(28) I sin barndom og ungdom opholdt Jesus sig i den lille kendte og foragtede by Nazareth. Jesu nærværelse blot et eneste år ville have været stort fortrin for ethvert sted på jorden; det ville havde været en ære for kongelige paladser at modtage ham som gæst; men han gik forbi de prægtige boliger og kongelige gårde og valgte at bo i en ringe landsby blandt bjergene. ret
(28) I henved tredive gik verdens forløser op og ned ad de stejle stier og høje fra den store slette til dalen mellem bjergene. Han glædede sig ved at betragte naturen, blomsterne, som prydede marken, de majestætiske træer og høje bjerge, de sønderrevne klipper og evige høje - alt i naturen tiltalte hans hjerte. Med ærbødig glæde betragtede han det herlige skue, som viste sig når morgensolen fremstrålede, når aftenrøden dækkede himlen, og når natten med højtidelig ro hvilede over jorden. Han lyttede med glæde til de lykkelige fugle, som sang skaberens pris, og han forenede ofte sin stemme med deres, idet han sang og takkede Gud. Han samlede kundskab af sin himmelske faderes gerning i naturen. ret
(28) Fra Nazarets bjerge skuede Jesus udover et land, som mere en tusinde år havde ventet på hans komme, men som endnu ikke var rede til at modtage ham. Han samtalede med sin fader på stille, afsondrede steder i skovene og blandt højene, hvor intet menneskeligt øje kunne se ham, og ved stille betragtninger og bøn styrkede han sin sjæl til den gerning, han skulle udrette i sit liv. De korte beretninger, som de hellige skribenter giver om Kristi barndom, er meget betydningsfulde: »Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.« »Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.« I næsten tredive år var der meget lidt i Jesu liv, som tildrog sig folks opmærksomhed. Fra sin barndom af levede han fuldkommen overensstemme med de jødiske love. Han omtalte ikke sin himmelske fødsel eller søgte at udmærke sig frem for andre. Hans venner og slægtninge så ikke noget særligt tegn på guddommelighed hos ham i alle de år, han levede iblandt dem. Meden medens han hele tiden undgik at fremhæve sig selv, holdt han sig urokkelig til sandhed og retfærdighed. ret
(29) Kristi liv udmærkede sig ved ligefremhed og renhed. Det, som især skaffede ham nåde hos Gud og mennesker, var hans stille, ydmyge ånd, som var fri for al forfængelighed og stolthed. Som barn viste en mærkværdig sagtmodighed og elskelig karakter. Han var altid villig og rede til at tjene andre, altid hurtig til at lette sine forældres byrde. Han besad en tålmodighed, som intet kunne forstyrre, en sanddruhed, som aldrig svigtede. Selv om han altid var alvorlig og selvfornægtende, så var han dog alligevel munter. Han besad en jævn og fuldkommen karakter. Han viste sin tidlige alder, at han var begavet med overordentlig visdom, men han var alligevel barnlig og ligefrem. Sjælens og legemets kræfter udviklede sig gradvis med årene. Skriftens tavshed angående Jesu barndom og ungdom indeholder en vigtig lærdom. Kristus er vort eksempel i alt. jo mere stille og ubemærket livet i ungdommen glider hen - jo mere det er i harmoni med naturen og frit for modens fordringer - desto bedre kan man udvikle renhed, naturlig jævnhed og sandt moralsk værd. ret
(30) Jesus var ikke fri for fristelse. Satan var ivrig og udholden i sine bestræbelser for at overvinde Guds Søn. Det foruroligede syndens ophavsmand meget, at der var en på jorden, som var fri for syndens besmittelse, og han udlod ikke at benytte ethvert middel, hvorved ham muligvis kunne bedrage og besnære ham. Men Jesus fik visdom og styrke fra sin himmelske Fader til at overvinde fristelserne. ret
(30) Indbyggerne i Nazareth var bekendte for sin ryggesløshed. De blev meget foragtede af andre, og dette var årsagen til, at Nathanael spurgte, om noget godt kunne komme fra Nazareth. Jesus valgte ikke sine egne omgivelser; hans himmelske Fader fandt det bedst tjenligt, at han i sin unge alder bestandig skulle være udsat for fristelser, for at hans karakter kunne blive prøvet; han var derfor hele tiden nød til at være på vagt for at bevare sin renhed. Han måtte udholde en hård kamp, for at han kunne blive et fuldkomment eksempel for menneskene i deres barndom, ungdom og manddom. ret
(30) Jesus levede ikke i rigdom og lediggang. Hans forældre var fattige og måtte tjene deres brød ved dagligt arbejde. Jesus måtte leve i fattigdom og øve sig i selvfornægtelse; men denne erfaring blev til gavn for ham i hans ungdom. Ved at vænne sig til flid og ensomhed undgik han fristelser og holdt sig borte fra dårligt selskab, som havde en fordærveligt indflydelse. Således udviklede han en retfærdig og ædel karakter, selv om han levede iblandt ugudelige mennesker. Hverken fordel eller fornøjelse, berømmelse eller dadel kunne få ham til at begå noget, som var fejl. han blev viis til at vogte sig for det onde og stærk til at modstå fristelser. ret
(31) Det vil aldrig falde i noget menneskes lod at udvikle kristelig karakter under mere ugunstige omgivelser end vor Frelser havde. Den kendsgerning, at han i tredive år levede på et sted, hvorfra mange anså det for et under, at noget godt kunne komme, er en irettesættelse for dem, som mener, at de er afhængige af held og lykke for at kunne leve et dydigt liv. Fristelse, fattigdom og modgang er netop de midler, som behøves for at udvikle hellighed og en fast karakter hos dem, som øves derved. ret
(31) Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at overvære påskefesten i overensstemmelse med den jødiske lov. Da Jesu var tolv år gammel, tog hans forældre ham med sig, som det var skik. I selskab med mange andre rejste de til den hellige stad for at fejre denne højtid. ret
(31) Her så Barnet Jesus templet for første gang. Da han gik omkring i forgården, så han præsterne, som tjente, alteret med de blødende ofre, den hellige røgelse, som opsteg til Gud, og det hellige forhæng, som skjulte arken og nådestolen i det aller helligste. Han forstod betydningen af disse højtidelige skikke og vidste, at det, som de afbildede, ville blive opfyldt, når han hengav sig selv for verdens synder. Det er umuligt for menneskerne at fremstille sig de tanker, som fyldte Guds Søns hjerte. ret
(31) Da højtidens syvende dag var til ende, begav det rejseselskab fra Galilæa, som Josef og Maria rejste med, sig på hjemvejen. Under den travlhed, som fulgte med den første dags rejse, og de fornøjelse, som Jesu forældre fandt i at samtale med slægtninge og venner, lagde de ikke mærke til hans fraværelse. Men da de standsede for at hvile om natten, savnede de deres søn, som altid var lydig og rede til at hjælpe dem. De antog, at han var med i følget, og havde derfor ikke følt den mindste angst for ham. Hans grundsætninger var så rene og hans opførsel så forstandig, at de havde den fuldkomne tillid til ham og ganske naturlig ventede, at han ville være rede til at hjælpe dem og at forekomme deres ønsker, som han altid havde gjort, når de behøvede ham. Nu blev deres bekymring vakt og de spurgte efter ham blandt venner og slægtninge. Men deres søgen var forgæves, de kunne ikke finde det mindste spor af deres elskede søn. Med bange anelser og bekymret sind rejste de tilbage til Jerusalem. De erindrede nu med forfærdelse det myrderi, som Herodes havde ladet udføre i håb om at ødelægge Israels konge. De bebrejdede sig selv bitterlig, at de havde været så efterladende med den vigtige gerning, som Gud havde betroet dem. ret
(32) Josef og Maria vedblev forgæves en hel dag at søge efter Jesus i Jerusalem. Den følgende nat veg søvnen fra deres øjne, og de tilbragte tiden under bøn og tårer. Den næste dag forsatte de med deres bestræbelser for at finde Jesus, men uden held. En anden nat var nær ved at bryde ind; da kom de i nærheden af templet og så, at den stor folkeskare drog derhen. De fulgte med skaren, og de vor i færd dem at træde ind, fængslede Jesu røst deres opmærksomhed. selvom de ikke kunne se ham på grund af folkemængden, så vidste de dog, at de ikke tog fejl, thi der var ingen anden stemme som hans, så fuld af højtidelig vellyd. ret
(32) De trængte sig fremad og kom til den afdeling af templet, som rabbinerne benyttede til skole. Der så de deres søn sidde midt iblandt lærerne, præsterne og de øverste. Han sad ærbødig og ydmyg ved disse lærde mænds fødder og fremsatte spørgsmål for dem, som om han ønskede at få oplysning om den kommende Messias, meden han på samme tid meddelte dem kundskab om de begivenheder, som fandt sted på den tid, og som profeterne forud havde fremhævet som tegn på forløserens komme. ret
(33) Præsterne og lærerne fremsatte igen meget vanskelige spørgsmål for Kristus angående sandheder, som var dunkle for dem. Jesus forstod deres spørgsmål og besvarede dem med barnlig enfoldighed, men tillige så forstandigt, at han ved sine svar omstyrtede deres falske teorier og sagn og med megen klarhed fremsatte de store sandheder, som symbolerne og profetierne afbillede. ret
(33) Alle lyttede med dyb interesse, da han talte om påskehøjtiden. I sin blindhed havde de næsten glemt betydningen af den højtid, som de netop havde helligholdt med så mange ceremonier. Jesus vidste, at de ikke havde noget klart begreb om, at Messias skulle være et offer for verdens synder, og at de var aldeles uforberedte til at modtage ham på den rette måde. Han søgte derfor at ved sine spørgsmål og svar at berige dem med bedre kundskab om sin mission, så at de kunne være beredte til at tro på ham, når han fremtrådte som Lærer iblandt dem. ret
(33) Dersom disse lærde mænd havde haft den mindste anelse om, at Jesus søgte at undervise dem, så ville de på ingen måde have givet ham opmærksomhed; men de smigrede sig selv med, at de meddelte ham kundskab, medens de i virkeligheden modtog undervisning fra ham. Lærerne lagde med forbavselse mærke til den unge fremmeds modne dømmekraft, indsigt og forstandige slutninger. De vidste, at han ikke var blevet undervist i rabbinernes skoler. Men selv om de havde tilbragt hele deres liv med at lære, så forstod han dog profeterne meget bedre end de. De var ikke alene forbavsede, men henrevede. Deres hjerter blev draget til ham i kærlighed. De indså, at denne forstandige galilæiske yngling besad ualmindelig dygtighed, og de ønskede at vinde ham for deres skoler, for at han kunne blive uddannet til en højere stilling og til at udføre et stort værk som Lærer i Israel. Disse mænd havde aldrig før lyttet til en så klar og overbevisende fortolkning af skriften angående den længe ventede Messias' komme og den virkelige hensigt med hans komme samt hans riges beskaffenhed. Intet under, at de forbavsedes over denne rolige, alvorsfulde ynglings forstand, idet han fremførte det profetiske ords store sandheder på en ydmyg og sagtmodig måde! Intet under, at deres hjerter blev mere bevægede, end den højeste veltalenhed nogensinde havde kunnet bevæge dem! De forstod ikke, at den yndling, som sad ved deres fødder, var en guddommelig fortolker af profetierne. ret
(34) Gud søgte at oplyse disse lærere i Israel, og han benyttede hertil det eneste middel, som kunne svare til hensigten. De var så stolte, at de med foragt ville have bortvist tanken om, at nogen kunne undervise dem, hvor meget visdom han end besad, og hvor ophøjet en stilling han indtog. De betragtede sig selv som profetiernes fortolkere, ansatte af Gud. Men Jesu barnlige enfoldighed, beskedenhed og sagtmodige væsen overvandt deres fordom. Deres hjerter blev opladte for skriftens vidnesbyrd, uden at de selv mærkede det; sandheden overbeviste dem. Men dette var ikke alt. En guddommelig kraft fulgte med Kristi ord, og Guds ånd indtrykkede sandheden på deres hjerter. ret
(35) De blev overbeviste om, at deres begreber om hensigten med Kristi komme og den måde, hvorpå han skulle komme, ikke var i harmoni med profeterne. Men deres overbevisning frembragte ikke tro. De var uvillige til at forkaste de teorier, som havde smigret deres ærgerrighed og sat den i stand til med stolthed at prale af deres kommende konges rigdom og herlighed. De var ikke villige til at indrømme, at de havde misforstået de skrifter, som de havde fortolket for andre. Sandheden var ikke i harmoni med deres ønsker. Den ene efter den anden af rabbinerne spurgte: Hvorledes har denne yngling fået denne store kundskab, da han ikke er lært? Stolthed og egennytte ledte dem til at forkaste det lys, som skinnede fra himlen. ret
(35) Med forbavselse så Jesu forældre på deres søn. De blev meget glade, da de så, at han var uden fare, og de fornøjede sig også meget over den ære, som man viste ham. Men Maria kunne ikke glemme de sorg og ængstelse, hun havde haft for hans skyld, og da hun fik at vide, at han ikke var blevet holdt tilbage mod sin vilje, men at han var blevet så fordybet i samtale med israelitternes høje lærere, at han (som hun mente) havde glemt sin pligt mod sine forældre, så siger hun halvt irettesættende: »Barn, hvorfor gjorde du således imod dette? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.« Jesus svarede mildt: »Hvorfor ledte I efter mig? vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?« (Luk 2,48.49) ret
(35) Disse ord, som blev talt på en uskyldig og naturlig måde, indeholdt en irettesættelse til hans forældre. Han mindede dem med beskedenhed om, at dersom de havde tænkt på at opfylde sine pligter, så kunne de have undgået disse bekymringer. Medens de havde efterladt den gerningsom hans Fader øjensynlig havde betroet dem, så var han beskæftiget med det, som han kom fra himlen for at udføre. ret
(36) Gud havde vist Josef og Maria stor ære, idet han betroede sin søn til deres omsorg. Engle havde forkyndt hans fødsel, og vise mænd fra Østerland havde tilbedt ham. Gud havde vejledt Josef for at bevare Frelserens liv. Men Kristi forældre havde fordybet sig så meget i samtale med deres venner, at de vendte fra Jerusalem med skaren, at de havde glemt deres hellige pligt. En hel dag kom Jesus ikke i deres tanker, selv om de ikke burde have glemt ham et øjeblik. Da de fandt Jesus, og deres bekymring forsvandt, indrømmede de ikke deres egen efterladenhed, men irettesatte ham. Denne irettesættelse overførte ham mildt, men dog bestemt til dem selv. Ved denne anledning åbenbarede Jesus for første gang sit sande forhold til Gud. Hans ord til Maria viser at han endda i sin barndom ikke var uvidende om sin himmelske mission. Selv om hans forældre ikke tilfulde kunne forstå hans ord, så fattede Maria dog til dels deres betydning. Hun vidste, at Jesus ikke hentydede til sin jordiske Fader, men til Jehova, og hun bevarede ikke blot hans ord for at overveje dem i fremtiden, men hun lagde også den undervisning på hjerte, som de indeholdt, og fik gavn deraf. ret
(36) Det var så naturligt for Jesu forældre at betragte ham som sit eget barn, ligesom forældre i almindelighed betragter sine børn; de stod desuden den dyrebare velsignelse, som de fik fra hans nærværelse, der skulle være verdens forløser. Eftersom han var hos dem daglig, og hans liv i mange henseender var ligesom andre børns, var det vanskelig for dem at have et ret begreb om hans hellige mission og den velsignelse, som daglig fulgte med, at Guds Søn, hvis guddom var skjult af hans manddom, en kort tid var betroet til deres omsorg som forældre. Det var Jesu hensigt med sit ophold i Jerusalem at minde dem om deres pligt, for at de ikke skulle blive mere ligegyldige for den nåde, som Gud havde bevist dem. ret
(37) Påsken var blevet indstiftet, for at hebræerne altid skulle erindre sin underfulde frelse af Ægypten. Denne anordning var bestemt til at drage deres sind bort fra deres verdslige gøremål, fra deres omsorg og bekymring for jordiske ting og for at lede dem til at ihukomme Guds gerning. De skulle mindes hans mirakler, hans barmhjertighed og inderlige kærlighed mod dem, for at deres kærlighed og agtelse for ham skulle tiltage. Den skulle lede dem til altid at se op til Gud og stole på ham i alle deres prøvelser i stedet for at vende sig til fremmede guder. ret
(37) Påskefestens helligholdelse vakte smertelige følelser hos Guds Søn. Han så i det slagtede lam et symbol på sin egen død. De, som helligholdte denne anordning, var blevet undervist om, at lammet, som blev offeret, afbillede Kristi død. Blodet, hvormed de bestrøg deres dørstolper, var et symbol på korsets blod, som skulle være virksomt for den troende synder, rense ham fra synd og beskytte ham for Guds vrede, der skulle komme over den vantro og ugudelige verden, ligesom den kom over Ægypten. Men ingen kunne få gavn af Kristi offer, medmindre de udførte det værk, som Kristus gav dem at udføre. De måtte selv udrette noget for at vise sin tro på de nådemidler, som Gud havde anordnet til deres frelse. ret
(37) Mange kom langt borte fra for at holde påske, og Jesus, som var bekendt med alles hjerter, vidste, at når skaren vendte tilbage fra Jerusalem, så ville der blive megen samtale, som ikke var krydret med ydmyghed og nåde, og at Messias næsten ville blive glemt. Han ønskede helst at vende tilbage med sine forældre alene, for at de bedre kunne have tid til med alvor at overveje de profetier, som omtalte hans tilkommende lidelse og død. Han ønskede ikke, at den smerte og sorg, som de måtte lide, når han gav sit liv for verdens synd, skulle være aldeles uventet for dem. Han blev adskilt fra dem, idet de vendte tilbage til Jerusalem, og de søgte ham med sorg i tre dage. Når han skulle ofres for verdens synd, måtte de også savne ham i tre dage; men derefter ville han åbenbare sig selv for dem, og deres tro skulle hvile på ham som den faldne slægts forløser, som en talsmand hos Faderen, der kunne bringe dem frelse. ret
(38) Denne begivenhed indeholder en nyttig lærdom for alle Kristi efterfølgere. Det var Jesu ønske, at ingen af disse lærdomme skulle gå tabt, og de blev nedskrevne til gavn for kommende slægter. Ved en dags efterladenhed tabte Josef og Maria Jesus af deres selskab; men det kostede dem tre dages ængstelig søgen at finde ham igen. Således er det med kristne; når de bliver ligegyldige og undlader at våge og bede, så kan de på en dag tabe Kristus; men de kan søge mange dage med bekymring og sorg for at finde ham igen og for atter at få den fred i sjælen, som de mistede ved forfængelig tale, letsindig spøg, bagtalelse og efterladenhed i bøn. Når Kristne kommer sammen, er det nødvendigt for dem at våge over alle deres fine ord og handlinger, at de ikke glemmer Jesus og fortsætter vejen uden at tænke på, at han ikke er iblandt dem. ret
(38) Når menneskene er ligegyldige med hensyn til Kristi nærværelse og i sin samtale glemmer ham, hvis navn de bekender i håb om evigt liv, så unddrager Jesus sig fra deres fællesskab, og det samme gør englene, som udretter hans vilje. Disse rene, hellige ånder kan ikke opholde sig iblandt dem, som ikke ønsker Jesu nærværelse, eller lægger mærke til hans fraværelse. De hendrages ikke til det selskab, hvor sjælen vendes bort fra himmelske ting. Af denne grund er der ofte megen bekymring og modløshed blandt dem, som bekender sig til at følge Kristus. Ved at efterlade stille betragtninger, årvågenhed og bøn taber de alt, som har sand værdi. De guddommelige lysstråler, som udgår fra Jesus, skinner ikke i deres hjerter, og de opmuntres ikke ved hans hellige, forædlende indflydelse. De indhylles i mørke, fordi deres ligegyldige, uærbødige ånd har adskilt Jesus fra deres selskab og bortfjernet de tjenende engle fra dem. ret
(39) Mange som, overværer religiøse møder, får undervisning af Guds tjenere og bliver meget velsignede og oplivede; men fordi de ikke føler nødvendigheden af at bede og våge på hjemvejen, er de ofte ikke bedre, når de kommer til deres hjem, end de var, da de gik derfra. Når de mærker, hvad de har tabt, er de ikke sjælden tilbøjelige til at klage over andre eller at knurre mod Gud; men de irettesatte ikke dem selv, selv om de selv er årsag i deres eget mørke og besvær. Sådanne mennesker bør ikke skyde skylden på andre; skylden er hos dem selv. De talte, spøgte og forglemte deres pligter, indtil de bedrøvede den himmelske gæst, og han drog bort; skylden ligger alene hos dem selv. Det er frit for alle at beholde Jesus hos sig; men dersom de ønsker dette, så må deres ord krydres med nåde og deres tanker øves i at dvæle ved himmelske ting. ret
(39) Fra Jerusalem gik Jesus hjem med sine forældre til Nazarath og var dem underdanig. Hans første besøg i templet havde vakt nye interesser, og han havde fået et så dybt indtryk af sit forhold til Gud, at han for en kort tid glemte alle jordiske ting. Men han undlod ikke at være sine forældre lydige. Så snart de bad ham, rejste han hjem med dem og hjalp dem atter med deres besværlige arbejde. Han gemte hemmeligheden om sin fremtidige virksomhed i sit eget hjerte og ventede underdanig, indtil tiden kom, da han skulle fremtræde som offentlig Lærer og skulle forkynde for verden, at han var Messias. I atten år efter at han havde vidnet om sig selv, at han var Guds Søn, adlød han sine forældre og levede som en almindelig mand i Galilæa, idet han arbejdede som tømmermand med sin fader. ret
(40) Selv om Jesus var vel bekendt med sin hellige mission og sit ophøjede samfund med Gud, så holdt han sig dog ikke for god til at udføre livets almindelige pligter. Han var verdens Skaber, men han erkendte alligevel, hvad han skyldte sine jordiske forældre og udførte med ærbødighed sine pligter som søn, broder, ven og borger. Han havde været himlens høje Herre, for hvem englene bøjede sig, men nu var en villig tjener, en villig og lydig søn. ret
(40) Mange omtaler med stor interesse vor frelsers mirakler, medens de forbigår hans fromme liv i ungdommen, der dog er uden lige. Hans pletfrie liv i hjemmet gør ham til et fuldkomment mønster for børn og unge mennesker. Han var ikke mindre end Guds Søn, medens han trofast tjente sin fader i hans fattige hjem i Nazareth, end han var, da han helbredte de syge og oprejste de døde i mange menneskers nærværelse. ret
(40) Kristi liv vidner om, at der altid hviler en velsignelse over dem, som villig adlyder sine forældre og viser legemlig og åndelig flid. Det beviser for enhver, at et sådant liv hjælper os at udvikle en god moralsk karakter, giver styrke til vore gode beslutninger, stadighed i at efterleve kristelige grundsætninger, og sætter os bedre i stand til at opnå en sand kundskab og stor åndelig velsignelse. ret