(390) Dette kapitel er baseret på Mattæus 19,16-30; Mattæus 20,1-16; Markus 10,17-31; Lukas 18,18-30.
Jøderne havde næsten helt mistet sandheden om Guds frie nåde for deres øjne. Rabbinerne lærte at Guds gunst skulle fortjenes. Den retfærdighedsløn de håbede at vinde, var ved deres egne gerninger. Derved blev deres tilbedelse ansporet af en gerrighed og pengebegæring. Denne ånd følte endog Kristi disciple sig ikke helt fri af, og Frelseren fandt enhver anledning for at vise deres fejl. Lige før Han gav lignelsen om arbejderne, skete der noget som åbnede vej for Ham, til at give principperne. ret
(390) Idet han gik på vejen, kom en ung embedsmand hen til ham, knælede ned, og hilste ham ærbødigt. “Gode Mester,” sagde han, “hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” ret
(390) Den rige mand talte blot til Kristus som en æret rabbi, han havde ikke set Ham som Guds Søn. Frelseren sagde: “Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.. det er, Gud.” Af hvilken grund kalder du Mig for god. Gud er god? Hvis du genkender mig som sådan, må du tage imod mig som Hans Søn og repræsentant. ret
(391) “Vil du gå ind til livet,” tilføjede han, ”så hold budene!,” Guds karakter udtrykkes i Hans lov; og for at du kommer i harmoni med Gud, må grundprincipperne i Hans lov, udspringe i alle dine handlinger. ret
(391) Kristus formindsker ikke lovens krav. Med et umiskendeligt sprog fremviser Han lydighed mod den, som betingelse for evigt liv – den samme betingelse Adam var pålagt før hans fald. Herren forventer ikke mindre af sjælen nu, end han forventede af mennesket i paradiset, fuldkommen lydighed, pletfri retfærdighed. Forudsætningerne under nådens pagt er ligeså bred som forudsætningerne i Edens have – harmoni med Guds lov, som er hellig, retfærdig og god. ret
(391) Til ordene, “At holde budene,” svarede de unge mand, “Hvilke?” Han mente at det var nogle ceremonielle forskrifter, men Kristus talte om loven givet ved Sinai. Han nævnte flere bud fra den anden tavle i tibuds-loven, derefter sammenfattede han dem i forskriften, ”Du skal elske din næste som dig selv.” ret
(391) Den unge mand svarede uden tøven, “Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?” Hans opfattelse af loven var udvendig og overfladisk. Bedømt efter menneskers standard, havde han bevaret en pletfri karakter. I stor grad havde hans ydre liv været fri for skyld; han mente at hans lydighed var uden en sprække. Alligevel var han bange i det skjulte, for at alt ikke var i orden mellem hans sjæl og Gud. Dette ansporede spørgsmålet, ”Hvad mangler jeg så?” ret
(391) “Vil du være fuldkommen,” sagde Kristus, ”så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!’ - Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.” ret
(392) Egenkærligheden er en lovovertræder. Dette ønskede Jesus at åbenbare for den unge mand, og Han gav ham en prøve, der ville vise hans selviske hjerte. Han viste ham den pinefulde plet på hans karakter. Den unge mand ønskede ikke yderligere oplysning. Han gemte på en afgud i sjælen; verden var hans gud. Han bekendte at holde budene, men han var blottet for princippet om ånden og livet i det hele. Han besad ikke sand kærlighed til Gud eller mennesker. Dette ønske var altings ønske som verden ville give ham, for at komme ind i himmeriget. I hans kærlighed til selvet og verdslig vinding var ikke i overensstemmelse med himlens principper. ret
(392) Da denne unge hersker kom til Jesus, vandt hans oprigtighed og alvor Frelserens hjerte. Han ”så på ham og fattede kærlighed til ham”. Hos denne unge mand så Han én som kunne tjene som en retfærdighedens forkynder. Han ville have fået dette talent hos denne ædle unge, ligeså hurtigt som Han fik de fattige fiskere, som fulgte Ham. Havde denne unge mand brugt sine evner på sjælevindingsarbejde, kunne han være blevet en flittig medarbejder for Kristus. ret
(393) Men først må han acceptere betingelserne for discipelskab. Han må give sig selv uforbeholdent til Gud. På Frelserens kald, forlod Johannes, Peter, Mattæus og deres venner alt, stod op, og fulgte ham. Lukas 5,28. Den samme helligelse blev pålagt den unge hersker. Og i dette bad Kristus ikke om et større offer end Han selv gjorde. ”For jeres skyld blev [Han] fattig, skønt Han var rig, for at I kunne blive rige ved Hans fattigdom.” 2. kor. 8,9. Den unge mand skulle blot følge der, hvor Kristus førte vejen. ret
(393) Kristus så på den unge mand og længes efter hans sjæl. Han længes efter at sende ham ud som budbringer til at velsigne mennesker. Det sted som Han kaldte ham til at overgive sig, gav Kristus ham muligheden for følgeskab med Sig selv. ”Følg mig,” sagde Han. Dette privilegium regnede Peter, Jakob og Johannes som en glæde. Den unge mand så selv beundrende på Jesus. Hans hjerte blev draget hen mod Frelseren. Men han var ikke parat til at tage imod Frelsens princip om selvopofrelse. Han valgte sine rigdomme frem for Jesus. Han ønskede evigt liv, men ville ikke tage den uselviske kærlighed ind i sjælen, som alene er liv, og han vendte sig med sorrigt hjerte bort fra Kristus. ret
(393) Idet den unge mand vendte sig bort, sagde Jesus til Sine disciple: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige.” Disse ord forbavsede disciplene. De havde lært at se på rigdommene som himlens yndest; verdslig magt og rigdomme håbede de selv at tage imod i Messias' rige; hvis den rige ikke kommer ind i riget, hvilket håb kunne der da være for resten af disse mennesker? ret
(394) “Børn, hvor er det vanskeligt at komme ind i Guds rige! Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Men de blev endnu mere forfærdede.” Nu indså de at denne alvorlige advarsel også var til dem. I lyset af Frelserens ord, blev deres egen skjulte længsel efter magt og rigdomme åbenbaret. Med tvivl om den selv udbrød de: ”Hvem kan så blive frelst?” ret
(394) “Jesus så på dem og svarede: For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.” ret
(394) En rig mand, som denne, kan ikke komme i himlen. Hans rigdom giver ham ingen titel til de helliges arv i lyset. Det er kun gennem Kristi ufortjente nåde, at nogen kan få adgang til Guds stad. ret
(394) Helligånden siger til den rige, og ikke mindst til den fattige: “I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt.” 1 Korinter 6,19. 20. Når mennesker tror dette, vil deres ejendomme være som en tillid, der skal bruges som Gud anviser, for at frelse de fortabte, og til lidendes og fattiges hjælp. For mennesker er dette umuligt, for hjertet klynger sig til dets jordiske rigdomme. Den sjæl der bindes til at tjene mammon er døv for menneskebehovets råb. Men hos Gud er alt muligt. Ved at beskue Kristi uforlignelige kærlighed, vil det selviske hjertes blødgøres og underlægge sig. Den rige mand vil blive ledt, ligesom farisæeren Saulus, sagde: ”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre.” Filipperne 3,7.8. Så vil de ikke regene andet for deres eget. De vil glæde sig over sig selv som forvaltere af Guds mangfoldige nåde, og tjene alle mennesker for Hans skyld. ret
(394) Peter var den første der reagerede på den skjulte overbevisning, ved Frelserens ord. Han tænkte tilfreds over, hvad han og hans brødre havde opgivet for Kristus. ret
(395) “Se,” sagde han, “vi har forladt alt og fulgt dig.” Han huskede det betingede løfte til den unge rigmand, “så vil du få en skat i himlene,” spurgte han nu, hvad han og hans meddisciple skulle få som løn for deres ofre. ret
(395) Frelseren svarede på disse galilæiske fiskeres dirrende hjerter. Det skildrede en ære, der fyldte deres højeste drømme: “Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.” Og Han tilføjede, “Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.” ret
(396) Med Peters spørgsmål, “Hvad får så vi?” åbenbarede han en utilpassethed som gør disciplene uegnede til at være budbringer for Kristus; for det var en lejesvend der sagde sådan. Skønt de blev tiltrukket af Jesu kærlighed, var disciplene ikke helt fri farisæisme. De arbejder stadig med tanke på at fortjene lønnen i forhold til deres arbejde. De gemmer på en selvophøjelse og selvtilfredshed, og sammenligner sig med hinanden. Når en af dem svigter i et eller andet, føler de andre sig overlegne. ret
(396) For at discipline ikke skal miste evangeliets principper for øje, fortalte Kristus dem en lignelse der illustrer den måde Gud behandler Sine tjenere på, og den ånd som Han ønsker at de skal have for Hans arbejde. ret
(396) “For Himmeriget” sagde Han, ”ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgnen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.” Det var skik at mennesker søger arbejde på markedspladsen, og arbejdsgivere gik derhen for at finde arbejdere. I lignelsen vises manden der går ud på forskellige klokkeslæt for at hyre arbejdere. De som blev hyret på de første timer, blev enige om en sum og arbejdede; de som blev hyret senere overlod deres løn til vingårdsejerens forgodtbefindende. ret
(396) “Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i det ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar.” ret
(396) Den måde vingårdsejeren behandler medarbejderne på i sin vingård, viser den måde Gud behandler menneskefamilien på. Det går imod de fremherskende skikke bland mennesker. I verdslige forretninger, gives der kompensation efter det arbejde der er udført. Arbejderne forventer at der kun udbetales efter det han fortjener. Men i lignelsen, oplyste Kristus om Sit riges principper – et rige der ikke er af denne verden. Han kontrolleres ikke af nogen menneskelig standard. Herren siger: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, . . . . . for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.” Esajas 55,8. 9. ret
(397) I lignelsen gik de første medarbejdere med til at arbejde for et aftalt beløb, og de modtog det specificerede beløb, og intet mere. De der blev hyret senere troede mesterens løfte, ”Hvad der er det rigtige, det skal I få.” De viste ham tillid ved at ikke tvivle om lønnen. De stolede på hans retfærdighed og rimelighed. De blev lønnet, ikke efter deres arbejde, men efter den rundhåndethed han ville give. ret
(397) Således ønsker Gud, at vi skal stole på Ham som retfærdiggør den ugudelige. Hans løn gives ikke efter vor fortjeneste, men efter Hans hensigter, ”som han gennemførte ved Kristus Jesus, vor Herre.” Efeser 3,11. “Frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig”. Titus 3,5. Og for dem som stoler på Ham vil ”gøre langt ud over alt, hvad vi beder om.” Efeser 3,20. ret
(397) Det som har værdi for Gud, er ikke den mængde arbejde der udrettes eller dets synlige resultater, men med den ånd arbejdet udføres i. De som kom ind på vingården i den ellevte time var taknemmelig over, at få lov at arbejde. Deres hjerter var fuld af taknemmelighed til ham, som havde taget imod dem; og når dagen afslutter betalte vingårdsejeren dem for en hel dags arbejde, blev de vældig overraskede. De vidste at de ikke havde fortjent en sådan løn. Og den venlighed der kom til udtryk i deres arbejdsgivers ansigt, fyldte dem med glæde. De glemte aldrig vingårdsejerens godhed eller den gavmilde kompensation de havde fået. Sådan er det med den synder, som bevidst om sin uværdighed, er gået ind på Mesterens vingård på den ellevte time. Hans tid for arbejde virker så kort, og han føler at han ikke fortjener nogen løn, men han fyldes af glæde over at Gud overhovedet tog imod ham. Hans arbejder i ydmyghed og tillidsfuldhed, taknemmelig over at være en medarbejder sammen med Kristus. Denne ånd glæder Gud sig ved at honorere. ret
(398) Herren ønsker at vi skal hvile i Ham, uden at betvivle vort mål af løn. Når Kristus forbliver i sjælen, er tanken om løn ikke det største. Det er ikke det motiv som driver til tjeneste. Det er rigtigt at vi i en mindre grad har respekt for lønnens gengældelse. Gud ønsker at vi skal påskønne Hans udlovede velsignelser. Men Han vil ikke at vi skal være ivrige efter løn eller lade os mærke af at få betaling for alle opgaver. Vi bør ikke være så ivrige efter at få løn som vi er efter at gøre det rigtige, uanset al vinding. Kærlighed til Gud og vore medmennesker bør være vort motiv. ret
(399) Denne lignelse undskylder ikke dem der hører det første kald til at arbejde, men som ikke går ud på Herrens vingård. Da vingårdsejeren gik ud på markedspladsen i det ellevte time og fandt ubeskæftigede mænd, sagde han: ”Hvorfor har I stået ledige her hele dagen?” Var svaret, ”Fordi ingen har lejet os.” Ingen af dem som blev kaldt ind senere om dagen, var der om morgnen De havde ikke afvist kaldet. De som afviser og senere angrer, gør ret i at angre; men det er ikke sikkert at spøge ved det første nådeskald. ret
(399) Da medarbejderen i vingården havde fået “hver sin denar,” blev dem, der var begyndt tidlig om morgen krænkede. Havde de ikke arbejdet i tolv timer? tænkte de, og var det ikke rigtigt at de ikke skulle få mere end dem som havde arbejdet blot een time i den køligere tid af dagen? ”De sidste dér har kun arbejdet én time,” sagde de, ”og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.” ret
(399) “Min Ven,” svarede vingårdsejeren til én af dem, ”jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her, det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? ret
(399) “Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.” ret
(399) De første medarbejdere i lignelsen viser dem som, på grund af deres arbejde, kræver forret frem for andre. De påtager deres arbejde i al selverkendtlighed, og gør intet for at gøre det selvfornægtende og opofrende. De kunne bekende at tjene Gud i hele deres liv, de kunne være forrest i at klare vanskeligheder, afsavn og prøvelser, og derfor mener de at de står til en stor løn. De tænker mere på løn end privilegierne ved at være Kristi tjenere. Efter deres syn giver deres arbejde og ofre mere ære frem for andre, og når dette ikke indrømmes, bliver de fornærmede. Lagde de en elskelig og tillidsfuldhed i deres arbejde, ville de fortsætte med at være de første; men deres klagende og jamrende adfærd ligner ikke Kristus, og de beviser at de ikke kan få tillid. Det afslører et ønske om at hævde sig selv, deres mistillid til Gud, og deres ivrige modvilje mod deres brødre. Herrens godhed og gavmildhed giver kun anledning til at knurre. Derved viser de at der ikke er forbindelse mellem deres sjæle og Gud. De kender ikke samarbejdesglæden med Mesterarbejderen. ret
(400) Der er intet mere krænkende for Gud end denne snæversynethed og selvmedlidenhed. Han kan ikke arbejde med nogen der viser disse egenskaber. De er ikke klar over Hans Ånds arbejde. ret
(400) Først blev jøderne kaldt ud i Herrens vingård, og derfor blev de stolte og selvretfærdige. De mente at deres mange år i denne tjeneste, gav dem ret til at få en større løn end andre. Der var ikke noget der fortvivlede dem mere, end tanken at hedningene skulle få samme privilegier med Guds sager, ligesom de selv. ret
(400) Kristus advarede disciplene, som først blev kaldt til at følge Ham. At det samme onde ikke gemmer sig hos dem. Han så den svaghed, menighedens forbandelse, vil være selvretfærdighedens ånd. Mennesker vil tro at de kunne gøre noget for at fortjene et sted i himmeriget. De ville forestille sig, at når de var kommet lidt frem, ville Herren komme ind og hjælpe dem. Således vil der være en masse af selvet og lidt af Jesus. Mange, som havde vokset lidt, vil blæses op og anse sig for andre overlegne. De vil være ivrige for smiger; ivrige efter om dette ikke er det vigtigste. Denne fare forsøger Kristus at vogte Sine disciple imod. ret
(401) Al pral for at fortjene sig selv, hører ikke hjemme. “Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.” Jeremias 9,23. 24. ret
(401) Lønnen er ikke efter gerninger, for at nogle mennesker ikke skal prale; men den er efter nåde. ”Hvad skal vi da sige om Abraham, vort folks stamfader? Hvad opnåede han? Hvis det var af gerninger, Abraham blev gjort retfærdig, har han noget at være stolt af; dog ikke over for Gud. For hvad siger Skriften? 'Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.' Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.” Romerne 4,1-5. Derfor har ingen anledning til at herlige sig over andre eller misunde hinanden med. Ingen er har større rettigheder over andre, nogen kan heller ikke kræve lønnen som en ret. ret
(402) De første og de sidste skal have del i den store og evige løn, og de første byder de sidste gladelig velkommen. Han som beklager sig over lønnen til andre, glemmer at han selv, frelses alene af nåde. Lignelsen om arbejdere irettesætter al skinsyge og onde tanker. Kærlighed glæder sig i sandhed og danner ingen misundelsesværdige sammenligninger. Han som har kærlighed sammenligner kun Kristi elskelighed med sin egen ufuldkomne karakter. ret
(402) Denne lignelse er en advarsel til arbejdere, uanset hvor lang tid de har arbejdet, uanset mængden af deres arbejde, at uden kærlighed til deres brødre, uden underdanighed mod Gud, er de ingenting. Der er ingen religion i at sætte sig selv højt. Han som forherliger sit eget mål, vil finde sig blottet for den nåde, som alene kan udruste ham for Kristi tjeneste. Hvor stolthed og selvtilfredshed får frihed, der vil arbejdet blive ødelagt. ret
(402) Det er ikke den mængde tid vi bruger på arbejdet, men det er vor villighed og flid for arbejdet, som gør det antageligt for Gud. I al vor tjeneste kræves der en fuld overgivelse af selvet. De mindste pligter gøres i oprigtighed og uden at tænke på sig selv er Gud mere behageligt, end det største arbejde der ødelægges af at søge sig selv. Det ser ud til at han ser meget på den Kristi Ånd vi værner om, og hvor meget af Kristi lighed vore gerninger åbenbarer. Han ser mere på den kærlighed og trofasthed vi arbejder med, end på hvor meget vi gør. ret
(402) Kun når selviskheden er død, når kampen for overherredømme forjages, når taknemmelighed fylder hjertet, og kærlighed gør livet velduftende – det er kun dér at Kristus kan bo i sjælen, og vi genkendes som arbejdere sammen med Gud. ret
(402) Uanset hvor prøvende deres arbejde er, ser den sande arbejder det ikke som et slid. De er parate til at ofre og blive ofret; men det er et glædeligt arbejde, der gøres med et glad hjerte. Glæden i Gud udtrykkes gennem Jesus Kristus. Deres glæde er den glæde Kristus har for sig – ”at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” Joh. 4,34. De samarbejder med herlighedens Herre. Denne tanke forsøder al slid, den styrker viljen, den giver ånden kraft, hvad den end måtte befale. Når der arbejdes med det uselviske hjerte, forædles ved at få del i Kristi lidelser, dele hans sympati og samarbejde med Ham i Hans arbejde, hjælper de med at opsvulme Hans glædes tidevandsbølge og ære og prise Han ophøjede navn. ret
(403) Dette er ånden i al sand tjeneste for Gud. Selvom der er en mangel af denne ånd, vil mange der ser ud til at være de første, blive de sidste; medens dem der har denne ånd bliver de første, selv om de regnes blandt sidste. ret
(403) Der er mange, som har givet sig selv til Kristus, som alligevel ikke ser nogen mulighed for at gøre et stort arbejde eller yde store ofre for Hans tjeneste. Disse kan finde trøst i tanken at det ikke er nødvendigt med martyrens selvovergivelse, som er det mest antagelige for Gud; det er ikke det missionsarbejde hvor man dagligt står over for fare og død, som er det højeste i himlens optegnelsesbøger. Kristne som er sådan i sit private liv, i den daglige overgivelse af selvet, med oprigtige hensigter og rene tanker, som under sagtmodighedens udfordring, i tro og ydmyghed, i troskab i det mindste, ham som viser Kristi karakter i hjemmelivet – et sådant menneske må være dyrebart i Guds øjne, - endog mere dyrebar end den mest verdenskendte missionær eller martyr. ret
(403) Oh, hvor hvor forskelligt udmåler Gud og mennesker dog karakterstandarden. Gud ser mange fristelser registreret som verden og endog nære venner aldrig har kendt – fristelser i hjemmet, i hjertet. Han ser sjælens ydmyghed i synet af dets egen svaghed; den oprigtige anger over endog en tanke som er ond. Han ser den helhjertede helligelse til Hans tjeneste. Han bemærkede de vanskelige kampe med selvet – kampen for at vinde sejr. Alt dette kender Gud og engle til. En erindringsbog står skrevet over for Ham, for dem der frygter Herren og tænker på Hans navn. ret
(404) Hemmeligheden bag succes findes ikke efter vor lærdom, ikke efter vor position, ikke efter antallet talenter eller hvor betroede de er, ikke efter menneskers vilje. Mærker vi vor magtesløshed skal vi betragte Kristus, og gennem Ham, som er al krafts styrke, alle tankers tanke, vil den villige og lydige vinde sejr efter sejr. ret
(404) Og uanset hvor kort vor tjeneste er, og hvor ydmyg vort arbejde det end er, vil vi - hvis vi følger Kristus i enkel tro - ikke skuffes over lønnen. Det som endog den største og klogeste ikke kan fortjene, kan den svageste og ydmygeste modtage. Himlens gyldne porte åbner sig ikke for de selvophøjede. Den åbnes ikke op i stolthed. Men de evige porte vil åbnes helt op ved et lille barns skælvende berøring. Salig er nådens løn til dem, som har arbejdet for Gud i en enfoldig tro og i kærlighed. ret