(290) Den opfattelse at de forskellige trossamfund ikke er så forskellige, som mange vil gøre dem, bliver stadig mere og mere udbredt, og den katolske kirke betragtes nu af mange protestanter med langt større velvilje end tidligere, og når alt kommer til alt, er vi ikke så vidt forskellige med hensyn til de livsvigtige punkter, som man engang troede, og lidt imødekommenhed fra vor side vil føre til bedre forståelse med Rom Der var en tid, hvor protestanterne lagde stor vægt på den samvittighedsfrihed, som var erhvervet med så store ofre. De lærte deres børn at afsky katolicismen og mente, at det ville være utroskab mod Gud at søge forståelse med Rom Men de følelser, der nu kommer til udtryk, er vidt forskellige fra dengang! ret
(290) Katolicismens forsvarere erklærer, at der er blevet talt ondt om den katolske kirke, og den protestantiske verden er tilbøjelig til at give dem ret i dette. Mange hævder, at det er uretfærdigt at bedømme kirken i dag ud fra de afskyeligheder og meningsløsheder, som kendetegnede dens herredømme i uvidenhedens og mørkets århundreder. De undskylder dens frygtelige grusomheder som et udslag af de barbariske tider og erklærer, at nutidens civilisation har forandret dens indstilling. ret
(290) Mon disse mennesker har glemt det krav på ufejlbarlighed, der for otte hundrede år siden blev fremsat af denne hovmodige magt? I det nittende århundrede fastholder man dette krav mere ubetinget end nogensinde tidligere. Når Rom hævder, at kirken aldrig er faret vild, og at den efter skriftens vidnesbyrd aldrig vil komme til at fare vild, hvor kan den så frafalde de principper, der i svundne tider har været rettesnoren for dens handlemåde? ret
(291) Pavekirken vil aldrig give afkald på sit krav om ufejlbarlighed. Den mener, at alt, hvad den har gjort for at forfølge dem, der forkaster dens dogmer, var retfærdigt, og mon den ikke ville gentage de samme handlinger, hvis lejligheden skulle tilbyde sig? Hvis de hæmmende bånd, som verdslige regeringer nu pålægger den, skulle blive fjernet og Roms tidligere magt genoprettet, så ville der hurtigt komme en fornyelse af dens tyranni og forfølgelse. ret
(291) Sandt er det, at der findes virkelige kristne inden for den romerskkatolske kirke. Tusinder inden for denne kirke tjener Gud efter deres bedste overbevisning. Man har forment dem adgang til Guds ord; og derfor erkender de ikke sandheden. De har aldrig oplevet modsætningen mellem en levende gudstjeneste og en række af fromme skikke og ceremonier. Gud ser med medlidende kærlighed på disse sjæle, som jo er opdraget i en illusorisk og utilfredsstillende tro. Han vil lade stråler af lys trænge ind i det tætte mørke, som de er omgivet af. Han vil åbenbare dem den sandhed, der findes i Jesus, og mange af dem vil endnu slutte sig til hans folk. ret
(291) Men romerkirken er som et samlet hele ikke i bedre overensstemmelse med Kristi evangelium i dag end på noget andet tidspunkt af sin historie. De protestantiske kirker er kommet ind i et dybt mørke ellers ville de være klare over tidernes tegn. Romerkirken er vidtrækkende i sine planer og sin handlemåde. Den anvender alle påfund for at udvide sin indflydelse og forøge sin magt i forberedelsen af en voldsom og afgørende kamp for at genvinde verdensherredømmet, genindføre forfølgelserne og tilintetgøre alt, hvad protestantismen har udrettet. Katolicismen vinder terræn på alle fronter. Se blot det stigende antal af dens kirker og kapeller i de protestantiske lande. Alt dette burde vække ængstelse hos alle, der værdsætter evangeliets rene lære. ret
(291) Der er protestanter, som har spillet under dække med og beskyttet den katolske lære. De har sluttet forlig og gjort indrømmelser, som har overrasket selv katolikkerne, og som de ikke fatter. Mennesker lukker øjnene for romerkirkens sande natur og de farer, man må frygte fra dens herredømme. Folket trænger til at vækkes for at kunne modstå en fremtrængen af den borgerlige og religiøse friheds farligste fjende. ret
(292) Mange protestanter mener, at den katolske religion ikke er tillokkende, og at dens, gudstjeneste består af en kedelig, meningsløs række af ceremonier. Heri tager de fejl! Skønt katolicismen bygger på et bedrag, så er dette hverken groft eller plumpt. Romerkirkens gudstjeneste er af meget betagende virkning. Dens pragtudfoldelse og dens højtidelige ritual fortryller menneskers sanser og får fornuftens og samvittighedens stemme til at tie. Synet virker betagende. Pragtfulde kirker, imponerende processioner, gyldne altre, juvelprydede helgenskrin, udsøgte malerier og vidunderlig skulptur fryder skønhedssansen. Musikken er uden sidestykke. Det dybttonende orgels dejlige klang, som blander sig med den flerstemmige sang, mens den bruser gennem de store katedralers høje hvælvinger og søjlegange, kan ikke undlade at betage sindet med højtid og ærefrygt. ret
(292) Denne ydre herligheds pragt og ceremoni, som kun er en hån mod den syndbetyngede sjæls længsler, er et vidnesbyrd om indre fordærvelse. Kristi religion har ikke brug for den slags lokkemidler som anbefaling. I det lys, der stråler fra korset, viser den sande kristendom sig så ren og skøn, at ingen ydre prydelser kan forøge dens sande værd. Det er det helliges skønhed, en ydmyg og stille ånd, som betyder noget for Gud. ret
(292) Strålende ydre form behøver ikke at være kendetegn på rene, ophøjede tanker. Høje begreber om kunst og en forfinet smag møder man tit hos personer, der både er verdslige og sanselige. Satan bruger dem ofte til at få mennesker til at glemme det, som er fornødent for sjælen, til at aflede opmærksomheden fra det fremtidige, evige liv og til at få dem til at vende sig bort fra deres evige hjælper og kun leve for denne verden. ret
(292) En religion med ydre form virker tiltrækkende på det ugenfødte hjerte. Den katolske gudstjenestes pragt og ceremoniel har en forførerisk tryllemagt, som har bedraget mange, og de kommer til at betragte romerkirken som selve Himmerigs port. Kun de, hvis fødder står fast på sandhedens grund, og hvis hjerter er fornyede ved Guds Ånd, har kraft til at modstå dens indflydelse. Tusinder, som ikke af egen erfaring kender Kristus, vil lade sig forlede til at antage gudsfrygts skin uden dens kraft. Det er netop en sådan religion, masserne kræver. Kirkens hævdelse af at kunne tildele syndsforladelse får katolikken til at føle sig frit stillet med hensyn til at synde, det er for den, der elsker at tage hensyn til sig selv, en mere tiltalende tanke at skrifte for et medmenneske end at lukke sjælen op for Gud. Det er behageligere for den menneskelige natur at gøre bod end at slippe synden. Det er lettere at plage legemet med sækkelærred og nælder og gnavende lænker end at korsfæste de hellige lyster. Tungt er det åg, som det menneskelige hjerte er villigt til at bære, hellere end at bøje sig under Kristi åg. ret
(293) Der er en slående lighed mellem romerkirken og det jødiske samfund på Kristi tid. Mens jøderne hemmeligt nedtrampede enhver grundsætning i Guds lov, overholdt de i det ydre strengt dens forskrifter og belæssede den med fordringer og overleveringer, som gjorde lydigheden til en plage og byrde, Ligesom jøderne hævdede at ære loven, sådan hævder katolikkerne at ære korset. De dyrker symbolet på Kristi lidelser, mens de i deres liv fornægter ham, som det er et billede på. ret
(293) Katolikker anbringer kors over deres kirker, på deres altre og på deres klæder. Overalt ser man korsets tegn. I det ydre æres og ophøjes det alle vegne. Men Kristi lære er begravet under en mængde meningsløse traditioner; falske fortolkninger og strenge krav. Frelserens ord om de hykleriske jøder henvender sig med endnu større kraft til lederne inden for den romerskkatolske kirke. "De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger." Matt 23,4. Samvittighedsfulde sjæle bliver holdt i en stadig rædsel fordi de frygter for at have syndet imod Gud, mens mange af kirkernes høje embedsmænd lever i luksus og sanselige glæder. ret
(294) Tilbedelsen af billeder og relikvier, påkaldelsen af helgener og ophøjelsen af paven er Satans påfund for at drage menneskers sind bort fra Gud og hans Søn. For at gøre deres ødelæggelse fuldkommen forsøger han at vende deres opmærksomhed bort fra ham, hos hvem de alene kan finde frelse. Han vil vise dem hen til enhver ting, der kan sættes i stedet for ham, der har sagt: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt 11,28. ret
(294) Satans stadige bestræbelser går ud på at give en falsk fremstilling af Gud, af syndens væsen og af, hvor meget der i virkeligheden står på spil i den store strid. På denne måde forblindes menneskers sjæle, og Satan sikrer sig dem som sine hjælpere i kampen mod Gud. Ved en forvansket opfattelse af de guddommelige egenskaber kom hedningefolk til at tro, at menneskeofre var nødvendige for at sikre sig guddommens gunst, og der er forøvet frygtelige grusomheder under de forskellige former for afgudsdyrkelse. Den romerskkatolske kirke, som forener hedenskabets og kristendommens former og ligesom hedenskabet forvansker Guds væsen, har taget sin tilflugt til ikke mindre grusomme og oprørende metoder. I sin tid, hvor romerkirken havde overhøjheden, benyttede man torturinstrumenter for at tvinge mennesker til at godkende dens lære. Bålet ventede dem, der ikke ville bøje sig for dens krav. Der forøvedes myrderier efter en målestok, som aldrig vil blive kendt, før de åbenbares på dommens dag. Kirkens høje embedsmænd udgrundede ved deres herre Satans hjælp måder, hvorved man kunne forårsage de størst muligt pinsler uden dog at gøre ende på offerets liv. ret
(294) I mange tilfælde blev denne djævelske proces gentaget til den yderste grænse for, hvad et menneske kunne udholde, indtil naturen opgav kampen, og den lidende bød døden velkommen, som en mild befrier. En sådan skæbne led romerkirkens modstandere. Til sine tilhængere havde den tugtemidler som piskning, udsultning og legemlig hårdhed under enhver tænkelig, modbydelig form. For at sikre sig Himmelens velbehag krænkede de bodfærdige Guds love ved at krænke naturens love. De lærte at sønderrive de bånd, som han har skabt til velsignelse og glæde for menneskets jordiske liv. Kirkegårdene rummer millioner af ofre, som tilbragte deres liv med forgæves bestræbelser for at underkue deres naturlige kærlighed og med at undertrykke enhver tanke eller følelse for deres medskabninger som en synd imod Gud. ret
(295) Hvis vi ønsker at forstå Satans bestandige grusomhed, der har vist sig gennem hundreder af år, ikke blandt dem, der aldrig har hørt om Gud, men inden for kristenhedens inderste kerne og til dens yderste grænser så behøver vi blot at kaste et blik på romerkirkens historie. Og når vi ser, hvor han har held til at forklæde sig og udføre sit værk ved hjælp af kirkens ledere, forstår vi bedre, hvorfor hans modvilje mod Bibelen er så stor. Dersom denne bog læses, vil Guds nåde og kærlighed åbenbares, og man vil komme til at se, at han ikke lægger nogen af disse tunge byrder på mennesker. Det eneste, han kræver, er et sønderknust hjerte og en ydmyg og lydig ånd. ret
(295) Kristus giver i sit liv intet eksempel på, at mænd og kvinder skal spærre sig selv inde i klostre for at blive skikkede til Himmelen. Han har aldrig lært os, at kærlighed og medfølelse bør undertrykkes. Frelserens hjerte strømmede over af kærlighed. Jo mere mennesket nærmer sig den moralske fuldkommenhed, jo stærkere er dets følsomhed, jo, skarpere dets opfattelse af synd og jo dybere dets medfølelse med de bedrøvede. Paven hævder at være Kristi stedfortræder, men hvordan kan hans karakter tåle sammenligning med vor frelsers? Har man nogensinde hørt, at Kristus dømte mennesker til fængsel eller pinebænk, fordi de ikke hyldede ham som Himmelens konge? Hørte man nogensinde hans røst dømme nogen til døden, fordi de ikke tog imod ham? Dengang beboerne af en samaritansk by viste ham ringeagt, blev apostlen Johannes fuld af harme og spurgte: "Herre! Vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, (således som Elias gjorde)?" Jesus så medlidende på sin discipel og svarede, idet han bebrejdede ham hans hårde sind: "Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem. Luk 9,54. og 56. Hvilken forskel på den ånd, Kristus lagde for dagen, i modsætning til hans foregivne stedfortræders! ret
(296) Nu viser romerkirken den lyse side frem over for verden og dækker sin histories frygtelige grusomheder bag undskyldende forklaringer. Den har iklædt sig kristelig dragt, men den har ikke forandret sig. Ethvert af de principper, som fandtes inden for pavedømmet i fortiden, eksisterer stadig. De læresætninger, som blev opfundet i den mørkeste middelalder, gælder stadig. Lad ingen bedrage sig selv. Det pavevælde, som protestanterne nu er så villige til at ære, er det samme, som beherskede verden på reformationens tid, da Guds mænd trådte frem for med fare for deres liv at afsløre dets uretfærdighed. Det sidder inde med det samme hovmod og de stolte forudsætninger, hvorved det herskede over konger og fyrster og gjorde fordring på at have guddommelige fortrin. Dets ånd er ikke mindre grusom og tyrannisk nu, end dengang det udslettede menneskelig frihed og myrdede den Højestes hellige. ret
(296) Pavedømmet er netop, hvad profetien erklærede, at det skulle blive: "De sidste tiders frafald! 2Tess. 2,3-4. Det hører med til dets politik at spille den rolle, der bedst fremmer dets formål, men under kameleonens forskelligartede udseende skjuler det ufravigeligt slangens gift. "Et givet løfte behøver ikke at overholdes over for kættere." Skal denne magt, hvis historie i tusinde år er blevet skrevet med de helliges blod, nu erkendes som en del af Kristi kirke? ret
(296) Ikke uden grund er det i protestantiske lande blevet hævdet, at katolicismen afviger langt mindre fra protestantismen nu end tidligere. Der er sket en forandring, men forandringen stammer ikke fra pavekirken. Katolicismen ligner virkelig meget af den protestantisme, der nu er til, fordi protestantismen har forandret sig så stærkt siden reformatorernes tid. ret
(296) Efterhånden som de protestantiske kirker har søgt verdens gunst, er deres øjne blevet forblindede af falsk barmhjertighed. De kan ikke se andet, end at det er rigtigt at tro godt om alt det onde, og som det uundgåelige resultat vil de til slut komme til at tro ondt om alt det gode. I stedet for at stride for den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige, er de nu så at sige ved at gøre romerkirken undskyldninger for deres uærlige mening om den og bede om tilgivelse for deres snæversyn. ret
(297) Der findes mange mennesker, selv blandt dem, der ikke ser med velvilje på romerkirken, som ikke frygter nogen fare trods dens magt og indflydelse. Mange mener, at det åndeligt og moralske mørke, der rugede over middelalderen, hjalp med til at udvande dens dogmer, overtro og undertrykkelse, og at de nye tiders større oplysning, den almindeligt udbredte viden og den voksende frigjorthed med hensyn til religionsanliggender forbyder en tilbagevenden af intolerance og tyranni. Blot tanken om, at en sådan tingenes tilstand skulle kunne bestå i vor oplyste tid, erklæres for latterlig. Det er sandt, at både forstandens, moralens og religionens lys skinner klart over dette slægtled. Fra Guds hellige ords åbnede sider skinner lyset fra Himmelen ud over jorden; men man burde huske på, at jo stærkere lys der gives, jo dybere er mørket hos dem, der forvansker eller forkaster det. ret
(297) Granskning af Bibelen under bøn ville få protestanterne til at se pavemagtens sande natur og få dem til at afsky og undgå den, men mange føler sig så kloge i deres egen indbildskhed, at de ikke føler nogen trang til at søge Gud, så de kan føres ind i sandheden. Skønt de hovmoder sig af deres oplysning, er de uvidende om både skriften og Guds kraft. Noget må de have til at berolige deres, samvittighed, og de søger det, som er mindst åndeligt og ydmygende. Det, de ønsker, er at lære at glemme Gud på en sådan måde, at det ser ud, som om de huskede ham. For alle disse egner pavekirken sig godt til at imødekomme deres ønsker. Den er indrettet for to forskellige slags mennesker, som omfatter næsten hele verden: dem, der vil frelses ved deres egen fortjeneste, og dem, der vil frelses i deres synder. Heri ligger hemmeligheden ved dens magt. ret
(297) Man har set, at en tid med stort åndeligt mørke var gunstig for pavemagtens fremgang. Nu skal man komme til at se, at en tid med stort åndeligt lys er lige så gunstig for dens fremgang. I fortiden, hvor mennesker ikke ejede Guds ord og var uden viden om sandheden, var deres øjne tildækkede, og tusinder lod sig indfange uden at se det garn, der var udspændt foran dem. I dette slægtled er der mange, hvis øjne lader sig blænde af menneskelige teoriers glans fra en erkendelse der med rette kaldes således. De opdager ikke snaren og går i den så let, som var de blinde. Det var Guds hensigt, at menneskets åndelige evner skulle betragtes som en gave fra Skaberen og anvendes i sandhedens og retfærdighedens tjeneste; men når man dyrker hovmod og ærgerrighed og mennesker ophøjer deres egne teorier over Guds ord, så kan oplysning være til større skade end uvidenhed. ret
(298) I de bevægelser, der nu vokser frem i de forenede Stater for at tilsikre kirkens skikke og statens støtte, følger protestanterne i katolikkernes fodspor. Ja, endnu mere, idet de er med til at åbne døren for pavevældet, så det i det protestantiske Amerika kan genvinde det herredømme, som det har mistet i den gamle verden. Og hvad der giver denne bevægelse større betydning, er dette, at hovedformålet er den tvungne overholdelse af søndagen, en skik, der har sin oprindelse i romerkirken, og som denne håndhæver som en del af sin myndighed. ret
(298) Det er romerkirkens ånd, den ånd, der tillemper sig efter denne verdens, skikke og sætter menneskelige traditioner højere end Guds bud der gennemsyrer de protestantiske kirker og forleder dem til at arbejde på samme måde for søndagens ophøjelse, som pavedømmet har gjort før dem. Hvis læseren ønsker at forstå, hvilke hjælpemidler der skal anvendes i den nært forestående strid, behøver han kun at efterspore beretningerne om, hvilke midler Rom anvendte i samme hensigt i fordums tid. Hvis han ønsker at vide, hvordan de forenede katolikker og protestanter vil handle med dem, der forkaster deres dogmer, lad ham da se, hvilket sindelag Rom lagde for dagen over for sabbatten og dens forkæmpere. ret
(298) Kongelige forordninger, almindelige kirkemøder og kirkelige bestemmelser, som blev støttet af verdslig magt, var de trappetrin, ad hvilke den hedenske festdag nåede til sin hædersplads i den kristne verden. Den første offentlige forordning, der påbød overholdelse af søndagen, var den lov, som Konstantin udstedte. ret
(299) Denne forordning krævede, at bymennesker skulle hvile på "solens ærværdige dag", men tillod landmænd at fortsætte deres landbrugsarbejde. Skønt det egentlig var en hedensk vedtægt, blev dette påtvunget af kejseren, efter at han havde bekendt sig til kristendommen. ret
(299) Da det kongelige mandat viste sig at være utilstrækkeligt til at erstatte den guddommelige myndighed, hævdede Eusebios, en biskop, der søgte fyrsternes gunst, og som var Konstantins særlige ven, at Kristus havde omskiftet sabbatten med søndagen. Der blev ikke fremført et eneste vidnesbyrd fra skriften om denne nye lære. Den falske sabbat er menneskenes egen opfindelse, og den giver folk mod til at træde sabbatten i støvet. Enhver, der gik ivrigt efter verdens ære, antog den folkelige festdag. ret
(299) Da pavemagten fik fast grund under fødderne, fortsattes arbejdet for søndagens ophøjelse. En tid lang arbejdede agerbrugerne, når de ikke var i kirke, og den syvende dag blev stadig betragtet som sabbat. Men forandringen udviklede sig støt. De, der havde gejstlige embeder, fik forbud mod at afsige dom i nogen borgerlig strid om søndagen. Kort tid efter fik alle, hvilken stilling de end indtog, befaling om at afholde sig fra almindeligt arbejde, under trussel om fængsel, hvis det gjaldt frie borgere, og prygl, hvis det drejede sig om slaver. Senere kom der en forordning om, at rige mennesker skulle straffes med tabet af halvdelen af deres gods, og endelig, at hvis de stadig viste sig hårdnakkede, skulle de gøres til slaver. De lavere klasser skulle dømmes til forvisning på livstid. ret
(299) Man gjorde også brug af mirakler. Det berettedes foruden andre undere, at en jordbruger, der skulle til at pløje sin mark på en søndag, ville rense ploven med et jern, men jernet hang fast i hans hånd, og i to år måtte han slæbe det omkring med sig, til meget stor smerte og skam for sig selv! ret
(299) Senere gav paven befaling til, at sognepræsten skulle formane overtrædere af søndagen og tilråde dem at gå i kirke og bede deres bønner, for at der ikke skulle ske dem selv eller deres naboer en eller anden stor ulykke. Et gejstligt råd fremførte dette argument, som siden da er blevet anvendt i stor stil, selv af protestanterne. Fordi mennesker var blevet ramt af lynet, mens de arbejdede om søndagen, måtte denne være sabbatten. "Det er tydeligt," sagde præsterne, "i hvor høj grad det har vakt Guds mishag at ringeagte denne dag." Der skete en henvendelse til præster og regeringsmedlemmer, konger og fyrster og alle troende mennesker om "af yderste evne at drage omsorg for, at denne dag atter må æres og for kristenhedens anseelses skyld må blive mere fromt overholdt i Den-kommende-tid". ret
(300) Da kirkemødernes afgørelser viste sig utilstrækkelige, bønfaldt man de verdslige myndigheder om at udstede en forordning, som kunne vække rædsel i menneskers hjerte og tvinge dem til at afholde sig fra at arbejde om søndagen. I en synode, der blev afholdt i Rom, blev alle tidligere bestemmelser atter bekræftet med større kraft og højtidelighed. De blev også indlemmet i kirkelovene og indskærpet af de borgerlige myndigheder næsten overalt i kristenheden. ret
(300) Alligevel voldte skriftens manglende begrundelse for overholdelse af søndagen ikke ringe besvær. Folket var mistroisk med de lærtes ret til at tilsidesætte Jehovas direkte befaling: "Den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud," og i stedet for helligholde solens dag. Til erstatning for bibelske beviser var det nødvendigt at finde på andre udveje. En nidkær forkæmper for søndagen, som ved slutningen af det tolvte århundrede besøgte England, mødte modstand fra trofaste vidner om sandheden, og hans anstrengelser var så frugtesløse, at han en tid rejste bort fra landet og tænkte frem og tilbage for at finde på et middel til at gennemføre sin lære. Da han vendte tilbage, var savnet afhjulpet, og han havde større held med sine senere bestræbelser. Han medbragte en rulle, som blev foregivet at stamme fra Gud selv, og som indeholdt det nødvendige påbud om at helligholde søndagen tillige med frygtelige trusler for at skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument er ligeså stort et bedrag som forklaringen om at det skulle være faldet ned fra Himmelen og fundet i Jerusalem på St. Simons alter på Golgata. I virkeligheden var det pavelige palads i Rom det sted, hvorfra det stammede. Gennem alle tider har svig og forfalskninger været anset for lovlige, af det pavelige præstevælde, for at øge deres rigdom og magt. ret
(301) Denne rulle forbød alt arbejde fra den niende time, klokken tre lørdag eftermiddag, indtil solopgang om mandagen, og dens gyldighed blev hævdet at være bekræftet ved mange mirakler. Man fortalte at mennesker der arbejdede ud over den fastsatte tid, var blevet ramt af lammelser. En møller, som forsøgte at male sit korn, så at der i stedet for mel vældede en blodstrøm frem, og møllehjulet stod stille, trods den voldsomme strøm i vandet. En kvinde, som stillede dej ind i ovnen, opdagede, at den var rå, da den blev taget ud, skønt ovnen var meget hed. En anden, som havde dej parat til at sætte i ovnen ved den niende time, men besluttede at sætte den til side til om mandagen, opdagede næste dag, at den var blevet formet til brød og bagt ved guddommelig kraft. En mand, som bagte brød efter den niende time om lørdagen, så, da han næste dag brækkede det over, at der flød blod fra det. Ved den slags meningsløse og overtroiske beretninger forsøgte søndagens forkæmpere at stadfæste dens hellighed. ret
(301) I Skotland blev der ligesom i England vist større agtelse for søndagen ved at forene den med en del af den gamle sabbat. Men der var forskel på, hvor lang tid der burde helligholdes. En forordning fra den skotske konge erklærede, at "lørdagen fra klokken tolv middag bør anses for hellig", og at ingen fra dette tidspunkt indtil mandag morgen havde lov at beskæftige sig med timeligt forretninger. ret
(301) Men trods alle anstrengelser for at håndhæve søndagens hellighed indrømmede katolikkerne selv offentligt sabbattens guddommelige autoritet og den menneskelige oprindelse af den forordning, som havde erstattet den. I det sekstende århundrede erklærede en pavelige rådsforsamling tydeligt: "Lad alle kristne huske på, at den syvende dag blev helliget af Gud og er blevet antaget og overholdt ikke blot af jøderne, men også af alle andre der hævder at dyrke Gud, dog har vi kristne forandret deres sabbat til Herrens dag." De, der ringeagtede Guds lov, var ikke uvidende om, af hvad art deres værk var. De var fuldt vidende om, at de satte sig over Gud. ret
(302) Et slående eksempel på Roms politik over for dem, der ærede Sabbatten fik man i den lange og blodige forfølgelse af valdenserne. Andre måtte lide på en lignende måde for deres trofasthed over for det fjerde bud. Midt i middelalderens mørke havde man mistet de kristne i Centralafrika af syne, og i mange år havde de frihed til at udøve deres tro. Men til sidst hørte Rom om deres eksistens, og kejseren af Etiopien lod sig snart lokke til at anerkende paven som Kristi stedfortræder. Der fulgte andre indrømmelser efter. En forordning blev udstedt, som med trusler om den strengeste straf forbød overholdelse af sabbatten. ret
(302) Men det pavelige tyranni blev snart et så irriterende åg, at etiopierne besluttede at bryde det. Efter en frygtelig kamp blev de romerskkatolske forvist fra deres områder og den gamle tro genoprettet. Kirkerne frydede sig over deres frihed, og de glemte aldrig den lære, de havde fået ved at lade sig bedrage af Roms fanatiske og tyranniske magt. De var tilfredse med at blive inden for deres riges ensomhed, ukendte for den øvrige kristenhed. ret
(302) De afrikanske kirker overholdt sabbatten, ligesom pavekirken havde gjort det indtil sit fuldkomne frafald. Skønt de helligholdt den syvende dag efter Guds bud, afholdt de sig fra at arbejde om søndagen i overensstemmelse med kirkens skikke. Efter at Rom havde opnået den højeste magt, trådte den Guds sabbat under fod for at ophøje sin egen, men Afrikas kirker, som havde levet skjult i hen ved tusinde år, tog ikke del i dette frafald. Da de kom under Roms herredømme, blev de tvungne til at tilsidesætte den sande og ophøje den falske sabbat, men så snart de havde genfundet deres uafhængighed adlød de atter det fjerde bud. ret
(302) Disse beretninger om fortiden afslører tydeligt Roms fjendskab over for den sande sabbat og dens forkæmpere og de midler, der blev anvendt for at få andre til at ære den forordning, som de selv havde skabt. Guds ord lærer, at disse forhold vil gentage sig, når katolikker og protestanter forener sig om at ophøje søndagen. ret
(303) Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, det havde to horn ligesom et lam, men talte som en drage. Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt. Åb 13,11-12. Siden midten af det nittende århundrede har de der holder Sabbatten givet dette vidnesbyrd for verden. Gennem de begivenheder, der nu finder sted, ser man en hastig fremadskriden, hen imod opfyldelsen af forudsigelsen. Hos protestantiske lærere finder man den samme hævdelse af guddommelig bemyndigelse til at holde søndagen hellig og den samme mangel på skriftens bevis for det som hos de pavelige ledere, der fabrikerede mirakler. ret
(303) Denne hævdelse af, at mennesker hjemsøges af Guds dom for at bryde søndagen som hviledag, vil atter gentage sig. Den er allerede ved at blive gjort gældende. Romerkirken er forunderlig i sin snedighed og list. Den kan gætte, hvad der vil ske. Den venter, til dens tid er inde, fordi den ser, at de protestantiske kirker gør knæfald for den ved at antage den falske sabbat, og at de forbereder sig til at tvinge den igennem med de selv samme midler, som den selv anvendte i fordums tid. De, der forkaster sandhedens lys, vil alligevel søge hjælp hos denne, som den påstår, ufejlbarlige magt for at forherlige en forordning, der har sin oprindelse hos den. Det er ikke vanskeligt at forudsige, med hvilken glæde den vil komme protestanterne til hjælp i dette arbejde. Mon nogen bedre end de pavelige ledere forstår hvordan man skal handle med dem, der er ulydige mod kirken? ret
(303) Dersom ingen ænser dette, vil den protestantiske verden komme til at lære, hvad der i virkeligheden er Roms planer, men først, når det er for sent at slippe ud af fælden. Ganske stille vokser romerkirkens magt. Dens doktriner udøver deres indflydelse både i retssalene, i kirkerne og i menneskehjerterne. Den tårner sine højloftede og massive bygningsværker op, og i deres hemmelige skjulesteder vil de tidligere forfølgelser gentage sig. I hemmelighed og uden at vække mistanke samler den nye kræfter til at fremme sine egne formål, når tiden er inde hvor den kan slå til. Alt, hvad den ønsker, er en fordelagtig stilling, og dette har den allerede opnået. Vi skal snart komme til at se og mærke, hvad romerkirken stiler efter. Enhver, der så vil tro og adlyde Guds ord, vil derved pådrage sig vanære og forfølgelse. ret