(325) Dette kapitel er baseret på Mattæus 25,13-30.
Kristus havde på Oliebjerget talt til Sine disciple om Sin genkomst til verden. Han havde udspecificeret de tegn der ville vise sig, når Hans komme var nær, og påbudt Sine disciple at våge og være rede. Han gentog atter advarslen, ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen, hvor Menneskesønnen kommer.” Da viste han hvad det vil sige at våge for Hans komme. Tiden skal ikke bruges på at vente lediggang, men på ihærdigt arbejde. Denne lektie lærte Han med lignelsen om talenterne. ret
(325) ”Himmeriget er som med en mand,” sagde Han ”der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han.“ ret
(325) Manden der rejste til et fjerntliggende land repræsenterer Kristus, som, når han kommer med den lignelse, snart skulle forlade denne Jord for at tage til Himlen. Lignelsens trælle eller slaver repræsenterer Kristi efterfølgere. Vi tilhører ikke os selv. ”For I blev købt dyrt” (1. kor 6,20), ”Det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, . . . . men med Kristi dyrebare blod.” (1 Peter 1,18. 19); “For alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.” (2 Korinter 5,15). ret
(326) Alle mennesker er blevet købt for denne uendelige pris. Ved at udgyde hele himlens skat i denne verden, ved at give os hele himlen, i Kristus, har Gud købt ethvert menneskes vilje, hengivenhed, sind og sjæl. Uanset om man er troende eller ikke-troende er alle mennesker Herrens ejendom. Alle kaldes til at gøre tjeneste for Ham, og for den måde som, de imødekommer dette krav på, vil alle blive pålagt at aflægge regnskab på den store domsdag. ret
(326) Men alle genkender ikke Guds krav. Det er dem der bekender at acceptere Kristi tjeneste, som fremstilles i lignelsen som Hans egne tjenere. ret
(326) Kristi efterfølgere er blevet genløst til tjeneste. Vor Herre lærer at det sande livsmål er forkyndertjeneste. Kristus selv var en medarbejder, og alle Hans efterfølgere giver han tjenesten lov – tjen Gud og deres medmennesker. Her har Kristus vist verden et højere begreb om livet end de nogensinde har kendt til. Lever man for at tjene andre, kommer mennesker i forbindelse med Kristus. Tjenestens lov bliver den forbindende kæde, som binder os til Gud og til vore medmennesker. ret
(326) Kristus overdrager Sine gode ting til Sine tjenere – noget der skal bruges for Ham. Han giver ”enhver sin gerning”. Hvert sted har sin plads i himlens evige plan. Alle skal arbejde sammen med Kristus for at frelse sjæle. Stedet i de himmelske boliger kan ikke beredes mere sikkert end det særlige sted på jorden, hvor vi skal arbejde for Gud. ret
(327) Helligåndens gaver
De talenter Kristus har betroet Sin menighed repræsenterer særlig de gaver Helligånden har viderebragt. "Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil." 1 Korinter 12,8-11. Alle mennesker får ikke de samme gaver, men enhver der tjener Mesteren, får udlovet nogle af Åndens gaver. ret
(327) Før Han forlod Sine disciple, “blæste han ånde i dem og sagde: Modtag Helligånden!” Johannes 20,22. Og han sagde, “Se, jeg sender det, min fader har lovet jer.” Lukas 24,49. Men ikke før efter himmelfarten, blev gaven modtaget i dets fylde. Ikke ved tro og bøn havde disciplene overgivet sig selv helt, for Hans arbejde var den modtagne Ånds udgydelse. Således blev himlens goder overdraget Kristi efterfølgere i en særlig forstand. ”Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene.” Efeserne 4,8. “Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus,” Ånden “der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.” Efeserne 4,7; 1 Korinterne 12,11. Gaverne er allerede vore i Kristus, men i deres aktuelle besiddelse beror det på om vi tager imod Guds ånd. ret
(328) Åndens løfte påskønnes ikke som det burde. Dets opfyldelse erkendes ikke som det burde. Det er Åndens fravær som gør evangelieforkyndelsen mat. Man må have lærdom, talenter, veltalenhed og alle naturlige eller tillærte begavelser; men uden Guds Ånds nærvær, vil intet hjerte blive berørt, ingen synder vil vindes til Kristus. Hvis de på den anden side er forbundet med Kristus, hvis Åndens gaver er deres, vil den fattigste og mest uvidne af Hans disciple få en kraft som tæller på hjerterne. Gud gør dem til kanaler der udvirker den højeste indflydelse i universet. ret
(328) Andre talenter
Åndens særlige gaver er ikke kun de talenter der vises i lignelsen. Det omfatter alle gaver og evner, om det er oprindelige eller tillagte, naturlige eller åndelige. Alle skal beskæftiges i Kristi tjeneste. For at blive Hans disciple, skal vi overgive os selv til Ham, med alt hvad vi er og har. Disse gaver giver han renset og forædlet tilbage til os, for at de skal bruges til Hans ære til velsignelse for vore medmennesker. ret
(328) Gud har givet ethvert menneske “efter sine forskellige evner.” Talenterne skal ikke tilmåles efter luner. Han som har evner til at bruge fem talenter, får fem. Han som kun kan udnytte to, får to. Han som kun kan bruge én klogt, han får én. Ingen skal beklage sig over at de ikke har fået større gaver; for Han som har fået enhver mand, æres lige meget med det som han får, hvadenten om det er stort eller småt. Han som har fået betroet fem talenter, er blevet betroet at udnytte fem; han som bare har én, forbedrer den ene. Gud forventer at talentet ”påskønnes i forhold til, hvad man evner, ikke i forhold til, hvad man ikke evner.” 2 Korinter 8,12. ret
(329) I lignelsen modtog han som havde “der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han, med de to talenter, to til.” ret
(329) Uanset hvor få, skal talenterne bruges. Spørgsmålet som angår os er ikke: ”Hvor meget har jeg fået? men, Hvad gør jeg med det som jeg har? Udviklingen af alle vore kræfter er den fremmeste pligt vi skylder Gud og vore medmennesker. Ingen som ikke vokser til dagligdagens formåen og nytte, opfylder livets mål. Ved at bekende sin tro på Kristus, lover vi os selv at blive alt som er muligt for os at blive som arbejdere for Mesteren, og vi bør opdyrke alle evner til højeste fuldkommenhedsgrad, så vi kan gøre det allerbedste som vi overhovedet kan. ret
(330) Herren har et stort arbejde at gøre, og Han vil testamentere det meste i det fremtidige liv til dem, som gør den mest pålidelige, og velvillige tjeneste i nuværende liv. Herren vælger Sine egne agenter, og Han giver dem, hver dag under forskellige omstændigheder, en prøvelse i Hans handleplan. For hver helhjertet bestræbelse i Hans plan, vælger Han ikke sine agenter, kun fordi de er perfekte, men ved en forbindelse med Ham, kan de opnå fuldkommenhed. ret
(330) Gud vil kun acceptere dem som er opsat på at stræbe højt. Han forpligter alle menneskeagenter til at gøre sit bedste. Alle pålægges moralsk fuldkommenhed. Vi bør aldrig fornedre retfærdighedens standard for at huse nedarvede eller opdyrkede tendenser til at gøre forkert. Vi må forstå at denne karakterufuldkommenhed er synd. Alle retfærdige karakteregenskaber, der bor i Gud som en fuldkommen og harmonisk helhed, og enhver som tager imod Kristus som en personlig Frelser, har ret til at besidde disse egenskaber ret
(330) Og de som vil være medarbejdere sammen med Gud, må kæmpe for fuldkommenhed i alle kroppens organer og sindets egenskaber. Sand uddannelse er at berede de fysiske, mentale og moralske kræfter til at udføre alle pligter; det er oplæring af krop, ind og sjæl til guddommelig tjeneste. Det er en uddannelse som vil vare ud i evigt liv. ret
(330) Herren kræver livskraftig vækst og duelighed i alle linjer af enhver kristen. Kristus har betalt os vor løn, endog med Hans eget blod og lidelse, for at vi giver vor villige tjeneste. Han kom til vor verden for at give os et eksempel på hvordan vi skal arbejde, og hvilken ånd vi har med i vort arbejde. Han ønsker at vi skal studere hvordan vi bedst fremmer Hans arbejde og forherliger Hans navn i verden, krones med den ære, med den største kærlighed og helligelse, den Fader med ære som ”elskede verden således, at Han gav Sin enbårne Søn, at enhver der tror på Ham ikke skal gå tabt, men få evigt liv.” Johannes 3,16. ret
(331) Men Kristus har ikke forsikret os, at det er en let sag at opnå karakterfuldkommenhed. En ædel alsidig karakter arves ikke. Den kommer ikke til os ved et uheld. En ædel karakter fortjenes ved personligt arbejde gennem Kristi fortjenester og nåde. Gud giver talenterne, sindets kræfter; vi former karakteren. Den formes ved hårde, vedvarende kampe med selvet. Konflikt efter konflikt må belønnes mod nedarvede tendenser. Vi skal kritisere os selv nøje, og ikke lade nogen ugunstige karaktertræk forblive uudrettet. ret
(331) Lad ingen sige, jeg kan ikke afhjælpe mine karaktermangler. Hvis du kommer til denne beslutning, vil du visselig undlade at få evigt liv. Umuligheden ligger i din egen vilje. Hvis du ikke vil, så kan du ikke vinde sejr. De virkelige vanskeligheder rejser sig fra et uhelligt hjertes fordærv, og en uvillighed til at underlægge sig Guds kontrol. ret
(331) Mange som Gud har kvalificeret til at gøre et fremragende arbejde, de udretter meget lidt, fordi de prøver ganske lidt. Tusindvis går gennem livet, som om de ikke havde noget bestemt formål med at leve, ingen standard at nå. Disse vil få en løn der passer til deres gerninger. ret
(331) Husk på at du aldrig vil nå højere standarder end du selv sætter. Sæt da dit mærke højt, og stig op trin for trin ad hele fremskridtets stige, også selvom det kan være smertefuldt, ved selvfornægtelse og opofrelse. Lad intet forhindre dig. Skæbnen har ikke vævet sine masker mere fast omkring et menneske, så han forbliver hjælpeløs og i usikkerhed. Modsatrettede omstændigheder vil skabe en fast beslutsomhed for at overvinde dem. Nedbrydes der en barriere, vil det give større evner og mod til at fortsætte. Pres målrettet på i den rigtige retning, og omstændighederne vil hjælpe dig, ikke forhindre dig. ret
(332) Vær ambitiøs, for Mesterens skyld, med at opelske al ynde af karakter. Du skal behage Gud i alle faser af din karakteropbygning. Dette må du gøre; for Enok behagede Ham, selvom han levede i en fordærvet tid. Og der er folk som Enok i vor tid. ret
(332) Stå ligesom Daniel, den pålidelige statsmand, en mand som ingen fristelser kunne fordærve. Skuf Ham ikke, som elskede dig, at Han gav Sit eget liv for at ophæve dine synder. Han siger: ”Uden Mig kan I intet gøre.” Johannes 15,5. Husk dette. Har du gjort nogle fejltagelser, du har visselig vundet sejr, hvis du ser disse mirakler, og ser dem som advarselsmærker. Derved vender du nederlag til sejr, skuffer fjenden og ærer din Genløser. ret
(332) En karakter der dannes efter den guddommelige lighed, er kun den skat vi kan tage fra denne verden til den næste. De som er under Kristi instruktion i denne verden, vil tage alle de guddommelige færdigheder med sig til de himmelske boliger. Og i himlen forbedrer vi os hele tiden. Hvor vigtigt er det da ikke at karakteren udvikles i dette liv. ret
(332) De himmelske intelligensvæsener vil arbejde med menneskeagenter der, i oprigtig tro søger den karakterfuldkommenhed, som vil føre til fuldkommenhed i handlinger. Kristus siger til enhver der går ind i dette værk: Jeg er ved den højre hånd for at hjælpe dig. ret
(333) Når menneskets vilje samarbejder med Guds vilje, vil det blive almægtigt. Hvad der end bliver gjort på Hans befaling, må udrettes i Hans styrke. Alle Hans befalinger er styrke til at handle. ret
(333) Mentale evner
Gud forlanger at de mentale evner optrænes. Han udtænker at Hans tjenere skal have mere intelligens og klarere dømmekraft end den verdslige, og Han er utilfreds med dem, som er for skødesløse eller for passive til at blive dygtige, velinformerede medarbejdere. Herren påbyder os at elske Ham af hele hjertet, og med hele sjælen, og med al styrke, og af hele tankesindet. Han pålægger os en pligt at udvikle forstanden til yderste kapacitet, så vi med hele tankesindet kan kende og elske Skaberen. ret
(333) Hvis forstanden kommer under Hans Ånds kontrol, vil den opdyrkes mere grundigt, og kan bruges mere effektivt til Guds tjeneste. Det uuddannede menneske som helliger sig til Gud og som længes efter at velsigne andre, kan og bliver brugt af Herren i Hans tjeneste. Men de som, i den samme helligelsens ånd, har fået hjælp af en grundig uddannelse, og kan gøre meget mere omfattende arbejde for Kristus. De står på fordelagtig grund. ret
(333) Herren ønsker at vi skal få den uddannelse vi har mulighed for, med henblik på at bibringe andre vor kundskab. Ingen kan vide hvor eller hvordan de kaldes til at arbejde eller tale for Gud. Vor himmelske Fader ser kun på, hvad Han kan gøre ud fra mennesker. Der er muligheder for os, som vor svage tro ikke ser. Vore tankesind bør oplæres, så vi kan, om det er nødvendigt, fremføre Hans ords sandheder for de højeste jordiske myndigheder, på en sådan måde at Hans navn æres. Vi bør ikke lade en eneste anledning gå os forbi, for at udruste os forstandsmæssigt til Guds arbejde. ret
(334) Lad den unge som behøver uddannelse, gå målrettet i gang med den, for at få uddannelsen. Vent ikke på en opåbning; åben selv op. Grib fat i enhver lille vej, når den kommer. Udvis sparsommelighed. Brug ikke dine midler på at stille appetitten, eller søge fornøjelser. Vær opsat på at blive en nyttig og effektiv arbejder, sådan som Gud kalder dig til at blive. Vær grundig og trofast med hvad du end påtager dig. Opdriv enhver mulighed du har, for at styrke forstanden. Lad bogstudier kombineres med nyttigt manuelt arbejde, og sikre dig visdommen ovenfra ved pålidelige bestræbelser, årvågenhed og bøn. Dette vil give dig en alsidig uddannelse. Således vil du vokse i karakter, og få en indflydelse over andre mennesker, så du kan lede dem ind på retskaffenhedens og hellighedens sti. ret
(334) Langt mere kan udrettes i selvuddannelsens arbejde, hvis vi er klar over vore egne anledninger og privilegier. Sand uddannelse betyder mere end skolerne kan give. Selvom videnskabsstudier ikke skal forsømmes, opnås der en højere oplæring ved en livsvigtig forbindelse med Gud. Lad alle studerende tage sin Bibel og sætte sig i samfund med den store Lærer. Lad sindet blive oplært og disciplineres til at bryde med de store problemer, med at finde guddommelig sandhed. ret
(334) De som hungrer efter kundskab, så de kan velsigne deres medmennesker, vil selv få velsignelser fra Gud. Gennem Hans ords studium, vil deres mentale kræfter vækkes til alvorlig aktivitet. Evnerne vil udfolde sig og udvikle sig, og sindet vil få kraft og blive arbejdsdygtigt. ret
(335) Enhver må praktisere selvdisciplin, som vil være en medarbejder for Gud. Dette vil udrette mere end veltalenhed eller de mest strålende talenter. Et almindeligt tankesind vil udrette mere og højere arbejde, når det er veldisciplineret, end det mest uddannede tankesind og de største talenter der ikke har selvkontrol. ret
(335) Tale
Talens kraft er et talent som bør opelskes flittigt. Af alle de gaver vi har fået fra Gud, er ingen i stand til at være til større velsignelse end dette. Den stemme vi overbeviser og overtaler med, med dem sender vi bønner og pris til Gud, og vi fortæller andre om Genløserens kærlighed med stemmen. Hvor vigtigt er det da, at den optrænes til at gøre det mest effektive gode. ret
(335) Forfremmelse og den rette brug af stemmen forsømmes meget, også af intelligente og kristent aktive personer. Der er mange som læser eller taler så lavt eller så hurtigt at de ikke er særlig nemme at forstå. Nogle har en uklar og udtydelig udtale; andre taler med høje, skarpe og skærende tonefald, som er så pinlig for tilhørerne. Tekster, salmer og rapporter og andre blade der præsenteres for offentlige forsamlinger, læses sådan op at de ikke kan forstås, ofte så deres kraft og indtryk bliver ødelagt. ret
(335) Dette er et onde som kan og bør rettes op. Bibelen giver instrukser på dette punkt. Om levitterne som læste Skrifterne for folk på Ezras tid, siges der: "De læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst." Nehemias 8,8. ret
(335) Ved ihærdigt arbejde kan alle få kraft til at læse tydeligt, og tale med en fuld, klar og fyldig tone, på en tydelig og udtrykkelig måde. Gør vi dette, kan vi øge vor effektivitet som medarbejdere for Kristus. ret
(336) Enhver kristen kaldes til at gøre Kristi uransagelige rigdomme kendt for andre; derfor bør han søge fuldkommenhed i tale. Han bør bringe Guds ord på en måde som vil anbefale det, over for tilhørerne. Gud udtænker ikke at Hans menneskelige kanaler skal være klodsede. Det er ikke Hans vilje, at mennesker skal forklejne eller nedgøre de himmelske strømme der flyder gennem ham ud til verden. ret
(336) Vi bør se på Jesus, og det fuldkomne mønster; vi bør bede om Helligåndens hjælp, og vi bør arbejde i Hans styrke på at oplære alle organer til fuldkomment arbejde. ret
(336) Dette gælder særligt dem som kaldes til offentligt arbejde. Enhver prædikant og taler bør lægge på sinde at han giver folk et budskab, som har evige interesser i sig. Den udtalte sandhed vil dømme dem på den store dag med det endelige regnskab. Og for nogle sjæle vil metoden, budskabet bringes på, være afgørende for, om det antages eller forkastes. Lad da ordet blive talt, så det vil appellere til forståelsen og gøre indtryk i hjertet. Det bør siges langsomt, tydeligt og højtidelig, dog med al den alvor, som vigtigheden påkræver. ret
(336) Den rette kultur og brug af talens kræfter har med alle linjer, af det kristne arbejde, at gøre; det går ind i hjemmelivet, og i al vor omgang med hinanden. Vi bør vænne os til at tale med behageligt tonefald, og bruge et korrekt sprog, og ord som er venlige og pæne. Liflige og venlige ord er som dug og blid regn på sjælen. Skrifterne siger om Kristus at nåde blev indgydt i hans læber så Han ”med sine ord kan hjælpe den trætte.” Salme 45,2; Esajas 50,4. Og Herren påbyder os, “Jeres tale skal altid være venlig” (Kolossenserne 4,6) “så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.” (Efeserne 4,29). ret
(337) Prøver vi at rette eller reformere andre, må vi være forsigtige med vore ord. De vil være en smag af liv til liv, eller af død til død. Når vi irettesætter eller rådgiver, vil mange hengive sig i skarp og hård tale, der ikke egner sig til at helne en såret sjæl. Disse ukloge udtryk tærer på humøret, og de fejlende oprøres ofte til oprør. Alle, som forsvarer sandhedens principper, behøver den himmelske kærlighedsolie. Irettesættelse bør under alle omstændighed der siges i kærlighed. Så vil vore ord reformere, og ikke forbitre. Kristus vil med Sin Helligånd supplere kraft og styrke. Det er hans værk. ret
(337) Ikke et eneste ord skal siges ubetænksomt. Ingen ond tale, ingen letsindig snak, ingen irriterende beklagelser eller urene antydninger, vil gå af hans læber, der følger Kristus. Apostlen Paulus, skriver ved Helligånden, og siger: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund”. Efeserne 4,29. En fordærvet samtale betyder ikke kun nedrige ord. Det betyder et udtryk der går imod hellige principper, og en ren og ubesmittet religion. Det inkluderer urene hentydninger og dækker over onde antydninger. Bliver dette ikke stoppet straks, vil dette lede til stor synd. ret
(337) For hver familie, hver enkelt Kristen, er det en pålagt pligt at bane vej imod fordærvet tale. Når dem i gruppen giver efter for tåbelig tale, er det vor pligt at ændre samtaleemnet, hvor det er muligt. Ved hjælp af Guds nåde bør vi stille lægge ord ind, eller indføre et emne, som vil vende samtalen til en udbytterig kanal. ret
(337) Det er forældrenes arbejde at oplære deres børn med rigtige talevaner. Den allerbedste skole for denne kultur er i hjemmelivet. Fra de første år af, bør børn lære at tale respektfuldt og elskeligt til deres forældre og til andre. De bør lære at kun venlige, sande og rene ord må gå ud af deres læber. Lad forældrene selv være daglige elever i Kristi skole. Så kan de ved forskrift og eksempel lære deres børns ”tale skal være sund og uangribelig.” Titus 2,8. Dette er et af de største og mest ansvarsbetyngede pligter. ret
(338) Som Kristi efterfølgere skal vi lægge vore ord så det er til hjælp og opmuntring for hinanden i kristenlivet. Vi må tale om de dyrebare ting i vor erfaring, langt mere end vi gør. Vi bør tale elskeligt om Guds barmhjertighed og kærlige venlighed, om de uforlignelige dybder i Frelserens kærlighed. Vore ord bør være rosende og taknemmelige ord. Hvis sind og hjerte er fuld af Guds kærlighed, vil dette åbenbares i samtalen. Det vil ikke være en vanskelig sag at viderebringe det som kommer ind i vort åndelige liv. Store tanker, ædel stræben, klare begreber om sandhed, uselviske hensigter, længsel efter renhed og hellighed, vil bære frugt i ordene som åbenbarer hjerteforrådets karakter. Når Kristus således åbenbares i vor tale, vil det få kraft til at vinde sjæle til Ham. ret
(338) Vi vil tale om Kristus til dem som ikke kender Ham. Vi vil gøre ligesom Kristus gjorde. Hvor Han end var, i synagogen, på vejsiden, i båden der var et lille stykke fra land, ved farisæerens fest eller ved tolderesns bord, så fortalte Han nyheder til mennesker der angår det højere liv. Naturens ting, hverdagslivets hændelser, forbandt han med sandhedens ord. Hans tilhøreres hjerter blev draget til Han; for han helbredte deres syge, havde trøstet deres sørgende, og havde taget deres børn i Sine arme og velsignet dem. Når Han åbnede Sine læber for at tale, blev deres opmærksomhed fængslet ved ham, og for nogle sjæle var alle ord som en smag af liv til liv. ret
(339) Således bør det være med os. Hvor vi end er, bør vi våge efter anledninger til at fortælle om Frelseren over for andre. Hvis vi følger Kristi eksempel og gør godt, vil hjerterne åbne sig for os, ligesom de gjorde for Ham. Ikke brat og pludseligt, men med en taktsomhed født af guddommelig kærlighed, kan vi fortælle om Ham der er ”ypperst blandt titusinder” og hvor ”alt ved Ham er dejligt.” Højsangen 5,10.16. Dette er det allerhøjeste arbejde hvori vi kan bruge talens talent. Det blev givet os at vi må overbringe Kristus som den synds-tilgivende Frelser. ret
(339) Indflydelse
Kristi liv påvirker altid vidt omkring, og uden grænser, en indflydelse som bandt Ham til Gud og til hele menneskeslægten. Gennem Kristus, har Gud givet mennesker en indflydelse som gør det umuligt for dem at leve for sig selv. Vi er hverisær forbundet med vore medmennesker, en del af Guds store helhed, og vi står under gensidig forpligtelse. Ingen kan være uafhængige af sine medmennesker; for enhvers velbefindende påvirker andre. Det er Guds formål at enhver skal føle at andres velbefindende er nødvendigt, og søge at fremelske deres lykke. ret
(339) Enhver sjæl omgives af sin egen atmosfære – en atmosfære, om som kan være ladet med troens, modets og håbets livgivende kraft, og kærlighedens liflige vellugt. Eller om det er tungt og koldt med utilfredshedens og selviskhedens tungsind, eller forgiftet med den gemte synds dødelige besmittelse. Enhver person, som vi kommer i kontakt med, påvirkes bevidst eller ubevidst af den atmosfære der omgiver os. ret
(339) Dette er et ansvar som vi ikke kan gå fri af. Vore ord, vore handlinger, vore klæder, vor optræden, end vort ansigtsudtryk, har en indflydelse. Det indtryk der gives her, afhænger af resultaterne for godt eller ondt, som intet menneske kan måle. Alle impulser der videregives er udsåede frø, der vil afføde en høst. Det er et led i en lang kæde af menneskers begivenheder, vi ikke ved hvor vidt de breder sig. Hvis vi hjælper andre ved vort eksempel med at udvikle gode principper, kan vi give dem kraft til at gøre godt. For deres del udøver de den samme indflydelse på andre, og så går det videre til endnu flere. Således kan tusindvis velsignes ved vor ubemærkede indflydelse. ret
(340) Kastes en perlesten i søen, og bølger formes, og endnu en og endnu en; og idet de bliver større, udvider cirklen sig, indtil den når kysten. Sådan er det med vor indflydelse. Den beretter om velsignelser eller forbindelser uden at vi ved det eller kan kontrollere det. ret
(340) Karakter er kraft. Det tavse vidne om et oprigtigt, uselvisk og gudfrygtigt liv, er en næsten uimodståelig indflydelse. Ved at åbenbare Kristi karakter i vort eget liv, samarbejder med ham, med at vinde sjæle. Det er kun ved at åbenbare det i vort liv, at Hans karakter, at vi kan samarbejde med Ham. Og jo støre kreds vor indflydelse virker i, des mere godt kan vi gøre. Så vil dem, som bekender at tjene Gud, følge Kristi eksempel, praktisere lovens principper i deres daglige liv; Når alle handlinger bærer vidne for at de elsker Gud højest og deres næste som sig selv, så vil menigheden få kraft til at bevæge verden. ret
(340) Men det må aldrig glemmes at indflydelsen ikke er mindre end en kraft for ondt. At miste sin egen sjæl, er en frygtelig ting; men at forårsage andres sjæles tab er endnu mere forfærdeligt. At vor indflydelse bør være en duft af død til død er en frygtelig tanke; dog er det muligt. Mange som bekender at samle med Kristus spreder fra Ham. Det er derfor menigheden er så svag. Mange kritiserer og anklager uden videre. De giver udtryk for skinsyge, jalousi og utilfredshed, alligevel overgiver de sig selv som redskaber for Satan. Før de indrømmer hvad de gør, har fjenden fuldført sit mål igennem dem. Der er givet et indtryk for det onde, skyggen er blevet kastet, Satans pile har sat deres mærker. Mistillid, vantro og fuldkommen vantro har fæstnet sig på dem, som ellers kunne have accepteret Kristus. Imidlertid ser Satans medarbejdere ser selvtilfreds på dem, som de har drevet ud i skepsis, og som er blevet forhærdet over for dadel og bønlighed. De smigrer sig selv med at de i sammenligning disse sjæle er dydige og retfærdige. De indser ikke at disse sørgelige karakterskæbner er deres eget værk, tøjlesløse tunger og oprørske hjerter. Det ved deres indflydelse at disse fristede sjæle er faldet. ret
(341) Bekendende Kristnes overfladiske og selviske udsvævelse, og ryggesløse ligegyldighed vender mange sjæle bort fra livets sti. Der er mange som vil være bange for at møde resultaterne af deres indflydelse ved Guds domstol. ret
(341) Det er kun gennem Guds nåde at vi kan gøre den rette brug af denne gave. Der er intet i os selv, som vi kan påvirke andre til godt. Hvis vi erkender vor hjælpeløshed og vort behov for guddommelig kraft, skal vi ikke stole på os selv. Vi ved ikke hvordan en dags, en times eller et øjebliks resultater kan være afgørende, og bør aldrig begynde dagen uden at overlade vore veje til vor himmelske Fader. Hans engle er udpeget til at våge over os, og hvis vi underlægger os selv under deres ledelse, vil de være ved vore højre side, alt når farens stund kommer. Når vi ubevidst er i fare for at udøve en forkert indflydelse, vil engle være ved vor side, tilskynde os til en bedre vej, vælg vore ord for os, og påvirke vore handlinger. Således kan vor indflydelse være tavshed, ubevidst, men en mægtig kraft for at drage andre til Kristus og den himmelske verden. ret
(342) Tid
Vor tid tilhører Gud. Hvert øjeblik er Hans, og vi er under den højtideligste pligt, at udnytte tiden til Hans ære. Han har ikke givet talenter, som Han forlanger et nøjere regnskab af, end af vor tid. ret
(342) Værdien af tid kan ikke beregnes. Kristus betragter hvert øjeblik som dyrebart, og det er sådan vi må betragte det. Livet er for kort til at spilde bort. Vi har kun nogle få dages prøvetid, hvorved vi bereder os til evigheden. Vi har ingen tid at spilde, ingen tid at bruge på selviske fornøjelser, ingen tid på syndige udsvævelser. Det er nu at vi skal danne karakteren for fremtiden, evigt liv. Det er nu at vi skal berede os for den ransagende dom. ret
(342) Menneskeslægten er knapt nok begyndt at leve før de begynder at dø, og verdens uophørlige arbejde ender i ingenting, medmindre der opnås en sand kundskab til evigt liv. Det menneske som påskønner tiden som hans arbejdsdag, vil udruste sig selv til en bolig og for det evige liv. Det er godt at han blev født. ret
(342) Vi formanes til at genløse tiden. Men spildt tid kan aldrig gendannes. Vi kan aldrig kalde et eneste øjeblik tilbage. Den eneste måde vi kan genvinde tiden på, er at få det meste ud af den tid der er tilbage, og blive medarbejdere sammen med Gud i Hans store genløsningsplan. ret
(342) Hos ham der gør dette, vil en karakterforvandling finde sted. Han bliver en Guds søn, medlem af den kongelige familie, et barn af den himmelske Konge. Han egner sig til at stå sammen med englene. ret
(343) Nu er det på tide at arbejde for vore medmenneskers frelse. Der er nogle som tror, at hvis de giver penge til Kristi sag, er det alt hvad der forlanges af dem; den dyrebare tid som de kunne bruge på personligt arbejde, går ubenyttet hen. Men det er enhvers privilegium og pligt at få sundhed og livskraft at give til Guds aktive tjeneste. Alle skal arbejde for at vinde sjæle til Kristus. Pengedonationer kan ikke gå i stedet for dette. ret
(343) Hvert øjeblik er ladet med evige konsekvenser. Vi skal stå som beredte mænd, parat til at tjene på et øjeblik. De anledninger som vi nu får til at sige til nogle livets ord til trængende sjæle, kan nok aldrig komme igen. Gud siger til den ene: ”I nat kræves dit liv af dig.” - og han står ikke rede på grund af vor forsømmelighed. (Lukas 12,20.) Hvordan skal vi aflægge regnskab til Gud, på den store domsdag? ret
(343) Livet er for alvorligt til at blive optaget af timelige og jordiske ting, i en trædemølle af bekymringer om ting, der bare er små atomer i sammenligning med ting af evig interesse. Alligevel kalder Gud os til at tjene Ham i hverdageslivets småting. Flid i dette arbejde er ligeså meget en del af sand religion, som helligelsen er. Bibelen anerkender ikke lediggang. Det er den største forbandelse som påvirker vor verden. Enhver mand og kvinde, som er virkelig omvendt, vil være en flittig arbejder. ret
(343) Den rette udnyttelse af vor tid beror på vor succes med at få kundskaber og mental dannelse. Forbedrelsen af forstanden forhindres ikke givetvis af fattigdom, beskeden herkomst eller ugunstige omgivelser. Lad blot øjeblikkene blive bevaret. Nogle få øjeblikke her og nogle få der, som kunne spildes bort i formålsløs snak; morgentimer der ofte spildes i sengen; tid der bruges på at rejse med sporvogn og jernbanetog, eller vente på stationen; øjeblikke hvor der afventes måltider, venter på dem, som er langsomme til at holde en aftale. Men hvis man har en bog i hånden, og disse små tidsperioder blev udnyttet til studium, læse, eller omhyggelig eftertænksomhed, hvad kunne der så ikke udrettes?! En resolut målsætning, vedholdende flid og påpasselig brug af tiden, vil mennesker kunne få kundskab og mental oplæring, så de kan bestride næsten alle indflydelsesrige og nyttige stillinger. ret
(344) Det er enhver kristens pligt at danne ordens, eftertænksomhedens og afviklingens vane. Der er ingen undskyldning for at kludre langsomt med noget som helst arbejde. Når nogen altid arbejder og arbejdet aldrig gøres, er det fordi der ikke lægges sind og hjerte i arbejdet. Ham som er langsom og som arbejder uheldigt, bør erkende at der må rettes op på disse fejl. Han må bruge sit tankesind på at planlægge og bruge tid for, at sikre de bedste resultater. Med taktsomhed og metoder, vil nogle udrette ligeså meget på fem timer, som andre gør på ti. Nogle som arbejder derhjemme, de arbejder altid, ikke fordi de har så meget at gøre, men fordi de ikke planer på at spare tid. Med deres langsomme og nølende metoder, gør de meget arbejde ud af meget lidt. Men alle som vil, kan overvinde disse nervøse og langvarige vaner. Lad dem få et bestemt mål med deres arbejde. Afgøre hvor lang tid det tager for en bestemt opgave, og så lægges alle anstrengelser i at udføre arbejde på den givne tid. Opøvelsen af viljekraften vil få hænderne til at bevæge sig rask. ret
(344) På grund af manglende beslutsomhed, at selv tage fat og fornye sig, kan personer få en ensformig forkert handlemåde; eller oparbejdes deres kræfter, kan de få evner til at yde den allerbedste tjeneste. Så vil de se at de bliver efterspurgt overalt. Alle vil påskønne dem for alt som de er værd. ret
(345) Mange børn og unge spilder tiden, som kunne bruges på at bære hjemmets byrder, og derved vise en kærlig interesse for far og mor. De unge kunne påtage mange ansvar på deres unge skuldre, som andre ellers må bære. ret
(345) De første år af Kristi liv, var et liv i aktivitet. Han levede ikke for at behage Sig Selv. Han var den almægtige Guds Søn, alligevel arbejdede Han i tømmererhvervet, sammen med Sin far Josef. Hans fag var betydningsfuldt. Han kom ind i verden som karakteropbygger, og som sådan, var al Hans arbejde fuldkomment. I al Hans timelige arbejde, indførte Han den samme perfektion, som med den karakter Han forvandlede med Sin guddommelige kraft. Han er vort forbillede. ret
(345) Forældre bør lære deres børn, tidens værdi og rette anvendelse. Lær dem at gøre noget som vil ære Gud og velsigne menneske er værd at kæmpe for. Også i deres første år kan de være missionærer for Gud. ret
(345) Forældre kan ikke begå større synd, end at ikke give deres børn noget at gøre. Børn lærer hurtigt at elske lediggang, og de vokser ubehjælpsomme op, unyttige mænd og kvinder. Når de er gamle nok til at tjene til deres levebrød, og få et arbejde, arbejder de på en doven og dvask måde, alligevel forventer de at blive betalt ligeså meget som om de var trofaste. Der er en verden til forskel mellem denne klasse arbejdere, og dem der erkender at de må være pålidelige forvaltere. ret
(345) Smertefrie og ubekymrede levevaner der får frit løb i det sekulære arbejde, vil komme ind i det religiøse liv, og vil gøre nogen uegnede til at gøre en effektiv tjeneste for Gud. Mange som med ihærdigt arbejde, er blevet til velsignelse for verden, er blevet ruineret af lediggang. Manglende beskæftigelse og fast målrettethed åbner døren for tusindvis fristelser. Onde arbejdskammerater og skadelige vaner fordærver sind og sjæl, og resultatet er fordærv i dette liv og for det kommende liv. ret
(346) Uanset hvilken arbejdslinje vil giver os til, lærer Guds ord os ikke være “tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.” ”Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt”, ”I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre.” Romerne 12,11; Prædikeren 9,10; Kolossenser 3,24. ret
(346) Sundhed
Sundhed er en velsignelse som kun få ser værdien af; alligevel beror vor mentale og fysiske kræfter mest af dette. Vore tilskyndelser og lidenskaber har til sæde i kroppen, og den må holdes i bedst fysisk orden og under mest åndelig indflydelse, for at vore talenter kan lægges til største nytte. ret
(346) Alt som fornedrer fysisk styrke, svækker sindet og det bliver dårligere til at skelne mellem rigtigt og forkert. Vi bliver mindre i stand til at vælge det gode og få mindre viljestyrke til at gøre det, vi ved er det rigtige. ret
(346) Misbrug af vore fysiske kræfter forkorter den tidsperiode, hvor vore liv kan bruges til Guds ære. Og det forhindrer os i at gøre det arbejde Gud har givet os at udrette. Lader vi os selv danner forkerte vaner, holde ved på sene timer, give efter for appetitten på bekostning af sundhed, lægger vi grundlaget for svaghed. Forsømmer vi fysisk motion, og overbebyrder sind eller krop, kommer nervesystemet ud af balance. De som forkorter deres liv og gør sig uegnet til tjeneste, ved at ignorere naturens lov, gør sig skyldig i røveri mod Gud. Og de berøver også deres medmennesker. Muligheden for at velsigne andre, det arbejde som Gud har sendt dem ud i verden efter, er blevet afskåret ved deres egen handlemåde. Og de har ikke udrustet sig selv til at gøre det, som de kunne have udrettet på kortere tid. Herren gør os skyldige, når vi, med vore skadelige levevaner, berøver verden for det gode. ret
(347) Overtrædelse af fysisk lov er overtrædelse af moralsk lov; for Gud er ligeså meget ophav for fysiske love, som Han er ophav for den moralske lov. Hans lov står skrevet med Hans egen finger på alle nerver, muskler og alle evner, som er blevet betroet mennesker. Og al misbrug af alle dele af vor organisme er overtrædelse mod den lov. ret
(348) Alle bør få et forstandigt kendskab til menneskestrukturen, så de kan holde deres kroppe i den nødvendige tilstand, så Herrens arbejde kan udrettes. Det fysiske liv skal bevares og udvikles nøje, så den guddommelige natur kan åbenbares i sin fylde, gennem menneskene. Forholdet mellem den fysiske organisme til det åndelige liv, er ét af de mest vigtige uddannelsesgrene. Dette bør have nøje opmærksomhed i hjemmet og i skolen. Alle må blive kendt med deres fysiske struktur og de love der kontrollerer naturens liv. Han som bevidst ignorer loven for sin fysisk, og som overtræder dem på grund af uvidenhed, han synder imod Gud. Alle bør sætte sig selv i bedst mulige forhold til liv og sundhed. Vore vaner bør komme under et sinds kontrol, så det selv kommer under Guds kontrol. ret
(348) “Eller ved I ikke,” siger apostlen Pauls, ”at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! 1 Korinter 6,19. 20. ret
(348) Styrke
Vi skal elske Gud, ikke kun med hele hjerte, sind og sjæl, men med al styrke. Dette dækker den fulde forstandige brug af fysiske kræfter. ret
(348) Kristus var en sand medarbejder i timelige såvel som i åndelige ting, og Han var opsat på at gøre Sin Faders vilje i al Hans arbejde. Himlens og jordens ting er nøjere forbundet og er mere direkte under Kristus ledelse, end mange indrømmer. Det var Kristus som planlagde hvordan det første jordiske tabernakel skulle arrangeres. Han gav alle specifikationer om hvordan Salomons tempel skulle opbygges. Ham som arbejdede i Sit jordiske liv som tømmer i Nazarets landsby, var den himmelske arkitekt, der skitserede planen for den hellige bygning, hvor Hans navn skulle æres. ret
(349) Det var Kristus som gav tabernaklets bygmestre visdom til at udføre det dygtigste og smukkeste håndværk. Han sagde: ”Se, jeg har udvalgt Besal'el, søn af Uri, søn af Hur fra Judas stamme, og fyldt ham med Guds ånd, med vis dom og klogskab og indsigt til at udføre al slags arbejde, lave udkast til kunstneriske arbejder i guld, sølv og bronze, gravere i sten til indlægning, udskære i træ, ja, udføre al slags arbejde. . . . Jeg givet ham Oholiab, Akisamaks søn fra Dans stamme; og i alle kyndige mænds hjerte har jeg lagt kundskab, så de kan lave alt, hvad jeg har befalet dig.” 2.Mos 31,2-6. ret
(349) Gud ønsker at Hans medarbejdere, i alle linjerne, skal se hen på Ham som Giveren af alt det de har. Alle rigtige påfund og forbedringer har deres kilde hos Ham som er forunderlig til at rådgive og arbejder fremragende. Den dygtige berøring fra lægens hånd, hans kraft over nerver og muskler, hans kendskab til kroppens fintfølende organ, er guddommelig krafts visdom, der skal bruge til gavn for lidende. Den dygtighed som tømmeren bruger hammeren med, den styrke hvorved den grovsmeden danner ambolt-ringen med,kommer fra Gud. Han har betroet mennesker med talenter, og Han forventer at de ser på Ham efter råd. Uanset hvad vi gør, i hvilken afdeling af værket vi er placeret, ønsker Han at kontrollere vore tanker, så vi kan gøre et fuldkomment arbejde. ret
(349) Religion og forretninger er ikke to adskilte ting; de er ét. Bibelreligion skal væves ind i alt hvad vi gør eller siger. Guddommelige og menneskelige agenter skal kombinere det timelige såvelsom de åndelige bedrifter. De skal forenes med al menneskelig higen, i det mekaniske og i landbrugsarbejde, i handels og videnskabelige virksomheder. Der må være samarbejde i alt der indbefatter kristen aktivitet. ret
(350) Gud har proklameret de principper hvor kun dette samarbejde er muligt. Hans ære må være alles motiv, som er medarbejdere sammen med Ham. Alt vort arbejde skal gøres i kærlighed til Gud og i overensstemmelse med Hans vilje. ret
(350) Det er ligeså væsentligt at gøre Guds vilje, når en bygning rejses, som når man tager del i en religiøs aktivitet. Og hvis medarbejderne har indført de rette principper i deres egen karakteropbyggelse, så vil de vokse i nåde og kundskab når enhver bygning rejses. ret
(350) Men Gud vil ikke antage de største talenter eller den prægtigste tjeneste, medmindre selvet lægges på alteret, et levende og fortærende offer. Roden må være hellig, ellers kan ingen frugter være antagelig for Gud. ret
(350) Herren gjorde Daniel og Josef til skarpsindige ledere. Han kunne arbejde gennem dem, fordi de ikke levede for at behage deres egne tilbøjeligheder, men behager Gud. ret
(350) Daniels tilfælde er en lektie til os. Det åbenbarer det faktum at forretningsmænd ikke nødvendigvis er skarpe, taktiske mænd. Han kan instrueres af Gud for hvert skridt. Da Daniel var førsteminister i Babylons rige, var han en Guds profet, der fik lys fra himmelsk inspiration. Verdslige ærgerrige statsmænd fremstiles i Guds ord som græs der vokser op, og som græssets blomster der visner. Alligevel ønsker Herren at forstandige mænd, kvalificerede til forskellige arbejdslinjer, skal være i Hans tjeneste. Der er behov for forretningsfolk som vil indvæve store sandhedsprincipper ind i alle deres forretninger. Og deres talenter skal udvikles ved det grundigste studium og oplæring. Hvis der er brug for mænd i nogen arbejdslinjer til at udnytte deres muligheder for at blive kloge og virksomme, så er det dem som bruger deres evner til at opbygge Guds rige i vor verden. Om Daniel lærer vi at han, i alle hans forretningsanliggender, var underlagt den stærkeste ransagelse, ikke kunne findes fejl eller last. Han var et mønster på hvad alle forretningsfolk kan blive til. Hans historie viser hvad der kan udrettes ved nogen der helliger sin hjerne, ben muskler, hjerte og livs kræfter på Guds tjeneste. ret
(351) Penge
Gud betroer også mennesker med midler. Han giver dem magt til at få velstad. Han vander jorden med himlens dug og med regnens opfriskende skyl. Han giver sollys som opvarmer jorden, vækker naturens ting til liv og får dem til at blomstre og bære frugt. Han beder Sit eget leveret tilbage. ret
(351) Vore penge er ikke blevet givet os, for at vi skal ære og forherlige os selv. Som trofaste forvaltere skal vi bruge det til Guds hæder og ære. Nogle tror at kun en del af deres midler er Herrens. Når de har sat en del til side til religiøse og godgørende formål, betragter de resten som deres eget, der skal bruges som de finder rigtigt. Men heri går de fejl. Alt hvad vi har er Herrens, og vi drages til ansvar for Ham for den brug vi gør af det. Når enhver øre bruges, vil det ses om vi elsker Gud højest og vor næste som os selv. ret
(351) Penge har stor værdi, fordi det gøre meget godt. I hænderne på Guds børn er det føde for den sultne, drikke til den tørstige, og klædninger til den nøgne. Det forsvarer den fortrykte, og er hjælpemiddel til den syge. Men penge har ingen større værdi end sand, kun når de bruges for at skaffe livets nødvendigheder, og velsigne andre, og fremme Kristi sag. ret
(352) Sammensparede penge er ikke kun ubrugelige, det er en forbandelse. I dette liv er det en snare for sjælen, der trækker hengivenheden væk fra himmelske rigdomme. På Guds store dag vidner det om ubrugte talenter og forsømte anledninger der vil fordømme ejeren til dette. Skriften siger: ”Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elendighed, der skal komme over jer. Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den fortære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører.” Jakob 5,1-4. ret
(352) Men Kristus billiger ikke ødselhed og ryggesløs brug af midler. Hans lektie er sparsommelighed, ”Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde”, gælder alle Hans efterfølgere. (Johannes 6,12.) Han som erkender at hans penge er talenter fra Gud, vil bruge dem økonomisk, og vil føle det som en pligt at spare det han giver. ret
(352) Jo flere midler vi bruger på os selv og vise os frem, des mindre har vi til mad - til den sultne og tøj til den nøgne. Enhver øre der bruges unødigt fratager betaleren en dyrebar anledning til at gøre godt. Det berøver ære og herlighed, som burde flyde tilbage til Ham, ved at udnytte Hans betroede talenter. ret
(352) Venlige impulser og handlinger
Dyrebare talenter er venlige følelser, generøse indskydelser og en hurtig forståelse af åndelige ting, og pålægger ham der har dem, et tungt ansvar. Alt skal bruges på Guds tjeneste. Men her fejler mange. Tilfreds med at have disse kvaliteter, får de ikke gjort aktiv brug af dem frem for andre. De bilder sig selv ind at de fik en anledning, hvis omstændighederne er gunstige, vil de gøre et stort og godt arbejde. Men de venter på anledningen. De foragter den stakkels gnigers snæversyn, som har ondt af en småskilling til den trængende. De ser at han lever for sig selv, og at han står til ansvar for sine misbrugte talenter. Med megen selvtilfredshed, drager de en modsætning mellem sig selv og disse snæversynede mennesker, føler at deres egen tilstand er meget bedre end deres foragtede medmennesker. Men de bedrager sig selv. Besidder man blot ubenyttede kvaliteter giver det blot støre ansvar. De som har stor kærlighed, er forpligtet over for Gud, at udvise denne, ikke blot for deres venner, men for alle, som behøver deres hjælp. De sociale muligheder er talenter, og de skal bruges til at hjælpe alle der er inden for vor indflydelse. Den kærlighed som kun viser venlighed mod nogle få, er ikke kærlighed, men selviskhed. Det vil ikke på nogen måde virke for sjæles gode eller til Guds ære. De som lader deres Mesters talenter ligge ubenyttede hen, er endog mere skyldig, end de som de foragter. Om dem vil der siges: I kender jeres Mesters vilje, men gjorde det ikke. ret
(353) Talenter mangedobles når de bruges
Når talenterne bruges bliver de mangedoblet. Succes er ikke resultatet af en chance eller en skæbne; det er anvendelse af Guds egen forudseenhed, troens og skønsomhedens løn, af livskraftige og udholdende anstrengelser. Herren ønsker at vi skal bruge alle de gaver vi har; og gør vi dette, skal vi få større gaver at bruge af. Han begaver os ikke overnaturligt, med de egenskaber vi mangler; men når vi bruger det vi har, vil han arbejde med os, for at øge og styrke alle evner. Med al helhjertet og alvorlig offervillighed til Mesterens tjeneste vil vore kræfter vokse. Når vi giver os selv som redskaber for Helligåndens virke, arbejder Guds nåde i os, så vi fornægter gamle tilbøjeligheder, overvinde mægtige tilbøjeligheder, og danner nye vaner. Idet vi værner og adlyder Åndens kalden, forstørres vore hjerter til at tage mere og mere imod Hans kraft, og gøre et større og bedre arbejde. De sovende kræfter vækkes, og lammede evner får nyt liv. ret
(354) Den ydmyge medarbejder, som reagerer lydigt på Guds kald kan være sikker på at få guddommelig assistance. For at acceptere så stort og helligt ansvar, højner dette i sig selv karakteren. Det igangsætter de højeste mentale og åndelige kræfter, og styrker og renser sind og hjerte. Gennem tro på Guds kraft, er det forunderligt hvor stærk et svagt menneske kan være, hvor bestemte hans anstrengelser er, hvor frugtbare store resultater. Han som begynder med en lille kundskab, på en ydmyg måde, og fortæller hvad han ved, så længe han ihærdigt søger efter større kundskab, vil finde at hele det himmelske forråd står til hans rådighed. Jo mere han søger at bibringe lys, des mere lys vil han modtage. Jo mere nogen prøver at forklare Guds ord til andre, med en kærlighed til sjæle, des tydeligere vil det blive for ham selv. Jo mere vi bruger vor kundskab og udøver vore kræfter, des større kundskab og kraft vil vi få. ret
(354) Alt hvad der gøres for Kristus, vil agere med en velsignelse til os. Hvis vi bruger vore midler til Hans ære, vil Han give os mere. Idet vi søger at vinde andre til Kristus, bære sjæles byrder i vore bønner, vil vore egne hjerter dundre af Guds nådes opildnede indflydelse; vor egen kærlighed vil gløde af mere guddommelig iver; vort kristne liv vil blive mere virkeligt, alvorligt og med mere bøn. ret
(354) Menneskets værdi vurderes i himlen efter hjertets evne til at kende Gud. Denne kundskab udspringer hvor al kraft flyder fra. Gud skabte mennesket så alle evner kan blive guddommeligt sindede; og Han søger altid at få menneskesindet i tankeforbund med det guddommelige. Han giver os privilegiet at samarbejde med Kristus, når Hans nåde til verden åbenbares, så vi kan modtage kundskaber om himmelske ting. ret
(355) Når man ser på Jesus, får vi et højere og klare syn på Gud, og vi forandres når vi ser dette. Godhed, kærlighed til vore medmennesker, bliver vort naturlige instinkt. Vi udvikler en karakter som genpart til den guddommelige karakter. Når man vokser i Hans lighed, udvider vi vor evner til at kende Gud. Vi går mere og mere i fællesskab med den himmelske verden, og vi vokser stadig i kraft, til at modtage kundskabsrigdomme og visdom om evighed. ret
(355) Det ene talent
Den mand som tog imod det ene talent ”og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge.” ret
(355) Det var ham med den mindste gave, som efterlod sit talent uudnyttet. Heri gives der en advarsel til alle som føler at deres små begavelser undskylder dem fra at tjene Kristus. Hvis de kunne gøre noget stort, hvor glad vil de så ikke være for at påtage sig dette; men fordi de kun tjener ham i små ting, mener de det er i orden at ikke gøre noget. Heri begår de fejl. I sin uddeling af gaver prøver Herren karakteren. Manden der ikke udnyttede sit talent, viste sig som en upålidelig tjener. Han havde modtaget fem talenter, kunne have gravet dem ned, ligesom han med eet gravede ned. Misbrugen af det ene talent viste at han foragtede himlens gave. ret
(356) “Den, der er tro i det små, er også tro i det store.” Lukas 16,10. Vigtigheden af de små ting undervurderes ofte fordi de er små; men de dækker det meste af livets aktuelle opdag. Der er i virkeligheden ikke noget der er vigtigt i Kristi liv. Vor karakteropbyggelse vil blive farefuld, så længe vi undervurderer de vigtige småting. ret
(356) “De, der er uærlige i det små, er også uærlig i det store.” Er man upålidelig i selv de små pligter, berøver mennesket sin Skaber for den tjeneste som tilkommer Ham. Denne upålidelighed indvirker på ham selv. Han får ikke den nåde, kraft, og karakterstyrke, som man tager imod i uforbeholden overgivelse til Gud. Ham der lever borte fra Kristus, er underlagt Satans fristelser, og han begår fejl i hans arbejde for Mesteren. Fordi han ikke vejledes rigtigt af de små ting, adlyder han ikke Gud i store sager som han betragter som sit særlige arbejde. De mangler der værnes om, når man har med livets småting at gøre, går over og bliver til vigtigere ting. Han handler efter principper, som han har tilpasset sig selv med. Derved gentages handlinger fra vaner, og vaner fra karakteren, og ved karakteren afgøres vor skæbne for tid og evighed. ret
(356) Kun ved trofasthed i de små ting kan sjælen oplæres til at handle pålidelig og under større ansvar. Gud bragte Daniel og hans efterfølgere i forbindelse med Babylons store mænd, så disse hedenske mænd kunne blive kendt med principperne for sand religion. Midt i et folk af afgudsdyrkere, måtte Daniel fremvise Guds karakter. Hvordan han blev regnet til en position med så stor tillid og ære? Det var hans trofasthed med de små ting, som gav hele hans liv karakter. Han ærede Gud i de mindste pligter, og Herren samarbejde med ham. For Daniel og hans venner gav Gud, ”disse fire unge mænd forstand og indsigt i al slags skrift og visdom.” Daniel 1,17. ret
(357) Ligesom Gud kaldte Daniel til at vidne for Ham i Babylon, kalder Han også os til at være vidner i verden. I livets mindste såvel som største anliggender, ønsker Han at vi skal åbenbare Hans riges grundprincipper for menneskene. ret
(357) Med sit liv på jorden underviste Kristus i nøje opmærksomhed til de små ting. Det store genløsningsarbejde vejede hele tiden på Hans sjæl. Idet Han lærte og helbredte, blev alle sindets og kroppens kræfter belastet til det yderste; alligevel bemærkede han de mest enkle ting i livet og i naturen. Hans mest belærende lektie var dem, hvor Han illustrerede naturens enkle ting med Guds riges store sandheder. Han overså ikke Sine tjeneres ydmygeste behov. Hans øre hørte alle råb om det der behøves. Han var opmærksom på den forpinte kvindes berøring i skaren; de allermindste troens berøring førte til reaktion. Da han oprejste Jarius’s datter fra døde, mindede Han hendes forældre at hun måtte have noget at spise. Da han ved Sin egen kraft, stod op af graven, undlod han ikke at lægge de ligklæder pænt sammen, som han var lagt bort i. ret
(358) Det arbejde som vi som kristne er kaldet til, er at samarbejde med Kristus for sjæles frelse. Dette arbejde har vi indgået en pagt med ham at udrette. Forsømmes dette arbejde, er det en illoyalitet mod Kristus. Men for at udføre dette arbejde må vi følge Hans trofaste eksempel, samvittighedsfuldhed i det små. Dette er hemmeligheden bag succes i alle linjer af det kristne arbejde og virkekreds. ret
(358) Herren ønsker at Hans folk skal nå det højeste trin på stigen, så de kan ære Ham ved at besidde den dygtighed Han gerne ville udvise. Gennem Guds nåde får vi al den hjælp vi kan få, for at vise at vi virkelig handler på højere niveau, end dem som verden handler. Vi skal vise en overlegenhed i forstand, forståelse, dygtighed og kundskab, fordi vi tror på Guds og på Hans magt til at arbejde efter menneskers hjerter. ret
(358) Men de som ikke har store begavelser, skal ikke givetvis miste modet. Lad dem bruge hvad de har, nøje bevogte alle svage punkter i deres karakter, søge ved guddommelig nåde at gøre det stærkt. Vi skal flette trofasthed og loyalitet ind i alle livets handlinger, opelske egenskaber så vi kan udføre værket. ret
(358) Forsømmelighedens vane bør overvindes resolut. Mange tror det er nok at undskylde de største fejl, og bede om efterladelse. Men besidder de ikke, såvel som andre, disse intellektuelle evner? Så bør de disciplinere deres tankesind til at kunne huske. Det er en synd at glemme, en synd at være forsømmelig. Hvis du danner vane for forsømmelighed, forsømmer du din egen sjæls frelse og finder dig til sidst, ikke klar til Guds rige. ret
(359) Store sandheder må føres ud i det små. Praktisk religion skal tages med ud i dagliglivets mindste opgaver. Den største kvalifikation kvalifikation noget menneske kan få er at adlyde Herrens ord stiltiende. ret
(359) Men fordi de ikke er forbundet direkte med et religiøst arbejde, føler mange at deres liv er unyttigt; at de ikke gør noget for at fremme Guds rige. Men dette er en fejltagelse. Hvis deres arbejde er det som nogen må gøre, bør de ikke anklage sig selv som unyttige i Guds store husholdning. De ydmygeste pligter skal ikke ignoreres. Enhvert ærligt arbejde er en velsignelse, og trofasthed mod dette viser sig som en oplæring i højere tillid. ret
(359) Uanset hvor beskedent noget arbejde kan være, gøres for Gud, med fuld overgivelse til selvet, er acceptabelt for Ham, som den højeste tjeneste. Intet offer for lille til at det kan give af sjælens oprigtighed og glæde. ret
(360) Hvor vi end er, påbyder Kristus os at tage den opgave op, der byder sig. Var dette i hjemmet, så tag villigt og alvorligt fat for at gøre hjemmet til et behageligt sted. Hvis du er en moder, så oplær dine børn til Kristus. Dette er ligeså meget et arbejde for Gud, som det er for prædikanten bag talerstolen. Hvis din pligt er i køkkenet, så søg at blive perfekt til kogning. Tilbered den mad som vil være sund, nærende og appetitvækkende. Og når du bruger de bedste ingredienser for at tilberede maden, så husk at du give dit sind de bedste tanker. Hvis du har til opgave at opdyrke jorden eller gå ind i andre fag, så gør det nærværende til en succes. Hav i sinde hvad du gør. Bring Kristus frem i al dit arbejde. Gør som Han vil gøre i dit sted. ret
(360) Hvor lille dit talent end er, har Gud en plads til det. Bruges dette ene talent klogt, vil det udføre sit bestemte arbejde. Vær tro i de små pligter, vi skal arbejde på forøgelsesplanen, og Gud vil arbejde for os på mangedoblingsplanen. Disse små talenter vil få den mest dyrebare indflydelse på Hans arbejde. ret
(360) Lad en levende tro gå som guldtråde gennem udførelsen af selv de mindste pligter. Så vil al det daglige arbejde fremme kristen vækst. Der vil til stadighed ses hen på Jesus. Kærlighed til Ham vil give alt livskraft som man tager sig for. Således kan vi, med den rette brug af vor talenter, kæde os selv med en gylden kæde til den højere verden. Dette er sand helliggørelse; for helliggørelsen består af daglige pligter udført i glæde i fuldkommen lydighed til Guds vilje. ret
(360) Men mange kristne venter på at de får et stort arbejde. Når de kan ikke finde et sted der er stort nok til at stille deres ambition, udfører de ikke livets almindelige pligter trofast nok. Disse virker uinteressante for dem. Dag for dag lader de anledninger gå sig forbi, hvor de kunne vise deres trofasthed over for Gud. Når de venter på et stort arbejde, lader de livet gå forbi, dets formål opfyldes ikke, dets værk bliver ikke opfyldt. ret
(360) Talenterne gives tilbage
“Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem.” Når Herren gør regnskab med Sine tjenere, vil alle de tilbageleverede talenter blive undersøgt nøje. Det gjorte arbejde åbenbarer medarbejderens karakter. ret
(360) De som har fået fem eller to talenter giver de betroede gaver til Herren, med deres renter. Når de gør det, kræver de ikke selv nogen fortjeneste. Deres talenter er dem som er blevet overdraget til dem; de har tjent andre talenter, men der kunne ikke være vundet noget uden der var blevet betroet noget. De ser at de blot har gjort deres pligt. Kapitalen var Herrens; fremskridtet er Hans. Havde Herren givet dem Sin kærlighed og nåde, ville de været gået bankerot for altid. ret
(361) Men når Mesteren får talenterne, anerkender og belønner Han medarbejderen som om det var hele deres fortjeneste. Hans ansigt var fuld af glæde og tilfredshed. Han fyldes med fryd over at Han kan give velsignelserne over dem. For han gør krav på enhver tjeneste og ethvert offer af dem, ikke fordi det er en gæld Han skylder, men fordi Hans hjerte flyder over af kærlighed og ømhed. ret
(361) “Godt, du gode og tro tjener;” sagde han, ”du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” ret
(361) Det er trofastheden, loyaliteten mod Gud, den elskelige tjeneste, som vinder den guddommelige billigelse. Alle Helligåndens impulser der leder mænd til godhed og til Gud, bemærkes i himlens bøger, og på Guds dag vil de medarbejdere blive rost som Han har arbejdet gennem. ret
(361) De vil gå ind til Herrens glæde når de ser dem, i hans rige, som er blevet forløst ved deres medvirken. Og de har ret til at få del i Hans værk der, fordi de har vundet en udmærkelse ved at deltage i Hans arbejde her. Hvad vi skal være i himlen er genspejlingen af hvad vi nu er i karakter og hellig tjeneste. Kristus sagde til Sig selv: ”Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene.” Mattæus 20,28. Dette som er Hans arbejde på jorden, er Hans arbejde i himlen. Og vor løn for at arbejde med Kristus i denne verden, er større kraft og større ret til at arbejde sammen med Ham i den kommende verden. ret
(362) “Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt. Og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er.” ret
(362) Således undskylder mennesker for at forsømme Guds gaver. De ser på Gud som en hård tyran, parat til at udspy deres fejltagelser og hjemsøge dem med domme. De tilskriver Ham krav, som han aldrig er kommet med, høste noget Han ikke har sået. ret
(362) Der er mange som anklager Gud i deres hjerter, for at være en hård mester fordi Han gør krav på deres besiddelser og deres tjeneste. Men vi kan ikke bringe Gud noget, som allerede er Hans. ”Det er jo dig, alting kommer fra,” sagde Kong David, ”og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd.” 1 Krøniker 29,14. Alle ting er Guds, ikke kun ved skabelse, men ved forløsning. Alle dette livs, og kommende livs, velsignelser, overdrages til os, præget med Golgatas kors. Derfor er det en falsk anklage at Gud er en hård mester, der kun høster hvor Han ikke har sået. ret
(362) Mesteren fornægter ikke den onde tjeners anklage, uretfærdig som den er; men tager man ham på hans eget sted, viser han, at hans optræden ikke kan undskyldes. Der er skaffet metoder og midler, hvorved talentet kan udnyttes til ejerens profit. ”Så burde du” sagde han ”have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, så jeg kom tilbage.” ret
(362) Vor himmelske Far forlanger ikke mere eller mindre end Han har givet os talenter til at udrette. Han pålægger ikke Sine tjene byrder, som de ikke kan bære. ”For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv.” Salme 103,14. Alt hvad Han forlanger af os kan vi give ved guddommelig nåde. ret
(362) “Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af.” Lukas 12,48. Vi skal hver især drages til ansvar for at ikke gøre det mindste bedre end vi kan. Herren tilmåler nøje alle muligheder, som kan være tjeneste. Vi står ligeså meget til ansvar for ubrugte evner som dem der udnyttes. Alt som vi gennemgår med den rette brug af vore talenter, drager Gud os til ansvar for. Vi skal dømmes efter hvad vi burde have gjort, men ikke udretter fordi vi ikke gøre brug af kræfterne til Guds ære. Også hvis vi ikke mister vore sjæle, skal vi i evigheden se resultaterne af vore ubrugte talenter. For al den kundskab og de evner de vi kunne have fået, og ikke gjorde det, vil der være et evigt tab. ret
(363) Men når vi giver os selv helt til Gud og følger Hans anvisninger i vort arbejde, gør Han Sig selv ansvarlig for at det bliver fuldført. Han vil ikke have at vi gætter os til succesen for vore alvorlige bestræbelser. Ikke et eneste øjeblik må vi tænke på fejl. Vi skal samarbejde med Ham, som ikke kender til fejl. ret
(363) Vi bør ikke tale om vor egen svaghed og uduelighed. Dette er en tydelig mistillid til Gud, en fornægtelse af Hans ord. Når vi knurrer på grund af vore byrder, eller afviser de ansvar Han kalder os til at bære, siger vi i virkeligheden at Han er en hård mester, at Han forlanger det Han ikke har givet os kraft til at gøre. ret
(363) Vi vil ofte gerne kalde den dovne tjeners mod for ydmyghed. Men sand ydmyghed er helt anderledes. At iklædes ydmyghed betyder ikke at vi skal være forstandsmæssige dværge, der ikke stræber, og undgår formastelig byrder i vore liv, for at ikke bære dem med succes. Virkelig ydmyghed opfylder Guds mål, med at bero på Hans styrke. ret
(363) Gud arbejder med hvem Han vil. Han vælger nogle gange de mest ydmygste instrumener til at gøre det største arbejde, for Hans kraft åbenbares gennem menneskers svaghed. Vi har vor standard, og ved denne erklærer vi den ene ting for stor og den anden for lille; men Gud vurderer ikke efter vore regler. Vi skal ikke tro at det som er stort for os, må være stort for Gud, eller hvad der lille for os, må være lille for Ham. Det påhviler ikke os at bedømme vore talenter eller vælge vort arbejde. Vi skal tage de byrder op som Gud udpeger, bære dem for Hans skyld, og altid gå til Ham efter hvile. Uanset hvad vort arbejde er, skal Gud æres ved en helhjertet og glad tjeneste. Han er tilfreds når vi tager vore pligter i taknemmelighed, glæder os over at vi regnes os værdige, til at samarbejde med Ham. ret
(364) Talentet der tages bort
Til den dovne tjener lød dommen, ”Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter.” Her vises det, ligesom med den trofaste arbejders løn, at det ikke kun er lønnen ved den endelige dom, men ved den gradvise gengældelsesproces i dette liv. Som det er i det naturlige, sådan er det i den åndelige verden: alle ubenyttede kræfter vil svækkes og gå til. Aktivitet er livets lov; lediggang er død. ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn.” 1 Korinter 12,7. Ansat til at velsigne andre, vokser hans gaver. Nøjes man med at tjene sig selv, formindskes de, og trækkes til sidst bort. Han som nægter at give det, som han har modtaget, vil til sidst finde at han ikke har noget at give. Han går med til at få det som virkelig forklejner og til sidst ødelægger sjælens evner. ret
(364) Lad ingen tro at de kan leve et selvisk liv, og så gå ind til deres Herres glæde, medens de har tjent deres egne interesser. De kan ikke tage del med glæden fra den uselviske kærlighed. De vil ikke egne sig til de himmelske sale. De kan ikke påskønne den rene kærlighedsatmosfære som hersker i himlen. Engles stemmer og musik fra deres harper vil ikke stille dem tilfreds. I deres sind vil himlens videnskab være som en gåde. ret
(365) På den store domsdag, vil dem som ikke har arbejdet for Kristus, som har drevet bort, ikke båret ansvar, de som tænker på sig selv, behager sig selv, vil de, ved dommen, sættes over hele jorden sammen med dem der gjorde ondt. De får den samme domfældelse. ret
(365) Mange som bekender at være kristne, forsømmer Guds krav, og alligevel føler de ikke at der er noget forkert i dette. De ved at bespotteren, morderen, horkarlen fortjener straf; men ligesom dem, nyder de religionens tjeneste. De elsker at høre evangeliets forkyndelse, og derfor mener de selv at de er kristne. Selvom de har brugt deres liv med at sørge for sig selv, vil overraskes lige så meget, som den upålidelige tjener som hører dommen, ”Tag talentet fra ham.” Ligesom jøderne, tog de ikke imod deres gode velsignelser, og benyttede sig af dem. ret
(365) Mange som undskylder sig selv fra kristent arbejde, beder sig uduelig til arbejdet. Men har Gud gjort dem så uduelige? Nej, aldrig. Denne uduelighed har affødt deres egen passivitet og befæstet dette ved deres velovervejede valg. De indser allerede domsresultatet ved deres egen karakter: ”Tag det ene talent fra ham.” Det stadige misbrug af deres talenter vil effektivt slukke Helligånden for dem, som er det eneste lys. Dommen, “kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor,” sætter himlens segl på det valg de selv har truffet for evigheden. ret