Kristus vor Frelser kapitel 22fra side157.     Fra side 133 i den engelske udgave.

tilbage

Jesus dømmes af Pilatus

(157)   Da jøderne forlod Herodes og førte Frelseren tilbage til Pilatus, blev denne meget misfornøjet og spurgte, hvad de ville, at han skulle gøre. Han mindede dem om, at han havde forhørt Jesus og ingen skyld fundet hos ham. Han meddelte, at de havde ført klagemål imod ham, men ikke været i stand til at bevise en eneste beskyldning. ret

(157)   Som nævnt i foregående kapitel havde de ført ham til Herodes, der var jøde ligesom de, og han havde heller ikke fundet noget hos ham, hvorfor han fortjente døden. Men for at stille anklagerne tilfreds sagde Pilatus: "Derfor vil jeg give ham en revselse og så løslade ham." Luk. 23,16. ret

(157)   Her åbenbarede Pilatus sin svaghed. Han havde erkendt, at Jesus var uskyldig hvorfor skulle han så straffe ham? Det var at gå på akkord med uretfærdigheden. Det glemte jøderne ikke under hele retshandlingen. De havde skræmt den romerske landshøvding og benyttede sig nu af deres fordel til at sikre sig dommen over Jesus. ret

(158)   Mængden råbte endnu stærkere på fangens liv. Medens Pilatus nærede uvished om, hvad han skulle gøre, blev der overbragt ham et brev fra hans hustru. Det lød: "Hold dig fra denne retfærdige mand; thi jeg har i nat lidt meget i en drøm for hans skyld". Matt. 27,19. Pilatus blev bleg, da han læste dette budskab, men pøbelen blev mere påtrængende, da de så hans ubeslutsomhed. ret

(158)   Pilatus indså, at der måtte gøres noget. "Ved højtiden plejede landshøvdingen at give mængden en fange fri, hvem de ønskede". De romerske soldater havde nylig pågrebet en berygtet røver, som hed Barabbas. Han var en nedrig bandit og en morder. Pilatus vendte sig derfor til mængden og sagde med stort alvor: ret

(159)   "Hvem vil I, at jeg skal løslade jer. Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus" Matt. 27,15. og 17. De svarede: "Bort med ham, men lad os få Barabbas løsladt!" Luk. 23,18. Pilatus blev målløs af forfærdelse og skuffelse. Ved at opgive sin egen mening og appellere til folket mistede han sin værdighed og sit herredømme over mængden. Herefter var han kun et redskab i pøbelens hånd. De bøjede ham efter deres vilje. ret

(159)   Han spurgte nu: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" Som med en stemme råbte de: "Lad ham blive korsfæstet!" Landshøvdingen spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de skreg endnu højere: "Lad ham blive korsfæstet!" Matt. 27,22-23. ret

(159)   Pilatus kinder blegnede, da han hørte det frygtelige råb: "Lad ham blive korsfæstet!" Han havde ikke tænkt, at det skulle komme så vidt. Han havde gentagne gange erklæret Jesus uskyldig, og alligevel var folket besluttet på, at han skulle lide denne forfærdelige og frygtede død. Igen stillede han spørgsmålet: ret

(160)   "Hvad ondt har denne mand da gjort?" Og atter hørtes det forfærdelige råb: "Korsfæst, korsfæst ham!" Pilatus gjorde nu et sidste forsøg på at bevæge dem til medlidenhed. Han tog Jesus, udmattet som han var af træthed og dækket med sår, og lod ham piske i anklagernes påsyn. "Og soldaterne flettede en tornekrone, satte den på hans hoved og kastede en purpurkappe om ham; og de gik hen til ham og sagde: "Hil dig, jødekonge!" og slog ham i ansigtet". Joh. 19,2-3. ret

(160)   De spyttede på ham, og en ond hånd greb det rør, de havde givet ham i hånden, og slog til kronen på hans hoved, hvorved tornene blev drevet ind i hans tindinger, så blodet randt ned over hans ansigt og skæg. Det var Satan, der fik de grusomme soldater til at mishandle Frelseren. Hans hensigt var om muligt at opirre ham til at øve gengæld eller at drive ham til at udføre et mirakel for at frigøre sig og derved tilintetgøre frelsesplanen. Havde der været en eneste plet på hans liv som menneske, havde han en eneste gang i sin menneskelighed ikke holdt ud i den frygtelige prøve, så ville Guds lam have været et ufuldkomment offer og menneskets genløsning ville være mislykket. ret

(161)   Men han, som kunne befale over Himmelens hær og i et nu kalde legioner af hellige engle til hjælp, af hvilke en enkelt øjeblikkelig kunne have overmandet den grusomme pøbelhob han, som ved et glimt af sin guddommelige majestæt kunne have slået sine plageånder til jorden han fandt sig med ophøjet ro i den groveste forsmædelse og voldshandling. ret

(161)   Ligesom de, der pinte og plagede ham, ved deres handlinger nedværdigede sig under det menneskelige og blev Satan lig, således ophøjede Jesu ydmyghed og tålmodighed ham over det menneskelige og beviste hans slægtskab med Gud. ret

(161)   Pilatus blev dybt bevæget ved at se Frelseren lide så tålmodigt uden at klage. Han sendte bud for at hente Barabbas til domssalen og derpå fremstillede han de to fanger side om side. Idet han pegede på Frelseren, sagde han med en højtidelig og bønlig stemme: "Se, hvilket menneske! Se, jeg fører ham ud til jer, for at I skal vide, at jeg finder ingen skyld hos ham". Joh. 19,5 ret

(162)   Der stod Guds Søn, iført forhånelsens kappe og tornekronen. Han var afklædt til bæltestedet, og på hans ryg kunne man se de lange, grufulde striber, hvorfra blodet flød frit. Hans ansigt var plettet af blod og bar præg af udmattelse og smerte; men aldrig havde det set skønnere ud end nu. Hvert træk vidnede om mildhed og tålmodig hengivelse og om den ømmeste medlidenhed med hans grusomme fjender. ret

(162)   En slående modsætning var fangen ved hans side. Hvert træk i Barabbas ansigt røbede den forhærdede bandit, han var. Blandt tilskuerne var der nogle, som viste medfølelse med Jesus. Selv præsterne og rådsherrerne var overbevist om, at han var det, han gav sig ud for at være. Men de ville ikke indrømme det. De havde ophidset pøbelen til afsindigt raseri, og nu råbte præster, rådsherrer og folket igen: ret

(163)   "Korsfæst! korsfæst!" Efter til sidst at have mistet al tålmodighed med deres urimelige, hævngerrige grusomhed sagde Pilatus til dem: "Så tag I ham og korsfæst ham; for jeg finder ingen skyld hos ham". Joh. 19,6. Pilatus gjorde alvorlige forsøg på at frigive Frelseren; men jøderne råbte: "Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren". Joh. 19,12. ret

(163)   Her rørte de ved et ømt punkt hos Pilatus. Den romerske regering havde ham allerede under mistanke, og han vidste, at en sådan rapport ville betyde hans ulykke. "Da Pilatus så at han intet kunne ud rette, men at der blot blev mere larm, tog han vand, og i mængdens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ret

(164)   "Jeg er uskyldig i dennes blod; det bliver jeres sag!" Matt. 27,24. Forgæves søgte Pilatus at befri sig fra den skyld at domfælde Jesus. Havde han fra først af handlet hurtigt og bestemt og gjort det, han vidste var ret, så var hans vilje ikke blevet overvundet af pøbelen; de ville ikke have vovet at befale over ham. Hans vaklen og ubeslutsomhed blev hans fald. Han indså, at han ikke kunne løslade Jesus og samtidig bevare sin stilling og ære. ret

(164)   Hellere end at miste sin verdslige magt valgte han at ofre et uskyldigt liv. Idet han gav efter for pøbelens fordringer, lod han atter Jesus piske og overgav ham til at korsfæstes. ret

(164)   Men trods sin forsigtighed blev han senere ramt netop af det, som han frygtede. Hans æresposter blev frataget ham, han blev afsat fra sit høje embede, og plaget af samvittighedsnag og såret stolthed tog han sit eget liv ikke længe efter korsfæstelsen. ret

(165)   Således vil alle, som går på akkord med synd, kun opnå sorg og ulykke. "Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje". Ordsp. 14,12. Da Pilatus erklærede sig uskyldig i Jesu blod, svarede Kajfas udfordrende: "Hans blod komme over os og vore børn". Matt. 27,25. ret

(165)   Disse frygtelige ord blev gentaget af præsterne og genlød som et ekko fra folket. Det var en forfærdelig dom at udtale over sig selv. Det var en frygtelig arv at efterlade sine efterkommere. Det blev opfyldt bogstaveligt i de grufulde begivenheder ved Jerusalems ødelæggelse cirka fyrretyve år senere. ret

(165)   Endnu engang vil det få sin bogstavelige opfyldelse, når den store regnskabsdag kommer. Da skifter scenen, og "denne Jesus" kommer igen "med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke ville vide af Gud at sige". Apg. 1,11; 2Tess. 1,8. ret

(166)   Da vil de råbe til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet". Åb. 6,16-17. ret

næste kapitel