(62) Dette kapitel er baseret på Markus 4,26-29.
Lignelsen om sædemanden vækker mange spørgsmål. Nogle af tilhørerne fik det ud af det at Kristus ikke skulle oprette et jordisk rige, og mange blev nysgerrige og forvirrede. I deres rådvildhed, brugte Kristus andre illustrationer, der stadige prøvede at vende deres tanker fra håbet om verdsligt rige, hen til Guds nådesværk i sjælen. ret
(62) ”Og han sagde: Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.” ret
(62) Bonden som “går straks i gang med seglen, for høsten er inde”, kan ikke være andre end Kristus. Det er Ham som vil høste jordens afgrøde på den sidste store dag. Men sædemanden repræsenterer dem, som vil arbejde i Kristi sted. Det siges at sæden vil ”spire og vokse, uden at han ved hvordan”, og det passer ikke på Guds Søn. Kristus sover ikke med Sit ansvar, men overvåger den dag og nat. Han er ikke uvidende om hvordan kornet vokser. ret
(63) Lignelsen om kornet åbenbarer at Gud arbejder i naturen. Kornet har selv et spirende grundprincip, et princip som Gud Selv har lagt ind, men var den dog overladt til sig selv, ville sæden ikke have kraft til at spire op. Mennesket har sin del at gøre, med at fremme kornets vækst. De må forberede og gøde jorden og udsprede sæden. Han må opdyrke markerne. Men derudover er et punkt hvor de ikke kan gøre noget. Menneskers styrke og visdom kan ikke frembringe den levende plante fra frøet. Lad mennesker anstrenge sig til det yderste, men må stadig bero sig på Ham som har forbundet såningen og høsten med sin egen almægtige kraft. ret
(63) Der er liv i sæden, der er kraft i jorden; men udøves den almægtiges kraft ikke dag og nat, vil sæden ikke give noget afkast. Regnens væde må sendes for at give de tørstige marker næring, solen må opvarme, der må overføres elektricitetsenergi til de nedgravede frø. Det er kun Skaberen som kan fremkalde den energi, som Han har lagt ind. Al sæd vokser, alle planter udvikler sig, ved Guds kraft. ret
(63) “For som jorden bringer spirerne frem, og frø spirer frem i haven, sådan lader Gud Herren retfærdighed spire og lovsang gro frem for alle folkenes øjne.” Esajas 61,11. Sådan som det sker i naturen, sådan er det med den åndelige udsåning; sandhedslæreren må først tilberede hjertets grobund; han må udså sæden, men kun den kraft, som giver liv, er fra Gud. Her er der et punkt hvor menneskers møje er forgæves. Når vi skal forkynde ordet, kan vi ikke give den kraft, som opildner sjælen, og får retfærdighed og lovprisning til at springe frem. Ved forkyndelsen af ordet må der være en agent der arbejder udover menneskers kraft. Kun gennem den guddommelige Ånd vil ordet blive levende og kraftfuld til at forny sjælen til evigt liv. Dette er hvad Kristus prøvede at indprente på Sine disciple. Han lærte at der ikke var noget de besad i sig selv, som kunne gøre deres arbejde succesrigt, men at det er Guds mirakelvirkende kraft som giver Hans egne ord livskraft. ret
(64) Såmandens arbejde er et troens arbejde. Han kan ikke forstå hemmeligheden ved spirringen og frøenes vækst. Men han har tillid til de redskaber som Gud får vegetationen til at blomstre ved. Ved at sprede sine frø på jorden, kaster han de dyrebare korn bort, så de kan give brød til hans familie, men opgiver blot det nuværende gode for at få mere tilbage. Han kaster frøene ud, i forventning at om at samle mangfoldighed ved en overmådig høst. Således skal Kristi tjenere arbejde forvente en høst af den sæd de udsår. ret
(65) Den gode sæd, kan ligge ubemærket hen for en tid i et koldt og verdsligt hjerte, der ikke tyder på, at det har slået rod; men efterfølgende, eftersom Guds Ånd puster på sjælen, spirer de skjulte frø, og bærer til sidst frugt til Guds ære. I vort livsarbejde ved vi ikke, om det ene eller andet skal have fremgang. Det er ikke et spørgsmål vi kan afgøre. Vi skal gøre vort arbejde, og overlade resultaterne til Gud. ”Så dit korn om morgenen, og lad ikke hånden hvile ved aftenstid.” Prædik 11,6. Guds store pagt erklærer at “Så længe jorden står, skal såtid og høsttid . . . ikke ophøre." 1 Mos 8,22. I tillid til dette løfte opdyrker bonden jorden og tilsår. Vi skal ikke have mindre tillid til åndeligt så-arbejde, og stole på Hans forvisning, ” sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.” Esajas 55,11. “Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.” Sal 126,6. ret
(65) Frøspiringen repræsenterer begyndelsen af det åndelige liv, og plantens udvikling er et smukt billede på den kristne vækst. Som det er i naturen, sådan er det med nåden; der kan ikke være noget liv uden vækst. Planten må enten vokse eller dø. Idet den vokser er den tavs og lader sig ikke mærke af noget, men fortsætter stadig, sådan er det med kristenlivets udvikling. Hvert trin af vor livs udvikling må være fuldkommen, men hvis Guds formål med os skal fuldbyrdes, må der være en stadig vækst. Helliggørelsen er et livslangt arbejde. Idet vi får flere muligheder, vil vor erfaring blive større og flere kundskaber. Vi vil blive stærke nok til at bære ansvar, og vor modenhed vil stå i forhold til vore privilegier. ret
(66) Planten vokser ved at få det, som Gud har givet os til livets underhold. Den sender sine rødder ned i jorden. Den drikker dug og regn i solskinnet. Den får sit livgivende gods fra luften. Således skal den kristne vokse i samarbejde med de guddommelige agenter. Idet vi mærker vor hjælpeløshed, skal vi udnytte alle de muligheder vi har fået, så vi kan have en større erfaring. Idet planten slår rødder i jorden, ligeså skal vi slå dybe rødder i Kristus. Ligesom planten får solskin, dug og regn, ligeså skal vi åbne vore hjerter for Helligånden. Arbejdet skal gøres, ”ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!” Zakarias 4,6. Hvis vi holder vore tanker fæstnet på Kristus, vil han blive “som regnskyl, som forårsregn, der væder jorden.” Hos 6,3. Som Retfærdighedens Sol, vil han brede os ”under dens vinger er der helbredelse.” Mal. 3,20. Vi skal ”blomstre som liljen.” Vi “skal blomstre som vinstokken” Hos. 14,6.8. Når man hele tiden stoler på Kristus som vor personlige Frelser, skal vi, i alle ting, vokse op til Ham, som er vort hoved. ret
(67) Hveden udvikler “først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” Formålet med at bonden udsår sæden og dyrker de voksende planter, er at producere afgrøde. Han ønsker brød til den sultne, og sæd til den fremtidige høst. Således afventer den guddommelige bonde en høst som løn for Hans arbejde og opofrelse. Kristus søger at gendanne Sig selv i menneskehjerterne; og dette gør Han hos dem, som tror på ham. Formålet med det kristne liv er at bære frugt – for genskabelsen af Kristi karakter hos den troende, er at den må gendannes hos andre. ret
(67) Planter spirer, vokser eller bærer ikke frugt for sin egen skyld, men for at “give udsæd til den, der vil så, og brød til den, der vil spise.” Esajas 55,10. Så intet menneske kan leve for sig selv. Den kristne er i verden som Kristi repræsentant, for at frelse andre sjæle. ret
(67) Der sker ingen vækst eller frugtbarhed i det liv, der centrer sig om sig selv. Hvis du har antaget Kristus som en personlig Frelser, så må du glemme dig selv, og prøve at hjælpe andre. Tal om Kristi kærlighed, fortæl om Hans godhed. Gør alle pligter som byder sig ind. Bær sjæles byrde i dit hjerte, og søg at frelse alle fortabte med alle de midler du har. Idet du tager imod Kristi Ånd – den uselviske Ånd og arbejde for andre – vil du vokse og frembringe frugt. Åndens nådegave vil modnes i din karakter. Din tro vil vokse, din samvittighed vil uddybes, din kærlighed vil gøres fuldkommen. Du vil mere og mere genspejle Kristi lignelse i alt som er rent, ædelt og elskeligt. ret
(68) “Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” Galaterne 5,22. 23. Denne frugt kan aldrig gå til, men vil yde en høst til evig liv, efter sin slags. ret
(69) “Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.” Kristus venter længselsfuldt på at manifestere sig Selv i Sin kirke. Når Kristi karakter genskabes fuldkomment i hans folk, så vil Han komme og påberåbe dem som Sine egne. ret
(69) Det er enhver kristens privilegium at ikke kun vente på, men fremskynde vor Herre Jesu Kristi komme, (2 Peter 3,12). Hvor alle der bekender Hans navn bærer frugt til Hans ære, hvor hurtig vil hele verden da ikke blive tilsået med evangeliets sæd. Den sidste store høst vil hurtig kunne modnes, og Kristus vil komme for at indsamle de værdifulde korn. ret