Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 10fra side126

tilbage

Senere reformatorer!

(126)   Mens Luther åbnede den lukkede bibel for det tyske folk, blev Tyndale drevet frem af Guds ånd til at gøre det samme for England. Han var en flittig studerende og alvorlig sandhedssøger. Frygtløst prædikede han efter sin overbevisning og hævdede, at alle læresætninger burde prøves ved skriftens ord. Hans iver kunne ikke undgå at møde modstand hos katolikkerne. Det var ikke længe herefter, at en lærd katolsk doktor indledte en ordstrid med ham og udbrød: "Vi måtte hellere undvære Guds love end pavens." Tyndale svarede: "Jeg vil trodse paven og alle hans love; og hvis Gud vil spare mit liv, så skal jeg sørge for, at det ikke skal vare mange år, før den dreng, som fører ploven, ved mere om skriften end I! ret

(126)   Det, som han havde foresat sig: at give folket Det nye Testamentes skrifter på deres eget sprog, bestyrkedes nu, og han begyndte straks på arbejdet. Da han ved forfølgelse blev fordrevet fra sit hjem, drog han til London og fortsatte en tid uforstyrret sit arbejde der. Men atter tvang katolikkernes voldshandlinger ham til at flygte. Hele England syntes at være lukket for ham, og han besluttede at søge ly i Tyskland. Her påbegyndte han trykningen af Det nye Testamente på engelsk. To gange blev arbejdet standset, men når trykningen blev ham forbudt i den ene by, rejste han til en anden. Til sidst nåede han frem til Worms, hvor Luther for nogle år siden havde forsvaret evangeliet over for rigsdagen. I denne gamle by var der mange af reformationens venner, og her fortsatte Tyndale sit arbejde uden yderligere hindringer. Snart var tre tusind eksemplarer af Det nye Testamente færdige, og senere på året fulgte en anden udgave. ret

(127)   Med stor alvor og udholdenhed fortsatte han sit arbejde. Skønt de engelske myndigheder med den største agtpågivenhed bevogtede deres havne, blev Guds ord på forskellige måder bragt til London og derfra spredt over hele landet. Katolikkerne søgte at undertrykke sandheden, men forgæves! Biskoppen af Durham købte hos en boghandler, der var Tyndales ven, på en gang hele hans lager af bibler for at tilintetgøre dem og mente, at dette i højeste grad ville forhindre arbejdet. Men tværtimod blev der for de penge, der på denne måde var indkommet, købt materiale til en ny og bedre udgave, som uden dette ikke havde kunnet udgives. Da Tyndale senere blev fængslet, tilbød man ham friheden på den betingelse, at han skulle røbe navnene på dem, som havde hjulpet ham med at dække udgifterne ved trykningen af biblerne. Han svarede, at biskoppen af Durham havde gjort mere for ham end noget andet menneske, for ved at betale en høj pris for de tiloversblevne bøger havde han gjort det muligt for ham at fortsætte med godt mod. ret

(127)   Tyndale blev forrådt og var på et tidspunkt fængslet i mange måneder. Til sidst blev han et vidne for sin tro, ved at lide martyrdøden; men de våben, han smedede, har gjort det muligt for andre stridsmænd at kæmpe sig frem gennem alle århundreder helt op til vor tid. I Skotland havde evangeliet en stor mand i John Knox. Denne sandhedssøgende reformator frygtede ikke noget menneske, selv om martyrernes bål brændte rundt omkring ham, tværtimod tilskynnede det ham blot til at gøre en endnu større indsats. Med bødlernes økse hængende over hovedet kom han med meget kraftige udfald, både til højre og til venstre for at standse det ugudelige. Han holdt selv kursen, bad og kæmpede for Herren indtil Skotland var fri. ret

(127)   Latimer hævdede fra prædikestolen; at Bibelen burde læses på folkets eget sprog. "Gud er selv forfatter til den hellige skrift," sagde han, "og denne skrift har en del i sin forfatters magt og evighed. Der findes ingen konge, kejser, dommer eller myndighed, som ikke er forpligtet til at adlyde Guds hellige ord. Lad os ikke gå ad sideveje, men lad Guds ord lede os; lad os ikke gå i vore fædres spor, og ikke søge det, de søgte, men det, de burde have søgt." ret

(128)   Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, stod frem for at forsvare sandheden. Efter dem fulgte Ridleyerne og Cranmer. Disse føreskikkelser inden for den engelske reformation var lærde mænd, og de fleste havde været jagtede for deres iver og fromhed inden for den katolske kirke. Deres modstand mod pavedømmet skyldtes en viden om "den hellige stols" vildfarelser. Deres kendskab til Babylons hemmeligheder gav deres vidnesbyrd større kraft. ret

(128)   "Nu ville jeg gerne stille et mærkeligt spørgsmål," sagde Latimer. "Hvem er den mest flittige biskop og gejstlige i hele England? Jeg kan se, hvor I lytter og hører efter, for at høre hans navn, og jeg skal sige jer det: det er djævelen! Han er aldrig uden for sit bispedømme; kald på ham, når I vil, han er altid hjemme; han har altid hånden på ploven. I finder ham aldrig ledig, det kan jeg forsikre jer. Der hvor djævelen har sin bolig der hedder det: bort med bøgerne og frem med lysene; bort med biblerne og frem med rosenkransen; bort med evangeliets lys og frem med de tændte lys, ja, selv ved højlys dag! Ned med Kristi kors, frem med skærsildens lommetyve, væk med klæder til de nøgne, de fattige og hjælpeløse, og frem med billedpryd og broget pynt til stokke og stene; frem med menneskers overleveringer og love, ned med Guds overleveringer og hans allerhelligste ord. O, om dog vore gejstlige ville være lige så flittige til at så den gode sæd, som Satan er til at så klint og giftigt rajgræs!" ret

(128)   Det store princip, som disse reformatorer Tyndal, Frith, Latimer og Ridley håndhævede, var den hellige skrifts ufejlbarlige myndighed som rettesnor for tro og livsførelse. De benægtede, at paver, kirkemøder, kirkefædre og konger havde ret til at herske over samvittigheden i religiøse anliggender. Bibelen var deres højeste myndighed, og ud fra den bedømte de alle læresætninger og påstande. ret

(128)   Troen på Gud og hans ord holdt disse fromme mænd oppe, når de ofrede deres liv på bålet. "Vær ved godt mod," råbte Latimer til sine medmartyrer, da flammerne var ved at bringe deres stemmer til tavshed, "ved Guds nåde skal vi i dag tænde et sådant lys i England, at det aldrig kan slukkes." ret

(129)   Den Engelske kirke (Church of England) fulgte i Roms fodspor og forfulgte dem der ikke adlød dens lære. I det syttende århundrede blev tusinder af præster afsat fra deres embede. Med trusler om store bøder, fængsel og forvisning blev det forbudt folk at overvære nogen anden form for religiøse sammenkomster end den, der var godkendt af kirken. De trofaste sjæle, som ikke kunne afholde sig fra at samles, for at tilbede Gud, var tvunget til at mødes i mørke kældre, på skumle kvistkamre og på nogle tider af året, i skovenes skyggefulde dyb. I det tempel, som Gud selv har bygget, samledes disse adspredte og forfulgte for at udøse deres sjæl i bøn og lovsang. Men trods al deres forsigtighed måtte mange lide for deres tro. Fængslerne var overfyldte, familier blev splittede. Mange blev forvist til fremmede lande. Dog var Gud med sit folk, og forfølgelsen havde ikke magt til at bringe deres vidnesbyrd til tavshed. Mange blev fordrevet over havet til Amerika, og her lagde de grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands bolværk og hæder. ret

(129)   Men ligesom i apostlenes dage vendte forfølgelsen sig til at blive til fremme for evangeliet. I et afskyeligt fangehul, som var fuldt af ryggesløse personer og forbrydere, åndede John Bunyan selve Himmelens luft, og her skrev han sin vidunderlige bog om en pilgrims rejse fra fordærvelsens land til den himmelske stad. I mere end to hundrede år har denne røst fra fængslet i Bedford lydt med betagende kraft til menneskehjerterne. Bunyans Pilgrimsvandring har ledt mange ind på livets vej. ret

(129)   Baxter, Flavel, Alleine og andre mænd med begavelse, dannelse og dyb kristelig erfaring stod frem til tappert forsvar af den tro, som engang for alle er blevet overgivet de hellige. Det, som blev udrettet af disse mænd, der var dømt fredløse af denne verdens herskere, kan aldrig udslettes. Nogle af Flavels bøger har lært tusinde, hvordan de skulle overgive deres sjæl til Kristus. Baxters bog om de reformerte præster, har vist sig at være til velsignelse for mange, som ønsker en genoplivelse af Guds værk, og en anden af hans bøger har gjort sin gerning ved at føre sjæle hen til den "sabbats hvile" som endnu står tilbage for Guds folk. ret

(130)   Hundrede år efter, i en tid med stort åndeligt mørke, trådte Whitefield og brødrene Wesley frem som fakkelbærere for Gud. Under statskirkens styre var det engelske folk sunket ned i en tilstand af religiøst forfald, som næppe var til at skelne fra hedenskab. Naturfilosofi var gejstlighedens ynglingsstudiun og rummede det meste af deres teologi. De højere klasser gjorde nar af fromhed og pralede af at være hævet over, hvad de kaldte dens fanatisme. De lavere klasser var groft uvidende og bytte for laster, mens kirken ikke mere havde hverken mod eller tro til at støtte sandhedens sag. ret

(130)   Whitefield og brødrene Wesley var blevet beredt til deres arbejde gennem lang og hård personlig overbevisning om deres egen fortabte tilstand; og for at være i stand til at udholde trængsler som Kristi gode stridsmænd, havde de været udsat for foragtens, spottens og forfølgelsens ildprøve, både på universitetet, og da de kom ind i præstegerningen. De og nogle andre, som gjorde fælles sag med dem, blev af deres ugudelige medstuderende med foragt kaldt metodister et navn, som i vore dage anses for ærefuldt af et af Englands og Amerikas største kirkesamfund. ret

(130)   Som medlemmer af den engelske statskirke var de stærkt knyttet til dens form for gudstjeneste, men ved sit ord havde Herren ladet dem se hen til et større mål. Helligånden tilskyndende dem til at prædike Kristus og ham korsfæstet. Den Højestes kraft ledsagede deres gerning. Tusinder blev overbevist og virkelig omvendt. Det var nødvendigt, at disse får blev beskyttet mod de glubske ulve. Wesley havde ikke haft nogen tanke om at danne et nyt kirkesamfund, men han organiserede dem under det, som i dag kaldes metodistsamfundet. ret

(130)   Det var en forunderlig og prøvende modstand, som disse prædikanter mødte fra statskirken; dog havde Gud i sin visdom styret begivenhederne, så reformationen kom til at begynde inden for selve kirken. Var den kommet helt udefra, ville den ikke være trængt igennem, hvor der var så hårdt brug for den. Men da vækkelsesprædikanterne var kirkens egne mænd og arbejdede inden for kirkens egne rammer, hvor de på nogen måde kunne finde lejlighed til det, havde sandheden adgang, hvor dørene ellers ville have været lukket. Nogle af præsterne blev vakt op af deres åndelige sløvhed og blev nidkære prædikanter i deres egen søgen. Kirker, der var stivnet i formalisme, blev genfødt til nyt liv. ret

(131)   På Wesleys tid, som til alle tider af kirkens historie, udrettede mænd med forskellig slags begavelse deres tildelte arbejde. De var ikke enige om ethvert spørgsmål, men alle lod de sig lede af Guds Ånd og forenedes i det altoverskyggende mål: at vinde sjæle for Kristus. På et tidspunkt truede forskellighederne mellem Whitefield og brødrene Wesley med at skabe en kløft imellem dem, men da de havde lært ydmyghed i Kristi skole, forsonedes de ved gensidig overbærenhed og kærlighed. Det vrimlede med vildfarelser og synd alle vegne og syndere gik deres undergang i møde. De arbejdede og bad sammen, og deres venskab blev styrket efterhånden som de såede sandhedens sæd på de samme marker. ret

(131)   Det var en stenet vej Guds tjenere måtte gå. Indflydelsesrige og lærde mænd anvendte deres magt imod dem. Efter en tids forløb lagde mange af præsteskabet en udpræget fjendtlig indstilling for dagen, og kirkedørene blev lukket i for den rene tro og dem, som forkyndte den. ret

(131)   Gejstlighedens fremgangsmåde med at fordømme dem fra prædikestolen kaldte mørkets, uvidenhedens og uretfærdighedens elementer frem. Atter og atter undgik John Wesley døden ved et mirakel af Guds nåde. Når mængdens raseri var blevet optændt imod ham og der ikke syntes at være nogen mulighed for redning, stod en engel i menneskeskikkelse ved hans side, folkehoben veg til side, og Kristi tjener kom i sikkerhed bort fra det farlige sted. ret

(131)   Denne første tids metodister både lægfolk og prædikanter måtte tåle latterliggørelse og forfølgelse såvel fra medlemmer af kirken som fra de åbenlyse modstandere, der var blevet opflammet ved de andres falske fremstilling. De blev indkaldt for domstole, som var i fjendens vold, retfærdighed var en sjælden ting ved den tids domstole. Ofte led de overlast fra deres forfølgere. ret

(132)   Pøbelen gik fra hus til hus, ødelagde møbler og ejendele, plyndrede, som de havde lyst til, og mishandlede brutalt både mænd, kvinder og børn. I nogle tilfælde blev der udsendt offentlige meddelelser med opfordring til dem, der havde lyst til at hjælpe med at knuse vinduer og plyndre metodisternes hjem, om at samles på nærmere angivet tid og sted. Disse åbenlyse overtrædelser af både Guds og menneskers love fik lov til at passere uden påtale. Der blev gennemført en systematisk forfølgelse af et folk, hvis eneste fejl var, at de søgte at vende synderes fødder fra ødelæggelsens veje til helliggørelsens vej. ret

(132)   John Wesley sagde med hensyn til de anklager, der rejstes mod ham og hans, meningsfæller: "Nogle hævder, at disse mænds lære er falsk, fejlagtig og hyklerisk; at den er ny og indtil for nylig helt ukendt; at den er kvækertro og fanatisme! Hele dette hykleri er allerede rykket op med rode, da det tydeligt har vist sig, at denne lære i alle henseender er skriftens almindelige lære, som vor egen kirke fortolker den. Derfor kan den hverken være falsk eller fejlagtig, hvis man forudsætter, at skriften er sandhed." Andre siger: "Deres lære er alt for streng; de gør vejen til Himmelen for trang." Og dette er i sandhed den oprindelige indvending (ligesom det i nogen tid næsten var den eneste). Denne indvending ligger nemmeligt til grund for tusinde andre falske læresætninger og kommer frem i forskellige skikkelser. Men gør de mon vejen til Himmelen trangere, end vor Herre og hans apostle gjorde den? Er deres lære strengere end Bibelens? Overvej blot nogle få tydelige skriftord: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Luk 10,27 "Jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler." Matt 12,36 "Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!" 1Kor 10,31. ret

(132)   Hvis deres lære er strengere end denne, så bør de dadles, men jeres samvittighed siger jer, at det er den ikke. Og hvem kan være et gran mindre streng uden at forvanske Guds ord? Kan nogen husholder over Guds hemmeligheder findes tro, hvis han forandrer noget i dette hellige pant? Nej! Han kan intet ophæve, han kan intet afsvække; det er hans pligt at forkynde for alle mennesker: "Det er ikke muligt for mig at indrette skriften efter jeres smag! I må leve op til den eller gå til grunde for evigt." ret

(133)   Hvor er der en stor lighed mellem de argumenter der blev brugt dengang og så de argumenter der bliver brugt i dag. Blandt reformatorerne er der nogle der burde indtage en ærefuld plads i kirkens historie, det er dem der fremholdt de sandheder der blev overset af protestanterne, dem der vedligeholdt værdien af det fjerde bud og fremhævede den Bibelske Sabbat. Da reformationen fejede mørket til side og oplyste de kristne menigheder, kom sabbattens helligholdelse frem i lyset i mange lande. Ingen af de kristne, er af historieskriverne blevet behandlet med en større uretfærdighed end dem der ærede den sande Sabbat, de blev sammenlignet med forræderen Judas, eller kaldt overtroisk og fanatiske. De henvisninger de gav fra Bibelen for at støtte deres tro blev mødt med de samme argumenter som nu, fædrenes gamle traditioner og kirkens autoritet. ret

(133)   Luther og hans medarbejdere udførte et godt stykke arbejde for Gud, men da de kom fra den katolske kirke og havde troet på dens lære og fremholdt dens doktriner, som de rigtige, kunne man ikke forvente at de kunne gennemskue alle dens fejl. Deres arbejde var at bryde Roms magt og give Bibelen til folket, men der var vigtige sandheder de ikke opdagede og alvorlige vildfarelser de ikke fik afsløret. De fleste af dem fortsatte med at helligholde søndagen og andre katolske helligdage. De opfattede ikke søndagen som en helligdag der var givet af Gud, men som en dag der blev accepteret af alle og at den derfor blev brugt til tilbedelse. ret

(133)   Der var dog nogle af reformatorerne som ærede den sabbat der er omtalt i det fjerde bud. Carstadt var en af dem der troede på sabbatten og helligholdt den, men sammen med ham var der andre. John Frith der hjalp Tyndal med at oversætte Bibelen og som led martyrdøden for sin tro, sagde angående sabbatten: "Jøderne har i Guds ord grundlaget for at holde sabbatten, da det er den syvende dag, og befalingen lyder at det er den syvende dag der skal helligholdes. Vi har derimod ikke Guds ord for ikke at helligholde den syvende dag, snarere tværtimod. Helligholdelse af den første dag er ikke påbudt i Guds lov. ret

(134)   Hundrede år senere anerkendte John Traske den sande sabbat og forsvarede den med både sin stemme og sin pen, men snart blev han kaldt til et møde i den engelske kirke hvor han erklærede at skriften var tilstrækkelig som vejleder for ens tro og at civile myndigheder ikke kunne bestemme over ens ønsker og vilje når det gjaldt frelsen. Han blev derefter ført frem for den berygtede domstol Stjerne kammeret, hvor der var en lang diskussion om man skulle respektere sabbatten. Men Traske ville ikke forlade sandheden, Guds bud, for at følge menneskers bud. Han blev derfor fordømt og sat i gabestokken hvor han blev pisket i offentlighedens påsyn. Denne ubarmhjertige behandling betød at han efter et år i fængsel tilbagekaldte sin tro. Havde han derimod holdt fast ville han have vundet en af martyrernes kroner. ret

(134)   Traskes kone helligholdt også sabbatten, og selv hendes fjender erklærede om hende at hun var en kvinde der udholdt mange prøvelser og at hun var værdig til at blive nævnt blandt alle de kristne der led for deres tro. Hun var en dygtig lærerinde og kendt for sin omsorg for de fattige. Hendes fjender sagde om hende at hun udførte det i praktisk som hun troede på. Til trods for dette blev det erklæret at hun var besat af en fremmed ånd, der var i modstrid med hendes egne meninger og som ødelagde hende, men hun valgte at adlyde Gud i stedet for menneskers overleveringer. Denne ædle kvinde blev til sidst kastet i fængsel. Anklagen mod hende var at hun kun underviste i fem dage om ugen og at hun hvilede om sabbatten i overensstemmelse med det fjerde bud. Hun blev ikke beskyldt for nogen kriminelle handlinger. Hun troede at hun en dag skulle dømmes for de ting hun gjorde i kødet, og derfor bestemte hun sig for at følge det sikreste, frem for at gøre det hun havde lyst til. ret

(135)   I fængselet fik hun ofte besøg af hendes anklager der brugte sine bedste argumenter for at få hende til at forkaste sin tro, men hendes svar var at han skulle vise hende ud fra skriften at hendes tro var forkert, og hvis søndagen var den rigtige helligdag, så måtte det være omtalt i Guds ord. Det var forgæves hun bad om beviser fra Bibelen så hun blev pålagt at undertrykke sin overbevisning og at erklære, at det som kirken forkyndte var rigtigt. ret

(135)   Dette afslog hun, hun ville ikke købe sin frihed ved at tilbagekalde sandheder og Guds løfter støttede hende i hendes tro. "Frygt ikke for det du vil komme til at lide. Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på prøve, og I skal have trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans." Åb 2,10. I næsten 16 år blev denne kvinde holdt som fange i et fængsel under umenneskelige forhold. Kun Guds bog kan fortælle om hendes lidelser gennem disse år. Trofast vidnede hun for sandheden. Hendes trofasthed og tålmodighed vedblev at være den samme, indtil hun blev befriet ved døden. ret

(135)   Her på jorden blev hun omtalt med onde ord, men i de himmelske bøger er hun omtalt med ære, som en der blev jaget, nedværdiget, udstødt og fængslet, en af dem der led martyrdøden en af dem som verden ikke var værd. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskares Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Malakias 3,17. ret

(135)   Gud har bevaret historien om nogle få, af dem der led fordi de var lydige mod det fjerde bud, men der var mange, som verdenen ikke kender der blev forfulgt og som led martyrdøden for den samme sandhed. De der var imod dem der fulgte Kristus kalder sig selv protestanter, men de fornægter det protestantiske grundprincip der siger Bibelen og kun Bibelen alene, skal være grundlaget for troen. Det var skriftens vidnesbyrd de med foragt forkastede. Den samme ånd lever stadig, og den bliver mere og mere udbredt efterhånden som vi nærmer os endens tid. En stor del af den kristne verden betragter i dag de der ærede Bibelens sabbat som vanskelige, og den tid da forfølgelsens ånd igen vil blusse op er ikke langt borte. ret

(136)   I det 17. århundrede var der adskillige kirker i England der helligholdt sabbatten, og der var hundredvis af sabbatsholdere spredt ud over hele landet. Gennem deres arbejde blev sandheden på et meget tidligt tidspunkt ført til Amerika. ret

(136)  Mindre end et halvt århundrede efter at de første pilgrimme landede i Plymouth, sendte sabbatsholderne i London en mand til den ny verden for at han der skulle hæve sabbattens standard. Denne missionær hævdede at de ti bud der var givet på Sinaj bjerg var moralske og uforanderlige, og at det var den antikristne magt der ønskede at ændre tid og lov, og at sabbatten var blevet ændret fra den syvende til den første dag i ugen. I Newport. var der flere medlemmer i kirken der havde den samme mening, men de holdt dog i nogle år, fast ved den kirke de havde tilhørt. Til slut opstod der stridigheder blandt dem der holdt sabbatten og dem der holdt søndagen, de der holdt sabbatten måtte forlade kirken for forsat at være i stand til, på en fredelig måde at helligholde Guds helligdag. Snart efter dannede de en organation og på denne måde blev den første kirke i Amerika der helligholdt sabbatten oprettet. Disse sabbatsholdere pralede med at de kunne holde det fjerde bud og stadig have forbindelse med de der holdt søndagen. Men Guds Ånd arbejdede med de oprigtige og denne indstilling kunne ikke holde. Hvis det havde fortsat på denne måde ville det efterhånden have medført at lyset om Guds hellige sabbat var blevet til mørke. ret

(136)   Nogle år senere blev der oprettet en kirke i New Jersey. Det var en meget ivrige søndagsholder der havde irettesat en person for at arbejde på denne dag, han blev spurgt om beviset for dette ud fra skriften. Og under sin søgen efter dette bevis fandt han i stedet for Guddommeligt bevis for at holde den syvende dag, hvilket han straks begyndte at gøre. Det var blandt andet ved hjælp af denne mands arbejde at sabbatskirken kom op at stå. ret

(136)   Fra dette tidspunkt blev arbejdet gradvist udvidet og tusindvis begyndte at helligholde sabbatten. Blandt Syvende Dags Baptisterne i Amerika var der mænd med evner og kundskab der udførte et stort stykke arbejde, og i 200 år forsvarede de den gamle sabbat. ret

(137)   I det nuværende århundrede er der ikke mange der har taget et ædlere standpunkt for denne sandhed end pastor J. W. Morton, der ved sit arbejde og igennem sine skrifter, har ledt mange til at holde sabbatten. Han blev af den Reformerte Presbyterianske kirke sendt til Haiti som missionær. Her kom han i besiddelse af nogle skrifter fra sabbatsholderne og efter at han grundigt havde studeret dem blev han overbevist om at det fjerde bud krævede helligholdelse af den syvende dag, Sabbatten. Uden at tænke på sine egne interesser begyndte han at adlyde Gud. Da han kom hjem bekendtgjorde han sin tro og blev dømt for forræderi og udelukket af Den Reformerte Presbyterianske kirke uden at han havde haft mulighed for at give en forklaring. ret

(137)   Dette at han blev dømt og udelukket uden at få mulighed for at forsvare sig er et bevis på at der selv blandt de reformerte protestantiske kirker er en dårlig ånd tilstede. Den Gud, hvis trone er i himlen opfordrer os til at gå i rette med hinanden, Esajas 1,18. men fejlende mennesker er ofte for stolte til at følge Guds opfordring, derimod er de rede til at fordømme dem der har modtaget et lys eller en forståelse af Guds ord, som de ikke selv har modtaget, som om Gud ikke vil give lys til andre end dem. Denne indstilling har eksisteret hos sandhedens modstandere i hvert eneste århundrede. De glemmer skriftens ord om at der over de retfærdige oprinder lys, og glæde over de oprigtige af hjertet. Sl. 97,11 ret

(137)   Hvis de bekendende kristne ville bede Gud om hjælp til at lægge alle forudfattede meninger, ønsket om anerkendelse og al deres stolthed til side, og grundigt studere og sammenligne deres tro, med skriften, så ville en flod af lys vælde ind over dem, og de kirker der nu er i mørket ville blive oplyst. Ligeså hurtigt som vi kan bære det, vil Herren åbenbare vore fejltagelser i den lære vi tror på, og i vor karakter. ret

(138)   Op gennem tiderne har Gud oprejste personer og gjort dem kvalificerede til at gøre et specielt arbejde for deres tid. Men ingen af disse fik overgivet alt det lys der er for verdenen. Kundskaben døde ikke sammen med dem, det var ikke Guds vilje at arbejdet om reformer skulle slutte med Luther, det var ikke Guds vilje at den kristne tro skulle dø ved Wesleys død. Det er den store leders befaling at arbejdet med reformer skal gå opad og fremad til sejr. Vi kan ikke tjene Gud ved at gøre det samme arbejde, som vore fædre gjorde. Vi står ikke på det samme sted som de gjorde, i udfoldelsen af sandheder. For at blive accepteret og æret på samme måde som dem, skal vi benytte os af det lys der skinner på os, ligesom de benyttede det lys der skinnede på dem. Vi skal gøre som de ville have gjort, hvis de havde levet i vore dage. Luther og Wesley var reformatorer på deres tid. Det er vor pligt at fortsætte dette arbejde. Hvis vi forsømmer at bruge det lys vi har fået vil vi ende i mørke og mørket vil blive af samme størrelse som det lys vi har forkastet. ret

(138)   En af Guds profeter erklærede at kundskaben vil øges i de sidste dage. Der er nye sandheder som vil blive åbenbaret for dem der ydmygt søger det. Læren fra Guds ord er uden fejl og uden overtro. Den lære der ikke er bygget på Skriften forkyndes overalt, og mange har i ærlighed accepteret den, men når sandheden bliver åbenbaret er det enhvers pligt at antage den. De der tillader verdslige interesser, ønsket om at være populær eller stolthed, i at antage sandheden skal stå til regnskab over for Gud for deres forsømmelse. ret

næste kapitel