(101) Den næste dag gik Jesus ind i helligdommen. Tre år tidligere fandt han i den ydre forgård dem, der købte og solgte, og han havde irettesat dem og drevet dem ud. Da han nu atter kom ind i helligdommen, så han, at de samme forhold stadig gjorde sig gældende. Forgården var fyldt med kvæg, får og fugle. De blev solgt til dem, der ønskede at bringe et offer for deres synder. De, der drev denne handel, gjorde sig skyldige i pengeafpresning og tyveri. Støjen fra forgården var så forstyrrende, at den alvorligt generede dem, der tilbad inde i templet. ret
(101) Jesus stod på tempeltrappen, og atter skuede hans gennemtrængende blik ud over forgården. Alles øjne var rettet imod ham. Folkets højrøstede tale og larmen fra kvæget forstummede. Alle så med forfærdelse og ærefrygt på Guds Søn. ret
(102) Det guddommelige gennemstrålede det menneskelige og gav Jesus en værdighed og glans, som han aldrig før havde lagt for dagen. Stilheden blev næsten uudholdelig. Endelig talte han med klar stemme og med en kraft, der påvirkede folket som et vældigt uvejr: "Der står skrevet: "Mit hus skal være et bedehus" men I har gjort det til en røverkule". Luk. 19,46. ret
(102) Med endnu større myndighed, end han havde udvist for tre år siden, befalede han: "Tag dette bort herfra!" Templets præster og rådsherrer var en gang tidligere flygtet ved lyden af denne stemme. Siden skammede de sig over deres frygt. De mente ikke, at de nogensinde skulle flygte mere på den måde. Men de var mere forfærdede nu og adlød hurtigere hans befalinger end før; de jog kvæget foran sig og styrtede ud af helligdommen. ret
(103) Snart fyldtes forgården med folk, som bragte deres syge til Jesus, for at han skulle helbrede dem. Nogle var døden nær. Disse lidende mennesker følte deres store nød. Bønfaldende fæstede de deres blik på Jesu ansigt angst for at skulle møde den strenghed, hvormed han havde drevet de handlende ud. Men de så kun kærlighed og øm medlidenhed i hans udtryk. ret
(103) Jesus tog venligt imod de syge, og sygdom og lidelser veg bort ved berøringen af hans hånd. Kærligt tog han børnene på sine arme, stillede deres gråd, befalede sygdom og smerter at vige fra deres små skikkelser, og gav dem smilende og raske tilbage til deres mødre. ret
(103) Hvilken scene, der mødte præsterne og rådsherrerne, da de forsigtigt vendte tilbage til helligdommen! De hørte stemmer af mænd, kvinder og børn, som priste Gud. De så syge, som var blevet helbredt, blinde, som havde fået deres syn, døve, som havde fået deres hørelse, og lamme, som sprang af glæde. ret
(104) Børnene førte an i denne lovprisning. De gentog hosiannaråbene fra dagen før og svingede palmegrene foran Frelseren. Helligdommens bygning gav genlyd af råbene: "Hosianna Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" Matt. 21,9. "Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig er han". Zak. 9,9. ret
(104) Rådsherrerne forsøgte at bringe de glade børn til tavshed, men alle var fyldt med fryd og glæde over Jesu undergerninger og ville ikke tie stille. De henvendte sig da til Jesus, for at han skulle befale dem at tie. "Hører du ikke, hvad de siger?" spurgte de. Jesus svarede dem: "Jo, men har I aldrig læst de ord: "Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?" Matt. 21,16. ret
(105) Folkets stolte ledere havde forkastet den herlige forret at forkynde Kristi fødsel og fremme hans værk på Jorden. Men hans pris måtte forkyndes, og Gud valgte børnene til at gøre det. Var de glade børns råb blevet bragt til tavshed, ville selve søjlerne i helligdommen have udråbt Frelserens pris. ret