(105) Luthers hemmelighedsfulde forsvinden vakte bestyrtelse i hele Tyskland. Alle vegne hørte man forespørgsler om ham. Der gik de vildeste rygter, og mange troede, at han var blevet myrdet. Der blev sørget dybt, ikke blot af dem, der havde erklæret sig for hans venner, men af tusinder, som ikke åbent havde taget standpunkt for reformationen. Mange forpligtede sig ved en højtidelig ed til at hævne hans død. ret
(105) Katolikkerne så med skræk, til hvilken højde følelserne imod dem var steget. Skønt de til at begynde med jublede over Luthers formodede død, ønskede de snart at kunne skjule sig for folkets harme. Hans fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristigste handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i deres raseri havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt nu, hvor han var blevet en hjælpeløs fange. "Den eneste måde, hvorpå vi nu kan redde os," sagde en af dem, "er med tændte fakler at lede efter Luther i hele verden for så at give ham tilbage til det folk, som råber på ham." Kejseren syntes at være magtesløs, og de pavelige udsendinge var harmfulde da de så, at Luthers skæbne vakte så stor opmærksomhed. ret
(105) Meddelelsen om, at han var i sikkerhed, blev nødt med stor begejstning af folket. Hans skrifter blev læst med endnu større begærlighed end nogensinde tidligere. I et stadig større antal sluttede man op om den heltemodige mands sag, han, som havde kæmpet en så ulige kamp for at forsvare Guds ord. Reformationen tiltog stadig i styrke. Den sæd, som Luther havde sået, spirede frem alle vegne. Hans fravær udrettede noget, som hans nærværelse ikke ville have været i stand til. Hans medarbejdere følte et nyt ansvar, nu da deres store fører var borte. Med ny tro og alvor gik de fremad for at gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at det værk, som var begyndt så herligt, ikke skulle standses af noget. ret
(106) Men Satan spildte ikke tiden. Nu forsøgte han, at narre og ødelægge mennesker ved at prakke dem en efterligning på i stedet før det ægte arbejde. Ligesom der i den kristne kirkes første århundrede var falske Messias'er, sådan fremstod der falske profeter i det sekstende århundrede. ret
(106) Nogle mænd, der var dybt betaget af røret i den religiøse verden, bildte sig ind at have modtaget særlige åbenbaringer fra Himmelen og hævdede at have fået guddommeligt pålæg om at fuldføre reformationen, som de erklærede kun var blevet påbegyndt i det små af Luther. I virkeligheden ødelagde de netop det arbejde, som han havde udført. De forkastede den store grundsætning, som var selve reformationens grundvold at Guds ord er den eneste fuldgyldige rettesnor for troen og dens udøvelse og erstattede denne ufejlbarlige vejviser med deres egne følelsers og indtryks foranderlige og usikre målestok. Da den store kender af falskhed og vildfarelser således var tilsidesat, stod vejen åben for Satan til efter eget forgodtbefindende at herske over sjælene. ret
(106) En af disse profeter hævdede at være blevet belært af engelen Gabriel. En student, som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier, idet han erklærede, at han af Gud selv var blevet begavet med visdom til at udlægge hans ord. Andre, som havde naturlig tilbøjelighed til fanatisme, sluttede sig til dem. Luthers prædiken havde alle vegne fået mennesker til at føle nødvendigheden af en reform, og nu blev nogle virkelig ærlige folk vildledt af de nye profeters falske fremstilling. ret
(106) Bevægelsens ledere drog til Wittenberg og bestormede Melanchthon og hans medarbejdere med deres krav. De sagde: "Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har haft fortrolige samtaler med Herren; vi ved, hvad der skal ske; kort sagt, vi er apostle og profeter og indanker vor sag for dr. Luther." Reformatorerne blev forbavsede og forvirrede. Noget sådant havde de aldrig før stødt på, og de vidste ikke, hvilken vej de skulle følge. Melanchthon sagde: "Der er i sandhed en usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad er det for en ånd? På den ene side må vi vogte os for at udslukke Guds Ånd, og på den anden for at lade os vildlede af Satans ånd." ret
(107) Men snart åbenbarede den nye læres frugter sig. Mennesker blev forledt til at forsømme Bibelen eller helt kaste den til side. Der kom forvirring i skolerne. Studenter, som med foragt afviste al disciplin, opgav deres studier og forlod universitetet. De mænd, som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, havde kun held til at bringe den til ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selvtillid og udbrød begejstret: "Endnu en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor " ret
(107) På Wartburg hørte Luther, hvad der var sket, og sagde dybt bekymret: "Jeg har altid ventet, at Satan ville sende os denne pest." Han gennemskuede disse falske profeters sande karakter og så den fare, som truede sandhedens sag. Pavens og kejserens modstand havde ikke voldt ham så stor bekymring og sorg som den, han nu erfarede. Fra reformationens erklærede venner var dens værste fjender fremstået. De samme sandheder, som havde bragt ham så stor glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. I det reformeringsarbejde, hvortil Luther var blevet drevet af Guds Ånd, var han blevet ført videre, end han havde tænkt sig. Det havde ikke været hans hensigt at indtage den stilling som han nu gjorde, eller at foretage så radikale forandringer. Han havde kun været redskabet i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han ofte for resultatet af sit værk. Han har engang sagt: "Hvis jeg vidste, at min lære ville skade et menneske, blot et eneste menneske, hvor ringe og ukendt det end var, ville jeg tilbagekalde den, men det kan den ikke, for den er selve evangeliet." ret
(107) Wittenberg, det egentlige midtpunkt for reformationen, ver ved nu at ligge under for fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers lære; men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for det. I sit hjertes bitterhed spurgte han undertiden: "Kan reformationens store værk da virkelig ende på denne måde?" Men når han så havde kæmpet med Gud i bøn, strømmede freden atter ind i hans sjæl. "Denne gerning er ikke min, men din egen," sagde han, "du vil ikke tillade, at den fordærves af overtro eller fanatisme." Men tanken om, fortsat at holde sig uden for kampen i denne krisesituation blev ham uudholdelig, og han besluttede at vende tilbage til Wittenberg. ret
(108) Uden tøven begav han sig ud på sin farefulde færd. Han var under rigets band. Det stod fjenderne frit for at tage hans liv, og det var hans venner forbudt at hjælpe eller huse han. De kejserligt myndigheder traf de strengeste forholdsregler mod hans tilhængere. Men han så, at ordets gerning var i fare, og i Guds navn drog han ud, uden frygt for at kæmpe for sandheden. ret
(108) Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog med beslutsomhed og fasthed, påbegyndte han sit arbejde. "Ved ordets kraft," sagde han, "må vi omstyrte og ødelægge det, som er bygget op med vold. Jeg vil ikke gøre brug af magt over for de overtroiske og vantro. Ingen må tvinges. Frihed er selve indbegrebet af tro." Da han besteg prædikestolen, lærte, formanede og dadlede han med megen visdom og mildhed. Guds ord brød den fanatiske ophidselses trolddom. Evangeliets magt førte det vildledte folk tilbage til sandhedens vej. ret
(108) Luther nærede intet ønske om at mødes med de der alligevel ikke mente det de sagde og hvis fremfærd havde forårsaget så meget ondt. Han vidste, at det var mennesker med usund dømmekraft og utøjlede lidenskaber, som, mens de hævdede at være særlig oplyste af Himmelen, ikke ville tåle den mindste modsigelse eller selv den venligste bebrejdelse eller råd. De tiltog sig selv den øverste myndighed og krævede, at alle uden at stille spørgsmål skulle gå ind på deres krav. Men da de forlangte en sammenkomst med ham, indvilligede han i at møde dem; og det lykkedes ham så godt at afsløre dem, at bedragerne med det samme forlod Wittenberg. ret
(109) Fanatismen var dæmpet for en tid; men nogle år efter brød den atter ud med endnu større voldsomhed og med frygteligere resultater. Luther sagde med hensyn til lederne af denne bevægelse: "For dem er den hellige skrift kun døde bogstaver, og de gav sig alle til at råbe: "Ånden! Ånden!" Men et er sikkert: jeg vil ikke følge dem derhen, hvor deres ånd fører dem. Måtte Gud i sin barmhjertighed bevare mig fra en kirke, hvori der ikke findes andre end helgener. Jeg ønsker at bo hos de ringe, de svage, de syge, som kender og føler dets synder, og som stadig stønner og råber til Gud fra deres hjertes dyb for at opnå hans trøst og hjælp." ret
(109) Thomas Münzer, som var den mest aktive af dem der sagde en ting, men mente noget andet, han var en mand med betydelige evner, som, hvis de var blevet rigtigt anvendt, ville have hjulpet ham til at gøre meget godt; men han havde ikke lært de første grundsætninger i sand gudstro. Han mente at han var udvalgt af Gud til at reformere verden og glemte, som alle fanatikere, at reformationen måtte begynde med ham selv." ret
(109) Han var ærgerrig efter at opnå stilling og indflydelse og var uvillig til at være nummer to, selv efter Luther. Han erklærede, at reformatorerne ved at erstatte pavens myndighed med skriftens kun oprettede en anden slags katolsk lære. Han hævdede, at han selv var kaldet af Gud, som et middel mod det onde, og at denne tilkendegivelse af ånden var det middel der skulle bruges til at indføre den sande reformation. "Den, som har denne ånd," sagde Münzer, "ejer den sande tro, om han så aldrig i sit liv skulle få skriften at se." ret
(109) Disse fanatiske lærere lod sig beherske af indskydelser, idet de anså enhver tanke og impuls for at være Guds røst; følgelig gik de til farlige yderligheder. Nogle brændte endog deres bibler, mens de råbte: "Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende." Münzers lære talte til menneskers begær efter det vidunderlige, og tilfredsstillede deres hovmod ved, at stille menneskelige tanker og meninger over Guds ord. Tusinder tog imod hans lære. Snart fordømte han al orden inden for offentlig gudstjeneste og erklærede, at lydighed mod fyrster var et forsøg på at tjene både Gud og Belial. ret
(110) Menneskesjæle, som allerede var begyndt på at frigøre sig for pavevældets åg, var også ved at blive utålmodige under de borgerlige myndigheders tvang. Münzers revolutionære lære, som hævdede at have guddommelig stadfæstelse, forledte dem til at bryde ud fra al kontrol og give deres fordomme og lidenskaber frie tøjler. Der fulgte nu de frygteligste optrin med oprør og strid, og Tysklands marker blev gennemvædede af blod. ret
(110) Den sjæleangst, som Luther for længe siden havde følt i Erfurt, knugede ham nu med fordoblet magt, da han så, at reformationen blev anklaget for følgerne af denne hykleriske indstilling. De katolske fyrster erklærede, at opstanden var den naturlige følge af Luthers lære, og mange var parat til at sætte lid til erklæringen. Skønt denne anklage savnede ethvert grundlag, måtte den nødvendigvis volde reformatoren stor sorg. At sandhedens sag således skulle vanæres ved at ligestilles med den laveste fanatisme, syntes mere, end han kunne bære. På den anden side hadede opstandens ledere Luther, fordi han ikke blot havde modsat sig deres lære og benægtet deres hævdelse af guddommelig inspiration, men han havde erklæret dem for oprørere mod de borgerlige myndigheder. Som hævn erklærede de ham for en ussel hykler. Det var, som han havde pådraget sig både fyrsternes og folkets fjendskab. ret
(110) Katolikkerne var begejstrede og ventede snart at opleve reformationens fald. De anklagede Luther for netop de vildfarelser, som han alleralvorligst havde søgt at rette. Hyklerenes parti havde ved løgnagtig hævdelse af at være blevet behandlet med stor uretfærdighed haft held til at vinde sympati hos en stor del af folket, og som det ofte går dem, der vælger det forkerte, lykkedes det dem at blive betragtet som martyrer. På denne måde blev de, som satte alle kræfter ind på at skade reformationen, lovpriste som ofre for grusomhed og undertrykkelse. Dette var Satans værk, tilskyndet af den samme oprørsånd, som først åbenbarede sig i Himmelen. ret
(111) Satan prøver stadig at føre mennesker bag lyset og få dem; til at kalde synd for retfærdighed og retfærdighed for synd. Hvor er dette lykkedes godt for ham! Hvor ofte lyder ikke dom og bebrejdelser mod Guds trofaste folk, fordi de uden frygt tager sandheden i forsvar! Mennesker, som er Satans hjælpere, bliver rost og smigret og endog betragtet som martyrer, mens de, som burde æres og hjælpes på grund af deres, troskab mod Gud, får lov at stå ene, mistænkte og uden menneskens tillid. ret
(111) Forloren hellighed, uægte fromhed udøver stadig sit bedrag. Under forskellige skikkelser viser den samme ånd som i Luthers dage sig stadig. Den vender sjæle bort fra skriften og bringer mennesker til, at følge deres egne følelser og indskydelser i stedet for i lydighed, at rette sig efter Guds lov. Dette er et af Satans snedig påfund for at bringe vanære over renhed og sandhed. ret
(111) Uden frygt forsvarede Luther evangeliet mod de angreb, som kom fra alle kanter. Guds ord viste sig at være et våben, som var mægtigt i enhver strid. Med dette ord førte han krig mod pavens tilranede myndighed og mod de der forkyndte den falske lære, mens han stod fast som en klippe mod de hyklere, der søgte at forene sig med reformationen. ret
(111) Disse modstridende elementer ville på sin egen måde tilsidesætte den hellige skrift og ophøje menneskelig visdom til at være kilden til religiøs sandhed og viden. Nogle har fornuften som deres afgud og gør denne til religionens kendetegn. Katolicismen, som hævder, at dens pavefyrste har en inspiration, som i lige linje er nedarvet fra apostlene og uforanderlig til alle tider, giver rig lejlighed til, at alle slags udskejelser og fordærvelse kan skjules under det apostolske embedes ukrænkelighed. Den inspiration, som Munzer og hans fæller hævdede at have, var fantasiens påfund, og dens indflydelse var nedbrydende for al myndighed, både menneskelig og guddommelig. Sand kristendom modtager Guds ord som det største skatkammer for åndelig sandhed og prøvestenen for al inspiration. ret
(111) Ved hjemkomsten fra Wartburg fuldendte Luther oversættelsen af Det nye Testamente, og snart efter blev evangeliet givet til det tyske folk på deres, eget sprog. Denne oversættelse blev modtaget med stor glæde af alle, som elskede sandheden, men den blev med foragt afvist af dem, som foretrak overleveringer og menneskers bud. ret
(112) Præsterne var forfærdede ved tanken om, at jævne folk nu skulle blive i stand til at diskutere Guds ords forskrifter med dem, så deres egen uvidenhed på den måde kunne afsløres. Deres verdslige tankegangs våben var magtesløse mod Åndens sværd. Rom opbød al sin myndighed for at forhindre skriftens udbredelse, men bandlysning og tortur var lige frugtesløse. Jo mere Rom fordømte og forbød Bibelen, jo ivrigere blev folk efter at vide, hvad den egentlig lærte. Enhver, som kunne læse, higede efter selv at studere Guds ord. Mange havde det ny testamente med sig overalt og læste det om og om igen og var ikke tilfredse, før de havde lært store dele af det udenad. Da Luther så, med hvilken glæde Det nye Testamente blev modtaget, begyndte han straks på en oversættelse af Det gamle Testamente og udgav de enkelte dele, så hurtigt som han fik dem færdige. Luthers skrifter blev modtaget med lige stor glæde i byer og landsbyer. ret
(112) Ved nattetid læste landsbyskolernes lærere højt fra Luthers oversættelse af Guds ord for de smågrupper, som havde samlet sig om den hjemlige arne. Hver eneste gang blev nogle sjæle overbevist om sandheden, og når de med glæde havde modtaget ordet, blev det deres tur at fortælle andre det gode budskab. ret
(112) Disse inspirerede ord blev stadfæstede: "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." Sl, 119,130. Studiet af skriften frembragte en vældig forandring i folkets sjæl og hjerte. Pavedømmet havde lagt et jern åg på sine undersåtter og derved holdt dem nede i uvidenhed og nedværdigelse. Man havde samvittighedsfuldt bevaret en overtroisk overholdelse af ydre former, men i hele deres gudstjeneste havde hjertet og forstanden kun haft ringe del. Luthers forkyndelse, som fremlagde Guds ords ligefremme sandheder, og dertil selve ordet, som blev lagt i jævne folks hænder, havde vakt deres slumrende kræfter og ikke blot renset og forædlet deres åndelige natur, men givet ny styrke og kraft til forstanden. ret
(113) Man kunne møde mennesker af alle rangklasser, som med Bibelen i deres hænder forsvarede reformationens lære. Katolikkerne, som havde overladt studiet af skriften til præster og munke, hidkaldte nu disse, for at de skulle gendrive den nye lære. Men præsterne og munkene, som var lige så uvidende om skriften som om Guds magt, blev fuldstændig slået af marken af dem, som de havde erklæret for ulærde og kætterske. "Ulykkeligvis," sagde en katolsk forfatter, "havde Luther overtalt sine tilhængere til ikke at have tillid til nogen anden visdomskilde end den hellige skrift." ret
(113) Store skarer forsamlede sig for at høre sandheden udlagt af mænd uden megen uddannelse, ja, for at høre dem diskutere den med lærde og veltalende teologer. Disse store folks skammelige uvidenhed blev afsløret, når deres argumenter blev imødegået med Guds ords enfoldige lære. Arbejdere, soldater, kvinder, ja, selv børn kendte mere til Bibelens lære end præsterne og de lærde doktorer. ret
(113) Da nu de katolske præster så, at deres menigheder blev mindre, påkaldte de myndighedernes hjælp, og med alle de midler, de havde til rådighed, forsøgte de at få deres tilhørere tilbage. Men folk havde i den nye lære fundet det som tilfredsstillede deres hjertes trang, og de vendte sig bort fra dem, som så længe havde ladet dem leve af overtroens og menneskelige traditioners værdiløse avner. ret
(113) Da forfølgelsen brød løs over sandhedens lærere, gav de agt på Kristi ord: "Når de forfølger jer i en by, så flygt til en anden." Matt 10,23. Et eller andet sted plejede flygtningene at finde en gæstfri dør, som åbnede sig for dem, og de blev der, prædikede Kristus, i kirken, eller hvis der blev nægtet dem retten hertil, så i private hjem eller under åben himmel. Hvor som helst de kunne opnå at blive hørt, var stedet for dem et helligt tempel. Sandhedens ord, som blev forkyndt med en sådan iver og forvisning, spredtes med uimodståelig kraft. ret
(113) Forgæves påkaldte man både de gejstlige og borgerlige myndigheder for at knuse kætteriet. Forgæves tog de deres tilflugt til fængsel, pinsler, ild og sværd. Tusinder af troende beseglede deres tro med deres blod, og dog skred værket fremad. Forfølgelsen bevirkede kun, at sandheden bredte sig mere; og den fanatisme, som Satan prøvede at knytte sammen med den, gjorde forskellen mellem Satan og Guds værk endnu mere åbenbar. ret