(80) Familien og skolen lærer dyrebare lektier fra udsåningsarbejdet og plantens vækst fra frøstadiet. Lad børn og unge lære at genkende de guddommelige agenter i de naturlige ting, og de vil kunne gribe de usynlige gaver i tro. Idet de vil forstå Guds forunderlige arbejde med at dække Sin store families ønsker, og hvordan vi skal samarbejde med Ham, vil de få mere tro på Gud, og vil erkende mere af Hans kraft i deres dagligdag. ret
(80) Gud skabte frøet, da Han skabte jorden, ved Sit ord. Ved Hans ord gav Han det magt til vokse og formere sig. Han sagde: ”Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden. Og det skete . . . . . Gud så, at det var godt.” 1. Mos. 1,11. 12. Det er dette ord, som stadig får frø til at vokse. Alle frø, som sender sine grønne blade ud til sollyset, erklærer den forunderlig virkende kraft af det ord, som Han sagde: ”Han talte, og det skete”; som ”befalede, og det stod der.” Sal. 33,9 ret
(81) Kristus lærte Sine disciple at bede “Giv os i dag vort daglige brød.” Og da Han pegede på blomsterne, gav Han forvisningen: ”Hvis Gud klæder markens græs, . . . . skal Han så ikke meget mere klæde jer?” Mattæus 6,11. 30. Kristus arbejder hele tiden på at besvare denne bøn, og give denne gode forvisning. Der er en usynlig kraft, der hele tiden arbejder som menneskenes tjener på at give føde og klæde mennesket. Mange af de medarbejdere vor Herre ansætter til at danne frø, som tilsyneladende kastes ud, bliver en levende plante. Og Han giver alt i rette forhold, som forlanges for at fuldende høsten. Her salmistens smukke ord: ret
(81) “Du tager dig af landet og giver det regn,
du gør dets rigdom stor;
Guds bæk er fuld af vand,
du sørger for kornet, ja, det sørger du for.
Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden,
du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer.
Du kroner året med dine gode gaver,
dine hjulspor driver af fedme.
Sal.65,10-12.
(81) Den materielle verden er under Guds kontrol. Naturen adlyder naturlovene. Alt taler og handler Skaberens vilje. Skyerne og solskinnet, dug og regn, storm og vind, alt er under Guds ledelse, og er ubetinget lydige mod Hans befaling. Det er i lydighed mod Guds lov at kornets spire baner sig vej gennem jorden, ”først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” Mark 4,28. Dette udvikler Herren på deres rette tidspunkt, fordi de ikke modsætter sig Hans værk. Og er det da så at mennesker, som er skabt i Guds billede, begavet med fornuft og taleevne, er alene om at ikke påskønne Hans gaver og er ulydig mod Hans vilje? Skal det kun være fornuftsvæsenerne der skaber forvirring i vor verden?
(82) Guddommelig og menneskelig anstrengelse i forening kan ses i alt som tjener til menneskers ophold. Der kan ikke være nogen høst, uden at menneskers hænder gør sin del, såsom at udså frøene. Men uden de redskaber som Gud giver, i form af sol og regn, dug og skyer, så vil der ikke være vækst. Sådan er det i alle forretningstiltag, i alle studie- og videnskabsafdelinger. Sådan er det med åndelige ting, ved dannelse af karakter, og i alle linjer af det kristne arbejde. Vi har en del at gøre, men vi må have guddommelig magt til at forene os, ellers vil vor møje være forgæves. ret
(82) Alt hvad mennesker overhoved udretter, hvadenten det er i åndelige eller timelige linjer, bør han have på sinde at det gøres i samarbejde med sin Skaber. Vi har et stort behov for at indrømme vor afhængighed af Gud. Der sættes for megen lid til mennesker, der stoles for meget på menneskers påfund. Der er for lidt tillid til den kraft, som Gud står parat til at give. ”Vi er Guds medarbejdere.” 1. Korinter 3,9. Den del som mennesker bidrager med, er så lille, at den ikke kan måles; men forbindes mennesket med Kristi guddommelighed, kan de gøre alt gennem den styrke, som Kristus bibringer med.
(82) Plantens gradvise udvikling fra kornstadiet, er en forbilledlig lektie i børneopdragelse. Der er ”først strå, så aks, så fuld kerne i akset.” Han som gav denne lignelse skabte de bittesmå korn, gav dem deres livsvigtige egenskaber, og forordnede de love som styrer dets vækst. Og de sandheder, som lignelsen lærer blev gjort til levende virkelighed i Hans eget liv. Han fulgte den guddommelige vækstorden i både Hans fysiske og Hans åndelige natur, som illustreres ved planten, ligesom Han ønsker alle de unge skal gøre. Selvom Han var himlens Majestæt, herlighedens Konge, blev Han et lille barn i Bethlehem, og repræsenterede det hjælpeløse barn for en tid, som er i sin moders omsorg. I barndommen gjorde han et lydigt barns gerninger. Han talte og handlede med et barns klogskab, og ikke som en mand, ærede Sine forældre ved at gennemføre deres ønsker på en hjælpsom måde, efter et barns evner. Men ved hvert trin i hans udvikling var Han fuldkommen, med et syndfri livs fuldkomne og naturlige nåde. Den hellige skrift skriver om Hans barndom: ”Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.” og om ungdom står der: ”Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.” Luk. 2,40. 52. ret
(83) Her hentydes der til forældres og læreres arbejde. De bør hjælpe til at unges tilbøjeligheder oppasses, så de kan fremstille den naturlige skønhed, på hvert trin af deres liv, som passer til den periode. Folde sig naturligt ud, som planterne i haven gør. ret
(83) De naturlige og upåvirkelige børn er de mest tiltrækkende. Det er ikke klogt at vise dem særlig opmærksomhed, og gentage deres kvikke bemærkninger for dem. Der må ikke anspores til forfængelighed, ved at rose deres udseende, deres ord eller deres handlinger. De bør heller ikke klæde sig, på en dyr og opmærksomhedsfremmende måde. Dette opmuntrer dem til stolthed, og vækker misundelse i deres kammeraters hjerter. ret
(83) Disse små bør opdrages med barnlig enfoldighed. De bør oplæres til at være tilfredse med de små, hjælpeløse pligter, og de naturlige fornøjelser og erfaringer for deres år. Børn svarer til bladene i lignelsen, og bladene har deres særlige skønhed. Børn bør ikke tvinges ud i en for tidlig modenhed, men bør fastholde deres første års friskhed og nådegave, så længe som det er muligt. ret
(84) De små børn kan være kristne, få en erfaring der svarer til deres årgang. Det er alt hvad Gud forventer af dem. De behøver at blive oplært i åndelige ting; og forældre bør give dem alle muligheder, så de kan danne en karakter efter Kristi karakters lighed.
(84) I Guds love i naturen, følger virkning efter årsag, med en ufejlbarlig sikkerhed. Høsten vil bevidne, hvordan såningen har været. Den dovne arbejder dømmes ved hans arbejde. Høsten bærer vidne imod ham. Sådan er det med åndelige ting: enhver medarbejders trofasthed måles med resultatet af hans arbejde. Karakteren af hans arbejde, hvad enten det er flittig eller dovent, åbenbares ved høsten. Det er sådan at hans skæbne for evigheden afgøres. ret
(84) Al sæd, der udsås, giver en høst af sin slags. Sådan er det med menneskelivet. Vi behøver alle at så medfølenhedens, sympatiens og kærlighedens frø; for vi skal høste hvad vi sår. Alt hvad der får karakter af selviskhed, egenkærlighed, selvagtelse, alt hvad der gøres for at føje sig selv, vil frembringe en lignende høst. Han som lever for sig selv sår i kødet, og af kødet vil han høste fordærv. ret
(84) Gud ødelægger ingen mennesker. Enhver som ødelægger, vil selv blive ødelagt. Enhver som kvæler samvittighedens advarsler, sår vantroens frø, og dette vil give sin visselige høst. Da Guds første advarsel blev afvist, såede den gamle Farao genstridighedens frø, og han høstede genstridighed. Gud tvang ikke Farao til at vantro. Vantroens frø, som han såede, gav en høst af sin slags. Således fortsatte hans modstand, indtil han så på sit ødelagte land, så på hans førstefødtes kolde og døde krop, og de førstefødte i hele hans hus og alle familier i hans rige, indtil havets vande lukkede sig over hans krigsheste, hans krigsvogne og hans krigsfolk. Hans historie er en frygtelig illustration på sandheden i ordene, at ”Hvad et menneske sår, skal det også høste.” Galaterne 6,7. Ville folk indse dette, vil de være forsigtige med den sæd de udsår. ret
(85) Idet den udsåede sæd giver en høst, vil det udsåede til gengæld mangedoble høsten. Denne lov gælder i vort forhold til andre. Alle handlinger, alle ord, er en sæd der vil bære frugt. Enhver handling i eftertænksom venlighed, i lydighed, eller i selvfornægtelse vil gå igen hos andre, og gennem dem til endnu flere. Således er handlinger i misundelse, ondsind og stridighed - frø, som vil spire op med en ”bitter, skadelig rod” (Hebr 12,15), hvorved mange bliver tilsmudset. Og hvor mange flere vil de “mange” so forgiftet derved. Således vil udsåningen af godt og ondt fortsætte for tid og for evighed.
(85) I frøudsåningens lektie læres der gavmildhed i både åndelige og timelige ting. Herren siger: ”Men lykkelige I, der sår ved hvert vandløb.” Esajas 32,20. “For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.” 2 Korinter 9,6. At så ved alle vande betyder at Guds gaver tildeles hele tiden. Det betyder at give hvor Guds sag behøver eller menneskenes behov behøver vor hjælp. Dette vil ikke føre til fattigdom. ”Den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.” Såmanden mangedobler sine frø ved at sprede dem ud. Sådan er det med dem, som er trofaste med at uddele Guds gaver. Ved at give videre vil de øge deres velsignelser. Gud har lovet dem nok, så de kan fortsætte med at give. ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen.” Lukas 6,38. ret
(86) Og mere end dette indbefattes i såningen og i høsten. Idet vi fordeler Guds timelige velsignelser, vækker beviserne for vor kærlighed og forståelse en taknemmelighed og tak til Gud, hos ham som modtager dette. Hjertets grobund tilberedes til at modtage åndelige sandheds-frø. Og Han som sørger for frøene til såmanden, vil få frøene til at spire og bære frugt til evigt liv.
(86) Ved at lægge korn i jorden repræsenterer Kristus Sit offer for vor genløsnings skyld. ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør,” siger Han ”bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Joh. 12,24. Således vil Kristi død resultere i Guds riges frugt. Efter planterigets lov, vil liv resultere i Hans død. ret
(86) Og alle som vil frembringe frugter som Kristi medarbejdere må først falde i jorden og dø. Livet må lægges i plovfuren for verdens behov. Egenkærlighed og selviske interesser må gå tabt. Men selvopofrelsens lov er selvopretholdelsens lov. De frø, der begraves i jorden, giver frugt og udsås igen. Således vil høsten mangedobles. Husbonden bevarer sin afgrøde ved at sprede den ud. Således er det med menneskelivet: At give, er at leve. Det liv som besvares, er det liv som gives frit til at tjene Gud og mennesker. De som ofrer deres liv i denne verden for Kristi skyld, vil bevare livet ud i evigheden.
(87) Frøene dør for at spire op til nyt liv, og deri lærer vi genopstandelsens lektie. Alle som elsker Gud vil atter leve i Eden deroppe. Om menneskekroppen, der lægges til at formulde i graven, har Gud sagt: ”Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft.” 1 Korinter. 15,42. 43.
(87) Dette er kun nogle få, af de mange lektier, som naturens levende lignelser om såmanden og frøene lærer os. Prøv som forældre og lærer at undervise i disse lektier, arbejdet bør gøres praktisk. Lad børnene selv lære at tilberede jorden og udså frøene. Idet de lærer, kan forældrene og læren forklare hjertets have, med gode eller dårlige frø som udsås deri; og at den må tilberedes som haven for den naturlige sæd, ligeså må hjertet forberedes for sandhedens frø. Idet frøene lægges i jorden, kan de lære lektien om Kristi død; og når bladene springer frem, kan børnene lære lektien om opstandelsens sandhed. Når planterne vokser, fortsætter forholdet mellem den naturlige udsåning med den åndelige. ret
(87) De unge bør undervises på lignende måde. De bør lære at opdyrke jorden. Det vil være godt hvis der var jorde til at opdyrkning på alle skoler. Sådanne jorde bude betragtes som Guds eget klasseværelse. Naturens ting bør betragtes som en lærebog, som Hans børn kan studere, og hvorfra de kan få kundskaber i at opdyrke sjælen. ret
(88) Opdyrkning af jorden, landet tilpasses og underlægges, er lektie der hele tiden må læres. Ingen nybyggere vil tro, at et nyt stykke land, giver en høst med det samme. Der må lægges alvor, flid og udholdende arbejde i tilberedelsen af jorden, før den tilsås. Sådan er det med det åndelige arbejde i menneskehjertet. De som hjælpes med at opdyrke jorden, må få frem med Guds ord i deres hjerter. De vil da finde det brudte hjertes brakmark, ved Helligåndens blødgørende og underlæggende indflydelse. Medmindre jorden bearbejdes hårdt, vil den ikke give en høst. Således er det med hjertes jord: Guds Ånd må arbejde på det, for at forfine og disciplinere det før den kan frembringe frugt til Guds ære. ret
(88) Jorden vil ikke give sine rigdomme, når den bearbejdes impulsivt. Den behøver eftertænksom og daglig opmærksomhed. Den må pløjes ofte og dybt, for at holde ukrudt borte, som tager næringen fra den gode, sæd der er udsået. Således bereder de sig, som pløjer og tilsår for høsten. Ingen skal stå på marken med deres håb brast i ruiner. ret
(88) Herrens velsignelse vil hvile over dem, som således bearbejder landet, lærer åndelige lektier fra naturen. Når jorden opdyrkes, ved arbejder kun lidt om de rigdomme, der vil åbne sig for ham. Så længe han ikke afviser undervisningen, kan han samle det fra tænkende mennesker, som fik erfaring med det, og fra den information som intelligente mennesker kan tildele, vil han selv kunne tilegne sig lektier. Dette er en del af hans oplæring. Opdyrkning af jorden vil vise sig som en uddannelse af sjælen. ret
(89) Han som får frø til at spire, som passer det dag og nat, som giver det kraft til at udvikle sig, er vor egen Ophavsmand, himlens Konge, og Han udøver stadig større omsorg og interesse for Sine børns skyld. Når den menneskelige sædemand udsår frø til at underholde vort jordiske liv, vil den Guddommelige Såmand så frø i sjælen, som vil frembringe frugter til evigt liv. ret