(202) Frelserens gerning på Jorden var fuldbyrdet. Tiden var nu kommet, da han skulle vende tilbage til sit himmelske hjem. Han havde sejret og skulle på ny tage sæde hos sin Fader på hans trone i lys og herlighed. ret
(202) Jesus valgte at opfare til Himmelen fra Oliebjerget. Sammen med de elleve begav han sig på vej til bjerget. Men disciplene vidste ikke, at dette skulle blive deres sidste samvær med Mesteren. Undervejs gav Frelseren dem den sidste undervisning. Lige før han forlod dem, gav han dem den herlige forjættelse, som er så dyrebar for enhver af hans efterfølgere: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende". Matt. 28,20. ret
(202) De gik op over bjerget, til de kom i nærheden af Betania. Her standsede de, og disciplene samledes omkring deres Herre. Stråler af lys syntes at udgå fra hans åsyn, idet han så kærligt på sine disciple. Ord, som vidnede om den ømmeste kærlighed, var det sidste, de hørte fra Frelserens læber. ret
(203) Med hænderne løftet til velsignelse steg han langsomt op fra dem. Idet han for bort, stirrede de forfærdede disciple med anspændte øjne for at få et sidste glimt af deres himmelfarne Herre. En sky af herlighed tog ham bort fra deres øjne, medens den lifligste og herligste musik fra englenes kor lød ned til dem. ret
(203) Som disciplene nu stirrede op imod Himmelen, blev de tiltalt af stemmer, der lød som den skønneste musik. De vendte sig om og så to engle i menneskeskikkelse, som talte til dem og sagde: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen". Apg. 1,11. ret
(204) Disse engle tilhørte den skare, der var kommet for at ledsage Frelseren til hans himmelske hjem. Af kærlighed og medfølelse over for dem, der blev ladt tilbage, tøvede de for at give dem forsikringen om, at denne adskillelse ikke ville vare evigt. ret
(204) Da disciplene vendte tilbage til Jerusalem, så folket på dem med forbavselse. Efter Mesterens forhør og korsfæstelse havde man ventet, at de ville se nedslåede og skamfulde ud. Deres fjender havde ventet at se sorg og nederlag stå udtrykt i deres ansigter. Men de så kun glæde og triumf. Deres ansigter lyste af en lykke, som ikke var af denne verden. De sørgede ikke over skuffede forhåbninger, men var fulde af lov og tak til Gud. ret
(204) Med stor glæde fortalte de den vidunderlige beretning om Jesu opstandelse og himmelfart, og mange tog imod deres vidnesbyrd. Disciplene nærede ikke længere nogen tvivl med hensyn til fremtiden. De vidste, at Frelseren var i Himmelen, og at de fremdeles havde hans sympati. De vidste, at han fremholdt sit blods fortjenester for Gud. Han fremviste sine sårede hænder og fødder for Faderen til vidne om den pris, han havde betalt for sine genløste. ret
(205) De vidste, at han ville komme igen og alle de hellige engle med ham, og med stor glæde og længselsfuld forventning imødeså de denne begivenhed. Da Jesus gled ud af syne for disciplene på Oliebjerget, kom en himmelsk hærskare ham i møde for med sejrssange og jubelråb at ledsage ham til Himmelen. ret
(205) Ved portene til Guds stad venter en utallig skare engle hans ankomst, Idet Kristus nærmer sig portene, råber de ledsagende engle triumferende til skaren ved indgangen: "Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!" Englene, som venter ved portene, spørger: ret
(206) "Hvo er den ærens konge?" Dette siger de ikke, fordi de ikke ved, hvem han er, men fordi de ønsker at høre svaret til hans forherligelse: "Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!" Atter spørger de ventende engle: "Hvo er han, den ærens konge?" De ledsagende engle svarer i harmoniske strofer: "Herren, hærskarers Herre, han er ærens konge!" Sl. 24,7-10. Så bliver portene til Guds stad slået vidt op, og engleskaren strømmer ind under et brus af betagende musik. ret
(207) Hele den himmelske hær venter på at hædre deres hjemvendte fyrste; de venter, at han skal indtage sin plads på Faderens trone. Men endnu kan han ikke tage imod herlighedens krone og den kongelige dragt. Han har en begæring at fremføre for Faderen angående sine udvalgte på Jorden. Han kan ikke modtage nogen æresbevisning, før hans menighed er blevet antaget og retfærdiggjort for hele universet. ret
(207) Han beder om, at hans folk må være, hvor han er. Og hvis han skal have ære, at de så må dele den med ham. At de, som lider med ham på Jorden, må regere med ham i hans rige. Således går Jesus i forbøn for sin menighed. Han gør sine interesser til et med deres, og med en kærlighed og standhaftighed, som er stærkere end døden, forsvarer han de rettigheder, han har erhvervet med sit blod. Faderens svar på denne bøn udgår med befalingen: ret
(208) "Alle Guds engle skal tilbede ham". Hebr. 1,6. Lederne for Himmelens hærskarer tilbeder henrykt Forløseren, og den utallige engleskare kaster sig ned for ham, medens de himmelske sale genlyder af fryderåbet: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" Åb. 5,12. ret
(208) Kristi efterfølgere er antaget "i den elskede". I den himmelske hærskares nærværelse har Faderen stadfæstet den pagt, han havde indgået med Kristus om at ville modtage bodfærdige, lydige mennesker og elske dem, som han elsker sin Søn. Hvor Genløseren er, der skal de genløste være. Guds Søn har overvundet mørkets fyrste og sejret over synd og død. Himmelen klinger af stemmer, som i høje toner forkynder: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" Åb. 5,13. ret