(366) Dette kapitel er baseret på Lukas 16,1-9.
Kristi komme var en tid med intens verdslighed. Mennesker lægger det verdslige frem for det evige, de fremtidige krav frem for nuværende anliggender. De går fejl af fantasier for virkeligheden, og virkeligheden frem for fantasier. De beskuer ikke den usynlige verden i tro. Satan viste dette livs ting for dem, som det helt tiltrækkende og helt opslugende, og de tog hans fristelser til sig. ret
(366) Kristus kom for at ændre denne orden af tingene. Han forsøgte at bryde den fortryllelse som mennesker var forblindet og omsnæret af. Med Sin lære prøvede Han at tilpasse himlens og jodens krav, og vende menneskenes tanker fra det nuværende til det fremtidige. Fra deres stræben efter denne tids ting, kaldte han dem til at forsyne sig til evigheden. ret
(366) “Der var en rig mand,” sagde Han, ”som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort.” Den rige mand overlod alle sine besiddelser i denne tjeners hænder; men tjeneren var upålidelig, og mesteren blev overbevist om at han blev berøvet systematisk. Han besluttede sig for at ikke længere have ham i sin tjeneste, og han kaldte ham ind for at undersøge hans regnskaber. ”Hvad er det,” sagde han, ”jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter.” ret
(367) Med udsigt til afskedigelse, så forvalteren tre stier åbne for sit valg. Han må arbejde, tigge, eller sulte. Og han sagde til sig selv: ”Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!” ret
(367) Denne utro tjener gjorde andre til del i hans uærlighed. Han bedrog sin mester til at udnytte dem, og ved at udnytte dette, satte de sig selv under pligt til at tage imod ham som en ven i deres hjem. ret
(367) “Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.” Den verdslige mand roste manden for sin skarphed, som havde bedraget ham. Men den rige mands anbefaling var ikke Guds anbefaling. ret
(367) Kristus anbefalede ikke den uretfærdige forvalter, men Han brugte noget der skete tit, for at illustrere den lektie, han ønskede at undervise. ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon,” sagde Han, ”for at de, når de slipper op kan tage imod jer i de evige boliger.” ret
(368) Frelseren blev kritiseret af farisæerne for at blande sig med toldere og syndere. Men Hans interesse for dem blev ikke mindre, hans arbejde for dem ophørte heller ikke. Han så at deres ansættelse førte dem i fristelse. De var omgivet af forlokkelser til at gøre ondt, det første skridt var let, og faldet skete hurtigt til større uærlighed og større forbrydelser. Kristus prøvede med alle midler at vinde dem til højere mål og ædlere principper. Dette formål havde Han i tanke med beretningen om den upålidelige forvalter. Iblandt tolderne var der sådane situationer lignelsen viste, og med Kristi beskrivelse genkendte de deres egne skikke. Det fangede deres opmærksomhed, og ud fra billedet om deres egen uærlige metode, har mange af dem lært en lektie af åndelig værdi. ret
(368) Lignelsen blev ikke desto mindre talt direkte til disciplene. Sandhedens surdej blev først givet til dem, og gennem dem, nåede den til andre. Disciplene forstod først ikke så meget af Kristi lære, og Hans lektier virkede først til at blive glemt. Men disse sandheder fik senere tydeligt liv under Helligånens indflydelse, og gennem disciplene kom de livligt frem for de nyomvendte, som blev føjet til menigheden. ret
(369) Og Frelseren talte også til farisæerne. Han opgav ikke håbet om at de ville indse kraften i Hans ord. Mange var blevet dybt overbeviste, og da de skulle høre sandheden under Helligåndens diktat, ville ikke så få blive troende i Kristus. ret
(369) Farisæerne prøvede at bringe Kristus i vanry, ved at anklage Ham for at blande sig med toldere og syndere. Nu vender han irettesættelsen til disse anklager. Det kendte sceneri er fundet sted blandt de toldere, som han fremholder for farisæerne, ved at både vise deres handlemåde, såvel som at vise den eneste måde hvori de kan forløse deres fejl. ret
(369) Til de upålidelige forvaltere af sin herres gods, er han blevet betroet i velgørende øjemed; men han har brugt dem til sig selv. Sådan er det med Israel. Gud har valgt Abahams sæd. Med en høj arm har han udfriet dem fra trældommen i Ægypten. Han har sat dem til at forvalte hellig sandhed til velsignelse for verden. Han betroede dem de levende orakler at de kunne viderebringe lys til andre. Men Hans forvalte brugte disse gaver til at berige og ophøje sig selv. ret
(369) Farisæerne blev fyldt med indbildskhed og selvretfærdighed, hvor misbrug af de goder, Gud havde lånt dem, skulle bruges til Hans ære i stedet. ret
(369) Tjeneren i lignelsen havde ikke sørget for fremtiden. Det gode han var blevet betroet, til at hjælpe andre med, brugte han på sig selv; men han havde kun tænkt på nutiden. Da forvaltningen skulle tages fra ham, ville han ikke have noget der skulle kaldes hans eget. Men hans mesters gods var stadig i hans hænder, og han besluttede sig for at bruge dem så han kunne sikre sig selv mod fremtidige mangler. For at fuldføre dette, måtte han arbejde efter en ny plan. I stedet for at samle til sig selv, må han give til andre. Således får han sig venner, som når han skulle kastes ud, ville tage imod ham. Sådan er det med Farisæerne. Forvaltningen blev hurtig taget fra dem, og de blev kaldt til at sørge for fremtiden. Kun ved at søge andres gode kunne de hjælpe sig selv. Kun ved at bibringe Guds gaver i nuværende liv, kunne de sørge for evigheden. ret
(370) Efter at have fortalt lignelsen, sagde Kristus: ”Denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.” Det er verdens vise mænd der viser større visdom og alvor for at tjene sig selv, end Guds bekendende børn gør i deres tjeneste for Ham. Sådan var det på Kristi tid. Sådan er det nu. Se på manges liv, som hævder at være kristne. Herren har begavet dem med evner, magt og indflydelse; Han har betroet dem penge, så de kan samarbejde med Ham i den store genløsning. Alle Hans gaver skal bruges til at velsigne menneskene med, for at afhjælpe lidende og trængende. Vi skal give den sultne føde, klæde den nøgne, sørge for enken og den faderløse, tjene den forpinte og den der trædes på. Gud har aldrig ønsket at den udbredte elendighed i verden skal eksistere. Han har aldrig villet at nogen skulle få en overflod af livets luksus, medens andres børn skal råbe efter brød. Midler der går udover livets fornødenheder, bliver betroet til mennesker til at gøre godt med, til at velsigne menneskeheden med. Herren siger: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse.” Lukas 12,33. Vær ”være gavmilde og dele med andre.” 1 Timotius 6,18. “Når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde.” Luke 14,13. “Løse ondskabens lænker,” “og bryde hvert åg,” “sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg.” “Du deler dit brød med den sultne,” “giver husly til hjemløse stakler.” “Du har klæder til den nøgne.” “Mætter den forkuede.” Esajas 58,6. 7. 10. “Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Markus 16,15. Dette er Herrens bud. Gør størstedelen af de bekendende kristne dette arbejde? ret
(371) Oh, hvor mange giver ikke sig selv Guds gaver! Hvor mange føjer huse til huse og land til land. Hvor mange bruger deres penge på fornøjelser, på at stille appetitten, til overdådige huse, møbler og klæder. Deres medmennesker overlades til elendighed og kriminalitet, til sygdom og død. Store skarer går til, uden et eneste medynkende blik, et ord eller forstående gerning. ret
(371) Mennesker er skyldig i røveri mod Gud. Deres brug af midler berøver herlighedens Herre, som burde spejles tilbage til Ham, ved at hjælpe lidende mennesker og frelse sjæle. De bedrager Hans betroede goder. Herren erklærer, ”Nu kommer jeg til jer og holder dom, jeg træder snart frem som vidne . . . . mod dem, der unddrager daglejeren hans løn, og dem, der afviser den fremmede, enken og den faderløse.” ”Kan et menneske bedrage Gud, siden I vil bedrage mig? I spørger: »Hvordan bedrager vi dig? Med tiende og afgifter. Forbandet skal I være, når I bedrager mig, det gælder hele folket.” Malakias 3,5. 8. 9. “Og nu I, som er rige! . . . . Jeres rigdom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer. . . . . I har samlet jer skatte til de sidste dage.” “I har levet mageligt og overdådigt her på jorden.” “Tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører.” Jakob 5,1-3. 5. 4. ret
(372) Enhver vil blive krævet til regnskab for hans betroede gaver. På den endelige domsdag vil menneskers sammendyngede rigdomme være værdiløse for dem. De har intet de kan kalde deres eget. ret
(372) De som bruger deres liv på at samle sig verdslige skatte viser mindre visdom, mindre eftertænksomhed og omsorg for deres evige velbefindende, end den uretfærdige forvalter gjorde for hans jordiske underhold. De bekendende lysets børn er mindre kloge end denne verdens børn for deres slægt. Dette er de som profeten har erklæret om, i hans syn om den store domsdag: ”Den dag skal mennesker tage deres afguder af sølv og deres afguder af guld, som de har lavet for at tilbede dem, og kaste dem hen til spidsmus og flagermus. De skal søge ind i klippespalter og i bjergkløfter i rædsel for Herren og for hans storhed og vælde, når han rejser sig for at skræmme jorden.” Esajas 2,20. 21. ret
(373) “Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon,” siger Kristus, ”for at de, når de slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.” Gud og Kristus og englene tjener alle de forpinte de lidende, og syndige. Giv dig selv til Gud for dette arbejde, brug Hans gaver til dette formål, og gå i partnerskab med himmelske væsener. Dit hjerte vil banke af sympati for deres. Du vil opsluges af dem i karakteren. Disse beboere i de evige boliger vil ikke være som fremmede for dig. Når jordiske ting er gået forbi, vil vagtfolkene ved himlens porte byde dig velkommen. ret
(373) Og midlerne der bruges til at velsigne andre med, vil komme tilbage. Rigdomme der bruges rigtigt, vil udrette meget godt. Sjæle vil vindes til Kristus. Han som følger Kristi plan for livet, vil se dem, som han arbejdede for og ofrede så meget for på Jorden; dem vil han se i Guds sale. De løskøbte vil huske på dem i taknemmelighed, som han medvirkede til deres frelse. Himlen vil være dyrebar for dem, som var trofaste i sjælevindingsarbejdet. ret
(373) Lektien i denne lignelse er til alle. Enhver vil drages til ansvar for den nåde han har fået gennem Kristus. Livet er for alvorligt, til at man optager sig selv i timelige eller jordiske ting. Herren ønsker at vi alle skal bibringe andre dette, som det evige og usynlige bibringer os med. ret
(373) Hvert år går millioner og millioner menneskesjæle uadvarede og ufrelste over i evigheden. Fra time til time har vi anledninger åbne for os, hvor vi kan nå og frelse sjæle. Dage, uger og måneder går; vi får en dag, en uge, en måned mindre til at gøre vort arbejde i. Nogle få år til, og den røst som vi ikke kan nægte at reagere på, vil sige: ”Aflæg regnskab for din forvaltning.” ret
(374) Kristus kalder på at alle skal overveje. Notér det ærligt. Læg Jesus på en vægt, som betyder evig rigdom liv, sandhed, himmel og Kristi glæde for genløste; læg al verdens tiltrækning på den anden. Læg din egen sjæls tab på den ene vægt, og de sjæle som du kunne være med til at frelse på den anden, for du selv og for dem, et liv som måler sig med Guds liv. Vej for tid og for evighed. Så længe du er engageret, siger Kristus: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?” Markus 8,36. ret
(374) Gud ønsker at vi skal vælge det himmelske sted fremfor det jordiske. Han åbner mulighederne for himmelsk investering op for os. Han vil opmuntre os til vore højeste mål, sikre os vore bedste rigdomme. Han erklærer: “Jeg gør et menneske mere sjældent end det reneste guld, en mand mere sjælden end Ofir-guld.” Esajas 13,12. Når de rigdomme som møl æder og rust fortærer bliver fejet bort, kan Kristi efterfølgere glæde sig over deres himmelske rigdom, uforgængelige rigdomme. ret
(374) Bedre end al verdens venskab er venskab med Kristi forløste. Bedre end en titel til det ædleste palads på Jorden er en titel til de boliger, som vor Herre har gået bort for at berede. Og bedre end alle de jordisk rosende ord, vil Frelserens ord være mod Hans trofaste tjenere: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.” Mattæus 25,34. ret
(374) Til dem som har bortødslet Hans gods, giver Kristus en mulighed for at sikre evige rigdomme. Han siger, "Giv, så skal der gives jer." "Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger." Lukas 6,38; 12,33. "Dem, der er rige i den nuværende verden, ... at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv." 1 Timotius 6,17-19. ret
(375) Lad da dine ejendomme gå i forvejen til himlen. Læg dine skatte ved siden af Guds trone. Forvis dig om din titel til Kristi uransagelige rigdomme. "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når de slipper op kan tage imod jer i de evige boliger." ret