Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 12fra side144

tilbage

Gud ærer de ydmyge!

(144)   De der modtog de store velsignelser som reformationen medførte, gik ikke fremad på den sti som Luther havde fulgt. Der fremstod dog fra tid til anden trofaste mænd, som fremholdt den nye sandhed og afslørede de vildfarelser man så længe havde holdt fast ved, men flertallet var som Jøderne på Jesu tid, de var tilfredse med at have den samme tro som deres forældre og leve som de gjorde. Derfor blev religionen igen en formssag, den overtro og de fejl, som ville være blevet kastet bort, hvis kirken fortsat havde holdt fast ved Guds ord, blev nu indhyllet i mørke og på den måde døde den inspirerede ånd, som reformationen havde rejst, gradvis bort, indtil der var ligeså stort et behov for en reformation i de protestantiske kirker, som der havde været i den Katolske på Luthers tid. Der var den samme åndelige uvidenhed og respekt for menneskers meninger, den samme verdslige ånd, den samme overgivelse til menneskelige teorier i stedet for Guds ord. Stolthed og ødselhed voksede frem i en religiøs forklædning. Kirkerne blev fordærvede og sammenlignede sig selv med verden. De gode principper som Luther og hans medarbejdere havde lidt så meget for, forsvandt lidt efter lidt. ret

(144)   Da Satan indså, at han ikke kunne knuse sandheden ved hjælp af forfølgelser, benyttede han atter den plan, som havde ført til det store frafald og romerkirkens oprettelse. Han forledte de kristne til at slutte sig sammen med dem, der havde kærlighed til det, der tilhørte denne verden, og som derved viste, at de var afgudsdyrkere i lige så høj grad som de mennesker, der tilbad udskårne billeder. ret

(145)   Da Bibelen nu var kommet inden for alles rækkevidde, kunne Satan ikke længere holde den væk fra folket, han ledte derfor tusinder til at tro på falske fortolkninger og teorier, uden at de selv studerede Bibelen for at se om de var i overensstemmelse med den. Satan fortsatte med at fordreje Bibelens læresætninger, og traditioner, og på denne måde vildledte og ødelagde han millioner af mennesker. Kirken støttede og forsvarede disse traditioner i stedet for at kæmpe for "den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige". ret

(145)   Helt uvidende om den tilstand vi befinder og i, og den fare der hastigt nærmer sig, står kirken og verden i dag over for en af de mest alvorlige øjeblikke i denne jords historie, en periode med åbenbarelse af menneskesønnen. Tegnene som Kristus havde lovet, solens formørkelse om dagen og månen om natten, fortæller om hans nære komme. Da Frelseren fortalte sine disciple om tegnene på sin genkomst, forudsagde han også det frafald, som skulle indtræde kort før denne. ret

(145)   "Du har ord for at leve og er dog død." Og til dem, som nægter at lade sig vække af deres ubekymrede tryghed, rettes følgende højtidelige advarsel: "Hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig." Åb 3,1. og 3. ret

(145)   Ham der kender enden fra begyndelsen, og inspirerede profeterne og apostlene til at skrive kirkens og nationernes fremtidige historie, var ved at udføre en reform i lighed med den der var på Luthers tid. Herren havde kaldt på mænd til at undersøge hans ord og det grundlag den kristne verden byggede på, og til at stille disse alvorlige spørgsmål. Hvad er sandhed? Bygger vi på Klippen eller på kviksand? ret

(145)   Gud så at mange af dem der kaldte sig kristne ikke byggede for evigheden, og i sin omsorg og kærlighed til dem vil han sende en advarsel der skal vække dem fra deres uvidenhed og forberede dem for Herrens komme. Advarselen skulle ikke gives af lærte mennesker eller populære præster, for hvis disse havde været trofaste vægtere, der oprigtigt og under bøn havde studeret skriften så ville de have vidst hvilken time på natten det var. Daniels og Johannes' profetier ville have åbenbaret de store begivenheder der var ved at ske, for dem. Enhver, som for alvor søger at gøre Guds vilje, og som omhyggeligt giver agt på det lys, der allerede er blevet skænket, vil få mere lys; og til en sådan sjæl vil der blive sendt en stjerne af himmelsk stråleglans, for at lede den til den fulde sandhed. ret

(146)   På tiden for Kristi fødsel kunne den hellige stads præster og skriftkloge, til hvem Guds ord var betroet, have læst tidernes tegn og forkyndt den Forjættedes komme. Mikas profeti røbede hans fødested (Mika 5,1); Daniel angav tiden for hans komme (Dan 9,25). Gud havde betroet de jødiske ledere disse profetier; de havde ingen undskyldning for ikke at vide og forkynde, at Messias' komme var nær. Deres uvidenhed skyldtes syndig forsømmelighed. ret

(146)   Gud sendte ikke sine budbringere til kongernes paladser, eller til de lærdes forsamlinger, eller til rabbinernes skoler, for at bekendtgøre den vidunderlige nyhed om at menneskenes frelser snart ville vise sig på jorden. Jøderne byggede mindesmærker over Guds ihjelslåede profeter, samtidig med at de af ærbødighed for jordens store, hyldede Satans tjenere. De var så optaget af at skaffe sig plads og magt i verden, at de glemte de guddommelige æresbevisninger, som Himmelens Konge tilbød dem. ret

(146)   Israels ældste burde med dyb interesse og ærbødighed have gransket skriften, for at kende stedet og tiden for og udviklingen af den største begivenhed i verdenshistorien, Guds Søns komme for at forløse menneskene. Hele folket burde have ventet og våget for at kunne være blandt de første, som bød verdens frelser velkommen. Men i Betlehem måtte to trætte rejsende fra Nazaret gennemvandre hele den smalle gade, idet de forgæves søgte et sted, hvor de kunne få hvile og ly for natten. Ingen dør blev åbnet for dem. Til sidst søger de tilflugt i en elendig rønne, som er beregnet til at huse kvæget, og der fødes verdens frelser. ret

(146)   Himmelske engle havde set den herlighed, som Guds Søn delte med Faderen, før verden blev til, og de havde med dyb interesse set frem til hans tilsynekomst på jorden som til en begivenhed, der indebar den største fryd for alle mennesker. Engle skulle overbringe det glade budskab til dem, som var rede til at modtage det, og som med stor glæde ville lade det gå videre til jordens beboere. Kristus havde nedladt sig til at påtage sig menneskenatur. Han skulle bære en uendelig vægt af smerte, idet han gjorde sin sjæl til et syndoffer; men englene ønskede, at den Højestes Søn selv i sin ydmygelse skulle vise sig for menneskene med en værdighed og herlighed, som svarede til hans karakter. Ville jordens stormænd mon samles i Israels hovedstad for at hilse hans komme? Skulle hærskarer af engle mon forestille ham for den forventningsfulde forsamling? ret

(147)   En engel besøger jorden for at se, hvem der er beredt til at byde Jesus velkommen. Men englen kunne ikke finde noget tegn på forventningsglæde. Den hører ingen røst hæve sig til pris og tak, fordi Messias nu skal komme. Englen ser ud over den udvalgte by og templet, hvor Guds tilstedeværelse er blevet åbenbaret i menneskealdre; men selv her ses den samme ligegyldighed. De prægtigt klædte og stolte præster ofrede fordærvede dyr i templet. Farisæerne henvender sig højrøstet til folket eller opsender pralende bønner på gadehjørnerne. Der ses intet tegn på, at menneskene venter Kristi komme, og der er ikke gjort forberedelser til at modtage Livets Fyrste. ret

(147)   Fuld af undren beslutter sendebuddet fra Himmelen at vende tilbage med det sørgelige budskab, men i det samme får han øje på nogle hyrder, som i nattens mørke vogter deres dyr; de ser op mod den stjernebesatte himmel, mens de tænker på profetien om den kommende Messias og længes efter verdens frelsers komme. Her er en lille flok, som er rede til at modtage budskabet fra Himlen. Og pludselig viser Herrens engel sig for dem og forkynder det herlige budskab. Et Himmelsk lys oplyser hele sletten, et utal af engle kommer til syne, og som om glæden er for stor til at kunne forkyndes af et himmelsk sendebud, løfter tusinder af røster sig i den hymne, som alle de frelste folkeslag en dag skal synge: "Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!" Luk 2,14. ret

(148)   Hvilken lektie rummes der ikke i denne vidunderlige beretning om Betlehem! Hvor den dadler vor vantro, vor stolthed og vor indbildskhed. Hvor den formaner os til at være agtpågivende, så at vi ikke på grund af vor syndige ligegyldighed overser tidernes tegn og derfor er uvidende om vor besøgelsestid. Det er for dem, der bier på ham at Kristus anden gang skal komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse. (Hebr. 9,28.) ret

(148)   Jesus har sendt sit folk et advarsels budskab, et budskab om at gøre sig rede for hans komme, og afslutningen på den store frelsesplan. Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under Himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med en høj røst; Frygt Gud og giv ham ære, thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene. Åb 14,6-7. ret

(148)   Englen der i denne profeti forkynder budskabet, er et symbol for den gruppe af trofaste mennesker der adlyder Guds ånd og Guds ords lære og som forkynder denne advarsel for denne jords befolkning. Ligesom budskabet om Frelserens fødsel blev budskabet om hans genkomst ikke betroet til folkets religiøse ledere. De havde undladt at bevare kontakten med Gud og nægtet at tage imod lyset fra Himmelen; derfor hørte de ikke til blandt dem, som Paulus har beskrevet med ordene: "Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til." 1Tess. 5,4-5 ret

(148)   Vægterne på Zions mure burde have været de første til at forkynde budskabet om Frelserens komme, de første til at hæve deres stemmer for at forkynde hans nærhed og de første til at formane folket til at berede sig for hans komme. Men de var ubekymrede, de drømte om fred og tryghed, mens folket sov i sine synder. Jesus så sin menighed som et goldt figentræ, prydet med blade, men som ikke bar frugt. Troens udvendige former blev iagttaget, men den sande ydmygheds, den sande angers og den sande troens ånd som alene kunne gøre gudsdyrkelsen velbehagelig for Gud manglede. I stedet for Åndens dyder var der hovmod, forfængelighed, selviskhed og undertrykkelse. Den frafaldne kirke lukkede sine øjne for tidernes tegn. Gud svigtede den ikke, og hans tålmodighed ophørte ikke, men kirken forlod ham og rev sig løs fra hans kærlighed. Fordi den nægtede at overholde betingelserne blev hans løfter ikke opfyldt for den. ret

(149)   Kærligheden til Kristus og troen på hans komme er blevet kold, fordi Guds lys og privilegier blev forkastet. Hvis kirken ikke vil tage ved lære, og tage imod hver eneste lysstråle og påtage sig enhver pligt, som bliver givet, den vil religionen uvægerligt forvanskes til noget rent formelt, og den livsvigtige guddommelige ånd vil forsvinde. Denne sandhed kan påvises gang på gang i kirkehistorien. Gud kræver, at hans folk viser en tro og en lydighed, som svarer til de goder og velsignelser, han skænker det. Lydighed kræver, at man er villig til at bringe ofre og tage korset på sig, og dette er grunden til, at så mange af dem, der foregav at være Kristi disciple, nægtede at tage imod lyset fra Himmelen og ligesom fortidens jøder ikke agtede på deres besøgelsestid. Luk 19,44. På grund af deres hovmod og mangel på tro gik Herren dem forbi og åbenbarede sin sandhed for dem, der ligesom hyrderne på marken og vismændene fra østen havde givet agt på alt det lys, der var blevet skænket dem. ret

næste kapitel