Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 20fra side204

tilbage

Den tredje engels budskab!

(204)   Da Kristus gik ind i Det allerhelligste i den himmelske helligdom for at udføre det afsluttende arbejde for menneskets frelse, gav han gennem sine tjenere det sidste nådens budskab, der nogensinde vil blive givet til denne jord. Det er den advarsel den tredje engel i Åb 14. giver. Umiddelbart efter dette budskab så profeten menneskesønnen komme i herlighed for at høste jordens afgrøder. ret

(204)   Skriften fortæller os at Kristi gerning i det allerhelligste begynder ved slutningen af den profetiske tidsperiode i 1844. Det er til dette tidspunkt der henvises. "Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel." Åb 11,19. Pagtens ark findes i det allerhelligste, helligdommens anden afdeling. Da Kristus gik derind for at fuldføre forsoningen, på synderens vegne blev det inderste af tempelet åbnet og Guds ark blev synlig. For dem der i tro havde fulgt Frelserens arbejde, som mellemmand blev Guds majestæt og kraft åbenbaret. Da hans herlighed fyldte tempelet blev lyset fra det allerhelligste givet til hans ventende folk på jorden. ret

(204)   De der i tro havde fulgt deres ypperstepræst fra det hellige ind i det allerhelligste, og som nu så ham stå foran Guds ark, med sit blod som offer. I den hellige ark var hans Faders lov, den samme som blev udtalt af Gud selv i tordenen på Sinaj og som blev skrevet med hans egen finger på stentavlerne. Ikke et af budene var blevet slettet, end ikke et enkelt bogstav var ændret. Da Gud gav Moses en kopi af loven, den originale blev opbevaret i den himmelske helligdom. Ved at følge dens hellige forskrifter fandt de sandhedssøgende det fjerde bud, netop således som det først var blevet forkyndt: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 2Mos, 20,8-11. ret

(205)   Guds Ånd påvirkede dem, der granskede hans ord. De fik den opfattelse, at de i uvidenhed havde overtrådt dette bud ved at tilsidesætte Skaberens hviledag. De begyndte at undersøge årsagerne til, at den første ugedag blev helligholdt i stedet for den dag, som Gud havde helliget. De kunne i Bibelen ikke finde noget bevis på, at det fjerde bud var blevet sat ud af kraft, eller at sabbatten var blevet ændret. Den velsignelse, som helligede den syvende dag fra begyndelsen, var aldrig blevet trukket tilbage. De havde af ærligt hjerte søgt at lære Guds vilje at kende og rette sig efter den. Da de nu opdagede, at de havde overtrådt hans lov, blev deres hjerter sorgfulde, og de viste deres troskab mod Gud ved at helligholde hans sabbat. ret

(205)   Der blev gjort mange energiske forsøg på at få dem til at vakle i troen. Ingen kunne undgå at se, at hvis den jordiske helligdom var en afbildning af den himmelske, var den lov, som opbevaredes i arken på jorden, en nøjagtig kopi af loven i arken i Himmelen, og at man ikke kunne antage sandheden om den himmelske helligdom uden at anerkende Guds lovs krav og dermed anerkende sabbatten som helligdag ifølge det fjerde bud. Her var årsagen til den bitre og beslutsomme modstand mod den harmoniske forklaring af Bibelen, som Åbenbarede Kristi tjeneste i den himmelske helligdom. Mennesker forsøgte at lukke den dør, som Gud havde åbnet, og at åbne den dør, som han havde lukket. Men han som "lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op", har sagt "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke." Åb 3,7-8. Kristus havde åbnet døren eller tjenesten til det allerhelligste, lyset skinnede ud fra denne åbne dør i helligdommen i Himmelen, og det åbenbaredes, at det fjerde bud var en del af den lov, som opbevares her; hvad Gud har oprettet, kan intet menneske tilintetgøre. ret

(206)   De, der antog lyset om Kristi midlertjeneste og Guds lovs uforanderlighed, opdagede, at disse sandheder blev beskrevet i det tredje budskab. Englen erklærede: "Her er de der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Åb 14,12. ret

(206)   Som modsætning til dem, der holder Guds bud og tror på Jesus, udpeger den tredje engel en anden gruppe, mod hvis vildfarelser, der fremsættes en højtidelig og frygtelig advarsel. "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin." Åb 14,9-10. En korrekt opfattelse af de benyttede symboler er en forudsætning for at kunne forstå dette budskab. Hvad menes der med dyret, dets, billede og dets mærke? ret

(206)   Igen vendte de der søgte sandheden tilbage til deres studie af profetierne. I Åbenbaringens bog under symbolet af en rød drage, og et leopardlignende dyr (Åb 1,13) vises de jordiske regeringer der på en særlig måde nedtræder Guds lov og forfølger hans folk. Denne krig vil fortsætte helt indtil tidens afslutning. Guds folk er symboliseret ved en hellig kvinde og hendes børn, men de er meget få i antal. I de sidste dage er det kun en lille rest der overlever. Johannes omtaler dem som de der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd. (Åb 12,17) ret

(206)   De store kræfter der kontrolleres af den katolske og de hedenske kirker, er symboliseret ved dragen og det leopardlignende dyr. Satan har gennem mange hundrede år udryddet Guds trofaste vidner. Under Roms herredømme blev de forfulgt og tortureret i over et tusinde år, men pavedømmet mistede sin kraft og blev tvunget til at ophøre med forfølgelsen.( Åb 13,3. og 10.) På dette punkt indføres et nyt symbol. Profeten siger "Jeg så et andet dyr stige op af jorden, det havde to horn ligesom et lam." Åb 13,11. Både dyrets udseende og den kendsgerning, at det steg op af jorden, viser at den nation, det symboliserer, er helt forskellig fra dem, der symboliseredes ved de tidligere benyttede symboler. De store riger, som har hersket over verden, blev vist for profeten Daniel som rovdyr, som kom frem, da "himlens fire vinde oprørte det store hav". Dan 7,2. ret

(207)   Det dyr, der havde to horn ligesom et lam, sås "stige op af jorden". Den nation, som symboliseres ved dette dyr, skal altså ikke besejre andre for selv at tage magten, men skal stige frem i et hidtil ubesat territorium, hvor den skal vokse langsomt og fredeligt op. ret

(207)   "Det havde to horn ligesom et lam." Disse to horn tyder på ungdom, uskyldighed og blidhed egenskaber, som var karakteristiske for De forenede Stater. Blandt de kristne landflygtige, som først drog til Amerika for at finde et tilflugtsted og slippe fri for monarkernes undertrykkelse og gejstlighedens intolerance, var der mange, som besluttede at oprette en regering baseret på borgerlig og religiøs frihed. Deres, synspunkter fandt udtryk i uafhængighedserklæringen, som giver udtryk for den betydningsfulde sandhed, at "alle mennesker er født lige" og med umistelig ret til "et liv i frihed og stræben efter lykke". Forfatningen garanterer folket ret til selvstyre, idet folkevalgte repræsentanter skal vedtage og administrere lovene. Der sikredes også trosfrihed, således at enhver kunne tilbede Gud i overensstemmelse med sin egen samvittighed. Republikanismen og protestantismen blev nationens fundamentale principper. Disse principper er grundlaget for dens magt og velstand. Undertrykte og forkuede fra hele den kristne verden har søgt til dette land med håb og forventning. Millioner har fundet tilflugt der, og De forenede Stater har fundet plads blandt jordens mægtigste nationer. Men dyret, der havde to horn ligesom et lam, "talte som en drage". "Det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt. Og det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live." Åb 13,11-14. ret

(207)   Symbolets horn, der lignede et lams, og dets dragerøst hentyder til den slående modsætning mellem den symboliserede nations forsikringer og handlinger. Nationens "tale" er de lovgivende og dømmende myndigheders virksomhed. Denne virksomhed fornægter de liberale og fredelige principper, som skulle være regeringens grundvold. Profetien om, at dyret talte "som en drage" og udøvede "det første dyrs hele magt", forudsiger tydeligt, at der vil udvikles en intolerance og forfølgelseslyst, som måler sig med den, der karakteriserede de nationer, som symboliseredes ved dragen og det panterlignende dyr. Udtalelsen om, at dyret med de to horn "får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr", viser, at denne nation vil benytte sin magt til at gennemtvinge en vedtægt, som er en hyldest til pavedømmet. En sådan handling ville være i direkte modstrid med forfatningens principper, med selve frihedens begreb og med uafhængighedserklæringens højtidelige løfter. Nationens grundlæggere forsøgte klogeligt at værge sig mod kirkens udøvelse af verdslig magt, som uvægerligt fører til intolerance og forfølgelser. ret

(208)   Hver gang kirken har opnået verdslig magt har den benyttet denne til at straffe dem, der ikke troede på dens læresætninger. De protestantiske kirker, har fulgt romerkirkes eksempel ved at slutte forbund med verdslige magter, har derved røbet et lignende ønske om at indskrænke trosfriheden. Et eksempel på dette finder vi i den engelske statskirkes langvarige forfølgelse af anderledes tænkende. I det sekstende og syttende århundrede blev tusinder af præster, som havde afvigende meninger, tvunget til at forlade deres kirker, og mange både gejstlige og lægfolk blev idømt bøder eller fængsel. Adskillige blev først pint og led derpå martyrdøden. Dyret med to horn "får alle både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket dyrets navn eller dets navns tal". Åb 13,16-17. Dette er det mærke, den tredje engel advarer imod. ret

(208)   Det er mærket af det første dyr, eller af katolicismen og det skal derfor søges mellem de karakteristiske kendetegn for denne magt. Daniel siger: "Han skal sætte sig for at ændre tider og lov," Dan 7,25. Og Paulus kaldte den samme magt "lovløshedens menneske" som vil ophøje sig over Gud. Den ene profeti supplerer den anden. Kun ved at ændre Guds lov kunne pavedømmet ophøje sig over Gud; enhver, som bevidst holdt den ændrede lov, hyldede derved den magt, som havde indført ændringen. At adlyde de pavelige love var et tegn på troskab mod paven i stedet for troskab mod Gud. ret

(209)   Romerkirken har forsøgt at ændre Guds lov. Det andet bud, som forbyder billedtilbedelse, er blevet slettet af loven, og det fjerde bud er blevet ændret i en sådan grad, at den første dag er blevet gjort til hviledag i stedet for den syvende. Men katolikkerne erklærer med hensyn til udeladelsen af det andet bud, at dette bud er unødvendigt, da det er indbefattet i det første, og at de udtrykker loven nøjagtigt, som Gud ønsker den opfattet. Dette kan ikke være den ændring, som profeten forudsagde. Han hentydede til en forsætlig, overlagt ændring "Han skal sætte sig for at ændre tider og lov." Ændringen af det fjerde bud svarer nøjagtigt til profetien. Denne ændring er udelukkende baseret på kirkens autoritet. Her har pavemagten åbenlyst ophøjet sig over Gud. ret

(209)   Det hævdes ofte, at Kristus ændrede sabbatten, men dette modbevises af hans egne ord. I bjergprædikenen sagde han "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Den der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget." Matt 5,17-19. ret

(209)   Katolikkerne indrømmer, at det var deres kirke, som ændrede sabbatten, og de understreger at de protestanter, der helligholder søndagen, anerkender den katolske kirkes, magt. Som tegn på den katolske kirkes autoritet henviser katolske forfattere til "selve den ændring, hvorved søndagen blev gjort til sabbat, og som protestanterne tillader; fordi de ved at helligholde søndagen anerkender kirkens berettigelse til at indstifte helligdage, og påbyde deres helligholdelse. ret

(210)   Romerkirken har ikke opgivet sin fordring på overhøjhed, og når verden og de protestantiske kirker anerkender den sabbat eller helligdag, romerkirken har indført, og forkaster bibelens sabbat, anerkender de derved denne fordrings berettigelse. De kan henvise til, at traditionernes og kirkefædrenes myndighed støtter denne ændring, men hvis de gør det, glemmer de det princip, som skiller dem fra romerkirken at "Bibelen og Bibelen alene er protestanternes religion". Katolikken kan se, at protestanterne bedrager sig selv og forsætligt lukker øjnene for sagens kendsgerninger. Når bevægelsen for den tvungne helligholdelse af søndagen får vind i sejlene, vil katolikkerne kunne fryde sig, for så kan de være sikre på, at hele den protestantiske verden snart vil flokkes om romerkirkens banner. ret

(210)   Det fjerde bud, som Rom har forsøgt at tilsidesætte er det eneste bud i loven der henviser til Gud som himmelen og jordens skaber, og som på denne måde adskiller den sande Gud fra de falske guder. Sabbatten blev indstiftet ved skabelsen, for derved at lede menneskenes tanker mod den sande og levende Gud. Guds skaberkraft er omtalt mange steder i den hellige skrift, som et kendetegn på at Israels Gud er en suveræn Gud over alle de andre hedenske guder. Hvis sabbatten altid var blevet holdt ville menneskets sind og kærlighed være blevet ledt til deres skaber, og have ophøjet ham i deres tilbedelse, og der ville ikke have været nogen afgudsdyrkere, ateister eller vantro. ret

(210)   Katolikkerne erklærer at "protestanternes helligholdelse af søndagen er en hyldest, som de imod deres vilje viser den katolske kirkes myndighed." De der forstår det fjerde buds krav, men vælger at overholde den falske sabbat i stedet for den sande, ærer derved den magt der har udstedt den. Ændringen af det fjerde bud er den ændring der er omtalt i profetien, og overholdelse af den falske sabbat er at tage dyrets mærke. Tidligere generationers kristne helligholdt søndagen og troede, at de derved helligholdt bibelens sabbat, og der findes den dag i dag sande kristne i alle trossamfund, også inden for den katolske kirke, som ærligt tror, at søndagen er den sabbat, Gud har udpeget. Gud erkender disse menneskers gode vilje og oprigtighed. Men når søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ad lovens vej, og når verden får oplysning om den sande sabbats krav på helligholdelse, vil enhver, som bryder Guds lov for at adlyde en befaling, som kun er baseret på romerkirkens autoritet, derved ophøje pavedømmet over Gud. ret

(211)   Men det er først, når denne sag er blevet tydeligt fremholdt for menneskene og de har fået valget imellem Guds bud og menneskers bud, at de der bliver ved med at overtræde Guds lov, tager "dyrets mærke". ret

(211)  Den tredje engels budskab indeholder den frygteligste trussel, som nogensinde er udtalt til dødelige mennesker. Den synd, som nedkalder Guds ublandede vrede, må i sandhed være forfærdelig. Menneskene skal ikke holdes i uvidenhed om dette betydningsfulde spørgsmål; advarselen mod denne synd skal bringes til verden, før Guds straffedomme falder, således at alle kan vide, hvorfor de skal straffes, og kan have mulighed for at undgå straffen. ret

(211)   I denne strid vil hele kristenheden blive opdelt i to store lejre de, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus, og de, der tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke. Skønt kirke og stat med forenede kræfter vil forsøge at få "alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle" (Åb 13,16) til at modtage "dyrets mærke", vil Guds folk ikke modtage det. Profeten fra Patmos så "dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder" syngende Moses' og Lammets sang. Åb 15,2-3. Når de der havde modtaget den tredje engels budskab og de betydningsfulde sandheder der blev åbenbaret for dem, så tilbage på deres erfaring fra den første forkyndelse af det andet komme og at tiden i 1844 blev overskredet, så de tilbage på deres skuffelser, men håb og glæde fyldte atter deres hjerter. Lyset fra helligdommen belyste nu det der var sket, det der nu skete og det der ville ske og de vidste at Gud ledte dem. Med et nyt håb og en stærkere tro samledes de nu, for at give den tredje engels advarsels budskab. ret

(212)   Det arbejde for en sabbatsreform, som skal udrettes i de sidste dage, er forudsagt i Esajas' profeti: "Så siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærd! Thi min frelses komme er nær, min ret skal snart åbenbares. Salig er den, der gør så, det menneske, som fastholder dette: holder sabbatten hellig og varer sin hånd fra at øve noget ondt." Og de fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans navn, for at være hans tjenere, alle, som helligholder sabbatten og holder fast ved min pagt vil jeg bringe til mit hellige bjerg og glæde i mit bedehus." Es 56,1-2. og 6-7. ret

(212)   Disse ord henviser til den kristne æra, således som sammenhængen viser: "Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil, til dets egen samlede flok." 8. vers. Her forudsiges, at evangeliet skal samle ikke-jøderne. Der udtales en velsignelse over dem, som på det tidspunkt holder sabbatten hellig. Forpligtelsen til at adlyde det fjerde bud vedvarer altså efter Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart og indtil det tidspunkt, da hans tjenere forkynder det glade budskab for alle folkeslag. ret

(212)   Gennem den samme profet befaler Herren: "Bind vidnesbyrdet til og sæt segl for læren i mine disciples sind!" Es 8,16. Guds lovs segl findes i det fjerde bud. Dette er det eneste af de ti bud, som indeholder både Lovgiverens navn og titel. Det erklærer, at han er himmelens og jordens skaber og derfor frem for nogen anden har krav på ærefrygt og tilbedelse. Bortset fra denne ene forskrift indeholder de ti bud intet, som viser, ved hvis autoritet loven er givet. Da pavedømmet ændrede sabbatten, blev seglet fjernet fra loven. Jesu disciple er kaldede til at bringe det tilbage ved at gengive det fjerde buds sabbat dens retmæssige plads som minde om Skaberen og som tegn på hans autoritet. ret

(212)   "Til læren og vidnesbyrdet!" Der findes mængder af modstridende læresætninger og teorier, men Guds lov er den eneste ufejlbarlige rettesnor, som alle meninger, læresætninger og teorier skal prøves ved, Profeten siger: "Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde." Es 8,20. ret

(213)   Atter lyder befalingen: "Råb højt, spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!" Es 58,1. Det er ikke den onde verden, men dem, som Herren kalder "mit folk" som skal irettesættes for deres synder. Han siger endvidere: "Mig søger de dag efter dag og ønsker at kende mine veje, som var de et folk, der øver retfærd, ej sigter, hvad dets Gud fandt ret." Es 58,2. Her hentydes til de mennesker, som tror, at de er retfærdige, og som tilsyneladende har stor interesse i at tjene Gud; men Hjertegranskerens strenge og højtidelige bebrejdelse viser, at de tramper på de guddommelige forskrifter. ret

(213)   Profeten påpeger de forpligtelser, som er blevet svigtet: "Da bygges på ældgamle tomter, du rejser længst faldne mure; da kaldes du "murbrudsbøder" genskaber af farbare veje". Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens, helligdag ærværdig, ærer den ved, ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak da skal du frydes over Herren." 12-14. vers. Også denne profeti tager sigte på vor tid. Bruddet i Guds lov blev skabt, da romerkirken ændrede sabbatten. Men nu er tiden inde til, at den guddommeligt indstiftede sabbat skal genindføres. Bruddet skal bødes, og der skal bygges på ældgamle tomter. ret

(213)   Sabbatten, der blev helliget ved Skaberens hvile og velsignelse, blev helligholdt af den uskyldige Adam i det hellige Eden; den blev også helligholdt af den faldne og angergivne Adam, efter at han var blevet fordrevet fra sit lykkelige hjem. Den blev helligholdt af alle patriarkerne lige fra Abel til den retfærdige Noa, Abraham og Jakob. Da Guds udvalgte folk var trælle i Ægypten, glemte mange Guds lov under den fremherskende afgudsdyrkelse, men da Herren befriede Israel, forkyndte han sin lov i ærefrygt indgydende majestæt for den forsamlede folkemængde, så at de kunne kende hans vilje og for evigt frygte og adlyde ham. ret

(213)   Fra den dag og indtil nu er kendskabet til Guds lov blevet bevaret på jorden, og det fjerde buds sabbat er blevet helligholdt. Skønt det lykkedes "lovløshedens menneske" at trampe Guds hellige dag under fode, fandtes der, selv da hans magt var størst, trofaste sjæle, som skjult på afsides steder viste den ærefrygt. Siden reformationen har der i alle slægtled været nogle, som holdt fast ved sabbattens helligholdelse. Til trods for modstand og forfølgelser er der hele tiden blevet bragt vidnesbyrd om Guds lovs uforanderlighed og om den hellige forpligtelse til at helligholde den sabbat, som blev indstiftet ved skabelsen. ret

(214)   Selv om denne sandhed ofte har været udsat for forfølgelse, er den altid blevet forkyndt. Siden 1844 er den tredje engels advarsels budskab blevet forkyndt og verdens opmærksomhed er blevet henledt på den sande sabbat, og et stadig stigende antal, helligholder Guds helligdag. ret

næste kapitel