Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 19fra side200

tilbage

En åben og en lukket dør!

(200)   Emnet helligdommen var den nøgle, som løste mysteriet omkring skuffelsen i 1844. Dette emne gav indblik i et fuldstændigt sandhedssystem. Det var sammenhængende og harmonisk og viste, at Guds hånd havde ledet den store adventbevægelse. Det viste endvidere Guds folk dets pligt på dette tidspunkt ved at kaste lys over dets stilling og dets opgave. ret

(200)   Dette forstod adventbevægelsens tilhængere ikke i 1844. Da det tidspunkt, hvor de havde ventet Frelseren, var overskredet, blev de ved at tro, at hans komme var nær. De troede, at de stod over for en betydningsfuld krise, og at Kristi tjeneste som menneskets mellemmand var bragt til ophør. ret

(200)   Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længer nogen byrde for synderes frelse, og de gudløses, de frække og gudsbespotternes hån blev anset for at være et yderligere bevis på, at Guds Ånd havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at "nådedøren var lukket" ret

(200)   Men da de undersøgte helligdomsspørgsmålet nærmere, fik de klarere lys. Nu forstod man meningen med de ord, som Kristus i Åbenbaringens bog siger til en af menighederne "dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har "Davids nøgle" og "lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op" Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke." Her ses såvel den åbne, som den lukkede dør. Ved slutningen af de 2300 dage i 1844 ændrede Jesu gerning sig i den himmelske helligdom fra det hellige til det allerhelligste. Når det skete i den jordiske helligdomstjeneste, gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste og døren til det hellige blev lukket, og døren til det allerhelligste blev åbnet. Da Kristus gik fra det hellige ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom, blev døren gerningerne i den forrige afdeling lukket, og døren gerningerne i den sidste afdeling blev åbnet. Kristus havde afsluttet den første del af sit arbejde som vor mellemmand, og påbegyndt et andet arbejde, hvor han stadig præsenterer sit blod for Faderen for vor skyld. "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke," Åb 3,8; sagde han. ret

(201)   De mennesker, der i tro følger Jesus i det store forsonings værk, høster gavn af hans midlertjeneste, mens de, der forkaster det lys, som kaster sine stråler ind over denne midlertjeneste ikke høster gavn deraf. De jøder, som forkastede det lys, der blev givet ved Kristi første komme, og nægtede at tro på ham som verdens frelser, kunne ikke opnå tilgivelse ved hans hjælp. Da Jesus efter sin himmelfart gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod for at lade velsignelserne fra sin midlertjeneste tilflyde sine disciple, blev jøderne ladt tilbage i det totale mørke og fortsatte med at bringe deres nytteløse syndofre. Forbilledernes og skyggernes tjeneste var ophørt. Den dør, gennem hvilken menneskene tidligere havde fået adgang til Gud, var ikke længere åben. Jøderne havde nægtet at søge ham på den eneste måde, som han kunne findes på dengang, nemlig gennem tjenesten i den himmelske helligdom. Derfor kunne de ikke komme i forbindelse med Gud. Døren var lukket for dem. De havde intet kendskab til Kristus som det sande offer og den eneste mellemmand hos Gud. Som følge heraf kunne de ikke høste gavn af hans midlertjeneste. ret

(201)   Den stilling, som de vantro jøder befandt sig i, giver et godt billede af tilstanden hos de ligegyldige og vantro blandt de bekendende kristne, som bevidst lukker øjnene for vor barmhjertige ypperstepræsts gerning. Når ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste i den forbilledlige tjeneste, skulle hele Israel samles foran helligdommen og med den største alvor ydmyge sig over for Gud. Dette var forudsætningen for, at de kumme få tilgivelse for deres synder og undgå at blive udryddet af menigheden. Hvor meget vigtigere er det ikke, at vi på denne modbilledlige forsoningsdag forstår den gerning, som vor ypperstepræst udfører, og kender de pligter, som påhviler os! ret

(202)   Menneskene kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, som Gud i sin nåde sender dem. På Noas tid blev der sendt verden et budskab fra Himmelen, og menneskenes frelse var afhængig af den måde, som de behandlede dette budskab på. Da de forkastede advarselen, blev Guds Ånd fjernet fra den syndige slægt, og de omkom i syndflodens vande. På Abrahams tid ophørte nåden med at tale til de ugudelige indbyggere i Sodoma, og med undtagelse af Lot, hans hustru og to døtre, blev de alle sammen tilintetgjort af den ild, som faldt ned fra himmelen. Det gik på samme måde på Kristi tid. Guds Søn havde sagt til de vantro jøder i den slægt "Se, jeres huse bliver forladt og overladt til jer selv!" Matt 23,38. Med henblik på de sidste dage siger den samme almægtige Gud om de mennesker, som "ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst." Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden." 2Tess. 2,10-12. Når de forkaster Guds ords undervisning, tager Gud sin Ånd bort og overlader dem til de vildfarelser, som de elsker. ret

(202)   Men Kristus går stadig i forbøn for menneskene, og de, som søger efter lyset, vil få lyset. Selv om de adventtroende ikke forstod dette til at begynde med, blev de klar over det, da de begyndte at forstå skriften, som klarlægger deres sande stilling. ret

(202)   Da den begivenhed, som var ventet i 1844, ikke indtraf, kom de mennesker, som stadig holdt fast ved adventtroen, ud for svære prøvelser. Den eneste trøst, de havde med hensyn til deres sande stilling, var det lys, som ledte deres tanker hen til den himmelske helligdom. Nogle forkastede den metode, som de havde benyttet til at udregne de profetiske tidsperioder, og sagde, at Helligåndens kraft, som havde ledsaget adventbevægelsen, skyldtes menneskers eller djævelske kræfters indflydelse. En anden kategori hævdede på det bestemteste, at Herren havde ledet dem gennem den erfaring, som de havde haft. Mens disse mennesker ventede og vågede og bad for at lære Guds vilje at kende, blev de klar over, at deres store ypperstepræst havde begyndt en ny tjeneste, og ved at følge ham i tro blev det også givet dem at se afslutningen på menighedens gerning. De fik en klarere forståelse af den første og den anden engels, budskab og blev nu sat i stand til at modtage og overbringe verden den tredje engels højtidelige advarsel i Åbenbaringens 14. kapitel. ret

næste kapitel