Kampen mellem Kristus og Satan kapitel 28fra side268

ren side - tilbage

Det første store bedrag!

(268)   Allerede i menneskets første tid begyndte Satan sine forsøg på at bedrage det. Han, som havde foranstaltet oprør i Himmelen, ønskede at få jordens indbyggere til at deltage på hans side i krigen mod Gud. Satans misundelse blevet vakt, da han så det skønne hjem, som var blevet beredt for det syndfri par. Han besluttede at foranledige deres fald. ret

(268)   Hvis Satan havde vist sig i sin sande skikkelse, ville han straks være blevet afvist, for Adam og Eva var blevet advaret mod denne farlige fjende; men han arbejdede i det stille og skjulte sine hensigter for bedre at opnå, hvad han ville. ret

(268)   Som sit redskab brugte han slangen, der dengang havde et fortryllende udseende, til at spørge Eva: "Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?" 1Mos 3,1. Hvis Eva havde undladt at svare fristeren, ville hun have været på den sikre side, men hun vovede at tale med ham og blev et offer for hans list. Den dag i dag besejrer han mange på samme måde. De tvivler og diskuterer om Guds befalinger, og i stedet for at adlyde de guddommelige bud, antager de menneskelige teorier, som blot dækker over Satans påfund. ret

(268)   "Kvinden svarede: "Vi har lov til at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!" Da sagde slangen til kvinden: "I skal ingenlunde dø, men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt." 1Mos 3,2-5. ret

(269)   Eva faldt for fristelsen, og hun forledte også Adam til at synde. De troede på, at slangen talte sandhed, da den sagde, at Gud ikke havde ment, hvad han selv havde sagt. De fik mistillid til deres skaber og indbildte sig, at han begrænsede deres frihed, og at de ville opnå stor klogskab og ophøjelse ved at overtræde hans lov. ret

(269)   Men hvad betød det Gud havde sagt? "Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø". Opdagede han, at disse ord, sådan som Satan havde påstået, betød, at han skulle forfremmes til en meget højere eksistens? I så fald ville der virkelig opnås meget godt ved overtrædelse af loven, og Satan ville have været en menneskehedens velgører. Nej, Adam opdagede, at dette aldeles ikke var ordenes mening. Gud udtalte, at han som straf for sin synd skulle vende tilbage til den jord, hvoraf han var taget: "Støv er du, og til støv skal du vende tilbage!" 1Mos 3,19. Satans ord: "Når I spiser deraf, åbnes eders øjne" viste sig kun at være sande i den betydning, at Adam og Eva efter at havde været ulydige mod Gud, indså deres dårskab. De lærte at kende det onde, og de smagte ulydighedens bitre frugt. ret

(269)   Den udødelighed, som var blevet lovet mennesket, hvis det var lydigt mistede de på grund af ulydighed, og Adam kunne nu dø. Adam kunne ikke efterlade sine efterkommere noget, som han ikke selv ejede, og der ville ikke have været noget håb for den faldne slægt, hvis Gud ikke ved at ofre sin Søn havde givet den mulighed for at opnå udødelighed. Thi syndens løn er døden, men Guds nådegave er et evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre. Rom 6,23. Mennesket kan opnå denne uvurderlige gave ved at opfylde betingelserne. Alle, som "med udholdenhed i gode gerninger søger herlighed og ære og uforkrænkelighed skal få evigt liv. Rom 2,7 ret

(269)   Den eneste, som lovede Adam liv trods ulydighed, var den store bedrager. Og slangens ord til Eva: "I skal ingenlunde dø", var den første prædiken, der nogensinde er blevet holdt om sjælens udødelighed. Denne udtalelse, som kun var baseret på Satans myndighed, giver genlyd fra kristenhedens prædikestole, og den antages lige så beredvilligt af de fleste mennesker i dag, som den blev af vore første forældre. Guds ord: "Den sjæl, der synder, den skal dø," (Ez. 18,20) tillægges betydningen: Den sjæl, der synder, den skal ikke dø, men leve evigt. Man må undres over den ejendommelige forblindelse, som gør menneskene så godtroende over for Satans ord og så skeptiske over for Guds ord. ret

(270)   Frugterne på livets træ havde kraft til at give et evigt liv. Hvis mennesket efter syndefaldet fortsat havde fået lov til at spise af livets træ, ville det have levet evigt, og derved ville synden være blevet udødeliggjort. Men keruber og et flammesværd spærrede vejen til livets træ (1Mos 3,24), og ikke en eneste af Adams æt har fået lov til at passere spærringen og spist af den livgivende frugt. Derfor findes der ingen udødelig synder. ret

(270)   Men efter syndefaldet befalede Satan sine engle at indgive menneskene tro på deres medfødte udødelighed, og da dette var lykkedes, forledte de dem til også at tro på, at synderne skulle leve i evig elendighed og pine. Nu fremstiller mørkets fyrste og hans håndlangere Gud som en hævngerrig tyran, der selv siger, at han sender alle, som ikke behager ham, til helvede, hvor de for evigt skal mærke hans vrede, og at han, deres skaber, med tilfredshed ser på deres usigelige lidelser i de evige flammer. ret

(270)   Ærkefjenden tilskriver således menneskets skaber og velgører sine egne egenskaber. Gud er kærlighed, og alt, hvad han skabte, var rent, helligt og smukt indtil det første oprør bevirkede, at synden fik indpas. Satan selv er den fjende, som frister mennesker til at synde og derefter gør sit bedste for at tilintetgøre dem. Når han er sikker på sit offer, fryder han sig over den ødelæggelse, han har frembragt. Hvis han fik lov, ville han fange hele menneskeheden i sine snarer. Hvis den himmelske magt ikke greb ind, ville ikke en eneste af Adams sønner eller døtre undslippe. ret

(270)   Den dag i dag forsøger Satan at besejre menneskene på samme måde som vore første forældre ved at rokke ved deres tillid til Skaberen og få dem til at tvivle om Guds styres visdom og Guds lovs retfærdighed. For at retfærdiggøre deres egen ondskab og deres oprør fremstiller Satan og hans hjælpere, Gud som et væsen, der er endnu værre end de selv. Den store bedrager forsøger at tilskrive vor himmelske Fader sin egen frygtelige grusomhed for selv at virke som den, der med urette blev bortvist fra Himmelen, fordi han ikke ville underkaste sig en så uretfærdig herre. Han foregøgler menneskene den frihed, som de ville have under hans milde regering, og fremhæver, hvor forskellig den er fra den trældom, som Jehovas strenge love pålægger. På den måde lykkes det ham at forlede sjæle til at svigte Gud. ret

(271)   Vor retfærdighedssans og enhver følelse af kærlighed og medlidenhed må modsætte sig den læresætning, der hævder, at de afdøde syndere pines i ild og svovl i et evigt brændende helvede, og at de på grund af de synder, de begik i deres korte jordeliv, skal pines, så længe Gud lever. Alligevel er denne læresætning blevet forkyndt vidt og bredt, og den indgår stadig i mange kristne trosbekendelser. ret

(271)   En højlærd teolog har udtalte: "Synet af de fordømtes kvaler i helvede vil for evigt forhøje de helliges lykke. Når de ser andre, der er af samme natur som de selv og født under samme forhold, nedstyrtet i en sådan elendighed, mens de selv er blevet udmærkede, vil de rigtigt føle, hvor lykkelige de er." En anden teolog har benyttet disse ord: "Mens fordømmelsen i evighed fuldbyrdes på verdens børn, vil røgen fra deres pinsel for evigt stige op foran nådens børn, som i stedet for at dele de elendiges lidelser vil synge: Amen, halleluja, priset være Herren!" ret

(271)   Hvor i Bibelen finder vi en lære, der giver udtryk for sådanne synspunkter? Der er muligvis både lærde og ærlige mennesker, der har ladet sig bedrage af Satans spidsfindigheder. Han har forledt dem til at fejlfortolke nogle af Bibelens stærke udtryk, og tilføre dem den bitterhed og ondskab, som kendetegner ham, men som absolut ikke kendetegner Skaberen. ret

(271)   Hvad ville Gud opnå, hvis vi havde den opfattelse, at han fryder sig over synet af evige pinsler, og at han nyder lyden af de skrig og den jammer, som kommer fra de lidende væsener, som han holder fast i helvedes flammer? Kan disse frygtelige lyde være som musik i en kærlig Guds øren? Det påstås, at de syndiges evigtvarende elendighed skal vise Guds had til synden som et onde, der tilintetgør universets fred og orden. Hvilken gudsbespottelse! Hvis Guds had til synd er årsagen, hvorfor skulle han da gøre synden evig? For i henhold til disse teologers lære gør den evige pinsel uden håb om nåde de ulykkelige ofre rasende, og de gør deres syndebyrde større og større, når de udøser deres raseri i forbandelser og gudsbespottelser. Guds ære fremmes ikke ved en sådan evigt fortsat forøgelse af synden. ret

(272)   Det er umuligt at forestille sig, hvor meget ondt vildfarelsen om de evige pinsler har anrettet. Bibelens religion, som er fuld af kærlighed, godhed og medlidenhed, er blevet formørket af overtro og rædsel. Kan vi, når vi tænker på, hvorledes Satan har sværtet Guds karakter til, forstå, at vor barmhjertige skaber er frygtet, ja, ligefrem hadet? Det forvrængede syn på Gud, som er blevet forkyndt for verden fra talrige prædikestole, har gjort tusinder, ja, millioner, tvivlende og vantro. ret

(272)   Teorien om evige pinsler er en af de falske læresætninger, som er blevet kaldt Babylons utugts harmes vin, som hun har givet alle folkeslagene at drikke af. Åb 14,8; 17,2 Det er ufatteligt, at kristne præster har kunnet antage denne vildfarelse og forkynde den i kirkerne. De fik den fra romerkirken, som også gav dem den falske hviledag. Den er ganske vist blevet forkyndt af gode og beundringsværdige mænd; men de har ikke som vi fået den rette forståelse af dette emne. De kan kun være ansvarlige for det lys, som skinnede i deres tid, mens vi er ansvarlige for det, som nu skinner. Hvis vi fornægter Guds ord og anerkender falske læresætninger, fordi vore fædre troede på dem, fordømmes vi på samme måde, som Babylon bliver fordømt. Så drikker vi af hendes utugts harmes vin? ret

(272)   Mange, som finder læresætningen om de evige pinsler afskyelig, går til den modsatte yderlighed. De siger, at Bibelen viser, at Gud er kærlig og medfølende, og derfor kan de ikke tro på, at han vil overlade sine skabninger til helvedes evige ild. Men da de går ud fra, at sjælen er udødelig, kan de ikke komme til nogen anden slutning, end at alle til sidst vil blive frelst. Mange har den opfattelse, at Bibelens tale er fremsat for at skræmme menneskene til lydighed, men ikke vil opfyldes bogstaveligt. På den måde kan synderen leve et liv i selvisk behagelighed uden at tage hensyn til Guds bud og forbud og da vente til slut at blive frelst. En sådan læresætning, som regner med Guds barmhjertighed, men som overser hans retfærdighed, behager det kødelige hjerte og får de onde til at fremture i deres synd. ret

(273)  For at vise, hvorledes de, der tror på alles frelse, forvansker Bibelen for at få støtte for deres sjæls ødelæggende teori, er det kun nødvendigt at citere deres egne udtalelser. Da en ikke religiøs ung mand, som var blevet dræbt ved et ulykkestilfælde, blev begravet, talte præsten, som var vantro, over disse ord om David: "Han havde trøstet sig over Ammons død." 2Sam. 13,39. ret

(273)   "Man har ofte spurgt mig" sagde præsten, "hvad der vil ske med dem, der forlader verden i synd, som måske dør i beruselse, eller med forbryderens blodpletter på deres klæder eller dør, som denne unge mand døde, uden nogensinde at have været en bekendende kristen eller oplevet en religiøs erfaring. Vi behøver kun at spørge Bibelen, den giver svar på dette store problem. Ammon var en stor synder. Han var uomvendt, og drak så han blev beruset. Da han var beruset, blev han dræbt. David var Guds profet og må have vidst, om Ammon ville få det godt eller dårligt i den næste verden. Hvad følte han i sit hjerte? "Kongen begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Ammons død." ret

(273)   Og hvad kan vi uddrage af disse ord? Kommer vi ikke til det resultat, at kong David ikke troede på en evigtvarende pine? Her finder vi et overbevisende argument til fordel for den mere tiltalende, og menneskekærlige forståelse af døden og de dødes tilstand. Han havde trøstet sig over sin søns død. Hvorfor? Fordi han med sit profetiske blik kunne skue ind i fremtiden og se, at denne søn var hævet over alle fristelser, befriet fra syndens åg og lutret og efter at være gjort tilstrækkelig hellig og oplyst indladt blandt de ophøjede og lykkelige ånder. Hans eneste trøst var, at hans søn, som var blevet fjernet fra synd og lidelse, var blevet ført til et sted, hvor Helligåndens blide åndepust ville blive udgydt over hans formørkede sjæl, hvor hans sind ville fyldes med kendskab til Himmelens visdom og udødelige kærlighed og således beredes til med helliggjort natur at nyde sin himmelske arvs hvile og glæde. ret

(274)   Vi bør tro på, at den himmelske frelse ikke afhænger af, hvad vi gør i dette liv, heller ikke af hjertets forvandling her, af vor tro eller vor bekendelse." Således gentager en kristen præst den løgn, som slangen udtalte. "I skal ingenlunde dø," Når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud." Han påstår, at selv de største syndere morderen, tyven, ægteskabsbryderen efter døden skal forberedes til at indgå til evig salighed. ret

(274)   Og hvad baserer bibelforvanskeren sine påstande på? På en enkelt sætning, som siger, at David underkastede sig forsynets tilskikkelse. Hans sjæl "begyndte at længes inderligt efter Absalon, thi han havde trøstet sig over Ammons død". Tiden havde mildnet hans sorg, og hans tanker vendte sig fra den døde til den levende søn, som var flygtet, fordi han frygtede den retfærdige straf for sin forbrydelse. Og dette skal være bevis på, at den fordrukne Ammon, som havde begået blodskam, straks efter døden blev ført til salighedens boliger, hvor han skulle lutres og beredes til samvær med syndfri engle! I sandhed en smuk myte, som er velegnet til at behage det kødelige hjerte! Dette er Satans egen læresætning, og den udretter hans, arbejde på bedste vis. Kan vi undres over, at ondskaben florerer, når en sådan lære forkyndes? Er der ikke stadig et behov for at holde fast ved den tro de Hellige modtog den gang? ret

(274)   Denne ene falske lærers fremgangsmåde er typisk for mange. De piller nogle få bibelord ud af sammenhængen, som i mange tilfælde viser, at meningen er det stik modsatte af deres fortolkning. Og sådanne løsrevne sætninger fordrejes og benyttes som bevis for læresætninger, som ikke er baseret på Guds ord. Det såkaldte bevis på, at den fordrukne Ammon er i Himmelen, er kun en påstand, som er i direkte modstrid med Bibelens klare udtalelse om, at ingen drankere skal arve Gud rige. 1Kor 6,10 ret

(275)   Hvis det var sandt, at enhver menneskesjæl efter døden gik lige til Himmelen, kunne vi med rette tragte mere efter døden end efter livet. Mange er af denne tro blevet forledt til at gøre ende på deres tilværelse. Når et menneske er overvældet af bekymringer, rådvildhed og skuffelse, synes det let at bryde livets spinkle tråd og fare bort til den evige verdens salighed. ret

(275)   Gud har i Bibelen givet os uomstødelige vidnesbyrd om, at han vil straffe dem, der overtræder hans lov. Tænk på Guds dom over de Engle der ikke var trofaste over for Gud. Tænk på Guds dom over jordens beboere ved syndfloden. Tænk på Guds dom over Sodomas indbyggere. Tænk på Guds dom over det ulydige Israel. Disse eksempler er omtalt for at vi skal lære deraf. Lad os se på, hvad bibelen ellers lærer os om de ugudelige og ubodfærdige, som universalisten anbringer i Himmelen som hellige, salige engle. ret

(275)   Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt." Åb 21,6. Dette løfte gives kun til dem, der tørster. Kun de, der føler, at de behøver livets vand og søger det på bekostning af alt andet, skal få lov til at drikke deraf. "Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn." Åb 21,7. Også her er betingelsen angivet. For at arve dette må vi modstå og besejre synden. ret

(275)   "Ingen utugtig eller uren eller havesyg det er det samme som en afgudsdyrker! har lod og del i Kristi og Guds rige." Ef. 5,5 "Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren." Hebr. 12,14. "Salige er de, som tvætter deres klæder, for at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden. Udenfor er hundene og giftblanderne og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn." Åb 22,14-15. ret

(276)   Gud har givet menneskene en beskrivelse af sin karakter og af den måde, hvorpå han behandler synd. "Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet." 2Mos 34,6-7. Den himmelske styrelses magt og myndighed vil blive anvendt til at slå oprøret ned, men den straffende retfærdigheds udslag vil være i fuld overensstemmelse med den barmhjertige, langmodige og menneskekærlige Guds karakter. ret

(276)   Gud tvinger intet menneskes vilje eller dømmekraft. Han bryder sig ikke om slavisk lydighed. Han ønsker, at hans skabninger skal elske ham, fordi han er værd at elske, og han ønsker, at de skal adlyde ham, fordi de har en forstandig opfattelse af hans visdom, retfærdighed og menneskekærlighed. Enhver, som har den rette opfattelse af disse egenskaber, må elske ham, fordi de drages til ham i beundringen for hans egenskaber. ret

(276)   Kærlighedens, barmhjertighedens og venlighedens principper, som Frelseren har forkyndt og vist i hele sin gerning, er et billede af Guds vilje og karakter. Kristus har selv erklæret, at han kun forkyndte det, som han havde fået af Faderen. Det guddommelige styres principper er i fuld harmoni med Frelserens forskrift: "Elsk jeres fjender " Gud straffer de onde og han gør det til gavn for universet og også til gavn for dem, det går ud over. Han ville gøre dem lykkelige, hvis han havde kunnet gøre dette i overensstemmelse med sit styres love og sin karakters retfærdighed. Han omgiver dem med tegn på sin kærlighed, giver dem kendskab til sin lov og tilbyder dem atter og atter sin nåde; men de foragter hans kærlighed, erklærer hans lov ugyldig og forkaster hans nåde. Skønt de stadig modtager hans gaver, vanærer de giveren, og de hader Gud, fordi de ved, at han afskyr deres synder. Herren bærer længe over med deres fordærvelse, men til sidst kommer den afgørende time, i hvilken deres skæbne skal besegles. Vil han da lænke disse oprørere til sin side? Vil han tvinge dem til lydighed? ret

(277)   De, som har valgt Satan til leder og har underkastet sig hans magt, er ikke beredte til at møde Gud. Hovmod, tøjlesløshed, upålidelighed og grusomhed har sat et uaftvætteligt præg på deres karakter. Kan de få adgang til Himmelen for at arve evigt sammen med dem, som de har foragtet og hadet her på jorden? Sandheden vil aldrig være behagelig for løgneren, sagtmodighed tilfredsstiller ikke selvglæde og hovmod. Renhed regnes for intet af den fordærvede, og uselvisk kærlighed er ingen tillokkelse for egoisten. De ugudelige har selv bestemt deres skæbne. Deres udelukkelse fra Himlen er frivillig og retfærdig. ret

(277)   Ligesom syndflodens vande, forkynder den store dags ild, Guds dom, at de onde er uhelbredelige. De nærer intet ønske om at underkaste sig Guds myndighed. Deres vilje er blevet udøvet i oprør, og når livet er forbi, er det for sent at lade deres tanker gå i modsat retning, at gå fra overtrædelse til lydighed, fra had til kærlighed. ret

(277)   Af medlidenhed med verden udslettede Gud dens onde indbyggere på Noas tid. Af nåde tilintetgjorde han Sodomas fordærvede beboere. Ved Satans bedrageriske magt opnår syndens udøvere sympati og beundring, og derfor forleder de til stadighed andre til at gøre oprør. Således var det på Kains og på Noas tid og på Abrahams og Lots tid, og således er det også i vor tid. Af barmhjertighed mod universet vil Gud til sidst tilintetgøre dem, der kaster vrag på hans nåde. ret

(277)   Læren om lidelser der aldrig ophører findes ikke omtalt i Bibelen. Johannes beskriver i Åbenbaringens bog de frelstes fremtidige glæder og den herlighed der er, og han hørte hvordan alle stemmer i Himlen og på jorden og under jorden priser og ærer Gud. Der vil ikke være fortabte sjæle i helvede der med deres skrig kan forstyrre de frelstes sang. ret

(277)   "Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre." Rom 6,23. Livet er de retfærdiges arv, men døden er de ondes lod. Den død der hentydes til er ikke den midlertidige død, som alle skal lide, men Det er den anden død, den der er livets modsætning. Gud kan ikke frelse en synder i dennes synd, men han erklærer at den ugudelige der har lidt straffen for sin ondskab, skal blive som om han aldrig var født. Den inspirerede skrift siger ... ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Sl. 37,10. Som følge af Adams synd må alle mennesker dø. Alle uden undtagelse går i graven. Og takket være frelsesplanen skal alle atter forlade deres grave. ret

(278)   Da vil de der ikke har sikret sig tilgivelse for deres synder modtage straffen for deres overtrædelser. Deres straf varierer i længde og styrke alt efter deres overtrædelser, og vil blive afsluttet med den anden død. Dækket med deres skændselsgerninger synker de ned i en håbløs evig glemsel. ret

(278)   Læresætningen om bevidsthed i døden er baseret på den fejlagtige tro på naturlig udødelighed, og denne læresætning er ligesom læresætningen om de evige pinsler i modstrid med Bibelen, den sunde fornuft og enhver menneskelig følelse. Ifølge denne opfattelse ved de frelste i Himmelen besked om alt, hvad der foregår på jorden, ikke mindst om, hvorledes det går de venner, de har efterladt. Men hvorledes kan det være en glæde for de døde at kende de levendes genvordigheder, at se de synder, som deres kære begår, og at se dem lide under alle livets sorger, skuffelser og bekymringer? Hvorledes kan de, som våger over deres jordiske venner, nyde Himmelens salighed? Og hvor rent ud afskyelig er ikke troen på, at den ubodfærdiges sjæl, så snart det sidste åndepust er draget, overgives til helvedes flammer! Hvilket dyb af rædsel må det ikke blive for dem, der ser deres venner gå uforberedte i graven for at gå ind til en evighed af sorg og synd! Denne forfærdelige tanke har drevet mange til vanvid. ret

(278)   Hvad siger Bibelen om dette spørgsmål? David erklærer, at mennesket er uden bevidsthed i døden. "Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag." Sal. 146, 4. Salomon bringer det samme vidnesbyrd: "De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting. Både deres kærlighed og deres had, og deres misundelse er for længst borte, og de får ingensinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen. Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen." Præd. 9,5-6 og 10 ret

(279)   Da Ezekias' bøn blev opfyldt, og der blev lagt femten år til hans liv, priste den taknemmelige konge Gud for hans store nåde. I denne takkebøn forklarer han grunden til sin glæde: "Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven. Men den levende, den levende takker dig som jeg i dag." Om din trofasthed taler fædre til deres børn. Esajas 38,18-19. Mange teologer hævder, at de retfærdige døde er i Himmelen, hvor de er indgået til salighed, og hvor de priser Gud med udødelig røst; men Ezekias kunne ikke finde en sådan herlighed i døden. Hans ord stemmer overens med Salmistens vidnesbyrd: "I døden kommes, du ikke i hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse." Sl. 6,6; 115,17. ret

(279)   På pinsedagen erklærede Peter, ved Helligånden: Mine brødre! Lad mig få lov at tale frit til jer, patriarken David er "både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag". "Thi David er ikke faret op til Himlene." Apg. 2,29. og 34. Den kendsgerning, at David forbliver i sin grav indtil opstandelsen, viser, at de retfærdige ikke optages i Himmelen, når de dør. Kun ved opstandelsen, og fordi Kristus er opstanden, kan David til sidst få sæde ved Guds højre hånd. ret

(279)   Paulus udtalte: "Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis, Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt." 1Kor 15,16-l8. Hvis de retfærdige i fire tusind år efter døden er gået direkte til Himmelen, hvorledes kunne Paulus så sige, at hvis der ikke er nogen opstandelse, "er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt"? Så ville en opstandelse være unødvendig. ret

(279)   Men da Jesus skulle forlade sine disciple, sagde han intet om, at de snart skulle komme til ham. Han sagde: "Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig." Joh 14,2-3. Og Paulus, fortæller os, yderligere, at "Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren." Og han tilføjer: "Så trøst hverandre med disse ord!" 1Tess. 4,16-18. Hvilken forskel der er mellem disse trøstens ord og de ovenfor citerede ord, som blev udtalte af præsterne før i tiden. Den sidstnævnte trøstede de efterladte med forsikringen om, at selv om den døde havde været aldrig så syndig, ville han, så snart han havde udåndet, blive modtaget blandt englene. Paulus henviser sine brødre til Herrens fremtidige komme, ved hvilket gravens lænker skal sprænges, og de "døde i Kristus" skal opstå til evigt liv. ret

(280)   Ingen af os kan betræde de saliges boliger, før vor sag er blevet undersøgt og vor karakter og vore gerninger bedømt af Gud. Alle skal dømmes ud fra det, der står skrevet i bøgerne og belønnes i forhold til deres gerninger. Denne dom finder ikke sted ved døden. Vi bør lægge mærke til Paulus' ord: "Han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde." Apg. 17,31 ret

(280)   Judas henviser til den samme tid: "De engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag." Jud. 6. Og han citerer Enoks ord: "Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle." Jud. 14-15. Johannes erklærer, at han "så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet. Og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne" Åb 20,12. ret

(280)   Men hvorfor skulle der behøves en fremtidig dom, hvis de døde allerede nyder Himmelens salighed eller vrider sig i helvedes flammer? Bibelens lære om disse betydningsfulde spørgsmål er hverken dunkel eller selvmodsigende; den kan forstås af ethvert normalt menneske. Men hvilken oprigtig sjæl kan finde visdom eller retfærdighed i den gængse teori? Skal de retfærdige, når dommeren har undersøgt deres sag, høre de rosende ord: "Vel, du gode og tro tjener gå ind til din Herres glæde" (Matt. 25,21), når de allerede, måske i lange tider, har været hos ham? Kaldes de onde fra helvedes pinsler for at høre hele jordens Dommer udtale sin dom: "Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild"? Hvilken hån! Hvor skammeligt at drage Guds visdom og retfærdighed i tvivl på den måde! ret

(281)   Den hellige skrift indeholder intetsteds nogen udtalelse om, at de retfærdige indgår til deres belønning eller de onde til deres straf, når de dør. Patriarkerne og profeterne har aldrig udtalt noget sådant. Kristus og hans apostle har aldrig så meget som antydet det. Bibelen siger tydeligt, at de døde ikke straks optages i Himmelen. Den siger, at de sover indtil opstandelsen. 1Tess, 4,14; Job 14,10-12. Når "sølvsnoren brister, og guldskålen brydes itu" forgår menneskets, tanker. Præd. 12,6. De, som går ned i graven, er tavse. De ved intet om, hvad der sker under solen. Job 14,21. De trætte retfærdige får salig hvile! Hvad enten tiden er lang eller kort, synes den dem kun et øjeblik. De sover, indtil de af Guds basun vækkes op til vidunderlig udødelighed. "Thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige. ret

(281)   Når de vækkes af deres dybe søvn, genoptager de deres tanker, hvor de slap dem. Deres sidste følelse var dødens smerte, og deres sidste tanke var, at de underkastedes gravens magt. Når de står op af graven, vil deres første glade tanke finde udtryk i sejrsråbet: "Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?" 1Kor 15,55. ret

næste kapitel