Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 14fra side165

tilbage

Den første engels budskab!

(165)   Profetien om den første engels budskab i Åbenbaringens bogs 14. kapitel fik sin opfyldelse ved adventbevægelsen i 1840 til 1844. Både i Europa og Amerika var der troende mennesker der bad til Gud og som derved fik øjnene åbnet for profetierne i Den Hellige Skrift og så de overbevisende beviser for at enden var meget nær. Guds ånd påvirkede disse mennesker til at advare andre. Det evige evangelium blev nu spredt vidt omkring, og budskabet Frygt Gud og giv ham ære, for dommens time er kommet, lød overalt. (Åb 14,7) ret

(165)   Alle vegne hvor missionærer kom frem blev det glade budskab forkyndt. I mange forskellige lande var der isolerede grupper af kristne, som selv havde studeret Bibelen og var kommet til det resultat at Frelserens komme var nær. Nogle steder i Europa var det forbudt at forkynde de adventtistiske doktriner, men små børn blev påvirket til at fortælle om det, og mange lyttede til det alvorlige budskab. ret

(165)   William Miller og hans medarbejdere fik betroet at forkynde advarselsbudskabet i Amerika, og det var i dette land, at adventbevægelse fik sit tyngdepunkt. Det var her, at profetien om den første engels budskab fik sin mest direkte opfyldelse. Miller og hans medarbejderes skrifter blev bragt til fjerne lande. ret

(165)   Vidnesbyrdet om de profetier, som syntes at varsle Kristi komme i foråret 1844, fæstede sig dybt i menneskenes sind. På sin vej fra stat til stat vakte budskabet overalt stor interesse. Mange blev overbevist om, at de argumenter, som grundede sig på de profetiske tidsperioder, var rigtige, og de lagde i ydmyghed deres egne meninger til side og tog imod sandheden med glæde. Nogle prædikanter opgav deres sekteriske indstilling, forlod deres lønnede stilling og deres menigheder og sluttede sig til forkyndelsen af Jesu komme. I det store hele var der dog kun få prædikanter, som antog budskabet, og forkyndelse blev derfor for en stor dels vedkommende betroet ydmyge lægmænd. Landmænd forlod deres marker, håndværkere deres værktøj, købmænd deres varer og de der arbejdede på kontoret sagde deres stilling op. Men selv om mange sluttede sig til denne bevægelse, var de folk der stod til rådighed, få i sammenligning med den opgave, som skulle løses. Tilstanden i en ugudelig og ond verden hvilede som en tung byrde på de sande vægteres sjæle, og de veg ikke tilbage for hårdt arbejde, afsavn og lidelser for at kunne lede mennesker til omvendelse og frelse. Trods Satans modstand gik værket støt fremad, og mange tusind antog adventsandheden. ret

(166)   Overalt lød det ransagende vidnesbyrd, og syndere, både verdensmennesker og menighedsmedlemmer, blev formanet til at fly for den kommende vrede. Ligesom Kristi forløber, Johannes Døber, lagde prædikanterne øksen ved træets rod og opfordrede alle til at bære frugt, som var omvendelsen værdig. Deres gribende appel stod i skarp modsætning til de forsikringer om fred og ingen fare, der lød fra prædikestolene, og overalt, hvor budskabet blev forkyndt. Skriftens enkle vidnesbyrd, som blev fremholdt ved Helligåndens kraft, bragte en overbevisning med sig, som kun få kunne modstå. Bekendende kristne blev rusket op af deres falske tryghedsfølelse og blev klar over deres frafald, verdslighed, vantro, stolthed og egenkærlighed. Mange søgte Herren i anger og ydmyghed. Deres interesser, som så længe havde været knyttet til det jordiske, blev nu himmelvendte. Guds Ånd hvilede over dem, og med hjertet blødgjort og sønderknust istemte de råbet "Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet." ret

(166)   Syndere spurgte grædende "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" De uærlige var ivrige efter at yde erstatning. Alle de, der fandt fred i Kristus længtes efter, at andre skulle få del i velsignelsen. Forældrenes hjerte blev vendt til børnene og børnenes hjerte til forældrene. ret

(166)   Stolthedens og tilbageholdenhedens skranker blev fjernet. Der blev aflagt dybtfølte bekendelser, og i hjemmene arbejdede man på at frelse dem, som var en nærmest og kæreste. Ofte lød der alvorlig forbøn, Overalt var der mennesker, som bad til Gud i dyb sjæleangst. Mange kæmpede hele natten i bøn for at få forvisning om, at deres synder var forladt, eller for at bede om, at deres slægtninge eller naboer måtte blive omvendt. Den ærlige og oprigtige tro blev belønnet, og hvis Guds folk havde fortsat med at være ligeså ivrige i bøn foran nådens trone, ville de have opnået en meget større erfaring end de nu har. Der er for lidt bøn, for lidt modvilje mod synden, og mangel på en virkelig levende tro, det er årsagen til at der er så mange uden den nåde der er tilgængelig ved vor nådige Frelser, i så rigelige mængder. ret

(167)   Folk fra alle samfundsklasser strømmede til adventistmøderne. Rige og fattige, høje og lave var af forskellige årsager ivrige efter selv at høre budskabet om Kristi genkomst. Herren holdt modstanden i skak, mens hans tjenere gjorde rede for deres tro. Det menneskelige redskab var undertiden svagt, men Guds Ånd gav den guddommelige sandhed kraft. Man kunne fornemme, at der var hellige engle til stede i disse forsamlinger, og der føjedes daglig mange til de troende. Store skarer lyttede i fuldstændig tavshed til de højtidelige ord, når beviserne på Kristi genkomst blev fremholdt. Himmelen og jorden syntes at komme hinanden nærmere. Guds kraft gjorde sin indflydelse gældende hos gammel, ung og midaldrende. Når folk gik hjem priste de Herren, og deres glædesudbrud gav genlyd i nattens stilhed. Ingen af dem, der overværede disse møder, kunne nogensinde glemme den forunderlige og interessante oplevelse. Det vakte stor modstand hos mange mennesker i alle samfundslag, at der blev fastsat et bestemt tidspunkt for Kristi komme. Modstanden kom lige fra præsten på prædikestolen ned til den mest ligegyldige, trodsige synder. Det argument, som hyppigst blev benyttet af de mennesker, der forkastede advent troen, var, at ingen kender dagen eller timen, Teksten siger; "Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene." Matt 24,36. ret

(168)   Det blev påvist, at skriften ikke giver mennesker nogen ret til at være uvidende om Kristi kommes nærhed. Men de, der kun var interesseret i at finde et påskud til at forkaste sandheden, vendte det døve øre til denne forklaring, ja, selv Kristi bekendende tjenere blev ved at gentage ordene "Ingen kender dagen eller timen." ret

(168)   Ingen kender dagen og timen, det var det budskab de hykleriske og vantro prædikanter forkyndte. De lukkede deres ører for de klare og harmoniske forklaringer af de tekster der viste hen til slutningen af de profetiske tidsperioder, som Kristus selv havde givet som et tegn på sit komme. Blandt de mennesker, der bekendte sig til at elske Frelseren, var der mange, der sagde, at de ikke havde noget at indvende imod læren om hans andet komme, de gjorde blot indsigelse imod, at man fastsatte et bestemt tidspunkt. Men Guds altsende øje gennemskuede deres hjerte. De ville ikke høre tale om, at Kristus skulle komme for at dømme verden med retfærdighed. De havde været utro tjenere, deres gerninger kunne ikke tåle at blive undersøgt af Gud, som ransager hjerterne, og de var bange for at møde Herren. De havde det på samme måde som jøderne ved Kristi første komme, de var ikke rede til at byde Jesus velkommen. ret

(168)   Satan og hans engle jublede og hånede Kristus og hans hellige engle med, at de mennesker, der bekendte sig til at tjene ham, nærede så lidt kærlighed til ham, at de ikke ønskede, at han skulle komme igen. Vægtere der ikke opfyldte deres pligt forhindrede Guds arbejde i at gå fremad. Efterhånden som mennesker blev interesserede og begyndte at spørge om frelsens vej, trådte disse ledere ind mellem de interesserede og sandheden, og beroligede dem med falske udlægninger af Guds ord. Uomvendte præster samarbejdede med Satan i arbejdet med at råbe fred, fred, når Gud ikke taler om fred. Ligesom farisæerne på kristi tid var der mange der selv nægtede at gå ind i himmeriget, og som derved hindrede nogle der ønskede at komme ind. Blodet fra disse sjæle vil blive krævet af deres hånd. ret

(168)   Overalt hvor sandheden blev forkyndt var det de ydmyge og oprigtige der først tog imod budskabet. De der selv havde studeret Bibelen kunne ikke undgå at se de ubibelske fortolkninger der var i det populære syn på profetierne. Der hvor folk selv havde studeret Guds ord, gennemskuede man de falske teorier som præsterne kom med. Når den adventistiske lære blev sammenlignet med Bibelen kunne man hurtig se at den var bygget på den guddommelige lære. ret

(169)   Mange blev forfulgt af deres vantro medmennesker. Nogle gik med til at fortie deres håb for at beholde deres stilling i menigheden; men der var andre, der følte, at de ikke kunne skjule de sandheder, som Gud havde betroet dem, hvis de skulle være tro imod ham. Ikke så få blev udelukket af deres menighed, blot fordi de talte om deres tro på Kristi genkomst. De mennesker, der blev udsat for denne trosprøve, fandt trøst i disse ord: "Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld. Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde! Men de skal blive til skamme!" Es 66,5. ret

(169)   Guds engle iagttog med den dybeste interesse resultatet af advarslen. Englene vendte sig bedrøvet bort, når hele menigheder forkastede budskabet. Men der var mange, som endnu ikke var blevet stillet på prøve med hensyn til adventsandheden. Mange blev vildledt af deres mænd, hustruer, forældre eller børn og blev overtalt til at tro, at det var synd endog at lytte til den vranglære, som blev forkyndt af adventisterne. Englene fik befaling om at våge omhyggeligt over disse sjæle, for der skulle skinne mere lys på dem fra Guds trone. ret

(169)   De, der havde antaget budskabet, ventede med usigelig længsel på deres frelsers komme. Nu nærmede det tidspunkt sig, da de forventede at se ham. De var opfyldt af en højtidelig alvor. De havde inderligt samfund med Gud en forsmag på den fred, som ville blive dem til del i den himmelske herlighed. Ingen af dem, der oplevede dette håb og denne tillidsfuldhed, kunne glemme den dyrebare ventetid. I de sidste uger forud for det store øjeblik ophørte de fleste med deres verdslige arbejde. De oprigtigt troende ransagede omhyggeligt hver tanke og følelse i deres hjerte, som om de lå på dødslejet og skulle lukke deres øjne for alt jordisk om nogle få timer. Der blev IKKE fremstillet "himmelfartsklæder" men alle indså nødvendigheden af et indre vidnesbyrd om, at de VAR beredt til at møde Frelseren. Deres hvide klæder bestod i sjælens renhed en karakter, der var renset for synd i Kristi forsonende blod. ret

(170)   -----bemærkning -----HIMMELFARTSKLÆDER. Historien om, at adventisterne lavede klæder, som de skulle benytte, når de skulle stige op og møde Herren i luften, blev opfundet af folk som ville skandalisere adventbudskabet. Dette rygte blev udbredt med en sådan nidkærhed, at mange troede på det, men en nærmere undersøgelse har bevist, at historien er falsk. I flere år blev der udlovet en stor belønning til dem, der kunne bevise, at der var forekommet et tilfælde af denne art, men der er aldrig blevet ført bevis herfor. Ingen af de mennesker, der længtes efter Frelserens komme, var så uvidende med hensyn til skriftens lære, at de troede at det var nødvendigt at anskaffe sig specielle klæder til denne lejlighed. Den eneste klædning, de hellige behøver, når de skal møde Herren, er Kristi retfærdighed. Se Es 61,10; Åb 19,8. ------bemærkning slut ------- ret

(170)   Gud ville stille sit folk på prøve. Hans hånd skjulte en fejltagelse i udregningen af de profetiske tidsperioder. Hverken adventisterne eller de lærdeste blandt deres modstandere opdagede fejlen. Modstanderne sagde: "Jeres beregning af de profetiske tidsperioder er korrekt. Der forestår en eller anden stor begivenhed, men det er ikke den, som Miller forudsiger. Det er verdens omvendelse og ikke Kristi andet komme." ret

(170)   Ventetiden udløb, og Kristus kom ikke for at befri sit folk. De mennesker, der i oprigtig tro og kærlighed ventede på deres frelser, oplevede en bitter skuffelse. Men Gud nåede sin hensigt. Han stillede de mennesker, som bekendte sig til at vente på hans komme, på prøve for at se, hvad der boede i deres hjerte. For manges vedkommende havde ren og skær frygt været det eneste motiv. Den tro, som de bekendte sig til, øvede ingen indflydelse på deres hjerte eller deres liv. Da den ventede begivenhed ikke indtraf, sagde disse mennesker, at de ikke var skuffet, og var nogle af de første til at drive spot med de sande troendes sorg. ret

(170)   Men Jesus og hele den himmelske hær så i kærlighed og medlidenhed ned til de prøvede og trofaste, som var blevet skuffet. Hvis det slør, som skiller den synlige og den usynlige verden, kunne være trukket til side, ville man have set engle holde sig nær til disse standhaftige sjæle og beskytte dem mod Satans pile. ret

næste kapitel