Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 18fra side192

tilbage

Helligdommen!

(192)   Skriftstedet "2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen!" (Dan 8,14), havde været grundlaget for og den bærende pille i adventtroen. Alle de, der troede på Herrens snare komme, var fortrolige med disse ord. Denne profeti havde lydt fra tusinder af læber som et udtryk for deres tro. Alle havde en følelse af, at deres lyseste forventninger og deres mest dyrebare forhåbninger var knyttet til de begivenheder, som var forudsagt heri. Det var blevet påvist, at disse profetiske dage ville slutte i efteråret 1844. I lighed med den øvrige kristenhed mente adventisterne på den tid, at jorden eller en del af den var helligdommen. De havde den opfattelse, at helligdommens renselse var jordens renselse med ild på den yderste dag, og at dette ville ske ved Kristi genkomst. Heraf drog de den slutning, at Kristus ville komme igen i 1844. ret

(192)   Det fastsatte tidspunkt var imidlertid overskredet, og Herren var ikke kommet. De troende vidste, at Guds ord ikke kunne slå fejl, så de måtte have fortolket profetien forkert, men hvori lå fejlen? Mange huggede i ubesindighed den vanskelige knude over ved at benægte, at de 2300 dage sluttede i 1844. Den eneste grund, der kunne gives for at indtage et sådant standpunkt, var, at Kristus ikke var kommet på det tidspunkt, de havde ventet ham, De gjorde gældende, at hvis de profetiske dage var sluttet i 1844, ville Kristus være vendt tilbage for at rense helligdommen ved at rense jorden med ild, og da han ikke var kommet, kunne disse dage altså ikke være endt. ret

(192)   At godkende denne slutning var ensbetydende med at forkaste den tidligere beregning af de profetiske tidsperioder, dette indbefattede også hele spørgsmålet om forvisning. Det var en velovervejet overgivelse af opfattelsen der var nået ved oprigtig bønnefyldt studie af Skriften, hvor sindet blev oplyst af Den Hellige Ånd og hjerterne brændte med levende kraft, det var en opfattelse der havde bestået en kritisk og bitter undersøgelse fra de verdslig kloge mænd, og som nu stod fast over for en hær af mænd der var fulde af kundskab, veltalenhed, tanker og åbenbaringer. Alt dette blev ofret for at fastholde den teori at Jorden var Helligdommen. ret

(193)   Men Gud havde ledet sit folk i den store adventbevægelse. Den var blevet ledsaget af hans kraft og herlighed, og han ville ikke tillade, at den endte i mørke og skuffelse og blev betragtet som en falsk og fanatisk foreteelse. Hans ord skulle heller ikke drages i tvivl og betragtes med uvished. Skønt der var mange, der kasserede den metode, som de havde benyttet til at udregne de profetiske tidsperioder og udtalte, at den bevægelse, som byggede på denne metode, måtte være falsk, var der dog nogle, som ikke var villige til at give slip på trospunkter og erfaringer, som var underbygget af skriften og bevidnet af Guds Ånd. De troede, at de havde fulgt sunde principper, når de fortolkede de profetier, som de læste, og anså det for deres pligt at holde fast ved de sandheder, som de allerede havde fundet, og vedblive at benytte den samme metode, når de studerede Bibelen. Med alvorlig bøn tog de deres standpunkt op til fornyet overvejelse og studerede skriften grundigt for at finde deres fejl. Da de ikke kunne finde nogen fejl i deres udregning af de profetiske tidsperioder, gav de sig til at underkaste spørgsmålet om helligdommen en mere indgående undersøgelse. ret

(193)   Da de undersøgte dette emne, blev de klar over, at der ikke findes støtte i skriften for den gængse anskuelse, at jorden er helligdommen. Det tabernakel, som Moses opførte, blev bygget efter et forbillede. Herren sagde til ham "Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig." Og befalingen blev gentaget "Se til, at du udfører det efter det forbillede, som vises dig på bjerget." 2Mos 25,9-40. Paulus siger også, at det første tabernakel var "et sindbillede på den nuværende tid, og svarende dertil frembæres der både ublodige og blodige ofre"; endvidere, at det hellige og det allerhelligste var "afbilleder af den himmelske helligdom", at præsterne, som frembar offergaverne efter lovens forskrift, gjorde tjeneste ved en helligdom, som var "et afbillede og en skygge af den himmelske", og at Kristus ikke gik "ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os". Hebr. 9,9. og 23; 8,5; 9,24. ret

(194)   Den himmelske helligdom, hvor Jesus gør tjeneste for os, er den store oprindelige helligdom, som dannede forbilledet for den helligdom, som Moses byggede. Gud skænkede de mennesker, der byggede den jordiske helligdom, sin Ånd. Den kunstneriske dygtighed, som blev lagt for dagen under dens opførelse, var et udslag af guddommelig visdom. Væggene lignede massivt guld og kastede lyset fra den syvarmede guldlysestage i alle retninger. Skuebrødsbordet og røgelsesalteret skinnede som af det reneste guld. Det prægtige tæppe, som dannede loftet, var forsynet med indvævede engle i violet og rødt purpurgarn og karmoisinrødt garn og forhøjede stedets skønhed. Inden for det andet forhæng var den hellige shekinah, den synlige åbenbarelse af Guds herlighed, og her kunne ingen andre end ypperstepræsten træde frem med livet i behold. Den uforlignelige herlighed i det jordiske tabernakel var for det menneskelige øje en afspejling af herligheden i det himmelske tempel, hvor Kristus er gået ind forud for os for at forrette tjeneste foran Guds trone. ret

(194)   De to afdelinger i helligdommen på jorden svarer til de hellige afdelinger i helligdommen i Himlen. Og arken der indeholdt Guds lov, røgelsesalteret og de andre redskaber, som var blevet brugt i den jordiske helligdomstjeneste, havde også sit modstykke i den himmelske helligdom. I sit syn af Guds tempel i Himmelen så Johannes "syv fakler brænde foran tronen". Åb 4,5. Han så også en engel "med et røgelseskar af guld, og der blev givet ham megen røgelse, for at han skulle lægge den til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen". Åb 8,3. Her fik profeten lov at se den første afdeling i den himmelske helligdom. Han så "syv fakler brænde" og "et guldalter" og dette svarede til guldlysestagen og røgelsesalteret i den jordiske helligdom. "Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet" endnu en gang (Åb 11,19), og han betragtede det allerhelligste gennem det indre forhæng. Her så han "hans pagts ark", som svarede til den hellige kiste, som Moses lod fremstille til Guds lov. ret

(195)   De, der granskede dette emne, fandt således uigennemdrivelige beviser på, at der findes en helligdom i Himmelen. Moses byggede den jordiske helligdom efter det forbillede, som blev vist ham, Paulus hævder, at dette forbillede var den sande helligdom, som er i Himmelen. Johannes bevidner, at han så den i Himmelen. ret

(195)   I det himmelske tempel, hvor Gud har sin bolig, er hans trone grundfæstet i retfærdighed og dom. I det allerhelligste findes hans lov, som er retfærdighedens store målestok. Det er den, hele menneskeheden skal bedømmes efter. Arken, som rummer lovens tavler dækkes af nådestolen, og foran den frembærer Kristus sit blod på synderens vegne. På denne måde symboliseres foreningen af retfærdighed og nåde i den plan, som er lagt til menneskenes frelse. Kun den altvidende Gud kunne skabe denne forening, og intet mindre end hans almagt kunne virkeliggøre den. Det er en forening, som fylder hele Himmelen med forundring og tilbedelse. I den jordiske helligdom symboliserer keruberne, som i ærbødighed betragtede nådestolen, den interesse, som de himmelske hærskare har for forløsningsværket. Dette er den nådens hemmelighed, som engle attrår at få indblik i at det kan forenes med Guds retfærdighed, at han retfærdiggør den angrende synder og genopretter forbindelsen med den faldne slægt, og at Kristus kunne stige ned og løfte utallige skarer op af fordærvelsens afgrund og iføre dem sin egen retfærdigheds pletfrie klæder for at lade dem færdes sammen med engle, som aldrig har syndet, og lade dem dvæle i Guds nærhed for evigt. ret

(195)   Ved slutningen af de 2300 ret

(196)   Apostlen siger "Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse." Hebr. 9,23. For at forstå den renselse profetien henviser til, var det nødvendig at forstå den gerning der udføres i den himmelske helligdom, dette kunne kun ske ved at studere den jordiske tjeneste, for Paulus erklærede at præstens tjeneste der var et eksempel og en skygge af den himmelske. "De tjener ved en helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske, således som Gud tilkendegav Moses det, da han skulle indrette tabernaklet. Se til, sagde han, at du udføre alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget." Hebr. 8,5. ret

(196)   Tjenesten i den jordiske helligdom faldt i to afsnit, præsterne forrettede til daglig tjeneste i det hellige, men en gang om året udførte ypperstepræsten en særlig forsoningstjeneste i det allerhelligste for at rense helligdommen. Dag efter dag førte den angrende synder sit offer hen til tabernaklets dør, lagde sin hånd på offerdyrets hoved, bekendte sine synder og overførte dem billedligt fra sig selv til det uskyldige dyr. Derefter blev dyret slagtet, og blodet eller kødet blev af præsterne båret ind i det hellige. Disse ceremonier symboliserede syndens overførelse fra den angrende til helligdommen. Således foregik tjenesten dag efter dag året igennem. På denne måde blev Israels synder overført til helligdommen, og det blev nødvendigt at udføre en særlig tjeneste for at fjerne dem. ret

(196)   En gang om året, på den store forsoningsdag, gik præsten ind i det allerhelligste for at rense helligdommen. Den handling, som blev udført der, dannede afslutningen på årets helligdomstjeneste. ret

(196)   På forsomingsdagen førte man to bukke hen til tabernaklets dør og kastede lod om dem, "ét lod for Herren og ét for Azazel". (vers 8). Den buk, som loddet for Herren faldt på, skulle slagtes som et syndoffer for folket. Bagefter skulle præsten tage blodet med inden for forhænget og stænke det på nådestolen og foran nådestolen. Der skulle også stænkes blod på røgelsesalteret, som stod foran forhænget. Og Aron skal kaste lod om de to bukke, et lod for Herren og et for Azazel. (3Mos 16,8). Således skal han skaffe helligdommen soning for israelitternes urenhed og deres overtrædelser, alle deres synder, og på samme måde skal han gøre med åbenbaringsteltet, der har sin plads hos dem midt i deres urenhed. 3Mos 16,16. ret

(197)   Aron skal lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til et øde land, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen." 21. og 22. vers. Azazels, buk kom ikke ind i Israels lejr mere, og den mand, som førte den bort, skulle vaske både sig selv og sine klæder med vand, før han kom tilbage. ret

(197)   Hensigten med hele denne ceremoni var at bibringe israelitterne forståelsen af Guds hellighed og hans afsky for synden. De skulle endvidere lære heraf, at de ikke kunne komme i berøring med synden uden at blive besmittet. Det krævedes, at alle skulle ydmyge deres sjæl, så længe denne forsoningshandling stod på. Alt arbejde skulle ophøre, og hele Israels menighed skulle benytte hele dagen til alvorlig ydmygelse for Gud, til bøn, faste og grundig hjerteransagelse. ret

(197)   Den forbilledlige tabernakeltjeneste lærer os betydningsfulde sandheder angående forsoningen. Der blev antaget en stedfortræder i synderens sted, men synden blev ikke udslettet af offerdyrets blod. Der blev tilvejebragt et middel til at overføre den til helligdommen. Ved at ofre blod anerkendte synderen lovens autoritet, erkendte sig skyldig i lovovertrædelse og gav udtryk for, at han ønskede at få tilgivelse ved troen på en kommende forløser. Han var dog stadig ikke fuldstændig løst fra lovens fordømmelse. På forsoningsdagen tog ypperstepræsten et offer fra menigheden, gik ind i det allerhelligste med offerdyrets blod og stænkede det på nådestolen direkte over loven for at opfylde dennes krav. I sin egenskab af mellemmand tog han derpå synderne på sig og bar dem ud af helligdommen, lagde hænderne på hovedet af bukken for Azazel, bekendte alle disse synder over den og overførte dem på denne måde billedligt fra sig selv til bukken. Denne bar dem derefter bort, og de blev anset for at være fjernet fra folket for stedse. ret

(198)   Således var den tjeneste, som blev udført i den helligdom, som var "et afbillede og en skygge af den himmelske". Og det, der foregik billedligt i den jordiske helligdomstjeneste, foregår i virkeligheden i den himmelske helligdomstjeneste. Efter sin himmelfart begyndte vor frelser sin gerning som vor ypperstepræst. Paulus siger "Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os." Hebr 9,24. I harmoni med den typiske jordiske tjeneste, begyndte han sin tjeneste i det hellige og ved slutningen af de profetiske dage i 1844, som profeten Daniel har forudsagt, gik han ind i det allerhelligste for at fuldføre den sidste del af sin højtidelige gerning, helligdommens renselse. ret

(198)   I den gamle pagt blev folkets synder ved tro lagt på syndofferet og gennem dettes blod billedligt overført til den jordiske helligdom. På samme måde lægges de angrendes synder i den nye pagt på Kristus ved tro og overføres i virkeligheden til den himmelske helligdom. Og ligesom den forbilledlige renselse af den jordiske helligdom foregik ved, at de synder, som havde besmittet den, blev fjernet, således foregår den virkelige renselse af den himmelske helligdom ved, at de synder, som er nedskrevet der, fjernes eller udslettes. Men før dette kan ske, må bøgerne gennemgås, for at det kan blive afgjort, hvem der ved anger over synden og tro på Kristus er berettiget til at høste gavn af hans forsoning. Helligdommens renselse indbefatter derfor en undersøgende domshandling. Denne må foregå, før Kristus kommer for at forløse sit folk, for når han kommer, har han sin løn med sig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er. Åb 22,12. ret

(198)   De mennesker, der fulgte det profetiske ords lys, blev klar over, at Kristus ikke skulle komme til jorden, når de 2300 ret

(199)   De forstod også, at syndofferet pegede hen til Kristus, som skulle ofres, at ypperstepræsten repræsenterede Kristus i hans egenskab af mellemmand, og at Azazels buk var et billede på Satan, som er syndens ophavsmand, og på hvem de oprigtigt angrendes synder til sidst vil blive lagt. Når ypperstepræsten i kraft af syndofferets blod fjernede synderne fra helligdommen, lagde han dem på Azazels buk. Når Kristus i kraft af sit eget blod fjerner sit folks synder fra den himmelske helligdom ved afslutningen af sin midlertjeneste, lægger han dem på Satan, som kommer til at bære den endelige straf ved dommens fuldbyrdelse. Azazels buk blev sendt bort til et ubeboet område og skulle aldrig vende tilbage til Israels menighed mere. På samme måde vil Satan blive fjernet fra Gud og hans folk for evigt og blive tilintetgjort, når synd og syndere bliver udryddet til sidst. ret

næste kapitel