(171) De kirker der nægtede at modtage den første engels budskab, forkastede det lys, som var sendt fra himlen. Budskabet var sendt i nåde for at vække jordens befolkning så den kunne se den sande tilstand de befandt sig i af verdslighed, hvordan de var afveget fra Guds vej, og for at de skulle gøre sig rede til at møde deres Herre. Gud har altid forlangt at hans folk skulle være adskilt fra verden, således at de ikke blev ledt væk fra deres forpligtigelser over for ham. Han befriede dem fra slaveriet i Ægypten fordi han ikke ønskede at de skulle forfalde til afgudsdyrkelse, således som deres omgivelser havde gjort det. Denne jords børn er mørkets børn. Deres opmærksomhed har ikke retning mod retfærdighedens sol, men mod selvet og jordiske rigdomme. Blændet af denne verdens gud, har de ikke nogen virkelig forståelse af den sande Guds herlighed og majestæt. Medens de glæder sig over hans gaver, glemmer de giverens krav. De har valgt at vandre i mørke og de bliver ledt af de kræfter som udgår fra mørkets prins. De glæder sig ikke over de guddommelige ting da de ikke kan se deres værdi eller værdien af kærlighed. De har afskåret sig selv fra lyset fra Gud, og deres forståelse er blevet så forvirret, med hensyn til hvad der er sandt og helligt, af de åndelige ting fra Gud er tåbelige ting for dem. ret
(171) Det var for at adskille den kristne kirke fra den ugudelige indflydelse i verden, at den første engels budskab blev givet, men for den store skare af bekendende kristne, var de bånd de havde til verden stærkere end de bånd de havde til himmelen. De valgte derfor at lytte til de jordiske røster om verdslig visdom, i stedet for til de hjerteransagende sandhedsbudskaber der kom fra himmelen. ret
(172) Peter skriver under indflydelse af Den Hellige Ånd om hvordan budskabet om Kristi andet komme vil blive modtaget. Og først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse." De, der påstår det, er jo blinde for, at der fra ældgammel tid var himle til og en jord, som var fremstået af vand og gennem vand ved Guds ord, hvorved også den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes. Peter 3,3-7. ret
(172) De der omkom i vandflodens vande havde en mulighed for at flygte. Alle blev opfordret til at søge tilflugt i arken, men de fleste ønskede ikke at høre denne advarsel. Da den første engels budskab blev givet, blev alle der hørte det opfordret til at modtage det og få del i de velsignelser der fulgte, men mange afviste tilbudet. En vendte sig til sin gård, en anden til sin forretning og de bekymrede sig ikke om andet end deres jordiske gods. Den inspirerede skrift fortæller at da de afslog at tage imod Noas budskab, ophørte Guds ånd med at virke på dem. Og de mennesker, som nu afslår de budskaber, som Gud i sin store nåde sender til dem vil erfare det samme, at efter nogen tid holder Guds ånd op med at påvirke deres hjerter. Gud giver lys for at det skal blive værdsat og adlydt, ikke for at det skal forkastes. Det lys han sender bliver til mørke for dem der ikke tager imod det. Når Guds ånd ophører med at påvirke et menneskes hjerte, bliver al forkyndelse for vedkommende nytteløs. ret
(172) Da kirken forkastede Guds budskab, ved at forkaste adventbudskabet, forkastede Gud den. Den første engel blev efterfulgt af en anden, som råbte faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslag at drikke af sin utugts harmes vin. Åb 14,8. Dette budskab forstod adventfolket, som kirkernes moralske frafald og forkastelsen af den første engels budskab. Budskabet om at Babylon var faldet blev givet i sommeren 1844, med det resultat at omkring 50.000 kom ud fra de faldne kirker. ret
(173) Udtrykket Babylon kommer fra Babel og betyder forvirring. I Skriften bruges det om forskellige religiøse enheder der engang var rene, men nu er fordærvede. Det kan ikke være den katolske kirke der her hentydes til, da den var faldet mange år før, men betegnelsen passer på de protestantiske kirker, alle påstår de at have deres lære fra Bibelen, og dog er de opdelt i et utal af sekter. Den enighed, som Kristus bad om, eksistere ikke, i stedet for én Herre, én tro og én dåb er der et utal af modstridende teorier. Den religiøse tro er blevet så forvirrende at verden ikke ved hvad der er sandhed. Dette er ikke Guds værk, men menneskets og Satans værk. ret
(173) I Åbenbaringens 17. kapitel omtales Babylon som en kvinde, en skikkelse, som i Bibelen benyttes, som symbol på en menighed, idet en uskyldig kvinde symboliserer en ren menighed og en utugtig kvinde en frafalden menighed. Der siges at Babylon er en skøge og profeten så at hun var beruset af blod fra de hellige og martyrerne. Når Babylon beskrives på denne måde repræsenterer det den katolske kirke, den faldne kirke der har forfulgt Kristi efterfølgere. Men skøgen Babylon har døtre der følger hendes eksempel, disse repræsenterer de kirker der klynger sig til de katolske doktriner og som følger hendes verdslige praksis. Den anden engel omtaler disse som faldne. ret
(173) I Bibelen symboliseres den hellige og varige tilknytning, som eksisterer mellem Kristus og hans menighed, ved ægteskabet. Herren har bundet sit folk til sig ved en højtidelig pagt; han har lovet at være deres Gud, og de har lovet kun at tilhøre ham. Og Paulus bruger i Det nye Testamente det samme udtryk, når han siger "Jeg har trolovet jer med en mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus." 2Kor 11,2. ret
(173) Men da hun i hendes hovmod og falskhed vender sig væk fra Gud og søger forfængelighed og kærlighed til verden, skiller hun sig fra Gud, og mister de privilegier der følger ved at tilhøre Gud. Apostlen Jakob siger om dem der efterligner verden I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud. Den der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende. Jakob 4,4. ret
(174) Det er blevet populært i denne verden, at man bekender sig til en eller anden religion. Regenter, politikere, jurister, læger og forretningsfolk slutter sig til kirken for at opnå deres medmenneskers respekt og tillid og for at fremme deres egne verdslige interesser. De forsøger at skjule alle deres urigtige forehavender under kristendommens dække. De forskellige trossamfund, der er blevet understøttet af disse døbte verdensbørns rigdom og indflydelse, gør et endnu større krav på popularitet og beskyttelse. Pragtfulde kirker, som udsmykkes på den mest ødsle måde, opføres på de fineste gader. Menigheden klæder sig i dyre dragter, som nøje følger modens forskrifter. Den præst, der er i stand til at underholde og tiltrække folk, får en høj løn. Hans prædikener må ikke indeholde fordømmelse af populære synder; de skal være milde og venlige, så de kan behage fornemme folks ører. Fornemme syndere optages som menighedsmedlemmer, og synden skjules under en kappe af påtaget kristendom. ret
(174) Gud ser på de frafaldne og erklære at de er døtre af en skøge, og at de for at sikre sig ære og støtte fra jordens store mænd har brudt det hellige løfte, og fællesskabet med kongernes konge. Den store synd, som Babylon beskyldes for, består i, at hun har givet "alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin." Det berusende bæger, som hun rækker verden, symboliserer de falske læresætninger hun har antaget som et resultat af sin uretmæssige forbindelse med jordens store. Venskab med verden fordærver hendes tro, og på den anden side udøver hun selv en fordærvelig indflydelse på verden ved at forfægte læresætninger, som er i modstrid med den hellige skrifts mest utvetydige udtalelser. ret
(174) En af de værste falske doktriner er læren om et kommende tusindårsrige her på jorden, hvor der vil være fred og fremgang, hvor jordens befolkning vil blive omvendt og rede for Jesu komme. Specielt når der har været talt om den evige fortabelse, har denne lære beroliget tusindvis af sjæle. Læren om sjælens udødelighed har åbnet vejen for Satans arbejde gennem spiritismen, og sammen med den katolske lære om bøn for de afdøde og ophøjelsen til helgener, har den ledt mange protestanter til at forkaste troen på opstandelsen og dommen, i stedet givet anledning til den frygtelige lære om evig pine og andre farlige forblændelser. ret
(175) En anden og endnu mere udbredt lære er den der siger at Guds lov blev naglet til korset, og at den første dag i ugen, nu er den dag der skal helligholdes, i stedet for den sabbat der er omtalt i det fjerde bud. Når trofaste lærere ud fra Guds ord påpeger disse vildfarelser, er der straks lærte mænd, præster og andre der siges at kende skriften, som kalder den sande lære for overtro, og på denne måde leder de mange væk fra sandheden. Hvis ikke, verden havde været så beruset af Babylons vin, så ville utallige være blevet omvendt ved de tydelige sandheder der er i Guds ord. ret
(175) Gud sendte sit bekendende folk et budskab der ville lede dem bort fra den ondskab der adskilte dem fra at gøre hans vilje. Der var en tilstand af fællesskab, tro og kærlighed hos dem der havde antaget adventbudskabet, selv om de kom fra mange forskellige kristne trossamfund. Hvis kirkerne i al almindelighed havde accepteret de samme sandheder, ville de også have fået de samme velsignelser, men Babylon forkastede denne sidste mulighed som himlen havde sendt for hendes omvendelse, og de vendte sig i stedet, med stor iver mod verden for at søge dennes venskab. ret
(175) De der forkyndte den første engels budskab, havde ikke til hensigt at forårsage en deling i kirken, eller at danne en ny. "I al mit arbejde", sagde William Miller, har jeg aldrig haft til hensigt at danne en ny menighed adskilt fra de eksisterende, eller at foretrække den ene i stedet for en anden. Jeg ønskede at det skulle være til velsignelse for dem alle. Jeg forestillede mig at alle de kristne ville glæde sig over at Jesus snart kom. Og jeg var overbevist om at det ikke ville blive nødvendigt at holde særskilte møder. Hele min hensigt var at vinde sjæle for Gud, at berede verden for den kommende dom, og at påvirke mine medmennesker til at kunne møde Gud med fred i hjertet. Det store flertal af dem der omvendte sig, på grund af mit arbejde, sluttede sig til de allerede eksisterende kirker. Når nogen spurgte mig om hvad de skulle gøre, svarede jeg at de skulle gå derhen hvor de følte sig bedst hjemme. Jeg anbefalede ikke den ene kirke frem for den anden. ret
(176) I nogen tid var de forskellige kirker glade for det arbejde William Miller udførte, men efterhånden tog de standpunkt imod adventlæren og bestemte sig for at undertrykke al samtale om dette emne. De der havde modtaget adventlæren kom derved til at stå i en meget vanskelig situation med mange, prøvelser og stor forvirring. De elskede deres kirke og var kede af at skulle skilles fra den, men da de blev nægtet at tale om deres håb eller at gå til de møder hvor der blev talt om Herrens komme var der mange der alligevel forlod deres menighed. ret
(176) På reformationens tid erklærede den gudfrygtige Melancthon. Der er ingen anden kirke end den forsamling der har Guds ord og er renset ved det. Da adventmenigheden så at kirkerne forkastede Guds ords vidnesbyrd kunne de ikke fortsætte med at regne dem for Kristi kirke og at være sandhedens søjler bygget på Skriftens grundlag. Da budskabet om Babylons fald blev forkyndt følte de at tiden var inde til at skille sig ud fra de kirker de tilhørte. ret
(176) Siden forkastelsen af den første engels budskab, havde en sørgelig ændring fundet sted i kirkerne. De havde forkastet sandheden og antaget usandheder i stedet for. Kærligheden til Gud var blevet kold. Kirkerne bedrøvede Guds ånd og den blev derfor i stor udstrækning trukket tilbage. Profeten Ezekiels ord fik nu sin opfyldelse. "Menneskesøn! Disse mænd har lukket deres afgudsbilleder ind i deres hjerter og stillet det, der blev dem årsag til skyld, for deres ansigt skulle jeg lade mig rådspørge af dem? Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre Herren. Hver den af Israels hus, som lukker sine afgudsbilleder ind i sit hjerte og sætter det, der blev dem årsag til skyld, for sit ansigt og så kommer til profeten, ham vil jeg, Herren, selv svare trods hans mange afgudsbilleder." Ezekiel 14,3-4. Mennesket skal ikke bøje sig for afguder af træ eller sten, men alle der elsker verden og tager del i uretfærdige handlinger har opstillet en afgud i sit hjerte. Flertallet af bekendende kristne tilbeder en anden gud ved siden af Herren. Stolthed og luksus bliver hyldet som afguder og sat op i kirker og de hellige steder bliver forurenet. ret
(177) Angående Israel siger Herren til sine tjenere. "De ledende i dette folk leder vild, og de, der ledes, opsluges". Esajas 9,16. "Profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når enden kommer"? Jer. 5,31."Thi fra små til store søger hver eneste vinding, de fare alle med løgn fra profet til præst". Jer. 6,13. Den jødiske menighed var engang højt værdsat af Herren, men de værdsatte ikke de velsignelser Herren gav dem, stolthed og vantro førte til deres ruin. De førnævnte skriftsteder henviser ikke blot til det gamle Israel. Karakteren og tilstanden er den samme som den der her er beskrevet i mange af de kristne kirker. Selv om disse har modtaget langt større velsignelser end jøderne, følger de alligevel menneskers meninger. På grund af at de har modtaget et større lys og flere velsignelser, er skylden hos dem der ikke vil lytte også større. ret
(177) Det billede som Paulus har tegnet af Guds folk i de sidste dage er et sørgeligt, men sandt billede af de populære kirker i vor tid. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner, de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra. Thi til dem hører de, som sniger sig ind i hjemmene og får magten over kvindfolk, der er belæssende med synder og lader sig lede af mange slags begæringer og stadig vil lære uden nogensinde at nå til erkendelse af sandheden." 2Tim 3,2-7. Således lyder nogle af kendetegnene fra det sorte katalog. Når man ser på den hyppighed, hvormed frygtelige kriminelle handlinger sker, selv blandt dem der har med de hellige ting at gøre, ja, så må man sige at alle de ting som apostlen omtaler sker i kristendommens navn. Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? ret
(178) Eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt. Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige. 2Kor 6,14-18. ret
(178) Ved forkyndelsen af den første engels budskab befandt Guds folk sig i Babylon, og mange sande kristne befinder sig stadig der. De har aldrig set den fulde sandhed for denne tid, de er utilfredse med deres nuværende tilstand og søger efter Kristi billede i menigheden, men forgæves. Efterhånden som menighederne har fjernet sig mere og mere fra sandheden og fået et tættere forhold til verden, er tiden kommet da de der ærer Gud ikke længere kan forblive i disse menigheder. Når de, som "ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden" (2Thess. 2,12), overlades til "en vildførende magt, så de tror løgnen", skal sandhedens lys skinne på alle dem, hvis hjerte er rede til at modtage det, og alle Guds børn, som stadig er i Babylon, skal give agt på røsten, der siger "Drag ud fra hende, mit folk!" Åb 18,4. ret