(41) Da Johannes blev født, var jøderne i en beklagelig tilstand. For at forhindre oprør havde romerne tilladt dem at bibeholde en særskilt regeringsform. Men Jøderne så, at deres magt og frihed var indskrænket, og at de i virkeligheden var under romernes åg. Romerne tog sig ret til at vælge og afsætte præsterne efter behag. På denne måde var der anledning til at fordærve præsteskabet. Præsterne blev ikke valgt af Gud, og de var utro i sit embede. umoralske mænd kom i gunst hos dem, som havde magten, ved penge og indflydelse, og opnåede således præsteembedet. Hele landet led under deres undertrykkelse, og følgen deraf blev strid og opgør. ret
(41) Gud kunne ikke åbenbare sin herlighed og magt for Israel gennem et fordærvet præsteskab. Jødernes tro blev formørket som følgen af deres afvigelse fra Herren. Mange af lederne indførte deres egne sagn og indskærpede dem blandt folket som Herrens bud. Men den bestemte tid var kommet, da Gud ville velsigne sit folk. ret
(41) De fromme jøder forventede Messias, og deres inderlige bønner opsteg til Herren for hans komme. De stolede på Gud, at han ikke ville forlade sit folk i denne tilstand og lade dem blive til spot blandt hedningerne. Han havde tidligere oprejst en Frelser for dem, når de havde kaldt på ham i nød. De var overbeviste om ifølge profetierne, at tiden var kommet, som Gud havde bestemt for Messias' komme, at de ville få en klarere åbenbarelse af Guds vilje, når han kom, og at deres tro og lære ville blive bevist fra de sagn og unødvendige skikke, som havde fordunklet dem. De fromme gamle jøder ventede dag og nat på Messias' komme og bad, at de måtte se ham før sin død. De længtes efter, at folkets uvidenhed og partiånd skulle bortfjernes. ret
(42) Blandt disse var Zakarias og Elisabeth. De var begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelig i alle Herrens bud og anordninger. Zakarias betjente det hellige præsteembede: »Engang, medens han gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen kom til hans skifte, skete det ved den sædvanelige lodtrækning mellem præsterne, at det tilfaldt ham at gå ind i Herrens tempel og bringe røgelseofferet.« (Luk 1,8.9) ret
(42) Ved det daglige røgoffer tjente hele tiden to præster. Den ene bar røgelsen og den anden røgelseskarret med gløder fra brændofrets alter, hvilke han lagde på alteret i det hellige. Den første præst strøede derefter røgelsen på gløderne. Man betragtede denne tjeneste som særdeles hellig og ærefuld, eftersom præsten derved kom nærmere til Gud end i nogen anden del af den daglige tjeneste. Ingen fik tilladelse til at udføre denne tjeneste anden gang, eftersom man hver dag på ny valgte en præst blandt dem, som ikke havde deltaget før. ret
(42) Tiden for morgen- og aftenofret var meget højtidelig for dem, som var forsamlede i templets forgård for at tilbede. De skulle ransage deres hjerte med hellig alvor og bekendte deres synder, før de drog nær til Gud, medens præsten forrettede sin tjeneste. Derefter deltog alle i stille bøn med deres ansigter vendt mod det hellige. Således steg deres bønner op tilligemed røgen af røgelsen. ret
(43) Medens præsten hver morgen og aften gik ind i det hellige (hvor de syv lamper brændte dag og nat til en vedvarende i hukommelse om ham, som havde beskyttet Israel, da han vandrede med dem i ildstøtten), var det daglige offer færdig til at ofres på alteret i forgården udenfor. Således blev det forsonende offer og de vellugtende skyer af røgelsen, som et symbol på folkets bønner, nøje forbundet i alle israelitters hjerter. De timer, som var bestemte til disse ofringer, kaldte man morgen- og aftenofrets timer; man betragtede dem som hellige, og anså dem som den bestemte tid til morgen- og aftenbøn for hele det jødiske folk. Medens præsten stod ved røgelsesalteret, og røgen af brændofferet udenfor steg op, tilbad de forsamlede i templets forgård, og deres bønner blev gentaget over hele verden, hvor som helst der fandtes en from jøde. ret
(43) Denne skik er et skønt for de kristne, at de også må holde morgen- og aftenandagt. Gud elsker orden. Endskønt han ikke har behag i tomme ceremonier uden ånd, så ser han dog med stort velbehag på dem, som elsker og frygter ham, og som hver morgen og aften bøjer sine knæ rundt omkring på jorden for at tilbede og få forladelse for deres begåede synder; og han skænker dem de velsignelser, som de beder om og behøver. ret
(43) Det faldt i Zakarias' lod at tjene ved det daglige røgoffer. Han tjente i det hellige, iført sin hvide præstedragt, for at skyen af røgelse sammen de forsamledes bønner kunne stige op for Gud og berede vej for røgen af brændofferet. På dette hellige sted, som blot ved forhænget var adskilt fra det allerhelligste, hvor Gud åbenbarede sin herlighed, fik Zakarias et dybt indtryk af den højtidelige og vigtige tjeneste, han udførte. Så snart han ringede med en klokke til tegn på, at ofret skulle lægges på brændofferets alter, indtog alle præsterne og levitterne deres bestemte pladser, i templets forgård. Zakarias og hans ledsager begynder deres tjeneste. Hans medarbejder lægger gløderne på alteret og går bort, så Zakarias er alene tilbage ved det glødende alter blandt de klare lamper, som altid brændte. Han strør røgelsen på gløderne, og vellugtende skyer stiger op som et symbol på Israels bønner, der fremføres for Gud fra alle jordens egene. Han deltager i deres bønner som en talsmand, der er udvalgt for folket. Han bekender sine egne og sin families synder så vel som folkets og beder, at Gud vil antage det lam, som nu skal ofres til forligelse for deres synd. ret
(44) Zakarias havde længe ventet på Israels trøst. Han forstod af profetierne, at tiden for Messias' komme var nær. Han beklager den sørgelige, adspredte og fordærvelige tilstand, som folket var kommet i på grund af deres afvigelser fra Gud, og føler sig bedrøvet over, at hans beskyttelse og omhu var nægtet dem, og han beder inderlig, at den Frelser, de så længe har ventet på, må komme. ret
(44) Medens Zakarias' bønner steg op til himlen, åbenbares Herrens engel for ham. Englen stod på den højre side af alteret, hvilket viste, at Herren var nådig mod sit folk. Zakarias blev forfærdet. Den himmelske budbærer var kommet til svar på hans bøn. Men Guds nåde og nedladenhed var så stor, at han ikke kunne tro den. Selv om han frygtede Gud, så udtydede han dog denne åbenbarelse som et tegn på Guds mishag på grund af hans synder og frygtede for, at englen var kommet for at irettesætte eller forkaste ham. ret
(45) Men englen hilste ham med disse opmuntrende ord: »Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes. Han skal blive dig til flæde og fryd, og mange skal glædes over hans fødsel; thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede fra moders liv skal være fyldt af Helligånden, og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at 'vende færdernes hjerter til børnene' og de genstridige til de retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.« Zakarias sagde til englen: hvordan skal jeg få vished for dette? jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene.« (Luk 1,13-18) ret
(45) Hjertet er langsomt til at lade sig trøste i sorg og skuffelse, som har nedtrykket sjælen i lang tid. Troen er langsom til at gribe Guds løfter og glæde sig deri. Zakarias kunne tro budskabet om Messias' fødsel, men budskabet om, at han skulle få en søn, lød utroligt for ham. Det var imod naturens love. Idet han udtrykte sin tvivl og forlangte et tegn, viste han vantro. Han glemte i dette øjeblik Guds ubegrænsede magt, glemte, at han, som havde frembragt naturens love, kunne til sin egen forherligelse udføre et værk, som var forskelligt fra naturens almindelige orden, og at han ved mange anledninger havde gjort dette for sit folk i den tid der var gået. ret
(45) Englens budskab blev stadfæstet for Zakarias: »Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab. Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde.« (Luk 1,19,20) Zakarias blev snart overbevist om at sandheden af det guddommelige løfte; thi da englen forsvandt, blev den gamle præst stum, og da han forsøgte at bede, kunne han ikke sige et ord. ret
(46) Folket ventede længe på Zakarias for at erfare, og Gud havde givet et synligt tegn på sin nåde. De begyndte at frygte for, at Herren havde åbenbaret sit mishag, eftersom han tøvede så længe. Men da Zakarias kom ud af templet, lyste hans ansigt af genskinnet af englens herlighed. Han kunne ikke tale til folket, men gjorde tegn til dem, og fik dem til at forstå, at en engel havde vist sig for ham i templet, og at han på grund af sin vantro var blevet berøvet evnen til at tale, indtil englens vidnesbyrd blev opfyldt. ret
(46) Kort efter Johannes' fødsel åbnedes Zakarias' »mund og hans tunge, og han talte og priste Gud. Og der kom en frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas bjergegn. Og alle, som hørte det, lagde det på hjerte og sagde: hvad mon der skal blive af dette barn? Og Herrens hånd var med ham. Og Zakarias hans fader, blev fyldt af den Helligånd, og han spåede.« »Men barnet voksede og blev styrket i ånden og var ude i ørkenerne indtil den dag, han fremstillede sig for Israel.« ret
(46) Englen havde befalet Zakarias at opdrage Jonannes i streng afhold. Han skulle blive skikket for den vigtige gerning, at berede Herren et velskikket folk. For at udføre dette store værk måtte han have hjælp fra Gud i forbindelse med sin egne bestræbelser, og Herrens ånd ville virke med ham, dersom hvis han fulgte englens anvisning. Han behøvede et sundt legeme så vel som åndelig og moralsk kraft, og for at få disse nødvendige egenskaber måtte han holde sin appetit og sine og sine lidenskaber i tømme. ret
(47) Johannes skulle være reformator, og hans afholdende liv og simple klædedragt skulle tjene til at irettesætte folket for dets overdådighed og syndig vellyst. Folket levede kræsent og hengav sig til nydelsen af vin, og dette svækkede deres legemsstyrke så vel som deres tankekraft, så at forbrydelser og store synder ikke mere forekom dem så syndige. Derfor underviste englen Johannes' forældre nøje med hensyn til hans opdragelse. Dette er et godt vidnesbyrd om afhold fra en af de ophøjede engle, som står for Guds trone. ret
(47) Johannes skulle omvende Israels børn og lede dem til Herren, deres Gud, og Gud havde lovet, at han ville være med ham. Han skulle »vende fædrenes hjerte til børnene og de genstridige til de retfærdiges sind at berede Herren et velskikket folk.« (Luk 1,17) Johannes skulle være et eksempel for Guds folk, hvem Gud i de sidste dage har overdraget vigtige og alvorsfulde sandheder. Menneskene er henfaldne til umådelighed og henrives af deres lidenskaber. Gud lader sit lys skinne blandt sit folk i den sidste tid, for at de kan se, hvor nødvendigt det er, at sjælens højere evner behersker appetitten og lidenskaberne. Dette er nødvendigt, for at de kan have åndsstyrke og klarhed i tanken til at forstå Guds dyrebare sandheder og at vende sig bort fra de forførende vildfarelser og behagelige fabler, som vreden er oversvømmet af. Det er deres pligt at fremstille bibelens rene lære. Derfor er afhold nødvendigt som en forberedelse til Kristi andet komme. ret
(48) Fra fødselen af helligede Johannes' forældre ham højtideligt til Herren. Han blev adskilt fra sine venner og slægtninge og opholdt sig i ørknen. Han nægtede sig selv livets almindelige bekvemmeligheder. Hans mad var simpel, hans klædning af kamelhår, og han havde et læderbælte om sin lænd. ret
(48) Selv om Johannes tilbragte sit liv i ørknen, var han dog ikke uvirksom. Ej heller gjorde hans ensomhed ham mørk og indesluttet, ligeså lidt som han var misfornøjet i sit ensomme liv og sine besværligheder. Han ønskede selv at være afskåret fra livets overdådighed og fra fordærvede samfund. Folket havde hengivet sig til stolthed, misundelse, had og dårlige egenskaber. Johannes var afsondret fra den skadelige indflydelse, som disse ting medførte og han fik dyb indsigt i den menneskelige karakter. Af og til forlod han sit ensomme opholdssted i ørknen og tilbragte en kort tid blandt andre mennesker. Men han ønskede ikke længe at opholde sig i en atmosfære, der var så moralsk fordærvet. Han frygtede for, at det, som han så og hørte, ville forandre hans sind, så at han ville tabe sin afsky for synden. ret
(48) Gud ønsker ikke, at hans folk skal blive fortrolig med det onde; thi derved kan de let komme til at betragte synden med ligegyldighed. Han ønsker, at de altid skal være på vagt mod synden og nære en stor afsky for den, og jo mere vi har samfund med Gud og betragter hans karakter og hans underfulde gerninger, desto mere afskygelig vil synden forekomme os. ret
(48) Johannes vidste, at der var et stort værk for ham at udrette, og at det var nødvendigt at udvikle en karakter, som kunne modstå andre menneskers dårlige indflydelse. Hans fysiske, åndelige og moralske tilstand skulle være så ypperlig og ædel som mulig. Han skulle have en fast og oprigtig karakter, så at han, når han trådte frem iblandt menneskene for at oplyse dem, kunne give deres tanker en ny retning og vække trang hos dem til at søge at udvikle en retfærdig karakter. Han ønskede at oplyse sine tilhørere om Guds fuldkomne lov. Han søgte at gøre sig bekendt med menneskenes ejendommeligheder, for at han bedre kunne undervise folket. ret
(49) Johannes følte ikke, at han var stærk nok til at modstå al den fristelse, som ville møde ham i samfundet. Han frygtede for, at hans karakter ville bøje sig efter de herskende skikke blandt jøderne. I ørkenen kunne han lettere fornægte sig selv og beherske sin appetit, samt klæde sig i overensstemmelse med naturen, og der var intet i ørknen, som kunne drage hans tanker bort fra bøn og hellige betragtninger. Efter at Johannes således havde tillukket enhver adgang, som han kunne, for Satans angreb, kom fristeren alligevel til ham. Men hans livsvaner var så rene og naturlige, at han let mærkede fjendens angreb, og han havde åndsstyrke og fast karakter nok til at modstå ham. ret
(49) Johannes valgte ørknen til sin skole. Her blev naturens store bog opladt med sin uudtømmelige og mangesidige undervisning. Hans betragtning af naturen øvede og dannede hans sjæl. Eftersom han daglig så Guds gerning i skabelsen, fik han en klarere forestilling om Skaberens visdom, retfærdighed og godhed. Her blev han også bekendt med fædrenes og profeternes lære og fik kundskab om Guds karakter og fordringer af den hellige skrift. Idet han søgte nåde hos Gud, hvilede den Helligånd over ham og optændte i hans hjerte en brændende nidkærhed for at lede folket til omvendelse og føre dem til et højere og ædlere liv. Ved de besværligheder, som han udholdt i dette afsondrede liv, blev han skikket til at styre alle sine legemlige og åndelige kræfter, så at han kunne træde frem blandt folket uden at lade sig bevæge hid og did af omstændighederne og stå fast ligesom højene og bjergene i ørknen, hvor han var opvokset. ret
(50) Da Johannes' værk begyndte, var de offentlige affærer i en meget forstyrret tilstand. Profeten opløftede sin røst midt iblandt al denne strid og forstyrrelse ligesom lyden af en basun, der kom fra ørknen. Hans tale bevægede alles hjerter, som hørte ham, med en ny og forunderlig kraft. Johannes formanede folket, idet han viste hen til Kristi kommende virksomhed og mirakler, og han sagde: »Omvend eder; thi himmerigets rige er kommet nær!« (Matt 3,2) Han talte mod folkets fordærvelse og irettesatte dem for deres herskende synder i Elias' ånd og kraft. Store skarer forsamles i ørknen og lyttede til hans røst. De så, at denne profets besynderlige udseende og klædedragt lignede beskrivelsen af de gamle profeter, og den mening udbredte sig, at han var en af profeterne, som var oprejst fra de døde. ret
(50) Det var Johannes' hensigt at vække syndsbekendelse hos sine tilhørere, at de kunne forfærdes over deres store ugudelighed. Hans tale var ligefrem, skarp og overbevisende. Han smigrede ingen, ej heller tog han mod smiger af nogen. Der fulgte en himmelsk kraft med hans virksomhed, og selv om det var ubehageligt for folket at høre, at deres vanhellige liv blev påpeget og straffet, så kunne de dog ikke modstå hans ord. ret
(50) Konger og øverster kom til ørknen for at høre profeten. De blev interesserede og kraftig overbeviste, idet han uden frygt udpegede deres særegne synder. Hans kendskab til mennesknes karakter og hans åndelige indsigt satte ham i stand til at læse i deres hjerter, som kom til ham, og han vidnede frimodig for alle både rige og fattige, høje og lave, at om de påstod, at de var retfærdige, så kunne de dog aldrig få Guds nåde eller få del i Messias' rige, som han forkyndte, uden sand anger og omvendelse. ret
(51) Hele det jødiske folk synes at blive påvirket ved Johannes' virksomhed. Guds trusler på grund af deres synder, som profeten fremholdte, forskrækkede dem en tid. Personer af alle klasser, høje og lave, rige og fattige, underkastede sig de fordringer, hvilke profeten fremstillede som en nødvendig betingelse, for at de kunne få del i det rige, han forkyndte. Folket kom til ham, som om de alle var kommet overens derom. De angrede og bekendte deres synder, og mange af dem blev døbte af ham i Jordan til vidnesbyrd om sin anger. Dette værk skulle berede vejen for Kristi virksomhed. Mange blev overbeviste af de klare sandheder, som denne trofaste Profet forkyndte. Men de, som forkastede lyset, blev indhyllet i tykt mørke, så at de var fuldt beredte til at vende sig bort fra alle beviser for, at Jesus var den sande Messias. ret
(51) Mange skriftkloge og farisæere kom til Johannes; de bekendte deres synder og blev døbte. ret
(51) Profeten blev forfærdet, idet de åbnede deres livs hemmeligheder. De havde ophøjet sig selv, som om de var bedre end andre mennesker, og havde ledet folket til at nære store tanker om deres fromhed. Han fik det indtryk af den Helligånd, at mange farisæerne og sadukærerne, som forlangte at døbes af ham, ikke havde nogen sand overbevisning om synd. De handlede af egenkærlige bevæggrunde og tænkte, at hvis de blev profetens venner, så ville de få bedre lejlighed til at komme i gunst hos den kommende fyrste. Da Johannes så mange af dem, som kom for at døbes af ham, sagde han til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig, og bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: 'Vi har Abraham til fader;' at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!« (Matt 3,7-9) ret
(52) Jøderne bedrog sig selv ved en fejl forståelse at Herrens ord ved profeterne, idet de fortolkede dem således, at han altid ville velsigne Israel. De tilegnede sig Guds løfter og nærede de tanke, at de stod i nåde hos Gud, fordi de var Abrahams børn. Men Johannes erklærede, at de ikke havde opfyldt betingelsen i den pagt, der gav dem ret til som Abrahams børn at arve de løfter, som Gud gav de troendens fader. Deres stolthed, frækhed, misundelse, egenkærlighed og grusomhed bevirkede, at de mere lignede øgleunger end børn af den retfærdige og lydige Abraham. I mange henseender var deres opførsel endog værre end hedningernes, selv om de anså sig selv for at være meget bedre end dem. De havde ingen ret til Guds løfter eller til at kalde Abraham for deres fader. ret
(52) Johannes sagde dem rent ud, at Gud ikke trængte til dem for at udføre sine planer. Hans værk skulle udføres i hellighed og retfærdighed, og han var i stand til af stenene at oprejse mennesker, som ville udrette hans vilje, på hvem han kunne opfylde sine løfter. ret
(52) Johannes vedblev: »Men øksen ligger allerede ved roden af træerne; derfor, hvert træ, som ikke bærer god frugt skal afhugges og kastes i ilden.« (Matt 3,10) Han mindede dem om, at træets godhed beror på dets frugt. Hvis et træ ikke bærer frugt, eller hvis dets frugt er unyttig, så kan navnet, hvor berømt det end er, aldrig frelse træet fra fordærvelse. På samme tid som jøderne gjorde fordring på de velsignelser, som Gud havde lovet sit folk, led de under den forbandelse, hvormed han havde truet de ulydige. Men de angrede alligevel ikke deres synder som et folk eller ydmygede sig for Gud. De smigrede sig selv med, at Herren ville vedblive at antage dem som sit folk og velsigne dem frem for andre, trods deres synder og ugudelighed, fordi han i fortiden havde bevist dem så meget nåde og miskundhed. ret
(53) Guds folk har til alle tider været udsat for denne fare, og de, som lever i den sidste tid, er især udsatte for den. Apostelen omtaler hebræernes vantro, blindhed, oprør og ofte gentagne synder fremstiller deres eksempel til advarsel for os. Paulus vidner klart, at alt dette skete for dem som et eksempel; men det er skrevet os til advarsel, til hvilke de sidste tider er kommet. Gud kan ikke udrette store ting for menneskerne, fordi de modtager hans velsignelser på en dårlig måde og mener, at de er hans benådede folk på grund af en eller anden god egenskab hos dem selv. ret
(53) Johannes underviste sine tilhørere i sand gudsfrygt. For at blive undersåtter i Kristi rige måtte de frembringe kærligheds- og barmhjerighedsgerninger og således bevise, at deres omvendelse og tro var ægte. Sand godhed, ærlighed og oprigtighed må vise sig i deres daglige liv; de må påvirkes af uegennyttige bevæggrunde, ellers er de ikke bedre end almindelige syndere. Deres rigdom skulle ikke blot benyttes til egenkærlige hensigter; de skulle hjælpe de trængende og fremføre deres villige ofre til Gud for at fremme hans sag. De skulle beskytte de forsvarsløse, hjælpe de undertrykte og vise et ædelt eksempel på dyd og barmhjertighed for dem, som var underordnede og afhængige af dem. Dersom de ikke levede således, at deres liv blev en velsignelse for andre, så ville de gå med dem ligesom med det ufrugtbare træ. ret
(54) Denne lære passer godt til vor tid. Kristi efterfølgere bør vise verden, at der er en forandring til det bedre i deres liv. De bør ved sine gode gerninger vise, at Guds ånd virker på deres hjerter og forandrer deres karakter. Deres bekendelse er ikke mere værd end avner, som fortæres af ilden, hvis de ikke i sit daglige liv viser barmhjertighed, retfærdighed og kærlighed til Gud. ret
(54) Johannes døber levede altid i overensstemmelse med det, han lærte. Han tragtede ikke efter verdslig højhed eller ære. Hans liv var uegennyttigt og udmærkede sig ved ydmyghed og selvfornægtelse. Han lærte, formanede og irettesatte med iver og oprigtighed uden personsanseelse. Han vendte sig hverken til højre eller venstre for at få menneskenes gunst eller ros. ret
(54) Store skarer fulgte denne mærkværdige Lærer fra sted til sted, og mange ofrede alt for at adlyde hans undervisning. Konger og fornemme folk fattede godhed for profeten og hørte ham gerne. Der var ikke få, som nærede det håb, at han måske var Messias. Men da Johannes mærkede, at folket tænkte således, forsikrede han dem, at han ikke var Kristus, og han greb enhver anledning til at henlede deres opmærksomhed på ham, som var mægtigere end han selv. ret
(54) Johannes fremstod som Guds profet for at danne et forbindende led mellem de moralske og den kristne tidsalder. Han viste tilbage til loven og profeterne på samme tid, som han viste fremad til den lovede Frelser. Det var hans opgave at fremstille for folket »det Guds lam, som bærer verdens synd.« ret