(55) Jesus boede i Nazareth i Galilæa, og Johannes døber opholdt sig i Judæas ørken. Begge havde levet afsondret fra hinanden under forskellige forhold og omgivelser, og selv om de var slægtninge, havde de dog ikke noget personligt bekendtskab til hinanden. Gud havde ved sit forsyn styret deres liv således, at Johannes ikke havde nogen omgang med Jesus, før han fremtrådte som Messias. Således blev der ikke nogen anledning for vantro mennesker til at påstå, at det var en overenskomst imellem dem, at den ene skulle støtte den andens påstande. ret
(55) Johannes var bekendt med de forskellige omstændigheder ved Jesu fødsel, og han havde også hørt om hans første besøg i Jerusalem og om den visdom og forstand, som Jesus lagde for dagen ved sin samtale med rabbinerne. Han troede, at Jesus var den lovede Messias; men han havde ingen klar forvisning derom. I tredive år havde Jesus levet stille og ubemærket og havde ikke udrettet noget, som kunne vise, at han var Messias. Der var derfor opstået tvivl hos Johannes, om han i sandhed var den, for hvem profeten skulle berede vej. Johannes overlod imidlertid denne sag til Herren og troede fast, at han i sin tid ville gøre alting klart. Gud havde åbenbaret ham, at den kommende Frelser ville komme for at få dåb af ham, og havde lovet at give ham et vist tegn, hvorpå han kunne kende Guds lam og fremstille han for folket som den længe forventede Messias. ret
(56) Johannes havde hørt om Jesu hellige liv og at han lærte, at han var Guds Søn. Hans liv var overenstemmende med det, som Herren havde åbenbaret for Johannes angående den hellige, som skulle oprejses i Israel og være uden synd. Johannes vidste også, at han skulle efterlade et eksempel for enhver angergivne synder. Da Jesus kom til Johannes for at døbes, kendte han ham straks som den, der var åbenbaret for ham. Han så en større fortrinlighed i Frelserens person og opførsel end i noget andet menneskes, som han kendte. Selvom han ikke kendte ham, så at han kunne være hel vis på, at han var Messias, så følte han dog en stærk overbevisning om, at han var den, om hvem Moses og profeterne havde skrevet. Endog hans blotte nærværelse indgød en hellig ærefrygt. Johannes havde aldrig før følt en sådan himmelsk indflydelse, som han følte, da han stod for Jesus, og han veg tilbage fra at døbe den, om hvem han vidste, at han var uden synd. ret
(56) Mange var kommet til Johannes og havde bekendt sine synder for at opnå omvendelsens dåb. Men profeten kunne ikke forstå, hvorfor Jesus, som ikke kendte til synd eller behøvede nogen omvendelse, skulle tage del i denne anordning, at der var synd og besmittelse, som skulle afvaskes. Han gjorde indvending derimod og erkendte, at Kristus var højere end han, og unddrog sig fra at døbe ham, idet han sagde: »Jeg har behov af døbes af dig, og du kommer til mig.« (Matt 3,14) Jesus tilbageviste venlig, men dog bestemt Johannes' undskyldning og påstand om uværdighed, idet han sagde: »Lad det nu ske; thi således bør det os at fuldkomme alt, hvad ret er.« (Matt 3,15) Johannes opfyldte til sidst Kristi ønske. I den forsamlede folkeskares påsyn førte han verdens Frelser ned i Jordanen og begravede ham i vandet. ret
(57) Kristus kom ikke for at bekende sin egen synd, men synden blev ham tilregnet for den, der skulle dø i synderes sted. Han kom ikke for at angre sine egne synder, men for at frelse dem, som havde syndet. Mennesket havde overtrådt Guds lov; Kristus skulle opfylde alt, hvad loven fordrede, og således efterlade os et eksempel på fuldkommen lydighed. »Se, jeg kommer,... for at gøre, Gud! din vilje.« (Heb 10,7) Kristus ærede Guds anordning, idet han lod sig døbe. Ved denne handling forenede han sig med folket som dets repræsentant og hoved. Som den, der skal ofres for mennesker, tager han deres synder på sig og bliver regnet blandt overtrædere. Han tager de samme skridt, som fordres af synder, og udfører den samme gerning, som enhver synder bør udføre. Efter sin dåb udholdt Jesus tålmodig alle de lidelser, som mødte ham i livet. Hans liv er et eksempel for dem, som frygter Gud, og viser, hvor meget de tålmodigt må lide som en følge af synden. ret
(57) Da Jesus var kommet op af vandet efter sin dåb, knælede han på Jordans bred og bad. En nyt og vigtigt tidsafsnit begyndte for ham. Hans stille, afsondrede liv og fred skulle nu ophøre. Han havde været lykkelig i sit henrundne liv, medens han arbejdede flittig og opfyldte sine pligter som søn og således efterlod et eksempel for børn, ynglinge og mænd. Men han skulle nu begynde en ny, besværlig gerning. Kamp og fristelser, lidelser og død ventede på den sti, som hans fødder skulle betræde. Han følte dybt, hvilket højtideligt og alvorsfuldt øjeblik dette var, og hvilket stort ansvar han påtog sig. Idet han tiltrådte sit embede som Lærer, bad han sin himmelske Fader om styrke og hjælp; thi selv om han var fri for synd, var han dog sandt menneske og behøvede hjælp fra Gud. ret
(58) Frelseren opløftede sine hænder, og hans blik syntes at skue ind i himlen, idet han udøste sin sjæl i bøn. Menneskenes synd og forhærdelse hvilede tungt på hans sind; thi han vidste, at blot få ville fatte hans nådes værk og tage imod den frelse, som han kom fra himlen for at bringe til dem. Han bad Faderen om styrke til at overvinde menneskenes vantro og synd, til at omstyrte Satans magt over dem og til at sejre over ham på deres vegne. Han bad om et tegn på, at Gud havde taget imod den faldne slægt gennem sin elskede søn. ret
(58) Englene havde aldrig før lyttet til en sådan bøn. De længtes efter at bringe bud med forsikring om Guds kærlighed til den bedende forløser. Men nej; dette kunne ikke tillades; Faderen ville selv besvare sønnens bøn. Hans guddommelige lys udgik fra tronen, himlene åbnedes, og herlighedens stråler hvilede på Guds Søn, idet de antog en dues skikkelse, der skinnede som poleret guld. Denne skikkelse som en due var et billede på Kristi sagtmodighed og ydmyghed. ret
(58) Folket stod som forstenede af frygt og forundring med øjnene fæstnede på Kristus. Frelseren, der endnu knælede i bøn, var omstrålet af det lys, som evindelig omgiver Guds trone. Hans ansigt var vendt mod himlen og lyste så herlig, som de aldrig før havde set noget menneskes ansigt. Tordnen rullede, lynstråler brød frem fra de åbne himle, og en røst hørtes derfra, som sagde med forfærdelig majestæt: »Denne er min søn, den elskede, i hvilken jeg har behagelighed.« (Matt 3,17) ret
(59) Dette vidnesbyrd lød for at vække og stadfæste troen hos dem, som var vidner til denne begivenhed og for at styrke Frelseren til hans værk. Selv om verdens synder var lagt på Kristus, og han fornedrede sig selv, så at han påtog sig det faldne menneskes natur, så erklærede dog denne røst fra himlen, at han var den evige Guds Søn. Således anerkendte Gud forløsningens plan og bevidnede, at han fik menneskeslægten ved Kristus som dens stedfortræder og borgen (sikkerhed) - vidnede, at han ville forene den faldne slægt med sig selv og åbne himlen fra deres bønner gennem sin søns midlergerning. ret
(59) Johannes blev dybt bevæget, da han så, at Jesus knælede i bøn og med tårer søgte at få sin faders velsignelse. Da lyset og herligheden fra himlen omskinnede ham, og han hørte den røst, som vidnede om Kristi guddommelige karakter, genskabte Johannes det tegn, som Gud havde lovet ham og var vis på, at verdens forløser var blevet døbt af ham. Med dyb følelse udstrakte han sine hænder og forkyndte for mængden, idet han pegede på Jesus: »Se det Guds lam, som bærer verdens synd. Johannes nærede nu ikke mere tvivl om, at Jesus var den sande Messias. ret
(59) Englene forbavsedes over den kærlighed, som Gud viste mod faldne mennesker, idet han hengav sin elskelige søn for dem. »Thi så har Gud elsket verden, at han har givet sin søn den enbårne, at enhver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« (Joh 3,16) Sønnen var Faderens herligheds glans og hans væsens udtrykte billede. Han besad guddommelig ypperlighed fortrinlighed og storhed. Han var lige med Gud. Det behagede Faderen, at al fylde skulle bo i ham, og dog forringede han sig selv, »idet han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var fundet i skikkelse som et menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja korsets død.« (Fil 2,7.8) ret
(60) I Kristus forenedes det guddommelige og det menneskelige. Det var hans værk at forlige Gud med mennesket og mennesket med Gud - at forende det dødelige med det udødelige. Det er alene ved Kristi blods fortjeneste, at det faldne menneske kan ophøjes til at blive delagtigt i den guddommelige natur. Englene, som ikke har syndet, kan ikke have medlidenhed med menneskene i deres særegne prøvelser; Men Kristus blev i stand til at forstå menneskets prøver og alle de fristelser, som de er udsat for, idet han påtog sig den menneskelige natur. ret
(60) Før Kristus forlod himlen og kom til verden for at dø, var han større end nogen engel; men da han begyndte sit embede på jorden, var han blot lidt større end folk i almindelighed på den tid. Dersom han havde åbenbaret sig selv på jorden i sin ædle himmelske skikkelse, i sin sande majestæt og elskelighed, så ville han udvortes have draget folket til ham, og de ville have antaget ham uden tro. ret
(60) Det var Guds plan, at Kristus skulle påtage sig det faldne menneskes skikkelse og natur, for at han skulle fuldkommes ved lidelser. Han måtte selv udholde Satans heftige fristelser, for at han kunne forstå at komme dem til hjælp, som fristes. Troen på Kristus som Messias skulle ikke hvile på det, som man kunne se. Menneskene skulle ikke tro ham på grund af det tiltrækkende ved hans person, men på grund af hans karakters fortrinlighed, som overgik alt, hvad man havde set eller kunne få at se hos mennesker. Alle, som elskede dyd, renhed og hellighed, ville føle sig draget til Kristus, og ville se tilstrækkelige bevis på, at han var den Messias, som profeterne forud havde forkyndt. De, som troede på Guds ord, ville for gavn af vor frelsers lære og til sidst af hans forsoning. ret
(61) Kristus kom for at drage menneskenes opmærksomhed hen til sin fader ved at lære dem omvendelse til Gud. Selv om han ikke kom således, som man havde ventet, så kom han netop således, som profeterne havde forudsagt. de, som ønskede at tro, havde tilstrækkelig grund for sin tro, når de læste profetierne, som forkyndte om den retfærdiges komme og beskrev måden, hvorpå han skulle komme. ret
(61) Gud havde velsignet jøderne meget. Han førte dem ud af Ægypten og antog dem som sit ejendomsfolk. De mange, store og dyrebare løfter, Gud havde givet dem som et folk, var jødernes håb og trøst. De stolede på dem og troede, at deres frelse var vis. Intet andet folk bekendte sig til at lyde Guds bud. Vor Frelser kom først til sine egne; men de tog ikke imod det. De egenretfærdige, vantro jøder ventede, at deres Frelser og konge skulle komme til verden, iført majestæt og magt og tvinge alle hedninger til lydighed. De ventede ikke, at han skulle åbenbares i en fornedret lidende tilstand. Hvis han var kommet i herlighed og havde tilegnet sig myndighed over verdens store mænd i stedet for at påtage sig en tjeners skikkelse, så ville de have taget imod ham og tilbedt ham. Men de ville ikke antage den sagtmodige og ydmyge Jesus eller erkende ham som verdens Frelser. ret
(61) Profeten Esajas beskriver Kristi embede og gerning og viser Guds beskyttende omhu for sin søn under hans værk på jorden, for at menneskenes grusomme had, indblæst af Satan, ikke skulle omstyrte frelserens store plan. ret
(62) »Se, min tjener, hvem jeg får, min udvalgte, i hvem min sjæl har behagelighed; jeg har givet min ånd over ham, han skal føre ret ud til hedningerne. Han skal ikke råbe og ej opløfte røsten og ikke lade sin røst høre på gaden. Han skal ikke sønderbryde det knækkede rør og ikke udslukke den rygende tande; han skal udføre ret efter sandhed. Han skal ikke tørste, ej heller blive afmattet, indtil han får tildelt ret på jorden; og på hans lov venter øer.« (Es 42, 1-4) Kristi røst skulle ikke høres på gaden i støj og strid med dem, som stred imod hans lære. Ej heller skulle hans røst lyde i bøn til Faderen for at høres af mennesker. Den lød ikke med højrøstet spøg, ej heller blev den opløftet til at ophøje ham selv eller vinde menneskers smiger og berømmelse. Når han underviste sine disciple, drog han bort med dem for den støj og forstyrrelse, som var i de travle stæder, til et eller andet ensomt sted, hvor naturen var mere i harmoni med den ydmyghed, fromhed og dyd, som han ønskede at undervise dem om. Hans røst lød ofte med alvorlig, indtrængende bøn til Faderen; men dertil valgte han ensomme bjerge og tilbragte ofte hele natten i bøn for at opnå styrke og mod til at overvinde de fristelser, som skulle møde ham, og for at kunne udføre den vigtige gerning, der var ham overdraget til menneskenes frelse. Hans bønner var alvorlige, blandet med stærke, råb og tårer, og selv om han således vågnede og bad om natten, så ophørte han dog ikke at arbejde gennem dagen. Om morgnen begyndte han atter i stilhed sin barmhjertigheds-gerninger og sin uegennyttige virksomhed. ret
(63) Kristi liv står i stærk modsætning til jødernes, og det var netop af den grund, de ønskede at dræbe ham. Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste holdt af at bede på de mest iøjnefaldende steder, ikke blot i synagogerne, men på gadehjørnerne, for at menneskene kunne se dem og rose dem for deres gudsfrygt. Deres barmhjertigheds-gerninger blev udført på den meste offentlige måde for at kalde folkets opmærksomhed til dem. Deres røst lød i sandhed på gaderne, ikke blot idet de ophøjede sig selv, men også idet de stred med sådanne, som havde andre meninger, end de havde. De var hævngerrige, stolte, egenkærlige, uforsonlige. Her fremstilles ved profeten Kristi liv i fuldstændig modsætning til ypperstepræsternes, farisæernes og de skriftkloges. ret