Kristus vor Frelser kapitel 18fra side130.     Fra side 113 i den engelske udgave.

tilbage

Jesus for Annas, Kajfas og Det store råd

(130)   En hujende hob førte Jesus bort fra Getsemane have. Det voldte ham smerte at bevæge sig, fordi hans hænder var bundet så stramt og han blev strengt bevogtet. De førte ham først til Annas hus. Annas havde tidligere været ypperstepræst, men hans embede blev nu beklædt af hans svigersøn Kajfas. Den onde Annas havde fremsat ønske om at blive den første, der fik fremstillet Jesus fra Nazaret som lænket fange. Han håbede at kunne afkræve ham et bevis, der ville sikre hans domfældelse. ret

(130)   Med dette for øje spurgte han nu Frelseren ud om hans disciple og om hans lære. Jesus svarede: "Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagoger og i helligdommen, der, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt". ret

(131)   Idet han derpå henvendte sig direkte til den, der spurgte ham ud, sagde han: "Hvorfor spørger du så mig? Spørg dem, der har hørt det, om hvad jeg har talt til dem". Joh. 18,20-21. ret

(131)   Præsterne havde selv udsendt spioner til at vogte på ham og rapportere hvert eneste ord, han sagde. Gennem disse spioner havde de fået oplysning om hans udtalelser og handlinger ved enhver sammenkomst, hvor han havde været til stede. Spionerne havde søgt at fange ham i ord, for at de kunne finde noget at anklage ham for. Derfor sagde Frelseren: "Spørg dem, der har hørt det". Spørg jeres spioner. De har hørt det, jeg har sagt. De kan give jer besked om min lære. ret

(132)   Jesu ord var så gennemtrængende og slående, at præsten fik fornemmelsen af, at hans fange læste hans inderste tanker. Men en af Annas tjenere, som mente, at der ikke blev vist hans herre tilbørlig agtelse, gav Jesus et slag i ansigtet, idet han sagde: "Svarer du ypperstepræsten sådan?" Jesus svarede mildt: "Har jeg talt usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt; men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?" Joh. 18,22. og 23. ret

(132)   Jesus kunne have kaldt legioner af engle fra Himmelen til hjælp. Men det var en del af hans mission som menneske at tåle al den hån og forsmædelse, som mennesker kunne bebyrde ham med. Fra Annas hus blev Frelseren ført til Kajfas palads. Han skulle bringes ind for det store råd, og medens dets medlemmer blev kaldt sammen, udspurgte Annas og Kajfas ham på ny, men de vandt ikke noget derved. Da rådets medlemmer var samlet, indtog Kajfas sin plads som formand. På hans højre og venstre side sad dommerne, og foran stod romerske soldater og holdt vagt over Frelseren; bag disse var den anklagende pøbelhob. ret

(133)   Kajfas befalede nu Jesus at udføre et af sine mægtige mirakler for deres øjne. Men Frelseren lod ikke til at have hørt et ord af det. Havde han svaret med et eneste hjerteransagende blik som det, han sendte dem, der købte og solgte i helligdommen, ville hele morderskaren være blevet tvunget til at flygte for hans åsyn. Jøderne var på dette tidspunkt under romernes herredømme og havde ikke lov til at straffe nogen med døden. Det store råd kunne blot forhøre fangen og afsige dommen, som så skulle stadfæstes af den romerske øvrighed. ret

(133)   For at rådet kunne opnå sine onde hensigter, måtte det skaffe sådanne vidnesbyrd mod Frelseren, som den romerske landshøvding ville betragte som kriminelle. De kunne føre mange beviser for, at Jesus havde talt mod den jødiske tradition og flere af deres forordninger. Det var en let sag at bevise, at han havde anklaget præsterne og de skriftkloge, og at han havde kaldt dem hyklere og mordere. Men dette ville romerne ikke tage hensyn til, for de var selv forargede over farisæernes hykleri. ret

(134)   Mange beskyldninger blev fremført mod Jesus, men enten stemte vidnerne ikke overens, eller også var beviserne af en sådan art, at de ikke ville blive godkendt af romerne. De søgte at få Jesus til at svare på deres anklager, men han stod, som om han ikke havde hørt dem. Denne tavshed hos Jesus skildrede profeten Esajas således: "Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund". Es. 53,7. ret

(134)   Præsterne begyndte at blive ængstelige for, at det ikke skulle lykkes dem at skaffe noget vidnesbyrd imod deres fange, som de kunne forelægge Pilatus. De indså, at der måtte gøres et sidste forsøg. Ypperstepræsten løftede sin højre hånd mod Himmelen og henvendte sig til Jesus med en højtidelig ed: ret

(135)   "Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: "Sig os, om du er Kristus, Guds Søn". Matt. 26,63. Frelseren havde aldrig fornægtet sin mission eller sit forhold til Faderen. Han kunne tie over for personlige fornærmelser, men han tog altid klart og tydeligt til orde, når hans gerning eller hans stilling som Guds Søn blev draget i tvivl. Alle lyttede med spændt opmærksomhed og hvert øje var fæstet på ham, da han svarede: "Du har selv sagt det". ret

(135)   Efter datidens skik var dette det samme som at sige "Ja" eller "Det er, som du har sagt". Det var det stærkeste udtryk for et bekræftende svar. Et himmelsk lys syntes at oplyse Frelserens blege ansigt, da han tilføjede: "Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer". Matt. 26,64. ret

(136)   I denne udtalelse fremstillede Frelseren det modsatte af det, der nu fandt sted. Han pegede fremad til den tid, da han skulle beklæde embedet som Himmelens og Jordens højeste dommer. Da skulle han sidde på Faderens trone, og hans kendelser ville ikke kunne appelleres. ret

(136)   For sine tilhørere skildrede han hin dag, da han i stedet for at være omringet og mishandlet af en oprørsk pøbelhob ville komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Da ville han blive ledsaget af legioner af engle. Da skulle han afsige dom over sine fjender, blandt hvilke ville findes den skare, som nu anklagede ham. ret

(136)   Idet Jesus udtalte disse ord og erklærede, at han var Guds Søn og verdens dommer, sønderrev ypperstepræsten sine klæder som tegn på sin forfærdelse. Han løftede begge hænder mod Himmelen og sagde: "Han har spottet Gud, hvad skal vi mere med vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse. Hvad mener I?" ret

(137)   Dommerne svarede: "Han er skyldig til døden". Matt. 26,65-66. Det var i strid med jødernes lov at forhøre en fange om natten. Skønt dommen over Jesus var besluttet, måtte der holdes et lovformeligt forhør om dagen. Jesus blev ført til vagtstuen, hvor han blev udsat for latterliggørelse og mishandling af soldaterne og pøbelen. Ved daggry blev han på ny ført frem for sine dommere, og den endelige domsafsigelse blev forkyndt. ret

(137)   Nu blev lederne og folket grebet af et satanisk raseri. Brølet af stemmer var som vilde dyrs brøl. De styrtede ind på ham og råbte: "Han er skyldig; dræb ham" Og havde det ikke været for soldaterne, var han blevet revet i stykker. Men den romerske øvrighed greb ind og holdt med våbenmagt pøbelens voldsomhed i tøjler. ret

(137)   Præsterne, rådsherrerne og pøbelhoben forenede sig nu i at forhåne Frelseren. Et gammelt klædningsstykke blev kastet over hans hoved og hans forfølgere slog ham i ansigtet og sagde: "Profeter for os, Kristus, hvem var det, der slog dig" Matt. 26,28. ret

(138)   Da klædet blev fjernet, var der en blandt mængden, der spyttede Frelseren i ansigtet. Guds engle nedtegnede med troskab alle krænkende blikke, ord og handlinger mod deres elskede fyrste. En dag ville disse grusomme mænd, som foragtede og spyttede i Kristi rolige, blege ansigt, få det at se i dets herlighed, når det lyser klarere end solen. ret

(138)   Et kors det var det hårde, trange leje, som jordens børn gav Frelseren i eje, kun had til bolster og kun hån til hynde fik han, der ikke kendte til at synde. Nu vajer korset højt i folkets banner, og by ved by en korsets kirke stander, mod gyldne kors sig aftensolen bryder, og korsets ord fra tusind tunger lyder. ret

(139)   Ja, korset knejser over land og bølge, og hvo vil ikke Jesu indtog følge? Og alle kommer de med palmegrene, men hvo vil være Simon af Kyrene? Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre; men vil du favne ham i aftenfreden, så må du følge ham i middagsheden. Vel dig, som gik med ham i livets trængsler, for dig går dødens port på lette hængsler! Vel mig, om stav jeg kan af korset skære, da går jeg let, hvor vejene er svære. ret

næste kapitel