(59) Krigen mod Bibelen havde været så bitter at der i visse perioder kun var nogle meget få eksemplarer af Bibelen tilbage, men Gud tillod ikke, at hans ord blev fuldstændig tilintetgjort. Dets sandheder skulle ikke være skjult for evigt. Det var lige så let for ham at løse de lænker, der bandt livets ord, som det var at åbne fængsels døre og løsne portslåer for at frigive hans tjenere. ret
(59) I flere lande i Europa tilskyndede Guds ånd forskellige mænd til at søge efter sandheden som efter en skjult skat. Helligånden ledede dem hen til den hellige skrift, som de læste med den dybeste interesse. De var besluttede på at følge lyset, hvad det end skulle koste. Skønt de ikke havde et klart begreb om alt, lykkedes det dem at finde mange sandheder, som længe havde været skjult. Disse mænd drog nu ud som Himmelens sendebud, sønderrev vildfarelsens og overtroens lænker og opfordrede mennesker, der havde levet i et langvarigt slaveri, til at stå op og forsvare deres frihed. ret
(59) Når man ser bort fra valdeserne, som havde skriften på deres eget sprog, havde Guds ord i lange tider været utilgængeligt for alle andre end de lærde, fordi det kun fandtes på sprog, som disse forstod; men nu var tiden kommet de skriften skulle oversættes og bringes ud til folket i de forskellige lande på deres eget sprog. Verdens midnatstime var forbi. Nattemørket var ved at blive fortrængt, og i mange lande så man de første tegn på morgengryet. ret
(59) I det fjortende århundrede fremstod "reformationens morgenstjerne" i England. John Wiclif, han var ikke blot reformationens forløber i England, men i hele kristenheden. Han var en forkæmper for den rene sandhed, en oase i ørkenen. ret
(60) Wiclif fik en alsidig uddannelse, og for ham var Herrens frygt visdoms begyndelse. På universitetet var han kendt for sin inderlige gudsfrygt, sine fremragende evner og sine gode kundskaber. I sin kundskabstørst stræbte han efter at gøre sig bekendt med alle grene inden for kundskab, blandt andet studerede han især sit eget lands civilret. Den uddannelse, han fik i sin ungdom satte sine tydelige spor i hans senere virksomhed. ret
(60) Ved siden af sin færdighed i at bruge de våben, som findes i Guds ord, besad han de intellektuelle kundskaber, som han havde erhvervet sig i skolerne, Hans store begavelse og hans, omfattende og grundige viden aftvang respekt hos både ven og fjende. Hans tilhængere bemærkede med tilfredshed, at deres leder indtog en førerstilling blandt landets åndelige elite, og hans fjender havde ingen mulighed for at ringeagte reformationens sag under henvisning til dens leders uvidenhed eller svaghed, Herren så i ham en mand med evner og kundskab, som ville lade sig bruge, og dette fik modstanderne til at tie og afholdt dem fra at vanære de sandheder han fremholdt. ret
(60) Da Wiclifs opmærksomhed var blevet henledt på skriften, gav han sig til at studere den med den samme grundighed, som havde sat ham i stand til at beherske studierne i skolerne. Han havde hidtil følt et stort savn, som de hidtidige studier og kirkens lære ikke havde formået at stille. Nu fandt han det, som han hidtil forgæves havde søgt i Guds ord. ret
(60) Det var gennem ordet, han lærte frelsesplanen at kende og så nu Kristus skildret som menneskets eneste talsmand. Han så at Rom havde forkastet Bibelens vej til fordel for menneskelige traditioner. Fra nu af trådte han i Kristi tjeneste og besluttede at forkynde de sandheder, han havde fundet. ret
(60) Jo mere kendskab han fik til pavedømmets vildfarelser, jo mere energisk forkyndte han Bibelens lære. Han blev klar over, at romerkirken havde ophøjet menneskelige traditioner på bekostning af Guds ord. Han var en dygtig og alvorlig lærer og en veltalende prædikant og praktiserede de sandheder han forkyndte, i det daglige liv. Hans kendskab til skriften, hans skarpe logik, hans rene vandel, hans retskaffenhed og hans ukuelige mod bevirkede, at han nød almindelig agtelse og tillid. En stor del af befolkningen blev utilfredse med deres hidtidige tro, da de så de synder, som blev begået inden for romerkirken. De lagde ikke skjul på, at de var glade for de sandheder, som Wiclif havde bragt frem for dagens lys. Men pavekirkens repræsentanter blev rasende, da de opdagede, at denne reformator øvede større indflydelse end de selv. ret
(61) Wiclif havde en veludviklet evne til at afsløre vildfarelser, og han gik frygtløst i krig med mange af de misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere billigede. På denne måde kom han i strid med paven og dennes tilhængere, og der blev gjort mange forsøg på at få ham dømt for kætteri, men Gud påvirkede prinsen således at denne forsvarede ham. Mens han var hofkapellan, erklærede han sig som en absolut modstander af, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste, at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med både fornuften og Guds ord. Nogle få år senere forsvarede han den engelske krone mod at blive overtaget af den romerske magt. Befolkningen og de adelige i England stod side om side med ham så hans fjender kunne ikke opnå noget imod ham. Ved en bestemt lejlighed blev han bragt frem for biskoppen, for at blive forhørt, men befolkningen omringede først bygningen, hvorefter de stormede ind og stillede sig imellem ham og dem der ville gøre ham ondt. ret
(61) På dette tidspunkt var der uroligheder inden for kirken idet paven forsøgte at få magten. Både paven og kirken påstod at være ufejlbarlige, og krævede lydighed, og ved hjælp af deres tilhængere førte de krig imod hinanden, og fremsatte de frygteligste forbandelser over deres modstandere, medens de lovede en stor belønning til dem der hjalp dem. Disse uoverensstemmelser var til stor skade for pavedømmet, og skånede Wiclif for yderligere forfølgelser. ret
(61) Wiclif prædikede evangeliet for de fattige ligesom hans mester havde gjort det, og som professor i teologi fremholdt han sandheden for de studenter han underviste, og for dette modtog han titlen "Evangeliets doktor", når han omtalte sine elever kaldte han dem sine venner og præster. ret
(62) Wiclif oversættelsen af Bibelen til engelsk, var den opgave som Gud på en speciel måde havde pålagt ham, og var derfor også det største arbejde han udførte i sit liv. Wiclifs oversættelse var den første Bibel der blev udgivet på engelsk, men da bogtrykning stadig var ret ukendt, var det forbundet med store vanskeligheder og arbejdet med at fremstille de mange kopier af Bibelen tog meget lang tid, men arbejdet blev udført og England fik sin første Bibel på sit eget sprog, og selv om der på den tid var mange der ikke kunne læse begyndte lyset fra Guds ord nu at sprede mørket. Den Guddommelige hånd forberedte vejen for reformationen. ret
(62) De der passivt havde overgivet sig til pavens lære begyndte nu at vågne og komme til fornuft, dette medførte at der rejste sig en modstand imod pavens lære og Bibelens ord blev modtaget med glæde. Wiclif forkyndte protestanternes klare lære, frelse ved troen på Jesus Kristus og Bibelens ufejlbarlighed. Mange præster sluttede sig til ham og var med til at udbrede det evangelium der er omtalt i Guds ord. Dette arbejde medførte at den ny tro blev modtaget af næsten halvdelen af det engelske folk, mørkets rige vaklede, og de munke der opholdt sig i landet lyttede med forundring til den ny lære og angrede. Dette medførte at hadet til den romerske kirke påny blussede op og en ny kamp mod reformatorerne begyndte, men Herren bevarede med sit skjold sine sande budbringere, og fjendens anstrengelser var forgæves, og forsøgene på at standse Wiclifs arbejde og at ødelægge hans liv mislykkedes. ret
(63) Wiclif døde i en alder af 61. Det var ikke lykkedes for pavens tilhængere at få deres vilje med Wiclif, mens han levede, og deres had blev ved med at ulme, så længe hans legeme hvilede uforstyrret i graven. 40 ret
(63) Hans fjender forstod kun i ringe grad betydningen af deres ondskabsfulde handling. Det var ved at læse Wiclifs skrifter, at Johan Huss i Bøhmen blev tilskyndet til at forkaste mange af romerkirkens vildfarelser og at gå i gang med reformarbejdet. ret
(63) Ligesom Wiclif var Huss en ægte kristen der helt havde overgivet sig til Herren. Han henviste til skriften og fordømte præsternes umoralske liv. Huss blev kendt langt udenfor sin normale omgangskreds og tusindvis tog med glæde imod den rene sandhed, hvilket irriterede paven og hans tilhængere. Huss blev derfor bedt om at gøre rede for sin lære ved et møde i Konstanz. ret
(63) Da Hus ankom til Konstanz, lod man ham være på fri fod. Kongen af Bøhmen havde givet ham frit lejde og kejser Sigismund sendte ham et lejdebrev, desuden føjede paven en personlig forsikring om beskyttelse til kejserens lejdebrev. Men de højtidelige løfter blev brudt, og reformatoren blev kort efter arresteret efter ordre fra paven og kardinalerne og kastet i et afskyeligt fængsel. Husses fængsling vagte stor harme i Bøhmen. Mægtige adelsmænd indsendte kraftige protester til kirkemødet på grund af denne voldshandling. Kejseren ville ikke gå med til, at lejdet blev brudt, og var modstander af, at der blev ført sag imod ham; men reformatorens fjender var ondskabsfulde og ville ikke bøje sig. De benyttede sig af kejserens fordomme og frygt og henviste til hans nidkærhed for kirken, og fremførte omfattende argumenter for at bevise, at man ikke behøver at holde sit ord til kættere eller til personer, som mistænkes for kætteri, selv om de har fået frit lejde fra kejsere og fra konger". ret
(64) På denne måde gennemtvang de deres vilje, og kom til at stå i lænker foran den kejser, som havde givet sit æresord på at ville beskytte ham. Under den lange retssag holdt han urokkeligt fast ved sandheden. Da han blev stillet over for valget mellem at tilbagekalde sin lære eller at lide døden, valgte han martyrens skæbne. Guds nåde holdt ham oppe, og i de kvalfulde uger, der gik, inden den endelige dom blev afsagt, fyldtes hans sjæl af himmelsk fred. Han skrev til en ven: Dette brev skriver jeg i mit fængsel og med min lænkede hånd. Jeg venter min dødsdom i morgen. Når vi ved Jesu Kristi hjælp mødes igen i det tilkommende liv med dets herlige fred, skal du få at vide, hvor barmhjertig Gud har været imod mig, og hvor kraftigt han har stået mig bi i mine fristelser og prøvelser." ret
(64) I sit dystre fængsel forudså han den sande troes sejr. Han vendte i sine drømme tilbage til kapellet i Prag, hvor han havde forkyndt evangeliet, og her så han paven og hans biskopper i færd med at udviske de billeder af Kristus, som han havde malet på dets vægge. "Dette syn pinte ham, men den næste dag så han mange malere beskæftiget med at male endnu flere billeder af Kristus i endnu klarere farver. Lige så snart de havde fuldendt deres arbejde, udbrød disse malere, som var omgivet af en vældig menneskemængde: "Lad nu paverne og biskopperne komme; de kan aldrig udviske dem mere!" Da reformatoren fortalte sin drøm, sagde han: "Jeg hævder bestemt, at Kristi billede aldrig vil blive udvisket. Det har været deres ønske at ødelægge det, men det vil blive malet på ny i alles hjerte af prædikanter, som er langt dygtigere end jeg." ret
(64) Snart efter Johan Husses død blev hans trofaste ven Hieronymus der også var en mand med stor indsigt og nidkærhed, dømt til døden, og dermed led han samme skæbne som Huss. På denne måde omkom Guds trofaste lysbærere, men strålerne af sandhedens lys, og lyset fra deres heltemodige indsats kunne ikke slukkes. Mægtige mænd forsøgte at få solen til at gå tilbage i sin egen bane, for at den morgen der var ved at bryde frem ikke skulle blive til noget. ret
(65) Efter Wiclifts død, fortsatte protesterne imod den falske lære, selv om det stadig betød forfølgelse. Ligesom de troende på apostlenes tid var der mange der gav afkald på jordisk gods og ære for at følge Kristus. De der fik lov til at blive i deres huse modtog med glæde dem der var blevet forvist. Og da de også blev forvist fra deres hjem aksepterede de at leve som udstødte og glædede sig over at få lov til at lide for troens skyld. ret
(65) Der blev gjort store anstrengelser for at styrke og udvide pavens magt, men da paverne der stadig gjorde krav på at være Kristi stedfortrædere, levede et fordærvet liv gjorde befolkningen modstand. Når et vidne måtte lade sandhedens fakkel falde, var der straks en anden der overtog den og trofast holdt den højt hævet. Forfølgelsen gjorde at der fremstod trofaste mænd, ikke blot i de forskellige trossamfund, men også i forskellige lande. Der var mænd der rakte deres hænder frem og greb den tro som Wiclif 1OO år tidligere havde forkyndt. Reformationen begyndte på Luthers tid i Tyskland. Calvin prædikede evangeliet i Frankrig. Zwiklin i Sweits. Verdenen var ved at vågne op, og fra land til land lød råbet "RELIGIONS-FRIHED"! Dette råb blev forstærket af den kendsgerning, at man nu var istand til at trykke Bibelen, og den blev derfor mere og mere udbredt. Mange fik nu kendskab til, at der i Guds ord, ikke er grundlag for de katolske doktriner. ret