin indkøbte ejendom. (Joh. 3,16.) Han gav hele himlen, som vi får styrke og livskraft fra, så vi ikke stødes bort eller overvindes af vor store fjende. Men Guds kærlighed leder Ham ikke til at undskylde synd. Han undskyldte den ikke hos Satan, Han undskyldte den ikke hos Adam eller hos Kain, Han vil heller ikke undskylde den hos nogen andre af menneskebørnene. Han vil ikke se igennem fingre med vore synder eller overse vore karaktermangler. Han forventer at vi vinder sejr i Hans navn. ret
(316) De som forkaster Kristi retfærdighedsgave forkaster de karakteregenskaber som skal gøre dem til Guds sønner og døtre. De forkaster det som kun udruster dem til en plads ved bryllupsmåltidet. ret
(317) I lignelsen hvor kongen spørger: “Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” sagde manden ikke noget. Sådan vil det også være ved den store domsdag. Nu kan mennesker undskylde deres karaktermangler, men på den dag vil de ikke kunne undskylde. ret
(317) Kristi bekendende menigheder i denne slægt er ophøjet til det højeste privilegier. Herren har åbenbaret et altid voksende lys for os. Vore privilegier er langt større end Guds gamle folks muligheder var. Vi har ikke kun fået overdraget stort lys til Israel, men vi har større beviser for den store frelse vi har fået købt, gennem Kristus. Det som var forbillede og symbol for jøderne er virkelighed for os. De havde det gamle testamentes historie; vi har denne og også det Nye Testamente. Vi har en Frelsers forsikring som er kommet, en Frelser som er blevet korsfæstet, som er opstået, og har proklameret over Josefs lejede grav: ”Jeg er opstandelsen og livet.” Med vor kundskab til Kristus og Hans kærlighed, sættes Guds rige midt i blandt os. Kristus er åbenbaret for os i prædikener og synges for os i sange. Det åndelige festmåltid bringe for os i rig overflod. Bryllupsklædningen er tilberedt for en uendelig pris, er gratis for enhver sjæl. Kristi retfærdighed, retfærdiggørelse ved tro, Guds ords overmådelige og dyrebare løfter overbringes til os af Guds budbringere, - fri adgang til Faderen ved Kristus, Åndens Trøstermand, den velfunderede forsikring for evigt liv i Guds rige. Hvad kunne Gud gøre mere for os, end Han gjorde ved at arrangere dette store måltid, det himmelske festmåltid? ret
(318) I himlen siges der ved tjenende engle: Det embede som vi er blevet hvervet til at udføre har vi gjort. Vi har presset hæren af onde engle tilbage. Vi sendte klarhed og lys ind i menneskesjæle, opildnede deres erindring om Guds kærlighed udtrykt i Jesus. Vi tiltrak deres øjne til Kristi kors. Deres hjerter blev dybt bevæget af en fornemmelse af synd, som korsfæstede Guds Søn. De blev overbeviste. De så de skridt der blev taget for overbevisningen; de mærkede evangeliets kraft; deres hjerter blev bløde, da de så Guds liflighed og kærlighed. De beskuede skønheden i Kristi karakter. Men for mange er det helt forgæves. De vil ikke overgive deres egne vaner og karakter. De ville ikke tage jordens klædninger af, for at blive iklædt himlens klædning. Deres hjerter blev hengivet i begærlighed. De elskede verdens forbindelser højere end de elskede deres Gud. ret
(318) Dagen for den endelige beslutning vil blive alvorlig. I det profetiske syn beskriver apostlen Johannes det således: ”Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne.” Åbenbaringen 20,11. 12. ret
(318) Den dag hvor mennesker står ansigt til ansigt med evigheden, vil de få et sørgeligt tilbageblik. Hele livet vil vise sig præcis som det har været. Verdens fornøjelser, rigdomme og ære vil ikke anses så vigtige. Mennesker vil se at kun den retfærdighed, som de foragtede, har værdi. De vil se at de har formet deres karakter under Satans bedrageriske forlokkelser. De klæder de har valgt er kendetegn for deres alliance med den første store frafaldne. Så vil de se resultaterne af deres valg. De vil få kundskab om, hvad det vil sige at overtræde Guds bud. ret
(319) Der vil ikke være nogen fremtidig prøvetid, at berede evigheden med. Det er i dette liv at vi skal tage Kristi retfærdighedsklædninger på. Det er vor eneste anledning til at forme karakter for det hjem, som Kristus har gjort rede for dem, der adlyder Hans bud. ret
(319) Dagene for vor prøvetid slutter snart. Enden er nær. Denne advarsel kommer: ”Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer.” Lukas 21,34. Pas på at den ikke kommer uventet for jer. Tag i agt for at du ikke findes uden bryllupsklædning ved kongens fest. ret
(319) “Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.” “Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam.” Mattæus 24,44; Åbenbaringen 16,15. ret